Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2016

Yuri Gagarin – Brett de Noël, Kongebryg/Rocket Brewing

2016-08-08 18.35.55Broget og helstøbt …

Trængslerne med at kategorisere Kongebrygs øl fortsætter. Også dette bryg betegner bryggeriet som en ukendt stilart, og det på trods af – eller måske netop fordi – det er et samarbejdsbryg mellem bryggeriet på den nu nedlagte kaserne i Næstved og Rocket Brewing – et bryggeri i Haslev, der har specialiseret sig i syrlige øl. Man kunne ellers forestille sig, at når der var hele to bryggerier til at bestemme stilarten, burde der være arbejdstimer nok til rådighed. På den anden side er der også flere kokke involveret, der alle sammen lige skal have dén ingrediens med, og dén … og dén og dén og dén …

Så kan det hurtigt blive kompliceret.

Untappd angiver den til at være en ‘Saison’ og RateBeer som en ‘Belgian Ale’. En saison er den alt  for kraftfuld til at være, så den tror jeg ikke på. Belgian Ale-betegnelsen forekommer mig at være en gummikategori til en masse øl, man ikke aner, hvordan man skal kategorisere, og så er vi jo sådan set næsten ligevidt.

At det er en ale er jeg til gengæld ganske sikker på, er rigtigt. Og så er vi da nået et stykke af vejen. Desuden er løden ovre i det brungrumsede, så i mangel af bedre har jeg besluttet mig for at kalde den en Brown Ale. Døden skal jo have en årsag, eller noget …

Til gengæld kan jeg allerede nu afsløre, at brygget – trods flere kokke – bestemt ikke er fordærvet.

Brygget er jo faktisk et gensyn fra ølfestivalen i lokomotivhallen. Jeg siger helt bevidst gensyn, for som man vil kunne læse i indlægget, hvis man scroller ned til den sidste øl, jeg prøvede – “Solbær Sour”, så fik jeg faktisk denne at se, men uden at prøve den, da den var udsolgt.

Jeg har stadig ikke helt tilgivet grafikeren bag etiketten for ikke at bruge rigtige kyrriliske bogstaver, men latinske, der strategiske steder er spejlvendt. Skrifttypen, farvesammensætningen og ikonografien er til gengæld som hentet ud af sovjettiden, så der har grafikeren gjort arbejdet godt.

Over det brunorange bryg knejser en nydelig gylden flødetop. Det afgiver en aromatisk frugtig bouquet af umodne æbler, syrlige svesker og sødme af karamel på en bund af insillage og hestestald. Det er im Ernsten ment som ros og intet andet.

… og idet brygget rammer tungen går festfyrværkeriet i gang. Friske noter af halm og græs, og gærede noter af det samme branker smagsløgene på en bund af lakrids, der tæsker løs på bagtunge og brænder i næsen. En syrlig kant af brunkål (det er også en ros) yder friskhed og yderligere karakter til det i forvejen brogede bryg. Med tiden tager bitterheden til og bliver skarpere – næsten IPA-agtig i sit udtryk. Og hver gang det velkarbonerede bryg sender luft op gennem svælget fra maven mærkes den autentiske smag af aromahumler – syren- og rosenblomster, blandet med bergamotolie og bitterhed af frisk nåletræ.

De mange forskellige smage får ikke for lidt. Og som en brovten hån mod alle forventninger forbliver brygget på trods af de mange indbyrdes modstridende indtryk både veldrejet og velafstemt. Samtidig har brygget noget af den fandivoldskhed, som man umiddelbart forventer af et bryggeri, der har til huse i en nedlagt kaserne, men som måske har manglet lidt.

I stedet har man været forkælet med hjertevarme og venlighed – disse er til gengæld nedtonet lidt denne gang, men hey – it’s all good!

Men endelig er der noget øl fra Kongebryg til dem, der også godt kan lide det lidt voldsomt.

Og hvorfor lige Jurij Gagarin, spørger I? Jeg har ingen anelse. Men Bryggerne kan spørges direkte i weekenden, hvis man frekventerer livsstilsmessen ved Bernstorff Slot, hvor de har en stand.

Ved et pudsigt tilfælde vil jeg også være til stede i standen. Det kan være vi ses.

5-stjerner

The Spanish Inquisition, Kongebryg

2016-08-07 17.31.24For the comfy chair …

Som jeg fik nævnt ved en tidligere lejlighed, udspiller Kongebrygs øl gerne en nok så perifer men alligevel præsent tematik omkring det kongelige, det militære, eller som absolut minimum det historiske, eftersom bryggeriet har til huse i en nu nedlagt kaserne.

Denne øl spiller mest på det historiske – og på at bryggerne er fra en generation (ligesom bloggeren selv) der voksede op med Monty Python’s Flying Circus på flimmeren sent om aftenen. For brygget “The Spanish Inquisition” har en sigende undertitel – “Expected by nobody since 1478”. Jeg har ikke googlet årstallet, men gætter på, at det må have været omkring det tidspunkt, at de angiveligt meget emsige og grusomme kætterjægere var særligt aktive.

Men at være særligt kendt for at være uventet har den spanske inkvisition vel egentlig først været siden 1970, hvor sketchen for første blev vist i britisk TV.

Såvidt konceptet. Sværere er det at afgøre, hvilket type bryg vi har med at gøre. Bryggeriet angiver selv stilarten som ‘ukendt’. Man får fornemmelsen af, at bryggerne har stået i maltlageret, efter lidt for mange smagsprøver og så har den ene sagt “lad os tage lidt af det her” hvorefter den anden har sagt “så skal vi også have noget af det her” og den tredje: “og det her!” Selvom det fremgår i detaljer hvilke humle- og malttyper, der er brugt, fornemmer man mere lyst til at eksperimentere end at gå op i, hvilken øl, det egentlig er, man brygger. Den slags fremgangsmåder finder jeg inderligt sympatiske – især når det som her ender ret godt. Untappd svinger mellem på den ene side at kalde det en ‘Dark IPA’ – og det er omtrent så langt fra min oplevelse som det kan være. Brygget har fx tæt på intet til fælles med Hornbeers uforlignelige Hophorn – ud over at smage godt – og på den anden side en ‘Cascadian Dark Ale’. Der er ganske vist brugt cascade-humle i brygget, men det er ikke mit indtryk at den er så dominerende. Så når man sådan selv har mulighed for at vælge, ville jeg hellere kategorisere dem som en ‘black ale‘ som den, Thisted Bryghus for en del år tilbage havde på markedet. Og så står der jo faktisk også “Black Bitter Ale” på etiketten (bare ikke under ‘stilart’) – så Black Ale it is!

Og så voldsomt bitter er den nu heller ikke. Duften bærer primært præg af sød lakrids, karameliseret sukker og vanillefylde. Bitterheden træder frem i form at et lille pust røg, der næppe har en nyligt afbrændt kætter som kilde. Snarere er der tale om en hyggelig fakkel, eller måske endda bare en nys udpustet kærte.

Det fede, tætte og sydende skum har lød som kogende karamelmasse. I sammenligning dermed er brygget overraskende letflydende, også dets tykke, natsorte lød taget i betragtning.

Bryggets finish er også i det letflydende hjørne. Det glider forunderligt vægtløst hen over tungen, men det er ikke fordi det i den proces ikke afgiver aroma og karakter. En letristet aromatisk bitterhed behager smagsløgene idet den undflyr sikker genkendelse før grundige overvejelser. Sød lakrids … og … noget lettere – fennikel! Der var den! Bagefter følger en langstrakt – ganske langstrakt, faktisk – eftersmag af piratos. Lakridsen bliver stærkere med tiden.

Samtidig byder brygget på en række kontrollerede, omend retningsbestemte humleeksplosioner. Mon ikke det er aromahumlerne, der slår igennem her? Et kort sekund tænker jeg faktisk på oplevelsen af Focal Banger, som jeg anmeldte for et par dage siden – omend nærværende brygs voldsomhed er ganske diskret i forhold til hint himmelske humlemonster fra helvede. På den anden side – sammenlignet med Focal Banger, er ‘diskret’ stadig ret så vildt.

Brygget med den venlige, røgede sødme og bestemte humlebitterhed egner sig glimrende til at blive nydt langsomt, henslængt i en komfortabel lænestol, og gerne med nogle bløde sofapuder i ryggen. Jeg kan personligt anbefale det, også selvom det ifølge visse kilder blev brugt som pressionsmiddel mod de allermest sejlivede anklagede under den spanske inkvisition …

Med dette brygkoncept har Kongebryg ramt helt rigtigt.

5-stjerner

Anu Imperator, Kongebryg

2016-08-04 19.49.38Meget dunkel og venlig …

Anu Imperator er en Imperial Stout fra de gæve bryggere på den nu nedlagte Næstved Kaserne. Etiketten lader til at slå et akkadisk/ sumerisk/ mesopotamisk/ assyrisk tema an med en Gilgamesh-figur i profil, der er i færd med at nidstirre en ørn. Oven over står skrevet med ildevarslende gammeldags skrift: “The root of all evil is the heart of a black soul”. Der gøres meget for at slå de dunkle toner an og skabe den helt rigtige dystre stemning før brygget åbnes.

Og netop åbningen skal ske med en vis varsomhed. Fx er det en rigtig dårlig idé at åbne brygget, nyde den spæde pift af frisk tjære og lakrids, og så lade det stå, mens man lige klarer opvasken. Især hvis man har anbragt flasken på sit computerbord lige over stikdåserne til PC’en, printeren, bordlampen med videre. Det kan nok være, at nærværende blogger fik travlt med at skadesbegrænse, da det begsorte bryg i form af sit chokoladefarvede skum helt uden hjælp fandt vej ud af flasken, ned på bordpladen og via væggen søgte mod gulvet i tunge klask. Her smygede det klæbrige bryg sig aldrig så kælent om kabler, fatninger og stik til noget af mit kæreste elektroniske isenkram.

Bouqueten fejlede fortsat ikke noget, og når brygget sådan er bredt ud over et par hundrede kvadratcentimeter kan man rigtig nyde sødmen, tyngden og den lette røg der tilsammen minder én om finsk lakrids … hvis altså ikke det paniske forsøg på at rede ens elektriske udstyr sådan distraherer.

Nå – det allermeste af brygget fandt da alligevel vej til mit glas.

Brygget smager lige så tæt som det er at beskue, men den venskabelighed, uhøjtidelighed og menneskelige varme, jeg blev modtaget og beværtet med på bryggeriet ser ud til at brænde igennem uanset hvor dystre, bryggeriet ellers får deres bryg til at fremstå. Vel er lakridssmagen alligevel ikke så sød som duften lod antyde. Den er til gengæld tung og potent som man som barn af firserne kender den når man havde ondt i halsen, men der er ingen salmiak eller salt i, så tyngden til trods virker den alligevel afrundet og rar.

Det samme kan man sige om det bitre kaffeelement. Der er rigeligt med bønner, der imidlertid højest er mellemristede så også bitterheden bliver rar, varm og rund. Også røgen er venlig, skabt af de fineste flammer fra det tørreste træ, hvor bryggets farve snarere antyder sort olm af bildæk og andet giftigt brændsel – men nej.

Det er ikke nødvendigt med alt det grumme, giftige og grusomme. Uanset hvor meget Kongebryg ellers prøver at få deres øl til at se dunkle og ildevarslende ud, så forbliver de på forunderligvis venlige og rare.

Men der ingen grund til begræde hjertevarmen, venligheden og hyggen bag dødningehovederne og den ildevarslende tematik. Hvem siger, at en øl ikke kan være en stor oplevelse blot fordi den kun aer med hårene, udelukkende hvisker søde ord i øret på én, og vugger én aldrig så velbehageligt til hvile?

Ikke denne blogger i hvert fald.

5-stjerner

Dronningborg Høstøl (2015), Kongebryg

2016-08-03 19.03.44Et ganske andet bryg …

Verden er som bekendt i opløsning. Tiltagende klimaforandringer, krig, krig og atter krig, 1% ejer 99% af verdens rigdomme (og nu er det sikkert endnu mere) og nu smuldrer min egen verden også.

Mit boligselskab, FSB, nægter kategorisk at sætte mig på en særlig venteliste for skilsmisseramte, så jeg kan få en bolig, der gør familieliv med to delebørn muligt. Hvis det stod til dem alene, ville jeg stå uden bolig fra 01/10, og selvom jeg har opdaget en gammel opnotering hos konkurrenten KAB fra 2006 da jeg dimitterede, er min boligsituation altså p.t. uafklaret, omend jeg sætter min lid til at KAB vil være en ven i den bolignød som FSB har sat mig i.

Det er sådan verden ser ud fra mit lille Amagerkanske hjem med udsigt over Amager Fælled. Den må snart vige, men jeg håber ikke det bliver til en udsigt til nogle høje cypresser i en af byens parker over for en bænk, jeg har været heldig at finde som leje for natten. En kende mere komfort vil jeg trods alt tillade at stille mig i udsigt – men nu må vi se,

Jeg har tumlet lidt med, hvordan jeg skal kategorisere dagens øl. Brygget er for så vidt smagt allerede – og så alligevel ikke. For jeg smagte det direkte ud af tanken på bryglokaliteten i Næstved, og det var endda dette års batch, mens nærværende bryg er fra sidste år. Men da de hedder det samme har jeg været i tvivl, om jeg skulle kategorisere den som en ‘revisited’ eller noget lignende.

Så vidt jeg husker blev det nye batch, jeg fik at smage under besøget, imidlertid brygget efter en anden recept, og der er tale om en anden årgang, og min samling af kategorier er allerede kaotisk nok i forvejen – så jeg har valgt at behandle det som et selvstændigt bryg – ved tilføjelse af årgang går det nok endda. Og hvis jeg skulle få lov at smage årets høstbryg på flaske – risikoen for dette er overhængende – ja, så må jeg opfinde den dybe tallerken til den tid.

Dronningborg er en gammel maskinfabrik, der er kendt for sine mejetærskere. Derfor er det nærliggende at opkalde en høstøl efter den, ikke mindst når maskinfabrikken samtidig ikke ligger langt fra bryggeriet. Den får ikke for lidt på etiketten med en lang række medaljer og hvad har vi – fra prisuddelinger, der ligger hundrede år længere tilbage end bryggeriets grundlæggelse, endda. Endelig et håndfast bevis på, at tidsrejser har fundet sted.

Høstbryg er gerne velmaltede for at markere at grøden er i hus, og for at matche årstidens grove mad. Brygget her er ingen undtagelse. det er et brunorange bryg, uigennemskinneligt af restgær og med en kraftfuld aromatisk og overraskende sød duft af vanille, fløde et stænk anis og en bund af hindbær – foruden en humle der lægger et sted, hvor den både er aromatisk og bitter.

Smagen er til gengæld mere bitter og grov. Træaromaen lægger sig tungt i ganen, mens syrlige noter fylder mundens underetage ud. Brygget er, skønt friskt i sin syrlighed, alligevel ikke ligefrem lettilgængeligt i sin bidske og rå bitterhed. Det er, ligesom andre af Kongebrygs øl, til dels et syrligt bryg, hvis spidse kant, man først lige skal forliges med.

Uanset hvad passer brygget godt til årstidens kraftfulde føde: beder, kål, kogt kød og urter. Efterhånden træder også andre noter frem – med tiden møder man nogle af de søde noter fra duften – en kant af alteabolcher afrunder en tør, karsk grannålebitter eftersmag.

Det er dog et ganske andet bryg, end det, jeg prøvede direkte fra tanken. At friskheden fra det tanktappede bryg ikke genfindes i flaskebrygget, kan næppe undre. Humlens bidskhed kan jeg genkende, men sødmen har en anden karakter, og fylder ikke det samme i dette bryg, som det, jeg fik fra tanken. Også det er medvirkende til, at jeg godt kan tillade mig at betragte dem som to forskellige bryg, der anmeldes hver for sig.

4-en-halv-stjerne

Focal Banger, The Alchemist

2016-07-31 14.26.45What’s in the can …
Stays in the can …

Jeg skylder en af mine læsere og en af mine jævnligt anmeldte bryggere en kæmpe tak for dagens bryg.

Der er åbenbart tale om ét af de mest eftertragtede og sværest tilgængelige bryg i hele den vide verden. De sælges ikke uden for Vermont, den nord-USA’ske stat, hvor Bernie Sanders engang var guvernør – den sande liberalismes (altså dén med frisindetheden og -tænkningen – ikke den afsindige planet- og menneskeødelæggende grådighed) højborg på den vestlige side af Atlanterhavet. Derfor gøres der forståeligt nok mange krumspring for at få fat i den.

Bryggeren er Martin Guldhammer (Guldhammer Nanobryg), og om ham kunne Paul Hertz, læseren af min blog, fortælle det, jeg nu fortæller videre til jer … ja I kan nok høre, at fortællestrukturen er næsten lige så kompleks som i Platons Symposion, så det hele skal nok tages med et gran salt eller to.

Men historien er altså den, at Martin Guldhammer var på ferie i USA og havde reddet sig et mindre lager af The Alchemists eftertragtede bryg. Nu var spørgmålet blot, hvordan bryggene kunne komme med tilbage til Europa, og her viste Martin Guldhammer en snarrådighed som ville have gjort selv Han Solo grøn som Yoda selv af misundelse.

Åbenbart blev de kostbare dråber pakket ned i hemmelige og ikke åbenlyse steder i bagagen – og efter en flyvetur mod øst, som historien ikke melder noget om i detaljer, blev disse fænomenale og eftertragtede bryg ikke bare Paul til del, men også lille mig.

Og så nager frygten for skuffelse jo en del. For når man hører, at en øl er som Rigvedaens soma, den hvide heks’ turkish delight eller Carsten Berthelsens hjemmebryg, så er det på tide at tage de kritiske hørebøffer på og sætte munden på skrå, mens tommel- og pegefinger lægger hagen i pædagogisk førergreb. For hvor tit har man ikke hørt om en sang, at den skulle lyde som Kate Bush, hvorefter den i virkeligheden lyder som en hæs Celine Dion spillet på 16 omdrejninger?

Om det er de bange anelser eller de høje forventninger, der indfris afsløres om lidt. Allerførst tager jeg et kig på beholderen – en dåse, der rummer en amerikansk pint. Jeg er ikke sikker på, at jeg vidste, at de havde andre pints i staterne – men det har de, og en amerikansk pint er en smule mindre end en halv liter. Grafikken er vild – konsumenten på billede drikker af dåsen, og humlen står ud ad ørerne på ham. Dåsen der drikkes af, er i øvrigt samme dåse, som konsumenten selv er tegnet på. Og på den dåse, han drikker af, kan man oven i købet skimte endnu en konsument med en dåse … og så fremdeles. En fraktal med andre ord. Hvor fiffigt.

Øverst på emballagen formanes man med store bogstaver til at drikke direkte af dåsen, og på bagsiden forklares det i almindelig tekst hvorfor – i al’ sin korthed for at bevare øllets friskhed.

Man bliver jo helt slået med ærefrygt, når man hiver i åbningsmekanismen. Det er bestemt ikke hver dag, man får lov at prøve så sagnomspundne øl. Det hverken lyder eller føles nu anderledes end andre dåser, når trykket lettes. Lidt skuffet nåede jeg at blive over, at bryggets bouquet ikke med det samme forplantede sig i rummet, så jeg måtte jo anbringe min næse over åbningen, og gøre noget aktivt …

Woooow …

Der er kontant belønning ved kasse et. En psykopat-aromatisk humle leverer den største næsestyver siden Jakob Stegelmann slog Chuck Norris i Street Fighter II. Det er jo lige til at blive afhængig af. Prisen for at få sådan en dåse hjem fra Vermont, er vel i forvejen sammenlignelig med et gram coke – så hvorfor ikke bare blive ølsniffer? Det er oven i købet lovligt! … selvom Søren Pind nok vil forlange det forbudt med tilbagevirkende kraft, hvis han en dag skulle opdage, hvor dejligt det er. Jeg må hellere dæmpe mig lidt, før jeg giver ham gode ideer.

Men okay – jeg skal prøve at sammenligne dette aromatiske duftmonster med noget konkret. Spæde, friske grannåle rigeligt bergamotolie, et stænk af citron, og så ellers rivende og flående i næsens slimhinder på samme måde som brændenælder mod genitalier.

I smagen får man den direkte, uforfalskede toptunede dugfriske bitterhed af humle – sådan som man ønsker sig den, men som man også ved man aldrig kommer til at opleve. Indtil man støder på dette bryg, altså. Der er ingen ende på friskhed og aroma – overfloden er overvældende og overmodig, og nu forstår man overmåde overfordr… undskyld, opfordringen til at drikke dette bryg direkte ud af dåsen, i stedet for at skænke det.

Som det fremgår af billedet skænkede jeg nu alligevel en lille tår ved siden af – mest for at kunne vise bryggets fine gule lød og marengsskum – begge dele er set smukkere før, og godt det samme, for det er jo smagen det gælder. Ved tømning af glasset vil jeg desuden påstå, at jeg kunne mærke en væsentlig forskel. Lidt på samme måde som den første kop kaffe fra en ny pose kvælstofpakket, sammenlignet med den sidste portion fra samme pose. Smagen er såmænd ok, men aromaen og friskheden er slet ikke den samme.

Det kunne godt gå hen og blive en vane. Jeg ligger inde med endnu et bryg fra The Alchemist, med en lignende formaning om at drikke fra dåsen – og den har jeg også tænkt mig at overholde (og skænke en smule af, for at annamme forskellen). Friskheden i resten af brygget forbliver trods alt intakt selvom man skænker lidt af det op i et glas.

At drikke direkte fra emballagen er nu næppe en strategi jeg vi udvide til andre bryg i fremtiden. Det visuelle er en del af hele oplevelsen, og mange øl smager altså først ordentligt, når de har været ude i luften.

Men ikke dette bryg – her gælder den regel, at den aroma der er i emballagen skal forblive i emballagen for at gøre denne oplevelse total.

Og total – det er den i dåden!

6-stjerner

Pilsner, Lade Gaards Brygghus

2016-07-30 17.28.30

Norsk standard …

Jeg har også andre bryg på lager, end de mange fine fra Kongebryg. Og de skal jo også have lidt opmærksomhed. Her er en slags øl, der efterhånden er blevet en sjældenhed på bloggen. En øl, jeg selv har købt og betalt og endda en billig én af slagsen.

Lige fra starten har jeg haft et princip om, at alle øl er værdige til anmeldelse – i hvert fald hvad stilarter og brygkaraktér angår. Jeg vil gerne anmelde bredt – og dertil hører også ganske almindelige, generiske øl, som folk tyller i sig uden at overveje, hvordan de egentlig smager.

Jeg skal dog indrømme, at jeg nok ville vægre mig ved at smage en øl brygget til at promovere Ku-Klux-Klan eller Donald Trumps valgkampagne, men det skulle være sådan noget – og ikke øllet selv – der skulle være det afgørende.

En standardpilsner er skam ikke for fin til mig. Her er én købt for en tier i Rema 1000. Den er fra Norge, der ellers er berygtet for sine høje ølpriser. Jeg har aldrig selv været i det store land mod nord, så jeg har ikke set det ved selvsyn, men kun hørt historier. 10 kroner er til gengæld ikke ligefrem uforskammet – omend man forventer lidt mere end det allermest ligegyldige sprøjt for mere end kr. 7,50 for ½ liter.

Brygget giver en syrlig odeur af syrnet fløde. Det virker meget frisk og en lille smule ildevarslende. Dybere nede møder man en mørkere duft af fusel, korn, en antydning af umodne blommer og bøgetræ.

Skumoplevelsen er i hvert fald ud over det sædvanlige. Over det traditionelt klare, korngule bryg, tårner det sig op som frisk marengsmasse, lystigt knitrende men kun langsomt faldende. At skum kan lave en sådan larm uden at kollapse på stedet er en gåde for højenergifysikerne.

Malten kan lidt ud over det allermest sædvanlige. Brygget smager overvejende sødt og rummer en fylde et behageligt niveau over laveste fællesnævner. Humlen ligger til gengæld i den svagere ende og mærkes mest i eftersmagen som tørre tjørnegrene og halm, der desværre har fået nogle forstyrrende dråber vand.

Efter den egentlig lovende fyldige indledning, går det hele lidt i opløsning med en lidt for let og vandig aromakarakter. Og for at det ikke skal være løgn spiller den lidt for store mængde vand uheldigt sammen med den lidt for svage humle, og giver tilsammen et malplaceret prik af sæbe.

Så alt i alt forbliver det – en godkendt fylde og maltprofil til trods – på det jævne, men bestemt ikke mere på det jævne end den jævne danske standard.

2-stjerner

Memento Mori: Fra ild er du kommet, Kongebryg

2016-07-28 18.03.03Midterfeltet …

Jeg fik jo taget de tre Kongebryg i Memento Mori-serien i den helt forkerte rækkefølge. Skulle man være i tvivl, er brygnavnene en pastiche over kirkens begravelsesritual, hvor remsen jo egentlig lyder:

Af jord er du kommet
Til jord skal du blive
Og af jord skal du igen opstå.

Rækkefølgen, jeg fik taget Kongebrygs øl i, giver følgende remse:

Til jord skal du blive
Fra muld skal du genopstå
Fra ild er du kommet.

Ja, det var vist ikke særlig imponerende. Det skal jeg vist – som min gamle tysklærer i gymnasiet gerne sagde – ikke gå hjem og prale med (det var godt nok ikke mig, han sagde det til. Jeg klarede mig – som halvt prøjser, halvt nordfriser – generelt godt i tysktimerne). Det der ærger mig mest er, at den ændrede rækkefølge ikke engang er rigtig fjollet … den er bare forkert.

Nå, det skal ikke slå mig ud. Jeg har jo sådan set bare taget bryggene i den rækkefølge, der gav mening for mig, og så til pokker med den ønskede orden. Anledningen til dette bryg var den simple, at jeg hellere måtte få ryddet det lager af Kongebryg, jeg selv havde anskaffet, før jeg gik i krig med dem, som jeg fik kastet i nakken, da jeg var på bryggeribesøg. Der var kun denne tilbage i eget lager, så det var en overskuelig opgave.

Untappd kategoriserer øllet som en Red Ale – og for min skyld gerne, selvom farven egentlig ligger ovre i temmelig mørk bordeaux. Mørket til trods er det et letflydende bryg med en karsk – omend også noget svag – bouquet. Vi er igen ovre i det syrligt belgisk-inspirerede. Kongebryg lægger tungt sin trend på det europæiske kontinent, mens fx. Amager Bryghus i langt højere grad lægger vægten på den anden side af Atlanten..

I munden vejer brygget alligevel tungere end den (lidt for) lette bouquet varslede. Maltprofilen er overraskende fyldig og yder svage noter af mælkechokolade, mens syren skærer lidt i gummerne med egetræ. Forrest under tungen mærkes smagen af friske græsstrå. Brygget er tilsat fennikel og kvan (det måtte jeg slå op), og mon ikke det er en snert af det, man smager forrest i munden?

Igen-igen-igen mangler brygget etikettens fandenivoldskhed, og bryggenes åbenlyse kvaliteter til trods fanger jeg altså ikke helt det grufulde tema, når nu øllene er nærmest alt andet end.

Men et rart bryg er det uanset hvad. En middle-of-the-road ale og en all-round mad-øl, der ligger magelidt midt i feltet … men alligevel uden at blive konform eller kedelig. Det er ikke altid, man har brug for en øl, der smager som jadekejserens ferskner, lagret i ambrosia og kogt i asernes mjød. Mindre kan også gøre det, og Kongebryg leverer med dette bryg et udmærket bud på, hvordan.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme