Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2016

Mosaic IPA, Albani/Royal Unibrew

2016-09-26-17-57-57I betragtning af …

Så kom den omsider – en industriel IPA fra et større bryggeri, prisbillig og ligefrem, en IPA til folket.

Helt ny er den selvfølgelig ikke længere. Faktisk har jeg snydt lidt og prøvet den tidligere, nemlig på Danske Ølentusiasters Festival i Lokomotivhallen sidst i maj. Fra dengang husker jeg den som overraskende lækker, men den slags kan jo godt snyde, når man er i godt selskab (læs: Ole Madsen). Jeg skal dog holde in mente, at hvis den dåse, jeg fandt i Fakta på Ålekistevej i forgårs er fra samme aftapning som hin fra lokomotivhallen, er den jo ikke helt frisk længere. Og lagring gør ikke IPA bedre. Om det er tilfældet har jeg imidlertid ikke kunnet læse ud fra emballagen, da alt påtrykt er gnidret, grænsende til det ulæselige – og jeg er ikke engang sikker på, at tappedatoen fremgår.

Anyways – det gode førstehåndsindtryk består uanset hvor stor en skuffelse brygget måtte være efterfølgende. At et stort bryggeri laver en rigtig IPA, der er nem at få fat i, og ikke koster et mindre industrielt bryganlæg, er uanset hvad positivt. Jeg er stor tilhænger af, at de alternative øltyper bliver lettere at få fat i – og ikke mindst billigere. På den måde kan forbrugerne få smag for specialprodukterne – og det er så der, mikrobryggerierne kan tage over med noget bedre kvalitet.

Udadtil er brygget ganske kønt i næsten skinnende kobberorange med cremet, hvidt marengsskum. Duften slår søde noter an af bergamotolie og egetræ, mens bitterheden leveres af blødere lærketræsnåle, end den gammelkendte (læs: fra Amager Bryghus) gran.

Smagen er hård og blank. Den er karakteriseret ved industrielt øls vaklende fylde, men yder i sin redelige friskhed rigeligt vederkvægelse. Brygget skal dog lige ind bag tænderne – og så helst hvile lidt – før det smager igennem. Hælder man brygget ned som en anden industriel pilsner føles bitterheden gæret og unuanceret og indledningens metalliske islæt vil desuden få overtaget og få øllet til at føles dårligt proportioneret og halvvejs ligegyldigt.

Men får brygget de nødvendige sekunder, balancerende på tungens midte, melder der sig snart mere distinkte noter af egetræ og ananaskirsebær, grannålene viser sig heller ikke at være helt fraværende, hvis man ellers tager sig tid at lede lidt efter smagsnuancerne.

Overordnet er den lidt (for meget) til den metalliske side, smagen skal søges frem og et syrligt indslag gør i længden brygget mere tungt end den humlede friskhed, jeg husker fra Festivalen.

Måske har den bare stået lidt for længe. Men i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, der er brygget rigtig mange hektoliter af, så kan det være svært at forestille sig, at det kunne blive meget bedre. – Trods alt.

3-en-halv-stjerne

Christian 4, Kongebryg

2016-09-25-19-11-17Lethedens mestre …

Vel – jeg må hellere får afprøvet de sidste Kongebryg, jeg fik langet ud for efterhånden ret lang tid siden. Denne er den næstsidste, jeg har på lager, og måske repræsenterer den bedre end noget andet selve konceptet bag Kongebryg, for den er opkaldt efter kongernes konge over Danmark – Christian Firtal hamselv.

Ja, hvis man gransker historien bare en anelse, vil man jo hurtigt opdage, at han i virkeligheden var en katastrofe for Danmark. Det var under ham, at vi mistede alt det, der dengang var Danmark, men nu er Sverige (bortset fra Bornholm – men at det siden kom på danske hænder igen, fortjener bornholmerne al ære for, og på ingen måde Kongen d. 4. Christian), han tog reformationens spirende tradition for hekseafbrænding til sig (den var ikke-eksisterende, da Danmark var katolsk), og der var sikkert også en hel masse andet, som jeg ikke lige kan huske nu.

Men vi elsker ham – fordi … he left a mark. Lidt som en grafittimaler med permanent (som i virkelig permanent) maling i dåsen, fik han gjort opmærksom på sig selv, idet han alle vegne efterlod sig blivende spor. – Et tårn hist, en plads pist, en bygning hér og en bebyggelse der … Og på den måde vinder man befolkningens og eftertidens hjerter, selvom man reelt var en katastrofe for nationen. Vel – sans for marketing havde han jo så afgjort, den gode Christian.

Ideen bag denne røgede øl – således etiketten – står Kongebryg ikke for alene. De har fået hjælp af ide(sprælle)manden og eksperimentalbryggeren Martin Bo Pedersen. Og selvom det ikke fremgår præcis hvordan, kunne jeg have den gode Martin mistænkt for at lave koblingen mellem etiketten – Wilhelm Marstrands berømte skilderi fra Roskilde Domkirke (som i øvrigt er malet ca. 200 år senere) – og krudtrøgen fra slaget ved Kolberger-Heide. Men det er rent gætværk.

Det røgede element kommer fra tilsat Laphroaig whisky – en whisky fra øen Islay i Skotland, der er kendt for sine røgede whiskyer (personligt er jeg faktisk mere imponeret over Ardbeg og Finlaggan, mens Laphroaig i mine øjne er en tand for mainstream – men det nok bare mig). Røgen slår kun diskret igennem i duften, der først og fremmest bæres frem af en silkeblød vanilleimpression. Kongebrygs øl er bare notorisk rare og behagelige at snuse til. Røgen giver en let og elegant fornemmelse af stald, ekviperet med de fineste, nydeligst soignerede fuldblodsaraberheste. Ellers tager brygget sig ikke videre prætentiøst ud. Skummet hæver sig aldrig meget over det orangebrune bryg, men afgiver til gengæld en sprælsk og legesyg knitren, når det falder.

Smagen lægger sig overraskende i det søde hjørne. Aroma af honning fylder munden med luftig fylde, men røgen giver bitterhed og karakter. Røgen er mere fremtrædende, men stadig velintegreret i bryggets øvrige sødme, så man alt i alt får en overraskende velafstemt enhed af sødt og røget.

Det husker jeg ikke nogensinde at have prøvet før. Røg følges som regel ad med – og understøtter – bitterhed. Her leger røgen fiffigt og kækt med honningsødmen, så helt nye synteser og smagsoplevelser opstår.

Noget større søslag bliver brygget aldrig. Nej, der er snarere tale om en hyggelig færgetur til – og rundvisning på – Islays fineste destillerier med langtrukken og gavmild smagning efterfølgende.

En stor æstetisk oplevelse – som et skilderi af Wilhelm Marstrand – er det under alle omstændigheder.

4-en-halv-stjerne

Swole Mole, Amager Bryghus

2016-09-20-19-09-18Et aldrende monster …

Det er ikke hver dag, man flytter. Og gudsketakoglov for det (vid, at det er såre sjældent, at jeg bander kristent). De sidste dage har været kaos, og først nu begynder min nye lejlighed i hyggelige Husum så småt ikke længere at ligne Jerusalem år 70. Noget andet, jeg ikke har oplevet i næsten lige så lang tid, som jeg ikke er flyttet (eller sådan føles det næsten), er at jeg omsider er up-to-date med mine anmeldelser. Der er ikke længere en lang kø af øl, jeg allerede har prøvesmagt, og endnu ikke har fået anmeldt. Brygget, der anmeldes her, er faktisk den sidste for mig nye øl, jeg har prøvet. Når den er anmeldt kan jeg prøve en ny, og så anmelde den – nydeligt i rækkefølge uden at behøve at prøve at huske flere øl tilbage.

Ja, jeg synes det er længe siden, jeg sidst har oplevet det. Sådan er det at have gode venner i bryggerbranchen, der inviterer én med til spændende arrangementer, hvor der med rund hånd langes smagsprøver ud.

Det er måske en kende ironisk, at den første øl, jeg prøver i min nye lejlighed er fra Amager Bryghus. Amager er som bekendt øen, jeg lige er flyttet fra, men måske skyldes det, at jeg allerede har fået hjemve. Der er … jeg havde nær sagt undtagelsesvis, men det er måske alligevel liiiige flabet nok, ikke tale om en IPA (dem laver bryggeriet som bekendt mange af) men om en pilsner.

Det opdagede jeg faktisk først, da brygget var for længst var nydt, og jeg først flere timer senere fik taget mig sammen til at lægge brygget på Untappd. Selv når Amager Bryghus laver andre øl end IPA, kan man blive narret – de er ikke for ingenting Danmarks ukronede humlekonger (i min verden i hvert fald).

Det er et ganske lyst, næsten citrongult bryg med overraskende fyldigt og fedtet skum, der klistrer i store fedtede bræmmer på glassets inderside. Duften er citrusfrugtigt sød af lime og krydret af ingefær. Det vanlige fandenivoldske bagholdsangreb og overfald af frådende humle i en rasende blodrus spares man for, selvom nogle vrantne fyrrenåle da stadig skues i baggrunden.

I smagen kender vi så Amager Bryghus igen. Den krasbørstige humle vender tilbage, omend den da har fået med sandpapiret. Smagen er rundere, idet en blidere grapearoma blander sig med humlen, der trods sædvanlig styrke har slået nogle tungere og dybere noter an. Væk er friske kække, skarpe og unge grannåle – ind kommer modne, tungere og mere garvede fyrrenåle traskende ind.

Resultatet er et lidt mere tilbagelænet Amager Bryghus-bryg, der dog intet lader tilbage at ønske i aroma eller karakter. Humlemonstret har smækket benene op, tænderne er slidte, nogle af kløerne mangler, og nu nøjes det med at knurre ad de forbipasserende i stedet for at overfalde dem og rive dem rundt … Ja, lejlighedsvis bliver nyderne endda inviteret indenfor til et par røverhistorier om gamle dage, dengang Swole Mole var en kæk IPA, der rigtig uddelte gedigne prygl til smagsløgene.

Godt med humle er der altid i Amager Bryghus’ bryg – men de kan også mere end det.

5-stjerner

Lollygagger Pale Ale, Bent Paddle Brewing Co.

2016-09-13-18-43-23

Afskedsskål!

Indlægget her skrives dagen efter store flyttedag fra min gamle, store og dyre udsigtslejlighed på Amager til ydmygere, men også svært hyggelige og langt billigere forhold i Husum, Brønshøj.

Hele min krop værker og gør ondt. PH-værdien af min muskelmasse kunne gøre det indre af Kommunekemi misundelig. Selv en tvær og fornærmet Pia Kjærsgaards ansigt ser sig slået af syren i mine overarme. Jeg har hold i nakken, der med flere halshvirvler slår Uffe Ellemanns fra start-90’erne, og muskelinfiltrationerne i min ryg er som 10 garnnøgler, udsat for lige så mange kække, legesyge kattekillinger.

Samtidig drikker jeg kaffe efter klokken 18 om aftenen i et desperat forsøg på at jage udmattetheden væk. Det er sjældent det sker, og jeg håber ikke det spolerer min nattesøvn, så jeg bare bliver endnu mere træt i morgen.

Vel – til værket.

Jeg havde alt for travlt i sidste indlæg med at udsætte Munkebo Mikrobryg – og navnlig deres slogan “rigtig øl” – for spas og løjer til at bemærke og rose deres valg af koncept og emne. De knytter med brygtitlen ‘Gleipner’ an til den nordiske mytologi, og den er jeg som bekendt svært begejstret for.

Gleipner er kæden, der holder Fenrisulven. Den har et svagt led, som vil knække ved Ragnarok, hvorefter Fenris vil sluge Solen og indvarsle den mørke, kolde og lange Fimbulvinter. Med tanke på de seneste dages veritable hedebølge i september, er der altså absolut intet som helst at frygte fra den kant overhovedet.

Videre til denne øl – den sidste, jeg drak i min gamle, store, flotte, velplacerede og uhørt dyre lejlighed på Amager. Det er endnu én i rækken af øl, min gamle studiekammerat Rasmus tog med sig hjem fra Minnesota, så jeg kunne anmelde den. Jeg skylder Rasmus endnu en tak – ligesom flyttehjælpen på min flyttedag.

Brygget er en Pale Ale med lækker humleduft – med nærmest forløsende fravær af grannåle. Såvidt mine notater, men jeg må erkende, at tørsten efter grannåle så småt er begyndt at blive vakt igen. Men humle kan sagtens dufte godt, selv uden den mindste antydning af gran. Her dufter humlen friskt og småsødt af fennikel og hvid peber, og fornøjelsen er ikke voldsomt meget mindre, end Amager Bryghus’ karske, krasbørstige IPA’ers.

Bitterheden er velgørende ligefrem uden at være anmassende eller unødigt fandenivoldsk. En skarp, frisk og vederkvægende aroma af appelsin og grape, veksler med bitterhed af tørt fyrretræ … ikke nåle!

Ved mandlerne skifter bitterheden karakter og bliver nøddeagtigt. Man smager især val- og paranødder, og dem kan man så nyde nok så længe efter at brygget er skyllet ned.

Det er en frisk pale ale lige til højrebenet. Nydeligt kobberfarvet med hvidt, cremet marengsskum. Det bliver næppe mere klassisk, og selvom det ikke er en af dem, der brænder sig permanent ind i erindringen, mangler den absolut intet i situationen.

Og således lyder den værdige afskedsskål til min alt for dyre penthouselejlighed på Amager. Jeg er flyttet ind i en ny, hyggelig Husum-hippie-hybel, og kan dermed tirre mine læsere med mere plat og søgt alliteration, samtidig med at jeg selv glæder mig over nye og væsentlig mindre stressende omgivelser at berette om øl i.

4-en-halv-stjerne

Gleipner, Munkebo Mikrobryg

2016-09-12-17-33-30Både op og ned …

Munkebo Mikrobryg er jo endnu et af de efterhånden bedagede mikrobryggerier, jeg indtil nu ikke har prøvet nogen øl fra. Årsag? Vel, der har bare været så mange andre øl, jeg også ville prøve. Men derudover er jeg ikke sikker på, at deres øl har været særlig nemme at få fat på. Ved eftertanke er det et bryghus, jeg har hørt meget (godt) om. Mon ikke det skyldes, at de stod bag årets ølnyhed 2014, hvor de samme år blev kåret til årets bryggeri. Men jeg har ikke spottet deres produkter i hverken supermarkeder eller specialbutikker, jeg har frekventeret på det sidste.

Gad vidst om de måske koncentrerer sig om lokalområdet, når det gælder detailhandlen? Ellers havde de jo en stand ved Copenhagen Beer & Whisky Festival forleden, og de langede kækt en prøve ud, da de erfarede, at jeg skriver om øl. Det skal bryggeriet og ekspedienterne selvfølgelig have tak for.

Ekspedienterne gik i øvrigt rundt med T-shirts med bryggeriets slogan trykt på ryggen. Det lyder “Rigtig øl” og det er jo også ganske sigende. I første omgang kniber jeg det ene øje i, og overser dermed den grammatiske fejl i “rigtig”. Øl er neutrum, og burde derfor hedde “rigtigt” (nå, så overså jeg den sgutte alligevel). Allergladest bliver man dog, hvis man erstatter ‘rigtig’ med sit antonym. Så får man “forkert øl” – og det er der naturligvis ingen, der ønsker. Godt Munkebo understreger, at det ikke er forkert øl, de laver!

Det er derfor ikke så forunderligt, at de vinder prisen som årets bryggeri, når de på det punkt adskiller sig så afgørende fra de øvrige bryggerier i landet, der som bekendt alle laver helt og aldeles fejlbehæftet og inkorrekt øl.

Men uanset hvor korrekte eller forkerte øllene er, så fik jeg altså én til afprøvning på ølmessen. Det er en Imperial Black IPA, og det med ‘black’ er i hvert fald ikke ukorrekt (man fristes næsten til at sige, at det er rigtigt). Brygget er sort som natten, og i øvrigt mere sej i viskositeten end ret mange stouts, jeg gennem tiden har prøvet. Duftindtrykket peger i samme retning med duft af vanille, farin og kaffe. IPA’en lader endnu til at vente på sig.

Den titter lidt mere frem i smagen, hvor man genkender den krasse bitterhed. Ikke desto mindre overdøves den af milde, rare kaffenoter, smagt til med vanille og farinsukker samt et halvtørt, og måske lige lidt for kækt indslag af lakrids.

Lakridsen holder et godt stykke ind i eftersmagen, og det er mens man funderer, om den ikke lige er på den tørre og pulveragtige side, at noget af kulsyren stiger op fra mavesækken og fylder gane, gummer og gab med den lifligste aroma af bergamotolie og appelsin.

Med andre ord er det en egentlig nydelig stout på nedturen, og en næsten nydeligere IPA på opturen. At brygget smager fremragende begge veje – og så oven i købet så forskelligt – er i hvert fald ganske unikt.

Jeg ved ikke, om det er noget, rigtigt øl skal gøre. For i så fald er der godt nok meget øl, der er ukorrekt.

4-en-halv-stjerne

Next Stop Husum

Tak for denne gang, Amager …

Det står fast – og har gjort det i et stykke tid – at jeg ikke kan blive i min lejlighed på Amager. Tidspunktet for, hvornår jeg skulle være ude har hele tiden ligget fast, men der viste sig meget hurtigt, at være en større udfordring med indflytning et andet sted. FSB, der administrerer min nuværende bolig sagde æh-bæh-buh, og jeg kunne da sejle min egen sø, og ikke komme på nogen akutventeliste, sådan som jeg faktisk godt kunne ifølge deres egne regler. En lille teknikalitet – eller miskommunikation gjorde så åbenbart, at de havde et smuthul, gennem hvilket de kunne stikke halen mellem benene uden at hjælpe.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde – og en mand i samme situation ville næppe være meget mindre lærenem, så ud over at klage min nød på de sociale medier til gengæld for hjælp og tilsagn om husly, hvis alt andet fejlede, gravede jeg i hukommelsens afkroge efter andre feberredninger. Sidst gulvplankerne under mine fødder var ved at blive revet væk under mig på lignende vis, var da jeg dimitterede fra universitetet tilbage i 2006. Det dæmrede mig, at der vist lå en gammel opnotering hos KAB fra dengang … og ganske rigtigt! Næsten ti års anciennitet var det blevet til, og i modsætning til FSB ville KAB oven i købet gerne sætte mig på en – om ikke akut, så i hvert fald fleksibel udlejningsliste, for folk der er nyligt fraskilte og/eller har andre særlige behov.

Det reddede mig en stak tilbud meget hurtigt. På de fleste var jeg mellem nr. 30 og 45 på ventelisten, så jeg gjorde mig ikke de store forhåbninger om en snarlig løsning.

Men det allerførste tilbud, jeg sagde ja til, fik jeg faktisk alligevel – og i morgen flytter jeg!

Jeg ville elske at have fans af min ølblog rendende nede foran min lejlighed for at bede om autografer på deres specialøl fra Amager Bryghus, Kongebryg, Thisted Bryghus og alle de andre dejlige bryggerier, hvis produkter jeg i min tid som blogger har stiftet indgående bekendtskab med. På den anden side frygter jeg også lidt, at gengæld for de grimme anmeldelser, jeg i min tid har langet ud, kommer til at ramme mig som en dåse halvlunken Grøn Tuborg i nakken, hvis jeg sådan offentligt udbasunerer, hvor jeg har fundet mit næste place of dwelling.

Jeg tør dog godt sige så meget, at det er i Husum, postnummer Brønshøj. Det er lidt pudsigt med Husum – for der kommer min mødrene side af familien også … Det er så godt nok lige en anden Husum, som ligger i Nordtyskland ved Vadehavskysten. Men alligevel … (Men alligevel hvad? Ja – ikk’ no’ed!)

Det bliver samtidig et farvel til det Amager, som jeg elsker, men også har været mig en dyr fornøjelse siden jeg kom hjem fra Irland. Jeg udelukker ikke et comeback, hvis noget betaleligt for en mindstelønner skulle vise sig. Men indtil da, nøjes jeg med at dukke op til Fremad Amagers hjemmekampe … når jeg lige kan få taget mig sammen til at tage mig sammen til det. Med andre ord – Nej, hvor meget sympati, jeg ellers har for Husums hold, så bliver jeg ikke Brønshøj-fan.

Bloggeriet og anmelderiet fortsætter selvfølgelig ufortrødent. Det samme gør mine hyppige digressioner, idle vandtræderi og ordflom om alt muligt andet (samt underholdningsværdien deraf), som en læser for kort tid siden på min facebookside erklærede var netop dét, der adskillede min ølblog fra andet øl-læseri.

Vel – jeg sætter et flueben ud for én af de ‘Mission Accomplished’er, som jeg har på min mentale liste over ting, jeg gerne ville have min ølblog til at være. Og så ser jeg frem til morgendagens flytning med omtrent lige dele glædelig forventningsfuldhed og panikangst …

Jeg hader at flytte … Men jeg ved, at det bliver godt bagefter – ikke mindst, når vi ses til flere anmeldelser og idel ordflom.

Bombay Pale Ale, Nørrebro Bryghus

Et af mine værste mareridt, noget af det jeg frygter mest, det, der virkelig kan få min verden som ølblogger til at bryde sammen, er sket …

Filen med et billede, jeg har taget af en øl, er ødelagt …

Det var også fordi telefonen skulle gå ud i samme øjeblik, jeg tog billedet. Batteriet trænger efterhånden til udskiftning, og den gode af mine opladere havde jeg glemt på arbejde, så jeg tog jo af sted mod Høkeren i Ravnsborggade med en halvvejs flad telefon … Nævnte jeg i øvrigt, at Øresundsbroen var gået op og Damhussøen tørret ud?

Vel, nu hvor jeg ikke har andre muligheder, har jeg bommet et billede fra nettet. Så håber jeg, at copyright-gribbene ikke kommer efter mig. Men hvis det er bryggeriet, der ejer billedet, skal de da selvfølgelig have lov til at blive fri for den gratis reklame jeg giver dem, hvis de bliver emsige over, at jeg har vovet den formastelighed at offentliggøre et skilderi af deres øl, som jeg oven i købet anmelder.

Anyways … det var den anden øl, jeg prøvede fra Nørrebro Bryghus den eftermiddag, efter at jeg havde været konsulent på et par gode gamle venners gaveindkøb minutterne forinden. Egentlig havde jeg jo ladet antyde, at jeg ikke rigtig gad IPA for tiden, men da de andre bryg på ølkortet notorisk var udsolgt, virkede IPA som det sikre valg. Det er trods alt sjældent, at en IPA ikke gør godt på et eller andet niveau.

Mine noter er noget sketchy. Jeg noterer jo analogt, dvs. i en notesblok med en kuglepen. Kuglepennen besad jeg, men notesblokken havde jeg i et anfald af grænseoverskridende stupiditet ladet blive hjemme. Jeg skal ud og lege med Marcus og Joachim – oven i købet i Høkeren i Ravnsborggade, og jeg tager ikke højde for den mulighed, at jeg måske vil komme til at prøve en ny øl den dag … Det må være demensen, der så småt melder sig – jeg er jo også over 40. Vel – bagsiden af ølkortet kom mig til hjælp, nu hvor min plan B var løbet tør for strøm (og havde ødelagt billedet af øllet … grrr!) Jeg ved ikke, om det var det gode selskab, eller publikum til motionsløbet i nærheden, der distraherede mig så meget, at det kun blev til sølle 5 linjers skriblerier. Anmeldelsen bliver nok noget kortfattet, men så er det jo så meget desto heldigere, at seks års bloggeri har lært mig at træde vande, hvis jeg mangler noget at skrive om. Se bare, hvor meget her allerede står, før vi end er nået til brygget.

Jeg har noteret, at brygget har en mestendels frugtig duft, og endda brugt hele to steder på papiret til at notere det. Den har nok været frugtig på én eller anden måde, men det er kun i ringe grad udspecificeret konkret. Citron, nævner jeg i fjerde linje (og her er det måske passende at indskyde, at 1. linje er overskriften, og 5. linje er en delvis ulæselig krussedulle, som jeg slet ikke er sikker på, har noget med anmeldelsen at gøre) – og det er jo i virkeligheden mere syrligt end det sådan er decideret frugtigt.

Ellers fremgår det, at brygget er bittert, skarpt, friskt og altså relativt frugtigt. Jeg husker det dårligt, og det er nok igen distraktionsmomenterne (og fik jeg nævnt demensen? Jeg er jo trods alt over 40). Umiddelbart husker jeg det mest som bittert og krasbørstigt, letgæret og ganske rigtigt med et pust af citrus, der nok har været mere ovre i det citronede end det appelsinede.

Så – til den skarpe side, men stadig sådan lidt i midten af vejen uden at rage hverken særlig meget op over sine IPA-fæller, eller være til den ene eller den anden side.

Omend den har været så anonym, at den ikke blev den primære underholdning i det gode selskab, har den nu nok været lidt mere end bare en jævn fornøjelse.

4-stjerner

Street Food Festival CPH, Nørrebro Bryghus

2016-09-10-13-03-21Mens vi nyder undergangen …

I lørdags var jeg en tur på Nørrebro med et par gamle venner, hvoraf én i hvert fald har ageret gæsteanmelder med jævne mellemrum, nemlig Marcus. Den anden var hans tvillingebror Joachim. Sammen frekventerede vi Høkeren i Ravnsborggade i anledning af én af deres venners fyrre års fødselsdag, og jeg var med som konsulent. Jeg anbefalede stedet – ikke fordi jeg egentlig kendte det, det var faktisk første gang, jeg selv var der, men – fordi Marcus og Joachim havde købt en overdådig fødselsdagsgave netop dér til min fyrre års fødselsdag sidste år. I betragtning af hvor fin dén gave havde været, tænkte jeg, at biksen måtte kunne opfylde behovet.

Jeg var faktisk overrasket over, hvor småt stedet er. Det sætter til gengæld sit præg på udvalget. Der er en række danske klassikere, fx fra Refsvindinge, Hornbeer og Thisted Bryghus, og så er der ellers de udenlandske øl, som er lagt an på et stort og solidt udvalg af et begrænset antal bryggerier. Udvalget forekommer ret ‘nyt’, så man til enhver tid kan være med på beatet, og samtidig altid sikre sig en Limfjordsporter eller en Skibsøl, når det er det, man har lyst til.

Alt ind imellem – klassikere fra sidste år fx. – må man gå forgæves efter.

Men vi fandt nu, hvad vi skulle bruge uden større besvær. Og værtsskabet er lige så godt som udvalget – ekspedienten byder på en lille én i form af fadtappet Høker Bajer fra Hancock. På huset. Det er fantastisk god stil.

Med vores loot begav vi os nu hen på det nærliggende Nørrebro Bryghus. For nogle år tilbage lå stedet i konflikt med fagbevægelsen, fordi de ikke havde overenskomst. Det skulle der være kommet siden – jeg tog Marcus’ og Joachims ord for det, og indrømmede desuden på stedet, at nu hvor overenskomsten var i hus, var det faktisk vigtigt at frekventere stedet netop af den grund.

To øl blev det til, akkompagneret af nogle højst smagsfulde snacks. Denne er en ‘pale lager’ altså en lys pilsner, der i virkeligheden ikke er specelt lys. Den er snarere dyborange ligesom de appelsiner, den dufter af, og skummet ligner mere noget fra en fuldfed IPA. Et indslag af friskskåret nåletræ blander sig også, så det visuelle IPA-indtryk ikke står alene.

Aromaen lægger pikant ud med luftig fennikelessens. Kroppen er fyldig og samtidig frisk og letdrikkelig. Brygget er i sin mundfornemmelse ikke ulig hvedeøl, endskønt der redaktionen bekendt ikke er brug hvedemalt i produktionen. Søde noter fra hvedeøllene viser sig også – en antydning af forårsblomster, syrén og hyld, samt appelsinen fra duften.

En lækker, smagfuld sommerøl, der passer fint til det abnormt varme septembervejr, vi oplever for tiden. Således fungerer den jo fint som drink, mens man med et tilpas galsindet udtryk i ansigtet nyder synet af planeten, der lige så stille bryder sammen under den større og større belastning menneskeheden er for den.

God eftersommer allesammen.

4-en-halv-stjerne

MDXX Det Stockholmske Blodbad, Kongebryg

2016-09-09-21-39-40Følelsen …

Yes! Så glemmer jeg aldrig årstallet for det Stockholmske Blodbad igen. Og hvis jeg gør, så snupper jeg sgu bare sådan én her til (bare den nu bliver i produktion) – årstallet står jo på etiketten.

Men slut nu med alt det pjat. Det er faktisk en meget meget alvorlig sag – om kirke, konge og adel. Og så ved man jo godt, hvad klokken har slået. Om lidt sprøjter blodet som i et hedt erotisk møde mellem Quentin Tarantino og Peter Jackson i starten af sidstnævntes karriere. Og ganske rigtigt – det Stockholmske Blodbad, hvis historiske detaljer jeg ikke vil gå nøjere ind på, er navnet på en veritabel nedslagtning af den del af svensk adel, der gerne ville være fri af den danske Kong Christian II’s overherredømme. Kirken kommer ind ved på finurlig vis at levere en eller anden form for gejstlig legitimering ved at erklære den svenske adel kættersk. Ja, som man dog kunne dengang!

Til minde og – fordi de jo er sådan lidt metal – fejring (men hey – sådan som svenskerne gav os på hattepulden efterfølgende, og også systematisk fejrer dette, er brygget vel ikke mere et udtryk for dårlig smag, end hvad an ser på den anden side af sundet) af denne begivenhed, har Kongebryg altså begået denne Barley Wine. Og det er godt nok ikke meget af den øltype, der er flydt her på bloggen. En enkelt er det blevet til indtil videre – og den var vidunderlig. Det er bare ikke en ølgenre, hvor der går 13 på dusinet.

Til gengæld behøver man ikke opbevare den i køleskab. Den smager fint ved stuetemperatur takket være sin høje alkoholprocent, sin markante maltprofil, og sin meget lave karbonering.

Dette bryg er karboneret helt og aldeles færdig. Der er ikke så meget som antydning af skum på overfladen af det rødbrune, småtågede bryg. De 11% alkohol stikker imidlertid ikke i næsen – nej, de kæler og smyger sig om de indre duftorganer som fløjl og velour med tørrede figner, rosiner og dadler i mørk romlage. Det er næsten som man bliver tung i hovedet allerede før brygget er smagt – men selv det er på en rar måde.

Og hvor jeg på grund af alkoholprocenten og stilen forventer et tungt bryg, hvor aromaen bare eksploderer i kraniet på én … ja, så tager Kongebryg endnu engang fusen på mig.

Brygget er simpelt hen let som en fjer på tungen. Man mærker faktisk ikke brygget. Det svæver på en diskret luftpude lige over smagsløgene, mens det til gengæld svier af alkohol i ganen og så ellers puster sin udsøgte, pikante romaroma ud mundhulen, hvor det kondenserer i små skjulte smagsafkroge, som man ikke engang efter snart 41 år på planeten anede eksisterede.

Nej – øl behøver ikke var være fandinvoldsk eller esktremt for at være godt. Kongebryg illustrerer denne gang næsten demonstrativt hvordan de kan gøre en traditionelt voldsom og tung øltype fjerlet – og jeg mener fjerlet. Aroma og smag – det er i den grad stadig på plads. Romlagen med de tørrede frugter fra duften genfinder man i smagen, men det er som antydet ikke det, der gør brygget til en oplevelse – det er følelsen af det.

Og den er vi ikke færdige med endnu. Brygget gløder ikke overraskende hele vejen ned gennem brystet og nede i mavesækken, hvor det sammen med eftersmagen langsomt klinger ud. Kvalitetsrugbrød opblødt i den fineste rom og blandet med figner udgør eftersmagen.

Sikke en oplevelse!

6-stjerner

Erik Lam, Kongebryg

2016-09-07-20-24-29Tiltrængt afveksling …

Gårsdagens humlemonster nr. 7 eller 8 fra Amager Bryghus gav mig lyst til … noget andet end noget vildt humlet – bare for afvekslingens skyld. Selvom – eller måske netop fordi – det humlede er vildt in for tiden, ender jeg efterhånden med at få nok, og fordi variationen mellem voldsom humle, krasbørstig humle, fandenivoldsk humle og afstumpet humle bare ikke er stor nok til at opretholde underholdningsværdien i det lange løb.

Og så er andre specialbryggerier, der specialiserer sig i andet end det evigt og altid humlede nogle kærkomne oaser.

Enter Kongebryg … Ja, fra deres hånd har jeg stadig en række øl, der venter på at blive prøvet. Som jeg har bemærket tidligere lægger Kongebryg vægten på det kontinentale Europa, særligt – hvis jeg selv skal udpege det – traditionerne i Tyskland og Belgien. Her er der især hentet inspiration fra Belgien, idet der er tale om en mørk Dubbel efter belgisk forbillede.

Hovedpersonen, som brygget er opkaldt efter, er til gengæld som så ofte før hentet fra en spændende person i dansk royal historie. Øllet er således tilegnet Erik Lam (ca. 1110-1146), også kendt som Erik hin Spage, den eneste danske konge, der nogensinde har abdiceret frivilligt. De fleste kilder peger på sygdom som årsagen til at kongen kort før sin død valgte klosterlivet, mens Kongebryg hævder, at den egentlige årsag var, at han ville hellige sig ølbryggeriet.

Om ikke andet er Kongebrygs version af historien klart den mest underholdende, men om det nu også er den mest sandfærdige, må vist siges at være genstand for debat.

Springet fra det sidste amagerkanske humlemonster er i hvert fald stort – ligesom det geografiske og historiske spring tilbage over Atlanterhavet fra Nordamerika og yderligere ca. 400 år tilbage i tiden til Europæisk middelalder. Størst er måske afstanden i stil. Brygget her er ganske mørkt, meget tyndtflydende, og afbruser hurtigt akkompagneret af den mest udsøgte hvide støj, der findes uden for umiddelbar nærhed af en strandbred med pålandsvind. Det dufter aldrig så lifligt af mørk chokolade og karamel, og – tænk at jeg nogensinde skulle skrive det – befriende lidt af humle.

Brygget er forventligt let i mundfornemmelsen som følge af bryggets viskositet. Alligevel yder brygget tilstrækkelig fylde, og det endda uden at brygget er ét af dem, man bliver væltet omkuld af. De 6,5% giver nok et buzz, men det er bestemt muligt at blive liggende på gulvet uden at man behøver holde fast i noget. Man smager især malten, der giver noter af rugbrød med pålægschokolade, og den ender med at blive så tæt, at den spage humle kun spiller en sekundær rolle i bitterheden.

Bitterheden vokser og bliver til kaffe og siden hvidkål som man kender det fra kåldolmer. Det er en spændende, og på trods af sammenligningen en aldeles velsmagende og velgørende afveksling fra den for tiden alt for hippe smag af nåletræ og grannåle.

Kongebryg er modige nok til at vise, at øl ikke behøver smage af humle alene, men at der er oceaner af smagsnuancer vi – om ikke mangler at opdage, så i hvert fald savner og godt snart kunne genopdage.

At brygget er så letflydende, samtidig med at det har så megen aroma, vidner om stor brygkunst. Ud over at føles middelalderligt og autentisk belgisk, smager det også bare skønt.

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme