Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: maj 2016

Og jeg stemmer på … (Kvicklys Ølfestival 2016 – afslutning)

Det er nok ikke så svært at regne ud …

Hoppy Belgian, Raasted Bryghus

2016-05-23 17.47.38

 

For at kunne gætte det, skal man jo bare kunne tælle til fem. Det er nemlig det antal stjerner, jeg valgte at give dette bryg, som det eneste, og som den højeste karakter, der blev givet overhovedet.

Brygget er lanceret som en belgisk ale med et pift af noget amerikansk humle. De to ting i kombination formår på forunderlig vis at fusionere, transcendere og derefter manifestere en helt unik øloplevelse, hvor sødt, syrligt og bittert kombineres i det nydeligste puslespil, som man som smage kan beskue fra en luftballon, der bæres oppe af bryggets liflige fylde og forårsblomsteressens.

Det ville være direkte uforskammet at forklejne dens kvaliteter ved at sige, at det er den mindst ringe øl. Misvisende ville det også være, at sige at det var den bedste af deltagerne, for den er i sig selv en ganske fremragende øl, som det skulle undre mig såre, hvis den ikke gik hen og vandt. For denne gang er det ikke bare et hestehoved, der skiller nr. 1 og nr. 2 – nej, denne vinder suverænt med flere længder.

Til at begynde med luftede jeg min bekymring over det lave antal deltagere ved årets Ølfestivalg. Senere – da jeg anmeldte mit bud på en vinder – udtrykte jeg desuden bekymring over kvaliteten, da de første øl lagde sig i det magelige spændingsfelt mellem ‘middelmådig‘ og ‘ligegyldig‘. Heldigvis blev det i samme nu rigtig godt … og så fik man ellers en rutsjetur som var man i tivoli for første gang, men heldigvis endte man da på et nogenlunde-til-hæderligt niveau igen til sidst.

Men der er al god grund til at stramme sig lidt an igen. Som nogle læsere vil bemærke har jeg i år valgt at undlade at skrive et lille resumé om hver øl. Jeg synes ikke niveauet har været til det (ja, så hård og streng kan jeg være), og vil hellere bruge energien på at fremhæve det, der virkelig var godt – nemlig min vinder.

Jeg vil dog også anføre, at hvis Indslevs White IPA går hen og vinder, så er det ikke mange salte tårer jeg vil græde. Den formåede også at glæde med sin sprøde bitterhed, der gjorde den til en af de bedste hvedeøl, jeg længe har prøvet, samtidig med, at den slog det fynske bryggeris navn fast som hvedeøllenes mestre herhjemme.

Tak til Kvickly for et fint arrangement. Husk, at uanset hvilken øl, du synes er bedst, kan du afgive din stemme på oelfestivalg.dk denne uge ud.

White IPA, Indslev (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VII)

2016-05-26 17.41.36Det har da potentiale …

Så er jeg nået til det sidste bryg fra Kvicklys Ølfestivalg 2016. Det har mest af alt været en noget begivenhedsløs slentretur ned ad alfarvej, dog med en enkelt 1. klasses seværdighed på vejen. Som jeg nævnte i min indledning, håber jeg på flere deltagere næste år – og jeg håber desuden på et generelt højere niveau, da arrangementet ud over den ene virkelig gode øl, har vaklet mellem sløjt og ligegyldigt.

Lidt mere kan dog reddes endnu af Indslev, der har brygget denne ‘White IPA’. Indslev gør det især i hvedeøl, og dermed kan man jo ikke ligefrem anklage dem for, at gøre det nemt for dem selv. Ikke desto mindre har de fundet sig en niche, idet rigtig mange mennesker her i landet stadig synes, at hvedeøl er mægtig interessant. Selv finder jeg generelt typen kedelig, og hyppigere direkte fæl, end de fleste andre typer.

Her har de imidlertid valgt at kombinere hvedeøl med noget, jeg til gengæld synes, er noget af det bedste i verden – amerikansk humle. Ja, hvis man skal pege på en tendens i forbindelse med årets ølfestivalg, så kunne den amerikanske humle fremhæves, som noget, der skal prøves i alt. Og for min skyld gerne. Jeg har endnu aldrig oplevet, at amerikansk humle forværrede det øl, det blev puttet i.

Umiddelbart ligner brygget mest af alt en Weizenbier med sin lyse, gule lød og det høje, fedtede skum – men det skyldes måske blot, at jeg vælger at hælde det op i et Weissbierglas. Den amerikanske humle undgår til gengæld ikke at gøre opmærksom på sig selv i duften, hvor skarpe grannåle i forening med milde forårsblomster uventet dominerer over den mere traditionelle hvedeimpression af banan og franskbrødsdej.

Og selvom hvedeøllets alt for letflydende luftighed er alt for genkendelig, så sender de amerikanske aromahumler det helt rigtige karske pift af gran, fyr og hyldeblomst over tunge og under gane – en lille aromasprængning i hvedeøllets spinkle skrøbelighed.

Det giver faktisk hvedeøllet en ny dimension. Hvedens friskhed og tørstslukning er intakt og på forunderligt, forfinet og ikke mindst simpel vis, giver den nye verdens humle lige præcis det aromatiske pift, der altid har manglet i øltypen. At tænke sig, det krævede bare en anden humle at gøre genren interessant.

Og eftersmagen er ikke længere gæret – også her hænger de skarpe, tørre granaromaer fast som kroge med små modager i tunge, gane og gummer, så det er den reneste fryd. Næsten som en Batch 1000 i en let udgave.

Den kombination har potentiale – og jeg håber, Indslev vil arbejde videre med den. Gerne ved at de gør den lidt vildere og lidt skrappere.

4-stjerner

Hvis du synes, dette bryg skal gå af med sejren, så skynd dig ind og stem på den på oelfestivalg.dk.

Kellerbier, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VI)

2016-05-25 16.36.00OK Old School …

… Så blev det godt, men så blev det atter knap så godt … Takket være Raasted Bryghus og deres Hoppy Belgian har kvaliteten ved Kvicklys Ølfestivalg været svingende. Der var alvorlig fare for, at kvaliteten bare ville være lav, og så er svingende bestemt at foretrække.

Jeg har det ydmyge ønske, at opløbsstrækningen, som vi nu har bevæget os ud på, vil hæve det generelle niveau en smule. For selvom Raasteds bryg faktisk er det hele værd, så skader det jo ikke, at der også er andre interessante øl med på programmet.

Fur har ved Kvicklys ølfestivalg (pl.) holdt sig til det simple. For en simpel men effektiv amerikansk pale ale fik de min stemme for to år siden, mens den mørke hvede fra sidste år ikke helt nåede samme højder. I år vælger de igen simpelt og nogenlunde sikkert med en tyskinspireret Kellerbier.

En kellerbier er sådan set bare det, vi i Danmark kalder en Classic – en undergæret øl, hvor der i stedet for lys pilsnermalt er brugt mørkere wienermalt. Det er ikke fordi dét i sig selv gør brygget specielt mørkt – i stedet for pilsnerens højgule lød er dette bryg mere dybgult-til-orange, med matchende letgyldent, cremet skum. Jeg glæder mig ved gensynet – eller rettere genduften – af en gammel ven, fuselalkoholen, der altid minder mig om min fars hjemmebryg i mit barndomshjem nord for Aarhus. Den ledsagende humle ligger i det søde hjørne med fylde af vanille.

Smagen er ganske ligefrem og old school ligesom stilen er det. En traditionel pilsnerhumle blander sig med en lidt tættere og sødere maltprofil, end man oftest møder i industrielle bryg. Mundfølelsen er måske i det lidt for glatte og letløbende hjørne, men da fylden er intakt, undgår brygget at falde ud til den kedelige side.

Eftersmagen er måske ikke helt i skabet med sin lidt for metalliske klang, men den skønshedsfejl er langt fra slem nok til at ødelægge et indtryk af et bryg, der yder rigelig vederkvægelse, og akkurat smag nok til, at man samtidig er underholdt. Der er ingen dikkedarer – Fur spiller igen sikkert, og solidt, men vil man vinde, må man også satse.

Og det har de valgt ikke at gøre – it’s their loss.

3-en-halv-stjerne

Men hvis du mener, at en traditionel kellerbier er sagen, kan du jo stemme på den på oelfestivalg.dk.

Chokolade & Chili Stout, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2016 V)

2016-05-24 18.32.01For meget chili, for lidt øl …

Ørbæk leverer med sin Chokolade & Chili Stout suverænt det mørkeste bryg ved Kvicklys Ølfestivalg i år. Visuelt en mere end værdig repræsentant for genren med konsistens som råolie, mørke som beg og tæthed som tjære. Dertil kommer det høje, brune skum – cremet og kun meget langsomt faldende som det er, og i øvrigt heller ikke ulig olie, da det nok så lystigt glider ned i brygget når det langsomt opløses, i stedet for at klæbe til glasset.

Så kan det vel næsten heller ikke blive bedre, hva’?

Fuldstændig rigtigt. Efter den veldrejede visuelle indledning går det faktisk kun én vej, og det er ned ad bakke. Allerede i duften spores det vand, som farve og viskositet ellers mere end antydede, var fordrevet og erstattet af tyktflydende, urene olier. Bevares, kaffearomaen er der da, selvom mængden af bønner klart er for lille, mens den lette snert af lakrids kun giver fjerne mindelser om den tjære, som brygget visuelt havde forjættet.

Chokolade og/eller chili er der på dette tidspunkt ikke meget at spore af. Jeg går lidt og håber, at Ørbæks øl udgør de sidste krampetrækninger for en alt for omsiggribende tendens til at putte chili i alt, uden at det nødvendigvis gør det, chilien kommer i, bedre. Dette gælder især for øl, der kun meget sjældent har gavn af krydderiet, og til gengæld alt for ofte lider skade af det.

Det kan også være, at tendensen lever i bedste velgående, og at jeg blot har overset dens sejrsgang, mens jeg nød de mange specialbryg, jeg fik til min fødselsdag, af bryggeriforeningen m.fl. siden sidste efterår. Ingen af dem var med chili, og hvor meget jeg ellers elsker det krydderi, har jeg ikke savnet det i øllet.

Alle tendenser til olie, beg og tjære lukkes og slukkes i det moment brygget kommer inden for mundhulens rammer. Øjeblikkeligt bemærker man, at øllet føles meget mere vandigt, end det visuelt lader antyde. Det er ganske ufyldigt, og smager af halvtynd kaffe, blandet op med en anelse mindre tynd kakao. Snart træder chilien til, først idet den nogenlunde efter planen understreger chokoladen, men siden idet den træder frem som et selvstændigt smagselement …

Og det er her, chilien gør alt det imod øllet, der så tydeligt viser, at´chili ikke har noget at beskaffe i det medie. Brygget ender med kun at smage af chili. Det brænder nok så lystigt på tungen, så det ville have været en fryd, hvis det ellers var det, man havde lyst til. Det er det imidlertid ikke. Man havde lyst til øl – humle, malt, bitterhed, syrlighed, sødme – i dette tilfælde især det sidste, for det var det, man blev lovet af bryggets navn. I stedet brænder brygget som en mundfuld chili sin carne – en ikke særligt velkrydret chili sin carne endda.

Men så blev man da i det mindste mindet om endnu engang, hvorfor der ikke skal chili i øl.

2-stjerner

Synes du til gengæld, at chili i øl er mægtigt, ville dette bryg næppe være en dårlig ide at stemme på på oelfestivalg.dk

Hoppy Belgian, Raasted (Kvicklys Ølfestivalg 2016 IV)

2016-05-23 17.47.38På smagsløgssightseeing …

Man kan ikke sige, at der ved dette års Ølfestivalg indtil videre har været langt mellem snapsene. For der har ikke rigtig været nogen snapse endnu. Jeg er så småt ved at blive bekymret – ikke blot for antallet af deltagere ved arrangementet, men også det generelle niveau, der indtil videre ser ud til at have fået et ordentligt nøk nedad. Sidste år var den laveste karakter, der blev givet 3½ stjerner. I år har de tre første bryg allesammen lagt sig under denne karakter. At bevare optimismen synes mere og mere en udfordring.

Men – som både Pink Floyd og Queen har lært os: The Show Must Go On …

Raasteds bud på en ølfestivalgøl er et kombinationsprodukt, hvor man har taget udgangspunkt i en lys belgisk ale, og blandet noget amerikansk humle i. Amerikansk humle lyder jo entydigt godt (for mig ville det næppe gøre nogen forskel om man erstattede ordet “godt” i det danske sprog med “amerikansk humle”) mens den belgiske ale er noget af en trickster, der kan være alt fra aldeles pragt– til aldeles rædselsfuldt.

Visuelt leverer brygget i hvert fald varen. Sjældent har jeg set et bryg, der i den grad ligner overfladen på en citrusfrugt – i dette tilfælde en pomelo. Helt tæt og højgult er brygget, og så gør det ikke spor, at skummet ikke gør noget videre væsen af sig. Bouqueten er umiddelbart rar, men alligevel lettere ildevarslende. Lime og clementin blander sig kækt med bananen, hvor sidstnævnte ikke altid er noget godt tegn, og idet Weissbiergæren indfinder sig, får duften en ildevarslende snert.

Snart skal det dog vise sig, at der ikke er noget at være bange for. Det blandede duftindtryk forvarsler til gengæld en meget interessant, speciel og mangefacetteret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet i nogen øl før.

Det starter syrligt og krast med en smag af limonade med for lidt sukker, blandet op med grannåle og fyrretræsharpiks. Så sætter sødme af velmodne appelsiner ind med bitterhed af samme, mens grannålene fra før lystigt kradser i gane, spiserør og kadaver, når brygget er gledet ned. Det er trods alt ikke mange øl, man ligefrem kan smage med mavesækken, men denne er én af dem.

Brygget byder på en sand mangfoldighed af gode smagsindtryk. Der er sødt, syrligt, surt og bittert. Det hele er bundet sammen af en adækvat gærfylde, som man kun mærker og ikke smager, på trods af bryggets mere end markante restgærtæthed. De forskelligartede smagsindtryk distraherer ikke. De forstyrrer heller ikke hinanden, endskønt de stundom blander sig aldrig så nydeligt. Aromaerne er delikat arrangeret ind i og oven på hinanden som et avanceret 3D-puslespil, der udgør en veltegnet arkitektonisk skulptur – ganske kompleks, men ikke forvirrende og aldrig rodet.

Kunne der have været mere knald på smagen? Så afgjort – men det flotte, komplekse smagssammenspil, den veltilrettelagte sightseeing rundt i alle smagsløgenes afkroge, som dette bryg byder på, ville alt for let blive overdøvet, hvis brygget smagte for kraftigt.

Min foreløbige favorit er fundet, og min tiltro til arrangementets kvalitetsniveau er på én gang blevet reetableret.
5-stjerner

Hvis du mener, jeg må have slået hovedet, når jeg synes, at denne øl er fremragende, kan du jo altid stemme på en anden øl på oelfestivalg.dk

Økuller, Svaneke Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 III)

2016-05-22 16.09.06Flad Fløde …

Fortsat fra sidste indlæg i den forstand, at jeg endnu sidder på tagterrassen i min boligblok sammen med min gode ven Gedved, hvor vi afprøver et par af øllene fra Kvicklys Ølfestivalg.

Efter den lettere inadækvate oplevelse med Braunsteins (ikke så) amerikanske ale, tog vi fat på Svanekes ‘Økuller’. Typen er en Cream Ale, og noget kunne tyde på, at det er en øltype i vækst. Jeg prøvede en Worthington’s fra hane i London, og Amager Bryghus har deres Marry me in Rio i sortimentet. Jeg begynder at ane en tendens. Måske er den en af de smarte nye typer, der tager over, hvor IPA’en og de tunge stouts slipper?

Men jeg håber det godt nok ikke. En diskussion på fjæsen forleden med Martin Pedersen, manden bag Stovt.dk, lod vide, at han i hvert fald ikke var videre begejstret for typen. Faktisk mente han, at det var noget man burde sprøjte imod. Jeg syntes godt nok, at den slags var lige lovligt Esben Lunde Larsen-agtigt, hvortil Martin hastigt retoucherede, at ‘ham burde man også sprøjte imod’.

Jeg er, som læserne måske har lagt mærke til, ikke helt utilbøjelig til ikke at være fuldkommen uenig med min medblogger deri.

Ligesom de andre cream ales, jeg har prøvet, dufter dette bryg af meget lidt og tæt på intet. Lidt gær er alt, min og min medsmagers næse kunne opsnappe. Der var også lidt uenighed mellem os og bryggeriet om, hvilken farve brygget havde. Det angives som kobberfarvet på etiketten, men så er der i bedste fald tale om mat kobber til tage, og ikke den ret flotte farve af blankpoleret kobber, som Braunsteins amerikanske Ale faktisk kunne bryste sig af.

Brygget smager kun af lidt mere end det dufter. En lun omend vag bitterhed af kaffe ledsager en mere ubestemmelig syre af gær, der stikker lidt ved mandlerne. Som ved de andre cream ales, holder brygget til gengæld en godkendt, flødet fylde, der gør brygget rart at have i munden.

Og der kan man så lade det skvulpe lidt rundt på tunge, i gane og omkring gummerne, og aldrig rigtig få nogen distinkt smag ud af det. Med tiden føles det mere som drikkeyoughurt naturel, og kun en diskret eftersmag af egetræ, minder én om, at der er tale om øl.

Gedved og jeg var rørende enige om, at brygget var rart at drikke, men slet ikke smagte af noget interessant. Jeg må selv erkende, efter at have prøvet tre af typen, at jeg ikke rigtig forstår øltypen. Denne individuelle cream ale virker væsentlig kedeligere end de to andre jeg har prøvet, men jeg føler mig ikke rustet til at vurdere, om denne er bedre eller ringere end de andre som cream ale betragtet simpelt hen fordi jeg ikke rigtig kan knække koden.

Jeg må indtil videre bare konstatere, at den ikke begejstrer mig – eller for den sags skyld Gedved, som jeg skylder en tak for godt selskab den eftermiddag.

2-stjerner

Hvis du til gengæld synes, at denne øl er fantastisk, kan du stemme på den på oelfestival.dk

American Ale, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestival 2016 II)

2016-05-22 15.35.32For lidt af det gode …

Som de faste læsere vil vide, er der ikke nødvendigvis 100% synkronitet mellem det tidspunkt en anmeldelse falder på bloggen, og det tidspunkt, det anmeldte bryg rent faktisk har rullet hen over anmelderens smagsorganer.

Undertiden endda langt fra.

Dette bryg blev fx. nydt i søndags på tagterrassen i den boligblok, hvor jeg bor. Anledningen var bittersød – jeg havde besøg af en af mine bedste venner i hele verden, der også er flittig gæsteanmelder på bloggen, nemlig den navnkundige Gedved. Han havde kort tid forinden løbet Copenhagen Marathon for anden gang. Men desværre var det ikke gået helt så godt, som det gjorde sidste år. Et styrt betød desværre afslutning i utide for min gamle ven, der efter at være kommet tilbage til målområdet på Islands Brygge, lige så godt kunne kigge forbi til et par forfriskninger, nu han var i nærheden.

32 km nåede han … Det er jo mere end jeg nogensinde ville kunne nå selv, så jeg bøjer mig betingelsesløst i støvet endnu engang.

Angiveligt skulle øl være et godt middel til restitution efter store sportspræstationer, så man kunne lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden, og byde på et par af de fine bryg, jeg havde til anmeldelse i anledning af Kvicklys ølfestival.

Valget faldt på noget, jeg havde en forventning om, ville være forfriskende. Og på det punkt skulle brygget da også leve op til forventningerne. Bryghuset Braunstein er desværre ikke leveringsdygtige i særlig meget trivia om deres American Ale, så hvad det specifikt amerikanske består i, forbliver uklart.

Hvilket i en vis grad passer til brygget, der umiddelbart lader til at være ufiltreret, uden dog at være det mest ufiltrerede bryg, jeg har prøvet – langt fra endda. Ellers fremstår brygget som blankpoleret – omend støvet – kobber med et lidt (for) diskret diadem af hvidt skum. At snuse til brygget afslører ikke meget om dets egenskaber. En antydning af vådt metal er alt, så man kan lige så godt gå direkte til smagning efter skænkning.

Det er en afdæmpet ale med både bittert og sødt. Jeg har måttet vente forgæves på det amerikanske – den kække bitterhed af de aromatiske humler, eller de bløde, runde kærtegn fra den nye verdens malte. Det er lige før (og så alligevel ikke helt) at denne ale minder mere om de amerikanske pilsnere end de generelt rigtig lækre amerikanske pale ales og IPA’er.

Ikke desto mindre er  der da noget sød, honninglignende maltkrop i brygget. Og bitterheden er da også fremtrædende nok til, at denne må indrømmes en plads i højsædet. Men et højsæde er det kun, fordi de andre smagsudtryk er så meget desto mere afdæmpede. Friskskåret løvtræ masserer og klister blidt til gummer, gane og mandler, og gør brygget til en indrømmet velegnet læske- og restitueringsbajer.

Således er den smule saft og kraft, der trods alt er i brygget da også OK og måske endda lidt til, men man kunne bare godt ønske, at der var nok af saften og kraften.

3-stjerner

Der kan fortsat stemmes på oelfestivalg.dk

India Pale Ale, Rækker Mølle Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 I)

2016-05-20 22.14.31Moderat-til-kedelig …

Rækker Mølle Bryghus‘ og Esben Lunde Larsens fælles placering i Vestjylland skal selvfølgelig hverken ligge Vestjylland eller Rækker Mølle Bryghus til last. Mens Esben Lunde Larsen er med til at give området et endnu mere blakket ry som en formørket skinhellig enklave befolket af bonderøve med hang til sprøjtegift og svinegylle, er det netop virksomheder som Rækker Mølle Bryghus, der trækker i modsat retning. Stundom har bryggeriet virkelig leveret varen, og ellers holdt sig nogenlunde over middel med nogle traditionelle og velkendte brygtyper, hvis rammer til gengæld blev fyldt godt ud, og nogle gange endda om ikke sprængt, så i hvert fald flækket.

Nu har bryggeriet i anledning af Kvickly Ølfestival barslet med noget lidt mere kontroversielt og vildt, end de plejer, nemlig en IPA. Ja, det er i virkeligheden ikke særlig kontroversielt længere i betragtning af, hvilken sejrsgang netop den brygtype har haft i forbindelse med specialøllenes gennembrud. Og det er der ingen, der skal klandres for. Her er der virkelig en brygtype, der tør smage af noget. Her er humlens – selve ølkrydderiets smag – i højsædet. Her er øl, der smager mere af øl. Her er det vilde bryg, der i modsætning til den generiske pilsner faktisk tør være en øl, og ikke bare en variant over postevand, tilsat industri, laveste fællesnævner og mainstreamkvalitet. What’s not to like.

Kontroversiel? Nej – ikke længere. Dertil er sejrsgangen allerede alt for langstrakt. Måske er det derfor, at Rækker Mølle Bryghus netop nu vover sig ud i det skarpthumlede øls usikre vande. Med Cascade og Citra-humle placerer de sig i en amerikansk tradition, mens markedsføringen i ikonografi og navn entydigt peger i retning af det britiske imperium. For min skyld må de gerne, men i min verden forbliver sammenblandingen af amerikansk og britisk et utryk for stilforvirring og en ikke helt sikker koordinering af brygtype og markedsføring.

Det vigtigste forbliver da heldigvis også indholdet. Brygget er flot orange, klart og tydeligt filtreret og med en moderat-til-kedelig skumdannelse. Glæde kan man sig dog over, at brygget faktisk udløser bouquet allerede ved åbning. Liflige ristede fyrrenåle blander sig med søde forårsblomster – syrén, kirsebær og hyld.

Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har vænnet mig til, at IPA er noget, der svitser smagsløgene og river ganen i laser – som absolut minimum. Dette bryg virker i betragtning af, at det skulle være en IPA noget (for ikke at sige meget) afdæmpet. Humlen er da fremtrædende, bevares. Den kilder og kradser da adækvat de rigtige steder, og bryggets maltprofil er tæt nok til, at brygget ingenlunde føles egentlig tyndt.

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, om brygget havde smagt mig anderledes, hvis jeg havde prøvet det før de mange gode IPA’er der er blevet mig til del på det sidste.

Jeg tror det ikke. Brygget er bestemt i det lette hjørne, selv i sammenligning med andre mainstreambryggeriers IPA’er. Vi er ikke nede omkring Carlsbergs komplet ligegyldige Brewmaster’s Collection IPA, men vi er på samme vej, og jeg kan ikke undgå at være en smule ængstelig.

Og de trods alt gode takter, brygget formår at slå an, folder sig heldigvis også mere ud efterhånden. Eftersmagen er mere end godkendt med aroma af røget fyrretræ og -nåle, der lægger sig som et kærligt bamseknus over gummer og gane.

Brygget lever alt i alt lidt for godt op til fordommen om den sindige jyde, der helst undgår for store armbevægelser, og det er aldrig godt i en øltype, der helst skal være lidt voldsom for at være god.

Jeg håber, at det bliver bedre.

3-stjerner

Stem på din favorit på www.oelfestivalg.dk

Kvicklys Ølfestivalg 2016

For tredje gang anmelder jeg øl fra Kvicklys Ølfestivalg – ølfestivalen med den finurlige stavefejl, der markerer, at det ikke bare er skæg og sjov det hele, men en konkurrence, hvor forbrugerne til sidst afgør, hvilken øl, der er den bedste, og skal finde permanent plads på Kvicklys hylder i fremtiden.

Med risiko for at gentage mig selv, skal al hæder og ære være Kvickly til del for at arrangere eventet. Selvom der måske er nogle ølsnobber derude, der fnyser lidt ad arrangementet eller i hvert fald smiler overbærende, fordi der ikke er sådan rigtigt specialøl med, men mestendels øl af den letløbende slags, så har ølfestivalget i mine øjne væsentlig betydning for specialølmarkedet alligevel. Alene det, at man gør specialøl tilgængeligt for et bredt mainstreampublikum ved at tage dem ud af specialforretningerne, og sætte dem på supermarkedshylderne i stedet, gør at andet end industrielle pilsnere bliver præsenteret for en større aftagerskare. Kvickly agerer faktisk murbrækker for en allerede stærk kvalitetstrend, som det er vigtigt at holde fast i, og få flere med på, så verden ikke igen drukner i kedeligt, ligegyldigt industrielt pilsnerpjask.

Det bekymrer mig derfor lidt, at det kunne se ud til, at bryggerierne ikke viser arrangementet den samme interesse som tidligere. I 2014 var der 12 forskellige bryg med. I 2015 var det faldet til 10, og i år er kun 7 med. Pladderballe Bryghus er ikke med mere. Om det skyldes Jan Monrads tragiske dødsfald i november ved jeg ikke, men det er nærliggende at tro. Fra det smertelige til det mere interessante – Krenkerup er heller ikke med, og dermed er de sidste to års første og andenplads ude af slutrunden. Det betyder, at der i år faktisk er øget spænding om, hvem der kommer til at vinde. Vestfyen og Rise Bryggeri (min favorit sidste år) har også trukket sig – og at Vestfyen i det hele taget var med i en specialøls/mikrobrygkonkurrence, har jeg i betragtning af bryggeriets størrelse og industrielle karakter fundet temmelig besynderligt. Tilbage er til gengæld kronjyske Raasted, der glimrede ved deres fravær sidste år.

Jeg håber, tendensen vender igen, for der bliver næppe noget ølfestivalg 2017, hvis antallet falder meget mere end det allerede er. Hermed er opfordringen til at deltage givet videre til eventuelle bryggerier, der læser med.

2016-05-20 17.11.47

 

De deltagende ved årets ølfestival er (nævnt i den tilfældige rækkefølge, man kan se dem i på billedet):

1. White IPA, Indslev Bryggeri
2. Kellerbier, Fur Bryghus
3. Chokolade & Chilli Stout, Ørbæk
4. Hoppy Belgian, Raasted
5. Økuller, Svaneke Bryghus
6. Ship to: New Delhi, Rækker Mølle
7. American Ale, Bryghuset Braunstein

Igen kunne jeg spekulere i, hvordan udvalget ved årets Ølfestivalg peger i retning af nye tendenser på ølmarkedet. Med det indskrumpne udvalg, vil jeg dog være varsom med at udtale mig kategorisk. Jeg konstatere, at det lyse er i højsædet med to IPA’er, en IPA-variant, en amerikansk inspireret ale og en cream ale. Så er Ørbæk og Fur med deres mørkere øl noget i undertal.

Men udvalget stritter alligevel i så mange retninger, at jeg ikke vover at udtale mig generelt. Selvom der er meget lyst, er der inden for det lyse både fokus på det skrappe, det afdæmpede, det humlede, det maltede og det friske, så ingen gisninger om trends denne gang.

Allerede nu kan der stemmes på hjemmesiden www.oelfestivalg.dk

Herfra vil jeg blot ønske velkommen til endnu et Ølfestivalg hos Kvickly.

UPDATE! Det er lykkedes mig for andet år i træk at vrøvle om deltagerne ved årets ølfestivalg. Raasted var også med sidste år, hvor de bestemt ikke glimrede ved noget fravær, men tværom deltog med en ganske hæderlig stout. Det var Indslev, det fynske hvedebryggeri, der ikke var med sidst men nu er med igen, med en ‘White IPA’. Så skulle det vist også være på plads.

Ølfestival i Lokomotivhallen 2016

Jeg fik det også til at passe ind i kalenderen at slå et smut forbi Lokomotivhallen i Weekenden, hvor Danske Ølentusiaster holdt deres årlige ølfestival.

Jeg fik selvfølgelig prøvet en masse øl, knyttet en kontakt hist og pist, og mødt gamle venner, samt startet et par nye bekendtskaber. Noget af det løber lidt sammen – næppe overraskende i betragtning af de mange øl, jeg fik prøvet. Og selvom en standardsmagsprøve ‘kun’ er på 10 cl, så løber det nemt op, når bare nogle få af bryggene indeholder mere end 10% alkohol.

Jeg ankom lørdag morgen kort efter åbningstid. Var man i tvivl om, hvor arrangementet blev afholdt, behøvede man blot følge strømmen af mennesker. Jeg startede med nogle minutters hvileløs vandren rundt for at få lidt overblik. Det mislykkedes totalt, hvorfor det ikke kun var gensynets glæde der kom over mig, da jeg efter ti til femten minutters hvileløshed stødte på min ølmentor og ven, Ole Madsen, der fik sat mig i gang … and it just went increasingly wrong from there …

Den største overraskelse …

2016-05-21 11.41.35Vi startede med det, der samlet set nok var den største overraskelse – Royal Unibrews nye IPA. Ganske uanselig ser den ud, med en kæk, pastel-lyseblå etiket, og overraskelsen kommer, det øjeblik læberne bliver sat til glasset. Knivskarp og skrap bitterhed. Ikke bare en god IPA selvom, på trods af, eller i betragtning af den omstændighed, at det er landets næststørste industribryggeri, der står bag. Nej det er bare en god IPA. Punktum.

Og jeg har besluttet ikke at give bryggene karakterer denne gang. Der er mange ting, man skal holde styr på, når man er på ølfestival uden at være unplugged (hvilket Ole Madsen til gengæld var igen). Jeg har besluttet at undlade karaktererne, da det dels har skabt noget forvirring for undertegnede, når bryggene skulle anmeldes sådan rigtigt senere. Dels gjorde det den lange rejse gennem de mange, mange øl noget glattere, at jeg ikke behøvede finde på en karakter til hvert enkelt bryg hver gang.

Frisk Pilsner …

2016-05-21 11.47.03I år gik jeg efter de særlige ting. Og netop dét vidste Ole præcis hvor jeg kunne finde. En dugfrisk Pilsner Urquell, upasteuriseret og leveret samme morgen, var den næste oplevelse. Med en duft af fløde og en mundfornemmelse af samme fik jeg den bedste Pilsner Urquell, jeg nogensinde har smagt. Det betyder virkelig noget, at få øl friskt – og gerne fra fad, viser det sig.

Krenkerup Guld …

2016-05-21 11.58.00Jeg gik efter det særlige og efter det, jeg normalt ikke gik efter. Derfor afslog jeg også venligt men bestemt, da jeg få minutter senere (på Oles anbefaling) fandt mig i Krenkerups stand, da de ville tilbyde mig deres IPA. I stedet fik jeg deres Guld, som de ellers sagde var bitter – men det synes jeg egentlig ikke. Til gengæld var den uhyre drikbar, og føltes som mælk og honning på tungen.

Krenkerup Secret II

2016-05-21 11.59.31Krenkerup havde også et hemmeligt bryg, af hvis etiket det ikke fremgik, hvilken øl, der var tale om. På bagsiden forefandtes en QR-kode, der ved scanning hentede informationer om øllet til ens smartphone – ja, bryggerierne er godt på vej med ind i det 21. århundrede. Ellers kunne man også få lov at gætte, hvilken øl det var. Jeg gættede rigtigt, men fortæller selvfølgelig ikke svaret, øv bøv bussemand, sure tæer i saftevand. Alt jeg vil sige er, at det er en nydeligt rødlig øl, der med sin styrke på 10,5% leverer rigeligt buzz i den deciliter, man fik langet ud, ud over honningsødme, egetræssyrlighed og en fylde så mægtig, at det river i ganen.

Mørk Satan, Ladager Bryghus

2016-05-21 12.29.54Herfra var jeg på egen hånd. Naturligvis skulle jeg prøve en øl ved navn Mørk Satan. Faktisk levede den ikke særlig godt op til sit navn. Måske var den nok mørk, men Satan var der ikke meget af. Tværtimod er det en stout af den letflydende slags. Sød er den også, med noter af især karamel og malt. Det er bestemt ikke en stout at gå af vejen for – for den smager pragtfuldt med intakt fylde. Det er faktisk kun navnet, den ikke helt lever op til, mine præferencer til gengæld er mere end adækvat opfyldt.

O’Hara’s Leann Folláin

2016-05-21 12.47.00Og jeg skulle da bestemt også prøve noget irsk, nu hvor chancen bød sig. Leann Folláin (som jeg kunne lære bartenderen at udtale rigtigt) betyder sund øl – hvorvidt den er det, drak jeg ikke nok til at kunne vurdere. Den er som irske øl er flest. Irerne brygger sikkert uden for store armbevægelser, hvilket munder ud i drikkeligt, men også tit kedeligt øl. Denne stout minder i smag og mundfornemmelse meget om Guinness, men med den forskel, at brygget er en smule tyndere, men på den anden side har mere malt- og humlesmag. Kaffebitterheden er mere fremtrædende, og fremstår i sin helhed som et bedre alternativ til Guinness frem for blot at være et alternativ.

Det var så på dette tidspunkt, at jeg fik nogle nye venner. De var langhårede og -skæggede, og gik i heavy metal-t-shirts, så det stod jo næmest skrevet i sol og måne, at vi skulle være venner. Jeg gav dem et par anbefalinger fra Amager Bryghus – jeg kender jo lidt til sortimentet, og mens de nød mine anbefalinger valgt jeg en Batch 1000 IPA til lige at nulstille smagsløgene med. Brygget er så vidunderligt friskt og sprødt, at selv når jeg er omgivet af hundredevis af øl, jeg aldrig har prøvet før, så er den alligevel gensynet værd.

Islay Cask Imperial Stout, Det Lille Bryggeri

2016-05-21 13.24.17Af mine nye venner fik jeg et tip om en Imperial Stout fra Det Lille Bryggeri. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, havde jeg jo en vis interesse for whisky – ikke mindst det røgede, og så er den skotske ø Islay jo ikke til at komme udenom. Det lille sorte vidunder er kort fortalt foreningen af det bedste fra stouten med dens bitterhed og tyngde, og det bedste fra de røgede Islay-whiskyer.

The Stay Puft, Det Lille Bryggeri

2016-05-21 14.02.21Lidt sværere har jeg ved at vurdere den anden, meget specielle stout, jeg prøvede fra Det Lille Bryggeri. The Stay Puft er tilsat skumfiduser, vanille, kokos, havsalt, chokolade og belgisk kandis. Muligvis er det dermed den mest beskidte øl, jeg nogensinde har prøvet. Ikke desto mindre giver blandingen en vidunderlig bouquet af kokos og vanille. Brygget smager lidt af de der nymodens kaffeblandinger – kaffe latte, cappucino, og hvad de allesammen hedder, der har til formål at skjule smagen af kaffe. Her kan kaffen dog fortsat smages – den er endda stærk, med en kant af piratos fra havsaltet, og så ellers en voldsom-til-kvalm sødme af de andre ingredienser.
På intet tidspunkt har jeg i løbet af ølfestivalen været så glad for, at jeg i år har undladt at give bryggene karakter.

Camba German IPA

2016-05-21 14.21.31Lidt IPA skulle jeg nu prøve alligevel – især når den er så særlig som denne. Tyskerne er stokkonservative når det gælder øl, og først nu begynder specialølbølgen lige så ganske langsomt at få vind i sejlene. Nu er tyskerne også begyndt med brygtyper som stout og IPA, hvor ordparret ‘tysk IPA’ for blot et par år siden ville give omtrent lige så meget mening som ‘halal-gris’. IPA’en er kraftfuld, sprød og lækker, og i øvrigt meget tysk, idet der ikke er hverken slinger i valsen eller dikkedarer involveret. Brygget er en IPA og intet andet – simpelt og allerede temmelig konservativt – sådan som tyskerne kan lide det.

Sommerpils, Andrik

2016-05-21 13.41.17Der er vist lidt rod i kronologien nu, for billederne ligger ikke i samme rækkefølge som mine noter. Men hvad kan man forvente i sådan et ølpres? At jeg overhovedet har taget noter og billeder i dette omfang, vover jeg at rose mig selv for at kunne holde hovedet koldt nok til under disse omstændigheder. Men på et eller andet tidspunkt imellem ovenstående bryg prøvede jeg også Andriks Sommerpils. Den var ganske mild, ganske frisk og egentlig ret tynd. Men det gjorde egentlig ikke så meget ovenpå de mange voldsomme indtryk, som læseren allerede har fået berettet på nuværende tidspunkt.

Stone Street IPA

2016-05-21 14.28.50Stone Street IPA er en lækker og ukompliceret IPA og er et af de nye skud på Royal Unibrews Lottrup-stamme. Jeg fik ikke taget et billede af brygget ved siden af flasken, men jeg tror nok, det er den, jeg sidder med her på billedet ved siden af en buste i bølgepap af geniet, som Lottrup-serien er opkaldt efter. Hatten, jeg har på, er venligst udlånt af fotografen, der mente at kunne se en vis lighed mellem bloggeren og Ceres’ gamle brygmester.
Jeg er ikke utilbøjelig til ikke at være fuldkommen uenig.

Beer Geek Limfjordsporter

2016-05-21 14.51.34Thisted Bryghus har som bekendt lanceret en Limfjordsporter med ekstra lakrids. Den har jeg fortsat til gode at prøve. Til gengæld kunne man prøve en særlig udgave af den på festivalen i en udgave fra Mikkeller. Den er overraskende letflydende og smager ganske meget af lakrids. Desværre er lakridsen tør og støvet på den måde jeg ikke bryder mig om, og brygget føles tyndt og ufyldigt på en måde Limfjords Porter slet ikke skal føles. Jeg synes bare, man skal overlade det til Thisted Bryghus at brygge Limfjordsporter, uanset hvilken recept, der bruges.

Blue Dot

2016-05-21 15.16.15Det var på dette tidspunkt, jeg mødte nogle unge mennesker, der ledte efter noget alkoholfri øl, da én af dem helt tydeligt var i omstændigheder. Jeg anbefalede selvfølgelig på stedet Taybeh’s halal-øl og viste dem omgående hen til standen. Til gengæld anbefalede de mig Blue Dot, som er en øl, brygget på DTU’s brygafdeling – ja, sådan en har de åbenbart. Gad vide hvor lang tid det tager fra, at Esben Lunde Larsen opdager, at den eksisterer, til at han får den lukket?
Vel – de brave nørder på DTU laver forsøg med at bruge kartoffelmel til at give fylde i alkoholfattige bryg. Det er der kommet en øl ved navn blue dot ud af, der har en styrke på 3,3%. Dermed er den 0,4% højere end hvad jeg ville kalde alkoholfattig, men lad nu det ligge. Brygget har en sød maltprofil og ligger for så vidt godt i munden, men med den samme lidt tamme brødagtige fylde, som jeg har oplevet ved andre frokostøl. Det bedste til at give fylde er fortsat alkohol.

Solbær Sour, Rocket Brewing

2016-05-21 15.19.56På et tidspunkt spottede jeg en reklame for Rocket Brewings Yurij Gagarin-øl. Etiketten var påskrevet med latinske bogstaver, hvoraf nogle var strategisk printet spejlvendt for at give illusionen af kyrillisk skrift. Resolut – og i den 40 hestes brandert jeg befandt mig i, gik jeg mod Rocket Brewings stand for at give dem læst og påskrevet … og for at prøve den der Yurij Gagarin-øl, selvfølgelig. Udsolgt! Damnation! Vel, når jeg ikke havde etiketten, opgav jeg på stedet at prøve at forklare noget som helst, og bad dem i stedet skænke mig en Solbær Sour. For en rigtig sur øl havde jeg ikke prøvet endnu. Jeg blev ikke skuffet. En mellemting mellem eddike og citronsaft krængede mine mundvige ned omkring kravebenet, mens de små tårer så småt trillede fra mine blodsprængte øjeæbler. Det var intet mindre end vidunderligt at få jaget lidt af den noget voldsomme humle-og malteftersmag på porten, der havde sat sig som en klæg belægning i munden og en let trykken i brystkassen …

Det var tid at vende næsen hjemad efter en ikke mindre end aldeles vellykket ølfestival.

OPDATERING 22/06-2016: Det er slet ikke Ceres’ gamle brygmester, Lottrup, jeg sidder ved siden af, men derimod Albanis grundlægger, Schiøtz. Beklager fejlen, og undskylder med, at jeg, da jeg skrev artiklen om min tur til ølfestival, nok endnu ikke var helt fri for de mange fine brygs påvirkning.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme