Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2016

The Lady of Cofitachequi, Amager Bryghus

2016-09-05-17-10-35

Igen igen igen …

Amager Bryghus fortsætter den gode stil i koncept og etiket, som jeg bemærkede, da jeg tilbage i slutningen af marts var på besøg på bryggeriet. Jeg fik en Cream Ale med, ved navn Marry me in Rio, og den var valgt udelukkende på baggrund af etiketten, der forestiller et forelsket par, der kysser – en lyshudet og en mørkhudet, der begge er kvinder. Amager Bryghus progressive stil blev allerede vel omtalt ved den lejlighed, og det er med største fornøjelse, at jeg finder de rosende floskler frem igen.

Brygget er opkaldt efter en af de få, hvis ikke den eneste, kvindelige stammehøvding der kendes blandt indfødte nordamerikanere. Hendes navn er åbenbart ikke kendt, så hun er simpelt hen omtalt som ‘The Lady of Cofitachequi’. Legenden siger, at hun for omkring 500 år siden undslap spansk fangenskab, og efterfølgende uddelte en ordentlig dragt prygl til conquistadorerne, der var ude for at plyndre områdets guldrigdomme … som åbenbart slet ikke eksisterede. Wikipedia-artiklen er noget mere afdæmpet i sin beretning, men hey – Amager Bryghus går som bekendt gerne efter den gode fortælling. Også hvis det skulle vise sig ikke at være helt sandt altsammen.

Men om legenden nu er sand eller ej er én ting. Billedet på etiketten forestiller – må man formode – den kvindelige høvding. Stolt poserende med våben i hånd og i en klædedragt, der måske nok ikke er historisk korrekt, men til gengæld er vidunderligt befriet for at være pirrende, pikant, afslørende eller slet og ret ikke-eksisterende, som man ellers så ofte ser det, når det gælder om at sælge noget på noget kvindeligt. Hvis kvinder skal bruges i markedsføring, så behøver de altså ikke fremstilles som stereotype sexobjekter. Tak til Amager Bryghus for at pointere dette.

Og så videre til øllet. Der er tale om endnu en India Pale Ale fra bryggeriet i Tårnby. Dem har de som bekendt lavet mange af, og de er gode til det. Denne IPA dufter især af frugt – et let indslag af æbler blander sig med et kraftigt og stikkende ét af appelsin fra tidligt på sæsonen – før de bliver søde, men til gengæld er dejligt karakterfulde. Grannålene, der er fast ingrediens i bryggeriets IPA mærkes først, når gynteren rent faktisk holdes hen over brygget. Bryggets ydre kunne dårligt være mere IPA’et – et tåget, højgult til orange bryg med højt, fedtet og fyldigt hvidt skum.

Ligesom den sagnomspundne høvding deler brygget gedigne prygl ud. Det er næsten som om den frugtige indledning bare var for at narre – for at lokke i baghold. Hård, tør, og bitter gran støder dybt ind i tungen, og tager i modsætning til de spanske conquistadores ingen fanger.

Efter at slaget er drevet over mærkes den liflige duft af brændende og rådnende kadavr… nej, det er faktisk ikke rigtigt. Hvis der endelig er noget mildt og rart over dette bryg, så er det eftersmagen, hvor en luftig granessens rigtig folder sig ud. Stilhed og eftertænksomhed efter slaget, tænker jeg.

2016-09-03-11-23-10Amager Bryghus har gjort det igen-igen-igen-igen-igen-igen … deres IPA’er smager jo virkelig godt, men jeg må erkende, at jeg så småt godt kan have svært ved at huske dem allesammen fra hinanden. Ikke at smagen i dette bryg lader noget tilbage at ønske, men fordi den reelt ikke smager så forfærdelig meget anderledes end de andre gode IPA’er, bryggeriet har lavet. Jeg vil nok bedre kunne huske The Lady of Cofitachequi for etiketten og historien end for smagen.

Og – for at jeg i øvrigt nød denne øl samme aften, som jeg hentede min nye Long John/Børnetransport hos cykelsmeden efter den sidste finjustering. Det hører også med til historien.

5-stjerner

Fruity and the Beast, PhenoMenAle

Mere nyt og spændende end godt …2016-09-03 15.27.58

Her på det sidste har jeg jo rigtig været omkring at prøve det nyeste af det nyeste og det hipsterste af det hipsterste. En limited edition fra Frejdahl og en fadlagret limfjordsporter og hvad har vi? Og det fortsætter! I weekenden var jeg et smut forbi Café Langebro, der holdt et kæmpe arrangement i anledning af øllets dag. Overalt på den lille plads på Islands Brygge var der stande for lokale bryggerier – nåhr ja, og Hancock, der ikke ligefrem er lokale. Men alligevel var det dem, der langede de fine lange glas ud, som man bagefter kunne bruge til smagsprøver.

Jeg havde mine børn med, så det kunne ikke blive til det helt store. Jeg tog imod en anbefaling fra nogle gamle studiekammerater, jeg stødte på. De havde prøvet øl fra et helt nyt bryggeri på Nørrebro. PhenoMenAle, hedder det. Og det er jo både kækt, ordspilsagtigt, og en lille smule småmistænkeligt kønsspecifikt. Hele tre ting på én gang – som et kinderæg.

Jeg valgte at vælge sikkert, så det blev til det nye, friske bryggeris IPA. Brygget skummer ikke meget, og holder en for IPA ret lys lød. Duften gør intet større væsen af sig, holder sig i det friske, cremede hjørne. Humlen holder sig en smule i baggrunden, hvilket ærligt talt ikke er specielt lovende for en IPA.

Smagen er da også ganske mild. Mundfornemmelsen er cremet, ligesom bouqueten, og søde noter af sirup og honning træder snart mere frem end den bitre humle. Lader man brygget hvile lidt, melder de friske grannåle sig da også endelig, og bitterheden tager til i eftersmagen med aroma af hassel- og paranødder.

Den udprægede IPA-smag er tæt på kun at være antydningsvis. Bitterhed af større kaliber er fundet ikke bare i amerikanske Pale Ales uden ‘I’ foran, men også i europæiske pilsnere. Det er ikke fænomenalt. Det er heller ikke vildt godt. Det er nok højst bare godt. Spændingen ved at prøve noget af det nyeste af det nyeste overgik klart bryggets kvalitet. Ja, man fristes næsten til at sige, at det er overraskende, at noget, der var så nyt faktisk kunne smage så meget af noget, man havde prøvet så mange gange før.

3-en-halv-stjerne

Spøgelsesbilisten, Gravøl

2016-08-29 20.33.44Ikke i betragtning af …

For noget tid siden slog jeg et billede op på min facebook-side af et parti øl, jeg havde fået af hjemmebryggeren Ole Wolf, der bor i Nørresundby. Der var tre styk. Den ene, IPA’en høstøl, var desværre ikke længere frisk, da den nåede frem, så den bliver ikke anmeldt – i denne omgang i hvert fald.

Det var ellers den, jeg prøvede først, for jeg tør jeg ikke gå imod brygmesters anbefaling … eller rettere – direkte ordre. For ud over at han bor i Vendsyssel, er han også mester i ét eller andet nin-jitsu-noget. Så hvis jeg gør ham vred, er der næppe noget sted, jeg kan vide mig sikker. Heller ikke selvom vi bor i hver sin ende af landet. Hey – han kender garanteret en eller anden hemmelig tunnel til min 4. sals amagerkanske lejlighed fra baglokalet i 1000fryd, som end ikke arkitekten bag nogen af bygningerne kendte noget til!

Men IPA’en må vi altså vente med til en anden god gang. I mellemtiden har jeg prøvet hans alkoholsvage ‘scottish light’. Jeg har aldrig hørt om typen før, ligesom jeg aldrig har hørt om alkoholsvagt hjemmebryg. Angiveligt skulle det være meget svært at lave alkoholsvage øl, der smager af noget, fordi netop alkoholen er det, der giver smag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på processerne heller. Blot anføre, at meget tyder på, at Ole har endda ganske godt styr på det.

Ved åbning konstaterer man en påtrængende duft af gæret hø – ja, det er faktisk ikke helt ulig lugten af hestestald, og det er faktisk slet ikke ment negativt. Mørket og tætheden af brygget er imponerende i betragtning af de sølle 1,6% alkohol brygget indeholder.

Brygget ligger følgelig også let på tungen. Ja, det er en letøl, og det kan mærkes, men … det har bestemt også været værre. Refsvindinges Skibsøl, der ligner den ret meget af udseende og koncept fx, føles tyndere og slappere, selvom dens alkoholprocent ligger mærkbart højere – på 2,4%. Røgen i ‘Spøgelsesbilisten’ (det makabre tema er som altid vel anslået i titlen) er overraskende fyldig og ‘tør’ i udtrykket. Ved mandlerne viser malten sig med noter af rugbrød, som vel nok er noget af det mest smagfulde man kan nå ved de procenter. Det er i hvert fald noget at det mest smagfulde undertegnede har prøvet. Også eftersmagen gør det godt med velafstemte noter af lejrbål.

At anmelde alkoholfattige øl ender altid med ‘i betragtning af’ og ‘når nu det er’-rationaliseringer, hvor anmelderne argumenterer for, at brygget skal have en højere karakter, end det egentlig fortjener, fordi det er alkoholsvagt øl der anmeldes.

Principielt mener jeg, at alkoholsvagt øl bør konkurrere på samme vilkår som andet øl. Dette bryg gør netop dette ganske godt, idet den med sin ganske markante røg og nogenlunde fylde faktisk får hevet sig op til noget, der virkelig kan nydes, vel hinsides industrielle pilsnere og specialbryg, hvor bryggeren af en eller anden grund ikke rigtig gider. Selv ved sølle 1,6%.

Det er ikke så lidt imponerende.

3-en-halv-stjerne

Martins unavngivne bryg, Guldhammer Nanobryg

2016-08-29 19.40.21Forfriskende anonym …

Så klarede jeg endelig at anmelde alt det øl, jeg havde prøvet ved Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum. Så mangler jeg kun resten af det hængeparti, der havde bygget sig op i forbindelse med arrangementet. Før jeg tog på festival, var der et par stykker, jeg ikke havde nået at anmelde endnu. Og som om det ikke var nok, var jeg så tåbelig, at jeg valgte at prøve nogle flere, endnu før jeg var færdig med de mange anmeldelser efter festivalen.

Jeg har bloggen her udelukkende for min fornøjelses skyld. Og det kunne måske være sundt for mig at prøve at – om ikke begrænse mig, så i det mindste organisere mit anmelderi lidt bedre.

Men jeg må til det. Brygget her er ikke et officielt Guldhammer-bryg, men derimod … tjah – noget han bryggede og valgte ikke at sælge af? Af gud ved hvilken årsag. Læseren, Paul, der gav mig flasken lod antyde, at Martin vist så småt er ved at lægge brygning med salg for øje på hylden.

Ja, jeg var også ved at tude, da jeg hørte det.

Men han brygger da endnu. Og så længe, der er gang i mæskekarret, er der vel også mulighed for, at man også i fremtiden kan få hans aldeles vidunderlige bryg at smage. Om ikke andet fordi man har en kontakt hist og pist (tusind tak, Paul!)

Brygget her blev leveret i en helt anonym flaske uden etiket. Det er på den ene side svært at blive klog på, og på den anden side på en finurlig måde friskt og rent. Sådan lidt western-like på den klichéagtige måde, eller egl. sci-fi-western agtigt. Det er i Westworld, protagonisterne står og drikker i baren, og Richard Benjamin siger “What is this stuff?” Hans kammerat, spillet af James Brolin svarer: “It doesn’t say on the bottle”, hvorefter Richard Benjamin retoucherer “Yeah, give me that!” Og skænker sig endnu en drink … som optakt til Yul Brynners entre. The rest is a pretty damn good story – synes jeg i hvert fald.

Men helt i blinde skal jeg ikke famle. Jeg har fået at vide via den allestedsnærværende fjæsbog, at der er tale om en Pale Ale. Humlerne er Magnum og Lemon Drop, malten Pale Ale malt og Cara Munich. Alkoholprocenten ligger på 5,6. Den ligner dog næsten mere en IPA med sin mørkorange lød og det fedtede, lyse skum. Duften er også temmelig IPA’et, omend humle, selvom den da spiller førsteviolin, ikke excellerer i vilde soloer eller cadencer med sin ligefremme og velkendte grannote. Hornene og træblæserne kommer sandelig også til deres ret i form af hyld og vanille, så sødmen kommer lidt mere i front.

Men i smagen er det humlen, der bestemmer. Især ved mandlerne smager man nåletræet, der alligevel er så tilbagelænet, at man får fornemmelsen af, at det blev skåret i sidste uge. Grannålene lægger sig som en rar, luftig essens i mundhulen, mens den præsente vanille og hyld fra duften er omsat til en cremet, rar mundfornemmelse, der også yder brygget sufficient fylde. En enkelt bergamotnote viser sig i eftersmagen, men det er svagt, og eftersmagen klinger i det hele taget hurtigt af.

Brygget repræsenterer et ganske nydeligt nåletræstema. Men man kunne i sammenligning med Martins andre bryg måske have ønsket sig, at der var noget mere drøn på.

Men det skyldes selvfølgelig også kun, at man som nyder af Martins bryg fra første færd har været voldsomt forkælet og priviligeret. Den er da også mere tænkt som en frisk sommerøl end som en humlebombe, og som sådan gør den det sandelig også mere end tilfredsstillende.

Ikke mindst fordi det stadig er indtil flere takter foran de jævne felt af Pale Ales og for den sags skyld IPA’er fra andre bryggerier.

4-stjerner

686 Anker J, Kongebryg (CB&WF 2016 V)

2016-08-27 16.11.23Skål, kammerat …

Temaet om Copenhagen Beer & Whisky Festival skal afsluttes med bravour. Det sker med endnu en øl fra Kongebryg, der ikke er noget festfyrværkeri – og så alligevel …

Historien – og det går Kongebryg jo som bekendt ganske meget op i – er i hvert fald god. Og mange vil måske være overrasket i betragtning af bryggeriets militære baggrund, og den tematik, der ikke sjældent følger deraf.

Brygget er opkaldt efter en tidligere soldat ved kasernen, deraf tallet, der er hovedpersonens soldaternummer. Det var ham, der 9. april måtte lide den tort at overgive Næstved Kaserne til den tyske besættelsesmagt efter den danske regerings overgivelse. Soldaten blev selv modstandsmand efterfølgende, og endnu senere gik han hen og blev statsminister, hvilket han nok er mest kendt for. Han døde 20. maj i år, 93 år gammel, og hvis nogen endnu ikke skulle have gættet det, er det selvfølgelig Anker Jørgensen, der er tale om.

Anker Jørgensen var på mange måder en samlende skikkelse. Man skulle virkelig langt ud på fløjene, før man ikke kunne finde en eller anden form for sympati for ham – om ikke for hans holdninger og politik, så i det mindste for hans person. Og med historien om Næstved Kaserne in mente skulle det bestemt undre mere, hvis der ikke på et eller andet tidspunkt kom et hyldestbryg.

Den tidligere statsminister var også kendt for at holde fast i sin jævne arbejderbaggrund. Derfor er Kongebrygs 686 Anker J også tænkt som en jævn pilsner til det danske folk. Letdrikkelig og ligefrem … men lur mig om ikke der alligevel er en overraskelse derinde i det højrøde (selvfølgelig) bryg alligevel.

Ja, for brygget er virkelig flot rødt med matchende gyldent skum. Farven er opnået ved at bruge en bestemt malt, og altså ikke ved at putte noget fremmed i øllet. Ikke desto mindre var der faktisk flere gæster ved standen, der erklærede at “så er det jo ikke en pilsner!” “Nå, hvad er det så?” var den flabede, usoignerede, langskæggede bartenders opfølgende spørgsmål. “Ja det er ennnnn … uden for … kategori.”

Så Kongebryg laver helt unikke øl. Det bliver brygmester sikkert glad for at erfare, selvom jeg nu er sikker på, at han vil holde fast på, at det er en pilsner.

Festlige farver er der i hvert fald rigeligt af, mens duften er mere afdæmpet. En antydning af piskefløde med et kornet maltindslag måske? Brygget er måske nok letdrikkeligt med sin cremede mundfornemmelse, der får det til at glide lækkert hen over tungen. Men ‘let’ ville jeg næppe kalde det. Det er maltsødt og overraskende fyldigt med en småsyrlig krop af tørrede figner og rosiner. Eftersmagen falder tungt med bitter smag af hasselnødder.

Det er i hvert fald ikke nogen traditionel pilsner, og næppe heller jævn. Den er noget ud over det sædvanlige idet den som pilsner lægger mere vægt på malt som det smagsbærende end på humlen. På den anden side er den nok heller ikke så usædvanlig, at den vil skræmme det traditionelle og jævne publikum fra vid og sans.

4-en-halv-stjerne

Tak endnu engang til Kongebryg fordi jeg måtte lege med ved standen. Og tak til arrangørerne bag Copenhagen Beer & Whisky Festival for et spændende arrangement.

Køgebryg, Kongebryg (CB&WF 2016 IV)

Ingen alarm …

Min utilstedelige skamrosning og idle smiger mod Kongebryg fortsætter lidt endnu. Det manglede jo sådan set også bare, når nu de sådan sponsorerer et latent afvænningsforløb og den bodegamuskel, jeg ikke har, ved at lade mig stå i deres stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival.

Køgebryg her var det lyseste bryg, vi kunne byde på. Den er en saison – en let, belgisk øltype, som bryggeriet tidligere har brilleret med. På Ølfestivalen i Forum stod der faktisk bare ‘Saison’ på hanen, fordi designeren af etiketten (den klovn) havde glemt at spørge om, hvorvidt brygget ellers havde et rigtigt navn. Det havde den altså – oven i købet med en historie, omend det denne gang hverken handler om krig, kongehus eller fædreland … eller okay. Måske en lille smule det sidste, eftersom købstaden Køge syd for København trods alt ligger i gamle Dannevang.

Den er brygget til Køge Festuge, der netop er afsluttet – ja, det er altså ikke altid at jeg får timet mine anmeldelser lige heldigt. Til gengæld har det friske, lyse sommerbryg vel passet meget fint til det flotte, klimaforandringsplagede sensommervejr, vi har været velsignet med på det sidste.

Faktisk har det i sin duft en snert af den banan, der gennemsyrer den stærke belgiske blonde-øl – den, som jeg ikke rigtig kan med, og som jeg også prøvede i Aarhus Bryghus’ stand på ølfestivalen. Her er det som antydet meget mere afdæmpet, og den yder en sød note til et ellers frisk bryg, der ikke dufter af meget andet end en tilbagelænet, omens spids humle og en antydning af gær.

Brygget, der klart skal nydes afkølet, har en frisk, krydret aroma med noter af rosmarin, fennikel og kommen. Fylden er ligefrem og simpel samtidig med, at den er ganske præsent. Modnet korn blander sig med løvtræ, der giver smagsløgene lidt at arbejde med i det ellers friske og sprudlende bryg.

Alle advarselslamper blinker, når talen falder på frisk sommerøl, undtagen når det kommer fra Kongebryg, for på forunderlig vis formår bryggeriet at tilføje rigeligt smag, uden at gå på kompromis med hverken friskhed eller sommer.

4-en-halv-stjerne

Kellerbier, Kongebryg (CB&WF 2016 III)

2016-08-27 13.14.40Mon ikke det var farven?

Det er unægteligt nogle dage siden nu, at jeg var på Copenhagen Beer & Whisky Festival. Og selvom det var disse bryg, jeg stod og småpimpede det meste af tiden, kniber det så småt med det dugfriske indtryk, der giver de mest præcise anmeldelser.

Det tror jeg i hvert fald. Ærligt talt er jeg ikke sikker på, at læserne mærker den store forskel.

Det jeg dog husker dette bryg for er, at det var det, jeg endte med at slukke øltørsten mest i. At ville påstå, at det var det bedste bryg i baren, ville være – om ikke direkte forkert, så i hvert fald en tilsnigelse. Den ære tilkommer med rette den forunderligt lette og smagfulde stout Kejserinde Dagmar.

Her er vi ovre i en – om ikke lettere, så i hvert fald lysere genre. Brygget er nydeligt gyldenbrunt – ikke ulig bloggerens hår og skæg, faktisk. Skummet er lavt og boblende, hvilket det i øvrigt har til fælles med både stouten og saisonen fra sidst.

Det er dermed ikke skummet, der karakteriserer brygget – men derimod en nydelig bouquet af fyldig malt, mørk karamel og et lille skud cognac. Smagen er igen karakteristisk blid og umiddelbart uprætentiøs. Armbevægelserne er bare ikke voldsomme i Kongebrygs øl, men der er altid en belønning, hvis man lader brygget trænge lidt ind i tunge og gummer.

Her vækkes en tæt, tung eftersmag af eg og bøg til live. En alkoholantydning yder fylde og et pikant og uventet stik af grannåle giver brygget lidt ekstra spænding i slutspurten. Det er ikke den friske gran som man kender den fra de allestedsnærværende IPA’er, men derimod en tung, garvet én af slagsen.

Brygget starter letdrikkeligt, bygger op og afslutter tungt og vildt – det er velkomponeret som en god roman, der imidlertid kræver, at man gør en indsats for at komme ordentligt i gang med den.

Men er det ikke også dét, der ofte kendetegner god litteratur – og øl?

4-en-halv-stjerne

Kejserinde Dagmar, Kongebryg (CB&WF 2016 II)

2016-08-27 12.19.19Let og kejserligt …

… og hermed videre til de øl, vi havde på hanerne i Kongebrygs stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum.

Hvis jeg skulle sige noget helt overordnet om, hvad der adskilte Kongebrygs udvalg fra de andre bryggerier, var det dels, at antallet af bryg var overskueligt, dels at de var udvalgt efter deres drikkelighed og ikke efter at være outrerede.

Det betød, at flere af gæsterne faktisk kunne nå gennem alle hanerne uden at blive hønefulde (ih nej, det ordspil var i hvert fald ikke tilsigtet). Flere af gæsterne kom forbi flere gange, netop fordi øllene var venlige og imødekommende (i skarp kontrast til i hvert fald én af barvagterne – den langhårede og -skæggede), uden at de samtidig mistede deres spænding eller smagfuldhed.

Som måske det bedste eksempel på dette, kan bryggeriets Russian Imperial Stout fremhæves. Jeg havde godt nok prøvet det lavtskummende, let olieagtige bryg tidligere. Men det var under omstændigheder, der gjorde, at jeg aldrig fik kradset noter nok ned til, at der kunne komme en anmeldelse ud af det. Det var under besøget på Kongebryg, og der var der jo fuld knald på anekdoter og hygge, ledsaget af lettere selskabelig overrisling. Så at anmeldelsen først falder nu, finder jeg lovligt undskyldt.

Brygget er opkaldt efter den danskfødte Russiske Kejserinde, Мария Фëдоровна (Marija Fjodorovna, Da. Marie Sophie Frederikke Dagmar). Kongebryg gør som bekendt meget ud af, at knytte an til kongehus og militærhistorie i mange af deres brygkoncepter, og her smelter det hele så nydeligt sammen med øltypen.

Der er tale om en overordentligt let Russian Imperial Stout. Imperial Stouts er kendt for at være tunge, kraftige og fyldige. Den russiske variant – som egentlig slet ikke er russisk af oprindelse, men har fået navnet fordi den russiske zar i sin tid fik smag for den – er kendt for at være sød frem for bitter, men ellers lige så tung og fyldig som sin britiske storebror.

I Kongebrygs udgave er der imidlertid lagt en dæmper på tyngden. Men tro ikke, at det ødelægger oplevelsen. Tværtom bydes man fortsat den fulde stoutfornøjelse med dybe, rare kaffenoter sødet med mørk karamel og piftet op med et nøje afmålt skud cognac, der uden at være dominerende alligevel yder et bredt alkoholindslag. Dertil kommer en antydning af røg.

Og selvom alle de kendte smagsnuancer er vidunderligt præsente, forbliver brygget let på tungen som den lifligste, søde vin. En vin, der smager af sød lakrids, spædet om med kaffe, ganske vist, men den lifligste søde vin ikke desto mindre. En rigtig nydestout. Og det smukke er, at hverken alkoholen eller tyngden slår så hårdt, at man ikke kan nyde én mere, hvis man skulle få lyst til at være lidt dekadent (det er jo trods alt zarens hof, vi er hos … sådan da). Vel er de 7,6% alkohol mere end blot end guldøl, men der er stadig ganske langt op til de procenter, kejserlige stouts normalt holder.

Og at brygget ikke vejer det samme som en leopardkampvogn (vi er jo fortsat på Næstveds gamle kaserne … i hvert fald når vi ikke er på ølfestival på Frederiksberg eller ved zarens hof) gør også sit til at friskheden bevares – ikke bare i brygget men så sandelig også i kroppen efter at det har fundet vej ned gennem løgnhalsen.

5-en-halv-stjerne

Limfjordsporter Lakrids, Thisted Bryghus (CB&WF 2016 I)

2016-08-26 15.35.02Do mess with perfection …

Det var de fem øl, som jeg ikke fik skrevet om i sidste indlæg, jeg kom fra … eller rettere – endelig er kommet til. De samles under hatten “CB&WF 2016” hvilket de kvikkeste læsere allerede har gennemskuet som en forkortelse for “Copenhagen Beer & Whisky Festival 2016”. Ja, det var ikke fordi, der pludselig var gået Karsten Lauritzen i den – kun ren og skær dovenskab.

Historien om dette bryg kender jeg ikke. Men man kender typen. Man har succes med ét eller andet. Et album, en film, et styresystem til PC’en … og man kan bare ikke lade være. Selvom man faktisk har skabt det perfekte så skal man absolut lige alligevel prøve … Altså, det gik jo så godt sidst, så nu prøver man lige at rette lidt til hist og pist, og så … går det galt. Det, der som minimum var tænkt som en forlængelse af succes’en, flopper fælt, og ligger som en bunke murbrokker og splintret tømmer blandet med glasskår og bøjet stål i en stor bunke foran én.

Derfor gik jeg længe uden om denne øl. Jeg vidste ikke, om jeg gad løbe den oplagte risiko for skuffelse, ikke mindst med Mikkellers Beer Geek Limfjordsporter, som jeg prøvede i Lokomotivhallen tidligere på året, og som ikke var nogen større nydelse in mente. Desuden har jeg fundet den unødigt dyr – noget man ikke kan kritisere den oprindelige Limfjordsporter for. Og at få lov til at betale ekstra for en skuffelse, fandt jeg ikke videre attraktivt

Men når man sådan får den langet over disken på en ølfestival, er det selvfølgelig en anden sag. Jeg nippede én gang, og konstaterede, at den fortjente sin egen anmeldelse.

At brygget er kulsort, tykt og klæbrigt giver sig selv. Den ekstra lakrids – som mig bekendt er den eneste forskel på denne og den oprindelige Limfjordsporter – gør forståeligt nok hverken brygget tyndere eller lysere. Både duft og smag er den fulde, tætte stoutfornøjelse af røg, fed malt og kaffe, som man kender den – bare tilsat ekstra lakrids. Brygget smager egentlig som det plejer, men med ekstra meget af den engelske lakrids, man fik som barn, når man var forkølet, og som gav ekstra luft og en antydning af trykken for bryst og i svælg.

Og man skulle tro, at det ville give en eller anden form for disharmoni – men det gør det ikke. Der er vitterlig tale om en luksusudgave af limfjordsporteren. Den bliver faktisk bedre. Thisted Bryghus gør det umulige, de fikser noget, der ikke er i stykker, de fifler med det perfekte og de slipper godt fra det.

Det er vel ikke for ingenting, at de herhjemme blev kåret som Årets Bryggeri 2015.

Og selvom lakridsen virkelig smyger sig om, og indtager alle de andre lækre smage, brygget indeholder, overdøver det dem ikke. Ej heller er der så meget som antydningen af missmag eller ubalance – der er ingen fornemmelse af tørt lakridspulver i eftersmagen. Kun fuldfed, fyldig, tung, ufortyndet lakridsjuice med følelsen af velskænket Limfjordsporter oveni.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme