Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: august 2017

Rugbrød med Maltøl, Vestfyen (Brød med Øl 7.1)

2017-08-13 16.53.18Et par takker ned …

Det er sjovt at bage brød med øl. Det skyldes mest af alt, at det er sjovt at bage. Men det bliver lidt sjovere med øl, fordi – vel – det er sgu bare en lidt større oplevelse at smage på væden undervejs, når det er øl man bruger frem for vand fra vandhanen. Om det så bare er almindelig pilsner, eller noget endnu mindre stærkt som i dette tilfælde, hvor jeg har brugt Vestfyens maltøl.

Til gengæld er der mere smag i denne – og andre – bageøl. Derudover er det simpelt hen bare flottere ud, når gæren blandes sammen med kernerne i dejfadet. I stedet for at antage en kedelig grå masse, mødes synes af en 2017-08-13 11.24.54tyk, sprudlende chokolademasse, der i kraft af sin farve også bare bliver festligere at røre rundt i og arbejde videre med.

Det er dejligt alt sammen, og så kan man jo vælge at glæde sig ekstra over den underholdene tilblivelsesproces, når resultatet viser sig ikke helt at leve op til forventningerne.

For oven på de forskellige stouts, der alle – uanset type – gav nogle aldeles nydelige brød, rige på smag, krumme og fylde, så kan man ellers mærke, hvis man træder et par skridt op af stigen fra stoutkælderen igen. Maltøllen her holder ellers en nydelig lød, hvor man visuelt dårligt kan se forskel på den og en stout. Men skulle man have så ødelagte smagsløg, at man ikke kan smage forskel, hvis man prøver øllene – så er der stadig alle chancer for, at forskellen kan mærkes i brødet.

Og den kan i øvrigt også annammes endnu før man smager på varerne, for ved gennemskæring er brødet allerede mærkbart lysere. Konsistensen er egentlig ganske i orden – svampet, blødt og takket være rugkernerne alligevel med rigeligt fylde og krumme. Den lysere farve gør til gengæld på stedet brødet mindre spændende at se på. Det antager en grålig nuance a’la den jeg forestiller mig dwarf bread i Terry Pratchetts Discworld-univers har. For de uindviede kan jeg kort fortælle, at dwarf bread – der som navnet antyder bages af dværge – sjældent er noget nogen, heller ikke dværgene, spiser. Til gengæld har det mange andre anvendelsesmuligheder – ikke mindst som små – og meget dødelige – kastevåben. Dette grundet deres indhold af blandt andet grus af forskellige stentyper.

Dette brød smager på den anden side bedre, end jeg forestiller mig, dwarf bread ville gøre. Men efter at have prøvet de fyldige, velmaltede og gennemsmagende stoutbrød, hvor rugbrødssmagen virkelig blev både fremhævet og afrundet, så føler man her at luften i den grad er gået af ballonen. Brødet smager simpelt hen af mindre – især mindre af rugbrød. I stedet læner brødet sig op af koldhævede grahamsbrødsboller, nødtørftigt kastet sammen og siden klattet ud på pladen som et hurtigt måltid for den dovne – i dette tilfælde efter at dejen har stået en enkelt, måske endda to, dage for længe i køleskabet sammen med lidt for mange lugtafgivende rester.

Uspiseligt, eller bare ildesmagende? Nej, dog ikke. Bare lidt kedeligt og vel illustrerende, at har man én gang bagt med stout, har man ikke lyst til at gøre andet fremover … eller sådan har jeg det i hvert fald.

Så lykkedes det endelig at presse noget forskel ud af de forskellige brød bagt på øl. Det spiller altså en rolle, hvilken type øl man bruger.

Hvilket mærke man bruger forekommer derimod underordnet.

Maltøl, Vestfyen (Brød med øl 7.0)

2017-08-20 12.43.54Fra stressland …

Småsyg, stresset og ringe motiveret har jeg atter sat mig til tastaturet for at skrive nogle få ord, om nogle øl, jeg har smagt. Pauserne er blevet flere på det sidste, og jeg ville sådan ønske, at det skyldtes at der var for få timer i forhold til de spændende, givende projekter jeg gik og syslede med.

Det er ikke tilfældet. Jeg har blot svært ved at tage mig sammen til at tage mig sammen. At jeg arbejder (for) meget og er ramt af en virus øger selvfølgelig heller ikke motivationen.

Vel – jeg har for snart en uge siden bagt endnu et rugbrødsbatch. Denne gang med Vestfyens almindelige maltøl. De har også en mørk hvidtøl, som vil blive afprøvet senere. Som traditionen foreskriver har jeg til at begynde med smagt på det øl, brødet blev bagt med.

For det er ikke fordi denne øl mangler mørke. Farven deler brygget med mørk chokolade, viskositeten med middelstærk kaffe. På trods af sine magre 1,8% formår brygget faktisk af dufte en smule af alkohol. Det matcher fint de traditionelle, lidet overraskende noter af karamel og rugbrød, som man finder i maltøl.

Skønt brygget ikke skummer helt på samme måde  -det skummer mere, fyldigere og flotter – smager det med sin mørke karamelsødme mest af cola med maltfylde på bagkant. Alligevel er brygget ikke helt sødt nok til at, at jeg vil betegne den med en slik-øl på linje med de forskellige hvidtøl. At den smager af mere og bedre end light-pilsner er til gengæld evident, men næppe overraskende. Samtidig er den faktisk svagere i alkoholstyrken, da lightpilsner gerne ligger på omkring 2-2,5%.

Med lidt mere brødsmag end karamel kan man betragte Vestfyens maltøl som en lidt mere voksen version af Royal Unibrew og Carlsbergs Hvidtøl. Ikke nødvendigvis mere smagsfuld – snarere af noget andet, der i hvert fald falder en smule mere i min smag end det søde stads.

2-en-halv-stjerne

Psychedelic Popcorn Grizette, Amager Bryghus (Det løse III)

2017-08-15 20.22.37Subtilt skøn …

Så har jeg fundet tid til at samle en tråd fra tidligere op, nemlig det skønne parti øl fra Amager Bryghus, som er blevet mig til del. Det føles som lang tid siden, jeg sidst prøvede en af dem. Men det skete faktisk i indeværende måned, så det er nok bare min nuværende publiceringshyppighed, der får tiden til at føles lang.

Antallet af indlæg på bloggen har i indeværende år aldrig været under 10 om måneden. Så jeg får noget fra hånden. Nu er jeg oven i købet i den situation, at jeg har et lille hængeparti – ud over denne øl har jeg endnu fire anmeldelser at fyre af, så jeg har småtravlt. Det er den omvendte situation af, hvad jeg ellers har oplevet de sidste par anmeldelser eller 7-8 stykker. Der har jeg faktisk været foran. Jeg udgiver helst ikke mere end en gang om dagen, men havde altså skrevet så mange anmeldelser på en gang, at de faktisk lå i kø i kladderækken og bare ventede på at blive udgivet.

Det kan lyde som et luksusproblem, og er det også al den stund, at jeg, mens køen blev afviklet, konstaterede at det nærmest var mere stressende at have anmeldelser i kø til udgivelse end at have afprøvede øl i kø til anmeldelse. Go figure.

Men tilbage til øllet. Igen er der tale om en sjældent afdæmpet sag fra de amagerkanske humlehoveder. Det gælder ikke bare øllet, men også røverhistorien på etiketten.

Sjældent har teksten været så informativ. Brygget er tilegnet et lille bryggeri i Philadelphia ved navn Forest & Main, der ikke er særlig kendte, og som laver afdæmpede, subtile øl. Uanset hvor afdæmpede og subtile de end måtte være, endte en af deres øl alligevel i toppen af RateBeer – og denne øl er Amager Bryghus’ version af samme øl – detaljerne må læserne læse sig til, når I selv køber én.

At duften ikke afslører nogen nævneværdig bitterhed peger vitterlig i retning af en for Amager Bryghus utraditionel øl. Bouqueten er syrlig, spinkel og sød, karakteriseret ved lime, græs og en smule hyld. Det lyse, klare bryg er i sig selv en oplevelse i sin næsten zen’ske ro, mens det dvaske skum mageligt flader ud over btygget og kun meget modvilligt falder. Mens man venter, kan man modellere flotte figurer i det, om man skulle få lyst.

Det er vitterlig ikke for kraften, styrken og voldsomheden, man skal vælge dette bryg. Til gengæld kan man fortabe sig i bryggets fine, pikante nuancer, antydningsvise prikken og blide gnubben af mundens indersider. En smagfuld bund af mild ginger ale med citron bærer brygget frem til almindeligt velbehag. Der er både blomstrede, frugtagtige og krydrede noter af roser, banan og ingefær – men alt sammen aldrig så subtilt, så intet bliver dominerende, man bare skønt i sin mangefacetterede farverigdom.

Lidt ligesom Pride-paraden, faktisk – om end festen er en kende mere afdæmpet.

Bitterhed snydes man heller ikke for. Den er også afdæmpet, mild, subtil og mangefacetteret. Tørt hø og græs blander sig med velafmålte dele bitterhed, syre og sødme som en finale på et fyndigt og eftertænksomt mesterværk, der på trods af udeblivende festfyrværkeri og fanfarer, forbliver en stor oplevelse.

En øl for dem der tror, at kun vildt øl er godt. Efter denne vil de vide bedre.

5-stjerner

Brød med Porter II (Brød med øl 5+6.1)

2017-08-13 11.05.10Har det overhovedet en betydning?

I mit seneste bageeksperiment ville jeg prøve noget fuldstændig afsindigt …

Eller – nej, det var det faktisk ikke. Men det var sjovt at skrive – og se hvordan forventningerne pludselig steg.

Ikke desto mindre prøvede jeg nu alligevel at hæve ambitionsniveauet for mine bageeksperimenter en anelse. I stedet for at tage to meget ens øl – Wiibroe og Gl. Carlsberg er omtrent lige stærke, lige mørke og koster omtrent det samme – forsøgte jeg med to portere i hver sin ende af brutalitetsskalaen.

Til det ene brød valgte jeg derfor Royal Unibrews ‘Royal Stout’ – en industriel stout, der ikke desto mindre leverer en mere end adækvat oplevelse. Til det andet valgte jeg den klassiske Limfjords-Porter – yderligere præsentation er næppe nødvendig, men for de arme stakler, der ikke bar prøvet den supermarkedsklassiker endnu er der kun at udspy et forarget “fy!” fulgt af en aldeles uvenlig og meget bestemt henstilling om omgående at prøve dette fandenivoldske lakrisale og røgede vidunder.

Med to så forskellige øl måtte der da for pokker være en mærkbar forskel. Så var det bare at få brødet bagt, og prøve løs …

2017-08-13 16.53.18Men nej … Brødet blev igen rigtig godt i begge tilfælde. Igen glædes man spontant over først dejens og siden brødets fine mørke kulør. Det ligner grangiveligt det rugbrød, jeg fik som barn, og som langt fra var så saftigt, fyldigt og aromatisk af tung, mørk malt, en snert karamel og en antydning af koriander som dette er det.

Det er ikke småting, porter og stout gør for rugbrød. Men om man bruger den ene eller den anden, synes mildt sagt underordnet. Selv en næsestyver af en lakrids- og røgbombe som Limfjords-porter gør ikke væsentlig – eller på nogen måde gunstig (eller ugunstig) – forskel på resultatet end den velmaltede, rare karamelkaffe fra Royal Unibrews industribryggeri.

Så småt kunne jeg begynde at tvivle på, om øllet i det hele taget gør nogen forskel. Så nu er det sikkert – senere vil jeg lave et kontrolforsøg, hvor det ene brød brygges med en tung, fyldig øl, og det andet med postevand.

Så skal vi se hvad – eller overhovedet om – det nytter.

Men først er der lige endnu et par maltøl, der skal afprøves. Forbliv indstillet.

Pistonhead Kustom Lager, Spendrup

2017-08-11 17.47.30Fra for lidt til ingen overhovedet …

Pistonhead-øllene har indtil videre været ganske hyggelige og egentlig også tiden og de ikke voldsomt mange penge (kr. 10,- stykket) værd. Som pilsnere betragtet har de været noget ud over det sædvanlige (det sædvanlige i den genre er som regel også jævnt kedeligt) og så kan man næsten tilgive bryggeriet for at tegne skelethoveder på emballagen, selvom der ikke rigtig var nogen i øllet … eller rettere; der var ikke noget skelethovedagtigt ved øllet. (Yes! Så fik jeg skrevet “skelethoved” endnu engang … og endnu engang. Jeg kunne blive ved hele natten!)

Med denne emballage, sætter Spendrup trumf på. Her har vi ikke bare en øl med et skelethoved på emballagen. Skelethovedets baggrund er også sort … Den her øl  sguda være skelethovedagtig på en eller anden måde – ellers kan man da virkelig ikke … vel … tegne et skelehoved på sort baggrund på emballagen, vel?

Skelethovedet lader imidlertid vente på sig. Brygget er en ganske lys pilsner, og det mest eksotiske ved den, dømt ud fra påskriften, er cascade-humlen. Det lover jo trods alt godt.

Men stor bliver skuffelsen! Ingen duft – vitterlig ingen. Ingen liflig bergamot, hyld eller rose som cascaden ellers er så kendt for. Og aromaen – aromaen … bergamotten, hylden, rosen og den skarpe grannålebitterhed i al sin vælde og vildskab forbliver aldeles fraværende og ude af billedet. Kun samme blanke fornemmelse som sidst, der undgår på næsten provokerende vis at skabe ubehag – lidt ubehag ville i det mindste betyde et minimum af oplevelse.

Vel – giver man det lidt tid viser aromaen sig faktisk så småt og spagfærdigt. Nede bagest ved gummerne melder sig endelig lidt af den eftertragtede aromatiske citrussmag. Det er fortsat meget skuffende i begragtning af emballagens forjættelser (skelethovedet, i ved), men i det mindste hives brygget da op på et niveau en smule over det pinlige.

Den udefra mest lovende øl – både hvad indhold (cascade alene) og emballage (skelethoved på sort baggrund) skulle vise sig at være den absolut mest skuffende.

Selv når markedsføring for en gangs skyld gøres rigtigt, er det stadig helt forkert …

1-en-halv-stjerne

Mecklenburger Pilsener, Harboe

2017-08-11 17.22.10Ak, ingen rævepis …

Min sydøstsjællandske læser Niels, hvis svoger bragte mig den første afrikanske øl på bloggen, havde også andre øl til mig, da jeg stak mit grimme fjæs inden for hans lille hus i Lille Skensved. Det var vist noget, han havde opstøvet i den lokale Rema 1000, og dermed noget, jeg måske selv ville have støvet og på et tidspunkt.

Men jeg kommer ikke just tit i Rema 1000, så jeg var selvfølgelig glad for bidraget uanset hvad. Niels er selv begejstret for dem (jeg fik to forskellige) og anser dem for at være nogle gode øl til prisen. Men han kunne godt tænke sig en – med hans egne ord professionel vurdering. En sådan kan jeg ikke give ham, da jeg blot er en glad … sludder og vrøvl … gammel og sur – amatør. Betegnelsen tager jeg nu uanset hvad som en anerkendelse af det jeg laver, og kvitterer med en stor tak.

Navnet hentyder til et område i Nordtyskland, der var del af det tidligere DDR. Selv har jeg haft min jævnlige gang i Schleswig-Holstein, hvor jeg har familie, men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været i Mecklenburg – andet end måske dengang i 1982, hvor min familie tog på bilferie til Tjekkoslovakiet, og i den anledning kørte gennem DDR. Og så tog jeg med Gymnasiet til Rostock engang også – byen ligger vist i samme delstat.

Et nærmere kig på dåsen afslører imidlertid bryggets sande ophav – som slet ikke er Mecklenburg, men derimod Sydvestsjælland – nærmere betegnet Skælskør, hvor Harboes bryggeri har hjemme.

Harboe er ikke just kendt for kvaliteten af deres øl – snarere det modsatte. Til gengæld er øllene billige, og dermed er pris og kvalitet sådan cirka ligefrem proportionale hos det bryggeri. Jeg kender godtnok ikke prisen, da jeg ikke spørger om den slags, når jeg får gaver, men man kan jo prøve at gisne ud fra kvaliteten.

Det er i hvert fald et meget generisk og lyst bryg. Korngult med uproblematisk og ukontroversielt hvidt skum. Duften er svær at få rede på, fordi den er så utroligt svag. Det samme gælder smagen …

Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde har prøvet øl, der smagte af så lidt før. En blank, metallisk mundfornemmelse er det eneste, der afslører, at der ikke er tale om postevand. Men på den anden side kunne et bestemt indhold af sporstoffer i postevand vel skabe samme mundfornemmelse, hvorfor jeg må stille mig tvivlende over for, om jeg ved en blindsmagning overhovedet ville kunne smage forskel på denne øl og kommunens drikkevand. Selv ikke kulsyren ville man kunne kende brygget på, for den er der stort set heller ikke nogen af.

Til gengæld indeholder brygget heller ikke nogen ubehagelige syntetiske eller grimtsmagende overraskelser. Det føles ganske rent – på samme måde som blankpoleret kirurgisk stål, destilleret vand og nypudset glas. Man ville næsten ønske, at brygget i det mindste ville smage lidt af rævepis, som man jo gerne kalder ildesmagende alkohol. For så ville brygget i det mindste smage af noget.

Men næh nej …

Jeg gætter på, at denne øl ikke koster alverden.

1-halv-stjerne

Niels skal have tak for bidraget – og brygget er hermed hudløst ærligt anmeldt. Jeg understreger at jeg altid gerne tager imod prøver til anmeldelse uanset kvalitet og pris. Viser brygget sig ikke at være den store fornøjelse, bliver fornøjelsen ved at anmelde gerne dét større. Forhåbentlig også til Niels’ og læsernes glæde.

Pistonhead Full Amber, Spendrup

2017-08-10 18.51.12Lidt mere skelethoved …

Jeg savnede jo godt nok noget skelethoved i den første af Spendrups skelethovedøl, der føres under brandnavnet Pistonhead, og kan købes i SuperBrugsen …

De kløgtige blandt læserne vil på dette tidspunkt nok have opdaget, at jeg godt kan lide ordet “skelethoved”. I en årrække på Roskildefestivalen havde jeg et flag med, lavet af en lang pind, og et kæmpe tørklæde, forestillende et hvidt skelethoved på sort baggrund. Det var ikke et Jolly Roger, eller et piratflag, eller et dødningehovedflag – næh, det var et skelethovedflag.

Og det kunne man altid kende vores lejr på. I skoven af dødningehovedflag, piratflag og jolly rogers stod vores lejr altid tydeligt ud, som den lejr, der som den eneste havde et skelethovedflag.

Men selvom skelethovedet repræsenterer næsten alt, hvad der er dejligt her i livet, så bruges det undertiden i promoveringsøjemed, uden at det promoverede helt fortjener det. Og sådan havde jeg det ret så meget med den første Pistonhead-øl.

Uden at den anden øl helt fortjener det heller, har den dog bevæget sig en smule i den rigtige retning. Det orange skum knejser flot over det røde bryg – ja, at give det navnet Full Amber er faktisk slet ikke i uorden … skelethovedet lader dog fortsat vente på sig. Til gengæld er brygget tørhumlet med citra og cascade – sidstnævnte er min yndlingshumle, og det er da heller intet mindre end en ren fryd at genopleve krydderiernes velkendte indtryk af hyld og bergamot. Skønt, rart, dejligt, og i betragtning af intensiteten i en pilsner heller ikke ukontroversiel, men skelethoved ligefrem?

Og en pilsner er det, citra og cascade til trods, stadigvæk. Det glider let over tungen til almindelig tørstslukkende nydelse og for så vidt ganske pikant velbehag for smagsløgene. Det blide bryg byder alligevel på skarp og aromatisk blomster- og limehumle, med en bitter bund af birketræ. 2017-08-10 18.56.04Således kombinerer Spendrup hverdagspilsneren med specialøllen på bedste vis. Finalen består af de virkelig flotte mønstre, det klæbrige skum afsætter på glassets indersider. – Det er langt ud over, hvad man forventer af en klassisk pilsner.

Men stadig ikke helt hvad man forventer af en øl, der har et skelethoved på sig. Aromaen, mundfornemmelsen, det visuelle udtryk – det er selvfølgelig alt sammen på plads, og mere til. Men for at gøre sig fortjent til, at der er et skelethoved på emballagen, mangler brygget nu alligevel lidt … vel … lidt … skelethoved! Ja – lidt skelethoved mangler brygget altså stadigvæk, for at kunne bære skelethovedet med fuldt oprejst skelethovedpande.

Jeg kan godt lide at sige skelethoved … Skelethoved, skelethoved, skelethoved …

4-en-halv-stjerne

Carls Selection Marsstraße Bock, Carlsberg

2017-08-10 18.02.06Langt fra en cola …

Giganternes forsøg på at gå mikrobryggerierne i bedene med kvalitetsbryg lykkes sjældent helt og oftest kun et sted mellem halvt og trekvart. Carlsberg startede med Carls Selection decideret sløjt ud, men har nu opgraderet serien med pænere etiketter i farver med svære, hipsteragtige navne. Føj dertil ældre skrifttyper på fremmede sprog – sidst var det engelsk, denne gang er det tysk.

Temaet er fortsat Carl Jacobsens dannelsesrejse i 1800-hvidkål (læs selv bagpå etiketten) og denne øl er tilegnet den del af rejsen, der gik til Sydtyskland. Her lærte han angiveligt at brygge den stærke, mørke, undergærede bock, der et af områdets signaturbryg. Og hvad ville mere passende i den anledning end at brygge en stærk, mørk, undergæret bock?

I får ikke noget svar. Det var et retorisk spørgsmål.

Sidst jeg prøvede en af de nye Carls Selection gik det i øvrigt hæderligt. Men at bedømme serien ud fra en enkelt øl er næppe statistisk ansvarligt.

I første omgang virker dette bryg da heller ikke ligefrem prangede. Skumdannelsens højde og tæthed er at sammenligne med henholdsvis Amagers bjergkæder og Mars’ atmosfære. Så det mørke brygs sammenlignelighed med Cola er kun overfladisk, eftersom de fleste colaer har mere skum end denne øl.

Ved duften holder enhver anden lighed med afbruset cola da også op. I stedet mødes man af en aldeles rar og nydelig bouquet af karamelkaffe med fløde. Munden glædes til væsentlig mere end almindeligt velbehag af blød, venlig og markant malt, der giver noter af ristet rugbrød og mørk karamel. Karamel og malt gør brygget dejligt fyldigt, så beskheden ved mandlerne ikke virker anmassende eller malplaceret, men derimod velintegreret i det venlige – men bestemte bryg.

Således kæler brygget ikke bare, men kradser og river også en smule i gane og gummer med impressioner af stærk kaffe, toffee og fuselalkohol i skøn forening.

En varm, mørk kæmpe. Venlig men også lidt skræmmende …

… langt mere skræmmende end hvad man kunne forvente af Carlsberg.

4-en-halv-stjerne

Petrus Rood Bruin, Brouwerij de Brabandere

2017-08-07 18.03.55Ikke for fortyndet …

Der var i alt tre Petrus bryg i Fakta. Ud over den uforlignelige Petrus Aged Pale, var der en Aged Red og denne Rood Bruin. De to sidstnævnte er blends af den sure Aged Pale og noget andet. I dette tilfælde en ‘Jong Bruin Bier’ – en belgisk brown ale, som jeg ud fra min nogenlunde udviklede sproglige mavefornemmelse vil gætte på ikke er lagret.

Også dette bryg skummer lystigt – offwhite og ikke kridhvidt som de 33% Aged Pale, som den indeholder. Det næsten blodrøde (og ikke brune) bryg dufter til gengæld noget mere lettilgængeligt – overvejende sødt af kirsebær og cola. Og selvom de to ting tilsammen ellers kan skabe associationer hos andre, der som undertegnede var barn i firserne, og jævnligt frekventerede butikker syd for grænsen, så dufter det nu alligevel ikke af cherry-cola.

Jeg synes cherry-cola er noget af det fæleste, man kan tænkte sig, men har en næsten lige så fæl mistanke om, at skulle jeg støde på smagen i øl, ville jeg finde det köstlich.

Det må nu vente lidt, for dette bryg smager heller ikke af cherry-cola. Til gengæld mærker man tydeligt dens sure komponent, og glæder sig øjeblikkeligt over gensynet. Her er den ikke så aggressiv. Den er jo fortyndet med den belgiske brown ale, der på forbløffende vis formår næsten at forsvinde fuldstændig i syren.

Så meget forsvinder den, man begynder at tvivle på, at oplevelsen ville have været meget anderledes, om foeder-øllet havde været fortyndet med vand.

Det var nok gået ud over alkoholprocenten. Og man må jo indrømme brygget en vis fylde, der nok kommer af de ikke overvældende, men alligevel præsente 5,5%.

Skal man sætte ord på den tiloversblevne syre, og det indtryk brown-ale’en alligevel gør, har vi nok flyttet os fra den sydtyske surkål til skandinavisk brunkål. Lidt sukker er blandet i lagen, og den er afstemt med en smule allehånde og nelliker.

Brygget er – at dømme på navnet – nok tænkt som en brown ale med et indslag af surt. Reelt er der tale om en sur øl – en aged pale, fortyndet med brown ale, selvom den procentuelle fordeling med 2/3 brown ale ellers antyder noget andet.

Den falder ud som en mere venlig og afslappet version af uforlignelige rene Aged Pale – med de deraf forventelige skavanker.

4-stjerner

SMaSH Mosaic, Midtfyns Bryghus

2017-08-05 19.09.06Lidt revanche …

Før jeg skrider til anmeldelse af dagens øl, først en nuancering – om ikke ligefrem en berigtigelse.

I anmeldelsen af BrewDog’s Elvis Juice kritiserede jeg bryggeriet for at være nogle brusebadsposer komplet udstyret med advokater med for meget tid. Teksten var highlighted med et link til en Guardian-artikel, hvis korrekthed der åbenbart hersker noget tvivl om. BrewDogs påstand er, at baren Draft Punk aldrig har eksisteret, samt en indrømmelse om, at nogle af deres andre brandforsvar måske var liiiige lovlig proaktive og dynamiske nok på sigt. BrewDogs forsvar kan læses her. Så må læserne selv vurdere, men jeg vælger at tage dem til nåde.

Nu til den sidste af Midtfyns Bryghus SMaSH-øl.

Midtfyns Single Malt and Single Hops-koncept har indtil videre været en ide af højere kvalitet end øllet har vist sig at være. Uden at øllet har været decideret dårligt, forstås. Det har såmænd været OK og lidt til. Godt har det da smagt, vædet ganen og behaget smagsløgene som det skal har det også – men så heller ikke et gram mere.

Ikke at bryggeriet på nogen måde skal udskammes for at prøve noget nyt. Ideen er som sagt fin. Resultatet er bare ikke helt godt nok til, at denne blogger synes, at produkterne behøves gjort permanente.

Og at denne øl ellers formåede at rette lidt op på et par småkedelige bryg, man i det store og hele havde set før, ændrer ikke det store billede.

Men det dufter da godt. En forfriskende skarp humle liver op i forhold til de andre bryg, der olfaktorisk var noget tamme i det. Den ledsagende tunge fusel giver også brygget en lidt mere faretruende karakter end den venlige amarillo og den rare citra.

Og i smagen kan forskellen rigtig mærkes. En skarp og fyldig humle, krydret med en snas fennikel og smagt til med sødt, friskt forårsgræs. Der er både skarpe tænder i bitterheden sammen med søde aromaer til at levere en mere end komplet amerikansk Pale Ale-oplevelse. Ja – i betragtning af humlens krasbørstighed næsten en IPA-oplevelse.

Desværre holder brygget ikke helt de gode takter, men flader for meget ud undervejs. Det bliver mere og mere letflydende for til sidst at ende som småkedeligt og uengageret.

Men så længe det varede, var det rigtig godt, og ikke bare i orden, eller godt nok. Det var fornemmelsen man fik af forgængerne – man fik hvad man blev lovet, men producenten sørgede grundigt for, at man ikke fik et gram mere.

Sådan er det altså ikke her – omsider.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme