Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – marts 2017

Handcrafted Pacific Ale, Stone & Wood Brewing Co. (Tre fra undersiden II)

2017-03-27 17.19.06Lidt på ondt …

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at jeg ikke magter øllene fra Lidl særlig længe ad gangen. Så jeg springer over hvor gærdet er lavest, og smager på nogle af de øl, jeg rent faktisk har nogle forventninger til i stedet. Der er jo de tre … vel, nu er der jo godt nok kun to (og om lidt én) – øl fra Australien, som min gode ven Joachim havde med sig hjem fra kontinentet underneden.

Denne er en pale ale – eller en stillehavsale, som bryggeriet åbenbart ynder at kalde den. Det skyldes – næppe overraskende – at bryggeriet ligger i New South Wales ud til den del af Stillehavet, hvorfra man ikke kan se Great Barrier Reef, der for et stykke tid siden blev samme skæbne til del, som for nylig ramte Chuck Berry, Peter Bastian og Jens Nauntofte.

Alle industrimagnaterne, der varmede atmosfæren så meget op, at det kunne ske, synes sikkert, at det var det hele værd … eller … nåhr nej – den globale opvarmning har jo intet med industriens udledning af CO2 at gøre – mener de vel.

Nå, men øllet … Det er lyst – ganske lyst faktisk – lettåget og med en hastigt vigende skumkrone, der sin korte levetid til trods kan beundres for sin cremethed over det lystigt brusende bryg. Duften er af en ganske særlig karakter. Man genkender lifligheden af citrus og grannåle, der både er udsøgt og pikant – men samtidig også uventet spinkel. Med i indtrykket hører også friskheden af det reneste vand, hvori kvaliteten af øllets bouquet nok glimrer ved sit niveau, mens man undres (og græder lidt) over at mængden – kvantiteten om man vil – slet ikke følger med.

Men det er jo ikke fordi brygget på nogen måde er en pine at drikke. Det er lige så friskt og vederkvægende som den noget tyndbenede bouquet mere end antyder – på godt, og ikke helt så meget på ondt, som man kunne frygte. Humlearomaen er nemlig intakt og af en nydelig kvalitet. Spæde grannåle blander sig elegant med pikant syrlighed af lime, og de danser aldrig så fint den yndigste ballet henover smagsløgene. Så let og blidt, at det knapt mærkes … og det ender også med at blive lige lovligt tyndt – og en smule kedeligt.

Australien er et meget varmt kontinent – og lige som alle andre steder i verden bliver det jo nok kun varmere som årene går. Derfor er det ikke spor overraskende, at det australske ølmarked er indrettet på at slukke tørsten samtidig med at man smager øllet. Smagen må altid vige for øllets tørstslukkende egenskaber – en supervederkvægende øl med overvældende smag er næppe mulig.

Man må ramme et sted midt imellem, og i betragtning af dette sigter Stone & Wood nu heller ikke  dårligt endda, selvom jeg personligt godt kunne have undværet lidt af tørstslukningen …

3-stjerner

Top-5-liste opdateret.

Flere gensyn …

Top-5-listen med det mundrette navn “Nydelige standardportere til rimelige priser” er netop blevet opdateret. Jeg ved ikke, om Kajs Ølblog har kolporteret en faktuel fejl, nemlig at Royal Unibrews Stout skulle være taget af markedet, eller om det rent faktisk har været tilfældet at dét bryg ikke har været i handlen en periode.

Uanset hvad er det i hvert fald tilbage – undertegnede har spottet det i Kvickly Frederiksberg så sent som i går. Jeg beklager forvirringen, de urigtige oplysninger, eller at jeg ikke har været hurtig nok til at opfatte at brygget er blevet relanceret.

Med på listen er også Marston’s Oyster Stout, som jeg til at begynde med ikke føjede til listen, fordi jeg ikke var klar over, at den rent faktisk er del af Faktas faste udvalg. Det har jeg inden for de sidste par uger konstateret at den var, og indset at den derfor manglede på listen.

Et par øl, der tidligere har prydet listen er nu skubbet ned blandt honorable mentions, mens en forældet omtale af Royal Stout er blevet kasseret. Sidstnævnte kan dog stadig læses, hvis man har lyst i den dertil oprettede brokkasse.

Så kan I se, hvad I skal have, næste gang I har lyst til mørkt øl sidst på måneden …

Perlenbacher Premium Pils, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet IV)

Bag tæppet af vand …2017-03-23 17.05.52

Hvis Lidl har sit eget tyske discountølbrand, så må det være Perlenbacher. Tre forskellige øl af mærket kan fås i den danske Lidl; denne pilsner, en stærk pilsner og en hvedeøl. Nej, mine forventninger er heller ikke høje, skal jeg lige love for.

Men hvad gør man ikke for sine læsere og verden i almindelighed? Med indlæggene i dette tema fuldbyrder jeg som bekendt et af målene med min blog – at være den der prøver alle de billige, kedelige, ligegyldige tidsspildebryg og efterfølgende aflægger udførlig rapport derom. Så kan læserne bruge deres tid og penge på noget andet, eller som minimum være advaret, hvis de alligevel vælger at prøve øllene med karakter nede omkring én stjerne.

Hvad er der at sige om Perlenbacher Premium Pils? Ja, den er i hvert fald netop det – en pilsner – måske mindre, men helt sikkert ikke meget mere, kan jeg allerede afsløre.

Som type er pilsneren ellers rigtig flot med sin korngule farve og sit kridhvide skum – en form der bare virker, selv når der er tale om noget nær det billigste, der kan købes for håndører. Brygget her fortjener flueben ud for hvert eneste af pilsnerens stereotype egenskaber og formår desuden at være en smule mere sprudlende i sin karbonering og følgelig lidt lystigere skummende end det allerkedeligste gennemsnit.

Imidlertid indgyder den visuelt godkendte indledning kun knuste drømme og forventninger om fortsættelsen. Brygget dufter stort set af ingenting – og i hvert fald langt mere af ingenting end af den svage halletauerhumle, som jeg gætter på må være typen, der ligger og græder derinde bag det kvælende tæppe af vand.

Og hvor er brygget dog også evigt tamt og ligegyldigt! Jeg magter dårligt nok at finde ironien, sarkasmen eller bare finurligheden frem, når jeg skal give udtryk for, hvor inderligt kedelig og overflødig denne vanderstatning tager sig ud. Nogle gange er øl så uvedkommende og karakterløse, at man bliver nødt til at tale rent ud af posen.

En småklæg mundfornemmelse, der ikke engang er synderligt behagelig, redder i første omgang brygget fra at blive forvekslet med postevand. Man må vente til eftersmagen (for sådan én har brygget trods alt) før humlen melder sig, og det gør den endda kun som et fjernt nødsskrig fra noget, der engang kunne have været rart – prægtigt måske endda – men nu kun er en skygge af sig selv.

Her på bagkant finder man den navnkundige tyske humle, der jo faktisk kan findes i ordentligt tysk pilsnerøl derude, men ak, hvor har Lidl og Frankfurter Brauhaus da virkelig gjort meget for, at den kun fjernt og afglanset kan spores i denne, indtil videre svageste discountøl fra dét supermarked.

1-stjerne

Karlens Påskebryg, Royal Unibrew (Én for holdet III)

2017-03-19 19.17.25Bedst det ikke smager …

I år falder påsken nogenlunde der hvor den skal – midt i april og ikke som man ser det nogle gange i slutningen af marts eller snublende nær begyndelsen af maj.

Ikke at kristendommens mest centrale højtid har den store bevågenhed herfra. Men børnene synes jo det er hyggeligt med chokoladeæggene og påskeharerne, og så kan man jo også benytte lejligheden til at fortælle, at det alt sammen har rod i hedenske forårsfester, der ikke har det fjerneste med kristendommen at gøre. Ja, i rettroende kristnes øjne er det vel en form for dæmon- og satandyrkelse, og selvom jeg teknisk set er ateist, ville jeg da være et endog nok så stort skarn, om ikke jeg undede mine børn lidt hedensk, satanisk og dybt ukristelig hygge fra tid til anden.

Ikke at der er så stor forskel på ukristelig og almindelig fredagshygge med slik bag flimmeren, men det er vel princippet i det, og tanken der tæller, eller sådan noget.

Og så er der jo også sæsonens øl – som jeg hermed tager fat på. Jeg kan roligt love, at det ikke bliver noget, jeg kommer til at gå særlig meget op i, for jeg mangler ærligt talt motivationen for at gå i dybden med dem. Kvalitet og variation når kun undtagelsesvis nævneværdige højder når det gælder påskebryg. Oftest er der tale om jævne pilsnere, der er boosted med ekstra alkohol, hvilket gør dem endog meget svære at skelne fra guldøllene, der som bekendt kan fås hele året.

Men denne fra Lidl skal nu prøves alligevel. Den er jo en del af mit tema om danske og tyske standardpilsnere fra det discountsupermarked. Og selvom denne måske ikke lige er en del af helårsudvalget, har jeg svært ved at tro andet, end at den nok dukker op hvert år på denne tid, og så er den om ikke andet stadig en del af det faste inventar.

At den er dansk hersker der ringe tvivl om. Den er tilsat majs, glukosesirup og ammonieret karamelfarvestof. Her er Reinheitsgebot noget, man printer ud på køkkenrulle og pudser næse i. Følgelig har brygget fået en dybgul, næsten rødlig kulør, ikke ulig morgenurinen efter en ordentlig druktur en lun forårsaften. Skumdannelsen svarer også nogenlunde dertil.

… uden yderligere sammenligning i øvrigt, og det er nok bedst, når man kommer til bouqueten. Den viser sig mest af alt at være fraværende på nær nogle små pip af fuselalkohol (og det tror pokker med den ekstra stivelse og sukker) og bøgetræ.

Brygget formår at prikke lidt i næsen ved indtagelse. Man mærker også snart en ikke ubehagelig smidig mundfornemmelse, som alligevel må skuffe lidt, da den tydeligvis er et resultat af de tilsatte sukkerstoffer. Selve smagen må man til gengæld lede længe efter. Der er lidt tilløb til harske hasselnøddder, der heldigvis overdøves af bryggets allestedsnærværende smag af ingenting.

Og sådan forbliver det; en i grunden ufin harskhed repræenterer aromaen, der imidlertid forbliver så svag, at det aldrig bliver en pine. Selv hvis man laver øvelser, som fx at trække luft ind, eller lade brygget skvulpe lidt ekstra rundt mellem mundens organer, lykkes det aldrig at aftvinge mere end en antydningsvis aroma.

Og det er nok også bedst. For hvis dette bryg smagte igennem, ville det bare smage grimt.

Lige nu smager det egentlig hverken grimmere eller kønnere end de andre bryg i temaet indtil videre. Den smager egentlig bare af lige så lidt.

1-stjerne

Irish Stout, Thisted Bryghus

2017-03-18 18.21.56Mere irsk end irerne …

Jeg tager lige en enkelt uden for nummer – eller i hvert fald uden for tema. En øl købt i Netto Hvalsø, fordi de lige havde den, uden at der var nogen anden anledning, end at jeg ikke havde prøvet den endnu.

Nu var det jo også den irske appropriationsdag (bedre kendt som St. Patrick’s Day) her i fredags, hvor alle i hele verden forvandles til irere idet de drikker sig pissefulde i Guinness, Jameson Whisky og Irish Coffee, mens de skaber sig åndsvagt og tager en masse fjollet tøj på – gerne noget med store hatte i skriggrønne farver …

… som jeg i øvrigt aldrig så udover i skrammelshops henvendt til turister, da jeg selv boede i Irland tilbage i 2012. Ja ja, det er venligt ment – ligesom blackface, bastskørt, hårpisk, sombrero og alle de andre åh så morsomme rekvisitter den hvide priviligerede mand (primært) reproducerer sine fordomme ved hjælp af. Nej, seriøst – hvis du mener det der med at være irsk ærligt, så prøv noget med lidt substans – lær at spille musikken på fløjte, violin eller sækkepibe, sæt dig ind i historien, læs noget James Joyce eller lær sproget. Ikke alene kan du være med til at redde det fra uddøen, men hvis du lærer at beherske det, vil du allerede være mere irsk end rigtig mange irere (der ikke gider). Og der findes aldeles udmærkede ressourcer til formålet, så det er bare at komme i gang.

Men én ting, irerne i denne bloggers øjne ikke behersker særlig godt, er ølbrygnig. Enhver brygger, der benævner et af sine bryg ‘Irish’ har enten aldrig været i Irland, eller gik i en endda særdeles stor bue om de lokale bryg, da han/hun/den/det frekventerede den grønne ø mod vest.
Ikke at det er udrikkeligt, det lokale irske sprøjt. Det er såmænd bare jævnt kedeligt, og i hvert fald ikke noget *jeg* ville reklamere med, hvis jeg skulle finde på et navn til et bryg.

Thisted vover alligevel pelsen, og det er måske slet ikke så værst alligevel. Husk, at vi har med ‘årets bryggeri’ at gøre for andet år i træk. De formår endda at brygge øl efter belgiske forbilleder, som jeg normalt ikke kan med på en måde, så jeg faktisk kan alligevel.

Det første duftindtryk er dog – i analogi til irsktalende ikke-irere – også næsten mere irsk end de irske øl, for  tynde var de rigtige irske øl trods alt ikke. Bag et tykt, kvælende tæppe af vand, mærker man den fjerneste antydning af chokolade. Vag og uinteressant sødme – og så endda fortyndet i en grad, så tissetrangen allerede melder sig – næppe velvarslende.

Det ser ellers kønt ud, det dybrøde bryg under den lystbrune vattot. Ja – brygget er fuldt gennemskinneligt men trods alt tæt nok til, at det kun lader langbølget lys slippe igennem.

Men også bryggets ydre er kun en pause i en oplevelse, hvis forbindelse til Irland mest af alt synes at have med det velkendte våde vejr at gøre. For brygget viser sig at være lige så tyndt og mere til, som den svage duft lod antyde. Masser af vand, vandig fylde, vandig finish, og så en ligegyldig opløsning af noget uengageret lakrids og lemfældigt tilsat pulverkaffe.

Og der skvulper det så ugideligt rundt i mundhulen, og gider ikke rigtig smage af noget. Oven i købet virker de vage aromaer underligt ujævnt og pulveragtigt fordelt i brygget – stundom smager det, og i næste øjeblik er smagen væk. Hvis man er heldig dukker der lidt smag op et andet sted i mundhulen, men for det meste sker det ikke.

Det kan Thisted Bryghus gøre meget bedre.

1-en-halv-stjerne

Nobelaner Premium Pils, Frankfurter Brauhaus (?) (Én for holdet II)

2017-03-17 19.02.38Pas …

Jeg må jo se, om jeg kan holde temaerne lidt adskilte, selvom indlæggene vil komme lidt hulter ti bulter. Jeg tror egentlig ikke, det bliver nogen større udfordring for undertegnede, spørgsmålet er snarere om læserne bliver forvirrede.

I denne omgang er jeg i hvert fald tilbage ved Lidls øludvalg og anmelder i dag en Nobelaner Premium Pils – en øl, jeg gætter på har været i Lidls faste udvalg i årtier. Jeg husker den i hvert fald tilbage fra min tid i Århus Vest. Jeg vil ikke engang udelukke, at den var iblandt øludvalget til mit bryllup tilbage i 2009. Vi havde ryddet den lokale Lidl for billigt sprøjt i den anledning.

Hvilket bryggeri, der står bag, er til gengæld ikke nemt at blive klog på. På flere anmeldelseshjemmesider – inklusive RateBeer angives bryggeriet som ukendt, mens man på andre – som fx danske goodbeer blot konstaterer, at brygget er produceret for Lidl. Andre steder angives Lidl simpelt hen som bryggeriet af dem der ikke gider google grundigere, men det er jo ikke engang fordi mere ihærdig søgen let bringer én frem til det rigtige resultat.

Meget tyder dog på, at det er brygget af Frankfurter Brauhaus. Anmeldelseshjemmesiden beergraphs angiver dette ligesom Untappd, og kigger man i moderselskabet TCB Beverages’ katalog finder man da også flere fra Lidls faste udvalg – bl.a. Perlenbacher, som vi vender tilbage til senere i temaet.

Så Frankfurter Brauhaus er det kvalificerede gæt. I grunden er det beskæmmende, at det skal være så svært at finde ud af, hvor øllet i det hele taget kommer fra. Hvad skulle motivationen være for at skjule det? Vil bryggeriet ikke kendes ved discountsupermarkedet, men gerne ved salget til samme? Eller er det supermarkedet, der ikke vil kendes ved bryggeriet? Og i begge tilfælde – hvorfor!?

Svaret blæser i vinden over Oder-floden, mens jeg selv ca. 1.000 km længere nordpå forsøger at finde en fix vinkel at kommme ind på anmeldelsen oven på al den futile spekulation.

Jeg springer direkte ud i det. Det korngule, hvidtskummende bryg dufter uengageret af fusel og ufarlig halletauerhumle – klart mest af fusel, men i grunden ikke særlig meget af nogen af delene.

Det smager heller ikke særlig meget af nogen af delene. Det er vitterlig et letdrikkeligt bryg – en rigtig bællebajer, en tylleøl over en hals samt selve manifestationen af det billige discountsprøjts væsen. Den sparsomme aroma præges af vagt korn, lidt syre ved tungesider og gummer, samt en metallisk finish som eftersmag.

Det er på den ene side en lidt skarpere pilsner end Karlens-pilsneren i kraft af syrligheden og det metalliske islæt. Til gengæld er den også mindre fyldig, men næppe mærkbart tyndere, da man på dette niveau er så meget nede i marginalerne, at eventuelle forskelle alt for nemt udvandes til ukendelighed. Ikke mindst fordi en yderligere fortynding af disse bryg ville gøre dem umulige at skelne fra postevand.

Så hvem vinder? Tysk eller dansk industridiscountpilsner? Nobelaner har en kende mere kant og karakter, mens Karlsens har en smule mere fylde og velsmag – men når både kant og karakter, samt fylde og velsmag er i kvanta, der er svære at få øje på med elektronmikroskop er en redelig vurdering af, hvilket bryg der er mindst ringe en virkelig udfordring.

Jeg vælger den nemme udvej og melder pas med samme karakter som sidst.

1-stjerne

Pale Ale, Pirate Life Brewing (Tre fra undersiden I)

2017-03-17 17.51.56Godt begyndt …

Jeg kan mærke, at det fungerer godt, når jeg skriver i temaer. Der kommer en rød tråd i indlæggene i stedet for at anmeldelserne blot bliver løsrevne øjebliksbilleder uden særlig relevans for hinanden. Så det tror jeg, jeg vil gøre noget mere fremover. Det er dog ikke alle temaer, som jeg vil præsentere i en særskilt indledning. Det kommer an på, hvor omfattende temaet er, og om konceptet er spændende og komplekst nok til det.

Det synes jeg ikke det er i dette tilfælde. Historien er den simple, at en af mine venner fra gode gamle dage ved navn Joachim har været en tur i Australien og besøge en anden af mine gamle venner fra gamle dage ved navn Simon. Det blev vist en relativt våd tur, kunne jeg forstå – en af de udbredte fordomme om australiere er som bekendt, at de nærmest drikker øl til alt. Men den blev alligevel ikke vådere, end at Joachim fik tre øl med hele den lange vej hjem, så jeg kunne få æren af at skrive et par linjer om dem her på bloggen.

Tusind tak for det til Joachim og Simon. Indtil videre er det eneste bryg, jeg har prøvet fra Australien et samarbejdsbryg med Amager Bryghus – og det er jo ikke helt det samme som at prøve ét, der er Australisk fra yderst til inderst … hvis vi ser bort fra importerede råvarer selvfølgelig …

Denne øl skulle være Joachims favoritbryg dernede fra. Der er også ordentlig gang i mikrobrygtrenden dernede på undersiden (som i øvrigt ikke er en underside, eftersom retningerne Nord og Syd er arbitrært valgte – men det er jo alligevel det, man kalder det) hvor hovedvægten, ifølge hvad Joachim kunne opfatte på den relativt korte tur (én uge) ligger på lyse typer som pale ale og IPA.

Denne pale ale er kobberfarvet, kun svagt tåget med gyldent, fast skum, der til gengæld aldrig stiger problematisk højt i glasset. En lækker lille feature ved emballagen er, at hele brygprocessen er beskrevet på dåsekanten – herunder hvilke humler, der er brugt og man mærker tydeligt både cascade og mosaic-humlerne i bouqueten med deres karakter af spæde grannåle og grapefrugtsyrlighed.

Smagen er på den ene side ren, klassisk og lige-ud-ad-landevejen … men sikke en landevej! En virtuel sightseeing i australsk brygkunst breder sig ud til alle sider, som kun den australske outback kan gøre det (og her risikerer man ikke engang at blive overfaldet af et farligt – og formentlig også dødeligt giftigt – dyr). Den bitterfriske humle stikker lystigt med noter af gran og fennikel, ledsaget af grapefriskhed. Oplevelsen fungerer bare hver gang. Især når den leveres så autentisk dugfrisk og stærkt som her.

Stærkt er nøgleordet – for langt kraftigere aromaer er jeg tit stødt på. Voldsommere, mere overvældende aromaer. Dette bryg synes, skønt fyldigt, ganske let i sin finish. Ud over gran og grape næsten svælger brygget af øllets umami – den udefinérlige velsmag, som man bare genkender, når man mærker den, men som ikke lader sig beskrive.

Mit møde med rigtigt australsk bryg kunne dårligt være startet bedre.

5-stjerner

Criminally Bad Elf, Ridgeway Brewing

2017-03-14 20.55.58… og så på tilbud!

Ja, nu er det jo ikke ligefrem julen, der banker på døren. Det gør til gengæld påsken og foråret og det i en grad så jeg har smidt den store vinterjakke, og iført mig den oksehud, der de sidste mere end ti år har beskyttet mig mod det tidlige forårs, sommerens og efterårets vejrlig.

Omslaget i årstid og festsæson betyder imidlertid også, at diverse ølbutikker har slagtilbud på julebryg. Således også Toft Vin på Islands Brygge, hvor jeg fandt brygget her til nedsat pris. En barley wine er en barley wine, uanset om der står jul, kristmesse eller noget helt tredje på den – og jeg kan godt lide barley wine, især til nedsat pris, så med hjem kom den.

Af en barley wine at være bruser den overraskende meget. Et fint lag af fnugget skum bliver faktisk hængende et stykke tid efter skænkning, hvor små perlekæder af fine bobler endda kan ses i det tågede, orangebrune bryg.

Duften byder fra starten på en lidt uventet syrlig kant. Barley wine er gerne kornet og maltet, og om ikke nødvendigvis voldsomt sødt, så alligevel sjældent ovre i en ph på under 7. Bouqueten har især karakter af egetræ med et indslag af en lidt mere tilbagelænet hallertauerimpression.

Brygget gå lige i næsen så snart det er inden for læberne. I sandhed en sprudlende barley wine. Egeimpressionen fortsætter ufortrødent med stikkende velsmag oven i den for typen sædvanlige kraftige fylde af malt og alkohol. Det hårde løvtræ blander sig aldrig så nydeligt med milde, krydrede indslag af allehånde og koriander. Den krydrede og – ja, de bliver man nødt til at kalde det – alkoholiske karakter brænder som frisk eukalyptus i brystkassen, efter at brygget har forladt mundhulen via den lodrette udgang. Det er ikke tit, at man prøver et bryg, der smager af så meget, så mange andre steder i munden efter at det er nedsvælget.

Derfor er det også et bryg, man kan give sig god tid med. Der er rigeligt smag i hver lille mundfuld – en rigtig hygge- og helaftensøl. Selv i en uanselig 0,355 l.-emballage.

Det kan godt være, at nissen er en værre én …

Men øllet fejler ingenting. Slet ingenting.

5-stjerner

Karlens Pilsner, Royal Unibrew (?) (Én for holdet I)

2017-03-13 17.25.27Ikke spor morsomt …

Det er ved at være længe siden, jeg sidst anmeldte en rigtig kedelig og ligegyldig industripilsner. Det tætteste jeg kommer på i år, er Vestfyens Kellerpils, der måske nok kvalificerer sig som industriel, men ingenlunde ligegyldig dens overraskende kvalitet taget i betragtning.

Og det er jo faktisk lidt ærgerligt. For en af ambitionerne med min blog var – og er for så vidt stadig – at være forbrugernes talerør, og som sådan også, eller måske endda især, at anmelde alt det billige industrisprøjt, der også er derude.

Som sagt så gjort med denne pilsner i det nye tema ‘Én for holdet’ – med billige øl fra det tyske discountsupermarked Lidl. Dagens øl er nu ikke tysk, men pæredansk (og hvorfor pærer nu skal opfattes som særlig danske, står for denne blogger hen i det uvisse. Spørg Martin Henriksen, eller andre for hvem det danske er så helvedes vigtigt. Apropos Martin Henriksen – ville det i øvrigt ikke være meget mere passende med et stort æble i sylten på ham, end en pære?) og brygget af Royal Unibrew. Sidst jeg anmeldte en Karlens-øl (den hidtil eneste) kom jeg frem til, at Carlsberg stod bag. Men måske tog jeg fejl dengang – eller også er bryggeriet skiftet i mellemtiden. Jeg ved det ikke, men jeg ved til gengæld, at discountmærkerne brygges på licens hos forskellige bryggerier på skift, hvorfor de over tid kan svinge temmelig meget i karakter.

Denne øl stikker ikke ud i forhold til sine industrielle discountfæller. Klart korngul i løden, lystigt kridhvidt skummende og med kun en diffus duft – her af humle, der måske nok er fyldigere og en kende mere cremet, end man som mainstreamtilsværger er vant til, men stadig meget langt fra en håndbrygget pilsner fra en mikroaktør.

Initialt er brygget til gengæld smagsløst – det eneste man kan glæde sig over er den småkække karbonering. En let sukkerlage sætter ind cirka trekvartvejs over tungen, hvorefter brygget så småt klinger over i noget poleret løvtræ, tilsat et par dråber fuselalkohol.

I forhold til pilsnere, hvor bryggerne faktisk gør noget ud af det, kommer dette bryg meget nærmere noget, der kommer ud af vandhanen, snarere end tappehanen. Først efter at have draget denne konklusion opdagede jeg Karlens-mærkets slogan på dåsens kant “Karlens Pilsner …gør det hele lidt sjovere”.

Hvad det morsomme består I er mig en kæmpe gåde. Det eneste, der er at grine ad, er at det slogan er at læse på en  kedelig øl.

Og latteren er hverken lystig, munter eller amusant. Den er kun skinger, hånlig og fingerpegende.

1-stjerne

Øl fra Lidl eller Én for holdet – Indledning

I en større sags tjeneste …

Det hænder, at en af mine facebook-venner, der deler skæbne med min far, vrissent lader sit mishag lyde, når jeg deler mine blogopslag på fjæsen. Skæbnefællesskabet består i at være født og opvokset i Tyskland, for så senere at flytte til Danmark og leve sit liv. Min facebook-ven – som jeg har valgt at anonymisere, da jeg ikke har aftalt at skrive disse linjer om ham – har svært ved at forliges med nogle ting herhjemme. Den provinsielle mentalitet, der er typisk for lilleputstater – og her er jeg selv all in. Madkulturen, han brøds sig ikke om danske pølser eller leverpostej – og deri kan undertegnede skam også godt følge ham. Han længes efter ordentlig tysk skinke og sauerkraut – mens al sauerkraut i denne bloggers øjne burde indkapsles sammen med atomreaktoren ved Tjernobyl, men det er jo nok bare mig …

Og dansk øl – det er godt nok noget værre noget i hans øjne. Dansk øl er tyndt, dansk øl er beskidt, dansk øl er bare elendigt. Tysk øl, derimod. Det er fantastisk, det er rent, det er vidunderligt …

Vel, nu har jeg været en tur i supermarkedet Lidl i Brønshøj for at prøve påstanden af. Jeg har taget en samling af det faste inventar med til efterfølgende afprøvning. Noget af det er fra Danmark, og noget af det er fra Tyskland – så får vi se, hvor meget bedre det tyske øl i Lidl er end det danske, og hvor meget bedre Lidls tyske øl er, end andre underlødige danske bryggeriers bryg – i flæng nævner jeg Thisted Bryghus, Amager Bryghus, Kongebryg og Mikkeller som nogle af de elendige, dilletantiske amatørnisser, der med næsten 100% sikkerhed vil se sig slået i løbet af en halv planck-tid af Lidl-supermarkedets svært overlegne udvalg …

… eller måske ikke.

Jeg vakler mellem at kalde temaet ‘Øl fra Lidl’ eller ‘Én for holdet’. For hvis jeg nu for et øjeblik smider sarkasmen overbord, har jeg svært ved at tro andet, end at oplevelsen i bedste fald vil være en kombination af at åbne vandhanen og stikke hovedet ud ad vinduet. Derfor forestiller jeg mig også temaet som en service først og fremmest for læserne – når nu jeg spilder min kostbare tid på at afprøve ligegyldigt industrisprøjt en masse, kan læserne nøjes med anmeldelserne, spare tid og penge samt skåne deres smagsløg. Mon ikke temaet ender med at kommet til at hedde ‘Én for holdet’?

Til gengæld magter jeg nok ikke kun at prøve ligegyldige industrielt sprøjt fra Lidl de næste mange anmeldelser frem. Så temaet bliver ikke sammenhængende. Til gengæld vil det selvfølgelig blive behørigt markeret, når jeg skriver en anmeldelse i temaet.

De indsamlede øl er:

Førhen har jeg kun anmeldt to øl fra Lidl, og kun den ene af dem var fra en Lidl her i Danmark, nemlig Karlens Classic. Den vil ikke blive anmeldt igen.

Vel mødt til det nye tema. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at fryden ved anmeldelserne vil blive større end nydelsen ved øllet.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme