Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2016

Copenhagen Beer & Whisky Festival 2016

Der skete godt nok noget …

Så nåede jeg omsider til det – beretningen om min tur på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum i den forløbne weekend. Forum ligger i øvrigt ikke i København, men på Frederiksberg – men ‘Frederiksberg’ er der måske bare ikke helt så meget international gennemslagskraft i, som Copenhagen – men det får være.

Ved arrangementet var jeg for anden gang roadie for Kongebryg. Det indebar, at jeg hjalp med at slæbe – og så stod jeg ellers i standen, og fortalte om de fine øl, som festivalgæsterne kunne smage hos os. Jeg er ved at være ret erfaren udi at berette mundtligt om øl – og ikke bare skriftligt. Det kan jeg takke Kongebryg for, fordi de gad have mig med endnu engang. Det bliver ikke sidste gang, hvis det står til mig.

Indtrykkene fra Festivalen er mange – og kaotiske, men jeg var snarrådig nok til at have min telefon og Untappd med, så jeg dér kunne notere alle de øl, jeg fik prøvet – måske endda tilstrækkeligt til at jeg i dette indlæg kan skrive noget brugbart om dem. Lange eskapader om hver øl bliver det dog ikke til. Indlægget her skal også slutte på et tidspunkt, og Untappd har strenge begrænsninger på, hvor lange anmeldelser, man kan skrive, hvilket mestendels er godt, men det betyder også, at mine notater er sparsomme. Jeg vil heller ikke give mig ud i karaktergivning. Den kan man nærstudere på Untappd. Glem ikke, at man kan finde info om min Untappd-profil under ‘Sociale Medier’ her på siden, hvis nu man skulle være for fumlefingret til at trykke direkte på linket her.

Tjekker man min profil, og opdager, at ikke alle øl, jeg har prøvet, er nævnt her, så fortvivl ikke. Nogle har jeg faktisk smagt så grundigt, at der kommer en rigtig anmeldelse ud af dem.

Vintage ChristianVintage Christian (2014), Gran De Select

Gran De Select laver øl, brygget på champagnegær. Formentlig er det lige så svinedyrt som det ser ud i de buttede flasker med de høje halse. Men så er det jo godt, at man kan få lov at prøve dem på en Festival uden at man behøver købe et læs af dem. Jeg fik lov at prøve alle tre, de havde – men jeg smagte mest på pale ale’en. Champagnegæren giver brygget en vinøs friskhed, som man ellers ikke finder i øl uden at det bliver tyndt. Slet ikke ringe, og i øvrigt klart mest velintegreret i pale alen. Brown Ale’ens fede malt trådte for meget igennem, så indtrykket blev en smule rodet, mens pilsneren virkede decideret tynd. Måske egnet på en varm nok dag, men så skulle den også være virkelig varm – og så ville jeg egentlig stadig foretrække pale ale’en.

SølvpilenSølvpilen, Aarhus Bryghus

Yyyyydrk …! Jeg lærer aldrig at forstå den her øltype. Men som brygmester – eller i hvert fald ham, der stod i Aarhus Bryghus stand, begejstret berettede (han berettede begejstret om alt hvad han berettede om, og det var i øvrigt ret meget. Han kunne uden større besvær snakke fanden begge ører af – to gange) så er det også en øl, der deler vandene. En belgisk tripel blond der i sin smag om muligt dunster endnu mere af banan og kogesprit end den rædsomme Prior, som jeg for ikke lang tid siden bedømte til at være en af de ringeste øl, jeg har prøvet. Ikke at jeg skal være ukonstruktiv i min kritik af Aarhus Bryghus, for det er garanteret en fremragende Belgisk Blonde, hvis man er til den slags. Bedømmelsen som ‘fremragende’ bygger jeg på styrke i og antal spjæt og trækninger fra underansigt og nedefter, brygget afstedkom, ikke bare hos mig selv, men også hos Brian, der også stod i Kongebrygs bar. I det mindste lærte jeg da, at jeg ikke er den eneste, der ikke forstår den øltype.

IPA AarhusIndia Pale Ale, Aarhus Bryghus

Men Aarhus’ eget bryggeri (nu hvor Ceres for længst er smuttet til Fredericia sammen med resten af Royal Unibrew) havde også andre øl på programmet. Denne India Pale Ale er af den milde og afdæmpede slags. En god begynder-IPA, der har de friske grannoter og indslaget af forårsblomster, som man helst skal have, men uden at overdrive nogen af delene … ja, den er tydeligvis ikke henvendt til nærværende blogger eller folk med samme smag for det ekstremt humlede – men dem der ikke er det, skal jo starte et sted, før de bliver forledt. Dette sted er fint.

Og mens jeg i mit stille sind frydede mig over, at ubesmittede sjæle kunne blive ledt i fristelse med hin afdæmpede IPA prøvede jeg meget passende i situationen …

Black MonsterBlack Monster, Aarhus Bryghus

Jeg husker den som en god, fuldfed stout med al den magt og vælde, sådan én helst skal have. Bedre husker jeg dog brygmesters … – ja, eller ham der stod i deres stands – anekdoter, der var linet op i en lang kø, men uden at nogen af dem kom til at vente særlig længe, for de blev fyret af som raketter fra et stalinorgel. Var det det mørke øl, der fik os til at tale om døden, og om at grunden til, at der gik fire dage fra nogen var død, til de blev begravet var, at der i mellemtiden skulle brygges øl til begravelsen? Nåhr ja, og ordet ‘Barsel’ skulle angiveligt betyde “barns øl” – for ved en familieforøgelse skulle der også øl på bordet i gamle dage. Dengang tog øl kun de fire dage at lave, da man dengang hverken gik så voldsomt meget op i smag eller alkoholprocent …

Ja – turen til Aarhus Bryghus blev i hvert fald lærerig for denne blogger.

Green BansheeGreen, Green Banshee, Amager Bryghus

Fedt! Vi er allerede nået til det, der samlet set nok var den største oplevelse på hele festivalen for mit vedkommende. Det var nu slet ikke i Amager Bryghus’ stand, at jeg fik denne lille sorte Satan tilbudt (de var ellers vores genboer, de gæve bryggere fra Tårnby, og som læserne nok har bemærket, nassede jeg mig til ét af deres glas. Jeg håber de anser glassets værdi for nogenlunde at svare til den reklameværdi det giver dem, ved at jeg bruger det til mine anmeldelser, og at deres brygmester ikke kommer efter mig. For han er godt stor og stærk … det har brygmestre det med at være) men derimod en af whiskystandene – Jameson’s for at være helt præcis. Jameson er irsk whisky, og ekspedienten var netop ved at lange smagsprøver på Green, Green Banshee ud – den er nemlig lagret på whiskyfade. Og da jeg tilfældigvis kom forbi, skulle jeg da tilbydes det sidste i et glas.

Whiskysmagen er meget præsent i det i forvejen ekstremt seje og lakridstunge tjærebryg. Det var – uden at overdrive – svært at få de sidste klæbrige dråber ud af bægret. Mens jeg kæmpede med det, spurgte jeg, ikke uden forhåbning eskpedienten, hvor hun kom fra – what with Jameson being Irish whisky and all … Jeg blev ikke skuffet – Irland! Yes! “An bhfuil Gaeilge agat?” fór det ud af mig, og jeg fik omgående et bekræftende “Tá – tá Gaeilge agam.” Og så fyrede jeg ellers endnu et par almindeligheder af, og havde farligt svært ved at forstå svarene, og måtte snart igen slå over i ‘Bearla’ som det engelske sprog jo hedder på irsk.

Men uanset hvor snublende og famlende det var, så fik jeg – for første gang lejlighed til faktisk at tale et smule irsk, med en irer. Jeg var meget glad, og det oplevede jeg altså, mens jeg drak Stout fra Amager Bryghus, lagret på Jameson whiskyfade – det hører med til historien.

Mango MagnificoMango Magnifico, Founders Brewing Co.

Nå, jeg er faktisk snart færdig, har jeg lige opdaget. Men jeg prøvede selvfølgelig også noget whisky hist og pist, som ikke vil blive anmeldt. Og så er der jo også de … jeg får det til fem øl, som jeg har tænkt mig at skrive deciderede anmeldelser om. Så er opgaven jo indtil videre overkommelig – trods alt.

Mango Magnifico er en frugtøl brygget med mango, og tilsat habaneros chili. To ingredienser, der ifølge mange ølsnobber intet har at beskaffe i øl yder en fabelagtig oplevelse: Det starter sødt og fyldig med rigelig mango, og så rammer chilien ellers! Chili og sødme rimer … eller … det gør det jo ikke, men det passer godt sammen. Især her, hvor alt for meget mango og alt for stærk chili giver en fabelagtig harmoni i et bryg, der dælme ved, hvad det vil. Dermed er den anden øl, jeg nogensinde har prøvet, hvor chili rent faktisk gør noget godt for øllet en realitet. Den første er som bekendt Chili Klaus Ghost fra Midtfyens Bryghus. Dem vender vi tilbage til.

Limfjordsporter Fadlagret, Thisted Bryghus

Jeg fik jo omsider lejlighed til at prøve den temmelig berømmede Limfjordsporter med ekstra lakrids. Mikkellers bud på samme var jeg som bekendt jævnt skuffet over, mens jeg blev så begejstret for lakrids-varianten, at den vil få sin egen anmeldelse. Jeg prøvede også en fadlagret version af Limfjordsporteren – og den var så ny, at ingen havde lagt den på Untappd endnu – Kaj Framke to the rescue! Brygget har jeg ikke fået taget et billede af, men så kan man jo beundre brygmester Antoni i stedet. Ud over at være brygmester på Årets Bryggeri 2015 er han også et rart, venligt og ydmygt menneske, der lod til at synes, at det var næsten lige så sjovt for ham at møde mig, som det var for mig at møde ham.

Anyways – han har givet Limfjordsporteren med høvl og sandpapir så den nu fremstår som at lækkert lille rokokomøbel i stedet for det tunge, rustikke snedkermesterklædeskab, som den oprindeligt var. Lidt af styrken og tyngden er taget bort, men erstattet med mere distinkt smag af lakrids og malt. Brygget smager af lige så meget, men med større vægt på kvalitet end kvantitet.

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus

Den her havde Midtfyen på fad sammen med fornævnte Chili Klaus Ghost. Man kan sige, at denne er en nedtonet Chili Klaus Ghost – eller at Chili Klaus Ghost er en boosted Chili Tripel om man vil. I hvert fald er øl og chili også sådan nogenlunde integreret i dette bryg. Det er i hvert fald langt fra akavet, sådan som nogle chili øl næsten har været gennem min tid som blogger.

Billede: Martin Bo Petersen

Skolder Viking Voyage Limited Edition, Frejdahl/Vestfyen

Ah … en limited edition … Hvor mange har jeg ikke ladet mig friste af de to små ord, da jeg i min ungdom samlede på musik? Den slags chancer skal man ikke lade gå fra sig. Det var idemanden bag Pladderballe bryghus og eksperimentalbryggeriet Redekassen, Martin Bo Petersen, som jeg omsider fik mødt i virkeligheden, der gav mig tippet – and off we went. Den forhandles i en gavepakke inklusive en lille flaske Highland Park. Ideen er, at øllet og whiskyen nydes samtidig, og går op i en højere enhed. Det smager nu fint hver for sig, og også sammen, men nogen stor nyskabende åbenbaring er der for mit vedkommende trods alt ikke tale om – limited eller ej.

Kentucky Breakfast Stout (KBS) (2016), Founders Brewing Co.

Så var der lidt mere åbenbaring i Founders Brewing Co’s Kentucky Breakfast Stout – eller KBS, som der lakonisk stod i Svaneke Bryghus’ stand, hvorfra den blev skænket. Sjældent – hvis overhovedet nogensinde – har jeg smagt mage til tyktflydende, sejt, klæbrigt beg. Udover at smage aldeles pragtfuldt af rivestærk kaffe, klistret ind i superstærk lakrids, og indhyllet i giftig røg fra et rockerbål bestående af traktordæk, forestiller jeg mig, at det ville være aldeles anvendeligt som belægning på det næste stykke unødvendig motorvej, som regeringen planlægger.

Norsk Høst, Nøgne Ø

Nå! Den fik jeg åbenbart ikke noget billede af. Vel – synet af den kan nydes her – og den smager også omtrent lige så fint som den ser frisk og lys ud. Den er at regne til den hipstersmarte modetrend “Nyt Nordisk” idet der ikke er brugt humle i produktionen. Det var det nummer, Thisted Bryghus også lavede sidste år, og som min begejstring for, var temmelig behersket. Men nogen må kunne lide det, for Thisted Bryghus er siden blevet kåret til årets bryggeri – og selvom det ikke er sikkert, at det lige var det der gjorde udslaget, er den skade det måtte have forrettet i hvert fald overskuelig.

Men det er ikke Thisted Bryghus, det handler om, men Nøgne Ø. Jeg må blankt erkende, at brygget er både liftligt og smagfuldt med tydelige noter af friske grannåle og en sød eftersmag af havtorn. Hvis alle “Nyt Nordisk”-bryg, eller for den sags skyld alle “Nyt Nordisk”-projekter var af denne kaliber, ville mine tæers krumning, og de stole jeg sad på’s vrikken, være reduceret aldrig så meget, som når jeg i dag hører konceptet nævnt.

—

Dét var åbenbart dét. Når man sådan lige tilkæmper sig et overblik, finder man orden i selv det værste kaos. Men nu mangler der jo så lige de øl, som jeg syntes, jeg ville give en fuld anmeldelse. Foruden Thisteds Limfjordsporter med Lakrids de øl Kongebryg havde i baren.

Så der er lidt at tage fat på endnu. Vel mødt til flere anmeldelser snarest.

Ode IPA, Castle Danger

UnavngivetLige ud af MN 61 …

Det gælder om at nyde IPA’erne mens de er friske. Det fine lille batch, jeg fik af hjemmebryggeren Ole Wolf er et godt og lidt sørgeligt eksempel. Her er IPA’en, Høstøl, allerede blevet for gammel, og derfor bliver den ikke anmeldt i denne omgang.

Denne lille kobberfarvede skumperle, derimod, er (eller rettere var, for den blev også drukket før weekendens eskapader i Forum) til gengæld frisk som en amerikansk IPA skal være. Også den er fra Minnesota, hvor min gamle studiekammerat Rasmus holdt sommerferie – og altså var så flink at tage et lille udvalg med fra til anmeldelse her på bloggen.

I mellemtiden er vi rykket et godt stykke ud af Minneapolis, hvor vi var sidst – 200-250 km, så vidt jeg kan vurdere ud fra Google Maps. Vi er i det sydøstlige hjørne af byen Two Harbors ved bredden af Lake Superior, et tyndt befolket, naturskønt område langs hovedvej MN 61 mellem storbyen Duluth og den Canadiske grænse. Området ligger på højde med Frankrig, så jeg forestiller mig, at der er rædselsforskrækkeligt varmt og fugtigt om sommeren, mens vintrene garanteret konkurrerer med de sibiriske i modbydelighed.

I den slags klima er det sikkert godt med noget frisk øl om sommeren, og så passer det jo perfekt, at vi er i IPA-land. Friskheden er i hvert fald intakt i denne IPA, der allerede ved åbning sprudler af friskhed med noter af gærede æbler med en antydning af gran. Der varsles en IPA-oplevelse af de lidt mildere, hvis ikke årsagen til denne oplevelse da skulle være, at jeg har været lige lovligt godt vant på det sidste.

Men det tror jeg trods alt ikke. Brygget byder på en cremet finish og lidt mere tilbagelænet bitterhed, der mere karakteriseres ved krydrethed end skarp- og skraphed. Fylde og aroma er en kende mere i højsædet end sædvanligt med noter af koriander og spidskommen, eftersmagen er markant og småtung af friske hasselnødder.

Men ellers er det en straightforward amerikansk IPA, helt efter bogen med alt det gode det indebærer. Friskhed, aroma og skarphed er lige ud ad landevejen …

… eller lige ud ad MN 61 om man vil.

4-en-halv-stjerne

Honey Devil, Kongebryg/Det Lille Bryggeri/Ghostbrewing

2016-08-24 18.12.21Mægtig i sin genkendelighed …

Uha, jeg er bagud! Her i weekenden har jeg været på Copenhagen Whisky and Beer Festival i Forum, hvor jeg stod i Kongebrygs stand. Forinden havde jeg flere anmeldelser i venteposition, og nu venter der ikke blot en kæmpe stak af arbejde foran mig; stakken er kollapset og ligger i en kæmpe, kaotisk bunke på gulvet og roder med væltede flasker rullende rundt med de sidste lunkne dråber løbende ud af sig.

Men et eller andet sted må jeg jo starte, så hvorfor ikke med netop Kongebryg? Her er ét af deres flagskibe – en mægtig imperial stout på 14%. Den forhandles i en nogenlunde håndterlig pakke på 0,33 liter i forventning om, at det nok er de færreste, der har lyst til at drikke mere af sådan én på én gang. Jeg taler selvfølgelig kun på egne vegne, når jeg finder denne produktallokering både fornuftig og passende.

Den er brygget med Honning, og det er åbenbart over to år siden, jeg sidst prøvede en øl, der var det. Honningen kan mærkes i duften, der er velgørende vinøs og tæt i det natsorte, skumløse bryg. Bouqueten udløses allerede ved aftagning af kapslen, hvor bitterhed og sødme dufter om kap, førstnævnte med et kraftigt indslag af kaffe, der sammen med honningen i udpræget grad vækker associationer til Kahlua og anden kaffelikør.

Og likørindtrykket fortager sig ikke i smagen. Der er fuld drøn på alkoholen, i hvilken kaffen og honningen tæt omslynget danser omkring til tonerne af et veloplagt big band – og stundom en småskarp lakridseftersmag.

Brygget byder på alt det, man forventer – sødme fra honningen og rigeligt med tæt, tung, fyldig bitterhed fra malten og humlen. Det er lige så velintegreret som det er velkendt og smagen er ganske i overensstemmelse med ingredienserne.

Nogen store nyheder er der imidlertid ikke. Brygget smager ganske vist af rigtig meget og mere til, men næppe nogen nyt, man aldrig har prøvet før.

Ikke at det gør nogen stor skade.

5-stjerner

Crusher, The Alchemist

2016-08-22 17.17.58Ah! Brutal!

Jeg er nået til den tredje og foreløbig sidste øl fra The Alchemist. Dermed slutter eventyret om Martin Guldhammers eventyrlige hjemrejse fra Vermont. Den slags rejseskildringer er der helt klart for få af her på bloggen, så hermed skal lyde en opfordring til ølentusiasterne derude: Enhver god historie, der knytter sig til eventuelle bryg, der sendes til nærværende blogger, er hjertens velkomne. Mennesket lever trods alt ikke af øl alene – der er også alle de gode oplevelser.

Vel – Crusher er endnu en IPA. Den genre klarer amerikanerne sig jo som bekendt ganske godt i, og i særdeleshed det Vermont-baserede bryggeri, som dette bryg og de tidligere anmeldte ‘Focal Banger‘ og ‘Heady Topper‘ kommer fra. At stifte bekendtskab med The Alchemist har faktisk været en af de virkelig store oplevelser her på bloggen. Ikke mindst fordi Focal Banger fik vippet den tidligere ‘bedste øl, jeg nogensinde har prøvet‘ af pinden.

Så forventningerne var fortsat i top, da denne dåse blev åbnet. I modsætning til de to andre, anbefaler bryggeriet denne gang ikke, at øllet drikkes af emballagen. Man tænker sit, når det dyborange bryg med det frodige, hvide skum skænkes, og bouquet af stikkende gran, søde, milde appelsiner og frisk grape breder sig aldrig så lifligt i hele lokalet – er der virkelig aroma tilbage i brygget efter den omgang?

Men dét er der (som et ekko af Tim og Gordon). Så rigeligt endda. Humlen river som frisk grantræ, fældet med en sløv økse, skåret med en rusten sav og høvlet med en ujævn, hakket høvl. Træet er fuld af små, smagsfulde, flænsende splinter med modhager, der går lige i tungen, og sætter sig fast dybt inde.

Det er et brutalt humlebryg, der med sin ledsagende smag af grape ikke glemmer også at være aromatisk. Men humlen – den rå, brutale, krasbørstige – ja, nærmest afstumpede humle spiller ikke bare førsteviolin, men i hvert fald også anden- og tredje-. Men brygget er samtidig af et format og vældighed, så det kan bære det.

Det ser man ikke så tit.

Tak for skænken, Martin – og tak til Paul for at være forbindelsesled mellem Martin og mig. Lad det endelig ikke være sidste gang, et sådant arrangement kommer i stand!

5-en-halv-stjerne

White India Pale Ale, Badger Hill

2016-08-18 19.45.54Begge dele!

Brygget her er den første af et lille udvalg, jeg fik tilsendt af en gammel studiekammerat, som havde været på ferie i Minnesota. Badger Hill Brewing Co. har hjemme i Shakopee, en forstad til Minneapolis, der er den største by i staten, og som også rummer den formelle provinshovedstad St. Paul.

USA er som bekendt udpræget IPA-land, og derfor undrede det mig ikke det fjerneste, at der var flere IPA’er iblandt de seks, jeg fik tilsendt. De vil blive anmeldt som de første, for IPA’er er bare bedst når de er friske.

Og frisk – det er denne lille citrongule sag så sandelig. Og det er ikke sidste gang citron vil blive nænvt i denne anmeldelse. Tag nu fx skummet – det matcher i farve og porøsitet fint den hvide bagside af citronens skal. Duften er skarp og ren af – måske har I allerede gættet det – netop, citron, men nu omgivet af nogle gode IPA-venner, navnlig gran og en antydning af kommen, samt nogle venner fra Tyskland, der åbenbart er blevet inviteret over Atlanten; franskbrødsdej og banan, som vi kender det fra hvedeøllene.

Bouqueten alene, kunne jeg indsnuse i timevis. Men så ville øllet blive lunkent og dovent, og det ville jo være en skam.

Friskheden nærmest springer ind i kæften ved smagning og sprøjter skarpe, sprøde og alligevel spinkle noter af gran og træsplinter ud i alle mundens afkroge. Brygget leger kispus med smagsløgene med skarpe noter af grønne nåle, sødme af hvidt sukker samt syrlige citronnoter (der var den igen) og grape. En velourblød og alligevel stikkende humleeftersmag lægger sig til sidst nogenlunde beroligende på tungen.

Det er på én gang et meget let og friskt bryg, og på den anden side også markant og slagkraftigt. Den skarpe humle føles ikke som et sværd, der hugger, men som små, bitte, ganske skarpe nåle, der rammer i tætte sværme og således gør lige megen påstyr.

Friskheden gør brygget egnet til sommervarmen sammen med andre læskende indslag og kolde is, mens den tætte aroma i sig selv er mere end nok til at brygget kan nydes alene som long drink. Dette bryg er bestemt ikke kun det ene eller det andet.

Og uanset om man bruger det til det ene eller det andet eller evt. begge dele kan man nyde de flotte mosaikker, som det fedtede, hvide skum efterlader på siderne. På den måde bliver den visuelle oplevelse også af første klasse.

5-stjerner

Giraf Beer Kalle, Royal Unibrew/Albani

2016-08-17 18.35.44Det bliver ved duften …

Regeringen fremturer i disse dage med sin plaskvåde, stangliderlige drøm om at privatisere den danske vandforsyning. Vandværkerne skal nu ejes af aktionærer – gerne fra udenlandske eller multinationale selskaber – for at en lille indspist elite kan score profit af, at vand er livsnødvendigt for borgerne. Hidtil har vandforsyningen været ejet af forbrugerne selv gennem andels- eller interessentselskaber. Men den slags fortrædelig kommunistisk virksomhed til sikring af fælles interesser, som det største regeringsparti Venstre i øvrigt selv var med til at starte i Danmark, kan man selvfølgelig ikke have.

Konsekvensen har vi allerede set i andre lande. For at generere et overskud til aktionærerne sættes prisen op og kvaliteten ned. Det betyder dyrere vand, der samtidig vil være yderligere forurenet af tungmetaller, nitrat og ikke mindst miljøgifte fra det landbrug, samme regering er godt i gang med at slippe alle restriktioner på forgiftning af vores (indtil videre fælles) grundvand over for.

Jeg er generelt bekymret for vandet. Og oveni er der min lille uskyldige interesse for øllet, som jo mestendels – ja, man vil nødigt være ved det, men det er jo ikke desto mindre sandt – består af netop vand. Ud over at privatiseringen vil medføre prisstigninger på vand (der vil gøre i forvejen i tiltagende grad udsatte familiers liv vanskeligere) vil øllet også blive både dyrere og af en ringere kvalitet. Jeg har i hvert fald ret svært ved at tro, at øl, der indeholder flere tungmetaller, sprøjtegifte og gyllerester vil kommet til at smage bedre.

Alle bliver taberne – undtagen regeringens – og socialdemokratiets, viser det sig – venner, der vil grine hele vejen ned til banken, mens de tager sig en tår for os almindelige mennesker ubetaleligt dyrt flaskevand.

Måske kan jeg trøste mig en kende med, at prisstigningen på øl vil ramme det kedelige standardsprøjt – som nu fx. dagens øl – i samme grad som det dyre. For mængden af vand i en ½ liter standardsprøjt, er vel omtrent den samme om i ½ liter højkvalitets specialøl? Det er en ringe trøst, og sikkert også forkert – men man må klynge sig til de halmstrå, man kan finde.

Og apropos standardsprøjt, vil jeg nu igen være tro mod det, jeg som ølblogger ser om mine rødder – det øl, der nemt kan fås i supermarkederne herhjemme, uden at øllet af den grund bliver lettilgængeligt i sådan mere overført forstand.

Men det tror jeg  nu roligt, man kan kalde dette bryg. En jævn pilsner, som det er, er den en sen efterfølger til den oprindelige Giraf Beer, der ikke havde navnet på Odense Zoos afdøde giraf, Kalle, som undertitel. Til gengæld var den gamle giraf væsentligt stærkere – på hele 7,3%, mens nærværende dårligt nok kan kaldes en guldøl med sine 5%. Præcis hvad anledningen til relanceringen af brandet er, skal jeg ikke kunne sige. Kanske noget med en anden dansk zoologisk haves løvefodringer med netop giraffer og forudgående partering af samme til stor lærdom og berigelse for landets unge invånere? Men det er selvfølgelig blot spekulation.

Ifølge Untappd skulle der også findes en ‘Sort’ giraf-øl på hele 10%. Den vil selvfølgelig også blive behørigt anmeldt, skulle jeg støde på den ved lejlighed.

Dette bryg lægger hårdt ud med den lifligste – og jeg mener lifligste – humlebouquet allerede ved åbning. Overalt i min ikke helt lille stue kunne pilsnerhumlen og fuslen mærkes – det var ganske vist standard begge dele, men frisk og lækker som selv standard kan være, hvis bare standarden er god. Mysteriet om den vilde aroma tager kun til ved skænkning, hvor brygget viser sig at være overordentligt lyst – vi snakker coronaniveau her, endskønt skummet er endog meget mere imponerende i sin marengscremethed.

Men den lovende olfaktoriske indledning afløses af skuffelse. Brygget viser sig meget snart at være et almindeligt industrielt standardbryg på ondt og kun i meget lille omfang på godt.

Bryggets finish er uendeligt let og krakellerer nærmest ved berøring af mundens smagsorganer. Vores truede vand er ikke bare et medium for overførsel af smagsindtrykkene – det er det dominerende smagsindtryk, sporadisk varieret af en diffus, flad, generisk og først og fremmest industrielt (tung)metallisk humleantydning – måske sammenlignelig med halvgamle paranødder i vandlage. En let sødme af lys sirup kommer til undsætning med en opblødning af bryggets finish i et forsøg på at yde øllet eksistensberettigelse – men desværre forgæves.

Brygget forbliver – på trods af en forjættende bouquet – et generisk, industrielt og mere end noget andet ligegyldigt standardprodukt, hvis fremmeste formål er en hurtig, smagsløs brandert. Få mennesker vil blive frastødt af bryggets markante ligegyldighed, og det ender dermed med at fremstå som en af den laveste fællesnævners mest markante repræsentanter.

Måske den kommer til at smage af mere når regeringen får privatiseret vandforsyningen, og den tager smag af gyllen, sprøjtegiften og tungmetallerne? Det kan næppe få den til at smage af mindre.

1-stjerne

Deer Hunter, Kongebryg

2016-08-16 19.08.22… ikke desto mindre …

Jeg har jo stadig et betragteligt lager af Kongebryg stående fra da jeg var på besøg på den nu nedlagte Næstved Kaserne. I mellemtiden er der også kommet en levering fra Martin Guldhammer, der fortrinsvis er amerikanske bryg fra Vermont, men med en lille overraskelse også. En gammel studiekammerat har sendt mig 6 nydelige øl fra Minnesota, og nu har jeg netop modtaget endnu et parti hjemmebryg fra den aalborgensiske hjemmebrygger Ole Wolf, der brygger under navnet Gravøl.

Så der er lidt at vælge imellem – men der er fortsat flest Kongebryg, og mon ikke de glæder sig over den megen omtale, dernede i det Sydsjællandske? Men det er faktisk ikke så svært at få omtale på min blog – send mig nogle øl, og omtalen er så godt som garanteret.

2016-08-16 19.03.02

Deer Hunter’s fulde deklaration

Deer Hunter er en Imperial IPA på 9,1%. Eventuelle referencer til den kendte krigsfilm af samme navn, er etiketten aldeles fri for, men med bryggeriets hyppigt brugte militærtema i hu, er det svært at forestille sig, at associationen ikke er intenderet. Bruddet på det tyske Reinheitsgebot ser ligeledes intenderet ud; brygget er foruden vand, gær, fire typer humle og ti(!) typer malt spicet op med roemelasse, rønnebær, slåen, gran, sukkerrørsmelasse, bynke og roesirup. Noget peger i retning af en hyldest til Storstrømsregionen, what with alle roerne, men heller ikke dette fremgår eksplicit.

Øllet har desuden en medbrygger ud over mesteren Niels Kiens – en herre ved navn Ole Pilemand. Ved googling er jeg desværre ikke blevet meget klogere. De fleste hits peger i retning af en ventilationsvirksomhed i Næstved, og altså ikke en roeavler i Nakskov eller noget i den retning.

Men bare fordi man gør det i ventilationsbranchen kan man vel godt have et varmt forhold til det Storstrømsområdet – og selvfølgelig til øl.

Deer Hunter må siges at være en mørk IPA. Brygget er kulsort, let brusende og med lystbrunt og ganske cremet og standhaftigt skum. Der er dog ikke tale om den slags fugemasse nogle ekstremt skummende bryg skaber, der gør det umuligt at skænke brygget, fordi den klare væske simpelt hen glider hen over det og ned ad glassets sider. Her er det letflydende bryg trods alt stærkt nok til at skære gennem skummet – i øvrigt uden overdreven ekstra skumdannelse til følge.

Aromaen er allerede udløst ved åbning. Frisk franskbrødsaroma breder sig, så snart kapslen er fjernet og afløses af dybere aromatiske noter af farinsukker, blandet med kaffe og garneret med forårets milde hyld.

Sikke en fylde! En fuldfed bitterølsoplevelse vel blandet op med rigeligt af søde noter, der på trods af bryggets alkohol- og malttyngde formår at løfte brygget op som en anden ballon. Der er mere end nok af de hele – på den ene side af tung, mørk kaffebitterhed og på den anden side sødme af farin og roesukker – både mørkt og lyst.

Brygget kommer godt rundt i tungens afkroge – men ender så alligevel med at smage lidt for meget af noget andet end øl. Kold kaffe med sukker, tænker jeg, og det er indrømmet god kaffe med godt sukker. Men det er kold kaffe med sukker ikke desto mindre.

Jeg kan godt drikke kold kaffe i en snæver vending – måske endda med sukker, når det fx indgår i et iskaffeshot. Men halve litre af det bliver til sidst for meget.

4-en-halv-stjerne

Helles Bock, Kongebryg (Livsstil i Whiskybæltet II)

2016-08-12 14.20.43Publikums favorit …

Hvis man åbner øjnene lidt ekstra, og lader indtrykkene blive behandlet en ekstra gang inde bag pandelapperne, kan selv en banal cykeltur fra Amager (hvorfra jeg fortsat ikke har noget sted at flytte til, desværre) til Gentofte være lidt af en oplevelse.

Cykler man ad Lyngbyvej og drejer af ved Bernstorffvej, føres man – uanset om man er på cykel eller i bil – under en cykelbro. Det er imidlertid ikke bare en cykelbro, men en portal ind i en anden verden.

Ladaen, der triller ved siden af én forvandles med ét til en Audi A6, i modsat retning kører en Mercedes E400, som man lige når at se forvandles til en Peugeot, idet den kører den anden vej gennem dimensionsdøren. En Fiat, der tydeligvis er kørt forkert følger hastigt trop.

Foran én strækker Bernstorffvej sig nu i al sin magt og vælde. Pyntet på begge sider med små palæer – arkitekttegnede villaer i udvalgte farver med store vinduer, karnapper og nøje udvalgt ornamentik de helt rigtige steder. Tagene er gerne i tegl (såfremt det matcher arkitekturen selvfølgelig, ellers er det foretrukne tækningsmiddel skifer) og de findes især i fine røde, mørke eller sortglaserede udgaver, hvis de da ikke er i et broget udvalg af patineret grønt, der matcher en kvist i irret kobber og vinduesrammer i samme nuancer.

Noget andet, der karakteriserer området er murene. De er en integreret del af arkitekturen, matchende i farve og murstensvalg og bygget sammen med den fra vejen synlige husfacade. Kigger man godt efter vil man opdage, at de effektivt afgrænser grunden fra den offentlige vej, men man har virkelig gjort sig umage for at sige “mit mit miiiiiiit!” og “Skrup af!” på en så diskret måde som muligt.

Og fortsætter man ellers et stykke ud ad vejen, kommer slotsparken, hvor man i den forløbne weekend kunne købe en masse ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have, på venstre hånd.

Nogle af standene faldbød faktisk også traditionelt kræmmermarkedsgods, omend af en noget andet kvalitet, end man normalt ser. De gamle spisestel forefandtes gerne i komplette sæt, de antikke vaser i grønt glas fandtes i alle tænkelige størrelser og former, og de brune patentflasker havde stadig læselig skrift indprentet på propperne, og for det meste var de tilhørende træstativer intakte. Med andre ord – skrammel var der faktisk alligevel en del af – men det var skrammel på et højere niveau, og priserne var også derefter.

Men på trods af at prisniveauet og klientellet var et ganske andet, end det, jeg normalt færdes iblandt, kom jeg hurtigt på hat med dem, der faldbød selv de dyreste ting, og den fineste mad. Jeg tror det kommer helt naturligt, når man er den, der står for udskænkning i ølteltet. Så vil alle gerne være ens ven, også selvom man ligner en trafikuheld involverende en russisk videnskabsmand fra forrige århundrede, en hjemløs og en hipster fra nullerne.

Og det bryg, flest ville have på livsstilsmessen var ‘Helles Bock’. Det er – i gættede det – en lys bock. En bock er – ligesom Münchneren – en tysk, undergæret øltype. Bocken er karakteriseret ved et højt maltindhold, som giver mere alkohol (i dette tilfælde mægtige 7,7%, der kun sjældent fik kunderne til at skifte mening), mere fylde og mere sødme.

Det kan mærkes allerede i duften, der er tung af karamel og kornfylde. Farven er matchende rødbrun, næsten uden skum og med en næsten klæbrig konsistens af sirup.

2016-08-13 17.07.16

Tilbehør … eller rettere skroget deraf.

Igen er brygget udvalgt ud fra, at der er heltstegt pattegris som tilbehør. Der er derfor ikke nogen vilde, uventede overraskelser i aromaen. Til gengæld er der fløjlsblød, næsten vinøs fylde i den initiale honningsødme. Brygget balancerer – trods vægtig tyngde – elegant på tungen i sin sødme, der snart ledsages af en tiltagende bitterhed.

Det starter med små kviste, så grene og til sidst store stykker træ, der lader sig gennemsave af tungen, efterhånden som de tykkere og tykkere stykker tømmer smages mere og mere ved gummer og mandler. Her er der eftersmag for alle pengene, og den matchede i øvrigt den grillede gris perfekt.

Der er nok nogle, der fik et lidt større buzz end der var kalkuleret med, da man bare skulle have en øl til grisen. Uanset hvad fik både gris og øl – såvel Münchner som Bock – kun pæne ord med på vejen. Det samme skal lyde herfra til de mange søde mennesker, der gjorde holdt i Kongebrygs stand og var godt selskab for os, der stod i bar.

Selvom jeg normalt ikke kommer sådan nogle fine steder som der hvor jeg var i weekenden, var det stadig en stor oplevelse – og hvis man er den, der byder på øl, er folk jo altid flinke.

4-en-halv-stjerne

Münchner Hell, Kongebryg (Livsstil i Whiskybæltet I)

2016-08-12 13.58.41 Min favorit …

I weekenden var jeg med til noget, jeg nok aldrig ville have været til, hvis ikke jeg for seks år siden var gået i gang med at blogge om øl. Jeg var på livsstilsmesse (that’s a thing) i Gentofte, nærmere betegnet Bernstorff Slotshave ved Bernstorff … (kan I gætte det) … Slot. En flot park med store træer midt i det, der i folkemunde kaldes Whiskybæltet. Navnet må være gammelt, eftersom whisky – selv de gode af slagsen – efterhånden er blevet hvermandseje. Men det er en anden historie.

Og hvad er en livsstilsmesse så egentlig (spørger idioten retorisk, og lige om et øjeblik kommer svaret, startende med et lige så forudsigeligt og retorisk “jo”)? Jo, det er lidt som et kræmmermarked med en masse forskellig stande, hvorfra der sælges diverse skrammel, gøgl og skafning. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at niveauet af skramlet og skafningen (men næppe gøglet, hvis omfang faktisk er temmelig begrænset) nok er højere end gennemsnittet man finder på – say … Hjallerup Marked.

Hele arrangementet er bygget op om, at man skal leve stiligt – at det er det rigtige mærke spa-bad, fx, man får installeret, sammen med det rigtige selvlysende springvand og fitness-udstyr, der matcher i farve og stil. At benævne det skrammel er nok – må jeg hårdt presset erkende – lidt af en tilsnigelse. Måske vil jeg i mangel på bedre kalde det ‘ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have’ – ja, det vil jeg kalde det! Det er også tilpas mundret.

I Kongebrygs stand – ja, som læserne måske havde gættet kunne årsagen til at jeg overhovedet befandt mig på livsstilsmessen findes i, at jeg ikke just var ude for at erhverve ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have. Bryggeriet, der har til huse på den nedlagte Næstved Kaserne, havde ladet vide, at de deltog i livsstilmesen og at jeg, hvis jeg skulle have lyst, gerne måtte hjælpe til med at lange bryg over disken samt diverse – var der to øl at vælge imellem (gad vidst om det var min længste digression indtil videre), denne Münchner Hell, og [ein] Helles Bock.

Selvom de ifølge navnene begge er lyse, endte de hurtigt med at blive benævnt henholdsvis ‘en lys’ og ‘en mørk’, når folk spurgte hvad der var at vælge imellem. Denne var den lyse af dem, og lidt ligesom Barbapapa selv er en barbapapa er Kongebrygs ‘Münchner Hell’ også netop en Münchner Hell – en undergæret øl af pilsnertypen, hvor der er brugt lidt mørkere münchnermalt end den traditionelle pilsnermalt. Som ordentligt håndbrygget øl, er Kongebrygs Münchner Hell selvfølgelig også ufiltreret.

2016-08-12 11.12.59

Brygmester Niels Kiens (tv.) med øl-tilbehør

Det er et relativt ukompliceret bryg, der først og fremmest skulle stå sig godt til det ustadige vejr, og den helstegte pattegris, som var tilbehør til øllet. Altså ingen grund til ekstreme udskejelser i aromaer eller bouquet. Brygget dufter lifligt af korn og humle, med en krydret kant, der også kan findes i smagen. Her spiller en tilpas tilbagelænet bund af bitterhumle bold med et pikant indslag af kommen, der både yder brygget frisk- og skarphed.

Lifligt, friskt, krydret og skarpt på én og samme tid. En aldeles vellykket sommerøl, der imidlertid skal nydes i nuet, for eftersmagen klinger ganske hurtigt ud. Man skal dog ikke af den grund føle sig snydt, da der er så rigeligt nydelse mens brygget tager ophold på tungen.

Uden nødvendigvis at være den mest karakterfulde øl af de to, var det den, jeg fandt mig selv nippe mest af. Havde vejret besluttet sig, og valgt hele tiden at være så vådt som det fx var fredag ved lukketid, hvor man kunne opleve en støvregn af irske dimensioner, kan det godt være, at mit valg af favorit i situationen havde været en anden.

Forbliv indstillet til anden del af beretningen om min weekend i whiskybæltet, hvor publikums favorit vil blive anmeldt.

4-en-halv-stjerne

Heady Topper, The Alchemist

2016-08-11 19.32.11Både i dåse og glas …

Ak og ve! Læserne har igen måttet døje med en afbrydelse i den ellers linde strøm af øl og anmeldelser.

Bloggerens elendige undskyldning er denne gang et lille arrangement, han frekventerede i den forløbne weekend – livsstilsmessen i Bernstorffparken i Gentofte. Ja, sådan nogle pæne steder kommer undertegnede også. Tænk at jeg ikke engang blev stoppet, da jeg valgte at køre under cykelbroen ved Lyngbymotorvejen.

I skal ikke snydes for en længere redegørelse for eventuelt gøgl, gavtyverier og anden festivitas, der måske – måske ikke – fandt sted i slotsparken. Jeg var i godt selskab med de gæve gutter fra Kongebryg, så det var hele tiden hyggeligt og aldrig kedeligt.

Inden jeg når dertil har jeg imidlertid igen-igen-igen et hængeparti, jeg skal have fra hånden. Før jeg tog på weekend for mestendels at more mig – men altså også for at skænke øl i godt selskab – prøvede jeg en anden af de spændende amerikanske øl, Martin Guldhammer i dølgsmål havde bragt med sig hjem fra ferie.

Heady Topper er en dobbelt IPA. Oplevelsen beskrives som “Wave after wave of hoppy godness on your palate”. Det kan det Vermont-baserede mikrobryggeri The Alchemist jo sagtens komme og sige. Men i betragtning af den oplevelse, som Focal Banger leverede, skal man være varsom med at afskrive selvsmigeren som ren markedsføringsmæssig verbalakrobatik. Hin IPA har jeg i hvert fald skrevet bag øret som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet. 666 Black Damnation er efter fem år på toppen endeligt blevet detroniseret.

Dirrende af forventning åbnede jeg dåsen, og hev duften ind med alt hvad mine lunger kunne trække. Jo, der var rigeligt aroma til alle fimrehårene og de indvendige slimhinders fulde areal. Bergamotolie og fyrrenåleessens forefindes i koncentrationer, så bouqueten slår over i syrlige stikkende limenoter, mens humlen ellers bare buldrer derudaf.

Smagen er igen en aromaeksplosion af rå, frisk og uforfalsket humle. Men til forskel fra Focal Banger er det ikke så meget grannålene, man smager som selve træet, de vokser på. Det gør brygget en anelse tungere at arbejde med, så den følelse af at lette og svæve, man havde håbet at genopleve, desværre udebliver.

Fylden er massiv – men ikke ekstraordinær. Eftersmagen er – ligesom selve smagen – sat i et tungere gear, så den i stedet for at pumpe bølge efter bølge af frisk og karsk aromahumle mod smagsløgene, tæsker løs på dem med en bitterhed, der nærmer sig det beske og det klæge.

Ja, brok er der masser af – men har man én gang prøvet Alchemists gudebryg, så gør det lidt ondt når det anden gang bare ikke når samme højder. Det er alt andet lige stadig et bryg i topklasse, som har mine varmeste anbefalinger, og som man ikke bør gå uden om, hvis man får chancen.

Og denne øl kan i øvrigt skænkes – og eventuelt deles uden også at dele mundbaciller – uden at det ødelægger noget. Duften og aromaens kraft tager lidt af, men til gengæld opdager man, at brygget er mere broget i smagen end når det drikkes fra dåse. En bitter, krydret kant af soya melder sig ved mandlerne, og træbitterheden synes at blive en tand mindre anmassende idet den ændrer sig til en friskere og lidt spinklere kommenkarakter. Og så er det lettågede, korngule bryg jo bare flot at beskue.

Bryggets generelt grovere og mere uforfinede bitterhed gør også, at man på et tidspunkt i forløbet får nok, mens Focal Banger nærmest føltes som en flydende udgave af Den Hvide Heks’ Turkish Delight. Af den ville man bare have mere, mere og mere og til sidst drikke sig ihjel.

Det er måske meget godt, at der ind imellem også findes øl der ikke er helt så vidunderlige.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme