Sidste anmeldelse var nr. 750 siden jeg i sommeren 2010 tog fat på at anmelde øl systematisk på en ølblog. Da jeg rundede 700 anmeldelser tilbage i marts, tog jeg mig i anledning af jubilæet tid til at kigge tilbage på de bedste øl, jeg har prøvet i min efterhånden ikke helt korte tid som blogger. Jeg synes, det var en fin måde at markere, at bloggen nåede et pænt tal i antallet af anmeldelser, og jeg vil derfor videreføre traditionen i anledning af, at jeg nu er kommet tre fjerdedele af vejen op til de 1.000.
Denne gang gælder det dog ikke de bedste øl, jeg har prøvet (selvom jeg bestemt ikke kan udelukke, at listen fra sidst måtte revideres i betragtning af de rigtig gode øl, jeg har prøvet blandt de sidste 50 stykker) – det har vi trods alt næsten lige været igennem. Næh – denne gang gælder det de ringeste øl, jeg har prøvet.
Indledningsvis vil jeg bemærke, at fornøjelsen ved at blogge om dårlige øl ikke er mindre end ved de gode. Mens konsumptionen af de tvivlsomme bryg godt kan byde på visse trængsler (eller udfordringer, som det hedder på DJØFsk) er det til gengæld dét sjovere at forfatte en kritik af dem bagefter. Og jo ringere brygget er, desto mindre konstruktiv har man selvfølgelig lov at være i kritikken, og desto sjovere er det, indrømmer jeg lidet brødbetynget, at anmelde.
For som den gamle musikprofessor og jazzhader, Theodor W. Adorno engang sagde: “Jeg kan kun forsøge at hensynsløst kritisere det, der er. Indvendingen jeg bliver mødt med: at man, når man øver kritik, også er forpligtet til at sige hvorledes det kan gøres bedre, holder jeg for en borgerlig fordom”. Og deri er jeg så enig, at citatet indleder den første anmeldelse nogensinde, hvor jeg gav nul stjerner. Objektet var Tuborg Lime Cut.
Men den vil jeg ikke skrive om i dag.
Nogle vil måske have bemærket forbeholdet i overskriften. Mens indlægget om de tre bedste øl handlede om de tre bedste øl, jeg havde prøvet – hverken mere eller mindre – handler dette indlæg om tre af de ringeste øl, jeg har prøvet. Jeg har valgt at tage fat på tre forskellige øl, der på hver sin måde viser, hvordan øl kan være dårlige. Det giver et mere varieret udvalg af dårligdomme, mens jeg bare ikke ville komme lige så godt omkring emnet ‘dårligt øl’, hvis jeg bare havde skrevet om de dårligste øl, jeg havde prøvet.
Og bare rolig – den ringeste øl, jeg nogensinde har prøvet er iblandt de tre, jeg nu tager op til genbehandling.
Tilbage i bloggens spæde barndom – kun lidt over ½ år gammel var den, da jeg prøvede kompagniet-for-sexistisk-sprøjt-og-sodavand Cults tragiske og ynkelige bud på det, de mente var en øl. Intentionerne var ikke bare oppe i himlen. De havde allerede passeret heliosfæren og var vel på vej gennem Oort-skyen med ambitionen om at gøre Carlsberg rangen stridig som det foretrukne ølbrand herhjemme.
Kay-Sar hed bryg… jeg mener produktet. Bevares, det indeholdt da – ud over ekstremt mange spildte marketingskroner, samt koffein og sukker – vand, gær, humle og byg (mærkbart mere af det første af de fire, end hvad man selv i almindeligt tynde industrielle standardpilsnere oplever). Men ved smagning stod det lige så klart som det syrligt-metalliske, bleggule flaskeindhold, at det ikke drejede sig om at lave nogen nyskabelse på ølområdet, men udelukkende at markedsføre sig frem til en position på et stort og lukrativt ølmarked, der imidlertid ikke så let lod nogen tage røven på det – trods alt.
Som øl var brygget fuldkommen ligegyldigt (omend ikke udrikkeligt). Den smag, der trods alt var, var kun lidet ølagtig, men på den anden side heller ikke ubehagelig i en grad, så den ene jeg fik prøvet (og anmeldt) endte i køkkenvasken. Tværtom husker jeg den som adækvat tørstslukkende.
Dette var ikke øllet, på trods af, at firmaet (I får mig aldrig til at kalde Cult et bryggeri – desuden var det Harboes bryggeri i Tyskland, der producerede dem. Cult skrev bare deres navn på) hårdnakket påstod, at det var det altså … “This is the beer” fremturede flasken så påståeligt. Men heller ikke dette – lige så lidt som indholdet – fik forbrugerne med på dén limpind. Ét år senere eller sådan noget lignende var produktet pillet ned fra hylderne igen, og Cult stod tilbage med lang næse, hår ned ad nakken, og afsindigt mange spildte reklamekroner fattigere.
Men det kunne forhåbentlig lære dem.
Da jeg i 2012 vendte tilbage til Danmark efter at have arbejdet i Irland et par måneder var én af de ting, der var forandret, udvalget af øl i Fakta. For altid … eller i hvert fald indtil nu.
I Fakta Hvalsø, byen, hvor jeg og min familie residerede efter hjemkomsten, fandt jeg således fire 0,75-liters øl, der under brandet ‘Tongerlo’ var leveret fra det Belgiske bryggeri Haacht. De blev alle behørigt anmeldt, herunder også denne rædsel. Som det vil fremgå af anmeldelsen – altså ikke den oprindelige, der som bekendt forsvandt i cyberspace – men den der nu er at læse på denne WordPress-blog (tænk, at man rent faktisk får gjort nogle af de ting, man sætter sig for) endte det meste af brygget i køkkenvasken.
Brygget smager af bananlikør med rensealkohol. Sjældent har jeg smagt noget så fælt – på én gang kvalmt sødt som overmoden banan og med samme bouquet som denatureret husholdningssprit. Jeg kan imidlertid forstå, at netop denne sødme, og den fylde alkoholen trods alt må indrømmes at give, faktisk er eftertragtet hos kendere og nydere af belgiske blondes. Jeg har – mere end noget andet på grund af netop denne øl – det temmelig anstrengt med belgiske blondes. Men i erkendelse af, at brygget åbenbart smager af det den skal, har den da heller ikke fået den lavest mulige karakter. Mine bedømmelser er trods alt ikke kun udtryk for min egen personlige holdning, men er også influeret af, hvorvidt et bryg fylder en genre ud eller ej.
Generelt må folk nu gerne beholde deres Belgiske Blondes for dem selv. Og hvis nogle læsere har fået appetit på denne øl, efter at jeg så udførligt har rakket den ned på det groveste for anden gang, kan jeg glæde dem med, at af alle de fire Tongelo-bryg, Fakta havde på hylderne dengang, hvoraf flere scorede over fire stjerner, så valgte de at beholde netop dette – det absolut rædsomste bryg af dem indtil den dag i dag.
I har dem som sagt for jer selv. Jeg skal ikke nyde mere …
I skal som sagt ikke snydes for et revue af den ringeste øl, jeg nogensinde har prøvet.
Også dette bryg findes i almindelig handel endnu, og har gjort det siden 1959. Der er tale om Ceres’ (nu Royal Unibrews) rent ud sagt udrikkelige Afskum … som egentlig hedder Havskum, men som bare burde kaldes Afskum, for det er vitterlig hvad den er.
Kvalmt, halsbrandfremkaldende sød som overmodne blommer, og sur som ren limelikør er den. Føj dertil bitterhed af harsk kaffegrums, og så er vi omtrent ved at være der. Det kan næppe undre, at det meste af denne flaske også endte i vasken.
Brygget stiller ved sin blotte eksistens en række ubesvarede og ubesvarlige spørgsmål:
1. Hvorfor blev dette bryg ikke kasseret da første batch var til prøvesmagning på bryggeriet?
2. Hvordan kan det være, at brygget stadig efter 57 år findes på supermarkedshylderne?
3. Eller samme spørgsmål stillet på en anden måde: Hvem drikker dog dette modbydelige sprøjt og betaler for det?
4. Hvordan kan brygmesteren hos Ceres – og senere Royal Unibrew – es über sein Herz bringen at forbinde den store opdagelsesrejsende Vitus Bering med dette … dette …? Vis dog noget respekt!
5. Find selv på flere spørgsmål – stil dem gerne i kommentarfeltet nedenunder.
Og i kommentarfeltet – eller på bloggens facebookside – kan I selvfølgelig også gerne skrive om, hvad jeres værste øloplevelser har været.
Seneste kommentarer