Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – juli 2016

Hildegard XXIV, Kongebryg

2016-07-28 20.04.24Sur på den glade måde …

Glaaaaaade Juuuul

Jeg får helt ærligt kryb hver gang jeg tænker på Grundtvigs umulige oversættelse af den gamle tysk julesang, Stille Nacht. Men der er heldigvis også nogle måneder endnu, før vi skal trækkes med den i døgndrift. Det skal dog ikke holde mig fra at tage sorgerne på forskud … eller bagskud, er det jo egentlig. For dette bryg er en overligger fra sidste jul.

Endnu engang er inspirationen hentet fra Belgien, og det endda i en grad så det fremgår af typeangivelsen: En belgisk jule ale – så er man ikke rigtig i tvivl, omend Untappd angiver for at være en Belgian Strong Dark Ale – heldigvis ikke mere, og desværre ikke mindre … det mest anstrengende ved at blogge om øl er kategoriseringen. Vid at min blog på det punkt er helt og aldeles upålidelig – tit gætter jeg – af omtrent lige dele dovenskab og den sikkert vanvittige holdning, at øllets smag alt andet lige er vigtigere end hvilken type, der er tale om.

Det er lidt ligesom katteracer. Hvis missen er sød, er jeg egentlig ligeglad med om det er en Abbeysinier, en Russian Blue eller en Maine Coon, der ligger på mit skød … bortset fra, det måske hurtigt ville blive lidt for varmt med en Maine Coon.

Nu opdager jeg så, at jeg faktisk har indskrevet den kategori i et anfald af … sindssyge? Ønske om at gøre kategorierne på min blog endnu mere kaotiske? Jeg ved det ikke. Fluebenet er sat – videre!

Igen skummer brygget ikke særlig meget. Det er igen ret belgisk. Duften er svagt syrlig og minder om umodne æbler. Før jeg glemmer det skal jeg indskyde, at brygget er lavet i et samarbejde mellem Brygmester Niels Kiens og Carsten Berthelsen, der er en af Danmarks kendteste ølskribenter.

Smagen overrasker i betragtning af den syrlige bouquet. Det byder i stedet på flødefed fylde, sødmefuld chokolade og en dyb, lunende alkoholnote af fine whiskyblends, der efterfølgende brænder i maven og giver muskelspændinger mellem skulderbladene.

Det er et bryg, man næste oplever mere, end man smager det.

Og syren er der da – igen, og i stedet for irritende føles den efterhånden som en ny ven, jeg har mødt alt for sent – men nu skal vi have det sjovt! Det syrlige egetræselement passer nydeligt sammen med den søde chokolade og brændende whisky. Det er ganske velkomponeret, og igen på den venlige og lidet fandenivoldske karakter, der så småt tegner sig som Kongebrygs adelsmærke.

Venligt, men aldrig mainstream.

4-en-halv-stjerne

Feltration Pilsner, Kongebryg

2016-07-27 10.52.22Godt nyt fra flødeskumsfronten …

Jeg fik jo også lidt gaver med fra Kongebryg. Ja, ‘lidt’ er så meget sagt. Sandheden er, at jeg påny har fået mig et fint lager på toppen af køkkenskabet. De næste mange anmeldelser er dermed om ikke i deres vorden, så i hvert fald i latent eksistens.

Jeg har taget fat på den første. Og for spændingens skyld … eller måske bare fordi, jeg skulle begynde ét eller andet sted … har jeg valgt at starte forsigtigt ud med en pilsner. Jeg er for længst faldet pladask for Kongebrygs etiketter, der ligesom Amager Bryghus‘ gør meget ud af at fortælle en historie – omend på en lidt anden måde.

Kongebryg har mindre tekst og mere grafik – kort fortalt. Amagerkanerne 2016-07-26 22.42.01skriver etiket op og etiket ned, mens Kongebryg nøjes med en notits, og lader billedet fortælle resten. Og af alle etiketter på de øl, jeg fik med, gør Feltration Pilsner det måske allerbedst.

Billedet er et velkendt ikonisk foto af britiske soldater under 1. verdenskrig, der er i gang med at spise (iflg. bbc fylder billedet 100 år i år). Af etiketteksten fremgår det, at øllet er brygget med “[…] de 5 kornsorter som man finder i soldaternes morgen feltration (sic) […]” og således går koncept, stil og venue (altså Næstveds gamle militærforlægning) op i en højere enhed. Jeg klikker hælene sammen og gør honør for elegancen.

Brygget lægger mildt og venligt ud med en fortrinsvis sød duft af vanille og aromatisk pilsnerhumle. Brygget er dyborange – næsten rødt, og nærmest skumfrit. Det bruser ganske kraftigt ved skænkning, men der dannes stort set ingen skum. Til gengæld er brygget ikke dovent. Kulsyren gemmer sig blot til brug under selve skafningen.

Også smagen lægger sig i det milde, magelige hjørne. Humlen er blød og fyldig, ledsaget af et finurligt stik af egetræ. Eftersmagen byder på æblesødme med en anden syrlig kant – tørt græs giver kant og karakter. Gennem hele forløbet flyder brygget rigtig ud i alle kanter af gabet, hvor det fløjlsblødt kærtegner mundhulens indre organer med et velafstemt pust af vanille og kvæde.

En venlig og mild pilsner, der alligevel formår ikke at være det mindste kedelig. Hvad man til gengæld kan kritisere den for, er at den snyder én for alt det bulder og brag, der hører krigen til. I bedste fald befinder vi os i Verdenskrig nr. 2 ved den såkaldte Flødeskumsfront, mens det trods alt ville være lidt for frækt at påstå, at man er hensat til posthjemmeværnets sommerstævne i Øster Bøvelse.

Men til en skyttegrav ved Somme – hvor billedet oprindeligt er taget – der er langt. Meget langt.

4-stjerner

Dronningborg Høstøl, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne III)

2016-07-22 12.20.37

Noget så frisk fra tanken …

Det var, som allerede antydet, ikke den militære disciplin, der prægede dokumentationen af de mange gode smagsprøver, der blev langet over disken i fredags på Næstved Kaserne. Jeg er nu nået til den tredje, og dermed også den sidste, jeg fik smagt så grundigt på – og svinget pennen så meget om – at der kunne blive en anmeldelse ud af det. Jeg fik den ære og fornøjelse at prøve et bryg direkte og helt frisk fra tanken (altså – en af dem, der lagres øl i. Ikke én af de store tunge med larvefødder, der tilforn blev repareret i Kongebrygs nuværende udskænkningssted).

Det er lidt en tilsnigelse at lade det tælle som en egentlig anmeldelse, da der ret beset ikke er tale om et færdigt produkt. I hvert fald i den forstand, at det ikke er kommet på flaske til eftergæring endnu, og vist også stadig skulle lagre lidt.

Men pyt med det. Det er min private blog, så jeg laver selv reglerne. Det er nemlig det, man kan i det private – gøre det lige som man selv har lyst til. Som en af mine hyppige gæstebloggeres tvillingebrors venner, der vist nok er søn af en kendt dansk digter engang skulle have sagt noget i retning af: “Det private er fantastisk! Det betyder, at hvis jeg ville, så kunne jeg købe en lejlighed i stueplan ud til strøget og udstyre den med kæmpe panoramavinduer, så alle kunne kigge ind. Og dér kunne jeg så stå og gejle i en sky af fæces på en baggrund af brændende svastikaer – ogingen ville kunne gøre noget ved det!” Så hvis man lyster – ud på ejendomsmarkedet med jer, og se, om I kan finde noget betaleligt ud til strøget. Selv klarer jeg mig indtil videre med bloggen her.

Vel, efter grundig afspritning af tankens hane (der i øvrigt også fik en tur efter skænkning – selvom det også har givet nogle spændende resultater, tror jeg brygmester er blevet lidt træt af brygoverraskelser) faldt det tykke, gulbrune dynd langsomt ned i kolben, der var fundet frem til tapning. Med nogen møje kom det prægtige bryg … smag på ordet *bryg* … for dette var *bryg* i al sin opaquenes, i al sin grumsethed, selve det den huleboerlingvist havde i tankerne, da ordet blev opfundet – but I digress … Det lykkedes altså til sidst at få brygget op i et glas – og så skulle der ellers prøves.

Og her åbenbarer sig det, man som forbruger aldrig oplever. Selve øllets sjæl jager op gennem næsen, ind i kraniet og forplanter sig – ikke bare i hjernens duftcentre, men i hele kroppe. Den fulde fryd af humle, blomster, sødme, syre … the whole thing! Man er momentant i humleparadiset – hver en forpulet lille detalje i humlen, malten, gæren … vandet kan duftes og nyde.

Og smagen? Kors, smagen! Ja, tænk at det bliver dødelige forundt at smage dette. Olympen kan beholde sin ambrosia, aserne deres mjød og jadekejseren sine ferskner, for hernede på Jorden kan vi gøre det bedre, og så kan nemesis bare komme an.

Men gudsbespottelige tirader bliver læserne jo ikke klogere af. Lad mig blot fortælle, at humlen svier i kæften som frisk bøgetræsflis. Hver en lille detalje kan smages – vendes, drejes, flyttes, berøres med smagsløgene fra forskellige vinkler, stryges, klaskes, gnubbes, aes … Søde blomster melder sig i hulrummet under ganen som modspil til en humle, der på én gang er aromatisk som amerikanerne og bitter som tjekkerne. Selv gæren – der i det friske bryg er meget præsent – hjælper kun med til at gøre hele oplevelsen eventyrlig, perfekt, guddommelig …

Jeg ender blot med at udspy idel ordflom, smiger og tomme tirader, når jeg prøver at beskrive smagen i dette lille vidunder.

Jeg har, som jeg fik nævnt i det indledende indlæg om besøget på bryggeriet, en flaskeudgave af dette bryg – fra en tidligere aftapning. For første gang på Kajs Ølblog vil jeg lave en ‘revisited’ med den øl for at danne mig et indtryk af, hvordan en flaskevariant af et helt friskt bryg tager sig ud.

Hvordan jeg lige får det til at passe ind i antallet af anmeldelser vs. antal øl, jeg har prøvet, må jeg lige se på. Jeg kan jo godt lide, at de to tal følges ad … hmmm, det må jeg lige tænke over. Hvordan jeg ender med at gøre det, må jeg jo selv om.

Det er jo min private ølblog …

6-stjerner

Æble Ale V3, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne II)

2016-07-22 11.29.37Gær: “Jeg vil selv!”

Så skete det vist igen. Jeg meldte bastant ud, at mine anmeldelser nu ville blive kortere, fordi mine noter var så meget desto mere fragmentariske. Alligevel lykkedes det mig at få sidste anmeldelse til at fylde lige så meget som de mange foregående, på trods af at mine noter kun bestod af fem hurtigt og ulæseligt nedkradsede linjer.

Til den næste øl, jeg fik at smage – vi befinder os fortsat i baren i den gamle kampvognshal – fik jeg nødtørftigt nedkraset hele tre linjer. Det gjaldt bryggeriets påskebryg fra i år, der også havde udviklet sig i en ikke-planlagt retning, omend det alligevel var landet et ikke bare drikkeligt, men faktisk ganske delikat sted. Hvad der helt præcis skete – ja, det fik jeg vist fortalt, men husker det ikke. Eller også vidste bryggeren det heller ikke med sikkerhed.

I hvert fald var alkoholdannelen i brygget lige pludselig løbet løbsk. En eller anden fremmed gærstreng, måtte have fundet vej til brygget. Hvilken, fandt man aldrig ud af, men i hvert fald steg og steg alkoholprocenten – hinsides hvad de fleste almindelige gærstrenge ellers skulle kunne tåle. Oprindeligt skulle brygget vist have været på 4,6 % med brug af den oprindelige gær, og brygmester Niels Kiens fortalte levende, hvordan han måbende så alkoholprocenten kravle op over 7, så 8, så 9 …

Og så endte den på 10,2 i al sin magt og vælde – og smagte i øvrigt nydeligt. Igen er der tale om et gyldenorange, svagtskummende bryg. I mine noter står der, at brygget er “lækker[t], tør[t] og vinøs[t]” – og det skal jo nok passe, men rækker altså ikke helt til den standard, jeg gerne vil sætte for mine anmeldelser.

Brygget blev nok serveret lidt køligere end anbefalelsesværdigt, hvilket vil sige direkte ud af køleskabet. Det er ikke et bryg, der brillerer ved sine tørstslukkende egenskaber – heller ikke ved 6-7 grader i en bunker på 26-28 grader. Dertil er alkoholelementet – omend velgørende – for præsent og udfyldende. At brygget er blevet til ved et tilfælde viser sig ved en mindre ubalance mellem netop alkoholfylden og en tør eftersmag. Det lette, tørre efterhåndsindtryk får brygget til at tippe til den tunge alkoholside så det virker mere sammensat end forenet.

Men sammensat kan også være spændende. Og dette bryg er udelukkende sammensat af smukke brikker der måske bare ikke alle passer helt sammen.

Det er vel hvad der kan ske, når gæren får lov til at arbejde selv.

4-en-halv-stjerne

Flyvende Spaghetti-Monster, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne I)

2016-07-22 11.22.13Hul på hængepartiet …

Ja, der blev som sagt prøvet mangt og meget den dag på den nedlagte Næstved Kaserne, der i dag bruges til at brygge øl af udsøgt kvalitet. Tilbage ligger det knudrede redaktionsarbejde samt dechifreringen af de krusseduller, jeg nåede at få kradset ned i farten.

Mængden af materiale at arbejde med – altså noter – er mildt sagt begrænset, så min hukommelse er på overarbejde, ligesom mine evner til at opdigte udflugter, cover-ups og anden redundans i mine indlæg, så de i hvert fald ikke ved første øjekast ser ud som om, de er baseret på et ekstremt spinkelt kildemateriale.

Men helt så lange som sædvanligt bliver de næste par indlæg nok ikke … Sidst jeg skrev sådan, endte det vist med, at indlæggene blev lige så lange som sædvanligt alligevel, men med mindre jeg åbenlyst tærsker langhalm på det rene og skære ingenting (sådan som jeg gør nu) i så lang tid, at læserne får lige så lange løg eller æggeledere, så bliver de altså ikke så lange, som tendensen har været her det sidste halve års tid.

2016-07-23 21.57.45

Dørslaget – den traditionelle hovedbeklædning for medlemmer af kulten for det flyvende spaghettimonster.

Anyways – on to business. Det første bryg jeg fik lov at prøve, var en Flying Spaghetti Monster – et bryg, der endnu mangler sin etiket. jeg fik ganske vist ikke brygget direkte fra tanken, men den gyldne ære ved at få lov at prøve noget, før det rammer butikkerne, er den samme. Jeg nåede desværre aldrig at spørge, hvad tanken var bag en øl til den store verdensskabers ære var. Det er ikke hukommelsen, der i skrivende stund er hullet som de dørslag, der er kultens traditionelle hovedbeklædning – blot min rettidige omhu når de gode spørgsmål til markedsføringen skal stilles.

Stilen er angivet noget famlende som en sour ale. Syrlig var den i hvert fald efter at en defekt pumpe i anlægget havde inficeret brygget med mælkesyre. Men i stedet for at kassere brygget, lod de brave bryggere øllet gære videre, for man kunne jo lige så godt se, om det alligevel udviklede sig til noget spændende …

… og det gjorde det så.

Det svagtskummende, dyborange bryg byder på fyldig, letalkoholisk romessens kombineret med sød karamel til lækkermunden. Mælkesyren er præsent og trænger sig på i alle mundens indvendige slimhinder som en let prikken, og en antydning af egetræ ved mandlerne. Det er let og subtilt og langt fra så fandenivoldsk som den Solbær Sour, Rocket Brewing langede over disken til mig på Københavns Ølfestival i maj. Brygget blev så også serveret ved stuetemperatur, hvilket i den uisolerede kampvognshal betød omkring de 26-28 grader.

Men alene det, at nuancerne ved den temperatur stadig trådte frem, taler til bryggets fordel. At temperaturen afdæmpede syren gjorde også sit til, at jeg også kunne påskønne den del af smagsbilledet. Jeg er stadig ved at lære at sætte pris på surt øl, og det skal foregå med små, kontrollerede skridt … eller eventuelt ukontrollerede skridt. For infektionen af dette prægtige bryg var jo egentlig ikke tilsigtet.

Men små skridt, i hvert fald.

4-en-halv-stjerne

Mønstring på Kongebryg Kaserne – Indledning

2016-07-22 12.06.29Rundvisning, smagsprøver, godt selskab …

Så kunne det ellers være, at sommeren meldte sin ankomst. Og så oven i købet mens jeg har haft ferie. Imidlertid får jeg hurtigt nok, når temperaturen når over 25 grader. Jeg trives bedst ved 5-10 grader lavere temperaturer, lettere overskyet himmel og let brise. Men børnene elsker det, og jeg har da også været på en af hovedstadens bemandede vandlegepladser med dem og i øvrigt bare været ude og nyde det gode vejr.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i vid udstrækning gemmer mig for solen. De høje temperaturer derimod er der ikke rigtig nogen flugtmulighed fra. Det er grundlæggende derfor, jeg bedre kan lide vinteren end sommeren, for kulden kan man beskytte sig imod – fx ved at tage en trøje på. I varmen er der derimod en nedre grænse for, hvor meget kluns man kan smide, før det bliver akavet.

I fredags havde jeg heldigvis også anledning til at gemme mig indendørs flere forskellige steder. Først i toget til Næstved, så i Fakta på Hvedevænget, hvor jeg skaffede mig en ny notesbog, og så endelig på den for længst nedlagte Næstved Kaserne, hvis gamle våbenværksted er overtaget af mikrobryggeriet Kongebryg, der havde indbudt mig til rundvisning.

Lokalerne udgøres af kasernens oprindelige, uisolerede, armerede jernbeton, så det var først og fremmest solen og igen ikke så meget varmen, jeg kunne søge tilfugt fra. Brygmester Niels Kiens tog hjertevarmt imod, og det lagde faktisk en dæmper på den virkelige varme udendørs. De forskellige typer varmes egenkaber, herunder én types evner til at dæmpe andre er ganske spændende.

Ellers foregik introduktionen meget uformelt i bryggeriets egen bar, der er indrettet i en tidligere kampvognshal. Jeg fik lidt løst og fast om bryggeriets historie. Ideen var vokset hos Niels, og den tidligere direktør Martin, da oprøret mod firsernes færdigmads- og konserves(lav)kultur med Camilla Plum, slow food-bevægelsen og det økologiske gennembrud fik vind i sejlene tilbage i 90’erne.

I første omgang begyndte Niels og Martin at lave alt mad fra bunden, og senere fik de også den ide, at de ville lave deres eget øl. De fandt instruktionsbøger med DVD’er og hvad der ellers hørte til, og gik i gang. De første forsøg fald meget dårligt ud, og først efter megen grublen og rådslagning med andre bryggere knækkede de koden – man skulle lade være med at stikke fingeren ned i øllet, når det skal smages. Rådet er hermed videregivet til andre brygaspiranter derude.

Ud over frisk kaffe blev der selvfølgelig også budt på smagsprøver. Nogle af dem har jeg skrabet noter nok sammen til at skrive egentlige anmeldelser om. Andre af dem vil blot blive omtalt senere her i indlægget, hvis mine noter har været for sketchy. Jeg undskylder selvfølgelig ydmygt over for læserne for denne slendrian og inkonsekvens i bloggerarbejdet. Men selskabet i form af brygmester og medarbejdere (jeg mødte to) var så godt, at det var så uendeligt meget mere fristende at lytte til de mange anekdoter og røverhistorier, der flød som Stout en fredag aften på Temple Bar i Dublin.

Men efter et par smagsprøver, som vil blive behørigt afrapporteret i anmeldelser senere, stod den på rundvisning. Bryggeren havde selv sprunget soldat på kasernen, og kunne derfor berette om, hvad de forskellige lokaler tidligere var blevet brugt til. Fra kampvognshallen gik turen gennem en gang ind til våbenværkstedet, hvor magien fandt sted.

Der er to brygsektioner. Én til de overgærede bryg og én fortrinsvis til de undergærede. Den overgærede sektion er overtaget fra det hedengangne Slotsbryggeriet Føniks. Hvis man har fulgt med her på bloggen (eller i den danske mikrobryghistorie i det hele taget) vil man måske huske, at bryggeriet endte med at blive kvalt i sin egen succes. Historien fortsætter dog ufortrødent – på den anden side af Storebælt i Næstved den dag i dag.

Bryganlægget er, som billedet øverst viser, af begrænset størrelse – og egner sig på grund af den manglende temperaturregulering først og fremmest til belgisk-inspirerede bryg. Ambitionen er da også, at anlægget på et tidspunkt skal skiftes ud til noget nyere, større og mere avanceret.

Derfra gik turen ind til det tilstødende lokale, der hvor de høje, temperaturregulerede gærtanke stod. Disse gør det muligt at brygge øl ved lave temperaturer – i betragtning af sommerens gang indtil videre kan de næppe undværes – og her ventede mig en særlig oplevelse …

2016-07-22 12.20.38… jeg skulle smage bryg direkte fra tanken.

Wow! Det er virkelig lækkert. Jeg har ganske vist prøvet mælk friskt fra et malkeanlæg hos min eks-svigerinde i Vendsyssel. Men dette slår ikke bare mælken med kosnuder eller horn – nej forspringet op til smagen af friskt bryg skal som minimum måles i plovfurer!

Hvordan skal det beskrives? Skarpt, ferskt, uforfalsket … Alle detaljer i det pløjede bryg kunne bare smages så tydeligt. Humlen, gæren, malten – sammen og hver for sig … Brygget var den ‘Dronningborg Høstbryg’, som jeg også fik en flaske med af. En anmeldelse af den dugfriske smagsprøve følger, og senere vil jeg så lave min første revisited nogensinde. Jeg vil prøve brygget fra flaske – den er fra et andet (tidligere) batch – for at se hvor stor (eller lille) forskellen er på det frisktappede og det lagrede bryg.

Efterfølgende prøvede vi også en Red X fra tanken. Den var lidt sværere at placere, og mine noter er så begrænsede, at brygget ikke vil blive anmeldt i detaljer senere. Der var lidt mundfornemmelse af marmelade, og en relativt rigere maltprofil end ved høstbrygget – og mere anmeldelse ville ikke være rimeligt at yde for dén 25-øre.

Turen gik tilbage til baren, hvor der blev langet flere smagsprøver ud. De foregående smagsprøver, og ikke mindst den vedvarende hygge, gjorde mine noter stadigt mere ulæselige og fragmentariske, så hvad der blev smagt på resten af dagen, vil her kun blive gengivet i resumé. Da jeg i marts besøgte Amager Bryghus blev der hældt hele øl på klientellet – men det bestod til gengæld også af flere gæster, foruden mig bl.a. Brian Lund fra Højt Skummende. Jeg var den eneste gæst hos Kongebryg denne dag, så derfor gav det bedre mening med små smagsprøver, som der til gengæld blev langet rigeligt ud af.

Hvis jeg skulle have bundet flere af de øl, måtte jeg kravle derfra. Infirmeriet på lokationen er som bekendt lukket ligesom resten af kasernen, så ikke engang der ville jeg kunne have sovet branderten ud.

Men der blev altså budt på lidt flere godter: Først en Russian Imperial Stout med det passende navn “Kejserinde Dagmar“. Bryggeriet gør meget ud af sin storytelling, hvor øllene gerne knyttes an til bryggeriet som militæranlæg eller til den danske kongehistorie. Det er en letflydende, vinøs sag. Fjerlet i sin smoothness og dermed usædvanlig – nogle ville sikkert kalde den tynd. Denne blogger synes selv, den er pragtfuld med sin lækre romkrop, vanilleblødhed og det pikante, ledsagende indslag af kirsebær og jeg glæder mig såre til den kommer på flaske.

2016-07-22 13.03.13Det sidste bryg der blev budt på, var “Tre Mand i en Sofa”. Detaljer om brygget kan jeg ikke huske, men kan se, at jeg nødtørftigt har noteret mig lakridssmagen i min notesbog. Og denne var da også vidunderligt præsent og ren – som den engelske lakrids, jeg fik som barn, når jeg havde ondt i halsen. Det blev understreget af brygmester, at der skam ikke var tilsat lakrids af nogen art i brygget – det er brygkunst alene, der gør sig gældende.

Og den kunst skal jeg nok få dykket ned i her på bloggen. For nu gik turen til den sidste seværdighed. Skråt over den gamle eksercerplads gik det, hen til et nærliggende buskads, hvor der gemte sig en indgang til en bunker. Med nogen møje blev døren åbnet, og fra 30-40 graders varme i den skarpe sol, steg man nu ind i behagelige 11 graders dejlig halvmørke. Her var lageret, og så blev der ellers langet flere smagsprøver ud … men altså først til når jeg engang kom hjem.

De står nu øverst på mit køkkenskab, hvor jeg opbevarer bryg til senere afprøvning. Det skal nok blive godt.

En stor tak skal lyde til Kongebryg for en spændende rundvisning, lækre smagsprøver og – mest af alt – rigtig godt og hyggeligt selskab. Den danske mikrobrygverden er ikke bare præget af professionalisme, passion og perfektionisme, men også med en varm menneskelighed, smil, kreativ fjolleri og viljen til at kombinere det sjove med det seriøse, så det ikke bare bliver lige meget af begge dele, men begge dele på én gang.

Den kunst mestrer Kongebryg til fulde!

Menig Framke træder af.

Memento Mori: Fra muld skal du genopstå, Kongebryg

2016-07-22 17.49.14Min anbefaling i sommerheden …

Skynd jer! Før I smelter eller spontant antænder, så frekventér jeres lokale Føtex Food, og se, om de skulle have en enkelt – eller to eller tre – af dette prægtige bryg stående endnu.

Der er tale om en saison efter belgisk forbillede. En forfriskende sommerøl, med en relativt høj alkoholprocent. Det sidste er ikke så vigtigt lige nu. Det vigtigste er, at få bekæmpet den modbydelige helvedeshede, som har ramt os de sidste par dage.

Bryggeriet – Kongebryg – var jeg i øvrigt på ekskursion til i går. En udførlig rapport om dét er undervejs, men i betragtning af omstændighederne (altså det ulidelige sommervejr) prioriterede jeg denne anbefaling højere.

Ved åbning udløser brygget en fjollefornøjet duft af forårsblomster og forårsfornemmelser, og for den indre nethinde ser man flokke af selskabeligt overrislede flamske landarbejdere i lystig kædedans. Allerede nu er det passende at indskyde, at den grumme etiket, forestillende en savlende dødning dårligt kunne være mere malplaceret. Mere munterfjollet og livsbekræftende øl skal man lede længe efter.

Duften af hyld og roser – og alle associationerne – forplanter sig i lokalet ved skænkning. Ubønhørligt påtvinges alle tilstedeværende omgående løssluppen og totalt uanstrengt glæde. Dykker man længere ned i duften – fx ved at inhalere det luftbårne og effektive antidepressiv – så gemmer humlen sig om kap med en friskgæret syrlighed. Til sammen giver de et frisk hug, der yder brygget en seriøs karakter, der måske (men også kun måske) manglede i den lalleglade indledning.

Bryggets ydre er desuden en oplevelse i sig selv. Ordet “Uigennemsigtig” rækker langt fra. Der er tale om en pomelovfarvet plade inde bag glasset. Fuldkommen ensfarvet alle 360 grader rundt. Det engelske ord opaque slår meget bedre til, end det danske ord, der sådan set bare udtrykker noget, det ikke er. Dette bryg nøjes slet ikke med ikke at være gennemsigtigt. Nej, det gør meget mere end det.

Skummet – højt er det, flot er det og genstridigt er det. Brygget skænkes med tålmodighed, ellers ryger bryg og skum ud over glaskanten. Jeg måtte smage på skummet – simpelt hen fordi jeg blev træt af at vente. Bitterheden er sprød som indholdet af en nyåbnet corn flakes-pakke, og skarp af nyskåret løvtræ.

Til sidst kunne selve brygget også smages. Her udviser brygget en udsøgt saison-karakter med en fersk, tørstslukkende kerne, pikant garneret med den i skummet noget mere præsente bitterhed. I selve brygget leverer den akkurat den bitterhed, der skal til, for at brygget i sin vederkvægelse aldrig kommer til at føles ufyldigt eller smagsløst. Humlen mærkes som et stik af friske grannåle med en efterfølgende essens af lakridsrod, der afrundes af gærens friske syre og fylde.

… og jeg, der ellers ikke kan lide sure øl. Det er nu heller ikke fordi denne øl er så sur igen, men jeg føler mig alligevel lidt som en gammel hund, der har lært et nyt trick.

Forresten indgår der gulerødder (that’s a first) og ingefær (nae a first) i brygget. Ingefæren kan (som brygmester i øvrigt fortalte mig) ikke smages. Gulerødderne – der heller ikke kan smages – gør et eller andet ved ingefæren. Til gengæld tror jeg ikke de to har ophævet hinanden til ingenting. Nej, som i et Hegelsk byggesæt er de to blevet forenet i en syntese – hvor ingefærens karske prikken og åbning af smagsløgene er bevaret intakt – men ingefærens anmassende smag er nivelleret.

– Godt arbejde!

Denne blogger bukker og takker og giver anbefalingen af dette vidunderlige sommerbryg videre. Skynd jer, mens de stadig kan fås! Få øl jager det djævelske solskinsvejr bedre væk end dette.

5-en-halv-stjerne

Gravøl, Pladderballe Bryghus

2016-07-19 17.55.43Elsket og savnet …

Uden at være helt sikker, tror jeg at dette er det eneste bryg, Pladderballe Bryghus har udsendt siden hin novemberdag i fjor, hvor Danmark blev en stor komiker og et endnu større menneske fattigere. Jan Monrad er stadig savnet, og hvor kunne man dog i den grad bruge hans fjollede, barnligt uskyldige, lumre og ind imellem også overrumplende bidske humor i et land med kontanthjælpsloft, indkøb af uduelige kampfly for skattekroner, der er hårdt brug for andre steder, en justitsminister, der er arg fjende af retsgarantier og menneskerettigheder, en forsvarsminister, der blåstempler bombning af civile, en integrationsminister og en formand for folketinget, der er racister – og jeg kunne blive ved og ved og ved …

Men lad Jan hvile i fred. Ingen steder nævnes det på bryggets etiketter, at det er brygget til minde om ham. Men det er meget svært at være i tvivl. Angiveligt er bryggeriet leveringsdygtigt i denne med individualiserede etiketter, så man kan få brygget leveret til netop gravøl med afdødes navn og eventuelle mindeord på. Her er der ikke skrevet noget – men at brygget og konceptet landes nu, er næppe tilfældigt.

Brygget er lige så mørkt som anledningen – hvilket er lige så mørkt og tæt, som en stout helst skal være. Ellers er det noget afdæmpet i skumdannelse og bouquet. Sidstnævnte er stadig rar, med markante noter af sød karamel og bitter kaffe.

Smagen er mere ovre i det bitre hjørne. Kaffen dominerer, mens den søde karamel ikke upassende er erstattet af noget mørkere slik, nemlig lakrids. Lakridsen, det søde men også bitre og klæbrige, klinger af som det sidste, før der er tæppefald og lyset for sidste gang går ud.

Det er i det hele taget en afdæmpet oplevelse både udenpå og indeni. Der er skruet ned for det vanligt spraglede festfyrværkeri af farver og historiefortælling fra Monrad & Rislunds fjollede univers. For det er en gravøl, og i sit afdæmpede og samtidig mørke udtryk udfylder den faktisk netop den rolle meget godt.

En højtideligt nedtonet stout. Nogle ville sige, den er kedelig – måske endda tynd. Men omstændighederne taget i betragtning, ville et festfyrværkeri være uforskammet. Tiden er simpelt hen ikke til det. Desuden er brygget i hele sin andægtige tilbageholdenhed egentlig ganske afbalanceret (måske med undtagelse af lidt øllebrødsfornemmelse i eftersmagen), så den ud over at passe til lejligheden også i sig selv byder på en både harmonisk og kontemplativ oplevelse.

3-en-halv-stjerne

Vestfyen Pilsner, Vestfyen

13632600_1404829062877154_927616174_oGod Standard …

Det blev til endnu en blogdebut den aften på Sorte René. Der er tale om endnu en standardøl, som jeg bare ikke har haft lejlighed til at skrive om endnu. Der har været så meget andet.

Det gælder Vestfyens standardpilsner, som Sorte René har som billigbajer til kr. 15,- mens man må slippe en tyver for Monopolgiganten Carlsbergs sprøjt.

Nu er det jo heller ikke sådan, at Vestfyen er noget lille bryggeri længere. Et samlet produktionstal i hektoliter, har jeg ikke kunnet finde, men den samlede produktion af læskedrik- og ølenheder tæller et trecifret antal millioner ifølge selskabets årsrapport fra 2015 (se s. 9 – Produktion). Bryggeriets produkter forhandles da også over hele landet. Willemoes, bryggeriets specialølserie kan findes i enhver COOP-butik, og i nogle af dem forhandles denne øl – deres standardpilsner – også side om side med de andre giganters bryg.

At brygget er billigere end Carlsbergs standardbryg er sikkert en advarselslampe for mange. Jeg ved imidlertid efter seks år som blogger, at når man er nede blandt industriprodukterne, så er forskellene i det hele taget aldrig særlig store, og netop derfor kan man sagtens være så heldig, at et billigt bryg faktisk er bedre end et, der er dyrere.

Umiddelbart stikker Vestfyens pilsner sig dog ikke ud. Farven er lige så lys som (hvis ikke lysere end) dens industrielle søskende. Skummet er også lige så imponerende, og det vil sige ‘ikke’. Den dufter af pilsner, som vi kender pilsnere bedst. Korn blander sig med jævn hallertauerhumle, og det bedste, der kan siges om brygget er i virkeligheden også det værste – der er ingen overraskelser til hverken den mørke eller den lyse side.

Men så kommer overraskelsen … det er ikke en stor overraskelse. Det er ikke valget af Jeremy Corbyn som formand for Labour. Det er heller ikke (hvis vi skulle tage en negativ én af slagsen) valget af Helle Thorning som formand (m/k) for Red Barnet. Det er måske et kinderæg. I hvert fald smager brygget allerede ved første tår af lidt mere (og ikke bare af én mere).

Sødmen gør væsen af sig med et indslag af krokant, der samtidig formår at fylde brygget ordentligt ud, så det ikke føles vandigt. Humlen er heller ikke helt så svag som van(d)ligt. Den giver sig geschickt til kende, omend henslængt og mageligt tilbagelænet som den gamle, hyggelige fulderik i hjørnet.

Brygget smager faktisk af noget. Det er en jævn fornøjelse – med tryk på fornøjelse – at nyde, og omend det stadig er industriel standard, så er det en sikker og god industriel standard. Står valget mellem denne og Carlsbergs sprøjt, når jeg skal købe stort ind af bælleøl til et arrangement, vil det med sikkerhed være Vestfyens bryg, der ryger i kurven.

Med mindre der er tilbud på Thisted Bryghus’ Øko-Thy, selvfølgelig.

3-stjerner

Den Blå, Royal Unibrew

13639933_1404808909545836_1382485388_o… også kendt som …

Som jeg fik fortalt i indlægget om Kongebrygs Bacon Porter har jeg fået et mindre hængeparti. Nu hvor øl nr. 750 er behørigt anmeldt, og det redaktionelle indlæg i den anledning er skrevet, kan jeg nu endelig samle lidt op på forsinkelserne, så jeg igen kan komme up to date.

Hængepartiet blev skabt i fredags, da min ekshustru flyttede. Jeg hjalp til med at flytte både ud og ind – som bekendt er vi ikke uvenner eller noget der bare ligner – og samme aften blev jeg så hevet med på værtshus af min hyppige gæsteblogger Gedved, der jo inden længe flytter til Norge. Så vi havde jo også et og andet at vende.

Værtshuset var det nærliggende Sorte René på Københavns Åboulevard. Krofatter er en gammel ven fra vores fælles punkerfortid, så vi hang i baren, og jeg så mit snit til at prøve et par – for mig – nye bryg. Jeg vil betegne udvalget af bryg i værtshuset som traditionelt og standard, men med et twist. Udover at Limfjordsporter forhandles til rimelig pris, er der forskellige standardølspecialiteter fra forskellilge egne af landet, der ellers ikke lige sådan er til at få i hovedstaden.

Som nu fx denne Lolland-Falsterske klassiker. Krofatter (der i øvrigt også står bag billedet, eftersom bloggeren havde spillet så meget … hvad tror I …? kan I gætte det …? HA! NEJ, IKKE POKÉMON GO – NIXENGEBIXEN! Næh, jeg spiller en del Bad Piggies – især efter at der er kommet en ny opdatering, men det gider jeg ikke at gå i detaljer med nu. Men jeg havde altså spillet så meget Bad Piggies, at der ikke var batteri nok på telefonen til at fotografere brygget – og så kom krofatter altså til hjælp) kunne fortælle, at brygget faktisk har mange navne ud over det officielle ‘Den Blå’. Ofte kaldes den ‘Blå Nykøbing’ [Falster], idet bynavnet også pryder etiketten. Pga. den egnsdragtklædte kvinde på forsiden – og måske som en henvisning til konkurrenten Tuborg/Carlsbergs gyldne dame kaldes den også undertiden ‘Den Blå Dame’. Og dét navn, har inden for de sidste par år reddet brygget endnu et kælenavn, nemlig en ‘Helle Thorning’. Hendes regering var som bekendt mere rød af navn end af gavn.

Brygget her er nu hverken rødt eller blåt. Det er derimod ganske lyst. Man skal faktisk en tur over Atlanten til Mexico (alternativt en tur i Fakta) hvor mærker som Sol og Corona kan opvise lignende mangel på kornpigment. Brygget er desuden tilsvarende letløbende og letskummende, og på det nærmeste duftløst.

Min første tanke ved indtagelse er, at brygget er for letløbende – for tyndt. Jeg kan imidlertid ikke undlade at dvæle lidt ved bryggets behagelige flyden gennem munden. Som en lille, rislende og vederkvægende bæk, der sin smagsfattighed til trods alligevel formår at kærtegne hver en krog af mundhulen med sin lette præsens.

Der er et fint ord for det – og det er endda nutidsdansk. Brygget er smooth … Jeg tror ikke man bruger ordet så meget om øl, men bryggets diskrete sødme og eftersmagens lette bitterhed er samtidig forfriskende ren og uforfalsket (i modsætning til øllet, der er tilsat majs og glukosesirup).

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme