Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2016

Redbush Stout, Guldhammer Nanobryg

2016-04-27 17.39.59Den aer bare lidt voldsomt …

Min kontaktperson hos Guldhammer Nanobryg – eller kontaktperson er så meget sagt … Den venlige sjæl, der sørger for, at jeg ind imellem får lejlighed til at prøve nanobryggeren fra Frederikssunds fine bryg hedder Paul og er fast læser. Og jeg mener vist nok, det var denne øl, der ellers ikke fik for lidt af ros og anbefalinger, da han sidst havde gaver med. Og det skulle vise sig ikke at være uden grund.

Brygget er – som navnet antyder – en stout, og denne individuelle flaske er nr. 23 ud af et batch på 120. Sidst jeg prøvede en guldhammer-øl – det var den, jeg skrev om i sidste anmeldelse – var den også ud af et batch på 120, og i øvrigt en lagret øl. Måske blev den her sat over til brygning, mens den anden lagrede? At antallet af færdige øl er det samme, antyder at brygudstyret også har været det.

Det ganske særlige ved denne øl er, at den er krydret med blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos-busk. Rooibos er afrikaans, og betyder ‘rød busk’ – altså redbush. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også ville have brugt det anglicerede navn, hvis jeg selv havde brygget øllet, idet jeg anser afrikaans for at være det ene af to sprog i hele verden (det andet er switzerdütsch) der i selve deres natur og væsen er hæsligt. Og jeg sværger, at hvis jeg nogensinde skulle være nødsaget til at flytte til Sydafrika, ville jeg omgående kaste mig med brændende engagement over xhosa, men aldrig så meget som røre afrikaans med en ildtang. Mon ikke jeg i virkeligheden ville finde ud af, hvad den røde busk hed på xhosa, og så bruge det navn?

I hvert fald – intet ondt ord skal være sagt om navnevalget. Beskrivelsen forvirrer til gengæld en kende, da denne indledes: “I stedet for humle til smag og aroma er der i denne stout brugt tørrede blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos busk”. Men i højre hjørne af samme tekstfelt, kan man også aflæse, at der alligevel er humle i brygget. Jeg er en kende forvirret eftersom det antydes, at humlen er erstattet, men det lader altså ikke til at være tilfældet – hvilket er godt, for i så fald kunne man næsten være i tvivl om, om det nu alligevel var en øl, man sad med.

Men at det er øl, skal der ikke herske tvivl om. Mørkt øl oven i købet. Kulsort, og næsten sejt, skvulper det lettere modvilligt ud af flasken – men ikke så modvilligt, som jeg har set det, trods alt. Skummet tårner sig faretruende op som kogende, branket sukkermasse, og det har faktisk også omtrent samme stabilitet og fasthed. Duften er forlængst blevet udløst. Det skete allerede ved åbning, hvor et pust af vingummi agerede prolog til en anderledes tung, røget bitterhed. Denne forplanter sig i alle lokalets hjørner ved skænkning, og afrundes af en let vanillesødme.

Smagen er et vildt, brutalt bagholdsangreb af uforskammet fyldig og smagfuld røget lakridsporterstout fra riste- og brændehelvedet. Man overrumples af, hvordan brygget bare vokser og vokser i munden, mens indersiden af gabet næsten voldeligt kærtegnes af ristet kaffe og sød lakrids, tilsat lidt for meget salmiak. Og det er et problem på samme måde, som når man tilsætter lidt for meget chili i en pastasovs, nemlig intet overhovedet, tværtimod.

Et sidste ekstra plus er, at lakridssmagen ikke udarter i en tør, pulverlignenede eftersmag. De voldsomme indtryk til trods forbliver brygget faktisk venligt. Det aer bare lidt voldsommere, end man er vant til.

Det er helt klart den næstbedste stout, jeg nogensinde har prøvet. Den bedste er stadig De Molens 666 Black Damnation. Men det siger noget om, hvad hjemme- eller nanobryg kan udarte til, at dette prægtige bryg kommer så tæt på.

6-stjerner

Quercus Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-04-21 21.06.37

Aldeles nydeligt!

Allah er stor, Jesus elsker dig, Buddha er ét og alt, Hil Odin & Thor samt Det Flyvende Spaghettimonster.

Anledningen til den pludselige vækkelse, for ikke at sige omvendelse, skal findes i denne artikel i Jyllands-Posten. Mørke kræfter i toppen af landets ledelse vil med Grundloven i hånden begrænse religiøse ytringer i det offentlige rum.

Og nok er jeg fortsat ateist. Endvidere er jeg fritænker, og blander mig ikke i, hvad andre tror på. Og så længe andre ikke påtvinger nogen deres religion og ikke truer eller på anden måde anvender problematiske talehandlinger – altså ting, der i forvejen er ulovlige, så kan de ytre sig om deres religion – og alt muligt andet – lige så tosset de har lyst til. Og sådan burde det blive ved med at være!

Ifølge forslaget, må Jehovas Vidner fremover ikke ytre sig imod blodtransfusion, da dette kan være livsfarligt. Indre- og Luthersk Missions væmmelse ved kvindelige præster strider mod vore begreber og ligestilling, så de vil naturligvis også omgående få mundkurv på. Og Tidehvervs – og deres forlængede politiske arm i Dansk Folkeparti – hadefulde sammenligninger af homoseksuelle ægteskaber med sodomi vil omgående medføre frihedsstraf …

Eller måske ikke …

For Gud forbyde da, at regeringens og dens racistiske støttepartis hovedløse lovgivning skulle bruges mod andre end pæne, danske leverpostejskristne og deres associerede i småfanatiske sekter rundt omkring. Målet er selvfølgelig kun at kriminalisere muslimer yderligere for at skabe endnu en undskyldning for den religiøse og etniske stigmatisering og udrensning, som samme regering og støtteparti ønsker sig ivrigt som et lille barn juleaften.

Modvilligt vil jeg fyre den sædvanlige disclaimer af her: Nej, jeg synes heller ikke radikal islam er fedt, ligesom jeg heller ikke synes fanatisk kristendom er fedt – især ikke når den politiseres gennem tidehverv som et åbenlyst apartheidtilhængerpartis forlængede arm. Faren mod det danske demokrati kommer ikke fra en lille gruppe radikale og marginaliserede muslimer, men derimod fra selve magtens centrum, hvor man allerede har anbragt de uønskede fra andre lande i koncentrationslejrlignende anlæg, allerede har gennemført lovgivning der kan rippe dem for deres værdigenstande, og for længst har en politik på stand by for, hvordan ‘danskere’ i fremtiden skal defineres i modsætning til andre, DF og regeringen ikke kan lide.

Og hvad har det med dagens øl at gøre? Intet som helst. Jeg havde blot brug for at brænde nogle frustrationer af i et forum, som jeg ved har nogle læsere. Jeg bruger ytringsfriheden mens jeg stadig har den. Jeg er ikke målet for regerings antiytringslove for religiøse, og måske er jeg og mine sekulære meningsfæller heller ikke lige de næste i rækken. Men jeg husker på Martin Niemöllers berømte digt “Først kom de efter Kommunisterne” (“Als die Nazis die Kommunisten holten”) og I hans ånd nægter jeg at tie. Og den da det også bliver forbudt for ateister at ytre sig, lover jeg, at jeg vil braldre op og tirere som aldrig før.

Vel – nok om det, og videre til noget smukt, rart og dejligt – dagens øl.

Endnu et pletskud fra ildsjælen Martin Guldhammer, Frederikssund, der under mottoet “Multum non Multa” (meget, ikke mange) eksperimenterer med sit eget lille hjemmebryganlæg i et omfang, så han har været nødt til at sætte en distribution i gang, for at de relativt store mængder godt bryg ikke skal gå til spilde. Såvidt beskriver Paul Hertz det i hvert fald. Han er den læser, som med jævne mellemrum stikker mig et par stykker af dem. Som et lille ekstra kvalitetsemblem er hver flaske udstyret med et tal, der angiver hvilket nummer i batchet det enkelte bryg er. Denne er nr. 69 ud af 120. Man føler sig heldig alene fordi man får lejlighed til at prøve et bryg i et så lille oplag.

Denne øl er en engelsk ‘Old Ale’. der er lagret i 6 måneder på egefad og flaske. Ved åbning breder vanilleessens sig i lokalet på trods af at hverken bryg eller skum minder det mindste om flødeis. Brygget er alt for mørkt, og skummet alt for svagt. Jeg kunne forestille mig at CO2’en forsvinder under lagringen – men det gør blot den ‘engelske’ karakter så meget desto mere fremtrædende.

Brygget virker dog på ingen måde dovent. Men selv hvis det gjorde, ville det næppe gøre nogen nævneværdig skade ved det intense, fyldige og helt igennem lækre bryg. Der er krydrede noter af kanel, farinsukker og en diskret skud cognac. Den dominerende smag er dog af sød finsk lakrids, der giver brygget en varm finish og gør det til en helt igennem intens og samtidig rar og varm (ikke mindst fordi jeg prøvede brygget ved de anbefalede 12-15 grader) oplevelse.

En lille snert af gær titter frem i eftersmagen, som gør lakridssmagen tør og en kende støvet. Jeg har før beklaget mig, når lakridsindtryk i øl antog denne form. Men her udgør det i værste fald en skønhedsfald, mens det i bedste fald faktisk yder brygget lidt tiltrængt kant midt i alt det varme, bløde og venlige.

Jeg håber, jeg får lov til at prøve nogle flere deroppe fra det nordsjællandske.

5-stjerner

TAP X Meine Porter Weisse, G. Schneider & Sohn

2016-04-20 18.17.57Det hjælper ikke …

Så er jeg ved vejs ende! Omsider! Sidste øl fra min fødselsdag! Endelig drukket! Om lidt endelig anmeldt! Sikken lettelse … eller …

Jeg fik jo også det der gavekort til Fish & Beer, Amagerbrogade. Og de fleste af de øl, er jo ikke anmeldt endnu, så …

Vel – op på hesten igen.

Men denne er nu alligevel den sidste af de øl, jeg fik i hånden på min fødselsdag. Det fortaber sig endnu engang, hvem jeg fik den af, og jeg beklager mange gange den manglende kredittering.

Brygget ligner et forsøg på at gøre Weissbier hipt ved at kombinere træk fra den engelske porter med den bayerske HefeWeizen. Umiddelbart ville jeg være tilbageholdende med at lovprise ideen for at være helt så original, som bryggeriet gerne selv vil tro,. Mørkt Weissbier findes trods alt i forvejen. Det brygges endda i Bayern, og selvom processen (og ikke mindst inspirationen) måske ikke er helt den samme, så er forskellen på det færdige bryg det vist næsten. Smart markedsføring og et forjættende kækt “limited edition” på flaskehalsen skaber ikke i sig selv en væsensforskellig øloplevelse.

Afvigelsen skulle da lige findes i skummet, der på dette bryg aldrig bliver prangende, og er lige så ikke højt, som det hverken er fyldigt eller holdbart. Brygget er ellers nydeligt mørkt – i skarpt kontrast til det pragtfulde forårsvejr, det blev nydt i. Anledningen var første fællesspisning med naboerne på tagterrassen, hvor vi bor. Brygget var i selskabsstørrelse – 2 pints og 8,4 unser (så vidt jeg husker), svarende til 0,75 l, og dermed mere, end hvad jeg gider sætte til livs alene.

Duften er ganske afdæmpet, overvejende sød, men også flad, hvilket jo passer til den ikke just imponerende skumpræstation.

Smagen kan karakteriseres ved det samme adjektiv – afdæmpet. Der er lidt alkoholfylde, mildt ristede noter og et stænk af kaffe. Indtrykkene er i sig selv fine nok. Der er ingen missmage at rapportere, men det er som om, at der på trods af forskelligartede og egentlig positive indtryk ikke er nok af noget af det.

Først når man når ned i bundsjatten sker der lidt. Her tiltager fylden efterhånden som koncentrationen af restgær bliver større, for restgær er der ellers rigeligt af. Det tumler rund i store flager, og giver man sig tid med agiteren eller eventuel omrøring, kan man skabe en fin lille mudderpøl af gær og restbryg.

Det smager faktisk fint. Nu er der nok af den letbrændte sødme til, at det ikke bliver kedeligt. Det er faktisk ganske behageligt, og kun ærgerligt, at hele brygget ikke var sådan.

Jeg turde dog ikke nedsvælge den gærplumrede rest af frygt for en senere tømmermandsstraf. Desuden er det ikke optimalt, at et bryg først smager af noget, når det har samme konsistens og lød som teltpladsen på en våd Roskilde Festival …

… med mindre selvfølgelig at hele øllen er sådan.

3-stjerner

Kølster Dobbel-Up-Hop, Kølster – Malteri & Bryggeri (Saufen mit Marcus IV)

2016-04-08 21.55.25Nydelig finale …

Før jeg sådan rigtig kommer i gang med anmeldelsen af den sidste øl fra den aften, hvor jeg fik Marcus til at hjælpe mig med at få smagt på nogle bryg i delestørrelse, vil jeg gerne gå lidt i dybden med brygget. Jeg fik det til min 40 års fødselsdag – som så ufatteligt mange andre af de bryg, jeg i de forløbne måneder har anmeldt. Dette er imidlertid det næstsidste, der er til overs – så snart skal I ikke høre om de evindelige fødselsdagsbryg længere. Jeg fik det af en gammel ven, Niels, der er oversætter og forfatter, og før har optrådt her på bloggen.

Ophavsmanden bag er Esben Kølster, der også står bag udskænkningsstedet Kølsters Tolv Haner. Hans bror, Sune, er musiker og gammel punker, og én jeg kender tilbage fra gamle dage, hvor jeg selv var vild, punker og alt muligt andet. Det er sjovt hvordan vennekredsene kan krydse hinanden på den måde. Eller også vidner det blot om, hvor lille et land, vi bor i.

Flot er brygget også. Dybgult med nydeligt marengsskum, der både er holdbart, tæt og klæbrigt. Brygget dufter af søde clementiner, blandet med bitre, krasse grannåle.

– Og sådan er smagen faktisk også. Søde citrusfrugter blander sig med en frisk, flænsende bitterhed, så sprød som cornflakes. Clementinerne blander sig med en dybere bittersød aroma af granharpisk. Brygget var “den første øl, der unverschämt folder sig ud”, mente Marcus. Der er bestemt noget om snakken, for brygget starter stille og roligt – for ikke at sige småtyndt – ud, for så langsomt at vokse i munden, for rigtig at træde i karakter, med mægtig fylde og bitterhed bagest på tungen og i eftersmagen.

Det er stor brygkunst. Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at besøge Kølsters Tolv Haner – forhåbentlig i selskab med Sune, som det efterhånden er alt for længe siden, jeg sidst har drukket en øl med.

Marcus og jeg var igen nogenlunde enige om bryggets kvalitet. Mens Marcus gav den …

4-stjerner

gav jeg den en halv tand mere …

4-en-halv-stjerne

Forskellene har som bekendt været større, uden at det har skilt os ad.

Sharks Coffee Pot, Brick by Brick Beer Workshop (Saufen mit Marcus III)

2016-04-08 20.29.44

Fortsat enighed …

Fra aftenens absolutte topplacering til det bryg, der skulle vise sig at levere den mest jævne oplevelse – for nu at sige det pænt.

Brygget så ellers spændende ud. Alene bryggeriets lange og lovende navn indbød jo til spændte forventninger. Der er tale om en stout, smagt til med kaffe, og det lover jo heller ikke værst, selvom der godt nok også har været et par smuttere i den genre før.

Igen bød åbningen på et overordentligt tilfredsstillende ‘POP!’. Også dette bryg blev leveret med korkprop, omend denne kunne fjernes med håndkraft, hvor den sidste krævede et vinjern … – ja det må det vel hedde, når en ølåbner ellers hedder et øljern, ikke?

Og det myldrer jo også frem med lovende duftindtryk. Kaffe, farin, ristet malt, frisk syrlighed og svesker. Mundvandet springer næsten med samme kraft, som da proppen røg.

Dér indtræder skuffelsen.

Brygget smager slet slet ikke igennem. Bevares – de ristede noter og kaffen kan da smages, men kors, hvor mangler der dog bare nogle bønner. Og fylden – den udebliver helt.

Marcus’ guldkorn lød nogenlunde sådan her: “Den sødme, der er i den (stouten – red.) kan snildt bo i en stout – men der er ingen stout omkring den.” I det hele taget en tynd, hul, sjasket og ligegyldig omgang. Ingen grund til at prøve den, selvom den ser nok så spændende ud.

Ligesom ved sidste bryg, var vi nogenlunde enige om kvaliteten af dette. Da den trods alt havde lidt kaffesmag – og jeg kan jo godt lide kaffe – gav jeg den …

2-stjerner

Marcus var ikke helt så venlig …

1-en-halv-stjerne

Ho.st Saison Station, Hopfenstark (Saufen mit Marcus II)

2016-04-08 19.43.07Større enighed, mindre vished …

Kategoriseringen af dette bryg har været noget af en udfordring. Etiketteksten står hulter ti bulter, som var klichéerne katapulteret mod etiketten fra en bulet ske af en uvorn unge på ti meters afstand. Hvad der egentlig er bryggets navn, bryggeriets navn og beskrivelsen af brygget, forbliver usikkert, uanset hvor længe man kigger på flasken.

I det mindste er jeg da nogenlunde sikker på oprindelseslandet, selvom jeg i første omgang tippede det til at være Belgien – og måske endda det lille område i øst, hvor det tyske sprog er dominerende. Ordet ‘Belgium’ samt det tyskklingende navn fik mig på dét vildspor. Angiveligt er det eneste, valonere og flamlændere kan blive enige om, at hade befolkningen i dette område mere, end de hader hinanden. Men det er en anden historie. Nej, brygget er fra et andet flersproget land, nemlig Canada. Og med dette bryg har Canada sin debut på bloggen – og det må sige at være noget af et brag deraf.

For hvor visheden om, hvilket bryg, vi egentlig havde mellem hænderne, var vigende, var enigheden om bryggets ikke spor vigende kvalitet ikke spor vigende. Mange detaljer kan jeg desværre ikke give. Det første bryg, Marcus og jeg nød den aften, havde angiveligt gjort sin virkning, således at mine noter i højere grad end sædvanligt er i – ja – noteform. Nødtørftigt nedkradset, så det allervigtigste var bevaret for eftertiden – eller i hvert fald indtil bloggeren fik taget sig sammen til at tage sig sammen til at få skrevet sit indlæg.

Det var angiveligt et flot orange bryg, og det bekræfter billedet jo også. Klæbrigt skummende og med en syrligt bitter duft. Ja, bouqueten ville jeg gerne have kunnet beskrive lidt bedre – men dette, er alt hvad der står.

Smagen beskrev Marcus som startende “underspillet” hvorefter den “folder sig så vidunderligt ud”. En sød bund af appelsin suppleres med bitterhed af frisk nåletræ. Bitterheden melder sig især i eftersmagen efter en rund, læskende sød indledning.

Og det er lissom det, jeg kan stykke sammen af mine sparsomme, halvvejs ulæselige noter. Ikke desto mindre kan jeg afsløre, at denne øl var den bedste, vi prøvede den aften, og den har både bloggerens og gæsteanmelderens varmeste anbefalinger.

5-stjerner

Baladin Super, Birrificio Baladin (Saufen mit Marcus I)

2016-04-08 18.44.18

Det bedste er emballagen …

Jeg har fortsat overliggende øl fra min fødselsdag, men nu tynder det omsider afgørende ud. Det skyldes, at jeg fik lidt hjælp den anden aften af en gammel ven, der også med jævne mellemrum er gæsteanmelder her på bloggen, nemlig boghandleren Marcus.

Den største hurdle ved de overliggende fødselsdagsbajere var 5 af dem, jeg ynder at kalde selskabsøl. Det er øl, der leveres i så store emballager, at de er egnet til at dele, eller som jeg gerne mere gnavent udtrykker det – de er for store til, at jeg gider drikke dem selv.

Med Marcus’ hjælp fik jeg gjort kål på fire af de fem, og det har jeg tænkt mig at lave et lille tema ud af. Jeg vil kalde temaet “Saufen mit Marcus” – fordi jeg kan, og fordi Marcus ligesom jeg selv er glad for det tyske sprog.

Det var nu ikke kun tysk øl, der var på programmet den aften – dvs. i fredags. Næh, rent faktisk var der ikke én eneste tysk øl blandt de afprøvede, men uden at ville nedgøre mit andet fædrelands ølkultur unødigt, har jeg nu også i min tid som ølblogger måttet konstatere, at det bare ikke er fra den kant de store, afgørende oplevelser kommer.

Flasken er, som man kan se, ganske flot og blæst særligt til bryggeriet. Den plumpe, buttede facon indgyder forventning om noget ganske særligt, og med sin slanke top og brede bund, velsagtens noget, med noget tyngde i.

Det er nu højden, man hæfter sig mest ved til at begynde. Det ‘POP’ det giver, når korkproppen hives op (korkprop i sig selv er jo et adelsmærke for øl) er næsten øredøvende højt, og om muligt mere forjættende end flasken.

Men allerede ved bryggets farve begyndte skuffelsen at melde sig hos aftenens gæst. Hvor man nok forventer noget mørkt og tungt, viser brygget sig tværtimod at være lyst – rødligt, relativt let og ganske svagt karboneret. “Like the dying embers of my enemy’s crushed castle”, som Marcus alligevel spontant causerede, selvom det noget letbenede udtryk ikke huede ham.

Smagen peger bestemt også i en anden retning end emballagens buttede form lader antyde. Det er en fortrinsvis frugtig og småsyrlig øl med bund af abrikos og hints af hindbær, granatæble og ananaskirsebær. Fylden leveres af gæren, der ellers holder sig pænt i baggrunden, som den helst skal. Dertil kan føjes rosiner, sødme af honning og en letbitter eftersmag af hasselnødder.

Selvom typografien antyder ‘fest på middelalderslot en mørk vinteraften’ har brygget meget mere karakter af en mild – men ikke uinteressant sommerøl. I hvert fald så længe, man ikke spørger Marcus, der var anderledes skuffet. Han forestillede sig bryggets smag lagt i lag på et højt stativ, hvor nogen var rendt med stativet – undtagen toppen der bliver hængende som et spinkelt destillat.

Eller som han kort formulerede det “den mangler noget “Oompf”!

Jeg synes nu – en indrømmet misvisende emballage til trods, at brygget stadig leverer en habil oplevelse til …

4-stjerner

Marcus derimod mente, at det eneste fantastiske ved brygget var flasken, der imidlertid udstrålede noget helt andet, end indholdet.

2-stjerner

Jeg tror aldrig, at jeg har været så enig med en gæsteanmelder før. Men det er selvfølgelig ikke noget at blive uvenner over. Blod flyder trods alt tykkere end øl … eller i hvert fald end tyndt øl …

Royal Økologisk Classic, Royal Unibrew

2016-04-06 19.35.39Industriel økologi – især økologi …

Royal Unibrew er gået all in, og har ikke bare lavet en industriel økologisk pilsner, men nu også en industriel økologisk classic. Mig bekendt er det eneste andet bryggeri herhjemme, som jeg ville kalde af industriel størrelse, der både producerer en økologisk pilsner og classicThisted Bryghus. Jeg elsker deres pilsner, mens classic’en er jævnt kedelig.

Nu – godt tyve år efter at Thisted Bryghus fandt på ideen med økologiske standardbryg herhjemme, anser de store bryggerier markedet som klar til at aftage økologiske standardprodukter. Når det kommer til ølbrygning, er det åbenbart ikke de store, man skal forvente, er på forkant. Kvaliteten kan man med al’ god grund ikke have de store forventninger til. Dels på grund af bryggets industrielle ophav, dels på grund af erfaringerne fra andre bryggerier af lignende størrelse, og endelig synes der blandt ølbloggere og -kendere generelt at være en vis modvilje mod økologisk øl. En modvilje jeg principielt ikke deler, selvom jeg vil medgive skeptikerne at der blandt de økologiske produkter kan være lige så langt mellem snapsene, som blandt de konventionelle.

Brygget her gør dog mange af fordommene til skamme ganske hurtigt. Brygget dufter både potent, råt og tungt – og kun meget lidt industrielt, hvis overhovedet. Fylde og sødme forefindes også i form af friske, røde æbler. Visuelt gør brygget det også godt. Skummet er måske ikke det tætteste, men holder til gengæld en flot gylden lød, der matcher bogstaverne på emballagen, hvis grundfarve i øvrigt matcher brygget lige så godt.

Og som om det ikke var nok, så tillader gigantens industribryg sig også at smage godt.

Humlen er både fyldig og markant. Den byder på vådt løvtræ, kaffe og hasselnødder, mens malten yder et nærværende sødt modspil af farinsukker. Eftersmagen halter dog lidt bagefter, men smækker man gummerne sammen et par gange, kan man nu godt fremprovokere den alligevel. Her møder man igen hasselnødderne, der i mellemtiden er blevet småharske. Det er ikke så godt, hvis det er hasselnødder det drejer sig om, mens det i øl giver karakter og øger oplevelsen, såfremt det ikke bliver for markant. Og det er det – som antydet – ikke her.

Så brygget viste sig bestemt at være andet end bare endnu en industriel ligegyldighed. Ikke alene er den et klart mere smagfuldt alternativ til bryggets fornærmende ligegyldige konventionelle classic. Det spiller også nogle rå, uforfinede toner an, som denne blogger i hvert fald forbinder med det økolgiske – og som han også sætter stor pris på.

3-en-halv-stjerne

Clausthaler Classic Alkoholfrei, Binding Brauerei

2016-04-05 17.56.12Så er den heller ikke bedre …

Alkoholfri øl er altid svære at have med at gøre. Alene det, at de er alkoholfri gør altså noget ved smagen, og det er ikke godt. Udfordringen er, om øllet skal anmeldes med skånebrillerne på frem for de vanlige kritiske af slagsen. Mit udgangspunkt har indtil videre været – og vil fortsat være – at øllet skal anmeldes ud fra samme kriterier som alkoholholdigt – ja, man fristes til at sige almindeligt eller måske endda normalt øl. For de alkoholfri varianter skulle jo gerne kunne yde et værdigt alternativ, der udøver en oplevelse af samme kvalitet (men ikke nødvendigvis samme karaktér) som de alkoholdige (ja, jeg stavede bevidst det ord forkert, fordi jeg syntes at det var sjovere sådan). Hvis ikke de gør det, så kan man jo lige så godt drikke noget andet – vand, sodavand eller mælk fx. Noget der smager godt, som der ikke er alkohol i.

Da jeg postede et billede af denne øl i selskab med noget af ældstebarnets legetøj på fjæsen, 2016-02-04 12.11.42fik jeg ellers at vide, at den ikke skulle være en af de værste, når det skulle være uden alkohol. Derfor var jeg da også spændt, da jeg i går aftes endelig nåede til den i rækken af øl, jeg har stående.

Duften lover for så vidt godt. En diskret duft af citrus og en spinkel – omend sprød – snert af humle istemmer forventningerne. Brygget i sig selv syner ikke af meget – det ligner hvad det er – nemlig en lys pilsner. Det er ikke en classic  i dansk forstand – en classic er en wienertype, hvor der er brugt mørkere og ikke sjældent fyldigere malt. Classic skal vist bare forstås som det, det betyder – en ‘klassisk’ øl. En øl efter de gamle forskrifter uden for meget nymodens pjat. Denne øl overholder Reinheitsgebot, og det er vist egentlig sjældent man ser det. De gængse alkoholfri eller -fattige bryg herhjemme er gerne spædet op med aromastoffer, sukker og whatnot. Men ikke i Tyskland!

Og umiddelbart smager det faktisk også af øl, og fx ikke af sæbevand, som jeg stadig så tydeligt husker Tuborgs Super Light for. Godt øl, endda. Faktisk river humlen så frisk lystigt i smagsløgene, at man næsten føler sig hensat til noget amerikansk ale, eller i hvert fald noget med amerikanske humler i.

Men så rammer eftersmagen … eller rettere – den rammer ikke.

Med mindre ingenting er noget. Og ingenting er jo lissom defineret ved, at det ikke er noget, eller noget. Så ingenting rammer, og det rammer hårdt. Smagen nærmest imploderer, eller suges ind i en eller anden smagssingularitet, hvorfra ingen smag vender tilbage. Det sker lige før brygget passerer svælget. Derefter er der ingen spor af brygget længere. Den lavere ølstand i glasset og erindringen om et bryg, der faktisk smagte af noget på vej gennem munden er de eneste hints om, at der engang var en øl.

Og sådan går det – tår efter tår. Det smager godt, når det er cirka midt i munden, og så – antiklimaks. Hver gang.

Det er sandt nok ikke den værste alkoholfri øl, jeg har prøvet. Men den skuffer for meget til at kunne kaldes god. Skulle jeg en dag gå på vandvognen tror jeg stadig, at jeg mht. øl vil gå halal samtidig.

1-en-halv-stjerne

G for Grapefrugt Shandy, Harboe

2016-04-03 17.38.33Mere som vi kender dem …

Fra en overraskende vellykket pilsnershandy … radler … whatever – med citron, og over til en hvedeløl med grapefrugt. Første spørgsmål, som min lille, plagede aspergerhjerne må strides med er, hvorfor mon ‘citron’ partout skal oversættes til ‘lemon’, når grapefrugt for lov til at forblive grapefrugt?

Er grapefruit bare et så meget mindre sejt ord end grapefrugt, selvom der kun er ét sølle bogstav til forskel? Og jeg tænker også på folk, der ikke er gode til engelsk – hvorfor er det så ordet for citron, man vælger at lave helt om, i stedet for at bevare det engelske ord, de fleste der ikke kan engelsk, vil kunne genkende med lethed?

Svaret må blæse i markedsføringsbrisens uforudsigelige vinde. Men i det mindste giver det da mig anledning til at skrive det lille eventyr, der helst skal ledsage mine anmeldelser, for at de også bliver underholdende – hvis ikke ligefrem vedkommende (… okay – kun underholdende) at læse.

Brygget matcher i forbløffende grad emballagens kulør. Frugtkødet er formentlig blended, mast, slynget og på anden vis molesteret – men det er med, og det giver brygget en tæthed som gamle appelsin- eller abrikossodavand.  Grapen møver sig anmassende frem i duften, så man fristes til at håbe på en gentagelse af citronshandyens relative succes.

2016-04-03 17.39.59Smagen er imidlertid ganske tam. Sukker, og ligegyldig grapeessens sjosker uengageret henover smagsløgene, gennemblødt af alt for meget vand. Syntetisk smag og stikkende syrlighed er der også mere af end i citronudgaven. Bryggets hulhed er i øvrigt kendetegnende for hvedeøl, der synes at være det foretrukne medie, når det er grape, der skal blandes i. Hvorfor egentlig ikke prøve at blande grape og pilsner? Hvem ved, måske det faktisk ville fungere?

I betragtning af den store mængde vandsmag i brygget, kan det selvfølgelig ikke nægtes at besidde visse tørstslukkende egenskaber. Bryggets deraf følgende spinkelhed – og – den lange liste af tilsætningsstoffers uheldige indflydelse gør imidlertid, at brygges ikke med rimelighed kan kaldes mere end kedeligt.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme