Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2017

Schultenbräu Alkoholfrei, Brauerei Gotha

2017-06-24 17.12.10Med overraskelse …

I weekenden var jeg inviteret til fødselsdag hos min far i Hvalsø. Han er godt oppe i årene og plaget af de ting, man nu er plaget af, når uret har tikket så længe. Imidlertid har han været tydeligt mere mærket og plaget af det, end han synes at være i øjeblikket. Et par gange i løbet af de forløbne ca. 9 måneder har jeg skrevet her på bloggen, at nogle ting gik mig på privat, og det skal ikke længere være nogen hemmelighed, at det drejede sig om min fars aldersbetingede skavanker.

Det er lettet en del nu – ikke mindst fordi jeg ved hans lille fødselsdagsselskab oplevede ham drikke øl for første gang i måske et helt år. Så ved man, at det i det mindste på nogle områder går den rigtige vej igen.

Jeg skulle køre hjem, så jeg drak ikke en af de rigtige øl, min far fik. Til gengæld havde han noget andet til mig – denne øl. Den kan fås i Aldi – hvor jeg selv helst ikke handler ind, da jeg godt har læst, hvordan de behandler deres medarbejdere. Men jeg er nu ikke så hellig, at jeg siger nej, når jeg får én tilbudt. En af min fars andre gæster anspriste den som bedre end Hof og Grøn Tuborg, så et vist forventningspres hvilede over den før åbning. At gøre alkoholfrit – eller -svagt (her 0,5%) – bryg interessant er en kode, det indtil videre kun til dels er lykkedes at knække.

Brygget er ellers flot og overraskende tætskummende i betragtning af typen. Duften er kornet, småsyrlig og en kende humlet – det er ganske vist i den lette ende, men igen kraftigere end man umiddelbart kunne forvente, og ganske sikkert i nærheden af dansk industriel standard, om ikke ligefrem over.

Ikke usædvanligt for typen byder aromaen på et indslag af blankpoleret stål. Et pust af humle i kinderne yder en vis modvægt, men kan ikke helt bortjage den noget syntetiske smag. En for stilen vanlig kornet, brødagtig mundfylde sætter ind – og det er ikke desto mindre bedre end ingen fylde overhovedet, selvom det yderligere understreger at brygget ikke er kommet uden om den alkoholfri øls uvaner.

En let syrlighed på bagtunge og ved mandlerne er det sidste der opleves, før brygget glider ned. Stadig lidt for meget vand, lige lovlig meget metal, men på den anden side gør både humle og kornet fylde vitterlig brygget mere spændende end Carlsberg Premium og Grøn Tuborg. Og sikkert også bedre end sidstnævnte, men der skal heller ikke så meget til. Sådan overvejer man idet overraskelsen indtræffer. Brygget har eftersmag … af humle, og ikke bare humle, men godkendt humle. Småklægt lægger løvtræsbitteheden sig på tungens bagerste smagsløg, samt i ganen og på mandlerne.

Nu har jeg aldrig …

2-stjerner

Cali-Belgique IPA, Stone Brewing (Fire fra Stone i Fakta II)

2017-06-25 16.24.57Ordentligt arbejde …

Efter min anmeldelse af Tap 6 Mein Aventinus bemærkede en af mine faste læsere, Niels, på facebooksiden, at det er meget vigtigt at skelne mellem Tap 6, som han delte min begejstring for, og Tap 7, der til gengæld ikke er værd at skrive lange blogindlæg om … i hvert fald ikke, hvis man ikke er til sinds at skrive længere passager med talrige skældsord. Og det er jo ikke ligefrem noget, jeg skammer mig over at gøre. Så skulle jeg komme til at anmelde Tap 7 en dag, så kunne noget tyde på, at det indlæg ville blive ret langt alligevel.

Ligefor er en anmeldelse af Tap 7 nu ikke. Jeg spottede den ellers i Føtex forleden dag, men valgte at lade være med at tage den med. Og det var endda før Niels postede sin potentielt fristende kommentar. Tilbage står kun spørgsmålet, om det mon var intuition eller tilfælde. Jeg sætter pengene på … noget helt tredje, nemlig min egen smålig- og nærighed. Stol aldrig på folk, der opsætter dikotomier. Der er så tit en tredje, fjerde eller måske endda femte mulighed.

Men som jeg bemærkede over for Niels efterfølgende, så fandt jeg faktisk Tap 6 i Fakta – og at den nydelige Tap 6 findes i Fakta og den knap så nydelige Tap 7 findes i Føtex, illustrerer sådan set ganske fint niveauet i udvalget de to steder for tiden. I Føtex er det business as usual, mens Fakta fortsat gør det rigtig godt. I dag har jeg hentet tre belgiere og tre fra Midtfyn i Brønshøj-filialen, og det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Først er der lige nogle andre øl fra Fakta, der skal gøres færdige. Ifølge det amerikansk-tyske bryggeri, skulle denne være den enæggede belgiske tvilling til Stones egen oprindelige californiske IPA. Nu er jeg ikke ekspert i molekylærbiologi – end ikke mikrobiologi, som ølbrygning jo må anses som en aldeles nyttig gren af, men … mig bekendt kender DNA ikke til nationaliteter. Og selvom nogle genetiske træk med tiden kan blive typiske i afgrænsede geografiske områder, taler vi her om et af Europas – om ikke yngste, så i hvert fald et af de lande, der kun har nået pubertetsårene. Til sammenligning er Danmark den gamle, senile granonkel, der sidder i sin kørestol i hjørnet, og tror han ved alt, mens han udspyr racistiske eder mod alt, han ikke forstår, hvilket vil sige det meste – men det er en anden historie

Ja, og hvis vi nu leger, at DNA kendte til nationaliteter, så ville tvillingen jo lissom ikke være enægget længere, når nu arvemassen pludselig var sort-gul-rød, i stedet for blå-hvid-rød. Men pointen med deres elendige metafor er altså, at recepten er den samme, der bruges i Californien, bortset fra belgisk gær, der skulle give et indslag af banan. Gode gamle isoamyl acetat igen. Den er jeg efterhånden ved at blive foruroligende gode venner med.

Duften er der dog ikke meget bananfluesvirrende frugtskål over. En forholdsvis generisk humle blander sig med småagressiv fuselduft i en grad der kun yder karakter og ikke fjendskab.

I smagen minder den om Ørbæks American Style IPA – som jeg fandt rigtig god, og ikke særlig amerikansk. Men denne skal jo også forestille at være belgisk, så her passer pengene. Mørk, tung og næsten ildevarslende humle kontrasteres med en velmaltet, blød mundfornemmelse – som når man sidder superbehageligt i sin bedste lænestol og ser en rigtig uhyggelig film. En tung, mørkere og klart mere europæisk IPA end de friske nålestikkende humlebomber, man kender fra staterne. Ikke at sidstnævnte ville være at foretrække eller det omvendte. Both is good, hvis det gøres ordentligt. Og det er tilfældet her.

Bryggets tvist af banan passer forbløffende godt ind, idet den lægger sig som en skarp kant i fuselaromaen. Om det nu også giver det flotte messingfarvede bryg en særlig belgisk karakter er jeg knap så sikker på – ligesom jeg ikke er sikker på, at jeg ville have lagt mærke til det, hvis det ikke ligefrem stod på emballagen.

Men mit snigende venskab med isoamyl acetat stikker dog endnu ikke dybere, end at jeg foretrækker det således. Helst i baggrunden, og gerne hemmeligt indtil videre.

Men I læsere må gerne vide det, hvis I lover ikke at røbe det.

5-stjerner

Sour Escape, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 IV)

2017-06-23 16.59.13Vejviser …

Så er jeg nået til den 3. øl fra Rocket Brewing i den lille samling, jeg hentede mig fra Magasins Mad&Vin-afdeling. Ved samme lejlighed tjekkede jeg også udvalget af fødevarer ud, og fik meget hurtigt min halvt fordom halvt mistanke bekræftet – at udvalget egentlig ikke var stort bedre end i andre velassorterede supermarkeder, mens priserne til gengæld var mærkbart højere. Gad vide hvor mange der mon handler i Mad&Vin, fordi …

  • de har bildt sig ind, at man rent faktisk kan få ganske specielle varer dér, som man ikke kan få andre steder (det er ikke tilfældet)?
  • de har for mange penge og ikke er kede af at vise det ved glædeligt at betale den dobbelte pris for de samme varer, der kan fås i andre supermarkeder?
  • de gerne vil være über-trendy-hipsteret kvalitetsbevidste på den smarte måde, der indebærer at man køber præcis de samme varer som alle andre, bare til en langt højere pris, for at tillade sig selv en tilsvarende højere grad af selvfedme?

Det var overordnet de tre kategorier af kunder, jeg selv spottede under besøget. Find eventuelt selv på flere kundetyper, og smid en beskrivelse af dem i kommentarerne. Hvilken af grupperne jeg selv tilhører, hører jeg selvfølgelig også gerne bud på – mon ikke jeg indtil videre passer bedst i den tredje kategori?

Og med hjem fra turen kom så denne saison. En fransk/belgisk stil udbredt blandt landbefolkningen. En traditionel arbejds- og læskeøl under det hårde markarbejde i den Sydeuropæiske sol.

Den minder mig en smule om “Manon og Kilden” – den dybt, dybt depressive, triste, melankolske og tragiske franske film om den hårdt plagede og pukkelryggede … Gerard Depardieu og de grueligt mange prøvelser han må igennem før han (spoiler alert) dør udslidt og udplaget af fattigdom og overanstrengelse efter forgæves at have forsøgt at opdyrke et goldt stykke land i Provence …

… Og så egentlig ikke alligevel.

Under et totalt mislykket forsøg på at lære fransk i mine tidlige teenageår på ungdomsaftenskolen i Egå, skulle vi se filmen, fordi vores lærer var blevet hæs. Nøj hvor kedede jeg mig bravt – og hvor har jeg siden vidst, at fransk film – modsat holdningen hos alt for mange meningsdannere inden for film globalt – er lige så svingende i kvalitet som film fra alle mulige andre lande.

Nej, den slags tragiske oplevelser forbinder jeg ikke øltypen med. Tværtimod. Jeg elsker dens lette liflighed og skarphed. Dens evne til at slukke tørsten effektivt og smage af noget samtidigt. Ikke at de to ting er uforenelige, men ofte ser man at meget smagfulde øl må vige i vederkvægelse, mens tørstslukkeren ofte smager mere af vand end af øl.

Denne tørstslukker viser vejen. Det (meget apropos) franske ord opaque kommer i hu, vel at mærke i den engelske betydning, ugennemsigtig (hvor den oprindelige betydning åbenbart er dunkel og skyggefuld). For brygget kunne lige så godt have været en dværgpomelo, der på ikke nærmere forklarlig vis var blevet presset ned i glasset. Så opaque er det – og så i øvrigt med en nydelig fedtet marengstop over sig. Duften er skarpt og frisk syrlig med græs, grape og lime som pikante, prikkende og pirrende indslag i forgrunden, på et mildt, omend alligevel hvast bagtæppe af grannåle.

Brygget perler, kradser og ridser på den helt rigtige måde i mundhule og hals. Et velafstemt mix af gær på den ene side og syrlig lime og grape på den anden smager godt igennem, og giver den helt rigtige kombi af vederkvægelse, småtrækninger i underansigtet og en tilpas fylde, så vandigheden undgås. Bitterheden er ikke glemt. Appelsinaromaen leverer den sammen med en let sødme, mens friskskåret nåletræ sørger for en bidsk kant, der sammen med en let ikkedestruktiv gærimpression fortsætter i eftersmagen.

En frisk, bitter, bidsk og syrlig ale – ligesom en saison skal være. Det er rigtig godt ramt af Rocket Brewing endnu engang.

Tak for det.

4-en-halv-stjerne

Tap 6 Mein Aventinus, G. Schneider & Sohn

2017-06-17 18.57.01Tid til revanche …

Jeg tager lige én uden for nummer – eller uden for tema, er det jo. Næh, alle anmeldelser tæller med, selv af de øl, som jeg har prøvet før. De ryger bare ikke i kategorien ‘anmeldelser’, men i kategorien ‘revisited’.

Sådan én er denne øl ikke. Den er en – fristes man til at sige – helt almindelig anmeldelse. Bryggeriet har vi dog stiftet bekendskab med før, og kigger man ikke godt efter på flasken, risikerer man tilsyneladende nemt at gøre revisit, selvom det ikke er meningen.

For sjældent har jeg da set et bryggeri, hvor to så forskellige øl har så ens etiketter. Det skal man vist til Krenkerup for at finde mage til (og tilfældigvis matcher farverne også nogenlunde de to bryggerier imellem). Ifølge importøren er der tale om Bayerns ældste hvedebryggeri – oplysningen er efterfulgt af en undtagelsesvis berigende beskrivelse af, hvordan brygget først gæres i åbne kar hvorefter det eftergæres og modnes i flasken …

… og så alligevel afsluttende med et skurrende buzz-word – “Dette sikrer den helt specielle smag af denne autentiske hvedeøl”. Lidt Karl-Smart skal det åbenbart for enhver pris være.

Og hvor autentisk denne hvedeøl egentlig er, er jeg slet ikke så sikker på. Ikke at det er skidt. Autentisk hvedeøl er typisk tyndt, sødligt vammelt, ikke sjældent surt og i øvrigt tit for gæret. Sådan var det i hvert fald sidste – og hidtil eneste – gang jeg prøvede en øl fra dette bryggeri, en jeg fik til min 40 års fødselsdag. Hvedeøllen har gået sin sejrsgang. Og siden den afsluttede spadsereturen har den siddet mageligt i sin stol og er blevet gammel, og ikke mindst sur.

Det er ikke tilfældet her. Det mørke, højt-omend-lystskummende bryg dufter aromatisk hinsides noget jeg tidligere husker fra typen. Fed og klistret af odeuren af karamel og svesker – en sådan temperamentfuldhed er sjælden, og i hvedeøl ganske usædvanlig.

Brygget er dejlig fyldigt, og lige tilpas sveskekvalmt – det er i øvrigt ment som en ros, idet brygget lægger sig drillende lige på grænsen mellem det behagelige og det kvalmeprovokerende. Men det er ikke kun fede, søde noter brygget byder på. En habil, bred nøddebitterhed, der er næsten lige så usædvanlig som sveskeelementet gør øloplevelsen fuldendt.

Og nu ellers ikke nogen onde ord om importøren OnePint, hvis etikettekst jo mestendels var ganske brugbar. Men autentisk – efter den tyske hvedeøltradition – bevæger denne øl sig i en retning på 180 grader væk fra. Med fyldig sødme og tung bitterhed er det lige før, man skal vide at det er en hvedeøl, før man tror det.

Kun den gærede grumsethed og det lette løb i glasset afslører det som det, det egentlig er. Og det er såmænd ikke fordi disse traditionelle elementer ødelægger noget for den samlede oplevelse. Tværtimod er det kun positivt overraskende at en så tung og mørk øl samtidig kan være så lys og let.

5-stjerner

Nåhr ja – Flat Eartherne, eller feerne, som jeg ynder at kalde dem … dem havde jeg helt glemt. Efter denne øl blev jeg så træt af deres dårligt producerede videoer, deres ad hoc undskyldninger, ad hominem-argumenter, stråmænd og memes at jeg gik på druk. Turen gik til det (forholdsvis) nye ungdomshus på Dortheavej, som jeg har opdaget ligger bekvemt tæt på min (forholdsvis) nye adresse.

Der blev der så drukket flere øl – og de var til gengæld allesammen nogle, jeg havde prøvet i forvejen.

Ruination Double IPA, Stone (Fire fra Stone i Fakta I)

2017-06-17 18.02.10Styrkende …

Der er nogle forskellige tråde, jeg skal holde styr på og ikke få filtret for voldsomt ind i hinanden. I fortællingen befinder vi os stadig samme lørdag aften, hvor jeg besluttede mig for at debattere med Flat Earthers på trods af de mange farer det indebærer – herunder nervøse trækninger, aggression og grådlabilitet.

Til gengæld forlader vi for en stund de øl, jeg for nylig hentede hjem på et gavekort til Magasin. Denne øl er derimod hentet i noget mindre mondæne, men lejlighedsvis næsten lige så velekviperede Fakta på Frederikssundsvej i Husum.

For tiden har Fakta-butikkerne nemlig en række øl fra det Amerikanske Bryggeri Stone Brewing på hylderne. Prisen ligger mellem 15 og 20 kr, hvilket ikke er dyrere end ordentligt specialøl ellers koster. Bryggene er en serie IPA’er, produceret på bryggeriets relativt nystartede afdeling i Berlin … Så nu aner jeg ikke om jeg skal kategorisere dem som amerikanske øl eller tyske øl. Tak for … vel – de øl har det bare med at være gode, når de sætter mig i den slags vanskeligheder.

Fakta har i hvert fald høstet en del ros for udvalget blandt bloggere og andre, og øllene vil fremdeles blive anmeldt under temaet “Fire fra Stone i Fakta”. Så må vi se om jeg kan holde temaerne ude af hinanden i det lange løb.

Vi er nået til et tidspunkt lørdag aften, hvor jeg havde fortrukket fra gården og vendt tilbage til min lejlighed, da den første øl var sluppet op, og jeg savnede mit PC-tastatur. At skrive på telefon kan få det værste op i mig. Ikke mindst når man diskuterer med flat earthers (fra nu af kaldet feer i mangel på bedre, og fordi det er lidt nuttet) eller andre faktaresistente for den sags skyld.

Suffice to say – det blev meget hurtigt anstrengende at bede feerne dokumentere deres tåbelige påstande igen og igen, og forklare dem at stråmænd i form af memes og dårligt producerede videoer ikke var dokumentation for noget som helst. Og for at klare anstrengelserne – og det fortsat meget varme vejr, valgte jeg at åbne denne øl.

Duften indgød ikke umiddelbart det store mod. Men nu er det også sjældent bouqueten, der har den funktion. Det har derimod alkoholstyrken, der i dette tilfælde er på generøse 7%. Så at der var lige lovligt mange og lidt for store vandhuller i duftens spinkle appelsinsødme, tog jeg med sindsro.

Thi bryggeriet havde gemt al aromaen, hvor den hører til – i smagen. Brygoplevelsen er tæt som en regnskov – bare uden regn. For regn ville betyde vand, og vand er der heldigvis ikke for meget af i smagen. Nødtvungent må jeg nok indrømme, at størstedelen af brygget består af vand – men det er jo ikke noget jeg gerne indrømmer. – Men så er jeg da i det mindste ikke lige så stivnakket som feerne.

Brygget smager af pulveriseret savsmuld – bittert, tæt, gæret, tørt og støvet. Den dominerende aroma er af grannåle og fyrretræ samt akkurat så meget gær, at brygget bliver bidsk og aggressivt, men ikke klægt eller surt. Bagom alt det aggressive, krasse, hvasse, er der stadig en sød og blid bund af appelsin, som man mødte den i duften – men væsentlig tættere og venligere – som det perfekte kontrapunkt til de øvrige indtryks fandenivoldske fortissimo.

Det kunne nok være, at jeg blev stridbar og insisterende i kommunikationen, som glasset efterhånden blev tømt. Jeg fik ganske vist ikke andet ud af det end øvelse i ikke at være den der greb til stråmænd og ad hominem-argumenter. Og det er jo trods alt noget. Går man ind i den slags diskussioner med håb om at banke noget fornuft i feerne, bliver man slemt skuffet.

Selv er jeg der kun for den personlige udvikling samt – først og fremmest – for underholdningen.

5-stjerner

Club Tropicana Rustic Pale Ale, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 III)

2017-06-17 17.20.28Og alligevel bidsk …

Jeg fik jo slet ikke nævnt, at den sidste øl, Kiuchi Brewerys Red Rice Ale, er del af et tema, der handler om de øl, jeg forleden indløste i Magasin på et gavekort. Det var den altså, og det er den her fra Rocket Brewing også.

Men da jeg nød hin japanske øl, havde jeg endnu ikke fået den – på tidspunktet tilsyneladende fine idé – at diskutere med flat-earhters. Det startede så småt, da jeg ellers havde sat mig i gården med denne øl fritter og en snasket kebab i aftensolen, og så ellers kun med min telefon ved hånden.

Og det tager ikke mange minutter før jeg ikke bare bliver træt men decideret aggressiv af at skrive på telefonens lille tastatur. Så der gik ikke længe før gård og aftensol fik lov at være henholdsvis gård og aftensol, og jeg atter indfandt mig ved min vante plads bag PC’ens tastatur … men dog først efter at nærværende bryg havde været en tur omkring mine smagsløg, og jeg nødtørftigt havde skriblet nogle noter ned.

Brygget er endnu en let omgang – men igen på den gode, forfriskende og vederkvægende måde. Bouqueten er decideret svag, mest af frisk vand tilsat en ubestemmelig maltessens. Det er heldigt, at øl ikke kun er noget, man skal dufte til, for så ville denne kunne konkurrere med det, industrigiganterne tisser ud.

Nej, heldigvis er smagen en ikke ubetydelig faktor i en samlet øloplevelse. Og dér gemmer den sig, aromaen. Frisk, let og knivskarp bitterhed med den helt rigtige diskret gærede kant. En sød aroma af grape bærer lette noter af grannåle med sig. Midt på tungen skifter brygget til en lidt tættere appelsinaroma, og der afsluttes med en effektiv tør efterbitterhed af savsmuld og gær.

En harmonisk øl, en let øl og alligevel en bidsk øl. En lille smagseksplosion, ideel i sommervarmen.

4-en-halv-stjerne

Hitachino Nest Redrice Ale, Kiuchi Brewery (Shopping Spree 1.0 II)

Ikke en Cream Ale2017-06-16 17.42.37

Jeg er blevet hjemsøgt af en af mine hyppigt tilbagevendende dæmoner. Den mørke stout fra kælderen er det heldigvis ikke denne gang, nej, det er snarere ovenfra. Som en høg hænger den over mig – eller rettere en emsig chef, der pacer mig frem med evindeligt “kom nu i gang. Kom nu i gang”.

Jeg skal ikke brokke mig, for skylden er egentlig min egen. Det er i bund og grund en ret kedelig historie, som I selvfølgelig ikke får lov at slippe for. Jeg skulle selvfølgelig sidde lørdag aften og diskutere med Flat Earthers, altså stakler med sølvpapir om kraniet, der tror at Jorden er flad og ikke kugleformet … som om det ville føre noget som helst med sig, altså ud over god underholdning og bekræftelsen af, at der findes nogle mennesker, der rent faktisk er mere ynkelige og fortabte end én selv.

Som ledsager til underholdningen røg der tre gode øl fra lageret i glasset og ned i halsen, og på forhånd manglede jeg at anmelde endnu en øl – den som jeg skal til at skrive om her, når jeg engang er færdig med at snakke udenom.

Dæmonen, der nu atter hænger over mig som en høg er altså hængepartiet. Velkommen tilbage til det, og fire øl i kø til anmeldelse.

Jeg starter med Redrice Ale fra det japanske mikrobryggeri Kiuchi Brewery. Dem har vi har fat i for lidt over et år siden, hvor jeg anmeldte deres økologiske Espresso Stout. Angiveligt er det karakteristisk for asiatisk øl, at det er brygget på ris. Det er vel traditionelt på en eller anden måde, og dette har Kiuchi så bygget videre på ved at bruge røde ris i stedet for at nøjes med hvide (eller *bvadr* – parboiled). Røde ris er rigtig lækre. Desværre koster de også kassen, og skal koges væsentlig længere end almindelige ris, men nøj, de er mums! Det oplagte spørgsmål er, om de også gør noget godt for øllet.

Man får i hvert fald nemt den mistanke, at øllet tager farve efter risene. Det er mere rødt end brunt, og kun ganske svagt skummende. Men flot i farven er det uanset, selvom Untappd’s betegnelse som Pale Ale forekomer mig en kende søgt. Brygget gør ikke meget ud af duften – letsyrlige, men modne æbler møder næsen. Rart, men ikke videre markant.

Ris siges at give smoothness. Det er derfor man nogle steder bruger løs af det, når man laver cream ale – to no avail (nej, jeg går aldrig af vejen for et plat rim). Den smoothness mærker man her, kombineret med en letbitter, cremet aroma af søde nødder, paranødder måske – eller også er det blot aromaen fra de røde ris, der faktisk smager lidt i den retning. Små krydrede noter af kardemomme støder til, sammen med en mere markant sødme af vingummi. Ifølge Preben Bøje fra DTU skabes denne sødme af dextriner, lange sukkerstrenge, som gær ikke kan nedbryde og som derfor bliver markante, når man fx i quadrupler gærer brygget flere gange.

Tanken strejfer mig, at de temmelig hårdføre røde ris har gjort dette nødvendigt på en eller anden måde, men det er selvfølgelig ren spekulation, som jeg ikke har noget belæg for. Modsat i øvrigt Flat-Eartherne der har tusinder, hvis ikke titusinder af dårligt producerede YouTube-videoer og memes til at bakke deres synspunkter op.

Overordnet er det en på den fede måde let og mangefacetteret oplevelse (øllet – ikke debatten med Flat-Eartherne, forstås), selv eftersmagen er kun let gæret og kun på en måde, der udvider øloplevelsen. Gad vide om det er sådan, de der cream ales egentlig skal smage? Vel, i så fald har japanerne knækket koden og det endda helt uden at kalde det en cream ale.

4-en-halv-stjerne

Zero Gravity Brett IPA, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 I)

2017-06-10 17.45.20Ikke meget hestesaddel …

Tid til et tema! Fordi jeg kan, og fordi det er længe siden sidst. Jeg modtog for nylig et gavekort til Magasin. Det blev brugt på øl, primært, som blev hentet i biksens Mad&Vin-shop. Jeg tænker at den slags anledninger, hvor jeg henter et større parti varer til anmeldelse på én gang, vil ryge ind under temaet ‘Shopping Spree’ og jeg har allerede lagt an til, at man kan søge under forskellige shopping sprees, når flere af den slags narrestreger engang har fundet sted …

Nuvel. Udvalget var en smule bedre, end hvad man finder i selv de fine mainstreamsupermarkeder – men så alligevel ikke meget bedre. Priserne til gengæld var meget højere, og selvom jeg havde en god slat moneter på hånden, tog jeg mig alligevel i at søge efter noget, der ikke kostede for meget. Jeg valgte samtidig med at gå efter øl, som jeg var ret sikker på, at jeg ikke lige kunne finde andre steder, og fandt således en række øl fra Rocket Brewing. Den eneste jeg har anmeldt fra deres hånd var Yuri Gagarin – et samarbejdsbryg med Kongebryg, men nu har Rocket Brewing altså debut på bloggen med en øl, de helt selv har lavet. Derudover fandt jeg en enkelt japaner og nogle islandske øl, der var relativt billige. For Rocket Brewing øllene måtte jeg slippe kr. 40 for 0,33 liter. Optrækkeri som kun overklassens kræmmerstande er uforskammede nok til at udøve det.

Rocket Brewing har hjemme i Haslev på grænsen mellem Midt- og Sydsjælland. I gamle dage akkurat uden for Movia/HT-området, men selv det er lavet om med vore dages effektivisering (læs: afvikling) af den kollektive trafik. Denne første er en ‘Brett IPA’. Brett-præfixet skyldes gæren, Brettanomyces Bruxellensis, der nok også var brugt i Yuri Gagarin da den bar undertitlen ‘Brett de Noël. Der er tale om en vildgær, for det meste afskyet og hadet af vinbønder især, mens andre – blandt andet flere belgiske trappistbryggerier, og altså bryggeriet i Haslev – aktivt bruger det i deres bryg.

Gæren skulle give aroma af hestesaddel … Jeg kom sammen med en ridepige engang, og kan også genkende nogle af lugtene fra staldene i visse øl, men ikke i denne, må jeg erkende – og endnu mindre af sadlen. Den dufter let (flueben ud for ‘overensstemmelse mellem markedsføring (Zero Gravity) og oplevelse’) og frisk – syrligt vinøst med et bitter pift af grannåle på en fortrinsvis sød baggrund af appelsin og grape.

Smagen af knastør – næsten sandet, og alligevel let i fylden. Bitterheden føles gæret med grannålene fra tidligere forvist til bagsædet. Men den spinkle fylde gør, at gæren aldrig tager for meget over, men forbliver en del af oplevelsen. Det hele omkranses af en syrlig ramme af lemon og grape – en ganske afgjort let tørstslukker, der alligevel formår at skabe en utraditionel IPA-impression, der ikke desto mindre spiller på de velkendte elementer i stilen – gær, bitterhed, aromatisk sødme og syrlighed, men bare i andre proportioner og kombinationer, end man er vandt til.

Og det fungerer.

4-en-halv-stjerne

Coast is Clear, Ørbæk

2017-06-08 18.30.31

Mod smagsløgene …

Min opfattelse af det østfynske bryggeri Ørbæk har jeg måttet tage op til revision efter at have været inde i en stime udmærkede øl fra bryggeriet. Ikke mindst har de indtil videre to øl fra Fionia Nyborg-serien brilleret. Det kan godt være, det er mig, der er halvblind eller heldum, eller begge dele på én gang, men det er først nu gået op for mig, at man på seriens etiketter kan læse, hvad konceptet med serien egentlig går ud på.

Fionia Nyborg er en skonnert, der er bygget på ca. samme tidspunkt som Ørbæk-bryggeriet er stiftet. Øllene er brygget som en art reklamefremstød for skibet, der kan lejes til arrangementer af enhver art – inklusive smagsprøver. Man kan jo vove et forsigtigt gæt på, at det først og fremmest er Ørbæks øl, der bydes på. I betragtning af, at der i bund og grund er tale om et marketingstunt, må man jo indrømme øllene en vis kvalitet. Ja, faktisk kommer man næppe udenom nødtvungent at indrømme dem en vis kvalitet, selv hvis de ikke havde været tænkt som reklamesøjle for Ørbæks sejltursevents.

Den tredje og foreløbig sidste i serien er en belgisk blonde. En øltype, hvor det i nogle kredse (kredsen, der består af mig, fx) berygtede isoamyl acetat, der giver smag af banan, ikke sjældent forefindes. I duften på denne pomelogule øl er den dog ikke dominerende, omend præsent. Sødere og friskere noter af appelsin præger primært det lavt- men fastskummende bryg.

Smagen er let sprittet med forventelige noter af banan og et lidt barskere indslag bag i munden af småharske hasselnødder. Brygget svier en smule i brystet, når det går ned. Efterhånden sætter den ledsagende sødme ind – af ferskener, der har fået lov at hænge en anelse for længe på træet, så den første gæring er sat ind.

Det lyder nok ikke så godt … men det er det faktisk. Især ved lave temperaturer. Ved højere, og i visse kredse anbefalede temperaturer, ville brygget nok ikke smage så godt.

Men afkølet eller lunkent – brygget her vægrer sig i passende grad ved at være lettilgængeligt. Det insisterer på at indeholde netop de aromaer, som den belgiske blonde-stil er berygtet for – banan, småharsk bitterhed, kvalm sødme – og det blæser de forbrugere, der er til lettilgængelige, smagsfri pilsnere, en middellang march.

Det er modigt af et mikrobryggeri, der efterhånden er berygtet for at brygge mange forskellige typer øl, der dog alle smager af alt for lidt –  som om bryggeriet er bange for, at solid aroma vil jage kunderne bort.

Det håber jeg ikke kommer til at ske med disse øl, hvor aromaen er på plads. Denne blogger vil i hvert fald anbefalde Fionia Nyborg-serien som en samling vel-mere-end-bare-OK specialøl, der smager af nok, og som kan lære den utrænede ølsmager lidt om nogle stilarter, der sjældent slår an i den industrielle pilsners næsten uendelige fanskare.

4-stjerner

Jubilæumsøl Europamester, Raasted

2017-06-06 18.07.38Disse minder …

Jeg har klippet lidt i den fulde titel på dagens øl. Skal man tro etiketten, er det fulde navn “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92”. Ikke videre mundret efter min ydmyge mening. Men det hele skal jo med. Det er jo jubilæum for noget, der er næsten (men også kun næsten) lige så vigtigt som anmeldelse nr. 900 på Kajs Ølblog, nemlig Danmarks sejr ved Europamesterskabet i Fodbold i 1992 … hvis altså nogen skulle være i tvivl efter at have tygget sig igennem titlen.

Nederst står desuden alle de andre kampe, Danmark spillede ved det, der måske kan kaldes den største sportsbegivenhed nogensinde herhjemme. Vi taler i hvert fald stadig meget om det, her 25 år efter. Men hvorfor ikke? Englænderne taler angiveligt stadig om 1966, hvor de vandt VM. Tyskerne – ja, det er jo rutine for dem, at vinde den slags turneringer, og at de i øvrigt var forsvarende verdensmestre, da vi slog dem i EM-finalen – som vi oprindeligt slet ikke havde kvalificeret os til – gør selvfølgelig ikke historien ringere.

Og lad mig da bruge anledningen til selv at mindes min oplevelse af mesterskabet dengang (så har jeg også en undskyldning for at udskyde anmeldelsen af øllen – og på den måde holde publikum i skak i åndeløs spænding). Det er jo nok en af de oplevelser, der brænder sig fast resten af livet. Ligesom da man hørte om mordet på Kennedy (som jeg så af gode grunde ikke husker), Challengerkatastrofen, eksplosionen på Tjernobyl, 11. september, Lemmys død samt Anders Foghs magtovertagelse efter Nyrup (uden videre sammenligning i øvrigt), så husker alle, hvad de lavede hin junidag i 1992, da Danmark vandt.

Selv var jeg på Roskilde Festival for første gang i mit liv. Jeg boede i lejr med nogle fra årgangen på Rødovre Gymnasium, hvor jeg var startet i efteråret, da jeg med mine forældre flyttede til Sjælland efter at være vokset op i satellitbyen Hjortshøj nord for Århus (det blev stavet med svensk ‘å’ dengang). Nogle af de venskaber jeg knyttede – ikke bare i gymnasieårene, men ved denne konkrete begivenhed, har faktisk vist sig at holde op til nu. Men det har udviklinen af internettet og sociale medier nu nok også en del af skylden for – men det er en anden historie.

Festivalen blev jo sat på pause, da Danmark mod forventning var kommet i finalen efter at have slået Nederlandene i straffesparkkonkurrence (efter at Nederlandene havde slået Henrik Andersen i den grimmeste tackling siden Allan Simonsen ved EM i 1984. Også det er en anden historie). Og at finalepladsen var så overraskende, at festivalen på rekordtid måtte anskaffe en forbandet masse TV-apparater (det var før projektorer og storskærme blev hvermandseje) så gæsterne kunne følge med i finaleopgøret er sådan set også en anden historie, men ikke desto mindre et faktum, der også har brændt sig fast i min hukommelse.

Aftenen oprandt. Som opvarmning spillede det nu næsten glemte band Extreme, der ikke desto mindre stadig leverede en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på festivalen. Damn! En dygtig guitarist de har (ja, de findes åbenbart endnu).

Jeg husker ikke hvorfor. Måske gad jeg bare ikke hypen og de alt for mange mennesker omkring de små tv-skærme, men jeg så faktisk ikke første halvleg. Jeg blev nede i lejren, hvor vi, der havde det på den måde drak et par bajere og bare chillede. Et kæmpe brøl flængede på et tidspunkt stilheden, da Tyskland scorede – svenskerne omkring os jublede, slog flik-flak og grinede skinger synkront, fingerpegende og vrængende idet de triumferende erklærede noget i retning af “HA HA – TYSKLAND HAR SCORET DANMARK HAR TAAAAAAAABT …” – på svensk, naturligvis, men jeg kender ikke svensk retstavning, så jeg har leveret en nogenlunde ordret oversættelse. Tyskerne derimod sagde ingenting …

… måske fordi tyskerne bare generelt er mere anstændige end svenskerne – og skandinavere i det hele taget. Eller også var det fordi det allerede på dette tidspunkt var gået op for tyskerne, at der var off side, og målet blev underkendt. Reddet på stregen …

Jeg kan dårligt huske det videre forløb. Danmark scorer, euforien stiger, og på et eller andet tidspunkt i 2. halvleg bliver min nysgerrighed for stor. Så jeg forlader teltpladsen og går ned på festpladsen hvor det lykkes mig at finde en tv-skærm, hvor der ikke er tætpakket foran. Der står jeg måske 10 minutter, og så sker det – Faxe forøger til 2-0. Et brøl af en anden verden lyder for tredje gang, og kort efter tager alle de tyske gæster – og dem der tilfældigvis står ved siden af en af de tyske gæster – hinanden om skuldrene, og begynder at rokke fra side til side, mens de synger …

“Always look at the bright side of life” …

Og jubelen fra de øvrige festivalgæster vil jo ingen ende tage. Måske med undtagelse af svenskerne, der har været underligt tavse siden tyskernes første mål blev underkendt.

Kampen fløjtes af, og støvskyerne hvirvler rundt overalt hvor danskerne jubler, mens tyskerne fortsat synger Always look at the bright side of life. Men stemningen var fantastisk. Jeg gik tilbage til lejren og røg en splif, mens dem, der ikke havde troet på, at vi ville vinde, blev grundigt forhånet og grint ad.

En lejr med tyske punkere, som boede ved siden af os pakkede sammen samme aften og tog hjem. De fik aldrig set Nirvana, der spillede senere på aftenen – et af bandets meget få koncerter i Danmark. Kurt indledte koncerten med at sige noget i retning af “congratulations with that … sports-thingy …” og så spillede de ellers nogle numre fra Nevermind, og gik igen – men at det i det hele taget var noget af et antiklimaks, ikke kun på grund af triumfen tidligere, men simpelt hen fordi det bare var en dårlig koncert, er også en helt anden historie.

En helt anden historie er det også, at Megadeth dagen efter ønskede Danmark tillykke med nej’et ved afstemningen om Maastricht-traktaten en lille måneds tid tidligere, før de spillede “Anarchy in the UK” som ekstranummer. Europamesterskabet nævnte de derimod ikke med et ord – så vidt jeg husker i hvert fald.

Til gengæld hører det med til historien, at der i støvet på alle biler med tyske nummerplader dagen efter var skrevet 2-0. Det var en meget varm festival, hvor der så vidt jeg husker ikke faldt en dråbe regn. – Så der var rigeligt støv at skrive i.

Sådan oplevede jeg den dag, Danmark blev Europamester i Fodbold. Noget har da alligevel sat sig fast, kan jeg konstatere. Og jeg vil bestemt glemme de begivenheder senere end oplevelsen af denne øl.

Jeg tænker, man fra Raasteds side gerne har villet matche de rød-hvide farver i bryggets kulør. Det lykkes, som man vil kunne se på billedet, kun halvt, idet skummet måske nok har den rigtige farve, men slet ikke forefindes i samme mængde som der er hvidt på Dannebrog. Jeg skal dog være den sidste til at brokke mig derover – hvad det hvide kors har at beskaffe i det danske flag, har jeg altid undret mig over – but that’s me, not you.

Duften er jævnt til lidt-over-jævnt pilsnerhumlet med en syrlig kant, der endnu ikke kan vurderes som en ulempe eller en fordel for brygget, hvis bouquet i det hele taget er for svag til rigtig at varsle mere end nogle grødede konturer.

Det samme kan man sige om smagen. Humlen kan såmænd smages, og den ledsages af en syrlig kant, der i første omgang ikke rigtig gør fra eller til. Bagetikettens lange beskrivelse ender til gengæld helt sandfærdigt med at fremhæve bryggets egnethed til at drikke flere af i træk.

Det på trods af, at humlen efterhånden smager lidt mere igennem – det er noget råt, ufint og ikke videre elegant. Til gengæld er det også mere karakterfuldt end gennemindustrialiserede pilsnere. Syrligheden har endda karakter af egetræ, der – om den var noget kraftigere i styrken, ikke ville være uegnet i en belgisk mørk ale, eller en barley wine.

Jeg er ellers blevet advaret fra flere kanter om denne øls karakter af vederstyggelighed hinsides Det Stockholmske Blodbad, billederne i Dr. Sandra Lees journalsamling og Jim Lyngvilds garderobe. Jeg må erkende, at det – ligesom Nirvana-koncerten på Roskilde ’92 er lidt et antiklimaks at konstatere, at så slem er den altså heller ikke.

Men sådan en fest med bulder og brag som der blev efter Danmarks EM-sejr matcher dette bryg over hele hovedet ikke. Den er i sammenligning et sølle, spytfugtigt truthorn fundet i et hjørne under oprydning efter enkebal med Susi og Leo i Rødekro forsamlingshus sidst i november.

Så langt fra en folkefest eller en festival.

2-stjerner

RETTELSE: Det var så Faxe, der scorede først, og Kim Vilfort, der øgede til 2-0. Der kan man se, hvor hullet ens hukommelse bliver på 25 år.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme