Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: oktober 2016

Samuel Adams Summer Ale, Samuel Adams

2016-10-21-19-17-07Så er der tilbud!

Jeg har taget nogle dages pause fra bloggeriet. Jeg har haft et stort projekt i gang på et af mine andre foretagender, som tog det meste af min fritid. Desuden er der nogle personlige issues, der dræner – noget jeg ikke ønsker at uddybe for nuværende, men som både sætter grænser for, hvor meget jeg gider blogge, og som har sat det føromtalte projekt på hold på ubestemt tid. Selv har jeg det fint – det er ikke mig, den er gal med, men derimod én i nærmeste familie.

Men nu har jeg altså fundet et ledigt øjeblik igen. Et ledigt øjeblik, hvor jeg kan skubbe dystre tanker bort sammen med de mange tegninger, der venter, og igen skrive om de liflige gyldne dråber, der så ofte forsøder tilværelsens lunefuldhed.

Jeg er vendt tilbage til, hvad man kunne kalde en COOP-klassiker blandt udenlandske specialølmærker, nemlig amerikanske Samuel Adams. Nr. 2 øl, jeg nogensinde anmeldte, kom fra det bryggeri, og jeg er vendt tilbage med jævne, omend også undertiden store mellemrum. Denne blev købt for en tier i Fakta, hvor den havde fået et ‘Stop Madspild’ klistermærke på. Jeg håber, at det samme snart sker for de temmelig dyre Midtfyens Bryghus-øl, de også har på hylderne. At nærværende bryg sådan kommer på slagtilbud skyldes nok mest af alt, at sommeren ikke bare er gået på hæld, men nu kun er et flygtigt minde om en lysere, (lidt for) varm(ere) og længst svunden tid.

Brygget dufter sommerligt friskt af hvedebrød, ledsaget af en skarp kant nåletræ, samt syrlighed af lime og grape samt en antydning af vineddike. Citrustemaet går igen i alle bryggets afskygninger – fra etikettens farve over bryggets ditto, siden i bouquet og aroma. Således byder øllet på et smagfuldt gulv af gær, hvorpå skarpe, pikante noter af citrusfrugter – især citron og grape – underholder med stepdans og jitterbug. Ved mandlerne tager bitterheden over i en langsommere, men ikke mindre stilfuld tango af overraskende tung hasselnøddebitterhed.

En karaktérfuld saison … eller summer ale, som Untappd siger – men jeg synes, den virker så meget som en saison, at jeg vil fastholde, at det er det, den er – der bestemt ville have gjort godt i sommerheden, men også gør godt her i det mørke efterår.

Et lille lys hilsen fra sommeren …

4-stjerner

Jack Hammer, Brewdog

2016-10-17-18-07-51De er ikke faldet af på den …

Pour shame all over us
Harden into a crust
Cement
Forget the glamor and
Mumble a jackhammer
Under your breath

Teksten er fra sangen “Caffeine” fra Faith No Mores 1992-album Angel Dust. Den dybere mening med teksten? Dens relation til dagens øl? 1. Ingen anelse 2. Ingen overhovedet – jeg kom bare til at tænke på den, da jeg så bryggets navn. Som man vil se, indgår navnet (der betyder ‘trykluftbor’) i teksten – og så er det også bare en fed sang. Faktisk er det min favoritsang på det album, der jo iøvrigt bugner af hits. (Mit favoritalbum med bandet er godt nok “King for a Day, Fool for a Lifetime” – men det var ikke en sang fra det album, øllen fik mig til at tænke på (selvom alle øl vel i en eller anden grad får mig til at tænke på “Take this Bottle“)).

Men altså øllet – det i dette tilfælde næsten bleggule bryg med det nærmest ugidelige skum kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Det er et af de bryggerier, de allerfleste ølbloggere og ølconnoisseures gerne skulle kende til, idet de har været foregangsbryggeri for den europæiske del af den globale ølrevolution.

Ølrevolutionen har jo efterhånden bidt sig fast, og der er aldrig så mange forskellige dejlige bryg at vælge mellem, hvor man tidligere kunne vælge mellem lys pilsner lysere pilsner og letøl – hvis man var heldig. Det var nye, innovative bryghuse som Brewdog, der fik de nye øltyper (der faktisk ikke var så nye endda – de var bare ikke særlig kendte) ud over kanten og ud til folket.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har prøvet en Brewdog-øl. Faktisk ser det ud til, at den sidste blev prøvet for over tre år siden. Jeg kan se at jeg gav den fem stjerner dengang, og alligevel husker jeg den som mere magelig end andre af BrewDogs Bryg. Som uforlignelig husker jeg stadig den legendariske Punk IPA, som jeg gerne pakker med i indkøbskurven, når jeg støder på den. Sådan har jeg det ikke med mange øl, da jeg først og fremmest prioriterer at prøve nyt – men Punk IPA kommer altså gerne med uanset hvad.

Men har de holdt niveauet siden dengang? Discountsupermarkedet Fakta har været så søde at muliggøre et svar på det spørgsmål uden at man må lade sig ruinere. Var det en tyver, den kostede inklusive pant? Ikke meget mere i hvert fald, og en mørk broder til den kunne fås til samme pris. Den skal selvfølgelig nok blive behørigt anmeldt senere.

Det lyse bryg (det fik jeg vist sagt, det var, før digressionerne tog fart) byder på en klassisk IPA-duft bestående af traditionel grannåleduft, helt uden at den søde, krydrede bergamotolie er glemt. Den er der ellers andre IPA-mestre, der godt kan glemme ind imellem – jeg skal ikke nævne nogen navne og især da ikke Amager Bryghus.

I smagen møder man en skøn, fortrinsvis hård og metallisk bitterhed. Det metalliske islæt er helt rigtigt og på ingen måde malplaceret, disharmonisk eller ubehageligt. Humlen føles som et iskoldt, nyslebet, blankpoleret bronzesværd mod tungens overflade. Æggen skraber diskret og faretruende hen over smagsløgene, men lægger sig så nydeligt til rette med en tryg bitterhed ved mandlerne. Så opløses blankvåbnet pludselig og pustes ud i mundhulen som en tågesky af små bitte, barberbladsspidse nåle. De borer sig ind i alle mundens indvendige afkroge – først de blottede, og derefter finder de nådeløst vej til de skjulte hjørner, så disse også kradser af velsmagende, stikkende grannålehumle.

Det er både en lettelse og en følelse af triumf at konstatere, at – nej -BrewDog er tydeligvis ikke faldet af på den.

I modsætning til Faith No More. Sol Invictus er på ingen måde noget markant værk i deres produktion. Men hey, hvis de halvgamle herrer hygger sig med at spille videre, selvom de ikke vælter helt så meget rundt som de gjorde tilforn – så er det nu fint med mig.

5-en-halv-stjerne

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

2016-10-19-19-07-09Pre-release, revisited med mere …

Nu er det jul igen – næsten da. Supermarkedernes hylder bugner i hvert fald allerede af brunkager og pebernødder, chokoladejulemænd og adventskalendre samt alt hvad hjertet ellers kan begære og hjernen forestille sig af industrielt udstandset discountchokolade i endeløse baner så Slangt øjet rækker.

Og apropos ‘rækker’, ja så har Rækker Mølle Bryghus i anledning af dagligvarehandelens proaktive omgang med den stundende højtids begyndelse sendt mig en vareprøve af deres endnu ikke officielt udgivne (eller som det hedder på nudansk – releasede) Julebryg. Det er ikke første gang – og så er det alligevel første gang, for jeg skriver faktisk om dette bryg for anden gang, og det er samtidig første gang, jeg skriver om et bryg for anden gang på bloggen …

Forvirret? For at mindske forvirringen, har jeg indført en ny kategori i min i forvejen både kaotiske og forvirrende samling af kategorier, netop til når jeg anmelder øl, der faktisk er anmeldt i forvejen. Kategorien hedder ‘revisited’ og denne vil altså være den første ‘revisited’ nogensinde på bloggen.

Helt den samme øl, er der nemlig ikke tale om. Dette har Rækker Mølle Bryghus gjort meget ud af at understrege for mig. Recepten er den samme, men med ændrede hvile- og mæsketider, samt mæsketemperatur. Jeg må desuden blankt erkende, at selvom det er under et år siden, jeg prøvede den tidligere version af brygget er den som slettet af min erindring, og jeg har kun anmeldelsesteksten at knytte mig til.

Er brygget blevet rødere? Det var også rødt sidst, men jeg må erkende, at jeg blev mere begejstret og imponeret denne gang. Farven passer i øvrigt så nydeligt til juletemaet. Det gyldne skum har til gengæld travlt med at forsvinde, så den del af julen i hvert fald ikke varer helt til påske. Duften gør det godt – hvis ikke væsentlig bedre end sidst. Denne gang rammer den fortrinsvis søde og fyldige maltduft en stegt and med svesker og brunede kartofler bedre end den sidste versions noget syrlige og gærede udtryk.

Og fra en godkendt indledning bevæger man sig videre til en vellykket krop og aroma. Smagen er sød, fortrinsvis med maltpræg, der giver noter af mørk sirup, en snert af honning og brunkagekrydderi. Jo, julen er sandelig så småt igang.

Man kan kritisere brygget for ikke at smage ordentligt igennem, men på den anden side behøver øl jo heller ikke være sådan noget, man skal nippe til, for at kunne nyde det. Dette bryg smager godt, når det drikkes i store mundfulde – i store slurke, hvor lidt af krusets indhold (det skal helst drikkes af krus, ikke af glas) gerne skal ramme ved siden af læberne og løbe ned ad kinderne. Det skal med andre ord kæves.

Der er meget øl, der bedst egner sig til at blive kævet. Det skyldes typisk, at det enten smager direkte grimt, eller kun af ganske lidt, så det eneste tiloversblevne formål er at blive besoffen så hurtigt som muligt. Ingen af delene er tilfældet her. Det er bare et bryg, der smager bedst, når man har meget af det i munden på én gang.

Så træder malten nemlig rigtig frem med sin runde, bittersøde, letkrydrede aroma, så det er en fryd. Brygget er egnet til julemaden, hvor den ikke vil blive for dominerende. Søger man imidlertid noget øl, der giver maden seriøst modspil, skal man nok vælge et lidt kraftigere bryg. Til julefrokosten, derimod, vil denne øl være nærmest ideel; kæves som den helst skal, men med ordentlig smag …

Syrlighed og gær fra 2015-versionen er nærmest væk – og er der alligevel en rest tilbage af det, skæmmer det i hvert fald ikke. I eftersmagen byder brygget desuden på en dejligt gennemtrængende og autentisk bitterhed, som en sidste påmindelse om, at noget bryg ved første mundsmag kan virke uengageret, men bliver interessant og godt, hvis bare man gider lede efter kvaliteten.

4-stjerner

Centennial IPA, Founders Brewing Co.

2016-10-15-18-34-27Det er jo ikke USA, jeg hader …

Vi fortsætter med amerikanerne og denne gang en autentisk én af slagsen. Ja, hvorfor mon jeg ikke boycotter dem fuldstændig, når nu jeg hader dem så meget, at jeg stiller lange, retoriske spørgsmål om dem? Jo, fordi jeg absolut intet problem har med amerikanske mikrobryggerier, deres innovation eller deres solide forretningsførelse, der fører til økonomisk optur i deres lokalområder og de gode, reelle arbejdspladser det medfører. Det kan man se mere om i filmen “Crafting a Nation” på Netflix. På dansk hedder den “Håndbrygget” – og den til pinlighed ikke bare grænsende, men manifesterende, inkompetence i fængende oversættelse hos Netflix’ danske oversætterkorps illustreres så der må bruges svære opioider for at dæmpe den deraffølgende sønderrivende smerte bag øjnene.

Har man ikke Netflix, kan man også bare se Beer Culture på YouTube. Den har mange af de samme pointer, og faktisk er der over netop YouTube med let hånd drysset en hel lille samling interessante dokumentarer om øl – fuldstændig gratis, som det jo er, når det kan findes på det website.

Nå, men tilbage til staterne, og hvad det mon så er, jeg ikke kan lide ved dem? Jo, det er de få, rige og magtfulde, der ødelægger det for alle de andre. Regeringen, de store firmaer (ikke mindst våbenlobbyen), finansinstitutionerne, CIA, et amokløbende, racistisk og bundkorrupt politikorps … og så nok mere end noget andet i hele USA, hele dets gerninger og alt dets væsen: Anheuser Busch InBev … De kan virkelig få mig til at se rødt, som intet andet derovre kan!

Og det er jo en yderligere grund til at elske de amerikanske mikrobryggere – at de giver – ikke bare de dumme, men også de store svin noget kvalificeret modspil.

Fx i form af en øltype, der vel så småt er blevet et symbol – måske endda et ikon for den amerikanske brygrevolution – en IPA.

Der er som sådan ikke nogen dikkedarer eller krumspring ved denne øl, altså ud over at der primært (hvis ikke udelukkende) er brugt én bestemt humle, nemlig Centennial. Jeg ved at Raasted Bryghus herhjemme også har haft en Centennial IPA i porteføljen, men den nåede jeg desværre aldrig at smage, da jeg på det tidspunkt faktisk ikke havde råd til den. Man kan jo håbe på en relancering, og så vil jeg have noget at sammenligne med her.

Brygget er fortrinsvis rødligt med gyldent, fedtet og kontrolleret skum, som kræver en noget uforsigtig og lemfældig skænkning for at få over glasranden. Duften lægger sig i det søde, frugtige hjørne med skarpe noter af grape og appelsin … al hæder og ære til Amager Bryghus og deres evner udi IPA-brygning i øvrigt, men det er altså en befrielse at få lov at dufte en IPA, der ikke river og flår af små, hidsige, sylespidse grannåle i næsens slimhinder.

Brygget er velgørende bredt og fyldigt bittert. Der er holdt lidt tilbage med gæren, så den ikke smager igennem, men er præsent nok til at yde fylde. Bitterheden er tungere end den karske bitterhed, Amager Bryghus rendyrker. Her smager man fyrretræ – fældet og skåret fyrretræ, der har fået lov at ligge i nogle ugers regnvejr om efteråret. Nogle ville måske kalde bitterheden sløv, Jeg vil kalde den dunkel og hemmelighedsfuld og intensisteten i smagen virker alt andet lige intakt.

Eftersmagen er lang og evigt lækker af nåletræ og den helt rigtige mængde gær i nøje afstemmelse. En klassisk, og alligevel anderledes IPA-oplevelse, end dem man får flest af herhjemme …

… hvis man da ikke lige frekventerer Føtex, hvor man kan købe denne øl for under en tyver. Det er en af det bedste < tyvere, jeg længe har givet ud.

5-stjerner

Lottrup US Dark Ale, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-14-20-39-55Men øllene kan jeg godt lide …

Pyha! De trækker godt nok tænder ud, de der redaktionelle jubilæumsindlæg. Især når man er så uforberedt på dem, som jeg var på det sidste. Først efter at jeg havde skrevet anmeldelse nr. 800 færdig, opdagede jeg, at det var nr. 800. Og så skulle jeg jo først efterfølgende finde ud af hvilke øl, der var de mest middelmådige jeg havde prøvet – og i den forbindelse var der lige et par dybe tallerkener, der skulle opfindes mere eller mindre ud af den blå luft …

Men her er jeg tilbage – vel ude på den anden side, og det i øvrigt med en af de industrigiganter, der faktisk kan finde ud af at lave noget specialøl, der ikke altid er til grin.

I hvert fald så længe man nøjes med at smage på øllet, og ikke giver sig til at læse etiketten. For der står pinlighederne nærmest i kø “Vi har brygget en næsten sort ale til dig, kun med et lille rødligt ‘glimt'”, “Nyd den fyldige bløde krop og det rigelige beige skum” … jamen Vorherre til hest – man skulle jo næsten tro, at jeg var ophavsmanden med den parade af klichéer.

Det er jeg nu ikke, og hvis jeg var, sad jeg næppe i et call-centerjob til mindsteløn.

Brygget bærer navnet ‘US Dark Ale’, og er formentlig netop sådan én. Og det er endnu én af de uhyggeligt mange brygkategorier, jeg ikke gider oprette i mit eget kategoriarsenal, da jeg ellers ikke ville have meget andet at bestille. Som de fleste nok har luret, er brygget slet ikke fra USA, men formentlig produceret på Royal Unibrews industribryggeri i Fredericia(*), hvor det meste af deres øvrige øl også kommer fra (uden at jeg dog er sikker).

Ellers er jeg som bekendt kæmpe fan af De Forenede Stater, når det gælder ølkulturen – sålænge det gælder kvalitetsbryggene, altså. Når det gælder industribryggene fnyser jeg også lige så fisefornærmet, som andre europæere har det med at gøre. Imidlertid aftager fnyseriet såre lidet, når jeg efterfølgende skal udtrykke min indstilling til europæisk standardøl. For til trods for diverse vittigheder og myters påstand om amerikansk standardøls særlige tyndbenethed (typisk involverende sex og kanoer) er virkeligheden faktisk den, at vi på det punkt ikke er et hak bedre selv.

Der er også så meget andet, man med rette kan kritisere USA for. Nu bomber de fx igen et af verdens fattigste lande. Denne gang Yemen, og så har de oven i købet den frækhed at påstå, at det er gengældelse for en højst tvivlsom missilaffyring mod et af deres krigsskibe. Et krigsskib, der befandt sig i yeminitisk farvand, og mere eller mindre åbenlyst assisterede det saudi-arabiske amokløb på Yemen – oven i købet begået med amerikanske våben solgt til sauderne for et bjerg af møgbeskidte, blodindsmurte oliepenge.

Amerikanerne påberåber sig retten til at forsvare sig selv, men hvad med yemenitternes ret til præcis det samme? Hvorfor var det ikke forsvar af eget territorium, da de affyrede missiler mod det amerikanske krigsskib? Kun amerikanerne – og deres europæiske allierede (nej på det punkt er vi heller ikke meget bedre selv) – kan ikke se hykleriet.

Tilbage til øllet, mod hvilket jeg selvfølgelig ikke bærer nag for dets amerikanske inspiration. For nu lige at tage bryggeriets (intet nag mod det heller … eller – i hvert fald ikke for at lade sig inspirere af amerikanerne på ølfronten) påstande om deres eget produkt i opløbet, så viser det sig i hvert fald mere sandfærdigt end hvad den amerikanske regering i almindelighed og efterretningstjeneste i særdeleshed lader vide om deres aktiviteter. “Sort med et rødt ‘glimt'” – flueben. “Beige skum” – flueben … det passer egentlig meget godt altsammen.

Og ellers dufter brygget dejlig sødt – af farinsukker især. Dertil kommer et nogenlunde velafstemt bittert indslag af kaffe. Det er både rart og venligt uden ligefrem at være tandløst – men det er ikke noget rovdyr, vi har at gøre med, snarere en drøvtygger.

Hasselnødder og kaffe blander sig elegant i en velmaltet krop, der starter ved gummeranden, breder sig til mandlerne og rigtig folder sig ud i eftersmagen. Der er ikke sparet på noget – ud over at det er både dejlig bittert og sødt, er brygget også vidunderligt mørkt i smagen på den helt rigtige måde.

Man kan dog ærgre sig lidt over hulrummet oven på tungen. Her mangler der i påfaldende grad smag af andet end fladt postevand, men såfremt man er i stand til at se ølkruset som halvt fuld frem for halvt tomt, kan manglen forbigås som en skønhedsfejl.

Den smag, brygget alt andet lige byder på ved gummer, gane og mandler er tilstrækkeligt til at brygget lander vel over det middelmådige.

4-stjerner

(*)Rettelse: Royal Unibrews øl bliver ikke produceret i Fredericia, men åbenbart i Skælskør(**) og Baltikum. Edder og forbandelser mod den, der gav mig det indtryk, og mere af samme mod mig selv for ikke at fact-tjekke.

(**)Skælskør passer åbenbart heller ikke. Jeg tænkte da også, at den by var for lille til at have hele to industribryggerier (Harboe har som bekendt hjemme der (og den oplysning er fact-tjekket)) men jeg havde ellers oplysningen fra en kilde, jeg anså for pålidelig. Vel, man skal åbenbart fact-tjekke alt selv …

Så vidt jeg kan google mig frem til, brygger Royal Unibrew primært på Albanis og Faxes gamle anlæg i henholdsvis Odense og Faxe. Så skulle det vist være sat sådan nogenlunde på plads.

De 3 (nok) mest middelmådige øl, jeg har prøvet …

… eller i hvert fald dem, jeg tænker på …

Da jeg rundede anmeldelse nr. 750, skrev jeg om tre af de ringeste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Det skete efter at jeg efter anmeldelse nr. 700 havde skrevet et indlæg om de tre bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da var det, jeg fik ideen til at skrive et eller andet meta – eller mere generelt om øl i stedet for en anmeldelse af en specifik én, hver gang jeg rundede et pænt antal anmeldelser.

Og indtil videre holder jeg fast ved det, og gør det gerne til en fast tradition, selvom emnet for dette tredje jubilæumsindlæg har voldt mig nogen kvaler. Ideen var den aalborgensiske hjemmebrygger og idémand bag Gravøl-brandet Ole Wolfs. Han må vel have tænkt, at det kun var logisk også at tage fat på de mest middelmådige øl, nu jeg havde været igennem de bedste og de dårligste.

Men hvad måler man egentlig middelmådighed på? Og strider det ikke imod selve konceptet om middelmådighed, hvis et bryg ligefrem udmærker sig ved sin middelmådighed? Så kunne man hævde, at middelmådigt øl vel bare er kedeligt øl. Men i så fald risikerer indlægget om de middelmådige øl at lappe faretruende meget over de dårlige øl. Og så kan man lige så godt lade være med at skrive om i hvert fald én af dem.

Nå, men døden skulle have en årsag, og jeg skulle jo finde en eller anden begrundelse og systematik i mit udvalg. Jeg startede med at kigge alle indlæg, der har fået middelkarakter igennem, i forventning om, at det nok ville være dér, jeg skulle finde dem. Hvad der mødte mig var imidlertid en næsten uendelig strøm af i grunden ligegyldige øl, som jeg lykkeligt havde glemt, at jeg nogensinde havde anmeldt. Jeg var på nippet til at opgive, og finde på noget andet da …

… jeg kom i tanker om, at netop mens jeg skrev på anmeldeldelse nr. 800, huskede jeg rent faktisk en af disse middelmådige-til-ligegyldige øl, der ellers dårligt lod sig erindre, og som blot fremstod som fyld, mere end noget andet på bloggen. Og jeg har flere gange brugt netop dén øl som reference, når andre øl irriterede mig ved deres nærmest demonstrative middelmådighed på samme måde.

Så jo – det lykkedes mig at komme i tanker om nogle øl, der var markante i deres middelmådighed – øl, jeg siden tit har tænkt på som monumenter over både store og små bryggeriers halvvejs ugidelige halvhjertetheder, men som på den anden side jo heller ikke smager direkte dårligt eller er en pine.

Lad os bare starte med dén øl, jeg kom i tanker om, mens jeg skrev på anmeldelse nr 800, nemlig …

2015-06-23 18.35.37Oat Malt Stout, Krenkerup

Her er en stout, der har alt hvad den skal have, men som alligevel mangler det sidste – og for den sags skyld også det næstsidste. Der er bitterhed af kaffe, sødme af rørsukker og fylde af vanille, og det er altsammen så silkeblødt og venligt som bryggeriet selv skriver op og ned ad vægge og stolper om – eller i hvert fald på etiketten.

Hvad der til gengæld mangler er styrken …

… vælden, kraften, karakteren. Den eneste grund man husker denne stout, er at det i så udpræget en grad er en stout, man ikke husker … eller i hvert fald ikke tror man kommer til at huske. Netop fordi den viser sig at være så tyndbenet som den er, på trods af at alt forarbejdet og indholdet til en mere end bare hæderlig stout er aldrig så nydeligt på plads.

Og man må spørge sig selv: Gad de bare ikke? Var det mandag? Havde brygmester overladt det til en vikar – eller måske en praktikant? Vel, vi får det nok aldrig at vide, men middelmådigt er det i hvert fald, når man kan få et sådant arsenal i smag, bouquet og aroma til at føles som så lidt.

Og hver gang, jeg smager en stout, der egentlig smager godt, men bare mangler – ja – noget mere stout, tænker jeg på denne øl.

Brewmaster’s Collection IPA, Carlsberg

2015-06-05 18.41.53De store bryggerier har ad flere omgange forsøgt at gå mikrobryggerierne i bedene ved at sende nogle brygtyper på markedet, som ellers plejer at være mikrobryggernes gebet. Det er ikke altid, det går fuldstændig galt, hvilket Royal Unibrews Schiøtz og Lottrup-serier er udtryk for.

For Carlsberg er det gået knap så godt. Sidst har de forsøgt sig med serien Carls Selection og før det med Brewmaster’s Collection – begge med tre øl, hvis popularitet åbenbart ikke har rakt til, at serien efterfølgende fortsatte.

Det forekommer næppe overraskende, når man prøver Brewmaster’s Collection-bryggene – alle tre glimrer ved deres almindelighed og deres vægren sig ved at gøre noget væsen af sig. Særligt IPA’en stikker (især ikke) ud som et middle-of-the-road industriprodukt, småsløset kastet sammen, lemfældigt mæsket og uengageret lagret. Og slutproduktet er derefter – en IPA, der ikke rigtig gider, så man selv ikke rigtig gider og egentlig kun kan glæde sig over, at prisen i det mindste ikke er uforskammet.

På den måde illustrerer brygget så nydeligt to sider af middelmådigheden. Industrielt øl bliver bare nemt middelmådigt fordi de store mængder, der produceres på én gang, forhindrer bryggeren at indgyde det noget kvalitet. Endvidere mangler denne IPA bare grundlæggende en masse IPA. Dette skyldes ganske vist dets industrielle ophav, men kunne i princippet også have været resultat af et mikrobryggeris ønske om at lave en afdæmpet IPA eller noget i den retning.

Eksemplet bliver blot stærkere, når det formår at illustrere flere sider af middelmådighedens væsen samtidig. Desuden er det gerne denne IPA, jeg kommer i tanker om, når IPA-bryggere ikke har gjort deres arbejde ordentligt. Middelmådigt er det, fordi jeg samtidig ved, at det kan gå endnu værre.

098Warsteiner, Warsteiner

Der er også de øl, der bare er så generiske, at ikke engang marketingafdelingen gider bruge fantasi til at give brygget et særskilt navn – ja, ikke engang gider kalde det en pilsner (eller i dette tilfælde ‘Pilsener’), hvis det er dét, der er tale om.

Således behandler bryggeriet bag denne øl, så vidt jeg kan se, deres produkt som var det identisk med bryggeriet selv. Det i sig selv gør selvfølgelig ikke brygget hverken ligegyldigt, kedeligt eller middelmådigt. Hvis brygget emmede af karakter og kvalitet, ville det tværtimod være en fordel, hvis bryggeriet blev nævnt, hver gang bryggets navn kom over nogens læber.

Nej, mystisk er det, at en så almindelig øl, som denne skal blive så identisk med bryggeriet bag. Men det skyldes vel bare den grundlæggende diskrepans – måske endda den kognitive dissonans – der opstår, når man møder det jævne pilsnermarked med det mindste opbud af kvalitetsbevidsthed. Formålet med at begive sig ud på ølmarkedet som kvalitetsbevidst forbruger er simpelt hen et ganske andet, end producentens.

Producenten vil bare sælge så meget som muligt, og for at nå dette mål må man ramme bredt. Det gør man ved at fjerne alt fra øllet, der måtte få en given forbruger til at vælge anderledes: Brygget må endelig ikke være for bittert, for fyldigt, for kornet i smagen. Strategien ender meget hurtigt med at være en generel reduktion i sanseindtryk, for hvis disse bliver for stærke, risikerer man, at en mulig forbruger bliver skræmt væk.

Dette er Den Laveste Fællesnævners egentlige væsen. Der er ikke bare tale om en bestemt ligegyldig karakter, der tænkes at appellere bredt. Nej, der er derimod tale om resultatet af en grundig udlugning i produktets udtryk, der kunne tænkes at skræmme kunder væk.

Det er atså ikke den brede appel, der er det centrale i Den Lavest Fællesnævner, men derimod manglen på individuelle karakteristika.

Jeg tænker altid på dette bryg, som et af de fremmeste udtryk for dette, og det gør jeg nok, fordi brygget faktisk samtidig fuldstændig undgår at blive væmmeligt. Det er godt til tørst og godt at blive fuld af, og man undgår væmmelige bismage og disharmonier undervejs.

Men spændende? Karakterfuldt? Nixen!

Og dette er brygget, jeg altid kommer til at tænke på, når jeg får endnu en ligegyldig pilsner i hånden. Med mindre den ligegyldige pilsner også er væmmelig, for det skal dette bryg alligevel ikke beskyldes for.

—

Jubilæumsindlægget om de tre måske (måske ikke) mest middelmådige øl, jeg har prøvet, er hermed leveret. Handsken er samlet op, udfordringen imødekommet … vellykket? Det må I læsere vurdere. Jeg har – selvom Yoda påstår, det ikke findes – prøvet at skrive noget markant om noget, der i selve sit væsen er det stik modsatte af markant.

Tak til alle jer, der har fulgt bloggen gennem alle årene og anmeldelserne. Der er mere på vej – så er I advaret.

Pilgrim Oatmeal Stout, Thisted Bryghus

2016-10-13-18-29-24Måske lidt for stille og rolig …

Når jeg sådan nærmer sig et flot rundt tal i antal anmeldelser, sørger jeg selvfølgelig for i god tid at sikre mig, at alt er korrekt talt op … for det meste i hvert fald. Denne øl er fx nr. 800, jeg anmelder, men det gik først op for mig efter at anmeldelsen var skrevet færdig i går aftes.

For selvfølgelig var der en enkelt øl, der ikke havde fået hæftet ‘anmeldelse’-kategorien på sig. Men heldigvis kun én, for ellers ville denne øl have været nr. 801, og det ville alligevel have været en kende pinligt at have så lidt styr på, hvor mange øl, jeg har anmeldt.

Men nok om det. Anmeldelse nr. 800 er altså i hus. Jeg ser frem til de næste 800 – eller i hvert fald de næste 200, for så er det jo, at det rigtigt pæne, runde tal nås.

Tak til læsere, tak til sponsorer, tak til alle, der gider interessere sig for min blog på den ene eller den anden måde. Ingen nævnt ingen glemt (ja, så doven og uforskammet er jeg at bruge dét gamle trick …)

… jeg fortsætter stille og roligt med Thisted Bryghus‘ stille og rolige britisk-inspirerede serie. Jeg ved ikke, hvor mange øl, der er i serien, men indtil videre har jeg da reddet mig denne, og Goldings Pale Ale, som jeg anmeldte sidst.

Goldings Pale Ale var i hvert fald stille og rolig, men formåede alligevel at gøre godt, hvis ellers bare man gav den lidt tid og en chance til.

Kedsomheden lurer ikke desto mindre om hjørnet. En hel serie afdæmpede, tilbagelænede og i det hele taget lidt for stille og rolige øl, må jeg erkende, jeg har svært ved at se det vildt ophidsende i. Ja, det giver måske sig selv. En afdæmpet øl her og der er jo også fint – altså, Gustav Holsts planetsuite er jo ukomplet og amputeret, hvis Venus, the bringer of peace ikke er med.

Men hele tiden? Næh tak.

Det er imidlertid ikke med de største forventninger, at den næste øl åbnes. Pilgrim er, som det fremgår af undertitlen, en havrestout. Havren gør mundfylden fløjsblød og venlig, hvilket smagen efter min erfaring i urimelig grad må vige for.

Men first things first, som de siger på den anden side af Nordsøen. Brygget ser ellers lovende sort ud, og endda med overraskende mørkt skum, der til gengæld ikke opviser nogen store kunster ud i ornamentik eller klæbrighed. Duften er i foruroligende grad stille og rolig med en fortrinsvis våd duft med blot en snert flødepumpet pulverkaffe.

Og det er i første omgang også, hvad smagen byder på: Tynd, eller skulle jeg sige stille og rolig, kaffe, sødmet med lidt for lidt rørsukker og med en disharmonisk smågæret og desværre stille og roligt oxideret eftersmag …

… der da heldigvis træder mere og mere i baggrunden efterhånden som brygget får mere temperatur.

Stille og roligt – ahr fuck it! Jeg foretrækker ordet efterhånden – integreres de mørke sukkertyper og kaffebitterheden nu alligevel og forenes i en egentlig ganske nydelig sødet mokkablanding, der faktisk er en nydelse. Men det sker faktisk først ved bundsjatten, der dermed bliver det mest interessante ved den øl.

Den er reddet på stregen …

Men er stadig kun stille og rolig …

Jeg kunne godt bruge noget mere larm!

3-stjerner

Goldings Pale Ale, Thisted Bryghus

2016-10-07-21-56-20Det bliver ved truslen …

Tilbage til en gammel ven fra det nordjyske. Så vidt jeg kan se efter en lynhurtig screening, er Thisted Bryghus på en fjerdeplads over de bryggerier, der flest gange har måttet lægge ryg til mine humørsvingninger. Men hvis nogen skulle være i tvivl – de ansatte og ledelsen på Thisted Bryghus, fx – køber jeg Thisted Bryghus øl i forventning om en god oplevelse.

Viser det sig, ikke at være så godt, bliver jeg skuffet, og det er sådan det bør være. Uden at ville nævne nogen navne, kan jeg afsløre, at jeg ikke sjældent køber øl fra de tre bryggerier, hvis øl jeg har prøvet flere gange end Thisted Bryghus, med skuffelse i forventning og en sadistisk intention om efterfølgende hudfletning på bloggen. Så kan man til gengæld blive positivt overrasket, men uanset om øllet er godt eller dårligt, vinder jeg altid, idet det skrive en elendig anmeldelse af en elendig øl er mere end bare kompensation for en sådan. Det forvandler skuffelsen til den rene fornøjelse.

Efter at Thisted Bryghus sidste år lavede et amerikansk tema med tre forskellige øl inspireret af nyere amerikanske brygtraditioner, ser turen nu ud til at være gået til England. En samling bryg med navne efter britiske humler har set dagens lys. Goldings er således en pale ale efter britisk forbillede. Alkoholprocenten er holdt nede på 4,4 og ifølge bagetiketten er der tale om en bitter pale ale ‘som englænderne kan lide det’. Jeg tør vædde på, at jeg kan finde indtil flere englændere, der i hvert fald også godt kan lide både sødt og syrligt øl. Men et eller andet skal der jo helst stå bag på etiketterne.

I øvrigt er det faktisk ikke bitterheden, der springer mig i snudeskaftet som det første ved skænkning. Det er til gengæld mildheden. Duften er noget tilbagelænet, for ikke at sige svag, og emmer kun afdæmpet af humle. Den er næppe karakteriseret ved nogen særlig bitterhed, men kun en jævn én af slagsen som man kender den fra den tyske pilsnerindustris flittige brug af Hallertauerhumle.

Ja, jeg ved godt at der ikke er Hallertauerhumle i dén her. Men derimod Goldings. Jeg har før fået virtuelle dummeflade for at påstå at øl indeholdt humletyper, det ikke gjorde, så risikoen for gentagelse tager jeg lige i opløbet.

I smagen fortsætter brygget den tilbagelænede stil. Brygget byder på en cremet finish, en godkendt friskhed og indrømmet et vis kvantum af bitterhed, der dog lægger sig noget mageligt bredt henover hele tungen.

Et stykke af vejen savner man noget profil, noget skarphed, noget koncept og planlægning af, hvilken form for bitterhed der tilstræbes, frem for en middle-of-the-road bitterhed, der prøver at være det hele på én gang, og derfor ender med at være ingen af delene.

Men efterhånden træder profilen faktisk også mere frem, og det netop i form af en stadigt mere markant bitterhed af nødder. Først søde para-, så bitrere hassel-, afsluttende med lige lidt for gamle valnødder. Men som så ofte før må øl gerne smage af nødder, der er blevet for gamle, eller blommer, der har ligget og gæret, eller kål, der er blevet for surt. Hvordan det kan være, at den slags pludselig smager godt, bare fordi øl er mediet, står for mig hen i det uvisse. Men det er sådan.

Nøddeindslagene giver altså brygget, der truede med at blive en jævn, for ikke at sige direkte kedelig, fornøjelse, den nødvendige karakter. Faktisk er jeg glad for dette brygs tilbagelænede stil, fordi det endnu engang så tydeligt viser, at øl ikke behøver smage som en middelsvær nuklear humledetonation for at være en nydelse.

4-stjerner

Pale Ale, Løgismose

2016-10-08-17-33-36Specielt nok …

Løgismose er et gods på Sydfyn mellem Fåborg og Assens, hvor parret Lene og Sven Grønlykke i 1965 grundlagde et firma for fremmelse af gastronomi i Danmark. Historien er slet ikke uinteressant, og jeg glæder mig over hjemmesidens artikler, der ganske vist var tl;dr forud for dette indlæg – men netop dette viser firmaets forsatte ønske om ikke bare at kunne defineres ved en traktat på to sider … eller et enkelt scroll på musen må det vel være i vore dage.

Ved vilkårlige nedslag i de relativt lange tekster og gennemskimning hist og pist opfanger man ganske vist flere af tidens buzz-words. Men uden unødigt kække, dumsmarte, ungdommelighedsagtige slogans, flashende reklamer eller andet bralder, der gør rigtig mange hjemmesider rene hovedpinegeneratorer. Det hele er holdt simpelt og lødigt, og så gør det jo ikke noget, at man ind imellem må skræve over ord som ‘gennemsyrer’, ‘ihærdig’, ‘målrettet’ – ord, der ellers normalt sætter en brat stopper for den gode læseoplevelse.

Mange vil kende navnet fra Dansk Supermarkeds Netto-butikker. Her findes det som mærke på en række forskellige fødevarer. Mange af produkterne er økologiske, og både de og resten af produkterne er produceret efter parret Lene og Svens ønske om at gøre den gode fødevarekvalitet tilgængelig – også for mennesker uden en revnende pengepung … eller netbankkonto må det vel være i vore dage.

Og iblandt de mange Løgismoseprodukter kan man altså også finde øl. De er til at betale, omend typerne – og placeringen i supermarkederne – lander dem i kategorien ‘specialøl’. Den lave pris i kombination med den påståede kvalitet afspejler ganske fint Grønlykkeparrets ambitioner …

… såfremt øllene altså er ‘specielle’.

Ufiltreret er dette bryg i hvert fald. Så langt så godt. Farven er nydeligt orange som letfalmet bronze, med hvidt, klæbrigt skum. Duften lægger sig velbehageligt i det søde hjørne med en markant duft af alteabolcher.

Også smagen er fortrinsvis sød, men med en overraskende skarp bitterhed ved mandlerne. En antydning af kommen blander sig med gærresterne … og faktisk er det næsten lidt i overkanten. Prisen er i hvert fald mere lettilgængelig end bryggets karakter, og det var jo sådan set også meningen med Løgismose-konceptet.

Ud over en bitterhed, der er, om ikke ligefrem disharmonisk, så i hvert fald til en side, kan man fortsat nyde sødme af bergamotolie og syre af frisk grapefrugt. Uden at rage op i skyerne byder brygget på mere end blot et standardindtryk. Smagsoplevelsen er vel ud over det sædvanlige, og det til ikke alt for mange penge i en supermarkedskæde med 460 butikker over hele landet.

Mission udført – ser det ud til.

4-stjerner

German IPA, Camba

2016-10-07-17-54-56Husker jeg forkert?

Allerførst må jeg komme med en beklagelse. Jeg har tidligere lovet tre anmeldelser af den Aalborgensiske hjemmebrygger Ole Wolfs øl. Jeg har allerede for længst annonceret, at IPA’en desværre var oxideret, da jeg prøvede den. Det samme har vist at gøre sig gældende for en Irish Red Ale ved navn ‘Rød Maling’, tilegnet en navnkundig midtsjællandsk brygmesters (hvis navn skal forblive usagt) uduelige, fordrukne og kriminelle bror, Anders.

Brygget levede ellers godt op til sit navn, når man lige gav det lidt tid. Egentlig så det mere orange ud, men de sidste dråber, der faldt i det snehvide skum, var røde som de utallige hektoliter blod, hvis udgydelse Anders i sine forskellige hverv har været aldrig så medvirkende til.

Vel – anmeldelsen af øllet må læserne have til gode, for jeg vil ikke anmelde øl, der af den ene eller anden grund – her formentlig Post Nords håndtering – er blevet ødelagt. Men den medfølgende tirade skulle I ikke snydes for.

I stedet har jeg valgt at tage kapslen af en genganger fra årets festival i Lokomotivhallen. Selvom jeg egentlig prøvede at gå uden om, faldt jeg som bekendt alligevel i, og prøvede et par IPA’er. Blandt andet denne, der er speciel idet den er fra Tyskland. Det er den første tyske IPA, jeg nogensinde har anmeldt, og mon ikke den også en af de første tyske IPA’er overhovedet? Mikrobrygbølgen er først så småt ved at tage fat i det store land mod syd, hvis ølkonservatisme har holdt innovationen i et årtierlangt kvælertag, mens resten af Europa – og Verden – kun har bevæget sit i én retning, ølkvalitetsmæssigt – nemlig opad.

Dette første – eller et af de første – spæde skridt mod at lave andet end jævnt (læs: kedeligt) pilsnerøl og Weißbier bærer mestendels præg af lidt famlen. Brygget ser da fint nok ud – mørkere end jeg husker det, uden at det behøver have nogen betydning. Duften er dog noget mere tilbagelænet end erindret. Man mærker næsten ikke humlen. En indrømmet både rar, fyldig og frisk odeur af fløde melder sig – men lige lovlig henslængt og nonchalant.

Smagen er vitterlig også noget afdæmpet. Umiddelbart bider man mest mærke i de frugtige noter af appelsin, mens bitterheden holder sig i baggrunden med lidt diskret fyrretræssavsmuld, der har ligget lidt og er blevet fugtigt.

Her er det måske på plads med et forbehold. IPA’er smager bedst friske, og ligesom Albanis Mosaic IPA kan det sagtens være, at Cambas IPA bare har stået lidt længe, så det friske er gået af den.

Dét eller også har tyskerne bare stadig rigtig meget at lære, når det gælder andet end pilsnerøl og Weißbier.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme