Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – februar 2017

Granny With a Gun, Amager Bryghus/Edge Brewing Project (Gode øl med Allan I)

Always with the storytelling …2017-02-24 19.25.47

Aftenen startede med, at Allan skulle prøve verdens bedste øl (i mine øjne i hvert fald). Det var i øvrigt Martin Guldhammer, der kort før nytår havde bragt dem til min dør, og de havde hygget sig i mit køleskab siden. Sådan kan man faktisk godt holde en IPA frisk i et stykke tid.

Allan var ligesom jeg selv ganske begejstret. Det er også svært at være andet for den øl, og nu var det så tid at prøvesmage den første øl, han havde taget med. Valget faldt naturligt på en IPA – en lidt mildere i karakteren, som det ville være nemmere at skifte videre fra senere, når nogle rigtig voldsomme stouts ville være på programmet.

Storytellingen, som Amager Bryghus altid er gode til, får heller ikke for lidt. Brygget er angiveligt inspireret af beboeren Bonnie Ramsbotton fra Melbourne-forstaden ‘Sunshine’, der tog en aldeles smertefuld hævn over nogle lokale bøller, der på grufuld og grotesk vis havde mishandlet hendes hundehvalp til døde. De lokale skulle angiveligt have ønsket at hylde hende med en statue ved navn “Granny With a Gun” … intet af historien lader sig dog lige sådan bekræfte fra anden kant. Selvom der ganske rigtigt findes en forstad i Melbourne ved navn Sunshine, omtales den gode Bonnie Ramsbotton tilsyneladende kun på ølhjemmesider, der henviser til nærværende bryg.

Men okay – jeg har heller ikke googlet det voldsomt meget.

Brygget er et samarbejdsprojekt med australske Edge Brewing Project. Dermed bliver denne øl – skønt den også er dansk – faktisk den første australske øl, jeg prøver. Der er da også tale om en Australian-style IPA. Jeg vil tro, at Allan refererede fra release-seancen, da han fortalte, at den skulle være brygget primært på australske humler, der er ret sjældne (men heller ikke det har jeg kunnet be- (eller for den sags skyld afkræfte) ved at Google). En rerun af dette bryg skal man derfor nok kigge langt efter.

Det er et ganske lyst bryg – citrongult og kun svagt, kridhvidt skummende. Ovenpå den foregående humlebombe tog vi os næsten i at være uimponerede over bryggets noget smalle bouquet. Brygget fortjener dog kun positiv kritik for duften, der indrømmet ikke er nogen næsestyver, men til gengæld én, der ved præcis hvad den vil. Lette grannoter blander sig med milde citroner og en sød kant, der bedst sammenlignes med klassiske, engelske Bassets-vingummier.

Smagen er også spinkel – og igen uden at den af den grund mangler karakter eller på anden vis nødvendige velbehageligheder. Friske, spæde og smatidig knastørre og skarpe grannåle ridser lange flænger i tungen, så den åbnes for den fineste krydrede smag af lyst træ og syrénessens. Brygget ved præcis hvad det vil smage af. Det rendyrker én udvalgt humlesmag, som den efterfølgende rendyrker og næsten skamrider demonstrativt. “Se hvor lidt jeg kan smage af, samtidig med at jeg smager som en million”.

Antydningsvis slutter brygget af med en alkoholisk bananessens som den man (eller jeg i hvert fald) ikke kan fordrage fra Belgiske Blondes. Men her giver netop den antydning en afsluttende fylde og sødme, der fuldender oplevelsen.

Selv når dette bryg smager grimt, smager det godt, også selvom det vover ikke at smage af voldsomt meget.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

5-stjerner

Gode øl med Allan – Indledning

2017-02-26 12.36.26Sku’ gammelt venskab …

I fredags havde jeg en gammel ven ved navn Allan på besøg. Jeg kender ham fra Fremad Amagers tribuner, hvor vi i fællesskab har råbt og skreget i fuldskab, subsidiært stået og kedet os bravt, men altid hygget os i selskab med hinanden – og alle de andre amagerkanske fans af det lokale fodboldhold.

Der var selvfølgelig gode øl på bordet. Besøget var ansporet af en snak, jeg havde haft med ham på fjæsen om, at han havde været til ølrelease på Amager Bryghus, og havde forsynet sig med de gode nye bryg. Der gik ikke længe før vi havde aftalt at mødes. Jeg lå jo inde med to ‘Focal Bangers’ fra the Alchemist, så det passede jo så nydeligt, at han kunne få lov at smage det, jeg mener er den bedste øl i hele verden, mod at han gav et par af sine nyindkøbte nyskabelser.

Focal Banger har jeg jo for længst anmeldt, så de næste par anmeldelser kommer til at bære præg af … ja, de vil sådan set udelukkende handle om øl fra Amager Bryghus. Det passer jo så nydeligt ind i det øvrige tema – en ven fra Amager, Fremad Amager (selvom Amager Bryghus godt nok ligger i Tårnby-territorium) men der er altså ikke tale om en sponsoreret kavalkade eller noget i den retning, om man skulle få mistanken.

Ølseancen betyder desuden endnu en reprise af det hyppigt tilbagevendende fænomen her på bloggen: Hængepartiet. Jeg har nu fire, kan jeg godt afsløre, fremragende øl i kø til anmeldelse … jeg må hellere komme i gang, før jeg glemmer, hvordan de var, for mine noter – de blev godt nok ikke mere læselige som aftenen skred frem.

De nye øl, der var på programmet var:

Vel mødt til anmeldelserne snarest.

Jack & Beer, Thisted Bryghus

2017-02-21 18.36.01Fordi man kan …

Jeg har jo her på det sidste været en smule bagud med anmeldelserne. Igen har der været stressende ting inde over mit liv, der har drænet og gjort, at jeg bare ikke har kunnet lægge de kræfter i bloggen jeg gerne ville. Men med denne anmeldelse er jeg foreløbig på højde med anmelderiet igen, ligesom jeg netop har sat et foreløbigt punktum i en af de stressende sager. Så nu tegner det hele atter en smule lysere – og det tror pokker med det vejr vi har i skrivende stund: Højt solskinsvejr over et snedækket landskab. Så kunne den vinter omsider få nosset sig sammen til at ankomme.

Men det er jo dage siden, jeg prøvede denne øl. Så det var ikke engang fordi, jeg på det tidspunkt havde et voldsomt behov for at varme mig ved Thisted Bryghus’ brændevinsstenøl og dens rare whiskyessens. Men derfor var den nu et dejligt bekendtskab alligevel.

Det er ikke første gang Thisted Bryghus laver stenøl. Den tidligere brygmester Brian Sørensen stod bag flere, og hvor var jeg i den forbindelse ude efter ham for at han tilsatte sine bryg sulfitter. Det glæder mig derfor ikke så lidt at konstatere, at den nu ikke længere så nye brygmester Antoni Aagaard ikke gør det. Men hans bryggeri er nok ikke blevet kåret som ‘årets’ for andet år i træk helt uden grund.

Brygget her er ifølge bagetiketten ‘tilsat ægte amerikansk Bourbon Whiskey og langtidslagret i 3 måneder på egetræ og med endnu flere karamelliserede lavasten’ … hvordan lavastenene lige er blevet karamelliseret må vi nok spørge bryggeriet om – men bortset fra det, lyder det jo ganske interessant.

Det råhvide skum knitrer lystigt ved skænkning. Brygget ligner mest af alt en classic og det er heller ikke i duften, man mærker det højt besungne whiskyindslag. Til gengæld bydes der på ligefrem og ukompliceret bouquet af mørk malt og sød humle, som man kender fra den bayerske lager-øl.

Bayer- og wienerkarakteren fortsætter i smagen, hvor velmaltet classic og lyse, lette karamelaromaer glimrer ved deres nærvær. Tilsat dette er whiskeysmagen – nej, der er ikke tale om whiskeyaroma eller whiskeyessens … ej heller er whiskeysmagen iblandet, endsige forenet med – den er tilsat.

For det egentlig velgørende, men også noget anmassende whiskeyislæt blander sig ingenlunde elegant, eller bare behændigt, med bryggets øvrige karakter. Det forbliver sammensat – en øl med whiskey i – frem for at være en forening af de to. Brygget ender med at fremstå som noget man har brygget mere fordi man kan og ikke så meget for at brygge noget, der er sådan rigtig godt.

3-en-halv-stjerne

Miami Vice, Ugly Duck/Indslev

Foreløbigt højdepunkt …2017-02-20 18.21.43

Som jeg løftede lidt af sløret for i sidste indlæg, er der en række øl klar til anmeldelse fra Toft Vin på Islands brygge. Forleden aften var der så god mad på bordet, at jeg valgte at tage hul på den lille samling, også selvom der stadig var rigeligt med bryg til overs fra de lokale supermarkeder.

Konceptet bag øllet er der næppe tvivl om – i hvert fald ikke hvis man var barn som jeg i firserne … eller for den sags skyld hvis man var ung, midaldrende eller gammel – for vi sad jo alle klinet til skærmen fredag aften (tror jeg nok det var) i det årti, da der kun var én TV-kanal og før der var noget der hed Disney Sjov (dengang hed det “Så er der Tegnefilm” – til gengæld var det også tilrettelagt af den legendariske Jakob Stegelmann, men det er en anden historie) … Ja, det var vel næsten ugens højdepunkt at se Don Johnson og Philip Michael Thomas tone frem på skærmen for at levere 50 minutters godt TV. Amerikansk Action-Drama for fuld udblæsning …

Ugly Duck/Indslev kalder på bagetiketten serien for “The greatest TV show ever made in the history of television”. Det ved vi selvfølgelig godt ikke passer – for det er jo selvfølgelig den britiske sitcom “The Young Ones”. Den er endda en tak ældre end Miami Vice, så producer Michael Mann havde ellers chancen for rent faktisk at gøre sin serie bedre, men missede altså chancen, ikke desto mindre.

Serien er fra længe før mikrobrygrevolutionen slog igennem i USA, så dengang var det vist de færreste der vidste, hvad en pale ale var. Det foretrukne bryg i Florida i de år var formentlig den samme slatne industripilsner, som danskerne i disse år hælder i sig, når der er SuperBowl. I brygget her er der fra første færd andet – og navnlig bedre egenskaber – at glæde sig over. Et uigennemsigtigt, næsten plumret bryg – dyborange, som en overmoden appelsin – fremstår i glasset. At skummet faktisk er ganske afdæmpet og uanseligt hvidt overrasker i forhold til bryggets fuldfede karakter. Udover det visuelle buldrer duften derudaf i al sin vælde med skarp humle – bidske grannåle, garneret med både citron og grape.

Man skulle næsten tro, det ikke bare var en pale ale, man sad med, men en IPA. Og det indtryk fortsætter, når glasset sættes for munden: Brygget leverer en velplaceret humlebombe lige i snotten – lidt som jeg forestiller mig det må føles at sniffe grannåle (det er ret dumt at sniffe grannåle, tror jeg, så jeg anbefaler alle, der overvejer det at lade være – prøv denne øl i stedet). Ud over en gedigen næsestyver byder brygget også på skarp bitterhed af friskskåret nåletræ i hele kæften – tunge, gane og svælg.

Og ekstranummeret fuldender oplevelsen. Under tunge og ved gummerne bagtil mærkes i modsætning til den hidsige humle, liflig, forfriskende essens af bergamot og grape samt friske og sarte fyrre- gran- og lærkenåle.

Alt sammen til en betragtelig pris – for kvalitet koster, men uden at man går plørefuld fra bordet. Brygget indeholder kun 4,7% – altså tæt på almindelig pilsnerstyrke, og det er også imponerende i betragtning af bryggets øvrige magt og vælde. Helt uden tvivl det bedste bryg i år indtil videre.

5-en-halv-stjerne

Brügge, Thisted Bryghus

2017-02-19 14.59.08Skarp karakter …

Næppe har røgen lagt sig i Bowling Green, Kentucky, før også Sverige bliver truffet af et fiktivt terrorangreb. Det er ganske vist, at det er alternative fakta. Vi lever så sandelig i interessante tider, og det er nok kun et spørgsmål om tid før vi selv bliver ramt.

Jeg er krøbet i flyverskjul med en flok gode øl. Der er lidt til overs fra Fakta, og så er der købt nyt ind fra min gamle ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge. Mit forsikringsselskab – som jeg ikke ser nogen grund til at gøre reklame for her (med andre ord, I får ikke at vide hvem det er) var så søde at sende mig et supergavekort til gengæld for, at jeg svarede på nogle spørgsmål online. Det var ikke svært at beslutte sig til, hvad pengene skulle bruges til.

Så mens papirbomberne itusprænger trumpisternes luftkasteller til tomme tønders buldren så kraftig, at den alternative virkelighed slår revner, finder jeg fred bag computerskærmen, hvor jeg på behørig afstand kan lade mig amusere … for ikke at sige grine hånligt og pege fingre ad den mest uduelige parodi på en karikatur af en amerikansk ledelse, denne verden har set siden … siden … 1786 – er jeg ret sikker på. Og den hyggefølelse det skaber at følge med i det cirkus, bliver jo ikke ringere af at blive ledsaget af en øl.

Men er det godt øl? Thisted Bryghus har i øjeblikket to belgiske øl på programmet. Den første, en saison ved navn ‘Gent‘, var en fornøjelse, mens jeg på forhånd er mere skeptisk over for denne blonde. Belgierne har det gerne med at fremelske estere i netop deres blondes, så øllene dels får en tilsigtet skæv smag, dels giver mere hovedpine dagen efter. Isoamyl Acetat er nok den mest kendte af dem – det er den, der får øllet til at smage af banan.

Men prøves skal øllet selvfølgelig uanset mine erfaringer og fordomme. Brygget er lettåget, mørkt gult og frejdigt skummende – så længe det varer indtil det er afbruset. Bouqueten lægger sig i det sur-søde hjørne med noter af hyldeblomst, lime og grønne æbler.

Derfor overraskes man – positivt – når glasset sættes for læberne, og man mærker den lifligste smag af tung, bitter humle i det letflydende, flødefyldige bryg. Friske hasselnødder masserer kærligt hele tungen, gummer og mandler, og det bliver de ved med, også selvom brygget for længst har nået halsen, og nu brænder kækt og lifligt i maven.

Alkoholprocenten på 7,5 yder mere end rigeligt fylde til hele mundhulen, og her finder man også bryggets belgiske islæt. Selvom spiritusfylden er svøbt ind i den milde nøddebitterhed, melder en skarp syrlighed af umoden banan sig. På ingen måde beskæmmende, nota bene. Skarpheden yder kun karakter og kontur i en oplevelse, der truede med næsten at blive lidt for bekvem.

Tak til Thisted Bryghus for en både autentisk, velkomponeret og formfuldendt øloplevelse. Jeg tror faktisk også, at jeg omsider har knækket koden til de belgiske blondes – jeg har fundet ud af, hvad der skal til, for at jeg rent faktisk kan lide dem:

De belgiske blondes skal såmænd bare være brygget af nogen, der ikke er belgiere.

4-en-halv-stjerne

Imperial Stout, Midtfyns Bryghus

2017-02-17 17.59.42Lakrids, lakrids, lakrids …

Denne her har fået lov at stå og hvile lidt. Det må stouts gerne. Jeg købte den tilbage i november måned lige før min fødselsdag, oprindeligt tænkt som en del af programmet til den ølsmagning, jeg holdt for mine nære venner i den oplagte anledning. Forinden må den også have stået en rum tid, for den var nedsat til en flad tyver.

Vi fik også smagt den hin aften, men det skete oven på samme bryggeris Rough Snuff, der øjeblikkeligt måtte gensmages – og så nåede aldrig til at sige noget begavet om nærværende bryg.

Men nu skulle det så være. Brygget lever visuelt fuld op til forventningerne man vil have til typen. Det er aldeles tæt og kulsort med skum som kogende karamelmasse oven på. Viskositeten er også tilfredsstillende tyk. Lakrids udgør bryggets primære olfaktoriske udtryk. På dette tidspunkt i afprøvningen forekommer lakridsen dog ikke så markant, at man ud fra duften ville kunne artsbestemme det mørke rodudtræk.

Det ændrer sig i smagen, hvor den viser sig fyldig og varm, som den nænsomt sødede finske type. Som brygget langsomt kravler gennem munden og rammer bagtunge og gane, skifter den karakter til en mere bidsk engelsk type, der også formår at brænde på vej ned gennem spiserøret og i brystet.

Efterklangen er til gengæld anderledes venlig med autentisk smag af lakridsrod. Det er næsten som at komme i en slikbutik fra det 19. århundrede, alternativt en hipsterlakridsshop på Vesterbro indeværende måned.

Og selvom brygget byder på flere slags lakrids – den søde, den stærke og den friske som man suger ud af den tyggede rod, så kammer det aldrig over … hvis man altså kan lide lakrids, forstås. Aromaen bliver aldrig kvalm, eller på anden måde for meget. Lakridskvantiteten er ganske nøje afstemt, så ingen missmage opstår – som fx den alt for velkendte ’støvede’ smag af lakridspulver, som optræder når brygget har fået lidt for meget – af det, der nu giver lakridssmagen …

… som i dette tilfælde ikke er tilsat lakrids. Det er en ekstra fjer i hatten på bryggeriet, der formår at fremkalde det intense og autentisk lækre lakridsindtryk helt uden at tilsætte så meget som et gram af det.

Det er brygkunst.

5-stjerner

Gent Mørk Saison, Thisted Bryghus

2017-02-15 17.38.23Det fungerer …

Thisted Bryghus har ladet sig inspirere af alle mikrobryggeriers moderland, Belgien, til to nye øl, som jeg efterfølgende har fundet i en af mine lokale faktaer. Her gælder det en mørk saison – en øltype, jeg ikke er sikker på, jeg har prøvet i en mørk version endnu. Lys saison har jeg til gengæld prøvet flere gange, og generelt været glad for. Nøgleordene er letdrikkelighed og friskhed, uden at det går ud over den syrligt-søde smag af citrus og forårsblomster.

Takterne slås nu noget anderledes an i denne ganske rigtigt meget mørke øl. Helt natsort er den som skærende kontrast til det hvide skum. Sjældent har skum og bryg været så forskelligt i farve. Saisonudtrykket viger nu ikke af den grund, da brygget er letflydende som vand fra hanen – uden videre sammenligning i øvrigt. Vand fra hanen skummer ikke så flot (det er nok bedst sådan), og det dufter i øvrigt ikke på samme måde af mørk chokolade (hvilket nok også er bedst … og så alligevel).

Fylden fejler intet på trods af bryggets lethed. Der er rigeligt med smag i hver lille mundfuld, der byder på samme mørke chokolade, man mærkede i duften, kombineret med kakaonibs og et diskret skvæt kaffe til at balancere det søde indtryk med noget bitterhed. I eftersmagen mærker man vanille, blandet med syrlighed af umoden banan, og med syrligheden slår saison-indtrykket endeligt igennem.

Uden at være noget festfyrværkeri – det er saison sjældent – yder brygget alt det, typen skal yde. Og det belgiske udtryk er intakt, endskønt brygget er nordvestjysk som de salte strande ved Klitmøller.

Den ene halvdel af Thisteds belgiskinspirerede projekt er dermed faldet tilfredsstillende ud.

4-en-halv-stjerne

Svaneke American Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-11 18.21.13Det går an …

Jeg er kampstresset for tiden. Der er nogle ting i min hverdag, der går mig på, som jeg helst ikke vil skrive vidt og bredt om på bloggen. Nogle hængepartier, der skal ordnes, og nogle ting jeg ikke selv er helt herre over, som jeg skal prøve at blive herre over. Indtil de ting er bragt i orden orker jeg faktisk ikke at prøvesmage øl, og især ikke at skrive om dem efterfølgende. Ironien er tyk som tjære, at når jeg havner i situationer, der ville få andre til at søge tilflugt i alkohol, gør jeg nærmest det modsatte.

Vel – jeg har før anbefalet at man begynder at skrive om øl, hvis man drikker for mange af dem. På syvende år overholder jeg i hvert fald sundhedsstyrelsens anbefalinger for uproblematisk alkoholkonsumption.

Nu har jeg lige et pusterum i en større sag, der kræver, at jeg udfylder nogle dokumenter online, og andre ting, der giver mig knuder i maven og koldsved. Jeg tænkte, det måske var en anledning til at komme på niveau med mine anmeldelser igen.

Det er nogle dage siden, jeg prøvede denne American Lager fra bornholmske Svaneke. Sidst gjorde de sig ganske positivt bemærket med deres Reggae-lager … også selvom der var væsentlig mere oktoberfest og danske-møgunger-på-vinterferie-kampdruk over den, end Jamaicansk tropesol. Den amerikanske pilsner er mange ting. Mange kender kun InBev’s tynde industrisprøjt, som jeg gennemgik sidst der var en pilsner fra den egn på programmet. Så det skal jeg ikke trætte læserne med igen. Her er der ret beset tale om en efterligning, men forskellen på kvaliteten har vist sig at være omtrent den samme.

Dette bryg er dog ufiltreret. Det tegner for så vidt godt. Men på trods af en cremet fylde i duften lægger humlen sig alligevel i den kedelige ende af, hvad man kender til af amerikanske pilsnere. Anderledes format er der over smagen, hvor fylden også giver sig til kende sammen med en rar, mild, blød og venlig bitterhed af paranødder.

Ja, man kunne godt ønske sig lidt mere bidskhed, lidt mere rå bitterhed, lidt gær måske endda til at ruske op i de næsten lidt for venlige indtryk. Brygget ender således med at være lidt til den kedelige side – men det er klart en af de mest interessante kedelige øl, jeg har prøvet.

3-en-halv-stjerne

Thy IPA, Thisted Bryghus

2017-02-08 18.38.22Alt det udenom …

Thisted Bryghus har på det sidste sendt en del nye øl ud. Det sker i forlængelse af et koncept, bryggeriet har ført de sidste par år, hvor de udsender en serie, inspireret af forskellige lande. Indtil videre har de således udsendt en række aldeles nydelige amerikanskinspirerede øl. Siden fulgte en række ikke helt så interessante britiskinspirerede øl, og nu er der så kommet nogle spritnye belgisk-inspirerede øl … hvor denne IPA helt præcis hører hjemme bliver jeg svar skyldig om. Jeg har dog også de belgisk-inspirerede Thy-øl på lager plus nogle andre fra samme bryggeri, så der er nok at tage fat på.

Duften byder til at begynde med mere på et pilsnerindtryk end et IPA-indtryk. Fuselalkohol blander sig med jævn, frisk humle – måske med en antydning af grannåle, så det alligevel bliver lidt (men kun lidt) som en IPA.

Min lidelsesfælle udi ølsnobberiet, Paul, som jeg har nævnt flere gange tidligere, havde godt nok også advaret om, at IPA-udtrykket i brygget ikke er intakt. Det er også den oplevelse, jeg selv fik. Bitterheden er ikke intens og bidsk nok til at være rigtig IPA’et.

Hvad der til gengæld viser sig at være ganske nydeligt, er de ledsagende aromaer – alt det, der er omkring den intense bitterhed i en ordentlig IPA. For brygget byder stadig på letparfumeret rosenaroma og sødme af alteabolsjer, samt en småtgæret bitterhed, der efterhånden kommer snigende på bagkant. Her mærkes krydret aroma af friskskåret fyrretræ, anis og spidskommen, hvis man ellers giver brygget lidt tid, og finder de steder i munden, hvor brygget faktisk formår at smage igennem. Selv lod jeg brygget hvile midt på tungen, hvorefter jeg løftede tungespidsen, og lod brygget løbe om bagest ved gummerne. Læserne må selv prøve at se, hvad der virker for jer, men lur mig om ikke brygget faktisk yder oplevelsen, hvis man er lidt tålmodig.

Selvom IPA-oplevelsen nok hænger lidt i bremsen – som når man er ude at køre i disse dage, hvor der ikke er ryddet og saltet – så er dette ikke tilfældet med øl-oplevelsen. Den er intakt, og klar til at blive annammet, for enhver der  giver det chancen.

4-stjerner

Brooklyn Lager, The Brooklyn Brewery

2017-02-06 19.03.16Lidt for ukompliceret …

Og mens jeg har fedtet med at få skrevet dette indlæg, har Svend Asmussen, efter et langt og smukt liv, startet et nyt band sammen med David Bowie og Lemmy Kilmister – og mon ikke han kan lære Døden et par tricks før den igen skal spille til næste Allehelgen? Tragisk, men måske heller ikke uforventeligt af en mand, der ville være fyldt 101 år i slutningen af måneden.

Anderledes tragisk er der med statistikeren Hans Rosling, manden der kunne forklare verdens sande tilstand som ingen andre ved hjælp af æbler og pærer. Jeg gætter på, at valget af Trump og de gentagne løgne fra dennes stab, fik ham til at opgive ævret. Med folk som Sean ‘Period’ Spicer og  Kill-em-all ‘Alternative Facts’ Con-Job risikerer man at puffe selv den mest hærdede fact-checker ud over kanten.

Må de hvile i fred, helt uden selskab fra ofrene for Bowling Green-massakren. Vi andre bliver og tager endnu én for holdet.

Nogle gange kan man godt bare bruge en ukompliceret pilsner. Sådan én byder The Brooklyn Brewery på; en amerikansk pilsner uden dikkedarer. Dikkedarer på amerikansk, især når det gælder pilsnere, betyder typisk alt for meget vand og alt for lidt øl. Vi kender det fra rædsler som Busch Light og Pabst, mens den amerikanske Budweiser – i hvert fald i mine øjne – ikke med rette kan beskyldes for at være mere tynd end vores hjemlige industrisprøjt.

Den her har jeg alt andet lige lidt større forventninger til. Trods global eksport er The Brooklyn Brewery stadig et mikrobryggeri – i hvert fald efter amerikanske forhold. Mine tidligere anmeldelser af bryggeriets øl rammer relativt højt, så forventningerne er også deroppead. Indledningsvis ser brygget nu gangske tilforladeligt, grænsende til det uanselige ud. Kobberrødt med hvidt skum, der ikke gør noget væsen af sig. Duften lægger sig i det blomstrede hjørne – hyld med et skarpere stik af bergamot, og allerede her blandet op med en kende for meget vand.

Aromaen byder på lige dele søde og syrlige æbler, alternerende med friske paranødder ved gummer og mandler. Et rart, blødt, mildt smagsbillede, hvor en vigende fylde og snigende vandighed alt for hurtigt melder sin ankomst og indflydelse.

En brændende fornemmelse i mavesækken og godkendt eftersmag af løvtræ er desværre ikke helt nok til at rette op på et overordnet pilsnerindtryk, der i sidste ende fremstår mindre fyldigt og mindre bidsk, end førstehåndsindtrykket stiller i udsigt. – Og mindre bidsk, end hvad man ville forvente fra et mikrobryggeri, nota bene.

3-en-halv-stjerne

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme