Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2017

India Pale Ale, Thisted Bryghus

2017-04-26 20.19.51Lad nogle andre om det …

Det lader til, at de forskellige mikrobryggerier har forskellige produkter til fordeling blandt de forskellige supermarkedskæder. Thisted Bryghus’ britiske serie, der omfatter denne India Pale Ale, Irish Stout samt British Brown Ale kan, så vidt jeg har luret, kun fås i Dansk Supermarkeds butikker, altså Netto og Føtex fx. Det samme gælder Ørbæks maritime serie, som jeg fik reddet et par stykker af i samme Føtex, hvor jeg – i embeds medfør – fik købt denne, så jeg kunne afslutte smagningen af Thisted Bryghus’ seneste serie. Andre af Ørbæks øl har jeg til gengæld kun set i COOP’s butikker – herunder en, så vidt jeg ved, ny amerikansk inspireret IPA.

Jeg kan kun gisne om årsagen til spredningen af brandsene mellem forskellige supermarkeder. Det må være noget med at fordele investeringen og satsningen ud på en måde, der giver mening for CBS-kandidater, forestiller jeg mig. Eller også er der på distributionssiden nogle andre CBS-kandidater der kræver, at man i deres butik bestemt ikke skal kunne få de samme ting som hos den væmmelige konkurrent. Uanset hvad – så snart rationalerne har deres udspring i et CBS-lignende miljø ligger det fjernere fra, hvad jeg nogensinde vil forstå end – jeg nævner i flæng; superstrengteorien, kvantefysikken, den specielle relativitetsteori, binominalfordeling, Niklas Luhmanns systemteori og cream ale.

Så ikke mere spekulation derom. Bare en tilfældig observation at give videre, men begavede og ikke mindst rigtige svar på, hvad produktfordelingen mon skyldes, modtages med kyshånd.

Denne India Pale Ale er altså den sidste i Thisted Bryghus’ britiske serie, og dermed er nogle af de allermindst inspirerende øl fra den kant anmeldt for denne gang. Det var ikke meget brygget her kunne rette op på, hvad der i forvejen var temmelig håbløst. Man kan rose brygget for den flotte klare kobberfarve, mens det letgyldne skum ikke rigtig gad blive længe nok til at dét på nogen måde brændte sig fast som nogen større visuel oplevelse. Hvor skummet er spagfærdigt og tilbageholdende er bouqueten nærmest demonstrativt ugidelig og bedst sammenlignelig med visse standardpilsneres. En vag sødme af lidt for tynd hyldeblomstsaftevand kvæler en i forvejen tam antydning af grannåle – et kun svagt spor af humlen, der i denne IPA er henvist til skammekrogen, snarere end pladsen forrest ved katederet.

Og det er ikke kun i duften, at stilens berømmede hidsighed er udvandet. Kun vage spor af den aromatiske humle er at spore – lidt småsød bergamot til at begynde med afløses efterhånden af en genkendelig bitterhed, der dog slet ikke fremstår aromatisk som den skal, men i stedet virker underligt bred, småklæg og umarkeret.

På stregen reddes oplevelsen dog fra at blive en gennemført skuffelse. For i betragtning af den ellers alt for usikre præstation viser eftersmagen sig overraskende langvarig og velgørende – omend noget ufin af ikke helt frisk, men heller ikke for gammelt nåletræ. Men i det mindste mærker man da omsider lidt profil og temperament.

Det kan ikke overraske at en så svag IPA ikke formår at redde Thisted Bryghus’ britiske temaøl – endda langt fra. Lad hellere briterne om at lave britisk øl, undlad i det store hele at efterligne hvad irerne brygger og IPA – overlad det til amerikanerne og amagerkanerne …

Det er læren af Thisted Bryghus’ britiske serie.

3-stjerner

ESB, Fuller Smith & Turner

2017-04-23 22.48.57Overset perle …

Jeg har været tæt på at løbe tør for øl – og det går jo virkelig ikke. Så er der jo ikke meget andet at gøre, end at begive sig ned i det lokale supermarked og forsyne sig. Valget faldt på Fakta – så kan jeg score lidt bonus på mit COOP-medlemsskab, og så går det jo nok, at kvaliteten af Faktas specialøl er noget fluktuerende – for at sige det mildt.

Denne øl havde ført sig frem på hylderne gennem et par dage, så den blev da købt – så’n lidt i mangel på bedre, sammen med et par andre øl fra The usual suspects blandt Faktas efterhånden så faste leverandører af specialøl, at det efterhånden er svært at se hvad der er så specielt ved dem, når det kommer til stykket. Ikke desto mindre er det jo faktisk ikke så tit, at man finder Fuller’s øl i Fakta – desværre er det heller ikke så tit, at hint britiske bryggeris øl, er værd at skrive lange breve hjem om, om man støder på dem i hjemlandet.

Typen skal have et par ord med på vejen. ESB står for ‘Extra Special Bitter’ og er åbenbart en type, som Fuller har patent på. Det har dog ikke afholdt det amerikanske bryggeri Redhook fra at brygge deres egen ESB, der imidlertid var hverken det ene, det andet eller det tredje. Man har jo lov at håbe, at patentindehaverne værner lidt mere om betegnelsen end plagiatorerne.

ESB er jo også noget meget engelsk. Som sådan er det en pale ale (endskønt den umiddelbart forekommer noget solbrændt), men det er lige netop den der pale ale, som det britiske øl typisk forstås som. Bittert, dovent, lunkent og i det hele taget alt det, øl ikke skal være. Det er typisk pilsnerpimpere – folk, der har meget svært ved at forstå, at der er en verden ud over Carlsberg og Tuborg, der har denne opfattelse. Undertegnede, derimod, begejstres omgående af det rødbrune brygs mangefacetterede bouquet af romsukker, vanille og ikke helt modne æbler.

Og her er der virkelig tale om en nydelig repræsentant for genren: En virkelig lækker og karakterfuld ale – doven, og med en ideel serveringstemperatur omkring de 10 grader. Dér træder nøddebitterheden, med sine stikkende og sværttilgængelige bismage af kålrabi og roer virkelig frem og jager den snævertsynede pilsnerpøbel på porten med sin mere end elegante beskhed.

Ifølge min lidelsesfælle og brygpusher Paul, skulle ESB-typen være temmelig svær at opdrive. Og det er da heller ikke mange typiske engelske pale ales, man møder i dagligvarehandlen herhjemme. Så Fakta skal have stor ros for, at dette aldeles fine bryg var at finde på deres hylder. Jeg kan kun anbefale brygget, og opfordre læserne til at opsøge deres lokale discount-Coop-butik med henblik på at redde sig én af disse britiske perler.

4-en-halv-stjerne

1905 Monaco, Heineken

2017-04-21 22.45.13Burgøjserbryg …

I disse globaliserede tider, kan selv den mest lemfældige blogger få nervesammenbrud over, hvor svære øl kan være at kategorisere rigtigt. Denne er en stærk pilsner, eller en guldøl, ville man måske kalde den herhjemme. Og det må siges at være passende i betragtning af oprindelseslandet, skattelyet Monaco, hvor folk har røven så fuld at de skider guld, og  sikkert også ejer en båd, som man kan parkere en båd indeni. Det er ikke typen, der er byder udfordringen, men derimod oprindelseslandet.

Det må vel være noget med, at de jakkesætklædte multimilliardærer synes, at urt, mæsk, gær og de der mærkelige planter, der ikke er lavet af plastic er noget være griseri at røre ved, og derfor har de – ligesom det gælder golfspillet – folk (o’et udtales affekteret i retning af et ‘a’) til det, når der skal brygges. Øllet produceres derfor i nabolandet Frankrig i en filial af Heineken, der er et hollandsk bryggeri …

Det er ligesom dengang jeg var på Christiansø, og købte den lokale – og i øvrigt rigtig lækre – slåensnaps … Den blev destilleret på Nørrebro, og så var den jo ikke særlig christiansøsk (eller bornholmsk for den sag skyld) længere.

Nå, f… det. Jeg magter ikke at spekulere mere over det. Apatien får overtaget endnu engang, jeg noterer bare Monaco og går videre – det er en definitionssag, jeg vælger den gode fortælling og finder glæde i, at der nu er kommet endnu et punkt med på min liste over lande, som jeg har prøvet øl fra.

Lidt mere spændende er historien om, hvordan jeg fik fat på den. I 2015 blev jeg kontaktet af en gammel ven fra min kollegietid ved navn Peter. Han havde netop været i Monaco i et forsøg på at gentage succes’en fra 2004, hvor han samme sted vandt verdensmesterskabet i backgammon – det afholdes der hvert år. Det lykkedes nu ikke, som det vil fremgå af listen her, til gengæld havde han et par øl med hjem til mig.

Det gik så hverken værre eller bedre end at vi begge glemte alt om øllene, der ellers bare fik lov at stå og fylde i Peters skab, indtil for nylig hvor min fem år gamle Samsung-telefon valgte at opgive ævret og lade alle funktioner blive kaldt hjem til cyberspace. Peter var dagens mand i skysovs, da jeg klagede min nød på nettet – så nu ejer jeg en gammel, men fuldt funktionsdygtig Sony-telefon i stedet – Peters gamle. (Die-hard hardcore-fans, der er så inkarnerede tilhængere af bloggen, at jeg selv ville blive urolig for dem, vil bemærke, at formatet på billederne øverst i hvert indlæg er proportioneret en smule anderledes – de er blevet lidt længere i det. I mellemtiden har jeg fået det fikset, så de igen vil have samme format. Beklager ulejligheden.)

Og nu jeg alligevel var hjemme hos Peter, og vi alligevel fik snakket om gamle dage over en kop kaffe, ja – så kunne vi jo også få ordnet hængepartiet fra ikke helt så gamle dage – og således fik jeg endelig overdraget Monaco-øllene. To eksemparer af denne pilsner – vel over sidste salgsdato ganske vist, men heldigvis er det jo sådan med øl, at der netop er tale om en sidste salgsdato og ikke sidste anvendelsesdato.

Så nu er den ene af dem prøvet, og den anden gemt til senere. Når man skriver (så meget) om øl (som jeg gør, hvor jeg plaprer løs i stedet for at prøve at begrænse anmeldelsernes omfang en smule) er det rart ind imellem at have en øl, som man bare kan nyde at drikke uden at man efterfølgende behøver stresse over, at man også skal skrive dansk stil om dem bagefter.

Som pilsner er den tonet en smule mørkere end industrisprøjtet herhjemmefra. Skum er der ikke meget af, men til gengæld mødes man med det samme af en humledunst, der – som det sig hør og bør i de kredse – har nyslebne rundsave på albuerne. Bitterheden er tung og mørk; besk og næsten ildevarslende og slet ikke noget man ville forvente i Ferrariens eller Bugattiens kopholder – endsige noget fra minibaren bag i Rolls Royce’en.

Smagen slår samme takter en. En tung bitterhed af kål møver sig frem på baggrund af en sød maltprofil, der imod alle odds passer ganske nydeligt til. En alkoholprocent på 5,8 formår at opløse og forene begge dele, og det er ikke så lidt imponerende i betragtning af at det jo ikke engang er så meget alkohol igen.

Sødmen formår også at tage til undervejs, så bryggets finish – den fortsat aggressive humle til trods, fremstår med venlige vanilletoner. Man kommer godt nok rundt i nogle uventede og for typen ukonventionelle aromaer. Men det hele er bundet ganske godt sammen. Måske er den, what with en sidste salgsdato der ligger over et år tilbage, en smule ude af balance til det bittert-beske. Men gerne for min skyld. Så længe den aggressive karakter ikke tager overhånd og bliver en byrde at tygge sig igennem. Her er det farefuldt tæt på, men ikke over grænsen, og dermed er spændingen i oplevelsen også mere end hjemme.

Det kommer faktisk lidt bag på mig, at det er en så karakterfuld pilsner, jetset-burgøjserne hælder i sig ved casinobordene. Men måske er det i virkeligheden smart nok – for så bliver de hurtigere fulde, mister koncentrationen, og så er sandsynligheden for at casinoet får indtjeningen hjem vel også dét bedre.

Når man derimod parkerer sin båd inden i sin båd, er den styrken taget i betragtning næppe anbefalelsesværdig. Men har man alligevel røven så fuld at man skider guld, har man vel også folk til at parkere både i både – og jeg kunne mistænke nærværende øl for at være tiltænkt netop folkene. Jakkesættene har jo – til deres guldbelagte kager – alt muligt andet rigmandsagtigt; champagne, cognac, vin. Øllet er vel i deres øjne så prollet, at man har folk til at drikke den for sig. Og skal det lykkes mig at sige noget som helst godt om Monacos overklasse, må det vel være, at det trods alt var pænt af dem, at byde tyendet en pilsner med en vis karakter, frem for det elendige sprøjt folk hælder i sig herhjemme.

4-stjerner

Og stor tak, selvfølgelig, til Peter for øl, gode gamle dage, kaffe og ikke mindst telefon.

British Brown Ale, Thisted Bryghus

2017-04-21 15.24.00Slatten og våd …

Lidt endnu må I vente på at høre de spændende anmeldelser fra DTU Bryghus. Indtil da må I nøjes med øllene fra mit køleskab, mestendels købt i detailhandlen herhjemme i min evige ambition om først og fremmest at anmelde det, der er tilgængeligt for de fleste.

Jeg kan dog allerede nu afsløre, at næste bryg bliver en lille overraskelse, som man allerede nu kan se omtalt på min facebook-side (glem ikke at blive fans, nu I alligevel er derinde og stalke.)

Men indtil da holder vi os hjemme … eller hjemme og hjemme – jeg kan ved konsultation af et almindeligt atlas konstatere, at selvom ‘British Brown Ale’s’ bryggeri ganske vist ligger i nærværende land, så kan man dårligt komme længere væk fra København og stadig være inden for rigets grænser. Ikke engang Bornholm ligger længere væk fra København end Thy.

Og deroppe nordvestpå har de jo brygget flere ølserier som hyldester til forskellige landes øltraditioner – amerikanske, belgiske, engelske og nu en serie, der ser ud til at have De Britiske Øer under én hat som objekt. Det gik godt med de amerikanske og nogenlunde med de belgiske, mens de engelskinspirerede øl var en noget tynd kop te. Indtil videre har den første i den nye britiske serie også skuffet, men det tror pokker, når man lader sig inspirere af Irland. – Det kan godt være, de kan noget med frihedskamp, lammekoteletter, musik og et af de sejeste sprog i verden. Men øl – det kan de ikke finde ud af.

Men denne gang er Thisted Bryghus så rejst en tur over det irske hav, der åbenbart er så farligt og uroligt, at hverken slanger eller ulve nogensinde har kunnet vove sig over. Jeg tror vist, jeg læste i ‘Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver’ engang, at hvad vild fauna angår, skulle Irland være det mindst farlige land at opholde sig i i hele verden. Og nu, hvor thyboerne har vovet sig over i hugorme- og ulveland kunne man jo håbe på lidt mere knald på oplevelsen.

Duften er der da i hvert fald lidt knald på. Masser af sødme i form af sukker – og hvis man på forhånd har læst varedeklarationen forvandles begejstring snart til mild irritation over, at duften er resultat af tilsætning af netop dette. Det dufter næsten af et helt konditori – bortset fra, at variationen og krydderierne i det søde bagværk mangler sammen med finessen. – Det er kun det søde, rå sukker alene, der kan duftes initialt.

Som det rødbrune og klare bryg afbruser – det går stærkt – ændrer duften karakter og bliver syrlig. Og selvom sødmen var noget ordinær, så var den trods alt mere interessant end de grønne æbler, man nu skal trækkes med. Dobbelt ærgerligt er det, at smagen følger med. Ud over at være en underligt våd og sjasket oplevelse med syre af ikke helt modne frugter, blander der sig også en endnu mere uklædelig smag som når man bider i et viskestykke eller tygger i et stykke pap. Gad vide om kapslen ikke har holdt helt tæt? For dette nærmer sig beskrivelsen af oxideret smag, sådan som jeg engang lærte at genkende den af beertickers stifter, Peter Myrup Olesen.

Inde bag pappet og syrligheden aner man nu også sukkeret. En mild, maltet følelse, der også yder en antydning af bitterhed – rigtig ølsmag, der akkurat formår at gøre sig bemærket under et tæppe af umodne æbler, vådt pap og – mest af alt – almindeligt postevand.

En slatten omgang. Og hvad det specielt britiske skulle være ved denne brown ale er mig en gåde … ja – ser man bort fra farven, er det næsten en gåde for mig, hvad det særligt brown ale’ske ved denne øl, skulle være.

I denne serie er der også en India Pale Ale, som jeg også hellere må få anmeldt – selvom jeg faktisk gruer en kende for den.

1-en-halv-stjerne

Besøg på DTU bryghus

2017-04-04 17.50.01-1Noget at se frem til …

Den 4. april var jeg forbi DTU i Lyngby. Det er ikke et sted, jeg har været mange gange før – hvis overhovedet. Som uddannet religionssociolog med sidefag i tysk var jeg hele min studietid forvist til betonbunkeren på Amager under navnet ‘KUA’ (=Københavns Universitet Amager) med enkelte afstikkere til det Teologiske Fakultets afdeling på Strøget, hvor jeg læste oldgræsk (og endnu hurtigere fortrængte og glemte det igen) – samt i Marburg, Hessen på udvekslingsophold. Selvom ingeniørfaget måske ikke ville have været mig uendeligt fjernt, beriget med en aspergerdiagnose som jeg er, var det altså ikke den tekniske vej, jeg valgte at gå.

Ikke desto mindre modtog jeg tilbage i marts en fin invitation fra en journalist på DTU’s månedlige blad. De ville gerne have mig til at prøvesmage nogle øl fra deres eget bryggeri – DTU Bryghus – der faktisk fylder det meste af en hel bygning på campus’et i Lyngby (en af de små bygninger, ganske vist, men næsten en hel bygning ikke desto mindre).

Jeg var naturligvis – som altid når jeg får den slags invitationer – både benovet og beæret over at blive spurgt, og slog da også til med det samme. Én enkelt gang har jeg prøvet lokalitetens bryg, nemlig på DØE’s ølfestival i Lokomotivhallen i 2016. Dengang havde de lanceret en alkoholsvag øl og forsøgt sig med at kompensere for den manglende alkoholfylde ved hjælp af kartoffelmel. Det gik ikke så godt, men hey, hvis man ikke prøver, kan man være helt sikker på, at det aldrig lykkes – uanset hvad man forsøger sig med.

Denne gang skulle bryggene imidlertid vise sig ikke at være helt så eksperimentielle. Eller i hvert fald ikke mere eksperimentelle, end hvad man kan finde på andre mikrobryggerier rundt omkring. Og hvad der laves dér, er jo i en eller anden grad eksperimentielt alligevel. Typerne faldt nu i de sædvanlige kategorier – der var pilsner, stouts, forskellige ales – men alt det når vi til senere. En rundvisning blev det selvfølgelig også til, og brygmester Preben Hansen fortalte ivrigt og stolt om de nye metoder, der blev afprøvet i det lille – men topmoderne og superopfindsomme (er det ikke det, der med et fælt ord hedder *ydrk* “innovativt” i dag?) bryganlæg.

Men anmeldelserne må vente lidt … for de skal lige offentliggøres i DTU’s blad først. Indtil da har I lidt at glæde jer til. Dog vil jeg allerede nu gerne takke Brygmester Preben, Assistent Jes, Journalist Marianne og medsmager Mayianne for hygge og godt selskab hin aften i starten af april.

Jeg håber, det ikke var sidste gang.

Én for holdet – Afslutning

2017-04-01 18.24.38Sølle …

Vel – lad os svøbe dette spædbarn ind … Nå, det fungerer vist også bedre på engelsk. Uanset hvad er det da noget mærkeligt noget at sige – “let’s wrap this baby up”. Og det der med at svøbe spædbørn ind, skal man i øvrigt også lade være med. Det gavner ikke noget – tværtimod. Dets eneste formål er at kunne lade barn være barn frem for at give barnet det behov for nærhed og kærlighed det har behov for. Slyng barnet i stedet – bær det på dig, og den slags behov for at blive ‘fri for det’ vil have meget svagere tendens til at opstå.

Nå, tilbage på sporet. Godt en måned har det taget mig at få afviklet temaet om Lidls øl under navnet ‘Én for holdet’. Temaet var motiveret af en facebookven med tyske rødder, der evigt og altid skulle brokke sig over alt dansk – tit med rette, men lige når det gælder øl, med urette …

… mente jeg i hvert fald, men tænkte at jeg måtte lade det komme an på en prøve. For nu at blive ved det tyske valgte jeg derfor at undersøge standardøludvalget i den tyske supermarkedskæde Lidl. – De har både en tysk og en dansk serie, så der var der om ikke andet noget at starte med. Navnet havde jeg i øvrigt valgt med en hvis omhu (hvis jeg selv skal sige det). Forventningen (der nu er indfriet, kan jeg afsløre uden at spoile hele resten af dette indlæg) var, at prøvesmagningen af Lidls øl nok ville blive lidt af en prøvelse (pun intended of course). Til gengæld passede det jo aldrig så nydeligt ind i bloggens målsætning om, principielt at prøve alle øl (næsten i hvert fald), og være forbrugernes anmelder, der rent faktisk også tager fat på standardudvalget, frem for kun at ville prøve det fancy, dyre sprøjt, som ikke alle kan komme i nærheden af.

Nu er jeg så kommet om på den anden side af Lidl-øllene. Det betyder blandt andet at der nu kun er én af øllene på fotoet øverst på bloggen, jeg ikke har anmeldt, nemlig ‘Honey Dew’ fra Fullers. (Ja, jeg skynder mig lige at få det skrevet – ellers får jeg det aldrig med, og det vil sådan ærgre mig …) Og ellers skulle jeg mene, at jeg har fået en lillebittesmule mere indsigt i markedet for tysk og dansk discountøl.

Lad os lige tage listen over afprøvede bryg i temaet en sidste gang:

Og hvad er dommen så? Hvem vinder? Danmark eller Tyskland? Vel – efter moden overvejelse, først og fremmest i form af revision af de karakterer, jeg har givet de forskellige øl, er sagen temmelig klar. Vinderen er …

[Trommehvirvel]

–Tyskland–

Det var næppe en kneben sejr. Men sejrens karakter kræver alligevel et par kommentarer:

Tyskland gik af med sejren ene og alene fordi Lidls hvedeøl var af en overraskende smagfuld karakter. I mine øjne var den fuldt på linje med den indtil videre bedste tyske hvedeøl, jeg kender – nemlig Paulaner. Sød i smagen, friskt vedekvægende, fyldig og uden at smage af gær. Som sådan stod den meget ud fra det øvrige udvalg, der spagfærdigt holdt sig helt nede på det forventeligt lave, vandige discountniveau – med Karlens Guldøl som en lille afstikker i retning af noget rart, omend næppe markant.

Med et sådant hovedfelt vinder man nemt. Man skal bare have en enkelt til at stikke af, så er sejren hjemme. Også selvom en holdkammerat endda formår at lægge sig under forventligt discountniveau, og smage direkte ilde – som det var tilfældet med Perlenbacher Strong. Aroma af slatten kål og industrialkohol bliver bare aldrig et hit her på matriklen.

Så Tyskerne lavede langt den bedste øl – men også den ringeste. Heldigvis var deres bedste øl så god, at de løb af med den samlede sejr, men det ændrer altså ikke ved det overordnede billede, at tyskerne – Reinheitsgebot til trods – stadig laver mindst lige så bedøvende ligegyldig og aromadepriveret øl som danskerne. Det overordnede billede er uanset hvad temmelig sørgeligt:

  • Fire ud af syv øl scorer kun én sølle stjerne.
  • Fem ud af syv øl scorer under to stjerner.
  • Kun én eneste øl scorer over middelkarakteren på tre stjerner.

Discountøl fra Lidl – og, kan jeg afsløre, andre discountkæder, for jeg har været der – kan stort set kun bruges til hurtige, billige branderter – uanset om man foretrækker at blive besoffen eller hønefuld. Leder man efter oplevelsen – smagen, fylden, bouqueten, skønheden – bør man købe sine øl et andet sted.

Det er min konklusion efter at have smagt mig igennem Lidls discountsprøjt – så nu kan I, læserne, nøjes med at læse om det her på bloggen, uden at I behøver spilde jeres tid og ikke mindst penge på de sølle vanderstatninger.

Selv tak, det var så lidt

Amager Julebryg, Amager Bryghus

2017-04-13 17.26.56… og julen varede lige til påske!

Glædelig smør-lammeblod-på-dørstolperne-så-det-ikke-bliver-din-førstefødte-Herren-tager-livet-af-højtid allesammen. Indtil de kristne fik den skøre ide at lade påsken dreje sig om deres guds genkomst fra de døde, var det jo faktisk det første, påsken drejede sig om.

I dag drejer det sig mest om påskeharer, påskekyllinger og påskeæg – alt det kristne og det jødiske er siet fra, og tilbage står en bunke ritualer og symboler fra hedenske tiders forårsfester. Og gerne for mig. Alt det andet med blod på dørstolperne, og folk der rejser sig fra gravene er noget, jeg foretrækker i gyserfilm og ikke noget jeg bryder mig om at forestille mig har foregået i virkeligheden.

Og påsken markerer jo slutningen på julen, som den gamle julesang “Nu er det jul igen” jo har lært os. Og hvad ville være bedre til at markere julens afslutning ved påske med en juleøl? Nej, nemlig – intet ville være bedre! Intet siger jeg … (og hvis nogen hvisker ‘påskeøl’ er det ind på værelset og på hovedet i seng uden aftensmad!)

Denne påskeøl fra Amager Bryghus blev til overs efter den lille seance tidligere på året, hvor jeg havde inviteret min gamle Fremad Amager-kammersjuk Allan på ølsmagning. Han havde den med til mig som en værtsgave, som jeg jo kunne prøve, en dag jeg havde lyst. Han var vist ikke selv synderligt imponeret over den.

Den brungrumsede lød og det noget tilbagelænede skumudtryk varsler måske nok heller ikke den største oplevelse. Men på den anden side – det visuelle er nok dét karaktertræk det er sværest at sige noget om øllets andre egenskaber ud fra. Selv det lyseste og klareste bryg kan jo overraske. Allerede i duften ryger forventningerne indtil flere tandsæt opad med impression af nelliker og anis. Ikke alene smagfuldt, men også mere end adækvat julet allerede på dette tidlige tidspunkt.

I smagen blander nellikerne sig nu ikke så meget med anis – men derimod med kanel, og det er jo faktisk endnu mere julet. Lad mig her indskyde, at selvom julemaden og den årstid, den hører til, er et fjernt minde blot, så er smagen af jul altid pragtfuld. Bagom de glade, krydrede noter finder man højtidens frugter – søde clementiner og appelsiner. Der rundes af med bitrere noter af valnødder ved gummerne. I dette bryg varer julen vitterlig længe, så det her med at drikke brygget til påske er slet ikke ved siden af.

Ligesom Jule Avec – og det fik jeg desværre aldrig behørigt gjort opmærksom på – egner denne øl sig fortrinligt til lagring. Jeg mistænker faktisk brygget for i sig selv at være blevet – om ikke hele tandsæt, så i hvert fald en enkelt tandrække bedre af at have stået siden efteråret.

Jeg er i hvert fald mildt imponeret.

4-en-halv-stjerne

Perlenbacher Strong, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet VII)

2017-04-10 18.33.01Så fik det en ende …

Alt får en ende – også temaet ‘én for holdet’, hvis sidste anmeldelse dette er … Eller “this too, will pass” som man siger på nudansk – men ikke i landet, hvor denne øl kommer fra, for der taler de ikke engelsk …

Eller jo, det gør de selvfølgelig i en vis udstrækning. Men jeg husker tydeligt fra mit studieophold i Marburg, hvordan jeg blev mødt med vantro blikke, når jeg læste bøger på engelsk og frit citerede passager fra film og populærlitteratur på originalsproget – uigenkendeligt for de lyttende.

Tyskerne er bedre til de fleste ting end danskerne – inklusive at begå sig internationalt. Det lærer man som økonomisk stormagt. Men engelsk behersker de ikke særlig godt. Det er vitterlig et af de oversete privilegier man har som opvokset her i landet, at man fra medierne hele tiden bombarderes med indtryk på fremmedsprog, og i øvrigt ikke bare engelsk. De giver et sundt sprogligt forspring, som jeg sådan ville ønske, vi satte mere pris på, frem for den selvfede nationalistiske pest, der i disse år forgifter danskernes hjerter og – ikke mindst – hjerner.

Uden videre sammenligning i øvrigt med dagens øl, selvom den også kan skabe milde angreb af panik om, at C2H6O’en monstro var erstattet med CO3OH, hvilket næppe ville være særlig sundt for hverken hjerte eller hjerne.

Også selvom det måske ikke er den første mistanke, man får, når brygget skænkes. Der ser det nogenlunde tilforladeligt ud – lidt mørkere end regulær pilsner uden dog at ligne en classic endnu. Skumdannelsen er adækvat og ellers uinteressant, ligesom duften der er nogenlunde bekvemt sødlig af malt og lys sirup.

Men så – av! De 7,9% alkohol gør omgående deres virkning, når tungen rammes. Brygget brænder næsten som snaps, og det ikke af den dyre, gode slags. Her melder frygten for den syntetiske industrialkohol sig hurtigt – jeg forestiller mig, at det må være cirka sådan, den smager …

… og knap så meget af den ufine, hengemte og småharske bitterhed af blom- og rosenkål, som man af en eller anden grund har maltrakteret en måske engang lækker humle til. Ud over at brygget smager alt for meget af alkohol, smager det også kun af det ringeste øl, brygget med de ringeste råvarer. Herhjemme skal man ty til rædsler som Harboes Brutalis for at finde noget lignende, og derfor passer Perlenbacher aldrig så nydeligt i en af mine yndlingskategorier: Spritterøllene.

For dette bryg egner sig kun til en hurtig brandert – hvis man ellers kan holde den dårlige smag ud undervejs. Det går lige akkurat for undertegnede, men nogen nydelse bliver det langt fra.

1-halv-stjerne

Find dit yndlingstema …

2017-04-02 17.41.11… eller “Hvad øllet mangler i bitterhed …”

De sidste par dage har jeg møbleret lidt om på bloggen. I forbindelse med, at jeg ville prøve at skrive lidt mere i temaer frem for bare at lave en masse vilkårlige (eller ‘random’ som det hedder på nudansk) anmeldelser, tænkte jeg, at det var på tide at lave en funktion, hvor man kunne søge på temaerne. Det lå lige for at bruge de såkaldte ‘tags’ til det. Grundlæggende er tags bare en anden måde at kategorisere på, og indtil da havde jeg ikke fundet nogen anvendelse til dem på denne blog.

Så jeg gik i gang med at tagge det bedste jeg havde lært. Jeg fandt endda ud af, at WordPress har nogle funktioner, der gør arbejdsopgaven overskuelig og ikke så forfærdeligt tidskrævende endda. Vreden, imidlertid, greb mig som en anden Achilleus da jeg opdagede, at den eneste måde, man kunne vise en liste over tags var i en sky. Det vil sige alle tags hulter ti bulter i varierende skriftstørrelse efter hvilket tag, der er brugt flest gange.

Ikke at jeg synes, det nødvendigvis ser dumt ud på andre blogs, men mit blogskin egner sig overhovedet ikke til det. Her ser det simpelt hen forfærdeligt og rodet ud. Så jeg har måttet bide i det sure æble, og udviddet min i forvejen alt for store samling af kategorier til også at omfatte titlerne på mine temaer gennem tiden.

Heldigvis kan de da samles under overkategorien ‘temaer’. Det er i øvrigt endnu en funktion tags ikke har. De kan ikke organiseres hierakisk. Hvorfor har man dem mon overhovedet? De er jo tydeligvis ubrugelige, og kan intet, man ikke i forvejen kan med kategorierne. Om jeg fatter – eller nogensinde kommer til at fatte pointen med disse tags.

Vel – hvis man scroller ned, vil man kunne finde alle temaerne i en særlig rubrik ude i venstre spalte. De inkarnerede fans vil konstatere, at det ikke er det eneste nye ved designet, idet den unødigt lange samling af alle kategorier nu er ændret til én lang drop-down-menu. Det var tiltrængt. Desuden er resumeer fra andre blogs også flyttet over i venstre side, for at sikre en nogenlunde symmetri hele vejen ned ad siden … ja, det er jo ikke for ingenting, at jeg er diagnosticeret med Asperger.

Men under ‘Temaer’ ude til venstre, kan I læsere altså nu finde jeres yndlingstema fra bloggens historie. Måske kan man endda finde et emne, som man slet ikke vidste, jeg havde skrevet om. Hvis jeg selv skal anbefale noget, vil jeg fremhæve Bryggeri Skovlyst-Gate – dengang jeg fik lavet så meget larm om Bryggeri Skovlysts tvivlsomme markedsføring, at det blev omtalt i dagbladene. Ellers er der min efterhånden bedagede hudfletning af Carlsbergs relancering under navnet Det nye Carlsberg. Tilbage i 2011 forsøgte bryggerigiganten sig med en række nye produkter og koncepter, der alle var lige så ligegyldige og uinteressante, som bryggets produkter altid havde været. Flere af dem – hvis ikke alle – blev snart taget af hylderne igen, og Carlsberg er i dag det samme Carlsberg som det altid har været. Relanceringen markerede dårligt nok en minimal krumning i bryggeriets strømlinede historie. Hvor kedeligt det var, kan man læse om i det tema – forhåbentlig er beretningen derom mere underholdende end produkterne.

Og endelig er beskrivelsen, eller manchetteksten til min blog blevet rettet fra det meget generelle og noget vage “En rejse gennem øl og andre oplevelser” – til “Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod.” Jeg skylder en af mine læsere ved navn Steen stor tak for det nye slogan, der spontant faldt som en kommentar under opslaget på min personlige facebookprofil om Schiøtz Dybsort Porter. Det er en smule modificeret fra “hvad brygget mangler i bitterhed har anmelderen i overflod” – men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at læseren samvittighedsfuldt skal krediteres for sin hittepåsomhed.

Tak til Steen. Tak til alle læserne for at I holder ved. Tak til bryggerierne for at holde mig ud og tak til WordPress for at stille en platform til rådighed for mine udgydelser – også selvom ikke alle funktioner altid giver lige meget mening.

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme