Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2017

Ny Top-5 liste: Nydelige Standardportere til rimelige priser

Om ikke andet, fordi jeg har manflu …

P.t. er jeg ramt af noget virus, der på den ene side ikke har gjort mig kronisk sengeliggende, men på den anden side ganske effektivt har berøvet mig lysten til øl.

For at bloggen ikke helt skal stande i våde, bare fordi min krops T-celler (eller hvad det nu end er, der skal bekæmpe virus) er sløve i optrækket, har jeg lavet en ny Top-5-liste over nogle af de bedste øl, jeg har prøvet.

Sidst gjaldt det de mest mindeværdige IPA’er, jeg har prøvet. Det var sådan nogenlunde ligetil. Denne gang er de i betragtning tagede egenskaber ved øllene en smule mere komplekse: Det drejer sig om portere – så vidt så godt – men også lidt om stouts, for jeg synes at forskellen på de to er neglibel.

Det handler om portere og stouts – ikke de bedste jeg har prøvet (selvom det nok skal komme) men de bedste portere og stouts til prisen. Fem styk har jeg udvalgt til anbefaling blandt de mange portere, jeg gennem tiden har prøvet. Fem portere, der er billige, og som deres lave pris til trods stadig leverer den fulde oplevelse af tungt, mørkt humlebryg.

Find selv listen i drop-down-menuen ‘Top 5’ere’ ovenfor, eller brug linket her.

Svaneke India Pale Ale, Svaneke Bryghus

2017-01-24 17.46.17Vældig … gæret!

Svaneke Bryghus’ IPA har været på markedet i flere år, men lige for øjeblikket sælges de etagevis i COOP’s butikker. Gad vide om brygmester mon kom til at sætte lidt for meget over?

Nå, heldigvis ser det da ud til at være afsat fra bryggeriet i hvert fald. Svaneke Bryghus‘ produkter ser ud til at komme i bølger, og lige for øjeblikket er det altså denne, man nærmest ikke kan komme frem i butikkerne for. Typen kræver ingen præsentation – IPA har længe været en af de mest populære craft-beer-typer. Humle og bitterhed er i højsædet og udfordringerne for bryggerierne synes primært at være at skabe variation i produkterne, så de ikke tager sig for ens ud, samt at undgå ubalancer i brygget – harskhed og gærsmag især.

Brygget her lægger sig i det frugtige hjørne med lød af appelsin og skarp bouquet af samme, kombineret med frisk grape. I smagen er bitterheden fremstormende, tør og fandenivoldsk, ganske som man håber. Bagtungen efterlades arret og gold som efter en steppebrand.

Ja, kraften er bestemt intakt. Anderledes forholder det sig med de søde og frugtige aromaer, der gerne skal følge IPA’ens voldsomhed. Man skal lede lidt efter blomsterne, hvis små aromatiske kroner kun sporadisk formår at række op over flammehavet. Her og der – mest omme ved ganen, mærker man akkurat sødme af roser og bergamot – ikke som sådan svagt, men vanskeligt at annamme bag den gærede tæthed.

For bitterheden er noget ufin. Brygget ender med at smage for meget af gær, som om man har koncentreret sig om at give kraften og vælden fuld gas på bekostning af aromaen.

Undervejs kan man til gengæld nyde, hvordan det meget cremede og standhaftige skum klistrer i etager på indersiden af glasset, så det næsten ligner den indiske Devanagari-skrift. Personligt har jeg et halvvejs traumatisk forhold til det, da det var mødet med sanskrit der fik mig til at knække halsen på et sidefag i lingvistik tilbage i ’96.

For de fleste vil det dog være en fin visuel oplevelse oven på en noget ubalanceret smagsoplevelse.

Men magten og vælden – dén er der da.

3-en-halv-stjerne

Cold Hawaii, Thisted Bryghus

2017-01-21 17.31.06Mere Temperament …

Det er snart to år siden, at Thisted Bryghus lancerede sin serie af nye nordiske humlefri øl. Så vidt jeg har kunnet læse mig til (uden at google særligt grundigt, skal jeg indrømme) har humlen ellers været kulturplante i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1800-tallet. Grunden til at udelade det i øllet som led i det allestedsnærværende omsiggribende ‘nyt nordisk’-hipsterflip, har altså næppe historisk baggrund, men er vist snarere udtryk for, at man kan.

Min begejstring var da også til at overskue, da jeg kortvarigt stiftede bekendskab med serien ved DØE’s Ølfestival i 2015. Men noget må serien jo have kunnet alligevel, da den gjorde Thisted Bryghus til årets bryggeri dét år. Samtidig fortjener bryggeriet al hæder og ære for at lancere serien kommercielt under navnet ‘Cold Hawaii’, der betegner området omkring Klitmøller (tryk på 2. stavelse, hvis du vil prøve ikke at lyde som en københavnersnude … det er derfor jeg gerne udtaler det sammenbidt og hårdt med et meget stort tryk på 1. stavelse, hvis jeg møder nogle lokale, jeg ikke kan lide. Men det er en anden historie), der angiveligt skulle være et af de bedste steder i hele verden at surfe. Det tredje bedste, skulle jeg have hørt, næst efter Hawaii og et eller andet sted i Australien.

Åbenbart var det først brygget klithede, der blev hældt på flaskerne. I dag er det Thagaard, der er brygget på bygmalt og krydret med havtorn, porse og – rav, åbenbart. Ja, det troede jeg egentlig også var sådan noget, man tog om halsen for at se pæn ud – men ikke i Thy, der putter man det åbenbart i munden … (mærkeligt sted). Nåhr ja – sølv og guld bruges også som fødevareingredienser i et omfang, så de endda har deres egne e-numre; hhv. E174 og E175 – så hvorfor ikke rav? Rav findes til gengæld ikke på listen – men det skyldes måske, at det i sidste ende er harpiks og derfor et vegetabilsk produkt?

I wouldn’t know. Men jeg har tiltro til, at bryggeriet ikke putter farlige ting i bryggene – og selv når de gør, med sulfitter fx – at de så gør det i mængder der ikke er farlige. Mon ikke Thisted Bryghus – nyt nordisk hipsterflip til trods – har styr på, hvad der er sikkert at komme i fødevarer og nydelsesmidler, og hvad der ikke er?

At konkoktionen ikke indeholder humle er relativt tydeligt fra start. Porse brænder med lakridsagtig sødme igennem en bagvedliggende syrlighed af æbleeddike og afdæmpede ananaskirsebær. Dertil kommer essens af tørrede hvidtjørnekviste.

Nytænkningen – hvor hipsteret den end måtte være – gør bestemt positivt væsen af sig. Den ravgyldne farve har man kunnet beundre allerede før brygget er skænket, idet flasken er klar. Det er altid småfarligt, men i det mindste har jeg selv været omhyggelig med at lagre brygget mørkt. Så må man håbe, at supermarkedet har gjort det samme (yeah right …) Smagen er forfriskende tør og autentisk skarp af tjørnekviste og grankogler, der kækt blander sig med den syrligtsøde porselakrids. Havtornen leverer eftersmagen, for det er lige hvad eftersmagen giver – smag af havtorn, hverken mere eller mindre – sådan som havtorn nu engang smager.

Både den lunkne førstehåndsoplevelse fra maj 2015 og de generelt lunkne forventninger til den slags nyskabelser er gjort til skamme. Brygget er vitterlig velsmagende og ukompliceret lækkert. Det fremstår veltilrettelagt, godt gennemtænkt og veludført. Anderledes – men bestemt ikke ulig øl.

Så har man set det med. Men selvom der ikke er nogen missmage, men kun velsmag, så mangler der nu alligevel noget. Ikke nødvendigvis humle, men noget kraft noget vælde og noget styrke. Hjemstavnen er trods alt Cold Hawaii med barske klitter, vild natur og rasende brændinger.

Hvor man nok smager hjemstavnens ingredienser, så kniber det altså noget med hjemstavnens temperament.

4-stjerner

Ærø 90 år Gylden Sommer, Rise Bryggeri

2017-01-20 19.20.45Stadig ikke med på noderne …

Videre til noget nyt-gammelt … et-eller-andet. Den er spritny i mit køleskab, købt for under en uge siden, og når den sådan står og gør sig til i Fakta Husum, forledes man jo på stedet til at tro, at det må være en øl lanceret i anledning af bryggeriets stiftelse i 1927.

På etiketten kan man imidlertid læse, at bryggeriet er stiftet i 1926. Snydt igen! Stadig ikke med på noderne! Laaaangt bagud … Som en anden Thomas Treo med rod i kalenderen, så han først i dag kom til at anmelde den ringeste sang i hele verden nogensinde – den hedder “Insatiable” og er skrevet af den tidligere Savage Garden- (om hvilke der heller ikke er meget – eller … okay; noget som helst – godt at skrive om) -forsanger Darren Hayes i 2002, og om det hersker der ingen tvivl … – at et er verdens ringeste nummer nogensinde, altså.

Men øllet kan jo også godt anmeldes selvom det har nogle måneder på bagen. I modsætning til Savage Garden og Darren Hayes bliver øl jo ikke nødvendigvis ringere med alderen. Og et halvt års tid og lidt mere kan det som regel godt holde sig.

Der er tale om en gylden ale brygget på pale ale-bygmalt og hvede. Desuden er det tilsat ascorbinsyre, så bryggeriet samtidig kan sikre, at de forbrugere, der drikker deres øl i hvert fald ikke får skørbug. Betegnelsen ‘gylden’ lever brygget så nydeligt op. Det er gult som pelsen på en nyudklækket kylling og med det fineste, dunede skum på toppen. Sin spinkelhed til trods er skummet overraskende stærkt og klæbrigt. Bouqueten er til gengæld svag, grænsende til det middelmådighedsvarslende, men ikke desto mindre behageligt sød med et lille pikant prik af eddike.

Glæden er stor, når det går op for nyderen, at aromaen er gemt i smagen. Her oplever man æblesødmen i al sin vælde – varm og rar lægger den sig som en silke- og velourblød hinde overalt på tungen, hvor den først blidt masserer de gule og røde efterårsbebuderes smag godt ind i tunge og gane, for derefter at skifte til en lige så velbehagelig, omend nok mere karakterfuld bitterhed af friske paranødder.

Oplevelsen er ganske formfuldent koreograferet og eksekveret. Det er rart og venligt hele vejen igennem uden nogensinde at blive kedeligt. Især er bryggets finish og fylde en oplvelse, man ikke skal snyde sig selv for. Jeg forestiller mig, at dette er den tilstræbte mundfølelse i cream ale. Her findes den endnu engang i en anden øltype med meget mere velsmag. Fancy that.

Og tillykke med jubilæet til Rise Bryggeri fra Kajs Ølblog – bedre sent end aldrig.

4-en-halv-stjerne

Niels hans øl Hawstok Øl, Trolden Bryghus

2017-01-20 17.42.47Det er da meget nuttet …

Så har jeg endelig fået lejlighed til at prøve Gedveds fødselsdagsgave til mig: Denne øl, hvis type er temmelig drilsk at blive klog på. Untappd siger, det er en pilner, men stort set alt andet peger i modsat retning: Den er brygget på hvede, og forlægget er åbenbart et hjemmebryg fra et vestjysk ægtepar Niels og Sinnes bryggers.

Etiketten fortæller, at netop denne øl blev brygget hvert år i november (om den bliver det længere – og hvad der i øvrigt er blevet af Niels og Sinne – melder historien ikke noget om) i gruekedlen i husets bryggers. Desuden skulle den være god til vestkystmad og særlige lejligheder.

Jeg må indrømme, at jeg ikke fik eller oplevede nogen af delene i går aftes, da brygget blev prøvet. Menuen stod på italiensk, og det mest særlige ved aftenen var, at jeg var alene med mine børn, og at vi flydede ud i sofaen til en dårlig ungdoms-science ficition film. Det var såmænd top-hyggeligt, men ikke ligefrem særligt.

Og vi er stadig ikke kommet øltypen nærmere. I mangel på bedre bestemmer jeg mig for, at det er en art hefe-weizen – for døden skal have en årsag og en art pilsner er det i hvert fald ikke. Så skulle gruekedlen i bryggerset i hvert fald være en temmelig avanceret én af slagsen, blandt andet med indbygget kølefunktion til undergæren.

Måske var det manglen på vestkyst og særlige lejligheder, der ikke fik brygget til at nå samme højder, som den ølhimmel jeg, Gedved og Marcus ellers nåede op i til min fødselsdag. Imidlertid må jeg stille mig stærkt tvivlende over for, om dette bryg ville have gjort sig godt til … mit bryllup – eller min dimissionsfest (som jeg aldrig holdt) eller til min 40-års fødselsdag. Men jeg er nu ret sikker på, at den ved sidstnævnte lejlighed ville forsvinde totalt iblandt alt det andet fine øl, jeg fik ved sidstnævnte lejlighed.

Eller for nu at sige det på en anden måde: Jeg er mægtig glad for Gedveds gave. Jeg ved ikke hvor han fik fat på den, men den ser ganske speciel og limited edition-agtig ud. Dens tilgængelighed er næppe stor, og jeg tvivler på, at jeg selv ville være snublet over den, hvis ikke Gedved havde givet mig den i gave.

Men bare fordi man får en øl i gave fra ens bedste ven, behøver øllet jo ikke være i topklasse.

Og lige fra starten af, er det nemlig lige akkurat, hvad det ikke er. Skænkningen afslører måske nok et ganske flot højorange næsten ravfarvet bryg under matchende gyldent skum – såvidt så godt – men man skal næsten lede efter duften. Man mærker lidt mild humle spædet op med æbleeddike, som samlet giver et fjernt indtryk af ananaskirsebær.

Smagen er fortrinsvis mild og ovre i det søde. Æblerne kan da smages, men både sødme og syre er stærkt nedtonet. Gæren er visuelt tydelig. Brygget bliver næsten plumret hvis man mod anbefalingen tilføjer gærresten fra bunden, og det valgte jeg snart at gøre for at få brygget til i det mindste at smage af et eller andet. Men selv om brygget næsten endte med at være brungrumset, kom det ikke til at smage af meget mere.

Lidt gæret syre var alt. I det mindste bliver syren aldrig så kraftig, at den ligefrem skæmmer. For ølkendere, der tiltales af syrlig gærsmag (og de findes) kan brygget måske endda virke forfriskende og pikant. Selv synes jeg mest bare det er småkedeligt, diffust og uden noget klart sigte.

Det er alt sammen meget sødt med den lokalpatriotiske historiefortælling, etiketgrafikken der vidner om sandstrand, udkantskunstnerisk æstetik og patentflasken, der peger i retning af hjemmebryg. Men det er det, der er i flasken, der i sidste ende tæller mest.

Og det kan slet ikke følge med en ellers gennemført sympatisk markedsføring.

1-en-halv-stjerne

Vestfyen Premium Chocolate Brown, Vestfyen

2017-01-19 17.48.19Water, water, every where …

… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.

For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.

Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.

Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.

Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.

Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.

Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.

Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.

1-halv-stjerne

Imperial IPA, Camba

2017-01-18 18.11.20Måske har den stået for længe …

Jeg tager i øjeblikket øllene på skift. Først en, jeg har købt for nylig, så en jeg har g(l)emt i mit ølkøleskab fra sidste år.

Det er lidt ærgerligt at glemme øl som denne her, da IPA’er skal nydes friske. Men glemt blev den altså ikke desto mindre, og så er der ikke andet for, end at anmelde den som den er.

Camba er indtil videre det eneste tyske mikrobryggeri, jeg har kendskab til, der gør det i populære craft-typer og som eksporterer til dagligvarehandelen. Indtil videre har det været sådan lidt ‘liste sig frem’ og ‘forsigtigt forsøge’, hvor bryggene egentlig smager udemærket, men på ingen måde stikker ud som noget særligt. Når det gælder øl stikker tyskerne bare generelt hverken særlig meget ud eller af.

Men man skal jo begynde et sted, og alle rejser starter med det første skridt, og tyskerne er da bestemt hverken snublet eller vrikket om på dét skridt – trods alt.

Men at der bare lige mangler noget rutine og viljen til det ekstraordinære er ret tydeligt allerede ved skænkningen af denne IPA. Brygget er såmænd nydeligt plumret mørkegult med godkendt gyldent skum, mens duften mere er et jab end det hook en god IPA – kejserlig eller ej – gerne skulle levere. Det er først og fremmest sødmen man mærker – den er klassisk af alteabolsjer, mens bitterheden viger en smule. Grannålene er fugtige og gamle, og gider ikke rigtig mere.

I smagen mangler fylden i det mindste ikke. Brygget møver sig anmassende frem som det skal. Bittersyrlig aroma af gær og grankogler fylder godt i mundhulen. Bagom melder syrlighed af umodne clementiner og lime sig. Det er lidt ufint, en smule rodet, men langt fra udrikkeligt, og ganske afgjort karakterfuldt.

Selvom mistanken om oxidation og for lang lagringstid borer som en anden tandlæge, er oplevelsen såmænd nogenlunde intakt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt gad prøve denne øl igen – frisk.

3-en-halv-stjerne

Vestfyen Premium Kellerpils, Vestfyen

2017-01-16 21.22.58Til hverdag …

Bryggeriet Vestfyen er ikke videre gavmilde med information om den nye ‘Vestfyen Premium’-serie, der i øjeblikket kan erhverves i Fakta for en flad femmer stykket. Der står ikke et ord om serien eller de enkelte øl på bryggeriets hjemmeside. Det er lige før man får mistanke om, at det slet ikke er Vestfyen, der står bag, men et andet bryggeri, der har hugget navnet for i ly af dette at få folk til at købe deres øl.

I så fald kan det undre, at man lige har valgt Vestfyen. Hvis jeg skulle brygge i ly af et andet bryggeris navn, tror jeg snarere jeg ville bruge Guldhammer Nanobryg, Evil Twin eller The Alchemist som dække – noget, der rent faktisk smager af noget.

Man må ty til andre ressourcer for at blive klogere, og her er ølbloggeren Black Ben behjælpelig. Han har faktisk allerede anmeldt to af øllene, nemlig Cream Ale, som jeg selv allerede har anmeldt, og nærværende Kellerpils. Det gjorde han for … fire år siden…

Så der er slet ikke tale om en nyskabelse fra bryggeriet, men derimod en relancering. Og jeg, der gik og troede, at jeg undtagelsesvis var en smule med på noderne og up-to-date. I virkeligheden er jeg ikke bare måneder bagude, men år!

Nuvel, så er alt jo ved det gamle, og det skal bestemt ikke holde mig tilbage.

Forbilledet for Kellerpils er utvivlsomt den tyske Kellerbier – en ufiltreret (eller som det hedder på de kanter ‘naturtrüb’) øltype, der konstitueres af netop dét – at den er ufiltreret og egentlig ikke andet. Praksis i markedsføring er imidlertid, at den først og fremmest betegner lyse pilsnere og det er også tilfældet her.

Ganske lyst og korngult er brygget med en ganske let tågethed, der næppe er synlig hvis man ikke ved, den er der. Skummet knejser højt over bryg og glasrand, og gør brygget tidskrævende at skænke. Duften gør en smule væsen af sig i form af en varm, fuseltung em af bitterhumle, men man savner den hammer, der rammer baghovedet når den slags duft har den fornødne kraft. Her stryger den lidt for meget med hårene.

Smagen er anderledes karsk og vederkvægende. Fylden er silkeblød – og en smule kedelig, mens smagen kommer stærkt igen med små krakilske grannåle, der behageligt prikker og stikker overalt hvor brygget når frem. Bitterheden er overraskende let og skarp – ligesom duften måtte den gerne have været kraftigere, men man må bestemt indrømme den kvalitet til mere end bare almindelig sufficiens, endskønt kvantiteten nok viger en anelse.

En øl, der er god til tørst samtidig med at den smager af noget – især smager den skarpere end pilsnere er flere end flest. Amager Bryghus‘ ‘No Rice & Curry‘ har den styrke, som man savner her, mens bitterheden er af samme karakter.

Ikke alle bryg behøver smage som ambrosia og jadekejserens frugter. Mindre kan – til hverdag især – gøre det.

4-stjerner

Nyt på Bloggen: Top 5-lister

2016-07-31 14.26.45Vi starter med IPA

En af mine gangfæller fra min kollegietid og læser af ølbloggen, Leif, foreslog forleden på den allestedsnærværende fjæsbog, at nu hvor jeg efterhånden havde anmeldt en del øl (831 i skrivende stund), var det så måske ikke en ide at lave nogle top 3-lister over de bedste øl i forskellige kategorier, jeg havde prøvet.

“Aldrig har jeg dog hørt noget så tåbeligt”, tænkte jeg. For hellere end at skulle nøjes med 3 i hver genre ville jeg da til hver en tid udskrabe mit venstre øje med en sløv, rusten teske. Nej – 5 styks i hver genre – det ville da være meget bedre!

Men Leif skal alligevel have mange tak for den gode ide med nogle lister over de bedste øl i forskellige genrer. Hvilke genrer det bliver til, ved jeg ikke helt endnu. En liste over de mest mindeværdige IPA’er, jeg har prøvet, er imidlertid lagt op allerede og flere skal nok komme til efterhånden. Jeg er som det næste ved at udtænke en liste over de 5 bedste stouts og senere pilsnere, jeg har afprøvet, mens Weißbier – som var en af de typer Leif selv foreslog – nok ikke vil være en af de typer, jeg rangordner lige med det samme.

Find listerne i det permanente link øverst på siden under ‘Top 5’ere’. Her vil man via drop-down-menuen komme direkte ind på de forskellige Top 5-lister.

Hvis det imidlertid er for svært, kan man bruge linksene her:

Top 5’ere

IPA

Eibauer Zwick’l Dunkel, Privatbrauerei Eibau

2017-01-13 17.56.42For meget vand …

Jeg prøver at få ryddet lidt ud i mit lager. Selvom jeg er færdig med juleøllene, ligger der stadig mange øl fra sidste år, og min ambition er at være lidt mere fremme i skoene med, hvad jeg anmelder på bloggen, så det hele ikke er flere måneder – eller år – gammelt.

Så vidt jeg husker, købte jeg denne i SuperBrugsen på Njalsgade. Københavnersnuder og geografisk bevendte vil vide, at gaden ligger på Amager, så det er nok over et halvt år, den har stået og kukkeluret i flere forskellige køkkenskabe.

Brandet med det finurlige navn fra bryggeriet Eibau i Sachsen har jeg afprøvet en gang før. Hin øl var ganske lys og del af en Aldi-Julekalender med forskellige tyske øl, jeg havde fået af min søster i fødselsdagsgave. Den var en tysk øl som tyske øl er flest – en lys pilsner, hvor man har gjort sig store anstrengelser for at undgå for meget eller for markant smag. Ikke desto mindre adskiller den sig fra de fleste andre tyske øl ved, at den er ‘naturtrüb‘, det vil sige ufiltreret. Det er næppe lige til at regne ud, hvis ikke man ved det.

Denne Schwarzbier er også naturtrüb, og lever i sit ydre fint op til typen. Sort som en overskyet vinternat ved strømsvigt, og med skum, der kunne have tilhørt dens lyse broder. Kontrasten mellem bryg og skum i Schwarzbier er ikke sjældent Guinness‘ overlegen. Brygget dufter overvejende sødt af den mørkristede malt (der giver farven), men bouqueten er for svag til at man kan ane skarpe konturer af andet end mørkt sukker.

Det rettes der op på i smagen. Her smager man colanød, kaffe med sukker og blodpølse, alt sammen omhyggeligt vendt i en varm farinsukkerlage, og efterfølgende fortyndet – desværre – med lidt for meget vand. Den søde, maltede smag med det tynde efterspil minder om nisseøl bortset fra, at denne øl bliver man fuld af noget hurtigere, da Den holder 6,5%.

Men som ledsager til julemiddagen ville den ikke være umulig, omend dens vandige finish modtages i bytte for gennemtrængende velsmag.

Det er lidt ærgerligt.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme