Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2016

Havsnød Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-06-28 20.22.04Mindre kan også gøre det …

Guldhammer har endnu engang begået et lille kunstværk. Hvis ikke jeg tager meget fejl, er denne en lagret udgave af den Frederikssundske nanobryggers oprindelige ‘Havsnød’, der blev brygget omkring august sidste år. Siden er det lagret på Zacapa Solera Reserve romfade i tre uger og efterfølgende i seks måneder på flaske. Denne er nr. 44 ud af det sædvanlige batch på 120 bryg – det er åbenbart, det antal bryg, tanken kan rumme.

Brygget flyder nogenlunde tykt, bruser mere end det skummer, og falder i øvrigt hurtigt til ro. Portere og stouts klarer sig bedst uden voldsom karbonering, og det er denne brygger nok klar over. Bouqueten udløses til gengæld ikke allerede ved åbning, og heller ikke ved skænkning, som bryg fra den kant ellers har for god vane. Man skal hen og snuse til det. Det lugter lidt af bål, der er blevet slukket af regnen, omend der er tale om et noget mindre bål, end de mange af Sankt Hans-typen, der led netop dén skæbne for en uges tid siden. Dertil kommer letstrøet farinsukker i aromatisk kaffe, så det samlede duftindtryk bliver ganske venligt men også noget afdæmpet.

Det skyldes, at aromaen er gemt i smagen. Her tager den fat på vanlig Guldhammer-vis. Og så måske alligevel ikke, for Guldhammerbryggene har det med at eksplodere i munden på én. Her mærker man i stedet en konstant buldrende kaminild i et gammelt, højloftet victoriansk bibliotek med vægge fulde af gamle malerier af endnu ældre mennesker, der kigger bebrejdende, side om side med hovedet af en kronhjort og et vildsvin … ja, også selv om jeg jo egentlig ikke går ind for den slags – men hey, det er jo ikke mig der har brygget det øl, der giver den slags associationer, vel? Smagen deler egenskaber med velbrygget kaffe, tilsat et skud rom og brun farin. Lagringen kan smages, det samme kan røgmalten og den tilsatte kandis. Det er både velblandet og velbrygget, velafstemt og i det hele taget bare vel …

Denne gang er det så ikke over the top på samme måde, som man ellers har vænnet sig til fra denne kant. Men mindre kan – hvilket hermed er bevist – sandelig også gøre det.

4-en-halv-stjerne

Gluttony, Amager Bryghus

2016-06-24 18.36.21Gluttony Indeed!

Varme og fugt plager stadig, og snart har jeg ikke flere lyse øl at holde det ulidelige vejr stangen med. Selv små opgaver bliver en prøvelse. Hovedet fungerer dårligt, og man tager forkerte beslutninger. Skal man skrive noget bliver det usammenhængende …

Jeg er ikke bygget til tempereret klima i kombination med global opvarmning. Det står fast efter de seneste dages vejr, der i lummerhed kunne sammenlignes med Istedgades kælderbarer i højsæsonen … Ja, upassende gør vejret mig også …

Heldigvis havde jeg da en øl i går, som ud fra erfaring og brand lovede godt – en dobbelt IPA fra Amager Bryghus – erhvervet hin dag i påsken, da jeg besøgte bryggeriet. Det er endnu et bryg i serien over dødssynderne. Her er der tale om frådseriet, og således har de brave bryggere brugt ikke mindre end syv forskellige slags humle – én for hver dødssynd – måske. Her skal det virkelig gå galt, hvis brygget ikke er godt.

Bouqueten udløses imidlertid ikke ved åbning, og næppe heller ved skænkning. Anbringes snudeskaftet over det friskskænkede, appelsinorange bryg med det skrøbelige og brusende skum, skuffes man imidlertid ikke. Man udstøder derimod et spontant “oh fryd!” og trækker endnu en fuldfed portion aroma ind.

Man overvældes af sødme – vanille, flormelis og hindbær på et mere end traditionelt amerikansk IPA-bagtæppe af sprød grannålsbitterhed.

Styrkeforholdet vendes på hovedet i smagen. Eksplosivt fylder humlen hele kæften ud. Fyrrenåle og fyrreharpisk vælter frem med tung, varm bitterhed, der – endskønt brygget er vel afkølet – stadig får én til at svede … eller er det stadig det fugtige vejr?

Man kan ikke lade være med at lade hver lille mundfuld hvile på bagtungen, hvor den varme humle rigtig udfolder sig så det er den reneste fryd. Ligesom Batch 1000 rendyrker den friske og sprøde humlesmag, rendyrker dette bryg den varme og fyldige humle. Riven og flåen er der fortsat rigeligt af – så meget faktisk at brygget brænder videre i maven. Der er så sandelig ikke kun ikke sparet på humlen, men tilmed er der ikke sparet på smagsoplevelsen.

Jeg kunne næsten godt være fristet til at give brygget her én stjerne for hver humletype. Men så langt op går min skala nu altså ikke …

6-stjerner

Lottrup Stone Street IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-06-22 19.52.31Mere aroma tak …

I øjeblikket har vejret to indstillinger: “Alt for varmt” og “alt for fugtigt”. De to indstillinger udelukker, som nogle måske allerede vil have bemærket, ikke hinanden, men står gerne begge to på fuld knald samtidig. Det gælder især, når hele landet er ved at gå i opløsning, i det ene skybrud efter det andet, godt hjulpet på vej af lynnedslag, der hamrer jorden i store letdesintegrerbare stykker imens.

Nå, i det mindste er det ikke så slemt som i Det Forenede Kongerige. Efter Brexit er vores nabo mod vest jo gået under i en vældig paddehattesky, en enorm brandstorm og en kolosal flodbølge, efterfulgt af en totalitær nazikommunistisk magtovertagelse, der har fået hele Storbritannien, og det nordligste af den nærliggende grønne ø, jeg engang kaldte mit hjem, til at brænde op, synke i havet og sprænges i en googolplex stumper og stykker på én og samme tid … i hvert fald, hvis man tager medier og politikeres udtalelser om begivenheden for gode varer.

Så gør det jo ikke så meget, at vores eget lille land er ved at smelte og gå i opløsning samtidig. Når dén proces er slut, og den gamle oceanbund af skaldyr, dækket med istidssedimenter, vi kalder Danmark er skyllet helt væk, giver det jo heller ikke ikke meget mening at holde fast i EU-medlemsskabet længere. Så man kan jo lige  så godt indstille sig på det uundgåelige …

… med en kold øl.

Det intenderer jeg at gøre lidt senere i aften. Først må jeg hellere få anmeldt denne her øl. Det er jo ikke første gang, jeg har prøvet den. Første smagsprøve fik jeg til Københavns Ølfestival i år, og så blev der ellers gået til netop den – og Schiøtz’ Gylden IPA – da jeg forleden var til arrangement med mit arbejde.

Brygget er en IPA efter amerikansk forbillede, og selv når det ikke går helt så godt som det lyder med den genre, er der stadig en meget vid margen for, hvor galt det skal gå, før det bliver dårligt. Ja, der er faktisk en meget vid margen for, hvor galt det skal gå før det kun bliver ‘godt nok’.

Der lægges stærkt ud fra start. Duften udløses allerede ved skænkning. Man aner lidt fusel over rigelig aromahumle – den klassiske bergamotolie blander sig kælent med rosenblade og friske grannåle.

Det er en letløbende og fortrinsvis skrap og skarp IPA, hvor bitterheden snapper som en uopdragen køter, snarere end en venlig og kælen ølhund. Gane og gummer svælger i stikkende bitterhed og letflydende friskhed. Til gengæld savner man snart stilens aromatiske, søde og ikke mindst fyldige elementer. Det er såmænd fint med krasbørstig bitterhed, men resten af IPA’en er altså glemt.

Et metallisk element indfinder sig også, og skubber helhedsindtrykket i den gale retning. Messing klæber sig til tunge og gummer, hvor mandler, gane og svælg fortsat forkæles af en tør og velgørende eftersmag af nåletræ, der ellers er ganske udsøgt.

Det lyder måske vældig negativt (omend ikke så negativt som 90% af reaktionerne på briternes trods alt demokratiske beslutning), men overordnet set er bryggets lovende type jo heller ikke engang nede omkring ‘godt nok’ endnu. Det er skam stadig et stykke over, og min brok skal mere end noget andet tages som udtryk for, at jeg i denne genre har været voldsomt forkælet på det sidste.

4-stjerner

1747 Red Ale, Dagmarbryggeriet

2016-06-20 18.41.29Det er OK …

Røverhistorien, der knytter sig til det tredje bryg, jeg har ligget inde med fra det Ringstedbaserede Dagmarbryggeriet, handler om en storbrand, der hærgede flere gader, og angiveligt opstod på adressen over for, hvor Dagmarbryggeriet idag holder til. Årsagen skal findes i en lille pilfingret drengs leg med en flintebøsse. Datoen var d. 16. august 1747 – og øltypen, red ale, er valgt for at illustrere flammehavet – så er bryggets navn også adækvat berettet.

Helt rødt er brygget nu ikke, men det er heller ikke første gang, at en Red Ale ikke helt har kunnet leve op til farvekravet. Orangebrunt er en mere rammende beskrivelse. Skummet er nydeligt til gyldent, og adækvat holdbart, uden at det gør skænkningen til en større udfordring. Brygget dufter sødt og skarpt … altså – hvis jeg skulle have valgt en sådan anledning til at brygge en øl, ville jeg havde valgt en Rauch-bier, og derfor savner man måske også lidt nogle indtryk af sod, slagger og ikke mindst kvælende røg. I stedet får man vanille, røde æbler og et let berøring af chokolade, der også giver noget fylde. I betragtning af, at øllet er brygget til en brandkatastrofe, er det i skuffende grad venligt.

Men lur mig om ikke rauch-bier også er en relativt ny opfindelse, i hvert fald når man tænker på den bevidste fremelskning af røgduft og røgsmag i brygget? Dagmarbryggeriet går som bekendt mere efter noget autentisk gammeldags, dvs gerne surt eller syrligt, og på det punkt kan dette bryg, ligesom de to foregående i hvert fald godt være med.

Syrligheden er dog noget mere afdæmpet og bedre kontrolleret. Det i sig selv gør denne blogger glad, endda i en grad, så jeg kunne være fristet til at mene, at syrligheden er med til at give brygget noget friskhed.

Man aner også flere konturer i syrligheden i stedet for den eddikelage, som jeg diplomatisk forsøgte at undgå at fordømme de to foregående bryg som. Det letflydende bryg giver indtryk af gærede æbler lagret på egetræ. Dertil kommer en ikke dyr, men heller ikke svinebillig hvidvin, der har fået lov at stå lidt for længe. “Lidt for længe” skal her forstås som “lidt længere end det var meningen” og ikke “længere end godt er”. Uden videre sammenligning i øvrigt; sådan som man også gerne har det med gode oste.

Brygget her ender således med at være godt nok, men næppe i betydningen “den må jeg virkelig prøve igen”. “Det er OK” er vist den største ros, jeg kan svinge mig op til af dette bryg …

… og af Dagmarbryggeriet i det hele taget – indtil videre i hvert fald.

3-stjerner

Affligem Blonde, Affligem

2016-06-18 22.41.54God Belgisk Blonde …

Her forleden aften var jeg ude at spise med mit arbejde. Der var sørget godt for tørt og – selvfølgelig – vådt, på spisestedet Cocks and Cows (ja, det er ikke mig, der har fundet på det navn) ved Gammel Strand i Københavns Centrum. Der var faktisk drikkevarer – herunder øl – ad libitum, og det viste sig, at der på menukortet faktisk også var nogle relativt interessante – om ikke ligefrem fancy – øl at vælge mellem. Jeg anbefalede en Schiøtz Gylden IPA til dem, der trods alt gerne ville prøve det lidt mere avanceret end den Heineken, spisestedet havde som standard. Det blev forventeligt modtaget med forskellige reaktioner, ligesom den Lottrup Stone Street IPA, som jeg endnu ikke officielt har anmeldt, men dog fik afprøvet på Københavns Ølfestival for en måneds tid siden.

Selv havde jeg egentlig besluttet mig for, at jeg bare ville nyde aftenen i mine gode kollegers selskab, og ikke prøve nye øl, som jeg så ville være nødsaget til at anmelde efterfølgende. Jeg behøver ikke være synsk for at kunne regne ud, at de fleste læsere nu tænker, at det nok ikke lykkedes særlig godt.

Og ganske rigtigt. Spisestedet havde også en belgisk øl på programmet, og efterhånden som timerne blev små og promillerne store, kunne jeg jo ikke nære mig alligevel. Jeg måtte prøve det belgiske sprøjt, og så ellers bruge de forhåndenværende midler – mobiltelefonen – i min ellers trofaste notesbloks fravær, til at lade oplevelsen overleve de præsente alkoholtåger og de senere tømmermænd (der i øvrigt var overraskende afdæmpede).

Det er en lys, korngul øl, en blonde, der er meget svagt karboneret. Duften er rund, maltfyldig og sød, med velkendte noter af banan, og for stilen lidt mindre velkendte og mere varme noter af honning. Dertil kommer indslag af gærede frugter – mirabeller og blommer. Kendere af bloggen vil vide, at jeg er blondeskeptiker – mine erfaringer med belgiske blondes er i bedste fald varierende, i værste forfærdelige. Duften overrasker i det perspektiv allerede positivt ved nok at være alkoholisk, men ingenlunde ubehageligt sprittet. Min kollega Hana mente at kunne dufte rust. Jeg må erkende, at jeg ikke selv kunne finde metalliske indslag i bouquet’en. Måske var min lugtesans bare mere ødelagt af de foregående øl og drinks end hans.

Smagen er kraftigt sød. Alene det, at brygget tydeligt kan smages efter et læs andre, relativt bitre øl, samt byens bedste burgermad inklusive velkrydrede dips og de bedste løgringe syd for Polarcirklen, siger lidt om kvaliteten. Indtrykkene læner sig kraftigt op ad det, man møder i duften. Gærede stenfrugter, en varm afrunding af honning, og så ellers rigeligt med alkoholisk fylde, der imponerende nok aldrig går hen og bliver for meget. Efterhånden melder der sig også et krydret indslag af anis og rosmarin med en skarpere berøring af grannåle.

Det er et rigtig rart bryg at have i munden, men også ét, man ikke lige sådan bunder på én gang. Det ville være synd, kvalitet og smag taget i betragtning, og uanset hvor ikke-sprittet og ikke-kvalmt brygget er på trods af præsent alkoholelement og sødme, der hele tiden truer med at kamme over, så får man så rigeligt i hver enkelt lille mundfuld til, at nydelsen af brygget bliver langstrakt.

Det var bestemt en af de bedre blondes. Og at jeg faktisk aldrig fik drukket ud skyldtes altså de mange øl, jeg fik før, jeg fik den fordrukne idé, at bestille en øl til anmeldelse

Sådan kan man være så tåbelig.

4-en-halv-stjerne

Bill Brown Ale, Dagmarbryggeriet

2016-06-17 20.00.07Mytteri overhængende …

Det første bryg fra Dagmarbryggeriet faldt ikke just i min smag. Men det skal jo ikke stå i vejen for min indstilling til de andre bryg fra den kant. Det er trods alt kun ganske kort tid siden, at jeg genanmeldte Pokal-serien, og heller ikke det begyndte synderligt godt. Fortsættelsen derimod kunne man ikke klage over.

Så jeg har frisk og frejdigt taget fat på det næste bryg. Igen er det tilegnet gamle dage, denne gang den opdigtede pirat Bill Bones fra Robert Louis Stevensons ‘Skatteøen’. Oprindeligt blev den brygget til ‘Sommerspillet’ – jeg formoder, der må være tale om en årligt tilbagevendende begivenhed på Ringsted-egnen – og publikum var så begejstrede, at bryggeriet valgte at blive ved med at producere den. Brygget er altså prøvet før – af Ringsteds brave borgere, så hvis den skulle falde uheldigt ud, ved jeg jo, hvem jeg skal brokke mig over. – Det er desuden en Brown Ale – og jeg glæder mig allerede til den maltblide fylde, den varme kaffebitterhed og den glade sødme af mørkt sukker.

Og førstehåndsindtrykket skuffer ikke. Brygget dufter allerede løs ved åbning med bitterhed af kaffe og sødme af både karamel og chokolade. Karamelcreme er faktisk en af mine favoritter i fyldte chokolader, og hvis kakaomassen er spædet om med et skud mocca, er udsigten til en veldrejet højere enhed ikke bare skøn at nyde men også udtryk for en reel mulighed.

Først skal brygget dog skænkes … hvilket er nemmere end jeg havde ventet ud fra duften. Brygget er nok mørkt som natten, men også ganske letflydende med knitrende skum, hvis gyldne lød man skal skynde sig at nyde før det fordamper.

Avast! Smagen er atter sur, og der er ikke så meget som skyggen af moccachokolade med karamelcreme. Den midtsjællandske bande futmælkspirater, bolværksmatroser og landkrabber har blandet lage af Bismarckshering med bøgeblade og lagret det på egetræ. Bloggeren gætter på, at bryggeriet i stil med Royal Unibrews ‘havskum‘ har forsøgt at efterligne det bryg, der blev skænket på skibene på det tidspunkt, Bill Bones skulle forestille at have sin gang på jord.

Jeg tror imidlertid ikke, at nogen brygger ville have overlevet Bill Bones’ raseri efter at have smagt dette sprøjt. En storm af eder, forbandelser og salt havskrum, raskt efterfulgt af dødbringende drag fra huggerten … om man var så heldig, at han ikke besindede sig, og idømte én kølhaling, eller planken ud til hajerne. Og hvis kaptajnen ikke selv tog den beslutning, ville mandskabets snarlige mytteri ende på samme vis.

For de mest garvede søulke (og åbenbart futmælkspiraterne i Ringsted), der er tilvænnet søens syrlige bryg, og næppe har fået andet, kunne dette sure søsprøjt såmænd nok være en nydelse, da min fornemmelse igen siger mig, at smagen i en eller anden grad er intenderet, idet brygget ikke virker decideret ude af balance.

Det falder bare fortsat ikke i min smag.

Men at det samtidig er tyndere – som om skibsbryggeren kom for skade et tilføje et par sleve for meget havvand end opskriften bød – står fast som en fuldblodssøulk på dæk i en orkan.

Cheers ‘n’ ahoi me hearties – trods alt.

Aaaarrrrh!

2-stjerner

Hagbards Bock, Dagmarbryggeriet

2016-06-15 18.58.54Lidt ligesom ananaskirsebær …

En af mine gode venner fra studietiden, Lena, som nu bor i England, var i Danmark i maj måned på ferie rundt om i Danmark med sin familie. Tre små børn skulle transporteres rundt i bil, og til det formål var jeg i stand til at fremskaffe nogle barnesæder til poderne. For hjælpsomheden blev jeg takket alt alt for flot – med tre spændende øl fra Dagmarbryggeriet ved Ringsted. Om bryggeriet fremgår det, at det “trækker navnemæssigt på middelalderens kongehistorie i Ringsted og omegn”, navnlig den sagnomspundne Dronnning Dagmar, der oprindeligt kom fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet. Jeg synes, det ville være helt oplagt at referere til områdets senere betydning for ølbrygning – men nej. I stedet skrives der op ad vægge og ned ad stolper om Svend, Knud og Valdemar – og hvad det nu var, alle kongerne hed, før deres navne blev sat i system.

Og i en eller anden grad refererer øllet så til en historie, der har én eller anden – undertiden meget perifér – berøring med det, om ikke i form af den gamle danske kongehistorie, så i hvert fald gamle dage i almindelighed.

Dette bryg henviser til en norsk kongesøn Hagbard, og det er ikke ham fra ‘Smølferne’. Nej, anledningen er noget mindre munter end de glade historier om de små nisser. Hagbard var til sinds at hooke op med Signe, der var datter af Kong Siger (deraf navnet Sigersted … tænk hvis han havde heddet “Taler” – så havde landsbyen hedet “Talersted” eller måske “Snakkersted”, eller “Rablersted” … kun fantasien sætter grænser) men måtte ikke. Og da han blæste hvem det end var, der ikke ville have det, en lang march (det var garanteret hendes far Kong Snakkehoved, eller hvad det var, han hed) så var der jo ikke andet i hele verden at gøre end at lade Hagbard Kongesøn hænge.

Det der med uønskede svigersønner tog man åbenbart lidt tungt i de dage.

At Signe så valgte også at gå i døden fuldender desuden dramaet og tragedien, og det ulykkelige par er ifølge samme bedrøvelige historie begravet i Hagbardshøj, der – som det så smukt, romantisk og eventyrligt fremgår af etiketten – ligger mellem Sorø og Næstved Landevej … Man bliver jo øjeblikkeligt ført tilbage til Senmiddelalderens kongelige danseballer, komplet med dansende nar, drejelirer og sækkepiber, ved tanken om en ti tons IVECO der drøner forbi med en sending tilsætningsstoffer fra pektinfabrikken i Lille Skensved.

Så har jeg til gengæld bryggeriet mistænkt for at gøre sig lidt mere umage med at give øllet et skær af noget gammeldags. Brygget virker rustikt og autentisk med sit plumrede, ufiltrerede ydre og sin dybmørke lød. Skummet er højt, gyldent cremet og får så rigeligt energi nedefra af karboneringen. Duften slænger sig i det maltfede og søde hjørne med duft af karamel, farin og svesker.

Smagen lægger sig i retning af, hvordan jeg forestiller mig, øllet har været i middelalderen … Og det er næppe nogen ros. Helt overordnet er det et fantastisk lækkert bryg at hælde ind i munden. Det kærtegner blidt læbe, gummer og tunge med en blød finish af fløjl og smag af vanille. Men straks glasset har forladt gabet, træder syre og gær frem på en måde, jeg nok aldrig bliver gode venner med.

Brunkålslage blander sig med sveskesmag – men uden sidstnævntes sødme og fylde. Gæren skærper desuden syrligheden og supplerer med en kant af eddike.

Nej – jeg er ikke fan, og jeg bliver det heller aldrig.

Ikke desto mindre ved jeg, at surt og syrligt øl skulle være vældig meget in for tiden, og jeg har på fornemmelsen, at dette bryg rammer den eftertragtede syrlighed ganske godt. For syrligheden virker ikke disharmonisk på den måde, et decideret mislykket bryg ville føles. Syrligheden er ikke overvældende. Der er skam nuancer og min fornemmelse er, at brygget er grundigt smagt til, og at lige netop denne syrlighed er efterstræbt.

Jeg ved det blandt andet, fordi jeg ved smagning havde det på samme måde, som jeg har det med ananaskirsebær. Jeg kan i grunden ikke lide smagen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spise dem, når de er der.

Alene for dette fortjener brygget en højere karakter end den, jeg ville give, hvis det kun var fedteri for mine smagsløg, det handlede om.

2-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Pilsner, Bryghuset Braunstein

2016-06-11 18.51.55Meget mere end et løft …

Efter en lille digression som offentliggørelsen af vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2016 foranledigede, er jeg nu nået til den tredje og sidste øl i COOPs relancerede Pokal-serie – den nok mest kendte og generiske af dem allesammen, som jeg på stedet indrømmer, at jeg har haft suverænt laveste forventninger til – pilsneren.

Min begejstring var til at overskue, da Vestfyen bryggede Pokal-pilsneren. Jeg var ellers ude i nogle overvejelser dengang om, hvorvidt jeg ville orke at anmelde serien endnu engang, hvis producenten skiftede. Dengang skrev jeg:

“Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …”

Og indtil videre har det bestemt været til at overskue. For det første fordi antallet af øl at anmelde ikke har været legion, for det andet fordi kvaliteten har været mærkbart forøget … hvilket ikke siger så meget i forhold til udgangspunktet. Men den nye Classic viste sig jo faktisk ikke bare at være bedre, men faktisk god i sig selv, så undertegnede forbliver fortrøstningsfuld.

Det er i hvert fald en usædvanligt højt skummende pilsner, som gør skænkningen tidskrævende, hvis man vil sikre at alle dråber kommer ned i glasset og ikke ned på bordpladen. Men med lidt tålmodighed går det endda, for skummet er ganske luftigt, og brækker hurtigt i stykker. Duften er frisk, skarp og generisk af rå pilsnerhumle, smagt til med lidt fylde af vanillesødme.

Og igen er der tale om en mærkbar forbedring end Vestfyens bud på en pilsner. Brygget er endog ganske fyldigt – ikke i betragtning af, at der er tale om en supermarkedspilsner, men bare i det hele taget. Ud over maltfylden byder brygget på velgørende, ukompliceret kornsmag med friske snerter af græs og halm, samt bitterhed af friskskåret granharpisk ved mandlerne.

Smagen er gennemtrængende og stiller smagsløg og alle andre involverede sanser mere end veltilfreds. Det er sjældent, at man bydes en så fuldfed øloplevelse af en pilsner, og dermed løber den mest generiske og kedsomhedstruende af alle Pokal-produkterne af med en klar sejr som det mest velsmagende og interessante i serien.

Amager Bryghus har hele skylden for, at denne ikke er den bedste pilsner, jeg har prøvet indeværende år. No Rice and Curry slår den – men det er dermed også en ganske særlig kaliber af pilsner, man skal op i, før den nye Pokal må se sig slået.

Tak til COOP for en tiltrængt fornyelse af Pokal-serien, der ikke bare har fået et løft, men er blevet genopfundet som kvalitetsbrand.

4-en-halv-stjerne

Hva’ sker der!? (Kvicklys Ølfestivalg 2016 Epilog)

2016-05-24 18.32.01Forbrugerne har vi godt nok ikke været heldige med …

Resultatet af Kvicklys Ølfestivalg 2016 er offentliggjort. Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu engang at sige Kvickly tak for et godt og ikke mindst vigtigt arrangement.

Med arrangementet sætter Kvickly fokus på mikrobryg, kvalitetsbryg og specialbryg. Dvs. alt det øl, som små, passionerede bryggere pusler og nusler med, og for hvem masseproduktion, profitoptimering og øget salg ikke er det væsentligste, men derimod kvalitet og særegenhed. At Kvickly er et stort og bredt supermarked gør, at kendskabet til kvalitetsbryg når ud til en meget bredere kreds af forbrugere, end hvis specialøllene kun kunne fås i specialbutikkerne. Det er med arrangementer som dette, at Kvickly er med til at sikre, at smagfulde specialøl fortsat kan være et bedre alternativ til det tynde, industrielle metervaresprøjt fra de store masseproduktionsanstalter mange år fremover.

Kvickly lægger navn og hyldemeter til festivalen, der – som den kække (og måske lidt kiksede) stavefejl indikerer – også er en konkurrence, hvor forbrugerne i sidste ende ved afstemning bestemmer, hvilken øl, der i fremtiden skal være at finde i Kvicklys faste sortiment.

Og netop forbrugerne har vi godt nok ikke været heldige med …

Deltagerne har valgt Ørbæks Chokolade & Chili Stout som vinder. Jeg havde den på en delt sidsteplads (sammen med Svanekes uplacérbare cream ale) som den nednåede (det omvendte af at opnå) i kraft af sin med kopipapir sammenlignelige tyndhed og den helt fejlslagne tilsmagning med chokolade og chili, hvor den næsten ikke smagte af det første, alt for meget af det sidste og nærmest slet ikke af øl.

Men altså fair nok – folket og forbrugerne har talt. Og et modstræbende tillykke skal da også lyde herfra til Ørbæk for en i mine øjne aldeles ufortjent sejr – som Italiens ved Fodbold-VM i 2006.

En sejr er det dog ikke desto mindre, og den sædvanlige ærgelse efter alt for mange valg og afstemninger over, at folk bare ikke kan finde ud af at stemme rigtigt, har jeg jo efterhånden vænnet mig til.

I stedet er det jo en fin øvelse i at være enig med de mange forbrugere i at være uenig. Jeg vil vælge at rumme uenigheden, og glæde mig over mangfoldigheden af smagspræferencer og forskellige holdninger til, hvad det gode øl egentlig er. For det er jo i sidste ende et individuelt holdningsspørgsmål, og så er det jo i orden at være uen…

Åh glem det!

HVORFOR … HVORFOR VANDT RAASTED IKKE!?

Økologisk Pokal Classic, Bryghuset Braunstein

2016-06-10 18.33.27Fremskridt …

Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.

Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.

Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.

Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.

Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.

Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme