Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2017

Where to go, Top Tre …

2016-03-11 20.49.50


Et billede af bloggeren i anledning af jubilæet … eller fordi jeg kan.

I skal ikke snydes for jubilæumsindlægget. Hver gang jeg runder et spændende antal anmeldelser på bloggen, skriver jeg jo gerne lidt løst og/eller fast, der selvfølgelig har noget med øl at gøre, men som ikke er en anmeldelse af en konkret øl.

Denne gang har jeg tænkt mig at causere lidt over de efterhånden mange forskellige lande, jeg har prøvet øl fra. For selvom nationer og nationaliteter ganske vist er arbitære, kollektive, mentale konstruktioner uden skyggen af fysisk evidens anden end den vi selv skaber og opdigter, så har disse kunstige opdelinger af land og folk jo alligevel skabt forskellige kulturer for forskellige ting – ikke mindst ølbrygning. Og jeg er bestemt ikke så frelst en internationalist, at jeg vil gå af vejen for at trække nogle generelle linjer ud fra de forskellige landes brygtraditioner.

Lader jeg mit blik glide ned over den efterhånden lange liste af lande, jeg har været forbi, hæfter jeg mig snart ved, at brygprøverne er ganske ulige fordelt. Ikke overraskende har langt de fleste afprøvede øl været fra Danmark – i skrivende stund drejer det sig om 577 ud af de 900 øl, forudsat at jeg har talt rigtigt selvfølgelig, og tallene er desuden påvirket af, at jeg enkelte gange har hæftet flere forskellige lande på samme øl, da der har været tale om outsourcing, franchises, samarbejdsbryg og andre mere eller mindre tvivlsomme udkommer af den allestedsnærværende globalisering.

Hvis jeg overhovedet skal kunne vurdere noget som helst ud fra det noget arbitrære, selektive og  – let’s face it – begrænsede udvalg, min blog repræsenterer, er det kun rimeligt, at jeg vælger nogle af de lande, jeg har prøvet flest øl fra. Danmark ryger ud til højre på grund af sin overrepræsenterethed – ikke at jeg er sikker på, at vi overhovedet ville være med på top 3, hvis jeg ikke udelukkede os. Men jeg eliminerer helst den oplagte bias i en i forvejen tvivlsom statistisk observation.

Jeg vil – nu vi alligevel er ude på dybt vand i arbitære valg – tage lande, hvorfra jeg har prøvet 10 eller flere øl i betragtning. Ud kommer en liste på otte lande, der må repræsentere opløbet i den lille konkurrence. Det gælder Belgien (35), England (30), Holland (11), Irland (10), Skotland (19), Tjekkiet (17), Tyskland (66) og USA (54).

De klarede ikke cuttet …

De første to, jeg ditcher, vil komme som en overraskelse for nogle, men næppe dem der kender mig og/eller læser min blog jævnligt. Tyskland og Tjekkiet kan noget med 4-5 faste typer, og stort set ikke noget som helst andet, så de ryger ud som de første. Pilsnerøl er såmænd meget rart i sommervarmen, men det bliver oftest kedeligt, når man hele tiden spiller sikkert på en type.

Irland – ja, som om det ikke var rigeligt at måtte døje åget som briternes prygelknabe, så har undertegnede heller ikke været synderligt imponeret over deres brygkunst. Guinness og de andre irske signaturbryg kan såmænd bælles til en god fest – men deri adskiller de sig hverken fra den tyske eller den tjekkiske pilsner. Deres specialøl virker som sløsede, dovne og henkastede kopier af, hvad der laves af specialøl i andre lande, så craft-beer-udvalget kan ikke hjælpe en oprindelig ølkultur, der bare ikke er helt interessant nok.

Holland ryger som de næste. Det er ellers en broget og slet ikke ueffen samling, jeg har haft fat i derfra. Men meget af det er ret beset stilimport fra et af nabolandene, og det skal jeg nok vende tilbage til.

Mere overraskende er det måske, at jeg her vælger at sparke Skotland ud. Jep – det dejligste sted i hele verden, og vitterlig med en dugfrisk og topmoderne ølkultur, der står bag flere signaturprodukter for den globale ølrevolution. Skotland vinder bare ikke, fordi der er nogen, der simpelt hen gør det bedre.

Tilbage står Belgien, USA og England. Ja, tro det eller lad være. Men det er øl, og kun øl, det handler om. Så verdensomspændende krige, konservativ isolationisme og hvad vi ellers har fra især de to sidstnævnte, skal – hvor modbydeligt den slags ellers er – ikke have lov at skygge for disse landes helt oplagte håndelag for ølbrygning i absolut verdensklasse.

3. plads – England

Landet med det berygtede dovne, lunkne og småharske øl skal have tredjepladsen. Den indkasseres ikke mindst på baggrund af landets berygtede dovne, lunkne og småharske øl, men ikke kun det. Traditionen for bitre ales, der er tunge i aromaen – særligt ESB og HSB (der i virkeligheden er det samme, men Fuller (de griske pengepugere) har som bekendt taget patent på ESB-betegnelsen) – har bidraget til rygtet om England som en nation, hvor øllet er lige så elendigt som maden. Det kræver noget tilvænning og noget aktiv smagning, men når det er på plads, åbner der sig en helt ny verden for én.

Derudover er England også landet bag andre spændende øltyper, der ikke bare nu, men også tilforn har gået deres sejrsgang verden over. Porter og stout, selvfølgelig og ej at forglemme den moderne klassiker IPA’en.

Desuden har jeg fornemmelsen af, at øludviklingen har levet sit eget liv i Storbritannien – helt uden om Fastlandseuropa. Englænderne har endnu flere typer end de her nævnte, og de ligger bare og venter på at blive opdaget.

2. plads – USA

Ingen har vist vejen for den globale ølrevolution som de mange små, og nu ind imellem ret store amerikanske mikrobryggerier. Den gamle vittighed om ligheden mellem amerikansk øl og det at kneppe i en kano (both fucking close to water) er for længst gjort mere end til skamme – i hvert fald hvis man ved lidt mere end den gennemsnitlige europæer om amerikansk ølproduktion.

Man kan – hvis man vil – kritisere amerikanerne for ikke selv at have opfundet de stiarter, de især har gjort det inden for. Pale Ale, IPA, pilsnere, stouts – man kender dem allesammen i forvejen. Til gengæld laver amerikanerne gang på gang det samme trick, som Faith No More, da de kopierede Commodores-nummeret “Easy” – de gør det bedre end originalen. Ingen har som amerikanerne forbedret IPA’en – gjort den friskere, skarpere, bitrere og mere aromatisk. En øl, der til at begynde med mest bare var meget bitter, blev lige pludselig til et mangefacetteret kunstværk. Øl gik fra at være noget, man bare gik og hældte i sig til at være noget, der så småt blev lige så fint og fancy som vin og dyre spirituoser.

Ud over godt øl skabte reaktionen mod de store altdominerende industrikonglomerater og deres smagsfri vanderstatninger også vækst og reelle jobs i en krisetid. De mange ekstra – og tit oversete – dimensioner i den amerikanske ølrevolution giver USA en oplagt plads på listen.

1. plads – Belgien

Men jeg må krybe til korset idet jeg erkender, at ja – jeg insisterer ikke så meget på at være anderledes bare for at være anderledes, at jeg ikke vil lade en traditionelt meget stærk ølnation få førstepladsen. Lidt anderledes er jeg jo alligevel, idet jeg ikke under hverken Tyskland eller Tjekkiet en plads på min top 3. Anyways – jeg må jo til det. På en eller anden måde må jeg jo få retfærdiggjort, at jeg har anbragt Belgien på toppen af listen.

Først og fremmest er der mangfoldigheden. Belgien er ikke bare en regnbue. Det er en ren eksplosion i alle mulige og umulige farver af smage, bouqueter, aromaer, ingredienser og – nåhr ja, farver i øvrigt, samt alt muligt andet, der næppe er pixels nok på alverdens computerskærme til at beskrive (ja ja, så kan man bare scrolle – fortæl det i datalogitimen, kloge Åge).

Men altså – ud over de mange forskellige fine klosterøl er der dubbel, trippel, quadrupel, blonde, wit, bruine, oud bruin, kriek, gueuze … og jeg kunne blive ved. Hvor man i det øvrige Europa må rejse hundreder – måske tusinder af kilometer for at opleve forskelle i brygtraditioner, kan man i Belgien doven slentre fra kroen i den ene ende af landsbyen ned til gæstgiveriet 300 meter væk, og få noget, der er så radikalt anderledes, at man skulle tro, man var på en anden planet.

Og uanset hvor meget man ellers måtte elske den amerikanske IPA, så er den uudtømmelige mangfoldighed, den århundredgamle belgiske brygtradition byder på, et sådant skatkammer af muligheder og uopdagede skatte, at intet kan måle sig med det. Ølrevolutionen har reelt aldrig nået Belgien, for den har aldrig været nødvendig – eller rettere, den har været permanent … formentlig siden den første belgiske munk fik den fremragende idé at bruge tiden med idel kontemplation efter Guds højere nåde og sandhed på noget mere fornuftigt.

 

Unavngivet

 

Mit øleventyr skulle helt sikkert gå til Belgien – hvis det kun skulle handle om øl. At jeg alt i alt hellere vil en tur til USA (ikke mindst fordi jeg aldrig har været der) er en helt anden historie

— … —

Af andre småting, der er blevet ændret på det sidste … hvis ikke I skulle have opdaget det, har jeg lavet en ændring i listen over Bryggerier og Brands. Det irriterede mig, at brandnavne og bryggerinavne stod hulter-ti-bulter mellem hinanden, så man på forhånd ikke kunne vide, om et navn stod for et bryggeri, eller for et brandnavn under et bryggeri. Jeg har derfor hierarkiseret det en smule i det omfang det var muligt, således at de forskellige brands, der hører til et bryggeri, nu kan findes under det bryggeri.

Som fx brandene Carls Selection og Brewmasters Collection (nu blot ‘Brewmasters’, men det er en anden historie), der nu er underordnet Carlsberg – samt Lottrup og Schiøtz, der nu er underordnet Royal Unibrew.

Jeg har også valgt at underordne opkøbte bryggerier, hvis navne nu anvendes af opkøberen på samme vis. Tuborg hører således under Carlsberg, og Gourmetbryggeriet under Harboe.

Og så er der alle tvivlstilfældene. Nogle gange skifter brandsene mellem forskellige bryggerier. Det sker fx med jævne mellemrum for Pokalbrandet, der ejes af COOP og slet ikke er tilknyttet noget bestemt bryggeri. Pokalbrandet har derfor fået lov at blive stående som et brand for sig selv. Jeg har både anmeldt det, da Vestfyen fyldte sit postevandstynde sprøjt på dåserne, og for nylig, da Bryghuset Braunstein gav brandet et gevaldigt løft. Da brandet derfor kunne høre til begge steder, men ejes af en helt tredje, og man aldrig kan vide, hvem der bliver den næste, der får lov at tappe i dets navn, ja, så får Pokal lov at vedblive med at være Pokal og ikke noget som helst andet.

Det var alt jubilæumssnak for denne gang. Næste gang bliver det vildt …

Vlad Tepes Imperator, Kongebryg

2017-06-05 18.08.00Søde ondskab …

Niels Kiens, Kongebrygs karismatiske brygmester, stak mig den her på DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet i maj. Ud over, at Kongebrygs øl tit er rigtig spændende både udenpå og indeni – det lille bryggeri i den nedlagte Næstved Kaserne er spækket med storytelling, gerne med en krigerisk tematik – havde jeg endelig også en øl, der var værdig til at udfylde pladsen som nr. 900 anmeldte øl på bloggen.

Orksatme! – Som de ikke siger i Næstved, men derimod i visse egne af Jylland. Ikke desto mindre er udbruddet kendetegnende for min følelse ved nu at have anmeldt så mange øl siden 2010. Nu synes vejen op til de 1.000 pludselig ikke så lang, som dengang jeg startede – og slet ikke vidste, hvor længe jeg ville blive ved. Endskønt jeg allerede dengang syntes, jeg havde fat i noget. Altså – hvad kunne gå galt? Folk kan lide øl. “Hvis jeg skriver om øl, er der måske nogle, der gider læse hvad jeg skriver” tænkte jeg sådan cirka og omtrent – og siden dengang har jeg da holdt mig nogenlunde stabilt på omkring 100 daglige klik på bloggen.

Øllets tema er igen krigerisk – tillige med dystert og grusomt. Vlad Tepes er den virkelige historiske person, som Bram Stokers Dracula er baseret på. Gør jer den tjeneste at læse den bog, hvis ikke I allerede har gjort det. Den kan downloades gratis på Amazon Kindle og sproget er noget af det ypperste jeg har haft mellem hænderne på engelsk – imponerende nok helt uden, at det er unødigt, eller bare nødigt, tungt.

Men det er ikke fordi man behøver søge til den fiktive Dracula for at få sig et gys. Ledsageteksten på dette bryg er rigeligt; komponeret som den er over Vlad Tepes’ tilnavn ‘spidderen’ – og så har jeg ikke spoilet for meget.

Øllet, til gengæld, har jeg tænkt mig at beskrive i vanligt detaljeret grad i det følgende. Så det er nu, man skal holde op med at læse, hvis man selv vil opleve øllet, uden at vide noget om det på forhånd … Og at vente på, at det kommer på film, sådan som mange, der ikke gider læse bøger gør, er – på trods af bryggets åbenlyse kvaliteter – nok temmelig omsonst.

Brygget er friskt brusende og meget lidt skummende. Ja, det der ved første øjekast næsten kunne ligne en cola afslører sig selv som ikke en sådan, idet det slet ikke skummer – brus og kække bobler til trods. Nåhr ja – og så er der selvfølgelig også duften.

Der er rigeligt mørk chokolade og en antydning af kamfer, nok hidrørende fra et tættere indslag af lakridsrod. Det er tungt, vældigt og allerede på nuværende tidspunkt ganske frygtindgydende.

Og aroma er der også masser af: Min barndoms brystdråber kommer atter i hu, som dengang jeg anmeldte øl nr. 700. Dertil kommer den brændende og i brystet rivende fornemmelse man får af en god og en anelse syrlig rødvin – med samme mundfornemmelse og fylde i øvrigt, og det er næppe overraskende i betragtning af bryggets styrke på 11,8%. Nævnte jeg cola? Ja, et par gange før jeg nåede til smagsbeskrivelsen, så vidt jeg husker. Men nu melder den sødt-krydrede aroma af colanød sig faktisk også, og giver associationer til den baskiske drik Kalimutxo – en blanding af rødvin og cola, der er udbredt på de kanter.

Plus et stænk kirsebærsaft af den sure slags – og så er vi der.

Et aromatisk monster, der imidlertid – på trods af øllets dystre tema, og sådan er det altid med øl fra Kongbryg – afslører brygmesterens vældige godmodighed ved sin forunderlige evne til at føles rart, venligt og bare sådan –dejligt- i al sin aromatiske fuldendthed.

Så selv en Vlad Tepes ville lade pæle være pæle og spid være spid, for så at byde krigsfanger på den dram.

5-en-halv-stjerne

90/~ Wee Heavy, Belhaven

2017-06-05 17.08.52Endelig en god én …

Det er længe siden, jeg sidst har prøvet en øl fra Belhaven. Omtrent samme ord indledte jeg også den sidste anmeldelse med – den ligger hele 5 år tilbage. Altså fra før jeg flyttede til Irland og senere København. Det er endnu længere siden, at jeg har været i bryggeriets ophavsland, Skotland. Anledningerne har selvfølgelig ikke vist sig med samme frekvens som tilforn – dengang jeg spillede sækkepibe tog vi jo gerne af sted hvert andet år eller deromkring.

Belhavens øl går der heller ikke 13 af på dusinet her tillands. Det vidner blandt andet min anmeldelseshyppighed om, for så vidt jeg husker, er jeg aldrig gået uden om en Belhaven-øl, når jeg har set en på en supermarkedshylde. Det må vel være længslen efter de lilla bjerge, den dejlige musik samt det rå og/men hjertelige temperament, der karakteriserer klippeknolden nord for England. Eller måske er det bryggerinavnets affinitet med ‘Millhaven’ – en amerikansk by, der optræder i Nick Caves dystre sangunivers – der gør, at jeg altid udnytter muligheden?

For kvaliteten har på baggrund af det lille udvalg næppe været det udslagsgivende. Den første var småkedelig (omend navnet, “Best” indbød til gemytlig og munter ironiseren. Som den bedste er nærværende en noget mere oplagt kandidat) og den anden blot udmærket uden på nogen måde at være ekstraordinær.

Det noget tilbagelænede niveau skulle der så endelig blive rådet bod på. Denne øl er købt i Fakta for … ikke alt for mange penge – og netop der har man på det sidste kunnet være ganske heldig med, hvad man har kunnet få. Brygget er på 7,4% hvilket nok er baggrunden for navnet – en ‘lille svær’, eller ‘lille tung’ om man vil. I duften udfylder alkoholen dog først og fremmest en sekundær rolle i det mørke-til-dybrøde, svagtskummende bryg – nemlig den at få karamellen, sveskerne og kakaonoterne til at dufte af mere og ikke mindst mere fyldigt.

Det samme gælder smagen. Brygget føles aldrig sprittet, men man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er alkoholstyrken, der rigtig får den flydende lyse karamel til at smyge sig lystigt op ad alle mundens vægge og den mørke chokolade til at klæbe sig kælent til gummer og tungesider.

Og det er også alkoholen, der får den krydrede eftersmag til at minde om en let men velkomponeret bittersnaps. Her træder fennikel, anis og lakridsrod frem, og formår at fuldende en både meget klassisk og alligevel unik og formfuldendt øloplevelse, hvor smag matcher bouquet og begge dele indfrier alle forhåbninger, man måtte have til typen.

Well done! Well done indeed me maties!

5-stjerner

Hvedeøl, Herslev Bryghus

Ikke på det sikre …2017-06-02 21.22.09

Fra den næsten smagsfri Brewmasters Hoppy Alpine Weisse til en Hvedeøl af en noget anden kaliber – i hvert fald hvad bryggeriet angår. Carlsberg er vel omkring en utrillion gange større end Herslev, målt på omsætning, og en fantasilion gange større målt på produktion. Det betyder, at der hos Herslev er tid og ressourcer til at kæle lidt for den enkelte øl, smage den grundigt til, ramme den helt rigtige aroma, mens man hos Carlsberg bare har at tappe alt hvad remmer og tøj kan holde, så man kan nå de abnorme produktivitetskrav.

Herslev har brugt sit kvalitative overskud til at give sin Hvedeøl en langt skarpere og mere markant duftprofil. Frisk som tør hvidvin med lige præcis så meget banan, at trækningerne så småt går i gang – for så at holde igen når hjernens olfaktoriske center signalerer, at faren alligevel ikke er så overhængende. Vi er tilbage ved det noget af det samme champagneudtryk vi mødte i Mark Hø, men her i en lidt mere afdæmpet og i en form, der er mere typisk for hvedeøl.

Man bliver da heller ikke snydt for en af genrens signaturaromaer – den søde hyldeblomst, mens det for typen typisk høje skum lader noget tilbage at ønske. Bryggets grumsethed er til gengæld intakt, og man kan desuden glæde sig over den dybtgule lød, hvor Carlsbergs forkrøblede hvedeølseksperiment mest lignede gulnet pergamentpapir. Bananaromaen er igen præsent i et omfang, der ikke skæmmer men snarere gavner og yder karakter sammen med skarp, småsprittet champagneessens.

Herslev spiller om ikke sikkert, så i hvert fald på nogle tangenter, som de ved fungerer. Derefter varieres kompositionen en smule. I forhold til mark hø er denne øl lidt fyldigere, mens der holdes lidt igen på den syrlige champagne fra sidst. Det syrlige er dog stadig præsent, og i stedet for at rendyrke den lettilgængelige hyldeblomstsødme, giver bryggeriet den gas med den noget sværere tilgængelige bananaroma. Det er modigt, det koster formentlig Herslev nogle konsumenter, men til gengæld står de ved et unikt produkt, og en hvedeøl, der tillader sig at være markant.

Det er dét mod, der gør forskellen på kvalitet og industri.

4-stjerner

Brewmasters Hoppy Alpen Weisse, Carlsberg

2017-06-02 16.40.48Humle uden humle …

Det lykkedes mig at blamere mig for guderne må vide hvilken gang, da jeg for et par dage siden sidst prøvede en ‘Brewmasters’ øl. Dels kaldte jeg den ‘Brewmasters Collection‘ – uden at bemærke, at ‘Collection’ var blevet fjernet fra brandnavnet (af uvisse årsager), dels harcellerede jeg over en manglende apostrof. På min facebookside fulgte en længere diskussion om, hvorvidt apostroffen var nødvendig i navnet eller ej. Idet jeg ivrigt og engageret diskuterede udfra forudsætningen om, at det fortsat var det fulde navn – Brewmasters Collection, der blev brugt, endte det med, at jeg slagen måtte sænke flaget og vedkende nederlaget …

Men uanset hvad er det godt nok også noget af en ‘collection’, Carlsberg har samlet sig. En parade af ligegyldige smagsfattige vanderstatninger alle til hobe. Det kan såmænd godt være, at nogle bryggere – industribryggere fx – ville lægge navn til den slags, men en mesterbrygger? Mester i at brygge hvad? Mosevand?

Duften er i hvert fald derhennead, omend jeg hårdt presset må erkende, at brygget her trods alt dufter bedre end vandet ved bredden af Utterslev Mose. Men det syrligt-sure, der er kendetegnende for hvedeøl og i en eller anden grad mosevand, er i hvert fald ganske præsent med en blanding af græs og lime. Man kan også glæde sig over bryggets evner til at skumme lige som hvedeøl gerne skal – med den nydeligste frygerhue (eller smølfehue) som resultat. Op over Weissbierglassets kant rager skumkronen kækt, selvom flasken igen kun indeholder mystifistiske 44 cl. Humlen, som man loves i bryggets navn, må man til gengæld lede længe efter.

– Og det gælder også i smagen. Brygget glider lystigt ned til glæde for den tørstige hals. Smagsløgene til gengæld keder sig bravt, og venter aldeles forgæves på humlen. I stedet forsøger produktet at spise dem af med nogle diffuse, vandige grapenoter, der såmænd nok ville gøre glæde, hvis der også var enten bare en smule anden smag, eller bare lidt mere af samme.

Med “Hoppy” i navnet læner Carlsberg sig de facto op ad falsk varebetegnelse. Men da der jo nok er tilsat en enkelt blomst eller to i mæsken, kan de vel gemme sig bag det, hvis anklagen skulle gå hen og blive alvorlig. ‘Watery’ havde nok været mindre tillokkende men til gengæld meget mere ærligt og rammende.

Og det skulle forestille specialøl …

1-en-halv-stjerne

Hello Sailor, Ørbæk

2017-05-31 17.14.54En snaps …

Vi er tilbage ved en af mine yndlingsprügelknaber her på bloggen, det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvis Fionia Nyborg-serie kan fås fast i Føtex, og skal forestille at være en slags skibsøl. Fionia Nyborg altså – ikke Føtex, der som bekendt er en supermarkedskæde.

I hvert fald fremfører etiketterne alle et eller andet skibstema. Sidst såre dunkelt og ildevarslende med skelethoved og den dystre titel “The Bitter End” – der så godt nok viste sig ikke at være  bitter igen. Men på den anden side stadig bitter nok til at man ikke ærgrede sig.

Deri lå der en overraskelse. Ørbæk er meget produktive og spytter hele tiden nye brygkoncepter ud, men det sker ofte på bekostning af kvaliteten. Bryggene lægger sig for det meste mellem ‘halvvejs mislykket’ og ‘jævnt til kedeligt’ når det går bedst. Der er langt mellem snapsene, og som helt en snaps kvalificerede The Bitter End sig dårligt nok – men det var ikke desto mindre meget tættere på, end man er vant til. En god, stærk hedvin måske – men altså fortsat ikke helt en snaps.

Og sådan startede det jo egentlig meget godt med de tre Fionia Nyborg-øl, jeg redede mig fra Føtex. Helt så godt gik det ikke med Thisted Bryghusirskbritiske serie, der på samme vis kun forhandles i Dansk Supermarkeds butikker. Ingen af de øl var værd at samle på, så der er flere grunde til at bevare den sunde skepsis. Ørbæk i sig selv og at der er tale om en serie eksklusivt for Dansk Supermarked.

Jeg har i øvrigt prøvet denne øl tidligere mens jeg bloggede, og den er dermed en af de meget få, der smuttede igennem nettet, og ikke blev anmeldt dengang. Det får jeg så rettet op på nu. Der er vist også en Jacobsen-øl, som jeg ikke har fået anmeldt engang, men lykkes det med den – jeg tror det er seriens Brown Ale – så er der vist heller ikke flere helligdage …

Hello Sailor har den belgiske Dubbel som forbillede. Typen kommer mig bekendt fra det belgiske klostervæsen, og har ikke meget med skibsfart at gøre.

Jeg har konstateret, at rigtig mange på Untappd mener at brygget ligner mere en bock end en dubbel. Byggets næsten mudrede ydre og mørke, rådbrune kulør peger i denne bloggers øjne nu fint mod Belgien og mindre mod Tyskland, hvor selv de ufiltrerede øl virker mere kontrollerede end dette grumsede bæst. Duften byder på en sød, svesketung karamelbund – alkoholisk nok for begge typer, mens sødmen igen peger mere sydvestover end stik syd.

Under det gyldne skum finder man et vældigt, bittersødt bryg. Flødekarameller på toffeebund blander sig – overraskende nok – nydeligt med kras bitterhed af kål, forenet i alkoholens tunge, varme bamsekram. På dette tidspunkt er man ligeglad med, om det er en bock eller en dubbel – for brygget er bare dejligt, lige så dejligt som det, duften stillede i udsigt …

… men langt fra så dejligt som man måtte forvente fra det bryggeri og det supermarked. Nej, det er meget dejligere.

Det var endnu en snaps fra Ørbæk – der er begyndt at være kortere imellem dem, og bryggeriet har vist sig at levere væsentlig mere interessante øl til Føtex end i hvert fald en af konkurrenterne.

Denne blog ser frem til, at Ørbæk oftere træder ud af karakter i fremtiden.

5-stjerner

Brewmasters Collection American Pale Ale, Carlsberg

2017-05-29 17.57.40Som forventet …

Den irriterer mig, den manglende apostrof i Carlsbergs (begrædelige undskyldning for en) specialølserie “Brewmasters Collection”. Det burde have heddet “Brewmaster’s Collection” – men det var nok ikke faget engelsk, der stod øverst på skoleskemaet i marketinggrafikerens købmandsuddannelse. “Blind lydighed over for klienten” stod nok væsentlig højere sammen med faget “sælg ud af faglighed for ussel mammon”.

Jeg skammer mig en smule over, at jeg ikke har kommenteret fejlen tidligere. Jeg har svært ved at tro, at jeg indtil nu har overset den, men der måtte vel være mere graverende ting at harcellere over end den sproglige fejl – ja, tænk at det overhovedet er muligt. På den anden side har der hele tiden været rigeligt at brokke sig over ved øllenes kvalitet, så måske det var dét, der vejede tungere?

Men man kan jo altid håbe på, at det er nu vinden vender, og serien – der indtil nu ikke har været andet end en skuffelse – endelig tager revanche og viser sit værd. Håbet er lysegrønt men ikke desto mindre så spinkelt, at jeg i første omgang gik i en stor bue uden om denne, da SuperBrugsen på Vesterbro krævede en uforskammet tyvekrone for den (og for en anden i samme serie, som jeg vil vende tilbage til). Senere fandt jeg den i SuperBrugsen Hvalsø for 12 kroner – og for 44 cl. (det er kvantummet – don’t ask me why) er det næsten ikke uforskammet, selv hvis brygget er som forventet.

Og det er det så også i vid udstrækning. Farven er ellers nydelig kobberrød med cremet, standhaftigt gyldent skum. Men allerede når man stikker snudeskaftet ned mod flødetoppen varsles skuffelsen. Duften er meget svag og minder egentlig bare om fortyndet fløde. Man håber at aromaen er gemt i smagen, men så heldig er man desværre ikke.

En flad småbitter impression af paranødder er alt hvad brygget byder på. Paranødder lyder måske fint og rart, og jeg kan også godt lide de aflange, mørkebrune, næsten-umulige-at-knække skalfrugter, men deres bitterhed er bare alt for venlig og mild til at egne sig rigtig godt i øl. Næh – lad mig få bitre hasselnødder og sofistikerede valnødder.

Vel – decideret grimt smager det ikke. Det smager heller ikke alt for meget af vand, men det smager bare heller ikke af nok. Brewmasters Collection er fortsat en jammerlig omgang, man som anmelder mere skriver om af pligt end af lyst. Og hvad bryggeriet Carlsberg angår, ja så bekræfter brygget alle fordomme om producenten som en anonym mainstreammastodont – selv når det, der brygges, skal forestille at være specialøl.

Tolv kroner var måske alligevel uforskammet.

2-stjerner

Herslev Pale Ale, Herslev Bryghus

2017-05-26 16.50.26Fordi det smager dejligt …

For nogle uger siden gav mit COOP-medlemsskab mig mulighed for at købe nogle Herslev-øl til nedsat pris i Irma. Jeg udnyttede selvfølgelig tilbuddet til at få et par fra bryggeriets portefølje i kurven, som jeg ikke havde prøvet før. Blandt andet den udmærkede champagneerstatning fra sidst, en hvedeøl, der vil blive anmeldt senere – og så denne. Den blev nydt forleden sommeraftenen, hvor jeg grillede med mine børn på min boligforenings fællesarealer, hvor en gruppe unge mennesker i øvrigt også havde forsamlet sig for at guffe en forbandet masse snacks i aftenens sidste timer, mens de stadig kunne – idet det for dem villle være ramadan fra og med morgenen efter.

Og den slags blander jeg mig ikke i. Ligesom de i øvrigt ikke blandede sig i vores fortæring af gris, og mit indtag af alkoholisk humlebryg. Jeg har faktisk aldrig nogensinde oplevet nogen af muslimsk observans banke eller ringe på min dør for at spørge, om jeg mon havde fundet Allah, Muhammed eller for den sags skyld læst i Koranen for nylig. Det er mere end man kan sige om diverse Jesus-pushere, som man uvægerligt kommer til at rende ind i med jævne mellemrum.

Så god faste til dem – så vil jeg spise lidt af al den mad de ikke får ned, for til spilde skal det da ikke gå. Og jeg vil drikke øl til – ikke for at provokere, men fordi jeg synes, det smager dejligt.

Og det lykkelig også tilfældet med dette bryg, der desuden er fantastisk i sin fremtrædelse. Fuldstændig uigennemskinneligt – igen falder det engelske ord opaque mig ind, sammen med ærgelsen over, at et lignende ord ikke findes på dansk – appelsinorange er det, med fint, offwhite skum.

Brygget dufter primært af tung bitter humle ovre i det pilsnerlignende, så man næppe kan påstå et amerikansk forbillede for denne øl. Brygget er også i sig selv ganske humlet, bittert af løvtræ ved mandlerne med en sød antydning af hø.

En øl, hvor smagen egentlig ikke gør voldsomt meget væsen af sig, men ikke desto mindre er mere end bare almindeligt rar at kravle ombord i. Det skyldes især bryggets fine, rustikke fylde, der byder nyderen på en ekstra dimension ud over det snævert aromatiske. Jeg bilder mig gerne ind at det er fordi brygget er økologisk (det er de fleste, hvis ikke alle af Herslevs øl) at smagen bliver lige akkurat en smule off, og fylden en tand grødet. Mange ville kalde det ufint og disharmonisk – jeg synes det får brygget til at give den lille smule ekstra oplevelse der gør, at man husker denne øl, frem for at den bare bliver endnu én i rækken.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme