Kajs Ølblog

Et par takker ned …

Det er sjovt at bage brød med øl. Det skyldes mest af alt, at det er sjovt at bage. Men det bliver lidt sjovere med øl, fordi – vel – det er sgu bare en lidt større oplevelse at smage på væden undervejs, når det er øl man bruger frem for vand fra vandhanen. Om det så bare er almindelig pilsner, eller noget endnu mindre stærkt som i dette tilfælde, hvor jeg har brugt Vestfyens maltøl.

Til gengæld er der mere smag i denne – og andre – bageøl. Derudover er det simpelt hen bare flottere ud, når gæren blandes sammen med kernerne i dejfadet. I stedet for at antage en kedelig grå masse, mødes synes af en tyk, sprudlende chokolademasse, der i kraft af sin farve også bare bliver festligere at røre rundt i og arbejde videre med.

Det er dejligt alt sammen, og så kan man jo vælge at glæde sig ekstra over den underholdene tilblivelsesproces, når resultatet viser sig ikke helt at leve op til forventningerne.

For oven på de forskellige stouts, der alle – uanset type – gav nogle aldeles nydelige brød, rige på smag, krumme og fylde, så kan man ellers mærke, hvis man træder et par skridt op af stigen fra stoutkælderen igen. Maltøllen her holder ellers en nydelig lød, hvor man visuelt dårligt kan se forskel på den og en stout. Men skulle man have så ødelagte smagsløg, at man ikke kan smage forskel, hvis man prøver øllene – så er der stadig alle chancer for, at forskellen kan mærkes i brødet.

Og den kan i øvrigt også annammes endnu før man smager på varerne, for ved gennemskæring er brødet allerede mærkbart lysere. Konsistensen er egentlig ganske i orden – svampet, blødt og takket være rugkernerne alligevel med rigeligt fylde og krumme. Den lysere farve gør til gengæld på stedet brødet mindre spændende at se på. Det antager en grålig nuance a’la den jeg forestiller mig dwarf bread i Terry Pratchetts Discworld-univers har. For de uindviede kan jeg kort fortælle, at dwarf bread – der som navnet antyder bages af dværge – sjældent er noget nogen, heller ikke dværgene, spiser. Til gengæld har det mange andre anvendelsesmuligheder – ikke mindst som små – og meget dødelige – kastevåben. Dette grundet deres indhold af blandt andet grus af forskellige stentyper.

Dette brød smager på den anden side bedre, end jeg forestiller mig, dwarf bread ville gøre. Men efter at have prøvet de fyldige, velmaltede og gennemsmagende stoutbrød, hvor rugbrødssmagen virkelig blev både fremhævet og afrundet, så føler man her at luften i den grad er gået af ballonen. Brødet smager simpelt hen af mindre – især mindre af rugbrød. I stedet læner brødet sig op af koldhævede grahamsbrødsboller, nødtørftigt kastet sammen og siden klattet ud på pladen som et hurtigt måltid for den dovne – i dette tilfælde efter at dejen har stået en enkelt, måske endda to, dage for længe i køleskabet sammen med lidt for mange lugtafgivende rester.

Uspiseligt, eller bare ildesmagende? Nej, dog ikke. Bare lidt kedeligt og vel illustrerende, at har man én gang bagt med stout, har man ikke lyst til at gøre andet fremover … eller sådan har jeg det i hvert fald.

Så lykkedes det endelig at presse noget forskel ud af de forskellige brød bagt på øl. Det spiller altså en rolle, hvilken type øl man bruger.

Hvilket mærke man bruger forekommer derimod underordnet.

Har det overhovedet en betydning?

I mit seneste bageeksperiment ville jeg prøve noget fuldstændig afsindigt …

Eller – nej, det var det faktisk ikke. Men det var sjovt at skrive – og se hvordan forventningerne pludselig steg.

Ikke desto mindre prøvede jeg nu alligevel at hæve ambitionsniveauet for mine bageeksperimenter en anelse. I stedet for at tage to meget ens øl – Wiibroe og Gl. Carlsberg er omtrent lige stærke, lige mørke og koster omtrent det samme – forsøgte jeg med to portere i hver sin ende af brutalitetsskalaen.

Til det ene brød valgte jeg derfor Royal Unibrews ‘Royal Stout’ – en industriel stout, der ikke desto mindre leverer en mere end adækvat oplevelse. Til det andet valgte jeg den klassiske Limfjords-Porter – yderligere præsentation er næppe nødvendig, men for de arme stakler, der ikke bar prøvet den supermarkedsklassiker endnu er der kun at udspy et forarget “fy!” fulgt af en aldeles uvenlig og meget bestemt henstilling om omgående at prøve dette fandenivoldske lakrisale og røgede vidunder.

Med to så forskellige øl måtte der da for pokker være en mærkbar forskel. Så var det bare at få brødet bagt, og prøve løs …

Men nej … Brødet blev igen rigtig godt i begge tilfælde. Igen glædes man spontant over først dejens og siden brødets fine mørke kulør. Det ligner grangiveligt det rugbrød, jeg fik som barn, og som langt fra var så saftigt, fyldigt og aromatisk af tung, mørk malt, en snert karamel og en antydning af koriander som dette er det.

Det er ikke småting, porter og stout gør for rugbrød. Men om man bruger den ene eller den anden, synes mildt sagt underordnet. Selv en næsestyver af en lakrids- og røgbombe som Limfjords-porter gør ikke væsentlig – eller på nogen måde gunstig (eller ugunstig) – forskel på resultatet end den velmaltede, rare karamelkaffe fra Royal Unibrews industribryggeri.

Så småt kunne jeg begynde at tvivle på, om øllet i det hele taget gør nogen forskel. Så nu er det sikkert – senere vil jeg lave et kontrolforsøg, hvor det ene brød brygges med en tung, fyldig øl, og det andet med postevand.

Så skal vi se hvad – eller overhovedet om – det nytter.

Men først er der lige endnu et par maltøl, der skal afprøves. Forbliv indstillet.