Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2016

Emigranten, Guldhammer Nanobryg

2016-01-15 17.13.30Mest en stout …

Det var ikke bare en ære, men også en fornøjelse at få lejlighed til at smage Guldhammer Nanobrygs aldeles veldrejede Citrillo IPA. Tak til bryggeriet, og tak til Paul, som jeg skylder æren for overhovedet at have fået muligheden for at lære bryggeri, og navnlig dets øl at kende.

Sammen med den (relativt) lyse IPA fik jeg også denne stout. Ifølge etiketteksten er den tænkt  som en IPA/Stout-hybrid, og det er jo i sig selv spændende. Det IPA’ede består i en større rundhåndethed med hensyn til humlemængden, og ligesom IPA’en fra sidst, er dette bryg tørhumlet under den sidste del af gæringen.

Det mærkes allerede ved lettelse af kapsel, hvor syren og roser kastes ud i lokalet, som var det blomster efter en perfekt operaforestilling. Blomsterelementet er tydeligt hentet fra IPA-typen. Duften ændrer sig lidt efter skænkning. Kaffe og karamel træder frem med for genren mere traditionelle ristede og søde noter, men det er lige før man ikke bemærker det af bare benovelse over det visuelle udtryk. Natsort breder brygget sig i glasset, mens skum med farve af kogende karamelmasse knejser majæstitisk på toppen. Om muligt er det det mest holdbare skum, jeg nogensinde har set på en øl, men der er ingen mistanke om vildgæring eller andet fælt. Vel er skummet stabilt, men der er ikke en millimeter for meget af det.

Også i smagen er brygget mere en stout end en IPA. Sød, rund karamelmalt smyger sig omkring en bitter kerne af friskristet kaffe tilsat et lille men velafstemt skud rom. Ved mandlerne melder lakridsen sig, og i eftersmagen giver den lige akkurat den tørre pulverfornemmelse, der afslører, at dér fik den altså alligevel lidt for meget af det gode. Men det er altså også først, når man sådan aktivt leder efter skønhedsfejlene, at man finder noget.

Med smag af kaffe, karamel, rom og lakrids ender brygget – hybridbestræbelser på trods – med at lægge sig ganske solidt i stoutkategorien. Og det er lige præcis så stort et problem som det lyder – nemlig intet.

Den ekstra humle gør godt – næsten for godt (cue: tør lakrids) – men også kun næsten. Det ender med at være ret klassisk – men klassisk på alle de gode måder, hvor man aldrig ærgrer sig over gentagelsen, men derimod glæder sig over, at det, der nu engang karakteriserer genren, holder – hver gang.

Glem ikke! Næste anmeldelse er den store finale på minitemaet “de tre bryg, jeg fik af Paul”. Hvilket bryg, der er tale om, og i hvilken anledning det anmeldes vil kun være de få forundt, der forbliver indstillet på bloggen.

Vel mødt til finale snarest.

5-stjerner

Citrillo II, Guldhammer Nanobryg

2016-01-13 16.28.01Hjemmebryg når det er bedst …

Denne øl – og de to næste – har jeg fået i gave af en læser ved navn Paul. Egentlig skulle han bare have givet mig den tredje af de tre øl, der nu anmeldes på rad. Men de første to, der brygges af en ven, han har i Frederikssund, skullle jeg da også lige have med. Og hvad den tredje øl er for én, afslører jeg selvfølgelig ikke i utide. Det gælder bare om at følge med.

Nanobryg er altid spændende at prøve, ikke mindst fordi det giver et praj om, hvor meget bedre end de store bryggerier enkeltindivider kan skrue en recept sammen. Ofte kan hjemmebryggene konkurrere med selv det bedste fra mikrobryggerierne.

Citrillo II er en mørk IPA med en lidt mere udtalt maltprofil. Paul advarede mig imidlertid om, at dette eksemplar har stået lidt længe, og at bitterheden derfor måske nok ville være noget mere udtalt, end det egentlig er meningen … som om det nu skulle være et problem? Men jeg tager selvfølgelig advarslen til efterretning som brugbar information. Selvom jeg ikke kan få det bittert nok, er der stadig bestemte former for bitterhed, der smager mig lige så lidt som det smager andre.

Kort fortalt findes der bitterhed, beskhed og harskhed. Alle tre variationer af bittert findes i alle styrker fra det knapt smagbare til det nærmest eksplosive. Bitterhed er godt uanset styrken … eller … hvis styrken er svag, er det for det meste dårligt. Den klassiske bitterhed er smagen af kaffe, men man kan også tænke i duften af grankogler og grannåle, for en mere hvas og mindre fyldig version. Beskhed er lidt sværere at ramme rigtigt. Den kan være rigtig god, hvis ellers den ikke er for stærk. For så vil den blive for påtrængende, og ikke noget andre smage vil kunne spille ordentligt op imod. Bismagen i ananaskirsebær og krydderierne i Gammel Dansk er typiske for det beske. Endelig er der harskhed. Den skal bare generelt undgås, og den klæder næppe nogen øl, om den så kun er der som den mindste antydning. Fordærvede valnødder er det, jeg måske mere end noget anden forbinder med det harske. Det bliver bare aldrig godt.

Mon det var en mulig indtræden af harske elementer, Paul advarede om? Smages skal brygget uanset hvad. Der er jeg som bekendt frygtløs – end ikke finhvalnosser røget over fåremøg holder mig tilbage.

Ovenpå den serbiske skumfontæne fra sidste anmeldelse er skumoplevelsen denne gang noget behersket. Så man kan hælde det rødbrune bryg op på under ét minut, og samtidig nyde skummets fine letbrune kulør. Vi har desuden bevæget os tilbage i et mere traditionelt IPA-spor, hvor der også er andet end bare ren, kras bitterhed. Her melder både roser og bergamotolie deres præsens i bouquet’en.

Der er heller ikke tale om en supernova denne gang. Snarere en veltilrettelagt, retningsbestemt sprængning ved mundindgang. Hovedpinen efter at have fået en enkelt genstand mere end fornuftigt fra i går aftes forsvinder i et pust af både fyldig hvas humle. Friskskåret nåletræ afrundes nænsomt af søde bergamotnoter og en antydning af rosenparfume.

Derefter klinger smagen af – man når akkurat at frygte antiklimakset, men så sætter eftersmagen ind. En kælen bitterhed af løvtræ kommer snigende, og masserer sig lige så langsomt dybt ned i mandler og gummer. Og dér bliver bitterheden – uden antydning af harsk- eller beskhed – siddende dejligt længe efter at sidste dråbe er gledet ned.

Måske var det ikke meningen, at brygget skulle være så bittert. Men nogen skade har den ekstra bitterhed næppe gjort. Uanset hvad, er fylden også intakt, ligesom de mange små nuancer af sødt og blidt, der gør denne øl til endnu en stor IPA-oplevelse før året overhovedet rigtigt er kommet i gang.

Dømt på dette bryg står Guldhammer (som jeg formoder må være bryggerens navn) langt fra tilbage for de store bryggerier. Det er snarere omvendt. En sand Severus Snape, må Guldhammer være ved brygkarrene. Og sådan må han nu tage téten efter Alan Rickman, der som bekendt gjorde David Bowie, Lemmy og Jan Monrad selskab tidligere i dag.

Mon ikke der er en tjans klar til Rickman som ferieafløser for Michael Jackson – eller som fast bartender i den cocktailbar, som David Bowie frekventerer?

5-en-halv-stjerne

SuperNova, Kabinet

2016-01-12 21.34.45Navnet holder …

Hvis vorherre findes, og det tror jeg som bekendt ikke, men altså hvis han/hun/den/det gør, synes jeg, at vedkommende skulle tage den lidt mere med ro med hjemkaldelserne. Først Jan, så Lemmy og nu David Bowie… Der har sandelig været travlt ved perleporten. Så travlt, at Døden selv ved dette års Allehelgen vist kun kommer til at spille andenviolin.

I skrivende stund ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal flette endnu en tragisk begivenhed ind i dagens ølanmeldelse, men jeg har brug for at smide et par ord om det, for Bowie var – ligesom Jan Monrad – en, der formede vores sprog, vores måde at tænke på, og ikke mindst den måde, man lytter til musik på. Basgangen fra “Under Pressure” kender alle, og hvilken melodi kommer du til at tænke på, når en eller anden – hvem som helst – snakker om at danse i gaderne? I modsætning til Jan, nåede jeg i øvrigt at opleve David Bowie Live – på Roskilde Festival i ’96, og det står stadig som en af de virkelig store oplevelser fra de år, jeg frekventerede Dyrskuepladsen ved Vor Frue.

Om David hænger ud i samme værtshus som Lemmy og Jan er jeg dog ikke så sikker på. Jeg tror det er for brunt og mørkt til ham. Han sidder nok i cocktailbaren ved siden af i selskab med Lou Reed og Syd Barret …

[Clean Break]

Dagens øl – ja, jeg fik den til min fødselsdag, og tilgiv mig for ikke at vide af hvem. Brygget afkrævede svar på nogle spørgsmål, først og fremmest hvilket land, det kom fra. Kombinationen af latinske bogstaver i bestemte mønstre mere end antydede noget østeuropæisk, men hvilket land? Der var for få s’er, z’er og c’er til at det kunne være polsk, så det blev lynhurtigt udelukket. Tjekkisk måske? Det var faktisk min første reelle indskydelse, men antallet af diakritiske tegn virkede for lavt. Fraværet af bolle-u og omvendt circumflex over ‘r’ udelukkede endeligt denne mulighed.

Linda søgte lidt på google – og voila – Serbien! Sgu! Jeg har aldrig prøvet øl fra Serbien før, og det er ‘sgu’ nok i sig selv. Endnu mere ‘sgu’ tænker jeg, der kunne ligge i, at bryggeriet har valgt den latinske standardskrift, frem for den serbisk-kyrilliske. Jeg spekulerer på, hvilke politiske statements der mon ligger i dette, subsidiært, hvilke jeg skal lægge i det, såfremt der ikke er lagt nogen i forvejen.

Vel – Sydøsteuropa er ikke ligefrem kendt for øl. Når man har været ung i 90’erne, er Balkan desværre meget mere kendt for etniske konflikter og åben krig. Men udover det, laver de også fantastisk musik – men fantastisk musik kan man jo sådan set finde i alle kulturer. Det samme gælder jo sådan set for øl … eller … jeg mangler faktisk at finde rigtig gode øl fra Østasien, men jeg har nok bare ikke kigget de rigtige steder.

Valget af type lover jo for denne øl godt i sig selv. Jeg elsker IPA, og her er virkelig en IPA, der er en IPA fra start til slut. Brygget er flot, uigennemsigtigt orange med højt, hvidt, stramt skum. Humlen leverer en decideret næsestyver med skarp, hvas humle, der giver en fornemmelse af at sniffe knuste grannåle. Bergamotolie og blomsterindslag er der til gengæld intet af, men grannålene gør det skam også så fint alene.

Og her er et bryg, hvor duft og smag følges ad. Mindst 10 gange ‘sgu’ til skalpelskarp humle. Humle i smag, humle i fylde, humle i luften mellem tunge og gane … Det er humle på alle mulige måder – som en syl, der jages i tungen, som sandpapir i ganen – og som et varmt, blødt og masserende tæppe overalt, hvor det først gør nas. En aromatisk gennemprygling, der samtidig er forunderligt magelig.

Og der er rigeligt af det. Det er et nippebryg, der ikke mister den mindste flig af sin karakter, selvom det nydes aldrig så langsomt. Der er alt humle i hele verden i hver lille mundfuld – så nyd den til en lang film, gerne med gode salte snacks til, hvis man endelig vil give en perfekt bitterhed lidt modspil.

Og jeg har helt glemt at kommentere på bryggets titel i begejstringen. Jo – SuperNova er ikke at tage sin mund for fuld, når man skal beskrive dette brygs kraft. Man skal ellers være forsigtig med den slags navne, der sådan øger forventningerne – men her er det velvalgt.

Velbekomme!

6-stjerner

Flower Power and Passion Saison, Beerbliotek

2016-01-12 17.35.30Mere hipserflip end velsmag …

Angiveligt skulle svenskerne storme frem på markedet for mikrobryg for tiden. Det er jo også kun ca. 10 år siden, at det slog igennem i de øvrige nordiske lande, men bedre sent end aldrig.

Flower Power and Passion Saison brygges af Beerbliotek i Göteborg. Brygget fik jeg til min fødselsdag – jeg tror af mine gamle kollegiekammerater Joachim og Marcus, der jo nærmest havde ‘en af hver’ med fra Høkeren i Ravnsborggade – men jeg har for længst mistet overblikket over, hvilke øl hvem af mine mange søde gæster, havde med.

Traditionen er … i hvert fald ikke tysk. Brygget er tilsat havre, passionsfrugt og hibiscus, så vi er nok mere ovre i noget … hmm … hipster! Ja, det må være det. Det afspejler den rødorange kulør, og det hvide skum med det lyserøde skær i øvrigt også til fulde.

Frugtindslaget kan også mærkes i duften som en mild sødme bag et i øvrigt lækkert fortæppe af humle, enebær og en velafstemt mængde alkohol, der akkurat formår at prikke i næsen uden at være ubehagelig.

Også i smagen spiller passionsfrugten andenviolin … eller måske snarere tredje eller fjerdeviolin, for den mærkes kun antydningsvis bag et tæppe af især gær, garneret med hvasse prik af grannåle fra humlen.

Således får man en øl, hvis egentlige velsmag er til at overse. Oplevelsen er til gengæld nogenlunde intakt, da brygget slår endda indtil flere fæle toner an, helt uden at det ender fælt. Der er rigeligt gær, passionsfrugten forekommer noget syntetisk, eftersmagen er metallisk, og humlen spinkel – alligevel har brygget en akkurat adækvat friskhed og fylde, der gør, at man da trods alt ikke føler, man har spildt sin tid.

Men dette svenske bryggeri har vist endnu meget at lære om kvalitetsbryg.

3-stjerner

Deugniet, Bocq

2016-01-09 17.04.47Det kan man vel godt kalde den …

“Deugniet” oversættes på etiketten af denne belgiske blond til det engelske “little rascal”, hvorefter jeg måske lidt frit oversætter det til “lille lømmel”. Det er jo på sin vis forjættende. Jeg har altid selv prøvet at være lidt en lømmel – ikke mindst som ølblogger, så denne øl, må jo være lige noget for mig, at dømme ud fra navnet.

Ud fra etiketudsmykningen bliver det endda bedre. Der finder man en mandsperson afbilledet med benklæderne nede om lårene, og bagdelen struttende skælmsk i retning af beskueren, mens hovedpersonen i drillerierne griner smørret. Brygget gør dermed lidt for at nivellere det åbenlyst skæve forhold i hyppigheden af mænd, der fremstilles delvist afklædte som led i markedsføring – og det er jo trods alt en begyndelse, omend det da stadig mangler, at manden smyger sig i erotiske og sensuelle positurer frem for at grine flabet.

Den visuelle prolog kan der altså siges meget godt om – men nu til flaskens indhold.

Brygget er meget lyst; gulorange med kridhvidt skum, der vel nærmest ikke falder, så meget som det langsom tynder ud – boblerne bliver større og større, og når først de store bobler sprænges, bliver skumniveauet lavere. Det er spændende og smukt at beskue, og så kan man også blive distraheret lidt fra den grundlæggende ildevarslende dunst af overmoden banan, gæret franskbrødsdej og husholdningssprit, der karakteriserer det olfaktoriske udtryk.

Den første mundfulds friske bitterhed varsler den noget tvivlsomme odeur imidlertid ikke om. Så man indgydes et skrøbeligt håb om en god oplevelse på trods. Men skrøbeligt er det, og det splintres i øjeblikket efter, hvor en småfæl kombination af grannåle og sprit sætter ind.

Brygget lægger sig i aroma et sted mellem billig gin og Rød Aalborg, men med en mere ufuldstændig alkoholprofil, som om man helt bevidst har valgt, at gæren skal producere fusel i stedet for ren alkohol. Et malplaceret sødt indslag i en i forvejen vind og skæv smagssammensætning minder denne blogger om de kirsebærfyldte ‘mon cheri’-chokolader, som jeg alle dage ikke har kunnet fordrage.

Når alt dette grimme og afskrækkende er sagt, skal brygget dog stadig indrømmes en vis karakter. Vist smager det grimt, men det smager trods alt grimt på en ikke uinteressant måde. Men noget for mig bliver den aldrig.

En lømmel? Jo, det kunne man godt kalde den med den grimme fuselaroma in mente – en lømmel mod den gode smag. Og at den samtidig slår et feministisk slag for nivellering af overvægten af nøgne bagdele fra kun det ene af kønnene i det offentlige rum, er vel også lidt lømmelagtigt – på den fede måde.

2-stjerner

To … From … via Mikkeller, Mikkeller

2016-01-07 17.45.35Kompromisløs og unuanceret

Bryggeriforeningen havde i deres julegave også vedlagt et par Mikkeller-øl. Den ene, Santas Little Helper, havde jeg allerede prøvet, og det ekstra eksemplar plus den sædvanligvis rosende omtale af Mikkeller og specifikt nærværende øl, formåede at skrue forventningerne i vejret.

Mikkeller er som bekendt et nomadebryggeri, der får sit øl brygget på forskellige lokationer, der stiller faciliteter til rådighed. I dette tilfælde er det det belgiske bryggeri ‘De Proefbrouwerij’s brygkar, der har været i brug. Nogle vil måske kalde det snyd, men jeg kan faktisk rigtig godt lide tanken om, at man kan vække gode brygideer til live de steder, der er bedst egnede til dem, fx. hvis éns egne brygfaciliteter ikke slår til, eller hvis man – som i Mikkellers tilfælde – slet ikke har nogen.

Bryggets kompromisløshed er i hvert fald ikke noget, man ser for tit på de hjemlige kanter. Sort som den dybeste vinternat er det, med matchende skum med kulør som – ja, kulør til brun sovs, eller i hvert fald kogende sukkerovertræk til brunede kartofler. I duften træder sukkeret dog overraskende lidt frem. I stedet dominerer brankede noter af glemt ristet brød og hårdbrændt kaffe sig med søde noter af farinsukker og sure af modne æbler.

Men i smagen går brygget all in på brændthed. Brygget er i sin helhed og sit væsen brændt, brændt, brændt og brændt. Hvis man kan lide mørkt øl, der ikke går på kompromis med ristede og brændte noter, er dette bryg både et must og en lækkerbisken …

Men brygget rejser nogle spørgsmål for os, der ikke kun vil have det brændt, men også sætter pris på fylde, sødme og bitterhed især når disse noter faktisk kan spores i bouqueten.

For brygget mangler i den grad noget til at spille op mod brændtheden, der ikke langsomt kommer til at føles som sandpapir mod tunge og gane. Brygget er måske nok kompromisløst – og respekt for det, men det bliver også meget hurtigt for ensporet og unuanceret i alt sin brændthed.

Og juleassociationen er en gåde. Etiketten er et til og fra kort, men hvad ønsker man mon at signalere med en gave, der kun indeholder brændt? At juletræ og julegaver går op i røg som i en anden amerikansk tegnefilm?

Vel, brygget skal have kredit for sin kompromisløse karakter – og minuspoint for samtidig at være unuanceret og ensporet. For kompromisløshed kan faktisk også være lækkert. Det behøver ikke kun være voldsomt.

4-stjerner

White Christmas, Fuglsang

2016-01-05 21.09.56… eller ikke …

Det Haderslev-baserede bryggeri Fuglsang spiller sikkert og vælger det simple i dette julebryg. En ‘traditionel jule-pilsner’ såmænd, og så er forventningerne da heller ikke skruet for højt i vejret (selvom man ikke skal glemme, at Fuglsang faktisk står bag en af de allerbedste standardpilsnere herhjemme.)

White Christmas er også en sang af Irving Berlin, sunget af en utrillion forskellige mennesker, men særligt Bing Crosbys version er kendt, da den også er den mest solgte jule-single nogensinde, med mellem en fantasilion og en infinilion solgte eksemplarer. Personligt kan jeg dog langt bedre lide Gustav Winklers version, da han akkompagneres af et rigtig lækkert jazz-band i stedet for det velourindpakkede sødsuppesukkerglinsende Big Band bag Bing Crosby-versionen.

Hvorvidt brygget egentlig er simpelt, er også en sandhed med modifikationer. Det er tilsat stivelse, dextrose, kuldioxid og ascorbinsyre, så recepten ikke synes så simpel endda. Brygget dufter til gengæld simpelt – som tunet pilsner a’la Bjørnebryg eller Elefantbajer, med samme småharske og syntetiske rasp i ganen.

Det bedste, der kan siges om denne wienertype – det tyder den mørkere lød på, at den er – er at den noget ildevarslende odeur ikke indfries i smagen. Så i det mindste undgår man harsk og syntetisk sprittethed.

Men hvad får man så i stedet? … … … ? Det er svært at sige, for lige så rig og mangfoldig bryggets indholdsfortegnelse er, lige så lidt smager den af – som om ingredienserne var blevet tilsat for at få brygget til at smage af så lidt som muligt.

Men vælter man brygget rundt i gabet længe nok, vil det da lykkes at trække lidt smag ud af brygget. Ved gummerne bagtil mærker man da en smule humle med smag ovre i hasselnøddehjørnet. Men tydeligt bliver det aldrig, fordi mængden af vand er kronisk overvældende.

Der er snarere dømt våd end hvid jul.

1-stjerne

Ask Jærnurt, Næstved Bryghus/Excellent Wine

2016-01-04 19.29.02Måske lidt langtrukken …

Til min fødselsdag skænkede min nabo mig fem øl af en ny serie fra Næstved Bryghus. Jeg måtte google mig frem til, hvem der egentlig stod bag, for det sydsjællandske bryggeri ser ud til kun at have lagt brygudstyr til. Egentlig er det et foretagende ved navn Excellent Wine, der står bag konceptet, og serien er brygget til ‘hotel og restaurationssektoren’. Hvis jeg forstår det ret, fås brygget altså ikke i almindelig handel.

Det er en rigtig god gave, som jeg skylder min nabo stor tak for (ud over glade daglige hilsener, smil, et skud rom, når der skal bages julekager, samt en borehammer i ny og næ).

Navnet på serien er hentet fra den nordiske mytologi, Ask Yggdrasil, livets træ, som vokser ind i himlen, og ved hvis rødder visdommens kilde springer. Desuden er bryggene krydret med traditionelle urter fra vikingetiden – her som antydet i titlen jærnurt (sic) – så det er også både Nyt Nordisk og hipster på én gang. Det er alt sammen meget fint og flot, men nu må vi se om bryggets kvalitet kan holde til konceptets storhedsforjættelser (ordspil intenderet).

Brygget dufter småsyrligt og lethumlet og mest af alt frisk. Brygget er nydeligt rødbrunt – rustfarvet måske endda, og det har da også lidt med jærn at gøre. Skummet er hvidt som den sne, der i skrivende stund omsider falder. Måske er der lidt mere Fimbul over dette bryg, end den noget slatne juleøl, jeg prøvede tidligere?

Jo! Et betragteligt kvantum forventninger indfries ved indtagelse af de første mundfulde. Brygget kombinerer elegant humlebitterhed og honningsødme i et større 1+1=3 -hele, der peger i retning af en anisbolsjer med rosmrindrys. Den bedste oplevelse lader dog vente på sig. Først i eftersmagen sætter en tung, krydret og bitter eftersmag ind. Hasselnødder, urter og løvtræ sætter sig bagest ved gummerne, og giver en langvarig, subtil massage.

Der ser ud til at være dømt nydeøl – oven i købet en frisk én af slagsen, der ikke fylder for meget i munden før den egentlige oplevelse – eftersmagen – indfinder sig.

Desværre kan brygget ikke helt stå distancen. Om det er temperaturen, der gør brygget slattent, eller fordi eftersmagen bare ikke er helt så ‘lige i øjet’ som først antaget skal jeg ikke kunne sige. Men alt i alt er brygget alligevel ikke helt karakterfuldt nok til at forblive lige interessant, når man har en hel halv liter, man skal have gjort kål på.

Det ender med at være lidt langtrukkent. En almindelig 0,33 l havde været rigeligt.

4-stjerner

Hunter’s Choice, Ørbæk

2016-01-03 17.19.21Pletskud …

Egentlig er jeg ikke nogen vildt stor fan af det fynske bryggeri Ørbæk. Det er selvfølgelig meget fint med den økologiske profil og de gode intentioner, men kvaliteten følger desværre alt for sjældent med. Deres bedste øl er i grunden halvkedelige, og deres værste øl helkedelige, men ikke engang så afskyelige at jeg anspores til rigtig slemme tirader. Ikke engang at lave rigtig slemme øl, kan de finde ud af.

Derfor er det skønt, når forventningerne til et Ørbæk-bryg ikke bliver indfriet, for det betyder som regel, at bryggeriet endelig har fået taget sig sammen til at tage sig sammen til at gøre et ordentligt stykke arbejde.

Øllet med den korrekt satte apostrof (et positivt varsel allerede før åbning) er brygget i samarbejde med Jægernes Naturfond, der sikrer bedre forhold for vilde dyr … så adelige, kongelige og forkælede nyrige kan tage ud og skamskyde dem. Næh, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Fondens midler går imidlertid også at opkøbe naturområder til fremtidigt jagtbrug, og jeg vil da bruge anledningen til at foreslå, at man opkøber rigtig meget landbrugsjord, der grænser op til åløb, før regeringens hovedløse liberalisering af sprøjtnings- og gødskningsregler dræber den sidste rest af det danske vandmiljø …

… men så heldig er man nok ikke. Alt vand i danske åløb skal helst have en væsentligt mørkere brun farve, lavere gennemsigtighed og langt mere plumret viskositet, end dette øl har, hvis det står til regeringen. For dette bryg er ganske vist brunt, men kun med antydning af restgærtåge, og i øvrigt en viskositet som man finder det i de fleste øl. Det matcher faktisk rådyrskind i lød, og skummet har omtrent samme farve som pletterne på en friskskudt bambi. Brygget dufter lovende med noter af vanille, fløde, svesker og sødme af modne æbler – lige til proppe i den frisknedskudte and.

Det er fylden, man især hæfter sig ved. Det føles som en sød blommegrød af velmodne frugter med et vel afstemt indslag af para- og valnødder i eftersmagen. Dertil er med nænsom hånd strøet en knivspids rosmarin og en anelse anis – uden at der faktisk er tilføjet så meget som et gram af det i mæsken. Det er ret imponerende, at det kan lade sig gøre ved brygkunst alene. Det er fremragende øl til ethvert måltid med mørkt kød – inklusive vildt. Selv nød jeg det til resterne af nytårsaftensmåltidets lammekølle, samt til almindeligt tidsfordriv bagefter. Brygget antager en vinøs karakter, når det får lov at stå, så det endda gemmer på små positive overraskelser, hvis man giver det tid.

Ørbæks jægere har i jagten på det gode øl ikke skamskudt, ej heller har de ramt et stykke svækket, magert vildt – nej, de har ramt et aldeles fint jagtbytte helt præcis i hjertekulen. Kiggertsigtet har været indstillet helt præcis, og denne gang var der taget højde for det krumme gevæløb, der så ofte før har gjort, at man har ramt skævt.

Gid Ørbæk dog gad gide gøre sig lignende umage hver gang.

4-en-halv-stjerne

Mit ølår 2015

Mestendels opture … trods alt.

Medierne løber over med den ene året-der-gik-beretning efter den anden, fulde af krig, vold, død og ødelæggelse. Ude i verden har det vist været et mere end almindeligt hårdt år, og for nærværende ølblogger har det heller ikke hele tiden været lige nemt.

Grundet et større torskegilde, som jeg skal spare læserne for detaljerne i, var kassen ekstra slunken i året der gik. Så slunken var den, at jeg til sidst måtte bede om hjælp for at ‘få enderne til at mødes’, som det hedder på nudansk. Ud over det, fik jeg både ventet og uventet hjælp, så donationerne kom til at stå centralt i dette års anmeldelser.

2015-01-23 16.26.53Året startede således med en donation – eller i hvert fald en donationsrest. Til min fødselsdag for nu to år siden (2014) fik jeg en tysk øljulekalender i gave af min søster. Det blev noget af et projekt at få mig slæbt igennem. Det tog faktisk det meste af januar måned at få det gjort færdigt. Men da januar tit er en måned med ekstra lavvande i kassen, passede det mig såmænd fint, selvom kvaliteten godt nok lod noget tilbage at ønske. Tysk standardpilsner har bare ikke julekalenderpotentiale – i hvert fald ikke, hvis man har været sød (det var måske det, der gik galt?)

2015-03-07 17.30.27En donation blev det også til fra vores irske venner i form af nogle øl fra Holbæk Bryghus – ligeledes overliggere fra året før. Udmærket øl var det i øvrigt, og det ansporede mig også til at vende mentalt tilbage til mine unge dage, hvor jeg ikke boede så langt fra Holbæk igen.

En af de mere bizarre oplevelser kom til gengæld endnu længere væk fra end både Thisted, Irland og Polen (som vi vender tilbage til). Den kom fra Island, og det var en gammel ven fra min tid Hvalur2som punker, der havde den med på gennemrejse mod Sverige. Med sig havde han en øl, brygget på finhvalnosser røget over fåremøg. Det lød mere spændende (og ulækkert) end det var. Øllet var da fint nok, men bryggets succes skyldtes helt klart historien, og ikke smagen.

Jeg fik igen smidt øl i nakken af Kvickly – denne gang endda i to omgange. I maj måned havde Kvickly et grill-tema med fire øl – tre fra Midtfyen og én fra Vestfyen. Blandt bryggene fra Midtfyen fandtes det bedste bryg, jeg skulle prøve i 2015 – en Dobbelt IPA efter 2015-05-19 18.16.53amerikansk forbillede – næppe nogen overraskelse, hvis man kender mig, at den skulle vinde dén pris. Af denne grund – og fordi Midtfyen formåede at brygge en chili-øl, der rent faktisk smagte godt, nominerede jeg Midtfyens bryghus som Årets Danske Bryggeri ved ølbloggernes vurderinger sidst på året.

Den anden gang, Kvickly gav mig øl, var i anledning af det traditionsrige Ølfestivalg. Min vinder blev Ærø Tangøl – som jeg også kårede som årets nye bryg ved ølbloggernes vurdering. Vinderen af selve eventet blev Pladderballe Bryghus‘ Skumhest. Det har nok glædet det approberende par, Monrad og Rislund en del, men det skærer mig også i hjertet at skrive 2015-06-26 20.54.39disse ord, ved tanker om, at der nu kun er Rislund tilbage.

Jeg varmer mig til gengæld ved tanken om, at Jan gjorde dødsriget til et meget mere muntert sted, og at han nu har fået godt selskab på værtshuset, hvor Michael Jackson siden 2007 har været bartender. Nu er Jan der ikke bare til at bestille pints af det øl, Michael Jackson levede, åndede og ikke mindst skrev for – hans næsten-navnebror, Ian fra Wales er netop ankommet, og bestiller sjusser af det andet Michael Jackson levede, åndede og skrev for – whiskey.2015-06-21 14.13.29

De danner en fantastisk trio deroppe, dernede, derhenne eller hvor det er – og de hygger sig, gør de!

Men hvis jeg skal prøve at holde mig nogenlunde kronologisk til årets højdepunkter, så skal jeg nu gå lidt tilbage i tiden igen, til slutningen af maj, hvor jeg for første gang frekventerede Københavns Ølfestival. Det blev en anledning til at møde 2015-05-28 20.50.08den person, som jeg vil kalde min mentor udi ølkendskab i den virkelige verden (og ikke kun på facebook). Endnu en tak skal lyde til Ole Madsen, hans grandfætter Kasper og Anne Louise, der gjorde mig selskab ved arrangementet.

Jeg springer Kvicklys anden donation over, og frem til det polske (jeg havde jo lovet en tur til Polen) bryggeri ‘Doctor Brew‘, der på eget initiativ valgte at sende mig en samling højst 2015-06-11 16.06.30velbehagelige smagsprøver. Det skete lige omkring det tidspunkt, bloggen kunne fejre sit femårsjubilæum, så det blev også fejret behørigt – helt uden at være arrangeret på forhånd faktisk. Bryggeriet nominerede jeg også som mit bud på ‘årets nye bryggeri‘, blandt danske ølbloggeres vurdering af ølåret der gik.

Og så var der det løse fra de andre gæster… Særligt vil jeg fremhæve 2015-07-18 18.28.39Johannes’ værtsgave – en Ronkedor fra Thisted Bryghus, det legendariske bryg, der var forhenværende brygmester Peter Clemmensens afskedsbryg, og det ypperste han mente kunne lade sig brygge. Godt var det i hvert fald, og den skal have ølbloggerprisen som den største øloplevelse sidste år – i hvert fald hvad afprøvede bryg angår.

Efteråret slæbte sig nu af sted, dagene blev kortere og mørkere, og så småt måtte jeg erkende, at midlerne ikke rigtig var til det store anmelderi. Jeg sendte en nødråb, og det blev hørt – i dén grad endda! Hjemmebrygger og -blogger Black Ben donerede et restparti han havde af belgiske og tyske øl, 2015-11-19 13.21.53mens en læser ved navn Christopher sørgede for en donation, der gjorde mig i stand til at hente et flot udvalg af øl efter eget valg hjem. Jeg er i skrivende stund ikke engang færdig med de øl, jeg fik af d’herrer … og som om det ikke var nok …

… skulle Bryggeriforeningen også sende mig et aldeles nydeligt udvalg af 2015-11-08 12.31.01diverse bryggeriers julebryg – de anså mig for at være en vigtig nok ølskribent til det, så har man set dét med. Og endelig fik jeg en flok overordentlig søde mennesker på besøg på min 40 års fødselsdag – også de havde øl med i overflod. Øl har ikke manglet siden. Jeg håber faktisk, at jeg kan nå færdig med dem, jeg allerede har, før sidste salgsdato.

Der har også været dårlige oplevelser. Den sløve økonomi var den suverænt dårligste, men ellers har ikke alle øl selvfølgelig været lige gode, og én skal her til sidst også udpeges som den ringeste. Den ære bliver Aarhus Bryghus og deres Session IPA til del. Det var en øl, jeg selv betalte for, og det er de dårligst brugte moneter i det forløbne år. Én ting er, at brygget mere minder om postevand end anstændigt øl. Det er selvfølgelig ikke usædvanligt, når det gælder kedeligt øl, men her skulle der være tale om en IPA – et frådende muskuløst monster udi bitter- og krasbørstighed. Og 2015-06-10 16.38.19så får man … en vandgople.

Bevares, der er tale om en session IPA – en afdæmpet version, der er meningen, man skal kunne drikke under arbejde. Men det betyder jo ikke, at den skal være helt fri for smag.

Nå, men det endte jo rigtig godt for bloggen – i modsætning til verden, der fortsat raser mod afgrunden. Men jeg har i det mindste et lille lager af gode bryg, jeg kan nyde, mens jeg overværer tre-i-tolv-forestillingen fra min toværelses tæt på Amager Fælled.

Og skulle det ende i en paddehattesky det hele, ved jeg, der er et godt værtshus i dødsriget med mere end almindeligt underholdende klientel.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme