Det er da meget nuttet …
Så har jeg endelig fået lejlighed til at prøve Gedveds fødselsdagsgave til mig: Denne øl, hvis type er temmelig drilsk at blive klog på. Untappd siger, det er en pilner, men stort set alt andet peger i modsat retning: Den er brygget på hvede, og forlægget er åbenbart et hjemmebryg fra et vestjysk ægtepar Niels og Sinnes bryggers.
Etiketten fortæller, at netop denne øl blev brygget hvert år i november (om den bliver det længere – og hvad der i øvrigt er blevet af Niels og Sinne – melder historien ikke noget om) i gruekedlen i husets bryggers. Desuden skulle den være god til vestkystmad og særlige lejligheder.
Jeg må indrømme, at jeg ikke fik eller oplevede nogen af delene i går aftes, da brygget blev prøvet. Menuen stod på italiensk, og det mest særlige ved aftenen var, at jeg var alene med mine børn, og at vi flydede ud i sofaen til en dårlig ungdoms-science ficition film. Det var såmænd top-hyggeligt, men ikke ligefrem særligt.
Og vi er stadig ikke kommet øltypen nærmere. I mangel på bedre bestemmer jeg mig for, at det er en art hefe-weizen – for døden skal have en årsag og en art pilsner er det i hvert fald ikke. Så skulle gruekedlen i bryggerset i hvert fald være en temmelig avanceret én af slagsen, blandt andet med indbygget kølefunktion til undergæren.
Måske var det manglen på vestkyst og særlige lejligheder, der ikke fik brygget til at nå samme højder, som den ølhimmel jeg, Gedved og Marcus ellers nåede op i til min fødselsdag. Imidlertid må jeg stille mig stærkt tvivlende over for, om dette bryg ville have gjort sig godt til … mit bryllup – eller min dimissionsfest (som jeg aldrig holdt) eller til min 40-års fødselsdag. Men jeg er nu ret sikker på, at den ved sidstnævnte lejlighed ville forsvinde totalt iblandt alt det andet fine øl, jeg fik ved sidstnævnte lejlighed.
Eller for nu at sige det på en anden måde: Jeg er mægtig glad for Gedveds gave. Jeg ved ikke hvor han fik fat på den, men den ser ganske speciel og limited edition-agtig ud. Dens tilgængelighed er næppe stor, og jeg tvivler på, at jeg selv ville være snublet over den, hvis ikke Gedved havde givet mig den i gave.
Men bare fordi man får en øl i gave fra ens bedste ven, behøver øllet jo ikke være i topklasse.
Og lige fra starten af, er det nemlig lige akkurat, hvad det ikke er. Skænkningen afslører måske nok et ganske flot højorange næsten ravfarvet bryg under matchende gyldent skum – såvidt så godt – men man skal næsten lede efter duften. Man mærker lidt mild humle spædet op med æbleeddike, som samlet giver et fjernt indtryk af ananaskirsebær.
Smagen er fortrinsvis mild og ovre i det søde. Æblerne kan da smages, men både sødme og syre er stærkt nedtonet. Gæren er visuelt tydelig. Brygget bliver næsten plumret hvis man mod anbefalingen tilføjer gærresten fra bunden, og det valgte jeg snart at gøre for at få brygget til i det mindste at smage af et eller andet. Men selv om brygget næsten endte med at være brungrumset, kom det ikke til at smage af meget mere.
Lidt gæret syre var alt. I det mindste bliver syren aldrig så kraftig, at den ligefrem skæmmer. For ølkendere, der tiltales af syrlig gærsmag (og de findes) kan brygget måske endda virke forfriskende og pikant. Selv synes jeg mest bare det er småkedeligt, diffust og uden noget klart sigte.
Det er alt sammen meget sødt med den lokalpatriotiske historiefortælling, etiketgrafikken der vidner om sandstrand, udkantskunstnerisk æstetik og patentflasken, der peger i retning af hjemmebryg. Men det er det, der er i flasken, der i sidste ende tæller mest.
Og det kan slet ikke følge med en ellers gennemført sympatisk markedsføring.

Seneste kommentarer