Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juli 2017

Brød med Kongens Bryghus Hvidtøl (Brød med øl 2.1)

2017-07-22 17.12.15Fejlkilde på fejlkilde …

Ligesom ølbrygning indebærer brødbagning rigtig mange variabler. Én ting er det præcise forhold mellem ingredienserne, som i virkeligheden er det mindste af det. Der er derudover gærens kvalitet, hævetiden, bagetemperaturen og -tiden … Det er derfor næsten umuligt at gøre det præcis på samme måde to gange.

Man kan selvfølgelig prøve. Og man bør også prøve i et eksperiment som dette at ramme fremgangsmåden fra sidste gang så præcis som muligt.

Det lykkedes over hele hovedet ikke for mig.

En ting er, at jeg glemte solsikke- og sesamfrøene, der kom med i brødet første gang. Men derudover skulle min lille datter, som jeg havde den dag mens min eks var på ferie med sønnen, sluge en 1-Euro-mønt. (Ja, jeg sagde jo, at Euroen var en dårlig idé allerede dengang i 2000. Og se, hvad den nu afstedkom.)

Brødet var netop sat til hævning, da det skete, men der var jo ikke noget andet at gøre, end det den flinke sygeplejerske på 1813-linjen sagde, at køre min datter til akutafdelingen på Herlev Hospital. Her kunne det flinke – og undtagelsesvis ikke overbelastede personale sende os hjem igen efter sammenlagt et par timer med overfladiske undersøgelser og samtaler. De ville blot sikre sig, at mønten ikke havde sat sig fast i luftvejene, og da dette ikke var tilfældet, skulle min datter – som en anden Emil fra Lønneberg (med videre sammenligning i øvrigt, endskønt hendes sure far ikke sender hende i noget ‘snickerbo’, når hun laver gale streger) – blot vente på, at mønten kom ud igen i den anden ende af sig selv.

Vel hjemme igen fra skadestuen blev brødet sat i ovnen – for better or worse – efter at det rundt regnet havde hævet i form i tre timer i stedet for de tre kvarter, jeg normalt lader det stå …

… for så at blive det om muligt bedste rugkernebrød, jeg nogensinde har bagt efter den opskrift.

Ligesom det igen ikke skadede at bruge hvidtøl – heller ikke Carlsbergs Hvidtøl – så skadede det tydeligvis heller ikke at lade dejen hæve langt over den projekterede tid.

Man mærker måske nok de manglende solsikke- og sesamkerner i og med, at brødet føles en kende blødere og mindre fast, end da jeg bagte med Royal Unibrews øl. Til gengæld er brødet saftigere og – har jeg konstateret efterfølgende – mindre tilbøjeligt til at blive tørt, selv når det har været frosset. Sammenhængskraften er i øvrigt den samme – om ikke bedre end ved brug af Royal Unibrews. Så enten indeholder brygget alligevel protein på trods af det manglende skum, eller også tillægger jeg øllets proteiner alt for stor betydning i brødet.

En ting er jeg dog mere sikker på end før jeg påbegyndte mit eksperiment. Øllet – om det er det ene eller andet – ser vitterlig ud til at gøre noget godt for brødet. Det bliver bedre i konsistensen. Især bliver det saftigere og det har ingen tendens til at smuldre eller klæbe ved udskæring.

Så at bruge øl vil jeg ufortrødent fortsætte med. Men at lade min datter sluge en mønt i processen bliver, på trods af det tilsyneladende gavnlige resultat, ikke en del af opskriften.

Kongens Bryg, Carslberg (Brød med øl 2.0)

2017-07-18 13.37.50Mere slik, mindre øl …

Bageprojektet fortsætter. Den næste øl, jeg har bagt rugbrød med – ja, i skrivende stund er brødet for længst bagt og spist – er denne øl. En mørk hvidtøl fra Carlsberg – og uden at sige for meget vel nok den Hvidtøl som flest har set, og kender som hvidtøl.

Etiketten prydes af Kong Christian d. 4.’s kontrafej (en af landets mest krigsliderlige og uduelige konger) af ganske uvisse årsager. Bagetiketten fortæller, at bryggeriet ‘Kongens Bryghus’, under hvilket navn nærværende øl markedsføres, nævnes for første gang i 1443, vel mere end hundrede år før Christian Firtal overhovedet var så meget som et kækt blik i Kong Frederik d. 2.’s øje.

Det får være for nuværende. Da det fortsat ikke er meget øl, jeg har prøvet i denne genre, vil anmeldelsen primært bero på en sammenligning med Royal Unibrews Hvidtøl. Brygget her dufter ikke meget ved åbning – lidt fjern og udefinerbar sødme, måske af rørsukker, er alt. Endnu mindre skummer det mørke bryg ved skænkning, hvilket må bekymre mig en anelse på vegne af brødets proteinindhold og sammenhængskraft.

Til gengæld er brygget virkelig noget for slikmunde. En ukompliceret sødme af rørsukker forkæler tunge og gummer. En let kornet fylde er imidlertid ikke nok til at holde vandet væk, og brygget ender med at føles væsentlig tyndere og mere vandigt end Royal Unibrews hvidtøl. De 0,2% mindre alkohol i denne øl sammenlignet med Royal Unibrews 1,9 gør næppe forskellen, så måske er det majsen, som dette bryg mangler?

I sidste indlæg om Einstök Ölgerðs sjaskede porter, skrev jeg lidt om, hvordan jeg i min barndom drak tyske Malz-bier. Dem husker jeg som både fyldigere og bitrere end denne øl. Selv børneøl er med andre ord kraftigere end dette bryg.

Men før jeg påbegynder en tirade af skælds- og smældsgloser tøver jeg den nødvendige kende, idet jeg minder mig selv om, at denne type øl – i hvert fald nu om dage – primært er tænkt som en madlavningsøl. Før jeg skælder den hæder og ære fra, skal den smides i en dej og laves til rugbrød … vel, rugkernebrød i hvert fald.

Og først da vil bryggets fulde mangel på – eller ejerskab af – potentiale blive klart.

Men som konsumøl fremstår den ganske ligegyldig.

1-en-halv-stjerne

Icelandic Toasted Porter, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-17 18.29.38Børneporter …

Og nej, undertitlen intenderer ikke at antyde, at denne øl på nogen måde er egnet til børn. Til gengæld husker jeg, at jeg som barn yndede at drikke det tyske fænomen ‘Malzbier’. En alkoholfri øl, markedsført til børn … den var nok ikke gået her i landet, og endnu mindre i Sverige.

Min pointe med at hive Malzbier frem af hukommelsens gemmer er, at denne øl i saft og kraft dårligt nok når op på siden af det, jeg som barn blev budt af alkoholfri kvasiøl. Og det endda på trods af bryggeriets vedholdende understregning af, at det skam er islandsk øl. For at understrege en pointe om noget vild natur, vild historie, og vilde underjordiske svovlkilder, trolde, elvere og whatever – samt den ikoniske wagnerviking på forsiden af etiketten selvfølgelig.

Men i vildskab når den altså ikke op på siden af hint fjernt barndomsminde, endsige de alkoholfattige øl, jeg for tiden bager brød af. Ganske vist indleder den nogenlunde lovende med ristede noter af frisk toasbrød ved skænkning – dertil en krydret snas af anis. Men en god del vand melder sig også lettere ildevarslende.

Det er også en meget letløbende stout. Selvom farven på det dybsorte bryg og det brunlige skum ellers er nogenlunde som det skal være, så skvulper det slet ikke dovent nok i skænkningsprocessen. Ved smagning mærker man snart den vigende fylde og de lidt for gavmilde mængder vand. Den godkendt præsente lakridsaroma forekommer pulveriseret og lidt ‘ved siden af’ som konsekvens af en alkoholvolumen, der med sine 6% kun er en anelse over en regulær guldøl. Den på etiketten nævnte chokolade kan også smages – navnlig hvis man har læst etiketten, så man ved den er der. Har man ikke læst den, har denne blogger sin tvivl om, hvor præsent den er. Det krydrede indslag af anis, som man mærkede i duften giver sig bedre til kende i form af kanel og allehånde.

Det skal retfærdigvis siges, at nærværende bryg samlet set nok formår at gøre sig mere interessant end de føromtalte madlavningsøl. Men i sin forjættede vildskab lader den alt for meget tilbage at ønske. Og den er slet ikke i nærheden af de gode og i øvrigt langt billigere standardstouts, man ellers kan få herhjemme.

3-en-halv-stjerne

Piping up for Peace, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen V)

2017-07-16 18.19.11Gad vidst om det er sandt …

Amager Bryghus har også andet end IPA på programmet – men denne er, som man kan se ikke en af de andre. Den er også en IPA, for jeg prøver alle IPA’erne først, mens de stadig er friske og smager af mest. Før jeg glemmer det skal jeg også have nævnt bryggeriet, som den er produceret i samarbejde med – Pipeworks Brewing Co fra Chicago.

Denne er en mere afdæmpet Session-IPA, og for at det ikke var usædvanligt nok i sig selv for en IPA fra Amager Bryghus, så er den lange anekdote på etiketten oven i købet også troværdig, og virker kun mildt overdrevet. Den handler om en lokal krigshelt fra Chicago, der efter Vietnam-krigen blev fredsaktivist. Angiveligt udøvede han aktivismen som musiker bag et transportabelt orgel, som han spillede med røven bar … vel, næsten troværdig, så.

Øllet afgiver en ganske særegen bouquet ved skænkning. En syrligt-sød og aldeles liflig dunst af en mellemting mellem druesukkertabletter og citronmelisse behager lugtesansen, men det kræver noget tid og indsnusning bare tilnærmelsesvist at indkredse odeuren. Ikke at det gør noget, for nydelsen er den samme, om man kan sætte ord på eller ej.

Det højt- og fastskummende citrongule bryg blev skænket i mit nyeste drikkebæger, som indtil nu har tilhørt min far, der i forbindelse med en nært forestående flytning er ved at rydde ud i sine gemmer. Motivet på den påklistrede metalplaque forestiller krudttårnet fra fæstningen i Burghausen, en tysk by ved den tysk-østrigske grænse, hvor jeg har noget fjern familie. Fæstningen er vistnok Tysklands længste borganlæg, ellers er det i hvert fald et af de længste. Jeg kan anbefale enhver at slå vejen forbi byen, hvis man er på de kanter. Ud over borgen, byder byen også på et smukt bycentrum, der er mindst lige så hyggeligt som det er gammelt, hvilket helt præcis vil sige ‘ret så’ … Det er længe siden, jeg sidst var der, så jeg kan faktisk kun dårligt huske det.

Som man vil kunne ane, er der også låg på bægeret. To solve the quaffing issue som salig Terry Pratchett (mayherestinpeace) måske ville have skrevet. For de uindviede, der ikke er bekendt med Discworld-serien, kan jeg oplyse, at låget er der for at forhindre at alt for meget af øllet går til spilde under vilde drikkelag, der indebærer lige dele begejstret skålen og mindst lige så begejstret slåsseri.

Grannålebitterheden – ja den er så sikker i Amager Bryghus’ IPA’er som Currywurst på en sydtysk motorvejsrasteplads. Her forefindes den i et lettere – nogle (herunder jeg selv) vil måske sige tyndere – medie end hvad man ellers får fra bryggeriet. Men det er vel, hvad man kan forvente af en Session IPA – selvom det egentlig ikke er smagens voldsomhed, det kommer an på, men alene alkoholstyrken, der her er på beskedne 4,5%. På bagkant oplever man et pust af de citronnoter, man mærkede i duften, men snart overtrumfes disse igen af humlen, der på trods af sin spinkelhed stadig sætter sig effektivt igennem.

Det kan man måske ærgre sig lidt over, for hvorfor skal Amager Bryghus’ IPA’er altid smage af grannåle? Men snart glædes man alligevel, for den afdæmpede udgave af grannålebitterheden, viser sig at være dejligt klar og markeret og ikke sløret af gær eller blot den fandenivoldskhed, der ellers karakteriserer bryggeriets IPA’er. Man kan rigtig gå på opdagelse i granskoven – udforske de mange nuancer, nyde lyset, skyggerne, lysningerne, solen mellem de nålebeklædte grene. Det har en særlig værdi, som man ikke oplever, når træerne er fældet, savet i stykker og flænset til spåner og savsmuld.

Så når kraften viger, giver det plads til detaljerne. Jeg skal ikke brokke mig.

4-en-halv-stjerne

SMaSH Amarillo, Midtfyns Bryghus

2017-07-14 18.09.27Bedre ide end øl …

Single Malt and Single Hops udgør indholdet af akronymet ‘SMaSH’ som Midtfyns Bryghus har lanceret tre pale ales under. Måske er der endda flere end de tre, men de tre er for tiden lette at få fat på – de forhandles i Fakta til kr. 25,- stykket. Så vidt jeg husker i hvert fald … og det var prisen, ikke supermarkedet, jeg var i tvivl om.

Jeg har reddet alle tre til anmeldelse, og starter altså med denne, der er brygget på Pale Ale Malt og (no shit) Amarillo-humle. Jeg synes, jeg husker et eller andet om, at ‘Single Malt’ var en bestkyttet varebetegnelse, der kun måtte bruges om visse typer skotsk whisky (jeg havde også min Single Malt periode engang). Måske er det derfor, at bryggeriet har valgt et kækt akronym?

Ved åbning afgiver brygget dog kun et fjernt og ikke videre kækt pust af humle. Men at brygget i det hele taget kan fornemmes allerede ved åbning er under alle omstændigheder et plus, så ikke mere brok over det herfra. Brygget er grumset gulbrunt med højt gyldent skum, og ved skænkning får duften også mere kontur. Grape og lime blander sig med en udglattende og venligere note af sød vanille.

Bryggeriet lover faktisk ikke for meget, når de på etiketten angiver, at Amarillo-humlen giver citrusnoter.

Smagen er dog primært bitter – man smager savsmuld af friskskåret hårdt løvtræ, men med et pust af en hel lille frugtkompot på bagkant, hvor hyld blander sig med mango og papaya, garneret med en knivspids fennikel. Gær i eftersmagen bringer desværre også en kende ubalance i oplevelsen.

Brygget kan opfattes som en kraftig, skarp pale ale, eller en jævn IPA – det må læseren selv vurdere. Samlet set er brygget, om man ser det som det ene eller det andet, næppe noget ud over det sædvanlige.

Så er ideen bag akronymet faktisk bedre end det øl, der er kommet ud af det – indtil videre i hvert fald.

4-stjerner

Brød med Ceres Hvidtøl (Brød med øl 1.1)

2017-07-13 20.49.15-1Ja, hvad vurderer jeg egentlig efter?

Jeg har såmænd prøvet at bage med øl før. Også dette rugbrød. Men det var først for nylig, at det faldt mig ind, at det jo også var noget, jeg kunne skrive om på bloggen. Indtil videre har jeg brugt øl, jeg lige havde og sjældent var særligt interessante. Skulle jeg dog vælge at bruge dem igen, vil de selvfølgelig blive behørigt anmeldt for deres bageegnethed.

En note til temaets indeksering: Anmeldelsen af øllet alene tager pladsen før punktummet i overskriften (her: 1.0) mens den efterfølgende anmeldelse af brødet vil blive angivet bag punktummet (som i nærværende indlæg: 1.1). Det giver mulighed for at anmelde flere brød – forskellige slags, eller hvis jeg skulle få lyst til det, samme slags – hvor det samme øl er brugt.

Her følger i øvrigt en beskrivelse af fremgangsmåden ved bagning af dette brød. Først får rugkernerne et opkog i en passende mængde vand. De skal koges indtil kernerne kan tygges uden større besvær. De kogte kerner smides op i dejfadet, hvorefter øl og sukker tilsættes. Øllet køler de nys kogte kerner af, og mængden der skal til plejer at passe med, at øllet får den ideelle lidt-mere-end-håndvarme temperatur for gæren, der tilsættes som det næste.

Herefter tilføjes rug- og hvedemel samt kerner. Til sidst salt, og det hele røres sammen og stilles til hævning i en halv time til tre kvarter. Derefter hældes brødet på forme, hvor det får lov at stå endnu en halv times tid – typisk mens ovnen varmer op til 220 grader. Brødet ridses og sættes midt i ovnen, hvor det bages i 30-40 minutter.

Der er rigtig mange variabler i brødbagning, så at påstå at øllet er det ene der gør, at det lykkes, vil være noget af en tilsnigelse. Ikke desto mindre er det ikke urimeligt at dømme, at øllet har givet dette brød en finere mørk farve, end det normalt får. Krummen er god. Konsistensen fast, og der er ingen tendens til, at brødet smuldrer når det skives. Det er ellers den største udfordring ved dette rugbrød.

Øl indeholder proteiner, lærte jeg på DTU. Mit gæt er, at proteinerne i øllet holder brødet bedre sammen – ligesom hvis man smider et æg i dejen, når man bager boller.

Smagen er lige som den skal være, og måske endda lidt bedre. Lidt i den søde ende, fyldigt og vel matchende både røget kødpålæg og lyse oste. Den har jeg været heldig at opnå omtrent lige så godt uden øl, men smagen har ved andre lejligheder også været kedeligere.

Én ting er sikkert: Royal Unibrews Maltøl ødelægger i hvert fald ikke noget i bagningsprocessen. Og det er da altid en start. Mest spændende bliver det nok at vurdere, om det gør en forskel at bruge øl frem for vand i det hele taget. På et tidspunkt må jeg vel lave en kontrol, hvor jeg bare bruger vand.

Det må komme senere …

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Brød med øl …

2017-07-13 14.04.14Fordi … det gør alle andre også.

Først var det øl, så bøger – og nu går Kajs Ølblog endnu en overraskende og verdensomstyrtende udvikling i møde …

Det kommer til at handle om mad.

Rigtig meget i dag handler om mad. Se fjernsynet – det ene madprogram efter det andet, hist med celebritykokke, pist med en madlavningskonkurrence, og et helt tredje sted med et helt fjerde madkoncept. Handler det ikke om mad, men fx om kendte, kommer man alligevel ind på, hvor disse kendte spiser brunch, hvad de har i køleskabet, hvad de kan lide selv at lave, om de overhovedet laver mad selv …

Mad over en bred kam er vel blevet vores tids store afledningsmanøvre fra de både lokale og verdensomspændende katastrofer, der truer os; de globale klimaforandringer, ressourceknaphed, overbefolkning, krig, Donald Trump og Esben Lunde Larsen, samt det faktum at størstedelen af verdens rigdomme ejes af en lille indspist elite, der kun bliver rigere og rigere på bekostning af alle os andre almindelige dødelige, der får færre og færre af de smuler, der falder ned til os fra de riges bord.

Når den sandhed bliver os for tung, så kan vi altid snakke om mad. For mad er dejligt. Mad er smukt. Mad er helligt … At mad er tættere og tættere på også at blive knapt som naturligt resultat af ovenståene globale katastrofer, synes i øvrigt at være et overvejende fraværende tema i madprogrammerne …

Vel – mad er vigtigt, og man kan altid finde en undskyldning for at få hvad som helst andet til at handle om det. Og hermed kundgør jeg, at også jeg hopper med på vognen – fremdeles kommer Kajs Ølblog også til at handle om mad, stundom i hvert fald.

Jeg starter med brød – rugbrød. Eller egentlig rugkernebrød. Jeg magter ikke at holde liv i surdej – vid at jeg og min ekshustru havde en surdej, der kom med hele vejen til Irland og hjem igen – hvorefter den af uvisse årsager døde efter at vi havde boet flere måneder på Amager. Det var efter den surdejs uforklarlige død, at jeg indså, at jeg ikke er bygget til at holde liv i surdej, og derfor heller ikke rigtigt rugbrød.

Men det kvasirugbrød jeg bager med 200 g. hvedemel, 200 g. rugmel, 200 ml. rugkerner, 50 g. andre kerner (typisk solsikke og sesam), 25 g. alm. bagegær samt lidt salt og sukker ligner nu som regel meget godt, og nok til at jeg vil kalde det rugbrød. Ifølge ovenstående opskrift, som jeg fandt på en pakke rugkerner købt i Føtex, bruges desuden vand, ca. en kvart liter. Det er den afgørende ingrediens, som jeg på det sidste har eksperimenteret med at erstatte med øl.

Jeg har selvfølgelig smagt på øllet før det er kommet i brødet. Således vil der både komme en anmeldelse af øllet og af brødet. Jeg starter stille og roligt ud med noget øl, der traditionelt bruges i bagning, nemlig hvidtøl. Jeg har købt Royal Unibrews og Carlsbergs respektive standardudgaver af disse, men mon ikke flere og mere dristige forsøg vil komme til senere.

Alt andet ville ligne mig dårligt.

Mandarina Man, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen IV)

2017-07-12 17.50.52Mere variation …

Jeg tror, det var efter at have prøvet “The Lady of Cofitachequi” sidste år, at jeg nåede til den konklusion, at selvom Amager Bryghus vitterlig er landets ukronede humlekonger, så endte de mange gode bryg i 2016-kollektionen alligevel med at ligne hinanden lidt for meget.

Til at begynde med, frygtede jeg at noget lignende gjorde sig gældende for årets Amager Bryghus-øl, men den frygt gøres heldigvis afgørende til skamme med denne øl. Efter Minor Axident udgør den endnu en afvigelse fra den vanlige friske og karske grannålebitterhed, der er bryggeriets signatursmag.

Endnu et samarbejdsbryg er der tale om, og igen er kollaboratørerne amerikanere – nu fra bryggeriet Wicked Weed, North Carolina. Røverhistorien på etiketten omhandler en (måske, måske ikke opdigtet) lokal helt. Der er tale om en ‘Tropical IPA’ – uden at det egentlig forklares nærmere, men ligesom brygget ved opknapning dufter af grapefrugt, og efter skænkning ligner en pomelo – så forekommer betegnelsen nu slet ikke kontraintuitiv. – Og endnu mindre så, hvis man tager sig tid til at læse ingredienslisten, der byder på mango- og mandarinpuré. Mystery solved!

Brygget skummer ikke meget, en hvad det ikke har i skum har det i bouquet. En frugttung duft af ret så sure appelsiner melder sig. Nogle ville måske også kalde det grape, men den søde og fyldige bund peger mod mere orangefarvede frugter – så appelsiner it is.

I smagen mærker man den velkendte (og -gørende) aroma af grannåle. Denne gang er den blandet op med savsmuld af fyr, samt strejf af fennikel og anis, så udtrykket bliver mere krydret end den skarpe bitterhed, man er vant til.

Den største variation i forhold til sidste års samling findes dog i aromaen bagom bitterheden. Her er der – næppe overraskende – flere frugtnoter. Igen er appelsin præsent – både med sin velkendte bitterhed og sødme. Desuden mærker man små, kortvarige pust af tropisk frugtkompot. Mango, papaya og flere citrusfrugter.

Det er her, man kommer til at ærgre sig en smule over, at humlen – skønt en smule anderledes end den plejer – kommer til at fylde for meget i forhold til de ellers spændende aromaer, som brygget kun akkurat lader trænge igennem. I denne IPA måtte man for denne bloggers skyld hjertens gerne have lagt langt mere vægt på frugt og sødme, end den hvashed, som man udmærket ved, at Amager Bryghus behersker i forvejen.

Til gengæld er citrusfrugterne da i det mindste nogenlunde præsente, og giver også brygget en syrlig kant, der bringer Amager Bryghus’ bitre humlehoveder med på syrlighedsbølgen. Næppe intenderet, måske, men ikke desto mindre godt.

Efter denne bloggers ydmyge mening i hvert fald …

4-en-halv-stjerne

First Contact, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-10 17.24.16Ikke bange for at støde …

Det var da noget forfærdeligt sludder, jeg sådan fik bundet jer læsere på ærmet, sidst jeg anmeldte en Rocket Brewing-øl. Fejlen er min, og den skyldtes at jeg i en vildfaren vrangforestilling havde bildt mig selv ind, at jeg ikke havde flere Rocket Brewing-øl på lager.

Men det havde jeg så alligevel. Vel, måske er det ikke så mærkeligt, at jeg bliver en smule forvirret, når jeg på samme tid jonglerer med 3-4 forskellige temaer, mens jeg har en lang række øl fra flere forskellige bryggerier og lande i vent.

Men nu har jeg kigget efter en ekstra gang – og med mindre jeg ikke bare er dum, men også blind, så er dette den sidste Rocket Brewing-øl i denne omgang.

Fra starten lægger brygget utraditionelt ud. Farmhouse Ale – eller Saison – er en stil, der oprineligt var tiltænkt det hårdtarbejdende folk på markerne. I Vallonien stak den slags ikke op for bollemælk, så der måtte øl på bordet – gerne lyst og nogenlunde letdrikkeligt og forfriskende. I dette bryg er det kun skummet, der er lyst som nypisket marengsmasse – og med holdbarhed nogenlunde som fuge-ditto. Øllet selv er tilgengæld egetræsmørkt og med matchende duft af samme gevækst i en skarp brunkålslage.

Egetræssyren træder om muligt endnu kraftigere frem i smagen, hvor den slår over i den letgenkendelige aroma af ananaskirsebær. Noterne af ananaskirsebær er ikke uvante i øl, men at de træder så kraftigt og autentisk frem, som de gør her, oplever man sjældent. Det river godt i de små nerver og muskler under øjnene, mens det stikker og brænder på tunge og i gane.

En kompromisløst syrlig saison. Det er ikke så langt ude på landet, som man skulle tro, for stilen er også kendt for sin syrlighed – omend næppe i dette omfang. Denne blogger nærer heller ikke skyggen af mistanke om, at brygget skulle være mislykket – eller bare lidt ude af balance. Det vidner fraværet af andre markante smagsnuancer om. Det er uden tvivl meningen at denne øl skulle være sur, og hvis nogen måtte føle sig frastødt af stanken i stalden, kan de jo finde sig en Carlsberg- eller Royal Unibrew-øl at hygge sig med i stedet.

Frastødt er undertegnede bestemt ikke, omend brygget måske lige ligger over grænsen for, hvor surt jeg gerne vil have det. Alligevel drages jeg af bryggets kompromisløse udtryk, dets dristighed i at vove at være så lidt mainstream. Ananaskirsebærrene, som dette bryg smager så autentisk af, er faktisk et godt eksempel på, hvordan jeg har det med begge dele; egentlig bryder jeg mig ikke synderligt om smagen, men hvis de er der, kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Om brygget i kraft af sin syrlighed er særligt egnet til markarbejde, vil jeg dog lade eventuelle landboere blandt mine læsere om at vurdere. Selv kunne jeg godt tænke mig at prøve den til rigtig husmandskost (m/k) – kartofler, stuvet hvidkål og hamburgerryg som vore forældre lavede det.

– Gerne med asier eller andet surt til.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme