Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – marts 2016

MurpHill, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus II)

2016-03-23 11.40.47

Bag brygget: Mesteren Mike Murphy himself.

Vintage with a vengeance …

Næste bryg på bordet var noget ganske særligt. Det var ikke første gang Mike Murphy havde brygget på Amager Bryghus. Det havde han også i 2008, hvor resultatet også var en stout – omend ikke en sød én med kokos, men derimod en af de seje, voldsomme og bitre af slagsen, som andre amerikanere også mestrer til UG med kryds og bolle.

Resultatet blev denne ‘Murphill’. Jep – menuen stod nu på en souvenir fra bryggerens sidste besøg 8 år tidligere. Der var flere af bryggerne der blev meget forbløffede, da de hørte, at det gamle, lagrede bryg rent faktisk skulle åbnes og ikke bare stå til pynt i al evighed.

Men de havde hørt rigtigt. Snart var brygget åbnet og flasken gik rundt. Skænkningsteknikkerne varierede fra at holde flasken horisontalt, og så ellers bare vente længe nok, over at blive holdt i en ca. 45 graders vinkel med mundingen pegende ned ad, mens nyderen dunkede på bunden, til at blive hugget med bunden i vejret hårdt ned mod glasset i forsøget på at få det natsorte, tjæretykke bryg ud i glasset …

… eller næsten i hvert fald. Men viskositeten og bryggets tæthed var bestemt ikke af en karakter, man ser hver dag. Helt rent er brygget til gengæld heller ikke – det er brygget med melasse og sirup, og det får man mistanke ikke kun har haft betydning for smag, men også brygget fysiske tyngde.

Duften af tjære – ja, tjære, det er ikke bare en konnotation – vidner om et bryg med rigeligt af bittert og røget, men også sødt og alkoholisk. Smagen er en aromatisk knytnæve af malt, bevæbnet med et knojern af røg, blodet smages som sød lakrids, svedsker og cognac, når den opflænsede tunge mærker efter, hvor mange af tænderne der røg med i slaget.

Efter nogen hovedrysten, hvor man får dirret den værste groggyhed af sig, træder alderen ind. Den viser sig som en noget malplaceret harskhed ved gane og svælg, så boksekampen desværre ender urent og noget langtrukken. Alderen til trods er der dog ingenlunde tale om et ringvrag, men bedagetheden mærkes – og ilten er indtrådt og har allerede ødelagt noget.

Men ikke så meget at bryggets oprindelige storhed ikke stadig kan mærkes i al sin vælde. Desuden er det bare spændende at prøve øl af den alder. Dels fordi det bare ikke er tit, man får muligheden, og dels – i hvert fald i dette tilfælde – fordi lejligheden bare var så ganske særlig. Som en cirkel, bryggeriet gav mig lov til at deltage i at slutte.

Jeg bukker og takker for æren.

5-stjerner

No Rice & Curry, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus I)

2016-03-23 10.59.18En snyder …

Jeg må hellere til det – anmelde de spændende øl, jeg prøvede på Amager Bryghus, da jeg var på besøg for en uge siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine noter ikke blev helt så udførlige som de plejer – der var pludselig så meget forskelligt, der skulle smages – så der er en overhængende risiko for, at anmeldelserne måske bliver en kende mere kompakte end læserne er vant til.

Og måske ikke – jeg er trods alt, hvis jeg skal sige det selv, og hvis jeg sige det selv (hvilket jeg må, for det har jeg lige givet mig selv lov til, og jeg skal det også, for hvem skulle eller skulle sige det andre end mig, når det er min blog) god til at fylde en tekst ud med ligegyldigt, omstændeligt og redundant sludder, så mon ikke det alligevel ender med at lykkes mig at producere en anmeldelsestekst af mere end gennemsnitlig længde … hvis man kigger på anmeldelser på andre ølblogs og aviser og den slags, i.e. Kortere end gennemsnittet af mine egne anmeldelser, vil de nok fortsat være, forudsat at jeg ikke fortsætter med at træde vand på den måde, som jeg gør i skrivende stund.

Selvom bryggeriet angiveligt ikke bruger mange midler på markedsføring, er der jo stadig etiketten at gøre godt med, og de får ikke for lidt hos Amager Bryghus. Nærværende etiket er ganske vist holdt simpelt – en bunke karry på hvid baggrund med matchende skrift – tricket er til gengæld konnotationerne, der myldrer frem.

For min hjerne fjerner allerede fra starten ordet “no”, og den næste linje, hvor der egentlig står “India Pale Lager” læser jeg uvilkårligt som “India Pale Ale”.

Brygget hældes op. Flot citron-til-pomelogult er det med en nydelig klæbrig top af frisk tøsne. Duften er ualmindeligt frisk af skalpelskarp humle – lige som man gerne vil have den, når menuen står på et voldeligt chili/karryangreb fra velkrydret indisk mulje.

Og smagen! Jamen hvor er det dog vidunderligt med sådan en ligefrem, knivskarp og flænsende nåletræsbitterhed. Ganske ren, ganske uforfalsket og usandsynligt lækker. Fylden viger ganske vist lidt midt på tungen, men yder så til gengæld en tørstslukkende friskhed som ville vække liv i selve Saharas tørreste sand.

Og det var på dette tidspunkt, at en af bryggerne kunne fortælle mig, at det jo faktisk var en pilsner jeg nød. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, understreget, fed, kursiv i punkt 500 Courier – mindst. For jeg var overbevist om, at der måtte være tale om en IPA. Men nej – nu gik det op for mig, at det var en India Pale Lager og ikke en Ale …

Bedraget ved markedsføring! Men denne gang var det en ren fornøjelse at blive taget ved den næse, hvori humlen fra det fine bryg fortsat prikkede så lystigt.

Ud over et forførende illusorisk tryllenummer byder bryggeriet også på den bedste pilsner, jeg nogensinde har smagt. Det er excellent på niveauer, jeg dårligt havde forstillet mig – at markedsføring og kvalitet sådan kan gå hånd i hånd? Nu har jeg aldrig!

5-en-halv-stjerne

Besøg på Amager Bryghus

Foto: Brian Lund, Højt Skummende. http://xn--hjtskum-q1a.blogspot.dk/

Foto: Brian Lund, Højt Skummende.
http://xn--hjtskum-q1a.blogspot.dk/

Indtryk og oplevelser fra bryggeriet.

Jeg har ikke ligget på den lade side her i Påskeferien. Faktisk har jeg undtagelsesvis holdt ferie (noget af tiden) i stedet for at gribe enhver chance for at score ekstratimer på mit arbejde. Det kom der også en god ølrelateret oplevelse ud af – en meget god én endda. Så god var den faktisk, at jeg i sidste anmeldelse også omtalte den, endskønt den i indlægget omtalte øl ikke havde noget med oplevelsen af beskaffe, eftersom øllet blev prøvet tidligere.

Jeg tænker selvfølgelig på Askeonsdags besøg på Amager Bryghus.

Jeg blev inviteret af brygmesteren, Henrik Papsø selv, i anledning af et besøg af gæstebrygger Mike Murphy fra Lervig i Norge. Mike Murphy selv har været omkring mange forskellige bryggerier – herunder hedengangne Brøckhouse herhjemme. Han er vist lidt af en legende i Skandinavien. Det er altid spændende at møde legenderne i levende live – især når de som Mike Murphy  – viser sig at være helt nede på jorden, flinke, rare, venlige og i bund og grund ligesom andre flinke, rare og venlige mennesker man kender, der ikke er legendariske bryggere – eller for den sags skyld legendariske et eller andet andet.

Venligheden og snakkesaligheden selv var han – et overflødighedshorn af tip, ideer og anekdoter, der også meget gerne lyttede til input fra de hungrende masser, der var kommet for at øse af mesterens visdom. Ud over mig selv bestod de hungrende masser af Brian Lund, der har ølbloggen “Højt Skummende“.

Snart fik vi lov at kigge ned i mæskekarret, hvor alle sukkerstofferne blev trukket ud af malten på det bryg, der netop var sat over. Herefter stod den på rundvisning ved brygmester Papsø hamselv. Rundvisningen handlede meget om bryggeriets begrænsede plads  – og det gjaldt ikke bare grundplanet, men også de udfordringer, den vertikale dimension byder dem. Bryggeriet ligger i en kælder med lavt til loftet, hvilket giver nogle udfordringer i forhold til brygtankenes størrelse og især højde. Oprindeligt var lokalet indrettet først som bibellager med bibelpresse, siden flyttede Scientology ind, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var enstemmighed om, at den nuværende brug af lokalet var bedre end de tidligere.

Bryggeriet emmer af begejstring og engagement på en måde, man alt for sjældent oplever i en tidsalder, hvor al’ forretning synes kun at handle om uhæmmet vækst og profit. Det er lysten til at lave nye og spændende øl, der driver værket. Og de begrænsede faciliteter udnyttes ikke bare til det yderste – snarere vendes begrænsningen til en fordel, som en tilskyndelse til at gøre det så godt som overhovedet muligt hver gang. Med den begrænsede kapacitet kan det ikke tillades, at der laves noget juks!

Og det  bliver der så sandelig heller ikke, skulle næste etape af besøget vise sig. Det var en præsentation af bryggeriets øjeblikkelige udvalg – og man måtte gerne smage.

Her følger en liste over, hvad der blev afprøvet. Anmeldelser følger selvfølgelig senere.

No Rice & Curry, en India Pale Lager

Murphill, en otte år gammel stout, brygget af gæsten selv.

Marry me in Rio, en Cream Ale med en flot etiket.

TODD, en India Pale Ale – også med en flot etiket.

Det var i øvrigt en Coconut Stout, der tidligere var blevet sat over til mæskning. Nu var det blevet tid at tømme mæskekarret for maltrester. Der var flere hundrede kilo, der skulle hives ud af tanken med en skraber. Mike Murphy tog fat, og da størsteparten af det brune granulat var hevet ud, fik jeg selv mod på at prøve lidt (se billede). Altså – når nu bryggeriet var så søde til at lade mig smage og vise rundt og fortælle anekdoter, var det mindste jeg kunne gøre vel at hjælpe lidt til …

Da forstod jeg pludselig, hvorfor bryggere har en slående lighed i deres fysiske fremtoning med udsmidere. Der er ikke noget at sige til, at man bliver bred over skuldrene af den slags arbejde. Den væsentligste forskel i den fysiske fremtoning mellem bryggere og udsmidere er subtil, men ikke desto mindre altafgørende. Den ligger i, hvilken vej mundvigene vender. Hos udsmidere peger disse typisk lodret ned i jorden, mens de hos bryggere peger i den stik modsatte retning. Forskellen er ikke stor, men gør alligevel hele forskellen, når man kigger bagom det rent fysiske. Forskellen er altafgørende for, at jeg ikke kan fordrage den ene men elsker den anden slags mennesker … men jeg ville aldrig prøve at lægge arm med nogen af dem.

Endelig blev kokosmassen tilsat, og derefter fulgte frokosten. Endnu engang med et bredt udvalg af øl fra bryggeriet til rådighed, så vi ved selvsmag (ja, det må det vel hedde, når der ikke bare er tale om syn – vi nøjedes jo lissom ikke med at kigge på øllet, vel) kunne slå fast, at brygmesterens lovprisning af øllene langt fra var idel selvsmiger, men snarere ydmyg og forsigtig ros.

Efter dette drog jeg atter hjemad. En stor oplevelse, mange indtryk og flere gode ølerfaringer rigere.

Og øllene – dem skal I nok komme til at høre mere om i de kommende indlæg.

Hitachino Nest Beer Espresso Stout, Kiuchi Brewery

2016-03-22 19.40.04– og et kritisk hængeparti …

De, som følger bloggens side på fjæsen vil vide, at jeg i onsdags var på rundvisning i Amager Bryghus. Det var en så fantastisk oplevelse, at der desværre kun er klichéerne tilbage at beskrive det med – overvældende, øjeåbnende, fantroligt, utastisk … og da det altsammen ryger ind ad det ene øje og ud af det andet, og læseren højst tænker “ja ja, kom nu til sagen” har jeg kun den slatne mulighed tilbage at understrege, at det så gu’ var et for vilderen-agtigt oplevelseseventyr af den totalt opturslignende slags, eller noget, sådan at selv de unge kan forstå det.

Og en detaljeret rapport skal I nok få. Dagens anmeldelse angår imidlertid en øl, jeg nød tirsdag aften – altså før besøget på Amager Bryghus. Køen af øl, der skal anmeldes er, næppe overraskende nu hvor der er et bryggeribesøg imellem, blevet temmelig lang. Heldigvis er mit største problem et af førsteverdenstypen.

Brygget her købte jeg i Fish & Beer på Amagerbrogade som én af mange for et gavekort, jeg fik til butikken til min 40-års fødselsdag. Ja, hin novemberdag spøger stadig, og der er fortsat en anden kø, der venter. Men jeg må nok hellere tage det, jeg allerede har prøvet, først.

Brygget er japansk – og i det fjerne østasiatiske land, har jeg indtil videre kun været én gang før – altså, fysisk har jeg aldrig været der, men deres øl har jeg anmeldt en gang før, ikk’ å. Det var faktisk ikke helt så kedeligt som forventet, men når forventningerne er afstemt efter et ølmarked, man skal rejse til Tyskland for at finde mere konservativt, så bliver det så meget desto nemmere for virkeligheden at overgå forventningerne. Her er der imidlertid tale om et egentligt mikrobryg – et marked, der også i Japan er på vej frem – og så kan man undlade at tage højde for konservatismen så længe.

Som kaffe-stout gør brygget det godt fra start. Ved åbning breder sig en tyk em af natmørk chokolade med mocca sig ud i lokalet. Som en god stout lader brygget sig kun modvilligt skænke, og man ærgrer sig lidt over at ens dejskraber er for bred til komme ind i flasken, så man kan få det hele med ud. En nydelig caffe-latteskumtop kroner brygget – visuelt mangler der bestemt ikke noget.

I smagen fylder kaffen mest. Jeg krummer kortvarigt tæer af frygt for, at den gode smag skyldes gode blandeevner og ikke brygevner. Afvigelsen fra den tyske standard giver uanset overtrædelse af reinheitsgebot både velsmag og fylde. Og så er der jo også andre indslag til stede – det ristede og røgede træder frem i eftersmagen, og lader man brygget hvile før nedskylning træder det søde også frem. På en baggrund af ahornsirupessens smager man søde æbler ved gummerne. Lækrest forbliver dog brygget formidable fylde, der giver fornemmelse af et bryg, der skal tygges – som skrå eller sejt kød.

Fordommen om japanere som nogle, der har styr på alt og det samme under kontrol lever fortsat i bedste velgående. Derfor forbliver det også et venligt hyggebryg, hvilket der i sig selv ikke er noget galt med, selvom gamle anarkister som jeg selv, måske godt kunne have haft lidt mere rå vildskab. Men fred være med det.

5-stjerner

Proud Hornsleth Blonde Ale, Stronzo

2016-03-19 18.29.10Som etiketten siger …

Som jeg fik nævnt, da jeg anmeldte dette brygs lyse broder modtog jeg i alt 3 forskellige øl fra den venlige giver, Lars. Med i pakken var – udover to spændende Stronzo-øl – også hans fremragende hjemmebryg. Det første Stronzo-bryg var mere spændende end egentlig fremragende, og nu må vi se om nærværende bryg kan træde til og redde æren for det hedengangne bryggeri.

Brygget er en Blonde Ale, og hvordan det helt præcis adskiller sig fra en Pale Ale, må guderne – eller endnu bedre, bryggerne – vide. Man er som altid velkommen til at smide et begavet svar i kommentarerne, eventuelt også et ubegavet, hvis det til gengæld er underholdende.

Lyst er brygget i hvert fald uanset hvad, og forfriskende grumset af rigeligt restgær. Skummet gør omvendt sparsomt væsen af sig. Det er mere at betragte som brus over det pomelogule bryg. Duften er syrlig, nogenlunde humlet og ganske som etiketten angiver – tør – i udtrykket. Inspireret af vinflasker, har Stronzo på bagetiketten angivet skalaer for både farve og smag, hvor brygget her er placeret helt ude til venstre ved det lyseste og det tørreste – modsat det sødeste. Jeg savner en skala for bitterhed, der giver bedre mening, når det er øl man har med at gøre.

Der er nu også en vis syrlig vinøsitet over bryggets finish og aroma, der gør skalaen velvalgt. Jeg husker også svagt noget om, at øl, der smagte som hvidvin var det nye sort for en lille håndfuld år siden. Uanset om der er tale om øl eller vin, foretrækker jeg nu smagen et stykke væk fra det allertørreste, sådan som brygget er her.

Ud over markant syrlighed får man mistanken om oxidering på grund af bismagen af vådt pap. Heldigvis er det ikke så voldsomt, at det ligefrem ødelægger oplevelsen af lime og frisk græs, der sådan set vederkvæger adækvat. Til gengæld savner man fra starten rigtig bitterhed fremfor den antydning af harskhed, der er alt, gæren kan frembringe.

Sidste salgsdato for dette bryg var også tilbage i oktober. Den virker mere påvirket af det, end Proud Hornsleth Brown Ale var det, men alligevel ikke mere, end at jeg ikke tror, at jeg ville have været synderligt mere imponeret af brygget, hvis det ikke var påvirket af den ekstra lagring.

Stronzo-bryggene var og forblev altså mere spændende end egentlig gode. Hjemmebrygget er og forbliver det suverænt bedste i den pakke. Uanset hvad, skal Lars have stor tak for to spændende og ét rigtig godt bryg.

2-stjerner

De 3 bedste øl, jeg har prøvet.

… og en forglemmelse …

Jeg fik faktisk skrevet den sidste anmeldelse – min anmeldelse af bryg nr. 700, Ole Wolf/GravølsSvartsot‘ – så hurtigt, at jeg jo helt glemte at fortælle, at ‘Svartsot’ jo ikke bare er navnet på en hjemmebryg. Det er faktisk også navnet på et ganske udmærket dansk metalband. Officielt (i.e. iflg. Wikipedia) spiller de folk-metal, men af den særlige type, man i vores del af verden nok ville kalde Viking-metal. Forsangeren growler på dansk – det er faktisk det eneste band jeg kender, der gør det (men der skal nok være flere) og det fungerer overraskende godt.

Men det er jo ikke bare derfor, jeg har sat mig til tasterne for at skrive noget, der ikke er en anmeldelse. Jeg blev på min private (men offentlige) profil på fjæsen spurgt, hvilke der er de tre bedste øl, jeg har prøvet. Det tog mig ikke lang tid at finde de tre, det nok må dreje sig om. Det var faktisk ikke særlig svært, når man nu har sat sine anmeldelser i system: Jeg klikkede på linket til 6-stjernede anmeldelser, og på den måde blev 700 øl meget hurtigt til de kun 13, der i skrivende stund kunne vælges imellem. En af de klareste fordele ved at have en ølblog er, at man husker de øl, man har prøvet – og selv hvis man ikke husker dem, kan man ret nemt komme til at huske på dem igen. Anbefalingen til at starte en ølblog er hermed videregivet.

Jeg har valgt at spadsere en tur ned af hukommelsesstrædet i anledning af det flotte runde antal anmeldeser. Det kunne være, jeg skulle gøre det til en vane, at skrive noget generelt af denne karakter, når mine anmeldelser runder et interessant antal.

2013-05-03-18.03.15Nr. 3 – Narwhal, Sierra Nevada

Ja, jeg tager dem i omvendt rækkefølge, for først at udløse spændingen til allersidst. Den tredjebedste øl, jeg nogensinde har prøvet, må være californiske Sierra Nevadas kompromisløse og voldsomme stout ‘Narwhal‘. Et Lovecraftsk monster, der med sin overordentlige kraft- (og smag-)fuldhed overtager én, indgyder én med overmod og får én til at gøre tåbelige ting efterfølgende. En øl, der ikke kan anbefales, hvis man er i umiddelbar nærhed af netadgang. Smagen? Branket af selve helvedes flammer og smagt til med tran fra Leviathan selv. En bombe af temperamant og velsmag, forfriskende kompromisløs, sværttilgængelig og ikke for de sarte.

Nr. 2 – Hophorn, Hornbeer2014-07-09-17.50.17

Hornbeers IPA, som jeg prøvede i 2014 er hinsides alt, hvad jeg har prøvet af IPA før eller siden. Når alt kommer til alt er IPA nok den type øl jeg bedst kan lide – hvis jeg absolut skal udpege en type … “Jamen hvorfor er det så ikke den bedste øl, du har prøvet” spørger læseren nok med tungepidsen godt begravet mellem undermundstænderne og underlæben – sådan som kun Peter Kær kunne gøre det i den hedengangne børneudsendelse ‘TV-Pil‘. Hornbeer er måske nok en IPA, men det kniber noget med P’et, idet brygget er næsten lige så sort som brygget på 3. pladsen. Til gengæld eksploderer smagen, så man frygter hovedet må sprænges – og der er ikke kun bittert men også rigeligt af det søde, som alt for mange IPA’er ofte glemmer. Især smagen af rosenblade glimrer ved sit nærvær. Det er en smag, jeg lærte at kende i Taiwan, hvor jeg fik rosenbladsis (altså vi snakker her om blomsten – ikke insektet). Kan kun anbefales – både til dem, der elsker kompromisløse IPA’er, og til dem, der også kan lide IPA’er, der ikke bare er tæskebitre, men også noget andet samtidig. Jo, det kan lade sig gøre både at blæse og have mel i munden.

028Nr. 1 666 Black Damnation, De Molen

Ja, den har jeg vist også fremhævet et par gange før … hollandske De Molens lille håndholdte helvedeseleksir med det ellers kun antydningsvis prætentiøse navn “666 Black Damnation“. Den forbliver den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet, og det ændrer det sikre faktum, at det ikke er en IPA ikke det mindste ved. IPA er ikke det eneste, jeg holder af – faktisk har jeg det med øl, som jeg har det med musik, at der nok er noget i hver eneste stilart, jeg kan lide … Og så alligevel er der ufatteligt langt mellem snapsene, når det gælder hvede- og alkoholfri øl. Det er lidt som jeg har det med R&B og EuroDance. På samme måde har jeg en fornemmelse af, at der er kortere mellem de kedelige stouts end der er mellem de mislykkede IPA’er – og dermed vinder IPA’erne det endelige løb, mens denne altså tager prisen på kongeetapen … ja, engang så jeg cykelsport … det er jeg i mellemtiden holdt helt op med.

Brygget her kan vist ikke fås i handlen længere, men jeg husker stadig smagen af fyldig marcipan, natsort chokolade og Speyside single malt-whisky (de milde). Fuld knald på smagen var der, men når alt kommer til alt var det faktisk mere en venlig og sød dessertøl, end et aggresivt monster som nr. 3. Denne vinder alligevel – på ren velsmag.

Vel – nu ved i, hvilke øl de 3 bedste øl, jeg har prøvet i bloggens levetid er. Jeg er ikke bange for at påstå, at de nok også er de bedste øl, jeg nogensinde har prøvet …

Hvilke er de bedste øl I har prøvet? Fortæl det gerne i en kommentar – så smider jeg et link til den, hvis jeg selv har anmeldt den på bloggen. Ellers tager jeg det som en fremtidig anbefaling.

Svartsot, Gravøl

2016-03-15 19.48.56Nr. 700 – et skarpt hjørne rundes …

… og den slags skal jo gå festligt for sig. Men jeg synes ikke der er meget at holde fest for. Klimaet lider mere end nogensinde før, EU ligger på knæ for det mest autoritære og massemorderiske regime, Europa har set i årtier (ja, det er Tyrkiet, jeg tænker på) og herhjemme har vi en kynisk, hvis ikke direkte sadistisk højrefløj, der financierer skattelettelser til dem, der i forvejen har røven fuld på bekostning af de allersvageste.

Verden brænder under fødderne på os, og der er vitterlig ikke meget at råbe hurra for – det er også derfor, jeg har valgt en øl, med et dystert tema som markør for, at alle tal i tælleren endnu engang er skiftet her på bloggen.

Geniet bag er hjemmebryggeren Ole Wolf, der brygger sin øl under navnet ‘Gravøl‘. Her er der tale om en Russian Imperial Stout, altså den øltype, som vi forleden prøvede hos Hornbeer, og som de hellere ville have, skulle være en mere bitter Imperial Porter, selvom de kaldte den en Russian Imperial Stout – det kan man læse mere om her.

Her er der imidlertid tale om den ægte vare … altså måske lige bortset fra, at brygget faktisk forlader flasken lidt for let. At det ellers ligner afbruset cola er nogenlunde i tråd med stilen. Absolut ingen skum – kun natsort – ja, her ville jeg gerne have skrevet pløre, men viskositeten peger mere i retning af noget mere tyndbenet, end hvad man egentlig forventer af en Russian Imperial Stout.

Det er jo heldigvis ikke det visuelle indtryk, endsige viskositeten, alene der bestemmer en øls kvalitet. Duften får lynhurtigt hele brygget på ret kurs igen med en tung, gennemtrængende alkoholisk sødme af figner, farinsukker og fernet branca (og det endda næsten uden planlagt alliteration.)

Brygget smager af … hostesaft.

Ja, det er fascinerende som dufte og smage kan aktivere gamle minder. Ifølge Trivial Pursuit er lugtesansen vist den første, der overhovedet aktiveres hos mennesket, og derfor har netop den sans en evne til at vække minder som ingen andre. Det tog lidt tid, men vejen gennem min hjernes knudrede synapser var lige så sikker som den var lang. Minder om medicinskabet i mit barndomshjem, på badeværelset i stueetagen lige over toilettet blev loaded fra arkivet uden den mindste fejl eller slid på filen.

Min præcise alder, kan jeg ikke huske – men jeg har højst været 10 år eller deromkring, da jeg sidste gang fik hostesaft. Men smagen – og ikke mindst mindet om den – blev omgående vækket til live at denne øl.

Og det er såmænd ikke for at ville sige noget grimt om øllet. Ligheden med hostesaft i kombinationen af mild bittersnaps, anis og lakrids er blot slående. Fylden er, på trods af bryggets tynde viskositet, helt i top, ligesom alkoholstyrken, der giver en let svimmelhed allerede efter et par slurke. Bryggeren har da også tilsat sukker, for at gøre øllet ekstra stærkt – der er ikke megen tvivl om, at det lykkes meget godt.

Det er lige som en Russian Imperial Stout skal være. Brygget nydes bedst i små nip, og at den får temperatur undervejs gør slet ingenting. Den slags stærke bryg skal helst nydes kælderkolde og faktisk hellere ved stuetemperatur end køleskabstemperatur. Selv i den regulære mængde jeg modtog den i – 0,33 liter, var der til hele aftenen.

Tak til Ole for (endnu) et fantastisk hjemmebryg. På trods af dets mørke formår det at lindre og lyse op i en ellers mørk og truende tid.

5-stjerner

Humle Classic, Humleekspressen (2 øl på 2 værtshuse II)

2016-03-11 22.14.43

Godt standardvalg …

Hermed følger anden del af beretningen om min tur ud i det pulserende københavnske natteliv.

Jeg havde jo dårligt tømt min Guinness før Gedved nødede mig til at tage med på Nørrebro. Som jeg har fortalt ved tidligere lejligheder har jeg selv boet i området engang. Det var sidst, jeg flyttede fra Amager, og det var ikke noget særligt godt bytte, så jeg var naturligvis noget loren ved det.

Men det lykkedes Gedved at få mig overtalt, da han fortalte hvor på Nørrebro vi skulle hen. Amager Boulevard 50 – et nystartet værtshus ved navn ‘Sorte René’. Det var ikke uden grund, at det lige netop skulle være dét, der fik mig overtalt. Værtshuset bestyres nemlig af en mine gamle venner fra min tid som punker. Og selvom beværtningen kun har få måneder på bagen, syntes jeg alligevel, at der er gået alt for lang tid uden at jeg havde besøgt den.

Så jeg greb dagen og tog af sted – også selvom jeg måtte ud på Nørrebro i processen … Men okay, modstræbende indrømmer jeg, at jeg da også har haft en række (for ikke at sige ret mange) gode stunder på Nørrebro, men Amager er nu engang #1!

Sorte René ligger centralt lige ud til Åboulevard (ja, Åboulevard, ikke Åboulevarden – den ligger i Aarhus), så det er nemt at komme dertil med bus … men bussen kører man selvfølgelig ikke med, så længe de kører rundt med nazistiske reklamer, så indtil de kommer ned, kan man tage metroen til Forum st. og gå derfra.

Der er ikke bare tale om et værtshus, ikke bare en bodega, men en bæverding, om der nogensinde fandtes en sådan. Der er intet skilt ud over en nødtørfdigt iturevet lap papir på døren, hvorpå navnet hastigt er kradset ned. Indenfor mødes man faktisk af dybere mørke end Åboulevards oplyste asfalt. Luften er tyk – dels af røg fra billardlokalet, der er indrettet som rygerum – dels af den gode, hyggelige og intense stemning de mange gæster i det lille lokale skaber.

Væggene er mørke, inventaret arrangeret … om ikke hulter-ti-bulter så i hvert fald ad hoc efter hvordan klientellet lige mener, det skal stå. Der er ingen overordnet plan – heller ikke med præcis hvilke borde eller stole, der skal være. Der er flere forskellige stilarter og fabrikater. Man kan godt se, at stedet drives af en svoren punker, og associationerne til Dumdomshuset på Magtvej niogstress undslår sig ikke. Ét stykke fast inventar, der ikke bliver flyttet rundt på er der dog. Et stort hvidt flygel pryder det ene hjørne, og krofatter selv har forsikret mig om, at der spilles både Rag Time og Jazz på det med jævne mellemrum.

Baren fylder godt, så dér er der masser af høje stole at sidde ved, foruden god betjening og et øludvalg, der måske nok afslører, at vi ikke befinder os i ølbar-hipsterzonen mellem Amager og Nørrebro, men snarere i klassisk bodega-land. Udvalget er, hvad man kan kalde mainstream uden at det bliver kedeligt. Fadølshanerne byder på en enkelt specialøl – Bryghuset Braunsteins Brown Ale, samt en Pilsner og en Classic fra Humleekspressen (som jeg prøvede). På flaske faldbydes en række interessante – omend almindeligt kendte – specialbryg, herunder A-Z Ale no. 16 fra Refsvindinge og gode gamle Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.

Stedet skal opleves for sin på én gang kaotiske og hjertevarme Gemütlichkeit. Behøver jeg sige, at musikken også altid er i top? For selvfølgelig er den det, når klientel og lokation ellers er som her beskrevet. Mine varmeste anbefalinger til et af Nørrebros nye bodegaer – garanteret uden hipsterpis og med rimelige priser  – er hermed givet videre.

2016-03-11 22.14.38Jeg kunne skrive meget mere om både Café 5-Øren, som vi besøgte i sidste indlæg, og om Sorte René. Den øl, jeg fik på Sorte René, til gengæld, har ikke været nem at indhente informationer om. Bryggeriet skulle angiveligt hedde “Humleekspressen”, men hjemmesiden af samme navn, ser ud til at være en distributør, der har mange flere brands på lager end dét ene. Så om det egentlig er bryggeriet, jeg har fat i, er jeg slet ikke sikker på, endskønt Untappd også angiver “Humleekspressen” som bryggeriet bag.

Betegnelsen som Classic er der dog ikke meget at tvivle om. Brygget er tonet mørkere end de jævne pilsnerbryg, man er vant til. Det dufter ikke af meget, hvis overhovedet af noget. Men det kan skyldes luften på Sorte René, der som antydet er en antydning præget af stedets rygeafdeling.

Smagen formår dog at overraske … en smule. Brygget lægger sig ganske vist i strømmen af almindelig brygstandard herhjemme – men det er i forfeltet #af samme, vi finder denne øl. Fylden er adækvat og brygget byder på lidt mere karamelsmag, og lige en berøring af mere humle, end man er vant til. Der er lagt en dæmper på de industrielle karakteristika – brygget smager forfriskende lidt af vand, og der er heller ikke dårlige overraskelser af surhed, metalsmag eller syntetiske indslag.

I valget af standardclassic har værtshuset valgt ikke at springe over hvor gærdet er lavest, og bare gøre som man plejer – og det er endnu en grund til, at dette værtshus helt klart  besøges, hvis man alligevel frekventerer København N.

Jeg afsluttede aftenen med en Limfjordsporter. Og den var trods alt bedre, men den er også en urimelig sammenligning med det meste andet øl.

2-en-halv-stjerne

Allendale Pale Ale, Allendale Brewery (2 øl på 2 værtshuse I)

2016-03-11 20.04.09Så effektivt simpelt …

I går gjorde jeg noget, jeg kun meget sjældent gør – jeg tog på druk. Lokket af min gode ven Gedved startede turen på Amager, og gik senere videre på Nørrebro til i alt to forskellige værtshuse. Dette indlæg og det næste vil ud over en anmeldelse af en ny øl på hvert værtshus også handle lidt om beværtningerne som ramme om ølanmeldelsen.

Denne øl, som var den første jeg prøvede på hele aftenen, blev skænket og nydt på Café 5-Øren. Der er en beværtning i hjertet af Amagerbro på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Amagerbrogade. Lokalet er lyst, røgfrit og med inventar og klientel fordelt jævnt over lokalet efter en tilrettelagt skabelon. På forunderlig vis undgår værtshuset alligevel at blive det mindste pop- eller hipstersmart. Café 5-Øren illustrerer, at et værtshus faktisk kan være hyggeligt, uden at det luften behøver være tæt som tjære og væggene så sorte som en kokskælder ved midnat med strømsvigt.

Prisniveauet er om ikke SU-venligt, så i hvert fald langt fra uforskammet. Man kommer selvfølgelig til at betale lidt ekstra for etablissementets lille men varierede og gode udvalgt af inden- og udenlandske specialøl – men en 50’er for sådan én her og 52 for den Guinness, jeg nød efterfølgende, er langt under, hvad man betaler i indre by og andre slige steder.

Beværtningen er i øvrigt et udpræget Fremad Amager-sted, og det er også mødestedet forud for fangrupperingernes busture ud i provinsen (eller over på den anden side af Vejlands Allé) når holdet spiller på udebane. Ud over øludvalget er musikudvalget også exquisite. Der er altid god musik på anlægget. I går aftes stod den fx på AC/DC, Dire Straits og Pink Floyd … så kunne den aften jo lissom ikke være skudt bedre i gang.

Jeg kan allerede nu afsløre så meget, at brygget her fortjener et ordentligt værtshus som 5-Øren at blive skænket i (selvom glasset måske var lidt lille). Skumdannelsen og -klistringen er det småt med, men hvad den ikke har i skum, har den i sin flotte, orangegrumsede kulør.

Ligesom skummet, halter bouqueten … eller også var brygget måske bare lidt for koldt til at kunne afgive en ordentlig odeur. Den lave temperatur gjorde imidlertid ingen skade på smagen. Her blev der budt på ligefrem, knastør, skarp og sprød humle af den mest udsøgte slags. Jeg kunne nævne fyrrenåle for at have noget at sammenligne med, men når alt kommer til alt smager de her lækkert krasbørste pale ales jo bare af – lækkert krasbørstige pale ales. De smager af sig selv, og enhver sammenligning med noget andet er bare efterrationalisering og i sidste ende vildledning.

Brygget har mine varmeste anbefalinger – ligesom værtshuset, den blev skænket i. Kig ind. Bartenderne er også søde og flinke. Der er rigeligt med husrum og endnu mere hjerterum.

5-stjerner

Ask Juleurt, Næstved Bryghus/Excellent wine

2016-03-08 17.21.19

Rigtig godt blandet, om ikke andet …

Jeg er nået til den femte og sidste øl i rækken af (ikke helt så) eksklusive øl fra brygsamarbejdet mellem Næstved Bryghus og Excellent Wine udviklet (men ikke udelukkende) til Hotel og Restaurationsbranchen. Jeg har valgt at drikke dem i den rækkefølge, der fremgår af den lille etiket på flaskehalsene, og det er udelukkende derfor, jeg slutter af med den i forhold til årstiden suverænt mest malplacerede af bryggene – nemlig denne ‘Juleurt’.

Juleurten er i virkeligheden en urt ved navn Hjulkrone – ifølge bryggeriet “en gammel lægeurt, som man mente styrkede hjertet og lindrede luftvejene”. Meget mere har jeg ikke selv orket at grave frem, men konstaterer ved almindelig søgning, at den er væsentlig nemmere at indhente mere viden om, end den flygtige Sarurt.

Brygget er, ganske som bryggeriet ellers skriver, ganske mørkt, brunt og så i øvrigt med et ganske fyldigt, om ikke særligt højt, gyldent skum. Duften er krydret med antydning af nelliker og anis, samt bitterhed af kaffe. Brygget er ud over hjulkronen tilsat stjerneanis, kanel og appelsinskal, så den krydrede duft kommer ikke som nogen overraskelse. Og hør nu kæphesten vrinske idet jeg kundgør, at det ville have været mere imponerende, om en sådan krydret duft kunne have været frembragt ved brygkunst alene.

At dømme på smagen, er det stjerneanis, der fylder mest i urten. Her ligger smagens tyngde, og den komplimenteres nydeligt af varm kaffe på nøddebitter bund. Ved bagtungen indtræder et kraftigt, næsten brændende alkoholelement med noter af lakrids. Som en mild Jægermeister snarere end en kras Gammel Dansk.

Jeg kommer til at tænke på dengang på Roskilde Festival – i 2003, er jeg ret sikker på det var, hvor jeg og Gedved gik på opdagelse på teltpladsen lørdag nat, og rendte ind i nogle tyskere, der hældte jægermeister på os, som en landmand fra ‘Bæredygtigt Landbrug’ hælder gylle og miljøgift i vores drikkevand og vandløb … uden videre sammenligning i øvrigt, da jeg ikke er ét sekund i tvivl om, at bemeldte tyskere til enhver tid var bedre selskab end landmænd fra bæredygtigt landbrug.

Ja, undskyld afstikkeren, men jeg så mit snit, både til at vække gamle, gode minder og sende en stikpille af sted til Bæredygtigt Landbrug. Den slags (både det første og det sidste) skal man endelig ikke gøre for sjældent.

Brygget slutter af med et sødt skud rørsukker. Det er sjældent et bryg slutter af på den søde fod, og i det hele taget er det et bryg, der byder på en fuldmoden smagsoplevelse, og tilpas mange gode overraskelser undervejs.

Det er om ikke andet rigtig godt blandet – og vel egentlig også ganske velegnet ved juletid. I det hele taget er den egnet i den kolde og mørke tid, hvor man kan lune sig ved dens varme krydderier og venlige fylde.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme