Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2016

Pale Ale, Camba

2016-12-29-18-23-35

Ny og gammel samtidig …

Camba er så meget i front på markedet for tyske specialøl, at de allerede er blevet mainstream – herhjemme i hvert fald og ude i den store verden. Men lur mig, om ikke de i hjemlandet har skabt sig et navn. På den ene side som det sorte får, som de gamle, traditionelle tyske øldrikkere fnyser ad, og synes er en værre én sådan at lave andet end tyndt, ligegyldigt pilsnersprøjt. Og på den anden side som den ene – eller i hvert fald en af de meget få aktører, der tør være med på den store verdens trend med at gøre øludvalget både bedre og mere varieret.

Helt forladt rødderne har de dog ikke. Nærværende øl, der har fået lov at stå ganske længe i mit køkkenskab (først var det min fødselsdag og så blev det jul), overholder det hævdvundne Reinheitsgebot. Éns ølnæse behøver imidlertid næppe at være trænet systematisk før det står klart, at der er tale om en pale ale efter amerikansk forbillede. På amerikanske pale ales fremgår det aldrig direkte, hvad der er i. Den amerikanske kapitalisme er som bekendt så højtudviklet, og milevidt i niveau over os, at industrien slet ikke behøver oplyse forbrugerne, hvad det er, de putter i hovedet. Det må industriens skam helt selv bestemme. Skal man tro de nødtørftigt påklistrede kapseletiketter, som supermarkederne herhjemme påfører for at overholde underlødig, efterslæbende og ikke mindst undertrykkende betonkommunistisk europæisk lovgivning, ser det nu ud som om, de amerikanske mikrobryggerier er omtrent lige så nidkære med at overholde samme ingrediensbegrænsninger som tyskerne. Så afstanden mellem de to traditioner er måske slet ikke så stor endda.

Men friske grannåle på en fjern men velgørende bund af alteabolsjer tilsat akkurat den rigtige mængde fuselalkohol for at det river lidt i næsen – så ved man hvor man er, stilmæssigt: På Amager – øh, jeg mener i USA. Hey amerikaner – amagerkaner … Potato potato, eller næsten i hvert fald. Ligesom det er med amerikanske pale ales, der rent faktisk kommer fra USA, har man på Amager noget, der minder om denne øl (- citatet er lettere parafraseret efter min lidelsesfælle udi ølnyderiet, Paul Hertz).

Det høje hvide skums lød matcher nu også fint det stjernespraglede flags striber, samt alt det på Boldklubben Fremad Amagers flag, der ikke er blåt. Det eneste, det ikke lige matcher, er farverne i Weimarrepublikkens flag – men så er et godt, at der et sted dybt nede under skummet så småt viser sig et bryg, der nydeligt matcher den gyldne farve i dét flag i stedet. Skummet knækker uregelmæssigt og efterlader ikke bare flotte figurer på glassiderne, nej også i tre dimensioner efterlader det tætte skum spinkle, arkitektoniske figurer – stiger, gangbroer, gallerier – som var det arrangeret henover århundreder i et uforklarligt samarbejde mellem Maurits Cornelis Escher og Albrecht Dürer.

Oven på sådan en visuel oplevelse glædes man også over, at øllet tilmed behager rent aromatisk. Smagsbilledet er klassisk for typen – på en sød bund af bergamotolie prikker bitterhed af friske grannåle. Brygget balancerer nydeligt mellem det letflydende og det fyldige og mellem det bitre og det aromatiske. Brygget er nydeligt afbalanceret uden for meget af det ene eller for lidt af det andet. Skulle man savne noget, skulle det være, at brygget turde satse mere på ét karaktertræk frem for et andet.

Men det er så her, Camba ser ud til at være blevet mainstream – eller i hvert fald fortsat er meget tysk i sin øltilgang. Der skal bare ikke fægtes for meget, der skal ikke være unødigt meget påstyr. Det skal være ordentligt frem for alt, og alt det der nymodens pjat med at lave lidt for lystige øltyper – det holder vi lige lidt igen med, ikke?

Fordommene om tyskerne er mange, men den påstand, at Ordnung muss sein vitterlig præger den tyske ølkultur på en – om ikke negativ, så i hvert fald ensrettende – vis, er svært ikke at indrømme en vis overensstemmelse med virkeligheden.

4-en-halv-stjerne

La Goudale de Noël, Brasseurs de Gayant

Fornyende julet …2016-12-24-13-28-44

Julen er traditionernes tid. De sidste mange år har vi holdt jul i familiens skød, og det skulle en skilsmisse bestemt ikke komme i vejen for. Vi var endnu engang fire personer høj til formidabel julemiddag og forudgående hygge på min ekskones bopæl – foruden hende og mig, var der vores to børn.

En anden tradition, jeg har holdt fast i er, at jeg i løbet af dagen åbner en øl i selskabsstørrelse, som jeg så nipper til, mens juleforberedelserne står på. Selvom jeg tit vælger øllen til dét formål et godt stykke tid før jul, er det mere end noget andet rent og skært tilfælde, hvilken øl, det bliver. Det kunne aldrig falde mig ind at søge på nettet, endsige i kataloger, efter den perfekte nippeøl til juleaften. Jeg ved at jeg nok skal finde noget egnet, når supermarkederne går i juleselvsving fra midten af september.

Denne øl fandt jeg dog lidt senere end jeg plejer – vel en uges tid før den store dag eller deromkring – i Netto på Ålekistevej i Vanløse. Der lå den bare, og så så vidunderligt uprætentions og afslappet julet ud, midt i alt det tyske industrielle juleslik, der med sine næsten flænsende røde indpakninger lignede en mellemting mellem et flammeinferno og samtlige stopsignaler fra alle lyskryds på Frederikssundsvej. Nej, den skulle ikke ligge der og føle sig anderledes …

Selvom øllet er fra Frankrig (og angiveligt en ganske særlig fransk type ved navn Bière de Garde (som jeg ikke gider give egen kategori, da jeg har rigeligt med stort set ubrugte kategorier i forvejen)), dufter brygget mere belgisk. Det afgiver en noget syrlig odeur ikke ulig Oud Bruin ledsaget af anis- og nellikenoter. Kroppen er spinkel og letflydende og manifesterer således rigtig mange egenskaber, som jeg sætter pris på ikke karakteriserer min juleøl.

Men aromaen er jo dejlig krydret alligevel. Nellikerne brænder igennem og minder om frostklare julenætter i bjælkehytten bag pejsen med et krus hed glühwein i hånden … Det er fascinerende, hvordan man kan få minder om noget, man aldrig har oplevet, endsige ejet, blot ved at nippe til en øl … Ved mandlerne indtræder syrlig bitterhed – halvgamle hasselnødder og syrnet kål.

Det lyder værre end det er. Langt værre. For selvom brygget bestemt ikke kan anklages for at være særligt let tilgængeligt, er det stadig forunderligt julet, omend måske ikke lige på den måde som traditionen ellers foreskriver.

Men alle julens smage, dufte og aromaer er der jo: Rødkålen, nødderne, krydderierne. Tilgangen er blot en lidt anden, og hvor jeg næppe ville anbefale dette bryg til flæskestegen og anden, ville den passe aldeles glimrende til dadlerne, fignerne og nødderne bagefter – evt. som ledsager, hvis rødkålen ikke blev spist op, og der skulle snackes på dén morgenen efter.

Og sådan blev alle juletraditionerne overholdt, og så måske alligevel med en af de små justeringer der gør, at julen over tid alligevel forandrer sig.

Glædelig baghjul.

4-en-halv-stjerne

Uglens Danish Pride, Vestfyen

2016-12-22-17-39-44Toppen af det tynde …

Jeg er tilbage efter juleferie. Heldigvis har jeg i de forløbne dage ikke smagt mange nye øl. Faktisk var der kun én selve juleaftensdag, jeg ikke havde prøvet før.

Den kommer jeg til, så snart jeg har fået anmeldt denne øl, som jeg prøvede nogle dage før jul, og som jeg ikke nåede at få anmeldt før julen – med alt det tidsunderskud den også byder på – var over os.

“Uglens Danish Pride” – ja, alene navnet giver jo ikke bare en bitter, men snarere harsk og under alle omstændigheder dårlig smag i munden. Det ligefrem emmer jo af småborgerlighed, smålig nationalisme, småhooliganisme af den ikke-farveblinde slags endda. Hvad end baggrunden er for bryggets navn, signalerer det i hvert fald ikke særlig heldigt i denne bloggers øjne.

Egentlig havde jeg gættet på, at undskyldningen var noget landsholdsfodboldmæssig, men så heldig er jeg åbenbart ikke. Navnet er åbenbart valgt som afløser for ‘Pokal Luxus’ fra dengang Vestfyen leverede Pokal-serien til COOP. På et tidspunkt har brygget også heddet ‘Royal Pride’ – og det er jo næsten lige så slemt.

Ja, Vestfyen formår virkelig at vække alle de forkerte associationer (kongehus, småracisme og ikke mindst *YDRK* dansk landsholdsfodbold …) med bryggets navn. Produktet fik jeg i øvrigt af min eks-hustru, der havde fundet den i sit køleskab efter sin indflytterfest. Ingen aner, hvor den kom fra, men pludselig var den der – og da hun vel nærmest kun drikker øl ved festlige lejligheder, kunne jeg jo lige så godt få den med en af gangene, hvor jeg kom forbi for enten at hente eller aflevere ungerne.

Jeg drikker jo hvad som helst, folk vil kaste efter mig. Skulle jeg få noget kedeligt eller direkte ringe, udebliver underholdningen ikke, for den vokser så meget desto mere, når jeg skrider til anmeldelse. Udsigten til en underholdnende anmeldelse af denne øl er relativt god ud fra bryggets ydre. Faktisk har det allerede været mere end jævnt fornøjeligt bare at tirere over navnet, og går man videre til indholdsfortegnelsen er der også rigeligt at tage fat på. Majs, glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre – hele fire tilsætningsstoffer på én gang, som et kinderæg lagt af en påskehare med med en defekt lommeregner.

Vel, i det mindste kan brygget, i betragtning af at det er tilsat c-vitamin, næppe forårsage skørbug. Skader på iris og øjeæble kan dog ikke udelukkes i betragtning af, hvor lyst brygget er. Som minimum må man forvente lettere sneblindhed som følge af den skinnende hvide skumkrone og dens udbredelse.

Brygget smager også lyst … ja, det lyse er et gennemgående tema. Skumle mistanker om markedsføring af øl til segmentet til højre for DF formår brygget i det hele taget at fremkalde i vid udstrækning. Egentlig evidens for dette kan jeg dog ikke udpege, og vælger derfor at tro det bedste. Og det ville også være ærgerligt at skulle boykotte en lys øl, der faktisk smager overraskende godt.

Ja, på trods af et væld af tilsætninger og unødigt høj alkoholprocent på 8 lagt oven i en jævn, småtynd pilsner med tvivlsom markedsføring, ja, så smager brygget faktisk godt.

Let alkoholisk sødme og fylde uden den mindste antydning af harskhed eller anden missmag, masserer og aer blidt tunge og gummer. Honning blander sig diskret med en forsigtig krydderiblanding involverende kardemomme og allhånde. Det hviler smukt i munden, og skønt man mærker alkoholen – eller måske netop fordi man mærker alkoholen – overraskes man for hver tår over, hvordan velsmag består, og missmag – sprittethed, harskhed – aldrig indfinder sig.

Veltilrettelagt og harmonisk. Dette er bestemt en af de beste spritterøl, jeg i min tid som ølblogger har prøvet. Jeg forstår stadig ikke den lidt for let misforståelige markedsføring af produktet. Kombination af ‘dansk’ og ‘stolthed’ appellerer ret ofte til et segment, som jeg ikke ser mig selv som en del af.

Men det skal indholdet af den skal, som markedsføringen er plastret uden på, jo ikke lide unødigt under.

4-stjerner

Rebel IPA, Samuel Adams

2016-12-20-20-10-00Stedet …

Ah … En af de aftener, hvor man ikke skal noget. Man er næsten glad for, at man har haft en rædselsfuld dag på arbejdet, og man er fuld af indestængte aggressioner, så man har en undskyldning for på vej hjem fra hamsterhjulet liiige at holde ind ved Netto og købe en STOOOOOR pose frosne fritter.

Dét, en god film af dem, man som dannet menneske burde have set for en googolplex årtusinder siden (Kramer mod Kramer med Dustin Hoffmann og Meryl Streep – tak DRK, selvom jeg egentlig synes, jeres ‘mandetema’, som den blev vist som del af, var en kende plat) og så selvfølgelig – en kold sodavand!

 

…

 

Okay, en kold øl.

Så er broderparten af stresshormonerne vist også bortjaget. Hoffmanns blændende skuespil er altid en fornøjelse, selvom filmen da godt nok endte i noget af et antiklilmaks, der ikke havde været ventetiden værd, hvis ikke Dustin Hoffmanns skuespil havde udfyldt den.

Øllet blev heller ikke spildt og var heller ikke spild af tid, omend tiden, den havde stået i mit køleskab, måske var blevet lidt lang. Under skænkningen gjorde det kobberblanke bryg ganske vist ingen nykker. Tværtimod bød det på den rendyrket alteanydelse. Sjældent har en IPA duftet så klart og intentionelt af bergamotolie som denne.

Det var i smagen, at brygget tog en mindre slapper. Noget kunne tyde på, at toppen af friskheden var gået fløjten, for selvom alteabolsjerne da fortsat viste sig i min hukommelse, hver gang jeg nippede til brygget, så var humlens bidskhed mest at sammenligne med en aldrende puddelhunds, snarere end en vagthunds på toppen af karrieren.

Men rart var det nu alligevel. Brygget bød på en blanding af fløde og fløjl på tunge og gummer – ikke ulig den man møder i de famøse cream ales, der til gengæld sjældent smager af særlig meget – og aldrig af mere end vilkårlige over-middel IPA’er. En ledsagende smag af søde æbler gjorde en fortrinsvis mild IPA en smule mere spændende. Højdepunktet var dels den velkendte alteasmag – og så stedet hvor aromaen ramte.

Bagest i munden – lige der hvor gummer og mandler er tættes på hinanden. Der prikker, gnubber og masserer bergamotolien sig ned i slimhinderne så det er en fryd. Aldrig har stedet hvor øllet skal smages været udvalgt med en sådan omhu, og det kompenserer noget i forhold til en IPA, som man ellers godt kunne synes, kunne have givet den lidt mere gas.

Ikke mindst i kraft af navnet, der da ellers forjætter noget oprør, vildskab og Krawalle.

Og lidt mere oplevelse kan man også få, når man beskuer det tomme glas. Det fedtede, hvide skum er ikke væk. Det har klæbet sig til glasset som middelstærkt kontaktlim.

Alt i alt er det jo meget godt.

4-stjerner

Black Betty, Beavertown Brewery

2016-12-18-23-12-30

Bedst af tre …

Beavertowns Black Betty er den tredje øl, Rådmand Lasse fra Aalborg havde med til mig i efteråret. Mens de to andre øl mestendels havde en god historie at fortælle … eller – det er jo ikke rigtigt. Den cubanske øl havde ganske vist ikke meget andet end sit oprindelsesland at prale ad, mens den baskiske jo faktisk både havde en god historie og god smag at byde på. Men det til side, var det stadig denne øl, Lasse gav de varmeste anbefalinger hvad brygkvalitet og aroma angår.

Det er en Dark IPA – en mere maltet udgave af den populære humlebombe, der ikke prydes af adjektivet ‘dark’. Dark er den så ganske afgjort. Den er faktisk natsort, men med en kækt brusende karaktér, der allerede dér adskiller den fra tunge, seje stouts. Skummet virker faretruende lavt og alt for hurtigt afbrusende, men aromaen, der hurtigt når næseborene bare vejret trækkes almindeligt gør enhver frygt til skamme. Sød mørk karamel og fyldig bitter humle kæler for hinanden og mindst lige så meget for lugtesansen i en næsten erotisk dans.

Lette, pikante variationer over det syrlige øger det sprudlende og liflige islæt. Lidt lime titter frem og påbegynder en vovet menage a trois, hvor ingen af bryggets forskelligartede elementer virker forstyrrende, men i stedet går op i en forrygende enhed. Syrlighed og rørsukker smyger, gnider og gnubber sig sanseligt mod mundens vægge, mens potent, mørkt træ samt eftersmag af lakrids og tjære potent pumper vellysten ind overalt, hvor brygget plasker rundt på tunge og gummer.

Det er en fuldfed IPA-oplevelse i kombination med en fuldfed oplevelse af mørkt øl. Ikke en mellemting, ikke et kompromis, ikke en kombination – nej, begge dele på én gang. Og så endda med en fræk syrlig medspiller på sidelinjen.

Og man  nyder småforpustet og veltilfreds mindet om oplevelsen ved eftersmagen, der sødt og småsyrligt kilder smagsløgene længe efter at seancen er fuldbragt. Bitterhedens styrke mærker man også – men at sødmen sådan bliver hængende så langt fremme på tungespidsen og endda indgyder lyst til mere endnu – det oplever man ikke tit.

I sandhed et velgjort bryg.

5-en-halv-stjerne

Thy Classic, Thisted Bryghus

2016-12-17-23-08-52Gammel kat …

Ud over Spelt-segmentets Julekalender har jeg jo også et lille julekalenderprojekt på Ølbloggens facebookside. Her offentliggør jeg hver dag, hvilken øl fra Thisted Bryghus, der gemmer sig bag lågen i den julekalender fra samme bryggeri, som jeg fik i fødselsdagsgave af min bror.

De allerfleste af øllene har jeg prøvet før. Samtidig består kalenderen ikke  af 24 forskellige øl, som det fx var tilfældet med den Aldi-julekalender, som jeg fik i julegave tilbage i 2014. I stedet finder man flere gange samme øl bag forskellige låger, hvilket mindsker chancen for at prøve noget nyt undervejs.

En enkelt ny – eller i hvert fald én, jeg ikke havde prøvet før – blev det dog til, nemlig denne konventionelle Thy Classic. Bryggeriets økologiske Classic har jeg prøvet for længe siden. Faktisk var det den første øl, jeg overhovedet anmeldte fra Thisted Bryghus på min blog. Ved samme lejlighed opdagede jeg, at når det gælder øl, kan man ikke automatisk sætte lighedstegn mellem økologi og kvalitet.

Ifølge en læser, Jesper, er øllet faktisk en blend, en blanding af Jule Ren, Limfjords-porter og bryggeriets almindelige pilsner. Jeg har ikke orket at tjekke påstandens rigtighed for nuværende, da det ikke vil have betydning for, hvorvidt jeg behandler øllet som en selvstændig øl eller ej – for det har jeg tænkt mig at gøre uanset hvad.

Ellers ville jeg heller ikke kunne behandle Grøn Tuborg og Tuborg Guld hver for sig, da førstnævnte ifølge en kilde, jeg ikke længere kan huske, skulle være en fortyndet udgave af sidstnævnte.

Blend eller ej – ved skænkning afgiver brygget en tam, blank duft, der ikke ligefrem sætter øloplevelsen godt i gang. Så er den mørke, rødbrune kulør i hvert fald flottere, også selvom den næppe har været nogen stor kunst at frembringe ved tilsætning af Limfjordsporteren. Skummet er også mere end en jævn nydelse i kraft af dets cremet- og tæthed.

Brygget yder en mild berøring af den klassiske classic-smag af en smule mere sødme, en smule mere malt og en humle, der smager en smule mere af hasseltræets frugter end dets grene. Især bagtil og ved gummerne mærker man bitterhedens bløde kælenhed. Lidt ligesom en gammel kat, der vil indynde sig hos sin ejer. Det er meget rart, mens det står på, men det er også meget snart slut. Der er ikke noget leg eller spræl i den gamle mis, der egentlig bare vil ligge og flade ud på skødet.

Brygget er ikkun en industriel classic, der kun i ringe grad lader sig mærke ved, at dens ophav er de vilde vidder omkring Vesterhavet. Det giver måske en lille tand mere smag end hvad andre industrielle classicere kan mønstre, men så heller ikke mere.

2-stjerner

All Day IPA, Founders Brewing Co.

2016-12-16-17-48-26Konstruktionsfejl …

Founders Brewing Co. har virkelig gjort sig til. Deres produkter er nærmest allestedsnærværene og heldigvis er kvaliteten ikke derefter. Øl, der kan fås overalt udmærker sig sjældent ved at være noget, der er værd at samle på, men det er Founders’ bryg så sandelig.

To fremragende bryg fik jeg prøvet på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august – frugt-og-chili-bomben Mango Magnifico og asfalt-stouten Kentucky Breakfast Stout. Siden har jeg fundet to af deres bryg i Føtex – Centennial IPA og så denne, en Session Ale, som er tænkt som en mildere og mere hverdagslig udgave af de mere brutale lyse brygmanifestationer.

Forventningerne er i lyset af de gode erfaringer store. Brygget her er dog i første omgang noget af en udfordring at skænke. Skummet er højt og falder kun meget langsomt, så det er noget med at hælde lidt, og så ellers bare vente til skummet af faldet ned under glassets øvre kant igen. Brygget selv er appelsinorange, og lettåget, mens det genstridige skum er mælkehvidt. Duften er lige så traditionel som den er savnet – sidst på sommeren var jeg så småt begyndt at blive træt af IPA’er, men nu kan jeg allerede mærke, at jeg var begyndt at savne den skrappe duft af parfumeret gran og bidsk grapesyrlighed igen.

Skummets bitterhed er rå og uforfinet – næsten harsk. Brygget selv overrasker ved også at være meget bittert, krasbørstigt rivende af grannåle og uhøvlet fyrretræ. Grapesyren er også meget præsent og kun fravær af egentlig gærsmag forhindrer bitterheden i at kamme over i noget suspekt. Det bliver på den rigtige grænse mellem velbehag og ubehag, men truslen er reel og oplevelsen noget ufin.

Bryggets krop er mere hvad man forventer af en session, eller sagt mere ærligt og direkte; den er tynd. Overfor den mildt sagt anmassende bitterhed virker afstemningen derfor også temmelig ude af balance.

Brygget lader ikke meget tilbage at ønske hvad angår karaktér og hidsighed, men det er til gengæld ikke, hvad man forventer af en session. Jeg forventede et lavt og ydmygt, men til gengæld også hyggeligt og solidt bondehus. I stedet fik jeg et vakkelvornt, fejlkonstrueret tårn, der truer med at vælte så snart den første vind rører sig. Det hjælper lidt, at stenene, tårnet er bygget af, er af fin kvalitet og flot udskårne, men den, der satte stenene oven på hinanden skylder helt sikkert en omgang.

Det kan Founders gøre bedre.

3-en-halv-stjerne

Ginger Beard, Wychwood Brewery

2016-12-13-19-31-50Gi’ ham så’n én og risengrød!

Tilbage i 2012, mens jeg kortvarigt boede i Irland, prøvede jeg ‘Hobgoblin‘ af Wychwood Brewery. Jeg købte den – efter hvad jeg kan bedømme på anmeldelsen – i et supermarked, og ikke i en off-license, hvor udvalget af kvalitetsøl ellers (ikke overraskende) er af en noget højere klasse. Jeg kan huske, at jeg senere var i en Off License, det næsten må have været Jack Carvill & Sons’ på Camden Street, der ikke bare havde dén, men en hel række af forskellige Wychwood-øl.

Det nagede mig dengang, at jeg ikke kunne tage hele striben med. For det var jo Irland, jeg var i og ikke England. Så aldrig om jeg skulle anmelde særlig meget engelsk øl … Jeg skulle have givet den gas, skulle jeg. For irsk specialøl var ikke særlig specielt dengang. Jeg ved ikke om det er blevet bedre siden, og hører gerne fra folk, der ved mere.

Jeg husker tydeligt, at denne også var iblandt Wychwood-udvalget, og at det i særlig grad irriterede mig, at jeg ikke fik prøvet den, når den nu passede til mig på så mange parametre. Helt overordnet elsker jeg øl. Derudover er jeg jo som snydt ud af næsen på ansigtet, der pryder etiketten. Og endelig er ingefær – hvis jeg skulle pege på ét bestemt – nok mit yndlingskrydderi.

Jeg måtte bare håbe, at lejligheden en eller anden gang skulle vise sig igen – og det gjorde den så. Jeg tror, det var i Føtex Husum den anden dag. Med kom den i hvert fald i samme øjeblik, jeg så den.

Ved opknapning kunne brygget dårligt dufte i bedre sam- og ikke mindst bjældeklang med årstiden. Det er den mest autentiske duft af risengrød med smørklat og kanel, der møder gynteren. Lige præcis sådan som jeg forestiller mig Bertel Haarder allerbedst kan lide den (ikke mindst når han viser format og takker nej til et job som ikke engang er ledigt. Intet niveau er åbenbart for lavt for den mands tidligere chef.). Ude af flasken opdager man hurtigt, at flaskehalsen – som en anden flaskehals (ak ja, det er niveauet i dag – affind jer med det) lagde en dæmper på bouqueten og kun lod det krydrede øls sødme skinne igennem. I glasset mærker man ingefærens kendte fyrighed og slimopløsende egenskaber meget bedre.

Det er trods alt ikke en nisseøl – men en rødskægs øl … Og det har evigt og altid undret mig, at ordet ginger både er ordet for krydderiet ingefær – og for en rødhåret person på engelsk. For ingefær er jo for pokker ikke rødt eller orange – why … just why?

Men rødt, eller rettere rødorange er brygget i hvert fald, og matcher både min egen og etiketfigurens ansigtsbehåring forbløffende fint. Vi taler gennemført ginger på flere niveauer – selv skummet er orangetonet. Også smagen er meget gingered – eller på dansk ingefæret … Det må det vel hedde? Det søde indtryk fra flaskehalsduften træder dog mest frem, mens ingefærens kolde ild snarere må betegnes som en fjern glød. Leder man efter den lystigt brændende ingefær, som man finder i britiske ingefærsodavand – eller for så vidt i de mere afdæmpede og derfor til lande som Danmark mere eksportegnede ‘Crabbies’, går man fra flasken med uforrettet sag. Sød ingefær – og sukker – er i front, og giver en fortrinsvis venlig oplevelse, der står i en vis kontrast til det hidsige aromaforløb, som etiketten forjætter.

Dertil kommer, at humlen er noget svag og får brygget til at virke hult jo tættere det kommer på svælget, kulminerende med en næsten vandig finish ved mandlerne. Det tynde efterspil er dog også det absolut værste, der kan siges om en ellers vederkvægende, velgørende og vellykket sukker-ingefær-humle-blanding …

Eller ingefær og ingefær … Gransker man deklarationen vil man opdage, at brygget åbenbart slet ikke indeholder ingefær, men kun aroma – som jeg må gå ud fra er ingefæraroma.

Måske dette er skyld i den lidt for lille flamme? Det til trods har den stadig min anbefaling – både over for læserne og Bertel Haarder.

4-stjerner

Castle Cream Ale, Castle Danger Brewery

2016-12-13-18-53-41Jeg forstår det stadig ikke …

Det er noget af en omvæltning pludselig at have så meget fritid, som jeg har fået, nu hvor min julekalendertegneserie er gjort færdig. Samtidig har min optagethed af at få gjort den færdig også givet mig et anseligt øllager, der nok skal række til et godt stykke ind i det nye år.

Men nu har jeg altså tid til at anmelde igen. Jeg har planer om at genopfriske mit irske – og måske endda gøre alvor af at lære noget walisisk også. Min eneste, men reelle, frygt er, at noget af øllet nu har stået så længe, at det ikke længere er helt så interessant, som da det blev erhvervet. Det gælder ikke mindst et par IPA’er, jeg har stående.

Af samme grund er der god ræson i at starte med dem, der har stået længst. Jeg har derfor valgt denne Cream Ale fra Minnesota, som jeg fik tilsendt af min gamle studiekammerat Rasmus, der havde været på ferie derovre. Ja – den sending er jeg først blevet færdig med med denne anmeldelse.

Det er, som navnet antyder, en cream ale, det drejer sig om. Jeg forstår indtil videre ikke øltypen, hvis eneste særkende forekommer mig at være en rar mundfylde. Jeg har prøvet andre øltyper med rar – og endnu rarere – mundfylde end samtlige cream ales, jeg har prøvet, samtidig med, at hine øl var langt mere smagfulde. Det er selvfølgelig fint, at man fokuserer og rendyrker ét karaktertræk og giver det sin egen øltype – om ikke andet fordi man kan. Men jeg forstår ikke, at genren er så udbredt, når den samtidig forekommer så overhalet på så mange parametre inklusive det, der skulle være genrens særkende – mundfylden, som sagt.

En for genren fornyende og bidsk karakter af fuselalkohol og æbleeddike kan mærkes i duften. Det kan man nyde sammen med bryggets ydre – en flot glødende rødorange lød med højt skum, knækket i omtrent samme nuance. Lange tråde trækkes fra glassets sider og ned på brygoverfladen efterhånden som det klæbrige skum kun modvilligt trækker sig.

Lukker man brygget ind i små nip og trækker godt med luft ind over, kan man tvinge nogenlunde tilfredsstillende smagsmængder ud af brygget. Men det kræver altså en indsats. Før man lurer tricket og knækker koden – man bliver nødt til at gøre begge dele for at få en reel oplevelse ud af det – mødes man af et meget simpelt bryg, småtørt og letbittert uden andre egentligt velgørende elementer end den sædvanligvis venlige mundfylde.

Med de avancerede smagsteknikker i brug bliver det tørre indtryk til en egentlig syrlighed, der faktisk gør godt. En balsamicoeddikeimpression der balancerer fint mellem det milde og det kontante, og et mildt, bittert bagtæppe af val- og paranødder. Især syrligheden er forfriskende markant og ny i en øltype, som jeg alligevel må indrømme, jeg fortsat ikke forstår. Jeg hæfter mig desuden ved en kraftigere karbonering i dette bryg, mens andre cream ales virker flade og brød-agtige.

Bryggets forfriskende egenskaber skal bestemt ikke underdrives – men drik endelig ikke for langsomt, for en bundsjat ved stuetemperatur af dette bryg er virkelig fæl.

3-stjerner

Guama Calidad Superior, Cervezeria Guama

2016-12-02-20-03-22El Commandante – på godt og ondt …

Endnu før Trump var blevet valgt til præsident, og endnu før Cubas mangeårige leder Fidel Castro gjorde Lemmy og Jan Monrad selskab, fik jeg denne øl udleveret af en af mine læsere, Lasse, der også er min facebookven og i øvrigt rådmand i Aalborg. Men nu, hvor jeg har mødt ham ansigt til ansigt, er han også min rigtige ven … eller noget.

Anyways – tre øl havde han med til mig den morgen foran Bella Centeret. Den første har jeg allerede været igennem, og hermed kommer anmeldelsen af den næste – en undergæret pilsnersag fra Cuba. Indledningen om Fidel Castros bortgang var således blot for at markere, at denne øl altså ikke blev erhvervet i anledning af bortgangen …

… men jeg indrømmer da, at da han tog billetten, havde jeg da så meget desto mere grund til at prøve lige netop denne øl som den første derefter.

Jeg må også blankt erkende, at jeg beundrer mandens mod og revolutionære ideer, om lige knap så meget de praktiske hensyn han viste sin befolkning i forbindelse med realiseringen af sidstnævnte. På den anden side er det jo også nemt at være så fandens bagklog, når man sidder på den anden side af Jorden og bliver stopfodret af nyhedsmedier, der har gamle Batista-støtter som primære kilder til, hvordan forholdene er på den Caribiske ø. Når man tænker på, hvad Castro overtog, så gjorde han det – for den brede befolkning – om ikke bedre, så i hvert fald en smule mindre slemt end det, der havde været der forud.

Ser man billeder og filmklip fra Cuba fra kort efter kommandantens død, kan man i øvrigt hæfte sig ved sindsroen og stilheden med hvilken sorgen vises. I Cuba har der ikke været brug for iscenesat massehysteri på samme måde som andre lande, der meget mere uberettiget har påhæftet sig selv en socialistisk mærkat.

Nok om det for nu. Det er altid spændnde at prøve øl fra nye lande – so here goes.

Ikke ulig andre – okay, anden – øl jeg har prøvet fra det Caribiske område, er øllet meget lyst og mere brusende end egentlig skummende. Til dets forsvar skal det dog siges, at det i det mindste er forpakket i en mørkebrun og ikke en klar flaske, som det var tilfældet sidst, jeg prøvede en øl fra regionen. Skænkes brygget voldsomt nok er det dog alligevel muligt at fremtvinge end adækvat skumkrone. Endnu mere overraskeende og forjættende er en tung dunst af fusel, der ledsager skænkningen. En så karakterfuld odeur var uventet.

Mindre overraskende er bryggets lette krop – den kender man lidt for godt fra fastlandet mod vest – Mexico. På Cuba kender man letheden fra den danseglade musikkultur, der både har fostret en Buena Vista Social Club og en Dave Lombardo. Brygget fortsætter dog også de tungere takter med en markant, nærmest vrissen humlebitterhed, der slet ikke er ulig bouquetens fuselkarakter. Den smager lidt, som jeg forestiller mig kommandantens engagerede og (lidt for – siges det) lange taler. En metallisk kant yder skarphed til vrissenhed – heldigvis i et omfang, så det ikke går ud over den almindelige velsmag.

Det tunge humleindtryk på den ene side, og den lidt for letbenede krop på den anden undgår ikke at få brygget til at tippe ud af balance. Ikke ulig det konkrete resultat af revolutionens gode intentioner: Musikken er god, men der er sgu også meget vrede, som befolkningen må lide under. Øllet afspejler på den måde Cuba på godt og på ondt – forestiller jeg mig …

Uden at vide det, for jeg har aldrig været der. Jeg kunne godt tænke mig at komme dertil og se det hele med mine egne øjne. Jeg tror også, jeg ville have godt af klimaet, selvom jeg egentlig ikke kan fordrage sol og varme.

Men når varmen skulle blive for voldsom, ved jeg, at der er en adækvat øl at slukke tørsten i, som jeg oven i købet kan nyde med statens og folkets velsignelse.

Ikke mindst hvis jeg køber én for udenlandsk valuta.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme