Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2015

Årets Nye Bryggeri 2015

2015-06-11 16.06.30Med risiko for …

I dag kårer vi ølbloggere Årets Nye Bryggeri. Indtil for få minutter siden havde jeg – uden gas – ikke den ringeste anelse om, hvilket jeg skulle vælge, og var på nippet til at skrive netop det, og undlade at kåre nogen.

Men så kom jeg på andre tanker, da jeg pludselig kom på en kandidat.

Men kandidaten indebærer risikoen for, at jeg blamerer mig. Der er nemlig ikke tale om et dansk bryggeri, og jeg kan se, at mine bloggerkolleger udelukkende nominerer indenlandske bryggerier. Kategorien hedder dog “Årets Nye Bryggeri” og ikke “*Årets Nye Danske Bryggeri”, “*Årets Danske Nye Bryggeri” eller for den sags skyld “*Årets Nye Bryggeri i Danmark”.

Så jeg vælger at søge udenlands uden frygt for at bryde regler eller intentioner (eller i hvert fald ikke regler), og her kommer så den næste anstødssten: Jeg ved faktisk ikke, om det bryggeri, jeg udnævner er et nyt bryggeri, grundlagt i indeværende år. Det er umuligt for mig at finde et årstal på bryggeriets hjemmeside eller på diverse Wikipedia-sider … Men når nu det er umuligt at finde noget som helst om bryggeriet andre steder end på bryggeriets egen hjemmeside, så tyder det på, at bryggeriet vel ikke kan have så lang tid på bagen.

OG – for nu at bøje reglerne som var de af gummi: Kategorien hedder “Årets Nye Bryggeri” og ikke “Årets Nye Bryggeri fra indeværende år”. Aha! Man kan altså godt vælge et bryggeri, som er flere år gammelt – det skal bare i indeværende år stadig være relativt nyt … og hvad er nyt?

Solen, fx, er en relativt ny stjerne – især i betragtning af alle de år den har tilbage – først som rød kæmpestjerne, så som hvid dværg, og efter det som sort dværg – jamen i det perspektiv har Solen jo dårligt nok forladt sit mødrene ophav endnu! Så hvis bryggeriet ikke er fra i år, så vil ingen regler på det punkt heller blive brudt, da jeg i forvejen – helt selv – har bøjet dem så tilstrækkeligt.

Og for nu at trække spændingen lidt mere, og for at sikre, at læseren får trukket endnu en hårtot ud af hovedbunden, mens han/hun/den/det sammenbidt vrisser “så kom dog for helvede til stykket!” så vil jeg, når jeg lige om lidt er færdig med at kommentere, at jeg trækker tiden ud, ved at skrive selvrefererende tekststykker om det, jeg selv skriver lige nu, efterhånden nå til det vigtigste – ja, vel selve POINTEN med dette indlæg … Min udnævnelse af Årets Nye Bryggeri …

… er I klar…?

… uha, det er spændende, ikke…?

… kan I holde det ud …?

… hvis du allerede har kigget i bunden af indlægget, fordi du ikke gad læse alt det sludder, idioten skriver, fortænker idioten dig intet …

… vinderen af nomineringen som Årets Nye Bryggeri er …

… [trommehvirvel]

…[Bækken!]

Doctor Brew

 

Det Polske Bryggeri kastede et ordentligt læs øl i nakken på mig omtrent på det tidspunkt, hvor bloggen kunne fejre sit femårsjubilæum. Det er nu ikke derfor, de er mit bud på årets nye bryggeri, men fordi øllene faktisk var rigtig rigtig gode. Desuden kunne bryggene aflive nogle udbredte fordomme om Polen – nemlig at det meste fra det land er gråt, beskidt og smager af kål.

Det er ikke tilfældet hvad øl angår. I hvert fald ikke, når det kommer fra dette bryggeri.

Læs hvad de andre bloggere mener her:

Ulkløb Blog

Rookiebeers

Triplehead

Rock on Beer

No BS Brewing

Ousen om Øl

Beertalk

Humle & Mad

Højt Skummende

Humulus Lupulus

Hoppy Christmas, Ugly Duck/Indslev

IMG_20151212_190155Jul? Hva’ffor en jul?

Det måtte jo ske på et tidspunkt … eller … når jeg tænker over det – hvor mange gange har jeg ikke i anmeldt en ‘classic’ eller en ‘premium’? Så det er faktisk ikke første gang, at jeg anmelder en øl, der bærer samme navn, som en øl, jeg tidligere har haft fat i. Men måske er det første gang, hvor navnet ikke samtidig dækker over en øltype.

Men det ligger selvfølgelig også lige til højrebenet at erstatte A’et i “Happy” med et O, så  man i stedet får “hoppy” – og så ellers sørge for at gøre øllet godt humlet. Præcis det trick – og altså inklusive navnet – har skotske BrewDog lavet for nogle år siden. Og jeg kommer ikke udenom en vurdering af, hvem der slipper bedst fra forsøget – både hvad angår det julede, og mere overordnet det øllede.

Visuelt ligner brygget det, det er – en IPA – rødbrunligt, tåget og med gyldent skum. Olfaktorisk er det meget klassisk (og lovende) med en overordentligt velgørende duft af aromatisk humle. Bergamotolie, nåletræ og roser blander sig i skøn forening. Det skal her indskydes, at nåletræet ikke nødvendigvis er en rød- ædel- eller normannsgran, men blot den regulære krasbørstige IPA-bitterhed, som man kender så godt. Særskilt julet er det altså ikke.

Og smagen er lige i centrum. Rigeligt af den fyldige, søde bitterhed som man jo kun kan elske ved typen. Bagom den kraftige bitterhed af frisk nåletræ mærker man de søde roser og den milde bergamotolie, og sammen illustrerer det så nydeligt, at man kan blæse og have mel i munden. Man kan få både i pose og sæk. Man kan nyde det bitre og det søde samtidig. Man kan få det hele liv som kun en Nietzsche kunne sukke efter …

Med andre ord er Hoppy Christmas fra Ugly Duck Brewing (som jeg skal skynde mig at sige er Indslev Bryggeris eksperimentelle afdeling, som i øvrigt laver andet end hvedeøl) en aldeles vellykket og velafrundet IPA, som nok skal vække glæde uanset om det er jul eller ej.

For noget specifikt julet er der ikke ved den. Det var der faktisk heller ikke ved BrewDog’s Hoppy Christmas, så på det punkt står bryggene lige. IPA egner sig slet ikke til søde julegodter eller fed julemad. Jeg foretrækker den derimod til krydret mad – i øvrigt gerne indisk – så bitterheden kan give krydderierne et værdigt modspil.

Som øl i det hele taget er sejren til Ugly Duck Brewing til gengæld soleklar. BrewDogs bryg var velgørende bittert men også tyndt, spinkelt og uden fylde. Til gengæld var det skotske bryg rent, mens Ugly Ducks er tilsat appelsinskal i anledning af højtiden.

Men det er vist mest for syns skyld, for det kan næppe smages i brygget, og formår altså ikke at gøre en i forvejen ujulet brygtype mindre ujulet end den er i forvejen.

Men som almindelig IPA er den som sagt lige i centrum.

5-stjerner

Årets Danske Bryggeri 2015

2015-05-28 18.47.26Martin Petersen, der bestyrer ølbloggen Stovt har engageret alle os ølbloggere til at give vores bud på de bedste oplevelser i løbet af året i nogle forskellige kategorier. Det kommer de næste dage til at gå med. I dag gælder det (som overskriften antyder) årets danske bryggeri.

Og jeg er totalt i vildrede. Når jeg anmelder øl, skyldes det, at jeg støder på dem, og der er hverken mål, med eller overordnet strategi bag. Lysten og pengepungen er det, der driver værket, så hvis der findes et system er det udtryk for stokastik.

Men et eller andet skal jeg jo vælge, og når jeg sådan lige løber årets øloplevelser igennem, så har jeg prøvet flest interessante øl fra …

 

Midtfyns Bryghus

 

I foråret lavede de en ikke uinteressant serie af Grill-øl – herunder en IPA efter amerikansk forbillede, der var exquisite. Desuden prøvede jeg nogle andre interessante bryg ved årets ølfestival i København, og endelig lykkedes det Midfyns Bryghus som de første at lave en Chili-øl, der faktisk smagte godt.

Så … et eller andet skal jeg jo vælge. Midtfyns Bryghus må være Årets Bryggeri, set med mine øjne.

I morgen kåres årets nye bryggeri … Panikken før lukketid er allerede ved at indfinde sig.

Læs hvad de andre bloggere mener her:

Rookiebeers

Ousen om Øl

Triplehead

Humulus Lupulus

Ulkløb Blog

Beertalk

Humle & Mad

No BS Brewing

Julehvede, Indslev

2015-12-11 17.56.41Nåhr ja, hvedeøl!

I Bryggeriforeningens julegave forefandtes noget så usædvanligt som en jule-hvedeøl. Men hvis Indslev (som er bryggeriet) skal kunne lave juleøl, så  det blive en julehvedeøl – for hvedeøl er som bekendt det eneste, de laver. Det er sjældent, at jeg finder Hvedeøl, der er værd at skrive særligt rosende ord om, og på forhånd finder jeg det svært at lure, hvordan genren skulle kunne egne sig op til jul. Med lige rigeligt vand, for meget gær, syrlighed i overkanten, men med en sød blomstret note nu og da, er hvedebryggene kun sjældent mit krus øl. Og de typiske smage er – inklusive de positive, søde blomsternoter – ikke just juleegnede.

Lidt jul der dog i bryggets lød, der er knækket i en lidt mørkere tone end de fleste af genrens manifestationer. Skummet er desuden rigtig flot gyldent, og de to farver ville gøre det godt i et flettet julehjerte. Duften peger til gengæld i retning af de klassiske smagskomponenter i hvedeøl – vand og gær, samt en del citronsyre.

Syren er dog ikke så nærværende i smagen. Det er gæren til gengæld, mens vandet holdes stangen af en trods alt ikke ueffen havregrynsagtig fylde, der vel leveres af gæren. Men ud over den nærværende gær er det svært slå helt præcis ned på, hvad brygget egentlig smager af …

– lad mig se …

– jo! Nu ved jeg det!

– Hvedeøl!

Som hvedeøl er flest. Det vil sige ikke af særlig meget, og mest af gær. Men denne gang formår gæren som nævnt at give noget fylde, og det endda uden at brygget bliver harskt eller surt, sådan som for megen gær ellers ofte kan gøre det.

Der er dog cirka lige så meget jul over den som en højsommerdag i juli.

For to år siden anmeldte jeg Indslevs overordentlig smagfulde ‘Frederiks Jul‘. Den skulle på flere måder vise sig at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Hvedeøl er kun yderst sjældent egnet som juleøl, og hører i det hele taget sommeren til, hvis det overhovedet har hørelse nogen steder.

Allligevel har Indslev prøvet hele to gange. Jeg bliver læserne svar skyldig hvorvidt dette produkt har befundet sig længere i bryggeriets portefølje end Frederiks Jul. Hvis dette bryg er ældre end hint, tager jeg hatten af for forbedringen – og for at jeg uden hat bedre kan tage mig til hovedet over, at de har valgt at beholde dette bryg i handlen.

Hvis dette bryg er yngre end Frederiks Jul, og måske endda tænkt som en erstatning eller en efterfølger, tages hatten alene af for at jeg kan tage mig til hovedet så meget desto mere.

Til jul hører dette bryg i hvert fald ikke. Det er stokdøvt, høreapparatet er defekt og hørerøret bortkommet.

2-stjerner

Fanø Julebryg, Fanø Bryghus

2015-12-10 18.47.42Hvor er julen blevet af?

Kan Fanø Bryghus på egen hånd brygge ekstraordinært øl, eller skal de have hjælp til det, sådan som det var tilfældet sidste gang (som også var første gang) deres bryg blev anmeldt her på bloggen?

Dengang var det jo både exquisite og excellent – endda i en grad så det  udtales med fransk accent [ægsguwi’zitø e ægze’lang], men da havde de jo også fået hjælp af den onde tvilling.

Denne gang står de som antydet på egne ben, og de har begået en stout, som de samtidig sælger som en juleøl. At den er blevet mig til del skal jeg huske at takke Marcus og Joachim for – den var en del af det fine udvalg, de havde med til mig fra Høkeren på Ravnsborggade til min fødselsdag, så for en sjælden gangs skyld kan jeg gøre indhug i både juleøl, og det store fødselsdagsparti.

Ud over de fire klassiske ingredienser indeholder brygget krydderier. Hvilke krydderier fremgår ikke, men man kunne jo gætte på krydderier, der gør brygget mere julet … nelliker, anis eller brunkagekrydderi fx? Uanset hvad virker kategoriseringen som stout velplaceret – brygget er sort som kul, og skummet herligt brunt som karameliseret sukker. Det er ved at være længe siden, jeg har haft fat i en stout, hvor også skummet så ud som det skal på en stout. Duften er klassisk og velkendt, grænsende til det fortærskede – fortrinsvis bitre noter af kaffe garneret med en knivspids rom.

Og det smager også som en stout – klassisk, velkendt og – lige præcis – fortærsket. Også her mærker man bitterheden af kaffe med en antydning af sukkerrørssødme. Jeg vil ikke sige rom, for et særskilt alkoholelement forefindes ikke i brygget.

Man kunne i det hele tage lave en lang liste over ting, der ikke indgår i brygget, hvorfor brygget aldrig bliver nogen særlig stout, og endnu mindre en julestout. Hvad det end er for krydderier, brygget er tilsat forbliver også i smagen en hemmelighed, for heller ikke disse formår at yde brygget nogen særegen karakter.

En stout, der er lidt mindre vandet end Guinness, er det umiddelbare indtryk. Vandet holdes i øvrigt kun tilbage af et skrøbeligt sommerdige, og det blæser op … eller … det gør det faktisk ikke. Der er ikke meget vadehavshøjvande eller vesterhavsstorm over brygget. Snarere en behagelig efterårsdag med solskin og fralandsvind – om ikke ligefrem vindstille.

For den smager jo godt – det er da en regulær og smagfuld stout, der endda formår at kradse en anelse på vejen ned forbi de øvre indre organer. Men meget mere end ordinær formår den ikke at være, og hvad det julede består af, fortaber sig i vinter- og stoutmørket.

3-en-halv-stjerne

Jóla Bryggj, Föroya Bjór

2015-12-09 19.50.30Kolonien kan …

Indtil videre har jeg ikke været voldsomt imponeret af færøsk bryg her på bloggen. Men ret beset har der jo også kun været ét indtil videre. Det blev beskrevet helt tilbage i Aarhus-tiden, og endda drukket på hin valgaften i september 2011 – længe før emigrationen til Irland overhovedet var i tankerne. Brygget smagte, så vidt jeg kan vurdere fra anmeldelsen, som billig håndsæbe med harsk eftersmag.

Ikke ligefrem et lovende førstehåndsindtryk for færøsk øl, men nu skal det understreges, at bryggeriet denne gang er et andet. Der er tale om det ældste eksisterende bryggeri på Færøerne, og det næstældste nogensinde – Föroya Bjór. Kun det hedengangne Restorff Bryggjarí var ældre, og da det gik nedenom i 2007, overtog Föroya Bjór en del af produktporteføljen. Om denne var én af dem tvivler jeg på, men jeg har af dovenskab ikke fået googlet mig frem til det.

Jeg har prøvet deres produkter et par gange før – deres pilsner tilbage i 1991, da jeg var på tur til Færøerne med ungdomsskolen (og jeg drak en øl, selvom vi ikke måtte, hæ hæ hæ!) Siden prøvede jeg en stribe af dem på et københavnsk spillested under Copenhagen Jazzfestival i 2006 – det var vist deres classic, som jeg husker som … vil ingen ekstraordinær øl, men smagfuld og mere interessant end den danske ækvivalent fra Carlsberg.

Nærværende øl behøver jo heller ikke rage op i skyerne for at overgå den i forvejen ret lave standard for den kendteste danske juleøl. Alene ud fra det visuelle er denne øl i allerede mere interessant. Den er ret mørk, og duften afslører en i grunden ganske fremtrædende og sød maltprofil, der for længst har sprængt rammerne for, ikke bare hvad dansk standardpilsner kan diske op med, men så sandelig også danske julebryg.

Malttyngden fortsættes i smagen, og hurra for det. For brygget er mere end adækvat fyldigt, sødmen er umiskendelig og i det hele taget har brygget netop en aromaprofil, der passer til den fede julemad – flæskesteg, brunede kartofler, sveskefyldt and, sovs …

Og denne øl kan man i øvrigt også drikke flere af, uden at det bliver for meget. For den forbliver en standardøl, og ikke en specialøl. Den markante maltprofil gør det til en god standardøl, der i øvrigt behændigt undgår standardøllenes faldgruber, såsom syrlighed og vandighed.

Men kraften kunne have været større – men hey, i julen – og navnlig ved julefrokosterne – må man gerne få mere end bare en enkelt eller to under vesten. Og som en smagfuld afløser til den harskt bitre snebajer er dette bryg aldeles oplagt.

Færingerne brygger bedre standardjulebryg end kolonimagten. Så kan vi lære det!

3-stjerner

Chimay Blonde Dorée, Chimay

2015-12-08 19.03.55Hvordan den smager …

Jeg fortsætter med det belgiske restlager fra ølbloggeren Black Ben. Derefter er det vel nok tid til nogle juleøl, for pludselig nærmer den stundende højtid/helligdag sig jo med hastige skridt. Det er bår’ dæjli’, men et vist pres mærkes jo efterhånden, når man ikke har anmeldt en eneste endnu.

Chimay er herhjemme almindeligt kendt som noget af det fineste og specielleste man kan få fra Belgien. Og det passer vel for så vidt også, hvis man alene ser på, hvad der jævnligt kan fås i supermarkederne. I Belgien findes der dog meget mere og mere spændende øl, og undertiden kan også det fås i almindelig handel herhjemme – og at man nemt finder noget endnu speciellere i specialbutikkerne end det endnu speciellere end Chimay, man kan få i supermarkederne, uden at man behøver lede særlig længe, er nok kendt blandt kendere. Eneste spørgsmål er, om tegnebogen er stor nok.

Denne Chimay er imidlertid lidt speciel – selv for det der er speciellere end Chimay. Den findes som regel ikke i almindelig handel, men er forbeholdt munkene, gæsterne og medarbejderne på Scourmont-Abbediet, hvor mærket har hjemme. Så det er jo lidt vildt at kunne prøve det – og den vanskeligtgjorte tilgængelighed er i hvert fald også et velegnet markedsføringstrick.

Ved skænkning bruser brygget højlydt, mens skummet tårner sig faretruende højt op over glassets kant. Aromaen udløses næsten eksplosivt med noter af banan, umodne æbler og grape. En potent skærende note af alkohol og gær blander sig lettere faretruende, men alligevel uden at brygget virker decideret sprittet. Ellers er brygget ganske tåget, lyst gult, og skummet næsten selvlysende hvidt og standhaftigt som et æsel med primadonnanykker.

Allerede fra begyndelsen byder brygget på en overraskelse. Den initiale aroma er svær at placere – både smagsmæssigt, men også lokalt. Brygget smages faktisk ikke så meget med tunge, gummer og gane som af humlrummet imellem den. En parfumeret essens af banan og fortrinsvis søde (og ikke som i bouqueten – sure) æbler fylder mundhulen ud, mens der er lidt mere gods til smagsløgene i efterspillet

Der holder den i duften ellers så faretruende gær sig nydeligt i baggrunden. Den giver nok lidt kant og kriller, men holder sig pænt på den diskrete side, hvor den kun yder brygget karakter i form af en skarp, men altså på ingen måde overdreven bitterhed.

For overdrevet er brygget bestemt ikke. Det er på det antydningsvise, det forsigtige og det finurlige. Oplevelsen består ikke i smagens kraft eller intensitet, men derimod på måden det smager på. Det spændende er ikke hvad det smager af, men hvordan det smager.

Og den interessante og usædvanlige aromaprofil til trods, bliver munkebrygget aldrig nogen guddommelig øl. Men noget djævelskab bliver den så sandelig heller ikke, selvom jeg nok havde stukket næsen op efter noget lidt vildere i betragtning af, at dette ellers kun er til de indviede …

… nåhr ja – og til gæsterne.

4-stjerner

Det Fri Jubi’ Øl, Mikkeller/To Øl

2015-12-04 17.06.42En fortælling med det hele …

Også denne øl fik jeg til min 40 års fødselsdag. Nanna, en gammel studiekammerat og nytårsgæst forrige år havde den med som en særlig gave. Brygget kan nemlig ikke fås i butikkerne, da det eksklusivt er brygget i anledning af hendes tidligere arbejdsplads, Det Fri Gymnasiums 40 års jubilæum.

De tre bryggere bag frekventerede matriklen i Møllegade tilbage i 2005 – den ene som lærer – hans navn er Mikkel Borg Bergsøe, og kræver næppe videre introduktion (hvis man alligevel vil have en, kan man klikke her). De to andre var elever, og hedder Tobias Emil Jensen og Tore Gynther – i dag står de bag bryggeriet To Øl. Brygget er i øvrigt debut’en for To Øl her på bloggen, og jeg erkender med skam i skriften, at det er alt for sent.

Eksperimenterne i skolekøkkenet, som man kan læse om på To Øls hjemmeside, skulle blive begyndelsen på et dansk brygeventyr, der ikke bare har taget Danmark, men også resten af verden med storm. Både Mikkeller og To Øl er i dag verdenskendte førende mikrobrygbrands.

Beskrivelsen af brygget er så fin, at jeg vil gengive en betragtelig del her. Den rummmer alt det, Det Frie Gymnasium traditionelt forbindes med, både på godt og ondt: “En øl brygget på solidaritet, tolerance og respekt for alle. Mere maltet end King bajeren (sic) fra kiosken på hjørnet. Humlet med amerikansk Simcoe humle (sic) så den dufter af De Gamles By i foråret. En smule krop og restsødme der svarer til tiden når eksamen er overstået og er blevet en smule bitter på grund af politiets tilstedeværelse på Nørrebro.”

Det lyder jo lovende. Men øl er ikke smag alene. Det involverer også udseende og duft (som minimum).

Brygget er lyst, citrongult og lettåget, med afdæmpet skum, der til gengæld sætter sig på glassets inderside som en friskkastet malerbombe på en hollændervogn. Duften er skarpt bitter af grannåle, ledsaget af en letparfumeret hindbæressens. Min kategorisering har vaklet lidt mellem IPA og Pale Ale (brygget findes på grund af sin begrænsede målgruppe ikke på Untappd) og er faldet ud til det sidste, da jeg ikke finder bitterheden potent og overbevisende nok til, at jeg vil sætte et ‘I’ foran.

IPA er bittert og slagkraftigt. Dette bryg er mere finurligt. Det starter friskt, med simcoens søde, luftige hindbæressens – også i smagen. Det er den søde gymnasietid med faglige udfordringer, kammeratskab og socialt samvær i hverdagen. Som brygget skyller ind over tungen, mister det faktisk sin smag, men bevarer friskheden. Skoledagen er lang, der er mange lektier, og undertiden føles gymnasietiden træg og kedelig. Det stille intermezzo afbrydes pludseligt af skarpere toner: Nu har vi fri! Nu starter weekenden! Nu er der fest – og for nogle slåskamp mod nazier og politi! Bitterheden sætter ind med masser af tør, hårdtslåene bitterhed. Ikke ulig fornemmelsen af frisk tåregas i svælget.

Det er sjældent, at en etiket kan beskrive øllet så fint og præcist. Øllet er ikke bare en smagsoplevelse. Det er en fortælling … om det at gå i gymnasiet, og navnlig om det at gå på Det Frie Gymnasium. Den har det hele med – ikke bare i smagen, men også i fortællingen.

Det er elegant, meget vellykket og bryder grænserne for, hvad man kan med øl. Jeg vidste godt at øl kunne se ud, dufte og smage – men at det ligefrem kan fortælle – det er nyt for mig!

5-stjerner

Henry’s Farm, Two Roads Brewing Co.

2015-12-03 19.50.31Afstemningsøl II

Der var som bekendt folkeafstemning i torsdags, og den hænger nu om muligt også mig længere ud af halsen, end et par dage før selve valghandlingen.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg og Peter (min nabo og gæst den aften) delte endnu en øl mens resultaterne tikkede ind. Denne fik jeg til min fødselsdag af Marcus, med hvem jeg blandt andet har spillet Munchkin under påvirkning af et udvalg af COOPs faste repertoire af munkeøl. Der er i øvrigt mere at vente fra den kant – han og hans tvillingebror Joachim havde nærmest ryddet Høkeren i Ravnsborggade for gærede humleprodukter, så jeg havde noget at anmelde efter min fødselsdag. Denne er kun begyndelsen, og selvom ikke alt blev leveret i selskabsemballage (dvs. alt over ½ liter – det er almideligvis den øvre grænse for, hvor meget jeg gider drikke alene) regner jeg med, at kvaliteten er af samme kaliber og gerne mere.

Der et tale om en debut for det amerikanske bryggeri Two Roads Brewing. Jeg ved ikke, om de er kendte eller ej, men de har hjemme i staten Connecticut, som jeg første gang nogensinde hørte om i gymnasietiden, da vi i min klasse fik en udvekslingsstudent derfra. Brygget er dog tilegnet brygmesterens oldefar, der havde sit virke i South Dakota, en utrillion kilometer derfra. Historien (som kan læses på bagetiketten) er den simple, at oldefar dyrkede lige så mange hektar, som der er kilometer mellem South Dakota og Connecticut (sådan cirka), men når snestormene kom, bryggede han sin egen øl – ‘Henry’s Bock Beer’ – i stedet.

Om recepten er den samme, fremgår ikke, men tilegnelsens oprigtighed virker intakt.

Det er et mørkt bryg, omend akkurat gennemskueligt og knækket i det rødbrune. Skummet er til gengæld hvidt som sne fra en South Dakota-snestorm, og klæbrigt som tøsne mellem hænderne på en skarnsunge, der er ude på skælmeri. Duften er tung af et næsten overfyldigt maltindslag med kombineret sødme og syrlighed af svesker … Det er fra starten næsten lidt for meget af det gode.

Og sveskerne mærkes i den grad også i bryggets smag. ‘Bryg’ er næsten for mildt et ord at bruge. Grød er mere passende – i hvert fald fylden taget i betragtning. Og sammen med fylden yder sveskesødmen og sveskesyrligheden rigeligt med kraft til, at man ikke bare får en smagsoplevelse for fuld skrue – man får også hurtigt nok, og lidt mere end det.

Brygget skal have fuld kredit for sin kraft og sin smag, der med det voldsomme sveskeindtryk alene ville have været nok til at levere både oplevelse og kvalme. Men brygget er ikke engang slut der. En kraftig bitterhed melder sig i eftersmagen, som en lidt for stærk westernkaffe, der via grødfylden også giver en oplevelse af grums. Den ufine bitterhed i eftersmagen omtales på bagetiketten som ‘a hint of hops that provides a perfect balance’ … lad os bare sige, at gengivelsen ikke er den, jeg i min tid som ølblogger har læst, der stemte bedst overens med min oplevelse.

Brygget forbliver ude af balance, selvom oplevelsen da er til at tage at føle på. Det er blot ikke udelt en god oplevelse, brygget giver. Den er som minimum også kvalm og disharmonisk, men på den anden side er det heller hverken uforløst eller ufuldstændigt. Man savner ikke noget efter den – men føler, ligesom da man snusede til brygget, at det er lidt for meget.

Ligesom afstemningen – som det jo altid er med sådan nogle afstemninger – også blev for meget.

Det værste er, at eftersom det blev et nej, ved vi, at vi får en afstemning til. Nærværende bryg, derimod, kan man i det mindste undlade at købe en mere af, hvis man synes, at den var alt for meget.

4-stjerner

Waterloo Triple Blond, Anthony Martin

2015-12-03 17.18.05Giv mig styrke …

Til at klare mig igennem aftenen. Det er jo afstemningsaften, og der er helvedes meget på spil. Min gæst i aften, Peter, har fået den her, fordi han stemmer som han gør, mens jeg til aftensmaden hapsede den her omtalte – mest af alt fordi det var den der var på køl, og skulle afprøves.

Brygget er brygget (hvad kalder man sådan en konstruktion – ordrim?) i anledning af 200-året for det navnkundige slag ved Waterloo, hvor Napoleon jo mødte sit … ja, waterloo. En kæk lille ledsagetekst kundgør, at brygget er brygget (jeg kan ikke lade være) siden 1456, og at det netop i slaget ved Waterloo (som skotsk-kyndig kan jeg aldrig lade være med at tænke, at det på den dialekt faktisk betyder ‘toilet’) indgød tropperne styrke og mod. I aften har jeg brug for begge dele, så det i øvrigt tilfældige valg viste sig at være velvalgt (uha, jeg kaster omkrig mig med både alliteration og ordrim i dag (hvis det altså er det, det hedder)).

Skummet er højt, holdbart og skaber, idet det falder, strukturer som spindelvæv. Lange tråde, der ikke vil brydes. Så med mindre man venter til, at øllet er feslunkent, vil man ikke opleve skummet falde til bunds, før brygget smages. Duftes kan det dog uanset hvad, men ikke med megen ‘Erfolg’. En svag bouquet af grovbrødsdej kan anes, og man forbliver uden enhver idé om, hvordan brygget mon vil smage.

Godt, viser det sig heldigvis! Brygget har en forfriskende sprød bitterhed og … og … ja, i virkeligheden ikke meget mere end det. Sprød bitterhed, og i øvrigt nøje afgrænset til et aldeles velvalgt afsnit af mundhulen.

Det smages stort set kun bagest i gabet, ved mandler, svælg og visdomstænder. Bitterheden er simpel og ligefrem af frisk løvtræ. Imponerende er det desuden, at brygget, trods dets i grunden spinkle humleprofil, faktisk ikke smager for meget af vand. Den bevarer fylde og en velbehagelig mundfornemmelse, en skarp bitterhed sammen med en simpelhed, der ellers tit betyder ligegyldighed … men altså ikke her.

Med den i sækken klarer jeg nok valgaftenen. Om jeg klarer resultatet, må morgendagen vise.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme