Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2016

Munkens Juledrøm, Grauballe Bryghus

20160129_231356Ikke just englelyd …

Jeg er blevet kontaktet af Grauballe Bryghus, der kunne fortælle mig, at Bar Bock, den sidst anmeldte øl fra den kant, blev brygget til Skanderborg-Festivalens specialøltelt. Det forklarer lidt bedre, hvorfor en øl, med en så markant og sværttilgængelig smag var at finde på en festival. Så blev man så klog – tak for det, og så må jeg jo selv kigge i vejviseren efter en forklaring på, hvorfor personen på frontetiketten tydeligt havde fået en olfert …

Og nu til dagens øl, der også er fra Grauballe Bryghus. Det er vist den næstsidste julebryg, jeg har fat i nu. Så varede julen endnu engang ikke helt til påske (forudsat, selvfølgelig, at jeg når at anmelde den sidste inden opstandelseshøjtiden – chancerne for det ville jeg anse for gode).

Der er tale om en belgisk munkebrygefterligning, og at det i hvert fald ikke er brygget i den tyske tradition fremgår med al’ tydelighed af indholdsfortegnelsen. Det er smagt til med dadler, rosiner, grape og krydderier (hvilke krydderier fremgår ikke, men mon ikke det er andre end humle). Det bliver spændende at se, hvordan munketraditionen slår igennem ud over den lange liste over ingredienser. Man må som minimum  forvente et bryg, der får englende til at synge mens man svæver i mystisk forening med det guddommelige op gennem de syv himler for til sidst at vise sig for selve herrens åsyn, hvor fredskys vil udveksles til de himmelske hærskarers lovprisning …

Som minimum, blev der sagt!

Ved åbning forplanter duften sig da også øjeblikkeligt, som en anden helligånd, der undflyr flasken efter at have været fanget i tusind år … eller vent, nej det var da ikke helligånden, var det?

Nå, det får være. Bouqueten er i hvert fald velgørende sød. Og som brygget langsomt … meeeeget langsomt skænkes – det skal skænkes ganske langsomt og forsigtigt, da det tætte, gyldne skum viser sig næsten så fast som firmamentet bag hvilke stjernerne lyser – breder duften af chokolade sig i rummet omkring én, og så er retningen da i hvert fald rigtig. Anbringes snudeskaftet tættere på brygget, er det imidlertid ikke de overjordiske noter der anslås. Det minder lidt mere om bunden af det brugte brygkar, hvor resten af gæren ellers ligger og hygger sig.

I selve brygget er det mest alkoholen, man smager – men husk, hvordan det latinske ord spiritus også betyder ånd, så en slags ånd er i hvert fald til stede. Gær er der også rigeligt af, men smagen af gær hæver sig sjældent op i himmelske højder – snarere tværtimod. Der er dog ingen grund til at pudse basunen af, og blæse dommedagsalarm over gærindtrykket, der heldigvis kun skæmmer en smule. Mest mærkes syrligheden, der nærmest blander sig som en sidesmag i alkoholen. Jeg går ud fra, det er grapefrugten, man kan smage, og den egentlige nydelse udebliver fortsat. En fylde af ananaskirsebær og også mere markant end godt er.

Ved mandlerne titter velsmagen omsider frem – val- og hasselnødder kilder lystigt, velgørende og vel egentlig også adækvat julet. Men nogen himmelsk oplevelse bliver brygget aldrig. Dertil er de syrlige noter for markante og – i sidste ende skæmmende.

Men det er jo heller ikke rigtige munke, der står bag brygget, skal man huske.

3-stjerner

Christmas Ale 2015 limited edition, Fur

20160128_174842Man når langt med lidt snyd …

Vi er ved at nå de sidste vers i julesalmen om Kaj Framkes overliggende julebryg fra året 2015. Her er det Fur Bryghus limited edition Jule-ale, det gælder. Hvad limited edition dækker over har jeg også spurgt mig selv. Når alt kommer til alt kan man jo sætte antal på alle øl, der er brygget nogensinde (omend det nok skal være sværere at finde tal for nogle ølmærker end for andre) og på den måde er alle ølmærker jo limited edition.

Uanset hvad, er dette øl næppe lige så limited edition, som Carlsbergs Jacobsen Coffee Mint Stout, som jo var påført nummer, så man kunne se præcis hvor stort et antal, der var produceret før lige netop den man selv havde i hånden. Det var lidt fint – og altså lidt finere end denne limited edition – i hvert fald på overfladen.

Men det gælder jo ikke overfladen. Ved øl gælder det mindst lige så meget som for mennesker ikke det, der er udenpå, men det, der er indeni. Og der finder man på denne øl et bryg i julens farver – et højrødt bryg med gyldent skum – Så er det lige før man begynder at glæde sig til jul allerede i januar …

Bouqueten er lovende varm og fyldig. Godt med malt og godt med sød karamel er der, så selv når det kun er vinter, og jul blot der, hvor alle pengene blev af, kan man lune sig ved bryggets bugnende overskud af hygge og stemning.

Og så er brygget ikke endgang smagt endnu. Og heldigvis vælter smagen da heller ikke det allerede meget lovende indtryk. Sødmen ruller fyldigt og floromvundent gennem munden, og lægger sig som et hyggeligt varmt tæppe på tunge og gummer. Skeptisk kaster jeg et blik på flasken og jo! Brygget er altså sødet. Det er tilsat rørsukker, så det fyldige, søde udtryk har sin forklaring.

Det bliver det på den anden side ikke mindre julet af. Men det er alligevel lidt snyd.

Sødmen er nok kraftig, men får også lidt modspil fra det bageste af munden, hvor en velplaceret bitterhed af hassel- og valnødder melder sig. Således får brygget også lidt tiltrængte nuancer. Sødmen er sådan set fin, langtfra kvalm – omend en kende søgt. Men det bitre modspil gør, at brygget ikke bare er en sød øl, men også en øl, der vil fortælle en julehistorie med lidt mere kød på end blot pussenusset nuttethed, englebasser og den store rare julemand.

4-en-halv-stjerne

Bar Bock, Grauballe Bryghus

2016-01-23 22.13.55Langt over målet …

Nøgenhed sælger – det ved jeg fra den nyligt anmeldte Deugniet, hvor der på frontetiketten var afbilledet et yngre mandfolk med benklæderne nede omkring lårene. Det er en sikker vinder, og det har Grauballe Bryghus sikkert også vidst, da de i anledning af Skanderborg-Festivalen sidste år lancerede dette bryg. Her skulle det dog ikke være en mandsperson der var afbilledet, men en servitrice, hvis nederdel må siges at have et endda særdeles højt snit, mens det stakkels menneske at dømme på synligheden af underbenklæderne for ganske nyligt er blevet udsat for en voldsom og formentlig ganske smertefuld olfert. Sikke noget!

Åbenbart ved de der marketingfiduser, der træffer beslutninger om, hvad der skal være på en øls frontetiket, en hel masse om hvad der sælger, og ret ofte sælger ting, der for mig ikke giver særlig meget mening i forhold til produktet. Jeg synes olferter er aldeles ubehagelige og ikke noget, man skal bruge som salgstrick. – Endnu mindre i serveringssituationer. Jeg ville på det bestemteste gøre øjeblikkeligt omkring og forlade etablissementet, om jeg skulle betjenes af personale, der forinden var blevet budt en olfert som del af deres uniformspåklædning!

For nu at tale om indholdet i stedet for at fortabe os i formen, så var det den sidste øl, jeg kunne overskue at kradse noter ned om, da Marcus forleden aften kom forbi med mad og hygge. Før jeg glemmer det, skal jeg takke min storebror for dette bryg. Jeg fik det af ham i 40 års fødselsdagsgave, i øvrigt sammen med et par dubletter, der gør mere end almindeligt godt i disse dage, hvor jeg inviterer folk på øl. For så er der også noget at prøve uden at jeg behøver anmelde efterfølgende.

Mine noter er noget skitseagtige, for de to andre øl var for længst gået i blodet, og forhindrede floromvundne, krummelurede og ikke mindst uddybende analyser af smagsoplevelsen. At lede efter uddybninger i min hukommelse ville reelt svare til, at jeg dels ville hitte på, dels bilde mig ind hvad den smagte af. Så vil jeg af hensyn til læserne hellere støtte mig til de smuler, jeg trods alt har.

Brygget er en bock, en stærk, undergæret øl efter tysk forbillede. Det er lystigt rødgrumset med et flot, porøst gyldent skum. Duften byder på sødme af karamel mere end …

… den humle, der næsten rammer én som en hammer ved den første tår. Duftens sødme er næsten snyd, for man overrumples af den vrede, beske, men også meget fyldige humlebitterhed, som brygget byder på. Jeg tænker spontant på krydderiblandingen til en mørk snaps. Dette kunne næsten være ‘Gammel Dansk’ som øl – så bittert, så mægtigt, så beskt er det.

Og ligesom man hurtigt får nok af gammel dansk, truer denne øl også med at tippe over til det lidt for beske. Kraft er – ligesom bitterhed – selvfølgelig godt. Men det er endnu bedre, hvis brygget kan hvile i sin kraft, og ikke kammer over og bliver ubalanceret. Det formår dette bryg ikke helt.

Marcus var dog ganske begejstret, og gav uden tøven brygget …

5-stjerner

 

Jeg er, disharmonien taget i betragtning såmænd ganske imponeret, men så alligevel ikke helt så …

4-en-halv-stjerne

Et spørgsmål presser sig på på falderebet. Hvad vil man med en sådan humlebombe på en festival? Til koncerter og festivaler er det musikken og de andre oplevelser, der er i højsædet, mens øllet er noget man drikker til. Ikke dermed sagt, at man skal nøjes med det allertyndeste, ligegyldige sprøjt, der gives. Tværtimod har jeg prøvet flere øl, der rammer balancen mellem letdrikkelighed og adækvat øloplevelse ganske fint – ikke mindst når man er til koncert. Men på det parameter rammer denne øl altså langt, langt over målet. Der er tale om en sværttilgængelig specialøl, der bedst nydes i sig selv, uden andre forstyrrende elementer.

Julefyr, Svaneke Bryghus

2016-01-23 20.13.20

Højt at flyve …

Nå – videre! Jeg havde som sagt et hængeparti efter lørdagens hyggelige aften i godt selskab. Imidlertid kan det være svært at koncentrere sig om jordbundne ting som øl, når verden – eller i hvert fald det land, man bor i, er vokset op i, og som man stadig føler sig lidt en del af, ramler om ørerne på én.

Jeg føler mig nødsaget til at smide et par ord om det, for jeg har vitterlig også andre ting i hovedet end øl … Tegneserietegning, for eksempel og netop derfor vil jeg – for sådan lige at viderebringe én af de mere afdæmpede, men også mest rammende kommentarer i medierne ovenpå vedtagelsen af L87 – lade britiske The Guardian få ordet – eller rettere billedet – et øjeblik …

 

Ah, det var rart at komme af med det.

Den næste selskabsøl på programmet var fra Bornholm. Julefyr fra Svaneke Bryghus er brygget med fyrrenåle, for sådan lige at give brygget et ekstra julelignende pift. At det så går stik imod bryggeriets egne fine hensigtserklæringer om, at ‘mere er mindre’ hænger nok sammen med, at disse er skrevet ganske småt på flaskens bagetiket. Og for nu at føje spot til skade, er brygget også tilsat appelsinskal.

Men fyrren gør da sit til, at duften spontant forbindes med jul, endskønt det jo egentlig er gran, julen dufter af. Brygget kan heller ikke helt se sig fri for at dufte lidt af baderumsrens tilsat salmiak – men hey, der er jo ingen der siger, at man ikke må blive fri i næsen af at nyde en øls bouquet.

Og Ahhh … – hvor brygget smager. Ved den første lille tår fyldes munden så lækkert af lakrids, fennikel og anis, så det er en fryd. Denne gang er fylden med (den manglede lidt sidst), og den lægger sig som et varmt, blødt bamseknus på tunge, gummer, mandler, gane og i luftrummet imellem mundens indvendige regioner.

Marcus fremhævede især bryggets forskellige facetter – lakrids, fylde, krydrede indslag, og også en vis sødme … men så gik tiden – lidt.

For brygget blev lige med ét meget mindre interessant. Lakridsen blev til støv, fylden blev til vand og den øvrige velsmag til gær. Brygget dumper fra en sikker topplacering lige pludselig ned i et lige så sort hul som brygget selv – højt at flyve – dybt at falde-klichéen er sjældent mere rammende.

For dett syntes Marcus, at brygget skulle straffes hård. Alene det, at det startede så godt, og endte så … om ikke skidt, så i hvert fald kedeligt, skulle kun rede brygget …

3-stjerner

Jeg vil selv lade bryggets gode indledning tale til dets fordel. Hvis brygget blev leveret i mindre flasker – fx. 0,25 l-emballager, og ikke i selskabspakker på 0,75 l, ville problemet måske slet ikke opstå. Så brygget skal da have …

4-stjerner

Skadi, Frejdahl/Vestfyen

2016-01-23 19.45.28Rod i mytologi og smag …

Hjælpen har endelig indfundet sig. Min gode ven Marcus (kendt for blandt andet at være en ferm Munchkin-spiller) forbarmede sig, og hjalp til med at smage nogle af de julebryg i selskabsstørrelse, som jeg var brændt inde med. Nu er mængden af overliggende juleøl omsider til at overse – til gengæld har jeg også et mindre hængeparti, for det var som antydet et ikke ubetydeligt parti af juleøllene, vi fik afprøvet i lørdags.

Til maden – rib-eye-steaks med bagte rodfrugter og champignon-sauce med blåskimmelost – nød vi dette bryg fra ølsamarbejdet mellem den industrielle bobler Vestfyen og spradebassen Jim Lyngvild. Man skulle tro, at en stolt wanna-be-viking som Jim, havde nogenlunde styr på mytologien – eller mistanke om, at andre ikke havde det i en sådan grad, at man sørgede for lidt korrekturlæsning på bagetiketten. Deraf fremgår det nemlig, at Skadi – ud over at være gudinde for skisport og Njords hustru – skulle være datter af jætten Trym – den jætte, der i Thors Brudefærd raner tordengudens hammer.

Det passer ikke.

Hun er datter af jætten Tjasse, der bortfører Idun – hende med æblerne, der holder aserne unge. Efter at Thor pander Tjasse ned, sådan som kun Thor kan gøre det, sætter Skadi (eller Skade) efter aserne som hun jagter iført ski, bevæbnet med bue og pil.

Ved den senere fredsslutning tilbydes Skadi at vælge en af aserne at blive gift med, men hun får kun lov til at se fødderne (hvorfor det lige skal være fødderne husker jeg ikke. Jeg er ikke sikker på, myten giver nogen forklaring – it’s just one of those things …) Hun vælger det kønneste par fødder i forventning om, at det må være Balders ( – en gud i det nordiske panteon, der kun er til for at spille en sekundær rolle i denne historie, og så for at blive dræbt af sin bror Hød, for at mordet kan fungere som et plot-device for Ragnarok) – men det blev så Njord i stedet … Det er en nitte på flere måder, for Njord bor ved havet, som Skadi hader. Hun vil hellere bo i bjergene, som Njord hader.

Det er knap så yndigt at følges ad. Hvilket de da også ender med at opgive – den detalje har bryggeriet imidlertid fået rigtigt fat i.

Nogle vil også mene, at Skadi har lagt navn til Skandinavien (en munk kom engang til at skrive forkert – derfor n’et) men jeg er ikke kyndig nok udi sproghistorien til at kunne give en seriøs vurdering af, om det passer.

Brygget markedsføres i øvrigt ikke som en decideret juleøl, men som en vinterøl, men det er ikke noget, jeg går voldsomt op i, ligesom jeg ikke går voldsomt op i, hvordan bryggerierne selv beskriver deres bryg. Eller i hvert fald skal det ikke ligge et bryg til last, hvis bryggeriet ikke kan beskrive det rigtigt.

Sådan har Marcus det ikke, og det vender vi tilbage til.

Umiddelbart overrasker brygget ved at være ganske flot rødt, skiftende til orangebrunt, hvis man får meget bundfald med. Brygget blev drukket i etaper, så vi fik prøvet det både med og uden restgær – forskellen bestod først og fremmest i en lidt fyldigere mundfornemmelse med gær, men ingen større smagsoplevelse. Overraskende er manglen på skum. Lidt gyldent brus, der ellers er ganske flot i farven, er alt, brygget kan mønstre, og på dét punkt ligner det mest af alt en sodavand.

Brygget dufter krydret – først og fremmest af anis, og med den røde farve in mente tænker man uvilkårligt, om der mon er tale om Kongen af Danmark-bolsjer i en øludgave.

Anisen går igen i smagen. Det varmer i den mørke årstid, og klædte i øvrigt det kraftige måltid udmærket. Fylde byder brygget også på, dels på grund af den krydrede anissmag, men også på grund af alkoholmængden, der giver den styrke som en lille jætte – 8%. Et strøg af mørk rom giver karakter og en smule mere krydderi på oplevelsen.

Det var her Marcus, der som antydet tillægger bryggeriets beskrivelse en større betydning, end jeg selv gør, gjorde indvendinger. Han kunne ikke finde nogen blommer eller rosiner i smagen, som det ellers også fremgår af bagetiketten – og det kunne jeg sådan set heller ikke. Jeg nyder måske nok at kommentere, når et bryggeris beskrivelse ikke slår til, men hvis brygget ellers er fint, får det ingen konsekvenser for min karaktergivning.

Marcus var af en anden opfattelse. At bryggeriet ikke kunne finde ud af at beskrive sit eget bryg var absolut et minus, der inviterede til en solid nedtrækning, samtidig med at han kunne bruge fejlen til også at lufte sin generelle utilfredshed med bryggeren. Heller ikke det vil jeg lægge særlig vægt på, for ikke at sige overhovedet, men min gæsteanmelder skal have lov til at lægge vægt lige præcis på det, han selv har lyst. Bagetikettens rod i den nordiske mytologi pisser mig væsentlig mere af – især i betragtning af personligheden bag brygget.

Marcus, skuffet over manglende rosiner og blommer, måtte dog indrømme brygget karakter nok til en vurdering over middel.

3-en-halv-stjerne

Min noget mere apologetiske tilgang til bryggeriets manglende evner til at beskrive eget bryg udløste dog ikke mange flere roser.

4-stjerner

Jul Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

2016-01-21 17.03.19OK konventionelt …

Stundom kan jeg godt finde på at drikke en selskabsøl – altså en øl i vinemballage. Det kan hænde, hvis nogle bestemte kriterier opfyldes: At jeg får tidligt fri fra arbejde, og at jeg har fri dagen efter, og ikke skal noget andet vigtigt. Så kan den åbnes midt på eller småsent på eftermiddagen, og nippes til, mens aftensmaden simrer, et glas kan ledsage samme ved middagsbordet, og til hyggen bagefter kan det sidste lige så langsomt glide ned.

Og så bliver man ikke engang voldsomt snaldret, selvom brygget faktisk indeholder hele 8,5%. Med en vagtplan som min, er det imidlertid sjældent, at alt passer så nydeligt sammen, men jeg nyder de små stunder, hvor det kan lade sig gøre.

Som nu her torsdag aften, da denne store øl fra Gourmetbryggeriet (brandet ejes som bekendt af Harboe) blev sat til livs. Som det fremgår er det et ganske mørkt, for ikke at sige direkte sort bryg. Skummet kontrasterer med off-white til gyldent, letfedtet, men ikke overvældende skum. Duften er svært traditionelt julekrydret med noter af svesker, blommer, chokolade og et stænk af cognac. Det undrer ikke, når man tjekker deklarationen, der afslører indhold af både julekrydderier, urter og sukker. Hvad ‘julekrydderier’ præcis dækker over, kan man kun gisne om.

Og smagen skuffer heller ikke, hvad angår det julede. Der er den rigtige sødme af chokolade og syre af svedsker. Det ledsages elegant af en varm fylde og bitterhed af stærk kaffe. Med i sødmen finder man en velplaceret afrunding af hindbær – så har man også børnenes sodavand med til julemiddagen (jeg sidder i skrivende stund og får lyst til and – noget må Harboe vist gøre rigtigt).

Brygget rammer altså julestemningen rigtig godt. Så godt faktisk, at jeg overvejer om denne skulle være min foretrukne juleøl fremover (eller indtil jeg finder en anden, der er endnu bedre.) Indtil nu har det ellers været Ærø-bryggeriet Rises ‘Strong Rudolph‘, der har været min foretrukne juleøl – men den virkede underligt syrlig, så måske var det på tide at skifte hest?

Hvis der er noget, man skulle kritisere Harboes vellykkede julebryg for, skulle det være, at det måske alligevel er lidt for konventionelt. Det spiller for sikkert på de alt for velkendte og traditionelle juletoner, og glemmer derfor innovationen, nytænkningen og den galskab der skal til for at lave noget rigtig godt.

På den anden side – når det er jul, så må det jo også gerne være traditionelt, konventionelt, og lige sådan som det plejer at være. Så det er nok alligevel meget godt altsammen.

4-en-halv-stjerne

Klitnisse, Skagen Bryghus

2016-01-19 20.44.42Lidt mere hygge, tak …

Jeg er fortsat håbløst bagude med juleøllene. Det største problem er faktisk, at jeg er brændt inde med et større kontingent juleøl i selskabsstørrelse, altså 0,75 l (eller deromkring) hvilket er langt mere, end jeg gider drikke for mig selv.

Faktisk kan standardmængden på ½ liter føles i overkanten, ikke mindst når det er juleøl man tester, for de indeholder sjældent mindre alkohol end øl med gashåndtag. 0,33 l. er for det meste fint, og mindre kan endda også gøre det. Man behøver vel ikke at blive småfuld af en enkelt øl – så burde man hellere lave det i mindre emballager, så man kan prøve to forskellige før man bliver snaldret.

Nu har jeg faktisk glemt præcis hvor meget alkohol Skagen Bryghus‘ Klitnisse har. Men at dømme på den diffuse hovedpine jeg har i dag, efter at have prøvet den i går, holder den næppe under 7%. Så til en julefrokost vil den formentlig gøre godt, hvis man hurtigt vil drikke sig i hegnet …

På mange andre parametre udmærker den sig også mere end den klassiske (og kedelige) julefrokost-øl over dem alle – snepilsneren. Bryggets rødbrune kulør er langt lækrere – ligesom det gyldne, højttronende skum. Det er lige før man ud fra farverne kommer til at tænke mere på efterår end på jul. Duften er kraftig, anmassende og karakterfuld af gæret hø, så der venter om ikke andet en stærk oplevelse.

Et bitterfyldigt humledrøn af beske urter og småharske mandler rammer da også sylten ganske hårdt ved det første nip. Hø og vådt træ vokser i munden, og klinger ud med eftersmag af småharske mandler.

Lidt julet er det da, men det er klart julens grove smage, nissen fra de sandede egne omkring Danmarks nordligste punkt her slår an (nej, ingen dumme, lumre vittigheder om navnet herfra). Brygget opviser rigeligt karakter til i hvert fald ikke at være kedeligt. Til gengæld er brygget heller ikke ordentligt i balance, men tippet alt for meget over i det beske – hvis ikke harske.

Skagens klitnisse er af den bitre, gnavne slags, der helst driller. Lidt mere hygge ville have været klædeligt.

3-en-halv-stjerne

Jule Ale 2015, Thisted Bryghus

2016-01-18 18.44.14It’s a sad, sad Christmas …
– DAD

Jeg har stadig en stak juleøl stående, ligesom de foregående år. Men det gør ikke noget, for ikke sjældent er juleøl karakteriseret ved, at der er lidt mere i dem, end i de pjaskpilsnere, borgerne her til lands ellers skyller i sig.

I dette bryg er der fx krydderier. Det fremgår ikke hvilke, men det er i hvert fald mere end de fire klassiske ingredienser; vand, humle, gær og malt. De læsere, der kender mig, vil vide, at det ikke helt er det, jeg mener med mere, når det gælder øl. Jeg tænker på mere smag, mere fylde, mere styrke. Det er noget, man kan få frem ved at ændre på forholdet mellem de fire klassiske ingredienser – især er det sjældent en dårlig ide, at skrue op for malt og humle i forhold til mængden af vand. For meget gær skal man til gengæld passe på med.

Thisted Bryghus vælger altså noget andet – nogle (jeg, fx) ville kalde det at snyde – og så må vi jo se, hvad der kommer ud af det.

Bryggeriet kalder selv deres øl for en brown ale, hvilket ved beskuelse ikke virker helt urimeligt. Brygget er ganske rigtigt mørkt, men tydeligt filtreret og med en off-white skumkrone, der er set mørkere i undergærede wiener-typer. Brygget kunne nemt forveksles med en classic pilsner, hvis det skulle være, for så er brygget heller ikke mørkere.

Duften er måske lidt mørkere. Der er en mild berøring af karamel og kaffe, men det er så mildt, at der virkelig skal sniffes som en anden Sunny Beach-gæst ved et diskotekstoiletbræt, før man sådan rigtig mærker det.

Meget bedre står det heller ikke til med smagen. Også her beskrives den sparsomme aroma bedst som en berøring – og igen en mild én af slagsen. Men, bevares, da også en rar berøring. Igen finder man (efter nogen tids søgen) lidt karamel, lidt chokolade, og et stænk af kaffe, så smulerne da også matcher hinanden. Eftersmagen består af venlig karamel, måske en halv valnød og en enkelt, glemt sveske fra andestegen …

“Vi ønsker alle en Fredelig Jul” skriver bryggeriet på etiketten. Og fredelig bliver den – lidt for fredelig. “Lidt” er i det hele taget kodeordet i dette bryg – “mere” er behændigt udeladt, med undtagelse af varedeklarationen, hvis krydrede addendum hverken gør frem eller tilbage. Der er for lidt at det hele, og resultatet er – som kun DAD kan beskrive det – en både trist og sølle jul.

2-stjerner

Dame Blanche, Hornbeer

2016-01-16 17.16.19Godt samarbejde …

Hornbeers bryggeri ligger ikke langt fra mit gamle hood fra gymnasietiden. På samme egn (Hornsherred), omend nogen længere mod Nord ligger Skibby og Selsø Slot. Slottet har ført en omtumlet tilværelse, både som en af landets fineste herregårde og som staldbygning. Mest kendt – at dømme på, hvad omtalen af slottet oftest falder på – er måske historien om, at det spøger. ‘Den Hvide Dame’ går igen efter først at have taget livet af sin husbond som hævn for utroskab, for siden at tage livet af sig selv af frygt for den straf, der ville ramme hende for det.

Historien kan læses på linket ovenfor, og på bagetiketten af Hornbeers øl, Dame Blanche, der altså er inspireret af egnens spøgelseshistorie. Brygget er en Blonde efter belgisk forbillede, og en af de øltyper, jeg sjældent ender med at være særlig begejstret for. Hornbeer kan til gengæld lave rigtig gode øl, når de da ikke laver noget, der er lige til at hælde ud. Med Hornbeer har det indtil videre været enten-eller.

Brygget er lettåget citrongult med hvidt skum, der er stabilt nok til, at flaskens sidste dråber kan ligge som to gule flager pynteskal øverst. Duften er småsyrlig, men ikke decideret faretruende i forhold til, hvad jeg tidligere har måttet binde an med fra Blonde-boldgaden. Der er ingen kogesprit, overmoden banan eller harsk marcipanmasse til at varsle ilde. Tværtimod skærer en frisk humle gennem syrligheden med velgørende og for genren uvante noter af gran og en antydning af salmiak.

Lettere perpleks over en ikke ligefrem forventet duftprofil, sætter jeg glasset for munden. Humlen brænder omgående igennem og skubber de noget matte, småsyrlige noter af græs og citronmelisse i baggrunden. Humlen er kraftig og fyldig, ikke mindst fordi gæren også er præsent, og de to har indgået en frugtbar joint venture med en spændende Blonde for øje.

Gæren – den gær, der alt får tit får Blonde til at smage af mudder – gør det rigtig godt i dette bryg. Den åbner smagsløgene, så humlen rigtig kan komme ned i tungen. Her smager den løs af sød lakrids og lige akkurat så meget salmiak, at det er en fornøjelse at genkende den fra duften, mens aromaen fylder alle mundens små hulrum så nydeligt ud.

Dette er brygkunst. Hornbeer har begået en blonde, der smager fantastisk, og det endda uden at udtrykket egentlig afviger så voldsomt fra det, genren normalt byder på. For den bløde, men tit for syrlige mundfornemmelse er der stadig, men nedtonet, så den rare berøring mod tungen mærkes mest. Og gæren, der så ofte er tungen på den forkerte vægtskål, er igen præsent. Men i dens samarbejde med en – trods alt – for genren utraditionelt smagfuld humle er den kun med til at gøre både genre og øl mere fuldendt.

4-en-halv-stjerne

Trooper 666, Robinson’s Brewery

2016-01-15 21.34.06Så nydeligt det passer sammen …

Hermed rundes den lille triologi om ‘De øl, jeg fik af Paul’ af med et slags jubilæum: Øl nummer [trommehvirvel] – 666! Det var dét, jeg hentydede til, da jeg opfordrede til at følge med, da jeg anmeldte den første i Pauls ølgave.

Brygget er en ‘limited edition’-opfølger til den oprindelige Iron Maiden- øl, der blev anmeldt her på bloggen som nr. 600. Relativt kort efter blev jeg kontaktet af den føromtalte Paul, en fast læser af bloggen, der kunne fortælle, at han havde den perfekte øl til min anmeldelse nr. 666. Og det må jeg give ham ret i – alene ud fra øllets navn, endskønt talkombinationen faktisk er en genganger.

Af bagetiketten fremgår det, at der under slaget ved Balaclava i 1854 under Krim-krigen – slaget, der inspirerede Iron Maidens nummer “The Trooper” (der senere inspirerede de to Iron Maiden-øl) – ifølge den nyeste forskning var 666 britiske soldater, der angreb, og ikke 600 som der tidligere skulle være oplyst. Det er jo lige til at blive numerolog af. Jeg anmeldte den oprindelige Iron Maiden-øl som nr. 600, og dengang gik man ud fra, at ca. 600 briter angreb. Nu anmelder jeg denne som nr. 666, netop som man har fundet ud af, at det også var det egentlige antal soldater i angrebet.

Men come on … mon ikke den egentlige grund til denne special edition er at minde os om et andet Iron Maiden-nummer?

Alkoholprocenten ligger på 6,6, og så mangler der jo bare én decimal mere, før det hele stemmer, men den slags er der jo ikke tradition for at angive (formentlig fordi usikkerheden er for stor). Det er mere alkohol end i den oprindelige, fremgår det af bagetiketten, selvom recepten skulle være den samme. Desuden skulle dette bryg have mere smag, og hvordan man nu får mere smag og alkohol frem, selvom man bruger samme recept, skal man nok være brygger for at regne ud.

Jeg siger dog ingenlunde, at marketingafdelingen hos Robinson’s, der forfatter bagetiketterne, vrøvler – blot at jeg som lægperson tillader mig at undre mig. Jeg tager som altid gerne imod kvalificerede forklaringer – fx i kommentarfeltet, hvor alle læsere kan nyde godt af guldkornene.

Jeg vælger uanset hvad at stole blindt på Untappd’s påstand om, at der er tale om en ‘bitter’ – det var den oprindelige også. Umiddlerbart synes jeg dog mest af alt, den ligner en classic, eller en wiener, som det jo egentlig hedder. Brygget er tydeligt filtreret, skummet er uprætentiøst hvidt, og indtil videre ligner det ikke nogen heavy metal-øl. Og selvom bouqueten såmænd nok virker mere humlet, end jeg husker, den oprindelige var, føler jeg ikke, at vi er langt fra pilsnergenren.

Den syrlige kant, der også er i duften, og som får det til at rive lidt ekstra i næseborene, er til gengæld ikke til stede i smagen – og det er bedst sådan. Den ekstra smag kan bestemt mærkes. Der er knald på en humlebitterhed, der støder dybt ned i tungen, og lægger sig besk ved gummer og mandler. Desværre går det ekstra knald ud over kontrollen, for brygget forekommer mere voldsomt end egentligt rart.

Brygget skal skam roses for den ekstra kraft og karakter – og at fylden i øvrigt ikke er glemt. Det oprindelige bryg var klart mere letdrikkeligt og koncertegnet, mens dette er tungere, sværere tilgængeligt, og ikke ét, der vil falde i helt så mange kunders smag.

Respekt for det – men lidt mere almindelig velsmag, ville have klædt det.

Tusind tak til Paul for tre fine øl. At få lejlighed til at prøve denne øl er en ære, jeg sætter stor pris på. Til gengæld indrømer jeg på stedet, at de to Guldhammer-øl, Citrillo og Emigranten var væsentlig større øloplevelser, og nok i grunden ikke nemmere at opstøve end nærværende Special Edition-bryg.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme