Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: februar 2016

Brrkaaa, Kabinet

2016-02-24 17.14.29Der tog jeg fejl …

Bryggene fra Serbiske Kabinet, som jeg fik i fødselsdagsgave, fortsætter med at gøre godt, kan jeg allerede afsløre. Udfordringen er til gengæld, at den undervisning i serbisk, jeg har modtaget – altså ingen overhovedet – gør det til noget af en udfordring at blive klog på øllet via etiketterne.

Det førte til en misforståelse, som jeg først i sidste øjeblik fik afværget. Ikke at fejltagelsen ville have været fatal. Det er sjældent de store ulykker der sker, hvis man fejlbedømmer en øl. Tværtom viser min fejlbedømmelse her, hvordan øltyperne, skønt de er milevidt fra hinanden i tradition, historie og brygteknik, alligevel kan ligne hinanden.

Min første indskydelse var, at det måtte være en pilsner. Brygget duftede så dejligt af klassiske, tyske pilsnerhumler, med noter af både tørt hø og frisk græs. Og jeg tænkte straks, at det da også var længe siden, jeg sidst havde prøvet en god pilsner. Selv ved Residents-koncerten for lidt tid siden, tror jeg ikke, jeg drak en pilsner (endsige en god én). Jeg valgte den én tand mørkere wienertype, eller classic, som den kaldes nu om dage. For at finde noget, der minder om pilsner, skal jeg tilbage til 1. februar, hvor jeg prøvede Rækker Mølle Bryghus‘ Julebryg – og den var endda kun akkurat over middel.

Denne øl kunne også godt ligne en pilsner – den appelsinorange farve var rigtig, mens gennemsigtigheden godt nok manglede. Men jeg har prøvet ufiltrerede pilsnere før, så det var ikke dét. Skummet derimod var måske lige en tand kækkere, end hvad man oftest ser ved pilsnere – og højere, tættere og måske endda hvidere. Her burde jeg have standset op og tænkt mig om. I virkeligheden standsede jeg jo også op. Men det var bare for ikke at spilde øllet, når skummet voksede op over glaskanten. Det var det der med at tænke, jeg glemte.

Smagen gjorde altså heller ikke det store i retning af at afkræfte min hypotese om, at det måtte være en pilsner, jeg sad med. Karsk fylde, frisk bitterhed og en humle så sprød som cornflakes uden mælk fik mig til at tænke, at det var vel nok en af de friskeste pilsnere, jeg nogensinde havde prøvet.

Humleelementet var måske nok ovre i den friske, luftige ende, hvor pilsnerhumle er mere tung. Men jeg fandt ikke, at afvigelsen fra pilsner var så afgørende, at den behøvede at være, ja – afgørende.

Det var vel først da et fjernt element af røg begyndte at melde sig, at mistanken om, at jeg havde taget fejl af øltypen begyndte at vokse. Begejstringen fejlede intet – for den fornemmelse af ‘ren røg‘, som jeg mærkede for et par anmeldelser siden, blev omgående slået med flere længder. Her var den så subtil, og alligevel nærværende, med smag af den velafkølede røg, som man vil kende, hvis man engang har røget bon. Og dét er i hvert fald også meget længere siden, end det er sidst, jeg drak en god pilsner. Det kan jeg sige med sikkerhed, da jeg næppe har røget tjald passivt siden jeg startede ølbloggen.

Men det var i hvert fald her, jeg erkendte, at det nok ikke var en pilsner, jeg stod med. Jeg valgte last resort – det sidste sted, jeg går hen, hvis jeg virkelig ikke aner, hvilken slags øl, jeg står med i hånden. Øllets navn kunne især ikke bringe mig på sporet, så jeg gik ind på Untappd …

En American Pale Ale, simpelt hen … Brygget i Serbien, ja, så kan man jo diskutere, hvor ‘American’ den egentlig er, men som stil har den jo selvfølgelig sit kulturelle og geografiske ophav, samt sin helt egen fine, sprøde, smagfulde og ikke for bitre karakter. Og som sådan fyldte denne øl jo genren ud, og endda en smule til.

Jeg erkendte på stedet, at min opfattelse af brygget som pilsner var fejlagtig, og så kom jeg videre. Jeg så ingen grund til at holde fast i det, jeg udmærket vidste var forkert for derved at holde fast i noget, der var mindst lige så meget en løgn over for mig selv som mine læsere. Næh, hvad der kommer ud af fastholdelse i for længst afslørede lodrette løgne, kan man hygge sig med at observere i disse dage på DR2 og TV2 News, når de rapporterer fra den i disse dage verserende ministerskandale. Det er, skønt underholdende (især, hvis man som jeg ikke kan døje den siddende regering (for slet ikke at tale om dens nyligt vedtagne grundvands- og vandløbsforgiftningspakke)), ikke ligefrem kønt.

5-stjerner

Batch 1000, Amager Bryghus

2016-02-20 22.37.08Fremragende og kontrolleret …

I skrivende stund raser den største regeringskrise i mange år. Jeg skal dog indrømme, at det lille vidunder, der er genstand for anmeldelsen ikke afprøves samtidig. Ærgerligt – kunne man synes. Men jeg havde fået at vide af Paul (om de øl, han indtil videre har skænket mig, kan man læse her, her og her), at den skulle nydes så frisk som muligt.

Så den røg under vesten lørdag aften, endnu før den var en uge gammel. Ifølge ekspedienten i Fish & Beer på Amagerbrogade (hvor jeg var inde for at indløse et gavekort, jeg fik til min fødselsdag af nogle lidelsesfæller udi en til øl ikke helt urelateret passion) er den fra 2. oplag, der blev brygget sidste mandag. I øvrigt var der rigeligt med midler på gavekortet til, at det ikke blev den eneste der blev hentet hjem, og det skal jeg nok vende tilbage til.

Til gengæld var det den eneste øl, jeg bevidst kiggede efter. De allerfleste af mine lidelsesfæller udi ølbloggeriet nominerede den til at være årets nye øl tilbage i december måned (links nederst i indlægget), og det havde jeg ikke glemt, da jeg omsider fik taget mig sammen til at tage mig sammen til at få indløst gavekortet, der jo allerede kom mig i hænde i november måned. Modningstiden skyldtes manglende plads på mine hylder, men efterhånden er der ved at være ryddet tilstrækkeligt op til, at nogle nye øl kan tage plads.

Anmelderiet foregår altså til de milde toner af dybe rystelser og revner der slås i en regering, som det næppe er nogen hemmelighed, jeg ikke er videre tilfreds med. Det er svært at være ked af det på en dag som i dag – selv hvis det skulle ende i det rene ingenting. Alene underholdningsværdien af det kaos, der udspiller sig lige nu, er det hele værd.

Vel – Batch 1000 er altså udråbt til en af de bedste øl sidste år – ja, måske i flere år – og det hæver selvfølgelig forventningerne noget. Brygget skulle være ufiltreret, men det kan næppe ses. Det synes i hvert fald ganske klart – og i øvrigt ganske flot gul-orange med tæt (men ikke synderligt højt) marengsskum, der lige akkurat er gyldent i løden. Mens brygget er blevet skænket har bouqueten allerede forplantet sig i lokalet. Det er en meget klassisk, karsk, sprød duft af fyrrenåle der møder næsens inderside. Der er alt, hvad der skal være – måske med undtagelse af overraskelser. Men nogle ting er også bare gode som de er, uden at de behøves laves om. Som fx salig Lemmy Kilmisters musik, der i 1977 lød næsten som den gjorde på Motörheads sidste album fra 2015 – helt uden at det nogensinde blev kedeligt.

Smagen er også klassisk. Der er en sød bund af modne æbler, og så ellers bare en velplaceret, rå og skarp humle. Det er nu ikke fandenivoldskheden, der karakteriserer bitterheden. Det er derimod aromaen, idet der her er en humle, der bare smager derudaf i stedet for at buldre eller drøne.

Uden at være voldsom i sit udtryk smager den bare af lidt mere og lidt mere klassisk end man er vant til. Det er godt at få genopfrisket, at IPA også kan smage og ikke bare være ekstrem i sin bitterhed. De mange forskellige humler – Herkules, Amarillo, Chinook, Simcoe, Citra, Mosaic, Sorachi Ace og Centennial (ingen Cascade, men det skal ikke ligge brygget til last) – smager i bund og grund bare af dem selv i skøn forening. Til sammenligning vil jeg blot nævne de markante og klæbrige grannåle i den mere end ualmindeligt lange og lækkerhedsagtige eftersmag.

Rigtig godt er det. Jeg skal dog blankt erkende, at jeg har et blødt punkt for det ukontrollerede, det kaotiske og det fandenivoldske. Brygget her er meget velkontrolleret, og det er også det, der gør, at den ikke er den bedste IPA, jeg har prøvet inden for det sidste år …

selvom det er tæt på.

5-en-halv-stjerne

Russian Imperial Stout, Hornbeer

2016-02-19 19.16.24Når det er bedst …

En fredag aften med Disney Sjov og børn i Disney Sjov-alderen indebærer søde sager og hygge. Til begge dele er ikke mange øl så egnet som en Russian Imperial Stout. Til forskel fra de bitre og røgede Imperial Stouts uden ‘Russian’ foran, er den russiske variant nemlig fortrinsvis sød, og tit egnet som dessertøl. Øltypen er i øvrigt ikke mere russisk end at den blev udviklet med eksport til det russiske hof for øje. Trods sit navn er og forbliver også den en engelsk opfindelse.

Ifølge etikettens ledsagetekst har dette bryg fået en drejning i retning af ‘vores’ (jeg går ud fra at det må være bryggeriets) smag. Det er tilsat kaffe, og der er brugt tørverøget malt, så den igen kommer til at minde mere om en britisk imperial stout i smag og konsistens … Men det er altså en Russian Imperial Stout … fordi – det er det altså … når det står på etiketten – eller noget.

Vel, det undrer mig, at man laver en Russian Imperial Stout for så at lave den om, så den mere ligner en Imperial Porter for så at kalde den en Russian Imperial Stout alligevel. Men det må Hornbeer jo selv ligge og rode med.

Zarens dekadente vinterpalads med guldbelagt barokstuk, lysekroner på størrelse med møllehjul og hundredevis af tjenestefolk, der varter kejserfamilien op med sød, mørk dessertøl ved det enorme, adelige middagsselskab er langt fra, hvad man tænker på, efter det tunge, natsorte bryg med det tætte brune skum er skænket. Derimod koges stærk westernkaffe over åben ild en sen, kold aften i regnvejr – ja, den tørverøgede malt gør bestemt sit til at hele begivenheden rykkes – ikke bare tilbage til England, men sandelig hele vejen over atlanten til et gudsforladt sted i det amerikanske Midtvesten.

Men det bliver øllet jo ikke nødvendigvis dårligere af, og det bliver da i øvrigt også en kende mindre barsk ved smagning. Søde chokoladenoter bryder frem i det lækre fløjlsbløde bryg, der vel bedst kan sammenlignes i smag, fylde og finish med en perfekt afstemt wienermelange – med et skud cognac til at runde af med.

Midt i munden bliver det tunge, fyldigt-fede bryg kortvarigt luftigt og let. Nu træder røgen mere frem. Denne gang er der brugt tørt fyrretræ, vejret er vindstille, skyfrit og helt tørt. Hvis røg kan føles rent, så føles det sådan her.

Med en afsluttende fornemmelse af lyse mokkachokolader med romfyld og lakrids kommer man omkring næsten alle de aromaer, man kan ønske sig af en mørk øl. Brygget her giver både i pose og sæk, mens det blæser og har mel i munden. Dermed formår den faktisk på en gang at være en traditionelt kraftig og småfandenivoldsk engelsk porter og en russisk hof-stout på samme tid.

Ikke desto mindre gjorde ændringerne ved den traditionelle russiske imperial stout alligevel, at øllet ikke var helt i øjet til fredag aftens hyggelækkerier – hjemmebagte muffins og skumfiduser. Men det er vel også snart det eneste, brygget kan kritiseres for.

5-en-halv-stjerne

Ask Sarurt, Næstved Bryghus

2016-02-18 18.15.29Lidt dannelse kan altid bruges …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er bekymret for rigets tilstand. Vi har en miljøminister, der vil belønne landbruget for at forurene vores vandmiljø og forgifte vores grundvand. Vi har en beskæftigelsesminister, der vil sikre at det kan betale sig at arbejde ved at lade kontanthjælpsmodtagere sulte og gå fra hus og hjem, så de kan virke som løntrykkere i et allerede presset arbejdsmarked. Endelig har vi en minister for højere uddannelse, der som religiøs fundamentalist og kreationist hader videnskab, og gør alt for at smadre uddannelserne for derved at gøre befolkningen dummere end en klat lunken snot. Med mindre man er stinkende rig, selvfølgelig.

Jeg er formentlig del af den sidste generation, der havde fuld adgang til uddannelsessystemet uden at jeg selv, eller andre, der måtte have det ønske at financiere min uddannelse, behøvede have røven fuld. Jeg nævner det, fordi dagens øl bød mig nogle gåder, som jeg endte med at få knækket, takket være den selvdisciplin og evne til at have med sprog at gøre, der trods alt fik mig igennem et universitetsstudie.

Udfordringen bød sig til i bryggets titel – Sarurt. Ligesom de andre bryg fra Næstved Bryghus‘ Ask-serie er denne øl opkaldt efter – og krydret med – en traditionel nordisk krydderurt, der har givet brygget navnet. Forskellen fra de andre bryg er, at det er næsten umuligt at finde noget som helst nogen steder om urten på nettet. Ikke engang nogle få tvivlsomme linjer på Wikipedia, eller et resultat i Den Store Danske Encyklopædi kunne der hjælpes med.

Det eneste sted, jeg fandt noget om urten, var på ordnet.dk – Den Gammeldanske ordbog online. Her finder man urten omtalt i Henrik Harpestrengs urtebog fra 1200-tallet. Teksten lyder:

“Ær thet menniske swo sterkth ath han wel haffue saaredh helth tha tag en eggeskal fwl medh røgelsse oc lad till the saar vrther og bynth the jrther j eth clædhe oc henk them j en kanne meh øll oc thet øll maa han dricke oc icke anneth øll”

Jeg har efter bedste evne forsøgt mig med en oversættelse til nutidsdansk:

“Er det menneske så stærkt, at han vil have såret helet, da tag en æggeskal fuld af røgelse og føj dertil sarurt (eller sårurt, min fremhævelse – og nej, det ville jeg heller ikke selv have gættet, med mindre en note på arket havde gjort mig opmærksom derpå (o.a.)) og bind de urter i et klæde og hæng dem i en kande med øl. Og det øl må han drikke og ikke andet øl.”

Ville jeg have været i stand til at læse Henrik Harpestrengs 1200-tals-dansk, hvis ikke jeg havde haft en humanistisk almendannelse, samt egentlig faglig sprogkundskab i bagagen? Jeg tror det ikke. Og det er lige netop den fagkundskab, den videnskabshadende forskningsafviklingsminister er mere ude efter end noget som helst andet. Det er især de humanistiske fag, der må holde for. Det er de fag der gør, at vi forstår vores egen historie og kulturelle baggrund, samt gør os i stand til at forstå og kommunikere med andre kulturer.

Desuden gør fagene os til stærke formidlere. Hvor mange humanister har ikke stået bag naturvidenskabelige forskere, når disse skulle levere deres hårde fakta og komplicerede opdagelser til en uvidende skare af lægfolk – herunder de offentlige institutioner og private forretningspersoner, der skal omdanne forskningsresultaterne til varer og instrumenter, der gør vores tilværelse nemmere? Og hvor mange humanister står ikke bag markedsføringen af de varer de private forretningsfolk prakker os på, så de efterfølgende kan få røven fuld? Hvem ved bedre end retorikeren, hvordan et budskab leveres fængende og præcist? Hvem kan komme på bedre emner end historikeren eller litteraturforskeren, der kan trække på alverdens begivenheder og fortællinger, når et spændende emne skal agere løftestang for markedsføringen (som nu fx. historien om de gamle nordiske urter – herunder sarurten)? Og hvem anden end lingvisten kan sørge for, at budskabet om det fantastiske produkt også bliver hørt uden for landets grænser – af folk, der ikke forstår dansk? De borgerliges amokløb på de humanistiske uddannelser gøres i et blidt had til den almene dannelse, så de ikke engang selv opdager, at de risikerer at save den kæp over, de sidder på, og som de har bygget deres rigdomme på.

Vel – hermed mit forsvar for humanismen. Esben Lunde Larsen er – om ikke ligeglad, så blot akkurat bevæget nok til at smile sit blankøjede, tanketomme fundamentalistsmil, klappe mig på hovedet og sige, “det er da meget sødt. Start grønthøsteren”. Mod den type dumhed kæmper selv guderne forgæves.

Og nu til øllet.

Et af de letgenkendelige ord i Henrik Harpestrengs tekst er det, det hele handler om – nemlig øl. Teksten lader faktisk antyde – synes jeg – at øl åbenbart er det, man på den tid drikker, og ikke noget andet. For at patienten kan blive kureret må han drikke det øl, der er tilsat sarurt, og ikke andet øl. Sarurten har ganske vist sine sårhelende egenskaber. Det er dog også påfaldende, hvordan øllet som administrationsform næsten er insisterende – som om man ikke kunne forestille sig andet at putte den helbredende sarurt i – vand fx?

Bryggeriet skriver selv om urten, at det er “en gammel, nordisk urt med en mildt pebret smag og en duft af sommermark i flor”. Det er også ret sødt, men ikke videre informativt.

Selve brygget er flot orange, knækket over i det brune. Skummet opviser en omvendt proportionalitet mellem højde og drøjde. For det bliver godt nok aldrig særlig højt, men er til gengæld massivt som den type skum, man normalt laver kvalitetstobakspiber af. Farven er imidlertid ikke den samme knækkede hvide farve fra rygeaggregaterne. Det er tværtimod nydeligt gyldent, næsten med lød af citronfromage. Ved bouqueten er der hverken noget pebret eller noget specielt blomstret. Det dufter mest af øl efter tysk forbillede. Jeg ved ikke, om der er brugt Halletauer-humle i brygget, men det ville være mit gæt.

Smagen ligger også i det humlebitre hjørne. Brygget er ganske aromatisk i sin bitterhed, der indeholder en snert af vindruekerner og et strøg af ananaskirsebær. Det er lidt svært at sætte fingeren præcis på, hvad brygget smager af, og det passer vel også meget godt til en urt, det praktisk taget også er umuligt at indhente viden om.

Men bryggeriet selv leverer måske et hint til smagen. Sarurt skulle være pebret, og måske kunne den småsyrlige smag, der skærer igennem det ellers nogenlunde fyldige bagtæppe af humle godt minde lidt om fx hele, kogte peberkorns bismage.

Det er også den syrlige smag, der vokser med tiden, og gør brygget en smule langt at komme igennem. Den klassiske, initiale bitterhed er ellers rar, men måske heller ikke i sig selv helt nok til at brygge en stor øl på. Når det så oven i købet er et af de mindre smagfulde elementer, der ender med at dominere, så magter brygget ikke at hæve sig over middelniveau.

Alt for god er den dog under alle omstændigheder til at byde Esben Lunde Larsen. Skulle jeg nogensinde byde ham på noget som helst skulle det være en stuevarm Afskum, der var mindst halvandet år over sidste anvendelsesdato.

3-stjerner

Grøn Front, Nørrebro Bryghus

 2016-02-16 16.40.24Lidt revanche …

Jeg er nået til sidste øl i Nørrebro Bryghus’ ‘Smagen af 2200‘-serie. Alt i alt har jeg været positivt overrasket, da jeg ellers havde fået fortalt, at bryggene var håbløst intetsigende og kedelige. Det har langt fra været tilfældet, selvom succes’en med den første var noget afdæmpet. Der endte alligevel med at være lidt for meget gærsmag i den, men på det punkt adskiller den sig jo ikke fra andre hvedeøl. Det gjorde den derimod ved, at de tilsatte korianderfrø gav brygget et karakterfuldt bid, og væsentlig mere smag end man er vandt til fra den kant.

Bedre gik det med ‘Humlesvin‘ – en bleg ale efter amerikansk forbillede, der mere lignede en bleg ale efter britisk forbillede, beregnet til eksport til fjernøsten. Og det gør ikke noget, for begge dele er godt, og sidstnævnte, som brygget mest mindede mig om, er i grunden den, jeg synes bedst om.

2016-02-16 16.25.53Ligesom de to første bryg, er dette sidste bryg i rækken også en ekspansiv skumfidus. Så de tre bryg har haft det – i øvrigt småirriterende – træk til fælles, at de eksploderer i et skumhelvede, når man forsøger at skænke dem. Også denne gang blev det en udfordring at få brygget skænket, og et ukendt kvantum endte på bordet ved siden af glasset, da der trods alt er grænser for overfladespændingen på det ellers ganske solide, lystbrune skum.

Kun langsomt bliver det dunkle, ufiltrerede bryg synligt under skummet. Duften lægger sig fra starten i det lige så mørke område med noter af kaffe og karamel. Den tilsatte rom kan akkurat spores, men er langt fra så nærværende, for ikke at sige anmassende, som whiskyen (ja, det var jo ligegodt whisky, og ikke cognac, som jeg først troede) i den alt for tynde Imperial Stout, jeg sidst prøvede.

Oven på hin stærkt skuffende dunkle oplevelse gør denne mørke øl godt. Den er mere end adækvat bitter allerede fra starten med aroma af hasselnødder og ledsagende kaffeessens til at levere fylden. En rar og blød vanillefinish leverer også en smule fylde, men aldrig nok til at brygget ikke fortsat føles lidt til den letflydende side.

Men hvor fylden måske har en smule tilbage at ønske, kompenserer smagen så nydeligt. Især eftersmagen overrasker. Der vokser bitterheden af hasselnødder til en mægtig aroma, der trods vældig bitterhed stadig er rar. Rommen titter endelig frem som et velplaceret alkoholstik til gummerne lige under mandlerne. Det passer fint ind i det overordnede billede, og giver lidt variation, så brygget også formår at være helt sit eget, frem for en tyndslidt variant over emnet.

Og smagen holder hele brygget igennem. Det er en øl, der fungerer fint til helaftensfilm og lange middage med mørkt kød – endda selvom det er letflydende.

4-stjerner

Lynchburg Natt, Ægir Bryggeri

2016-02-13 19.53.45Gudeligt drik med “u-” foran …

Det er ikke mange norske bryg, jeg har prøvet indtil videre. Faktisk er det kun ét, der til gengæld var intet mindre end ekstraordinært. Stilen var næsten identisk med denne, der er en imperial porter, lagret på cognacfade. Hin var en imperial stout, lagret på samme. Jeg giver ikke meget for forskellen på stout og porter, skal jeg indrømme. Hvis jeg har forstået forskellen ret, blev porteren i sin tid opfundet ved at man skrabede de slimede, brændte rester af brygkarrene efter brygning af de ordinære øl, og afskrabet bryggede man så noget ekstra billigt og meget mørkt øl af, som man kunne sælge for en slik til de allerfattigste – gerne havnearbejderne og deraf fik brygtypen også sit navn.

Det overraskende var, at brygget mod forventning faktisk smagte godt. Og for at kunne markedsføre det til samfundssegmenter med mere købekraft udviklede man brygget i retning af lidt sødere smag, samtidig med at man ændrede navnet til stout. Så lugtede navnet lidt mindre af proletar og beskidt havnearbejder.

Vel, jeg ved ikke om historien er sand, men hvis den er, er det altså mere af navn end af gavn, at der er forskel på øltyperne. Jeg behandler dem i hvert fald under samme kategori, og der skal overbevisende argumenter til, før jeg laver om på det.

Vel – norsk imperial porter/stout på cognacfade er før faldet godt ud. Nærværende bryg viser da også karakter fra starten, da det lige så stille og roligt selv kravler ud af flasken efter åbning. Skænkningen volder til gengæld ikke de store vanskeligheder. For selvom skummet snart undflyr flasken, så virker det næsten dovent under og efter skænkning. Kun et tynd lag af lys karamelmasse ligger over det natsorte bryg, som allerede i denne tidlige fase virker lidt for flydende i viskositeten.

Cognacfadene mærkes tydeligt i duften – meget tydeligt endda. Det er faktisk tvivlsomt, om man egentlig mærker noget andet end cognacen. Også i smagen gør dette sig gældende. Der er rigeligt med cognac, men småt med øl.

En for stout … ja, eller porter … typisk bitterhed af kaffe skimtes da bag cognac’en. Så lidt har det da med mørkt øl at gøre (men måske mere med kaffe). Et tredje element træder også tydeligt frem – vel omtrent lige så tydeligt som cognacen og det er er smagen af det reneste, klareste vand.

Ja, brygget smager mere af vand med cognacsmag, end det smager af øl – eller kaffe for den sags skyld. Cognacen står der i øvrigt ikke VSOP på – der er snarere tale om den billige fra grænsesupermarkedet. Endelig er cognac- og kaffesmag dårligt integreret i hinanden – og i vandet, så de tre indslag nærmest snubler over hinanden fremfor at blande sig i en højere pikant forening.

Det er jo ellers ikke småting bryggeriet anpriser sig selv med. Jætten Ægir, der har lagt navn til bryggeriet, er den store gæstgiver for aser og vaner, og det er netop ved et af disse, at den nordiske mytekreds får sin afslutning med Lokes hån mod de andre guder og den efterfølgende grufulde straf, der varer til Ragnarok. Hvis det var dette bryg, der var blevet serveret ved gildet, var det næppe Loke, der var endt under giftslange, men værten selv … hvis ellers værten var heldig nok til at overleve Thors – og det andre fremmødte aser og vaners – vrede.

Det er uden sammenligning den kedeligste imperial porter/stout, jeg nogensinde har prøvet, og selv når jeg søger blandt almindelige stouts og portere, skal jeg lede længe for at finde nogen, med lige så lidt eller mindre smag og fylde som denne.

Tømmermændene, som de 10% alkohol i brygget giver, er til gengæld intakte og endda af en udsøgt kvalitet. Nej, det er ikke en ros …

2-stjerner

*UPDATE 16/02-2016

Det viser sig, at det slet ikke er cognac-fade, brygget er lagret på, men amerikanske whiskyfade. Tak til den anonyme kommentator neden under for at gøre opmærksom på det. Indlægget forbliver nu alligevel som det er – man kan med nogenlunde held erstatte ordet “cognac” med “whisky” og “VSOP” med “Single Malt” … så er vi nogenlunde derhennead.

Min sammenligning med Nøgne Ø’s fremragende bryg slår til gengæld ikke helt til. Det får være, idet forskellen stadig er temmelig ens i betragtning af, at begge er Imperial porter/stouts, der er lagret på et eller andet alkoholisk af høj styrke.

Bloggeren undskylder for sin dumhed, påståelighed og uforsigtighed.

2200 Humlesvin, Nørrebro Bryghus

2016-02-11 17.10.16

Endnu en gusher …

“Smager det dér af flødeskum?” Spørgsmålet var Thyras, min lille treårige datter, da historien gentog sig fra den sidste ‘Smagen af 2200’-øl, Guldregn, hvor min to år ældre søn også troede, at det var flødeskum, der var i ølglasset.

Endnu engang eksploderede brygget i et skumhelvede ved skænkning. Mistanken om vildgæring var til gengæld til at overskue, idet brygget jo sidst ikke havde vist det mindste tegn derpå – altså udover den extravagante skumdannelse.

Skænkningen udviklede sig efterfølgende til samme tålmodighedsprøve som sidst, der faktisk varede det meste af aftensmaden. At det kridhvide skum i øvrigt skulle vise sig at have en soliditet som fugemasse med epoxy, ydede blot forsøget på at få brygget i glasset yderligere komplikationer. Brygget løb ganske enkelt hen over skummet, for så at glide ned ad ølglasset og ned på bordet, såfremt det blev skænket for forsigtigt. Den eneste måde, man kunne få det ned i glasset 2016-02-11 16.57.58var at skænke den lidt voldsommere – med yderligere skumdannelse til følge. Det var stop-and-go som på Køge Bugt-motorvejen ved Greve under vejarbejde i myldretiden … gange 10.

Undervejs i skænkningen kan man jo tage en pause og snuse lidt til skummet. Her mødes man af en skarp, frisk humleduft – måske ikke med den største fylde, men til gengæld glædeligt krakilsk stikkende af halm og hø. Smagen får, med sin gennemført sprøde bitterhed, straks én til at tænke IPA. Bryggeren, imidlertid hævder, at det er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det må jeg jo acceptere i min kategorisering, mens jeg i mit stille sind tænker “okseefterladenskaber”.

Lidt apropos – men i øvrigt uden yderlige sammenligning, idet det afgjort er et ganske rart bryg – smager brygget faktisk lidt af det, der skaber okseefterladenskaber. Halm – gæret halm endda – træder frem i smagen, sammen med andre krasse indslag af grankogler og rosmarin.

Med hovedvægten lagt på det rå og raspende er det mig fortsat en gåde, hvorfor bryggeriet vælger at kategorisere brygget som en APA i stedet for en IPA. Men dem om det – oplevelsen er intakt og byder på rigtig dejligt mange skarpe kanter, man kan skære, rive og flå sig på. Bryggets eneste svaghed er vel dets ensidige fokus netop på det rå, der aldrig får modspil af andre smagsindslag.

4-en-halv-stjerne

Ask Salturt, Næstved Bryghus/Excellent wine

2016-02-09 17.30.56Før koncertøl …

Allerførst skal jeg rette en fejltagelse. Jeg har tidligere skrevet, at Ask-serien fra Næstved Bryghus er forbeholdt hotel- og restaurationsbranchen, og at bryggene derfor ikke kunne fås i almindelig handel. Åbenbart har jeg misforstået – ikke hvad Excellent Wine skriver om serien på deres hjemmeside, men derimod hvad de mener med det. Når de skriver “Excellent Wine lancerer sin helt egen øl til hotel og restaurationssektoren” fremgår det jo intetsteds at brygget ikke samtidig indgår i diverse supermarkeders sortimenter. Jeg syntes dog det fremgik så meget mellem linjerne, at jeg valgte at melde ud, at det ikke kunne fås i almindelig handel – der kan man være så uforsigtig.

2016-02-09 21.36.51

Vi er nået til nummer 3 i serien. Den blev nydt i tirsdags til aftensmaden før jeg skulle til koncert i Amager Bio. På plakaten stod det gamle, amerikanske kult-band The Residents. Første gang, jeg hørte om dem var i billedkunsttimerne i 3. g tilbage i 1993 (wow, er det så længe siden?). Dengang havde de allerede over 20 år på bagen. Aftenens ekstraordinære præstation blev ikke mindre imponerende af, at de nu – med over 40 år på bagen – stadig var aldeles i fuldt vigør. Forfriskende mærkeligt, syret, ekstremt støjende, garneret med nærmest barnagtigt klovneri – sådan er det, og sådan har det altid været.

2016-02-09 20.17.13

Koncerten var også en stor oplevelse, fordi det endelig lykkedes mig at opleve dem. Tilbage i 1999 kunne jeg have oplevet dem på Roskilde Festival, men jeg missede dem, da jeg havde drukket for meget billigt hvidvin. I 2011 – tror jeg nok – spillede de i Aarhus, og gamle læsere vil vide, at jeg på det tidspunkt faktisk boede netop der. Imidlertid havde jeg travlt med at have et lille barn, og en uafklaret arbejdssituation gjorde, at det desværre heller ikke skulle blive den gang, jeg oplevede dem.

2016-02-09 21.34.47

Men da jeg så for et par måneder så, at de kom til København – og oven i købet mit elskede Amager, så skulle det bare lykkes denne gang – og det gjorde det!

Til aftensmaden før koncerten valgte jeg så denne ‘Ask Salturt’. Krydderiet hedder ikke kun sådan, fordi det smager salt, men også fordi planten er salttolerant og kan gro i saltholdig jord. Desuden er brygget tilsat lakrids og kandissukker. Jeg erkender blankt, at jeg vrænger en kende, ved læsning i etiketten, også selvom jeg minder mig selv om, at det ikke er en tysk middelalder/renæssancetradition inden for ølbrygning, der er forbilledet, men derimod en gammel nordisk tradition … Men … come on. Salturt er spændende nok, men kandis og lakrids? Virkelig?

Til gengæld gør brygget inklusive tilsætninger godt i næsen, og det endda allerede ved skænkning, hvor friske paranødder og kaffe blander sig lystigt. Her mærker man også lakridsen som et skarpt indslag, der imidlertid også kan minde lidt om mørt dækgummi. Visuelt forledes man omgående til den vildfarelse, at der er tale om en stout. Men der er nu tale om en mørk lager-øl – eller en bayersk øl – som dem, Mads Skjern fra Korsbæk ikke drikker. Skummet narrer i den forbindelse også, for jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har set en ikke-stout med så mørkt skum.

Og uanset hvor irriteret man måtte være over tilsætningerne, så er det altså bare godt tilsat og blandet. Den bitre, fyldige kaffe gør omgående godt, ikke mindst fordi lakridsen smager igennem i perfekt velafstemthed med kaffen. Og hvad med salturten, tør man spørge? Vel, jeg gætter på, at den med sin salte smag forstærker og afrunder lakridsen. Egentlig salt smager øllet dog ikke ligefrem, men er der lidt ‘salte fisk’ over den måde, lakridsindslaget leger med smagsløg og kaffe på.

Næstved Bryghus fortjener ros for deres blandeevner – det er ganske vist, og jeg vælger at undlade at ærgre mig over, at jeg nok aldrig finder ud af, hvordan brygget smager uden tilsætningerne.

Ligesom jeg vælger ikke at ærgre mig over, at jeg aldrig fik set The Residents med de fire originale medlemmer af bandet … men hvem de egentlig var, står vist også hen i det uvisse.

5-stjerner

Winter in Bangalore, Amager Bryghus

2016-02-08 20.35.37

Uden transcendens …

Til min fødselsdag fik jeg også et bryg fra det lokale bryghus. Åbenbart gjorde de sig overordentligt godt bemærket med en IPA ved navn ‘Batch 1000’ sidste år, som de allerfleste andre ølbloggere her i landet gjorde til deres favorit som årets øl. Jeg har endnu til gode at prøve den, men i en indledende vurdering af bryggeriet, ville det ikke være rimeligt at undlade at nævne det.

Også dette bryg er en IPA. Den er tænkt som en Vinter-IPA, og er derfor krydret med sæsonens frugt – appelsinskal. Bagetiketten er prydet af en mindre roman, der op og ned af vægge og stolper tærsker langhalm på en masse gammelkendte klichéer om vinterens mørke og andre fortrædeligheder, og østens forbarmende sol. Reelt indhold skorter det mildt sagt på, men det fremgik da i det mindste, at der var tale om en Vinter-IPA. Det kunne man måske også bare have skrevet nede i hjørnet et sted.

Nå – brygget skal jo ikke dømmes på baggrund af marketingafdelingens spilfægterier. Forsideetiketten skal i øvrigt have rosende ord med på vejen for at være rigtig flot.

Det tågede, citrongule bryg under det letgyldne skum dufter i hvert fald som en IPA gerne gør – skarpt humlet, men i øvrigt garneret med en ikke vinter-uagtig finish af vanille, og en varm sødlig fylde, der nok hidrører fra den tilsatte appelsinskal.

Bryggets bitterhed er traditionelt tæt og sprød af grannåle og frisksavet fyrretræ. Det vinterlige twist mødes i eftersmagen, hvor appelsinsødmen igen melder sig som en afrundende fylde, der også lægger en dæmper på den mest krakilske bitterhed.

Amager Bryghus slår dermed en masse gode takter an, og leverer om ikke andet en rar og venligere version af den traditionelle IPA. Imidlertid synes denne blogger at det færdige resultat virker lidt sammensat. Sødme og bitterhed formår ikke at transcendere til et højere niveau, men forbliver adskilte egenskaber i produktet.

Men dermed ikke sagt, at brygget ikke er godt – slet ikke!

4-en-halv-stjerne

Melisa, Kabinet

2016-02-07 17.39.04I samme dur …

Det gik jo rigtig godt sidste gang (som også var første gang), jeg prøvede et bryg fra serbiske Kabinet. Forventningerne vil fremover være helt oppe i skyerne hver gang et af deres bryg skal prøves. Ud over hint bryg, og det bryg, jeg her har kastet mig over (eller kastet i mig) har jeg endnu to tilbage. Så skuffelsen kan i dén grad endnu nå at indfinde sig, og skylden vil jeg alene lægge på bryggeriet.

Men first things first – bryggene skal jo lige prøves …

At jeg var begejstret for hin ‘Supernova‘ er næppe overraskende i betragtning af, at det var en IPA, som på trods af den retning moden i øjeblikket går, stadig er min favoritbrygtype. Ja, der ser ud til at være en tendens til at anse IPA for at være overvurderet. Det må jo betyde, at alle, der blindt følger moden, snart vil holde op med at drikke IPA, og så er der jo så meget desto mere IPA til mig. Win-win!

Med Melisa er vi imidlertid trådt et skridt ned ad bitterhedsstigen – man kunne sige, at vi var gået fra Carsten Jensen til Georg Metz – idet I’et er strøget og erstattet med et ‘A’. Brygget er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det er jo ikke meget ringere. Thisted Bryghus gjorde det rigtig godt med et bryg i samme kategori sidste år, og stilens mere afdæmpede humleprofil, hvor smagsløgene ikke svitses helt så voldsomt ved kontakt med flaskeindholdet, øger drikkeligheden uden at den samlede oplevelse nødvendigvis bliver mærkbart kedeligere.

Mens det visuelle indtryk – grumset orange med tæt, gyldent skum – til forveksling ligner den østerlandske bror, så river nærværende frænde fra Det Forjættede Land lidt mindre i næsevæggene. Søde æbler, et præsent men ikke voldsomt gærindslag, syrlighed af grapefrugt og lidt grannåle gør mere godt end fri i næsen.

Men den skarpe humle er  fortsat med. Bitterheden jager hårdt gennem tungen som et stykke uhøvlet nåletræ, savet af en sløv, flænsende sav. Til gengæld lægger en sød, masserende rosenessens sig straks som en balsam over tungens sår, så det samlede udtryk ender der, hvor man kender den amerikanske pale ale – et par niveauer (eller i dette tilfælde et enkelt niveau) under den krakilske IPA.

Det er næsten som om bitterheden fra Supernovaen er intakt, og at det kun er fordi, der er mere i dette bryg, at det ender med at forekomme mildere. Sødmen af rosenblade mærkes bedre og tydeligere her, end i nogen anden APA (eller IPA) jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Det folder sig ekstra meget ud i eftersmagen, hvor dens afdæmpende, parfumeret-søde egenskaber giver et noget roligere – men stadig aldeles veldrejet og veludført – exit, end Supernova gjorde.

En afdæmpet Supernova, kunne man siger. Men også i sig selv hele oplevelsen værd

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme