Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: november 2015

Schiøtz Mørk Mumme, Royal Unibrew/Albani

2015-11-27 17.27.08Ikke til Guds velbehagelighed …

Jeg troede ellers, at jeg var nået vejs ende med denne øl – at Schiøtz-temaet fra Albani/Unibrew var rundet af, når vi rundede de tre øl i serien. 3 er sådan et fint rundt ta… okay, rundt er det jo ikke, men på mange måder ellers smukt, magisk, eventyrligt og ikke mindst en repræsentant for den hellige treenighed (mere om den slags senere).

Men nej – de skulle gå skridtet videre. De kunne ikke nøjes med de tre. Den treenige harmoni, den hellige treklang og den dynamiske treo, som Lottrup og Carls Selection så nydeligt repræsenterede, ligger nu knust på supermarkedsgulvet … Grænsen skulle overskrides, hybris er nu virkelighed, oh tempore oh mores … Der er kommet endnu en Schiøtz-øl på markedet. Jeg konstaterede det tidligere i dag, da jeg var forbi DagliBrugsen i Urban-planen, for at hente strøelse til vores kanin (der apropos hybris og det anslåede græske tema hedder Aristoteles. Men det er en anden historie).

Royal Unibrew har altså valgt at lancere endnu et Schiøtz-bryg – en Mørk Vinterbock i anledning af juletiden … Det må de jo selv ligge og rode med, men jeg må faktisk helt ærligt udtrykke min undren over, at endnu et bryg skal presses ind i Schiøtz-temaet. Det virkede så velafrundet med de tre, vi har været omkring inklusive nærværende. Hvis jeg skal anmelde den fjerde også, har jeg så meget desto mere en udfordring med resten af de mange øl, jeg har i vent, så det er næppe noget, jeg vil prioritere højt.

Mørke er der i øvrigt også så rigeligt af i nærværende øl, og det kan ellers undre, da bagetiketten gør et stort nummer ud af at fremhæve mesterens fromme gudfrygtighed. I disse nypuritanske tider, hvor det skal fremgå såre eksplicit af regeringsgrundlaget, at Danmark så gu’ er et kristent land, har den slags fået fornyet kulturel værdi. Ifølge anekdoten skulle han ellers have været “en for sin tid kontroversiel person”, der “[meget høfligt udtrykte ]sin holdning ved engang at udtale: “skoven er min kirke og svalens kvidren min lovsang”.” Alligevel understreges det hastigt “at han [ikke] var ugudelig”.

Den slags udglatninger er åbenbart nødvendige, så snart folks spiritualitet afviger det allermindste fra den autoriserede danske mainstream evangelisk-lutherske leverpostejskristendom. Sammen drager vi et lettelsens suk, for gudskelov er den hellige grav da vel forvaret i Theodor Schiøtz’ manglende ugudelighed – så kan vi lide ham alligevel … Eller Royal Unibrew kan lide ham alligevel? Eller også fik man presset en from cadeau til regeringens vækkelsesgrundlag ind mellem sidebenene, så Venstre (eller nok snarere DF) måske vil se med velvilje på bryggeriet næste gang, der skal deles ud af skattepengene til de rige venner?

– Tillad mig i et lignende udbrud af from pietisme at udbryde et fyndigt ‘kors i røven’ med samt et gudfrygtigt ‘Vorherre på lokum!’

Der er, som titlen antyder, tale om en Mumme – angiveligt en meget gammel øltype, fyldig og frugtig, og krydret med alskens godt fra urte- og frugthaven, m.a.o. hul i Reinheitsgebot, men vi er jo også under hjemlige himmelstrøg og ikke i det store naboland mod syd.

Solbær, slåen og hyben pryder recepten, i øvrigt sammen med rugmalt. Det giver et natsort bryg med skum, der akkurat er knækket i over i det cafe-lattefarvede, og tilpas klæbrigt til at det visuelle yder en adækvat oplevelse. Duften er for så vidt en ganske lovende blanding af branket og sveskesødt.

Den første mundfuld er da også forventeligt fyldig og sød som englesang, men smagen klinger ud før man kan nå at sige “Den Hellige Treenighed”. Et syrligt element blander sig med det nu mest dominerende træk – i starten var det en hyggelig maltbolsjeblanding, men nu er det postevand. Det syrlige kommer af umodne æbler, og det sødtristede maltindslag kæmper en brav Davids kamp mod Goliath for at give brygget lidt af sin velbehagelighed tilbage.

Men som så ofte holder den bibelske fortælling ikke. Vandet og syrligheden vinder, og man sidder tilbage med en noget ufin oplevelse af et stykke brygarbejde, hvor højre hånd ikke har vidst hvad venstre hånd gjorde. Uden at man vil erklære det en vederstyggelighed, der burde udryddes af Guds folk – endda langt fra – men noget under bliver det heller ikke.

Ikke desto minde er det stadig Schiøtz-serien, der har vist sig som den mest interessante af de tre brygpionér-serier, de to gigantbryggerier herhjemme har lanceret. Men det er ikke på grund af dette bryg.

3-stjerner

Witte Lambic, Mort Subite

2015-11-25 18.05.18Tynd, og det er vist bedst sådan …

Brygget her byder på en interessant kombination. Den er – som de fleste bryg fra Mort Subite åbenbart er – en lambic, og samtidig er den en wit, den (hos mig i hvert fald) mest berygtede af øltyper. Mort Subite plejer gerne at borge for kvalitet, så dette kunne vise sig at være noget så sjældent som en nydelig wit. Det er trods alt set før, men min skepsis er alligevel intakt.

Brygget byder på en spids, småsprittet næsestyver, når kapslen letter, hvorefter det udløser en dunst af hvedemel i lokalet. Stikker man næsen ned til brygget, venter der en overraskelse.

For brygget dufter virkelig af meget. Frugten er i front med en masse banan – bananens sødme, bananens fylde … man undgår akkurat at duften bliver kvalm på grund af de ledsagende, udglattende noter af hyldeblomst. Brygget selv matcher nogenlunde bananindslaget i løden – gult og med det kridhvide og klistrede skum til at repræsentere frugtkødet.

Det er imidlertid ganske andre frugter, der møder én i smagen. Disse frugter er nu også gule, men har en ganske anden aroma. Det søde banantema er afløst af et surt citrontema.

Man slipper heldigvis for ufrivillige trækninger i ansigtet, for brygget smager ikke rigtigt igennem. Citronen vedbliver med at være antydningsvis, samtidig med at man oplever lidt af den samme – og ikke ubehagelige – glatte fylde, der også var til stede i Original Gueuze.

Kerneelementerne i wit-typen – citronsurheden og den harske gær er behageligt underspillede. Og afkølet giver citronen og det glatte lambicudtryk faktisk brygget legitimitet i sin friskhed. Godt bliver det aldrig, men det er stadig et godt stykke fra at ramme bunden.

2-stjerner

Andejagt, Raasted Bryghus

2015-11-20 19.20.21Koncertøl II

Så er der rod i kronologien – og det er jo, hvad man risikerer, når man er lidt på forkant. Jeg havde hygget mig med at skrive lidt løst og fast på denne anmeldelse, og glemte så, at den skulle have været offentliggjort før Schiøtz Gylden IPA – for nu at skrive om øllene i den rækkefølge de rent faktisk er blevet afprøvet.

Men så kan jeg vel lære på den hårde måde, hvad der kommer ud af at være på forkant (ligesom hipsterne) eller som det hed før det var på forkant at kalde det ‘på forkant’; ‘proaktiv’ og ‘dynamisk’ – gerne ‘på sigt’. Jeg lover, at det aldrig skal ske igen … i hvert fald ikke lige foreløbig.

Vel – her følger fortsættelsen på historien om Gedveds og min lille ølsmagning forleden aften efter demo og før koncert:

Gedved og jeg gik jo ikke direkte fra demo og hjem til ham for at drikke øl før Minds of ’99-koncerten. Vi var forbi en Fakta-butik på vejen for at skaffe forsyninger. Ud over La Trappes Quadrupel, som blev valgt på grund af dens gode smag og effektivitet (alkoholstyrken og PPK-værdien (=procent pr. krone)) insisterede Gedved på, at vi også skulle tage nogle øl med, jeg ikke havde prøvet før.

Jeg var, på grund af mit bugnende lager, ikke meget for det. Men vi gik alligevel derfra med tre øl, jeg ikke havde prøvet før. Jeg husker ikke de to andre, ud over at én af dem var fra Midtfyens Bryghus. Det er ikke meget snot, jeg græder over, at jeg ikke fik dem prøvet, for jeg har som bekendt rigeligt at se til i forvejen.

Mens den svinedyre hipsterøl, som Gedved havde fået i gave, klingede ud, blev ‘Andejagt’ åbnet. Tidligere har jeg prøvet ‘Bukkejagt‘ fra samme jagtserie fra Raasted Bryghus. Den var åbenbart OK, hvis jeg skal tro min anmeldelse af den, men ikke noget, der rigtig var værd at gå på jagt efter. Renheden har de to bryg til fælles. Der er ikke andet i, end vand, humle, gær og malt.

Ligesom hint bryg, der er dedikeret til nedskydning af bambi og andet råvildt, er nærværende bryg ganske mørkt. Man skulle ellers tro, at man ville slå lidt lettere noter an, når nu det er Daffy og Anders And, man går efter at pløkke ned. Skummet er ganske klæbrigt, og udfolder sig i mønstre på glassets inderside, frem for at løbe ned som frisk blod af skamskudt fugl. Duften ligger i det syrligt friske – jeg tænker grønne æbler, kombineret med en bitterhed af frisk kaffe.

Kaffen – den friske og rare, som man i det mindste kan styrke sig på, og få varmen af, hvis man er en klovn til at ramme og derfor ikke får noget kød på bordet – er der imidlertid intet af i smagen. Men bittert – det er brygget godt nok alligevel … på en måde.

Brygget smager af kål – syrlig blom- eller rosenkål og dermed passer øllet jo allerede langt bedre til glaseret Gurli Gris end til andesteg. Gedved mente, at den smagte som det polske køkken. Til det måtte jeg hurtigt tilføje, at den ikke smagte som polske øl – med tanke på de aldeles udmærkede polske specialbryg, jeg prøvede tidligere på året.

I øvrigt vil jeg ikke udtale mig om det polske køkken. Gedved ved måske nogle ting om det, jeg ikke ved. Ikke desto mindre kunne øllets smag godt minde om nogle af de fordomme som synes udbredte om det polske køkken. Men hvordan det polske køkken egentlig er, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg er selv belastet med en opvækst med det tyske køkken, hvor sauerkraut er udbredt. Og med bitter-til-harskhed af kål, tilsat en syrlighed af eddike, er en sammenligning med netop sauerkraut ikke helt ved siden af. Det kan godt være, jeg holder med Tyskland i fodbold, men gastronomien må de godt beholde vel syd for Kruså.

Overordnet ødelægges brygget af en ambition om, at det virkelig skal smage af meget. Men hvad det skal smage af, synes at være kommet i anden række. Man har forsøgt at være kompromisløs, og det er gået ud over velsmagen, og derfor er brygget reelt mislykket.

Det skal her siges, at brygget slutter af med at lade kaffen komme en smule til orde i eftersmagen, hvilket da forsoner en smule så brygget undgår en bundkarakter. Men godt bliver det aldrig – det var Gedved og jeg rørende enige om.

Det var i øvrigt en fed koncert. Jeg kender faktisk ikke bandet indgående, men jeg kunne bestemt godt finde på at se dem live igen. Især med de gode venner, jeg har. Nærværende øl, derimod, vil jeg snarere anbefale til målskydning end som tilbehør ved et jagtselskab.

2-stjerner

Schiøtz Gylden IPA, Royal Unibrew/Albani

2015-11-23 19.30.03Frisk variation …

På en måde er denne anmeldelse jo en revisited, for jeg prøvede også Schiøtz Gylden IPA ved den københavnske ølfestival tidligere på året. Jeg har imidlertid helt bevidst undladt at genopfriske min karakter fra dengang, før jeg har skrevet denne anmeldelse færdig.

Umiddelbart synes jeg faktisk, at den smager af mere i aften, end jeg husker fra festivalen, og det er ikke spor mærkeligt. Ølfestivalen i København er et gedemarked i en flippermaskine i et højtbefærdet motorvejskryds i myldretiden. Det fyger om ørerne med godt, skidt og mærkeligt, og mine evner til at smage koncentreret har med sikkerhed været hæmmet af, at der var så meget af alt 

Der er også mere af det hele i brygget – nogle vil endda mene ‘for meget’, da brygget ikke overholder de tyske renhedsforskrifter. Det er smagt til med rosmarin og hyben, altså gamle, nordiske krydderier og bær. Umiddelbart ikke upassende i forhold til IPA-typens krasbørstige bitterhed.

Brygget ligner også en IPA – lys med en lød knækket over mod det kobberrøde. Det er klart som pasteuriseret æblejuice. Skummet er både fedtet og klæbrigt, og også mere holdbart end weekendens enorme mængder sjapsne som den faldt i Københavnsområdet – men så heller ikke mere.

Duften føles markant og glat. Bitterheden river ikke næsens slimhinder i laser, men det betyder bestemt ikke, at bouqueten ikke er en nydelse. Man mærker tilsætningerne – og vel egentlig mest hybenbærrene. I kombination med humlen leverer brygget en ganske unik bouquet, der er henad den velkendte bergamotolie, men samtidig sødere og mere sofistikeret.

Og smagen overrasker. Især i betragtning af, at der er tale om en masseproduceret IPA fra landets næststørste bryggeri, kan man intet andet, end indrømme den en mere end adækvat ydelse af nydelse. Bitterheden er der som den skal være – igen er den glat, og måske nok ikke særlig dyb. Til gengæld giver bær og krydderier et sofistikeret præg og for genren tiltrængt fornyende indspark.

Hybenbærrene runder ikke bare bitterheden af, men giver også deres helt egen sødme, der ikke bare er af sukker, kirsebær, karamel, æbler, svesker, eller andet man har prøvet så mange gange før. Nej – her har man den særlige, lette, syrligt-søde og krydrede bitterhed af hyben, der kun er sin egen, og den er aldeles velvalgt. Bedst er brygget ved mandlerne, hvor kombinationen af den småkrakilske humle, krydderier og bær trænge godt ind i gummer og gane.

I konkurrencen mellem CeresLottrup-serie og Albanis Schiøtz-serie ser vinderen således ud til at blive [trommehvirvel] Royal Unibrew! Hvad man ikke gør for at få industriøl til at tage sig mere interessant ud – såsom at lave smarte konceptserier, uden at forny sig …

… bortset fra når man så rent faktisk fornyer sig – sådan som Royal Unibrew gør i dette tilfælde. Det er faktisk ganske lækkert, og noget man ikke har set før.

4-en-halv-stjerne

Bøgedal No. 424, Bøgedal

2015-11-20 18.43.43Koncertøl

I fredags fik jeg min fødselsdagsgave af Gedved, Anne-Louise (som jeg var på ølfestival med i maj) og Annemarie (som også var en del af det punkerslæng, jeg hang ud med i min ungdom). Selvom jeg ikke var meget for det, kom de ikke med øl, men derimod en koncertbillet til The Minds of ’99 i Store Vega.

Før selve koncerten mødtes Gedved og jeg dog på Nørrebro, hvor vi lavede lidt larm, hvorefter vi tog hjem til ham, og fik et par gode øl før koncerten. Så denne weekend fik jeg ikke taget hul på mit efterhånden betragtelige øllager – jeg må nok snart til at invitere nogle venner forbi.

Brygget havde han fået i fødselsdagsgave, og var købt i Torvehallerne – så bliver det ikke mere hipster, og næppe heller særlig meget dyrere. Jeg kan godt lide selv at få ting fra torvehallerne, mens jeg får noget nær nervesammenbrud, når jeg selv skal købe noget derinde.

Hipstertendenserne fortsætter på etiketten, der er gullig som falmet avispapir og påskrevet med fonten Courier – I ved, den der ligner skriften fra en gammeldags skrivemaskine. Den som lærerne i folkeskolen og gymnasiet hadede at man brugte, fordi de (retmæssigt) mente, at den nedsatte læseligheden betragteligt.

Her fremgår det, at brygget udover de sædvanlige fire ingredienser indeholder appelsin, muscovadosukker og porse (der skal sandelig mange tags på denne anmeldelse) … hipster i dåden!

Umiddelbart kan jeg ikke selv finde disse ingredienser i duften. Efter at proppen røg af med et ordentligt drøn forplantede der sig derimod en kraftig bouquet af friskbagt grahamsbrød i lokalet. Men ingen appelsin, sukker eller porse. Først når man får næsen hen over brygget, mærkes især appelsinen, ledsaget af porsens skarpere kant. Brygget er i øvrigt mørkt som en vinternat med strømsvigt, og skummet forsvinder hurtigere end den nys overståede snestorms sjap. Skummets farve  minder i øvrigt også lidt derom.

Smagen overrasker ved kun i begrænset omfang at manifestere smagen af appelsin. I stedet indleder brygget med en fyldig kaffebitterhed, der fylder godt op i mundhulen med et hårdtristet kaffeblend. Bagtil begynder sødmen så at titte frem, først og fremmest med rørsukkeret som appelsinen formår at blande sig ganske interessant med.

I eftersmagen blander alle indtrykkene – det bitre, det søde, det appelsinsure – sig – lidt på samme måde som tøjet i en vaskemaskine, lidt for voldsomt og uordentligt. Ud kommer en smag, der minder om ananaskirsebær med lidt for meget kvalm sødme. Brygget viser sig – trods gode takter, og hæderlig smagsstyrke – at være noget ude af balance. Det er som om man ikke har fået pudset velsmagen ordentligt af, men i stedet har satset hele butikken på styrken.

Det slipper man ikke altid lige godt fra, så selvom hipsterscoren er hinsides både kødbyen og drinks i cykeltøj, så blev Gedved og jeg rørende enige om, at brygget nok var vel over middel, men stadig langt fra en topkarakter.

4-stjerner

Mindeord for Jan Monrad

En læser er gået bort …

Det var noget af et chok, da jeg i går erfarede, at Jan Monrad – min spæde ungdoms store helt, komiker, tegner, emaljeskilts- og ølentusiast – pludseligt var gået bort.

Vores allesammens Jan – eller Mogens, for han var langt henad vejen identisk med sit Alter Ego fra hans, og kollegaen Søren Rislunds bizarre univers – er ikke længere. Sorgen, tabet og følelsen af tomhed er ikke bare stor i virkelighedens verden, men så sandelig også i Pladderballe, Ubehage og Væmmelse Nørmark.

Det er svært helt at forstå, hvilken gennemslagskraft Jan Monrad faktisk havde. Når jeg tænker tilbage, rækker hans indflydelse på mig jo længere tilbage end tiden omkring udgivelsen af Hundestjerner Hasteindlagt (jeg fik pladen i julegave i 1990 – og var fra da af helt solgt). Det var vel i TV-programmet “Hund og Hund imellem”, at jeg lærte duoen at kende ved navn, men flere år før det, i folkeskolens lavere klasser, gik vi jo allerede rundt og benyttede enhver lejlighed til at udbryde “læjerlap” – gerne uden for enhver meningsgivende kontekst.

Mange af Monrad & Rislunds skøre indfald er blevet fælleseje og en del af den kollektive kulturelle bevidsthed. Deres figurer, deres rekvisitter, deres replikker – alt sammen er det gledet ind i dagligdagskommunikationen, og er blevet en naturlig del af den måde vi formulerer os på. Man bemærker knap nok længere, at når man ‘næsten ikke kan få luft’ eller man ikke kan ‘åbn-dn’ eller at Jesus er ‘ham oppe fra kommunen’, så er det noget, der havde sit udspring i Monrad & Rislunds knudrede hoveder.

Jan Monrad var som nævnt også ølentusiast, og jeg ved, at han faktisk jævnligt læste min blog. Da det første sæt Pladderballeøl kom i butikkerne anmeldte jeg dem alle fire. Jeg dristede mig til at sende ham linket til anmeldelsen, og det blev den første af en håndfuld gange, vi skrev sammen. Den sidste gang jeg skrev med ham, handlede det ikke om øl, men om, hvorvidt hans og Søren Rislunds bidrag til dansk kulturhistorie ikke skulle på Spotify. Svaret var “jo da!” – og en månedstid efter var de der – alle pladerne (undtagen de 2 allerførste). Den dag blev der lyttet meget til Spotify …

Jan var altid klar til en sludder. Primadonnanykker lå ikke til ham – i hvert fald ikke som jeg har oplevet det, og heller ikke ud fra, hvad andre lader høre. Mest af alt skylder jeg dog Jan en stor tak for, at han var med til at få min blog ud over scenekanten. Da brygget ‘Svagpisser‘ fra Pladderballe Bryghus vandt Kvicklys Ølfestivalg 2014, var det min anmeldelse, Jan henviste til på sin egen Facebook-side.

Også i år vandt Pladderballe Bryghus Kvicklys ølkonkurrence med brygget ‘Skumhest’. På bryggeriets hjemmeside linkes der til Ratebeers anmeldelser … og separat til Kajs Ølblogs anmeldelse.

Ingen af gangene var disse bryg mine favoritter (omend de da lå vel oppe i den øvre halvdel af feltet). Men åbenbart var Jan Monrad (og muligvis også Søren Rislund) så glade for mine anmeldelser, at de syntes at andre også skulle læse dem.

Det gør mig ikke så lidt glad, at jeg har formået at fornøje et menneske, der har givet mig så ufatteligt meget fornøjelse den anden vej.

Hvil i fred, Jan. Dødsriget er nu et meget lysere, gladere og muntrere sted at være. Jeg håber du giver Hel, Hades, Anubis og alle de andre underverdensguder, med samt Bjarkram Rodaz og Herbert Marianne Andersens undulat noget at grine ordentligt over.

Original Gueuze, Mort Subite

2015-11-19 16.16.00Én på opleveren …

Der er sandelig sket noget på det sidste … Det er kun lige godt en måned siden, at jeg var fuldstændig tørlagt, og måtte bede om hjælp for at få nye øl at anmelde.

Hjælpen strømmede omgående ind. Ølbloggeren Black Ben (som også er giveren af dagens øl) og læseren Christopher trådte til med uvurderlige bidrag. Siden havde jeg fødselsdag, og der fik jeg opbygget et lager, der nok skal holde bloggen kørende et godt stykke tid – sikkert vel ind i det nye år.

Og længe før benovelsen har lagt sig … en almindelig torsdag morgen, hvor man tilfældigvis har en fridag, og er ude i nogle ærinder i byen, så står der – bare lige sådan – to store 2015-11-19 12.00.45kasser med øl foran éns hoveddør når man kommer hjem.

Den glade giver viste sig at være Bryggeriforeningen, der da lige syntes, at jeg – bare sådan i min egenskab af ølskribent – skulle have et læs julebryg fra foreningens medlemmer. 36 stk i alt. Alt for meget til at jeg kan nå det før julen er omme – eller for den sags skyld ville have kunnet nå, selv hvis jeg ikke havde fået alt den anden hjælp.

Et førsteklasses første verdens luksusproblem – jeg ved det godt. Men bare for lige at understrege – hvis en læser har nogle øl liggende, han/hun/den/det vil af med, 2015-11-19 13.21.53behøver jeg bestemt ikke være den første, der bliver spurgt, når de skal bortgives.

Og jeg må hellere se at få gjort et indhug. Øllene drikker (endsige anmelder) jo ikke sig selv. Jeg vil fortsat anmelde øllene i nogenlunde den rækkefølge, jeg har modtaget dem i. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg undervejs bryder en kende med kronologien, og fx prøver et par juleøl i løbet af december måned.

I aften står den på en belgier, der samtidig er den kun tredje lambic, jeg prøver i bloggens levetid. Det er et gyldentrødligt bryg med umiddelbart ret svagt skum. Den smule der er, gør imidlertid voldsom modstand mod at forsvinde helt, og lever videre efter brygget er væk som spændende aftegninger på glassets inderside.

Jeg er ikke sikker på, at jeg nåede at dufte til brygget denne gang. Min formodning er dog, at bouqueten er ret svag, såfremt den skal passe bare nogenlunde til smagen …

For smagen er svag. Men det gør bestemt ikke øllet dårligt.

Selvom det ikke er min første lambic, så er det med sikkerhed første gang, at jeg prøver en øl, der smager af så lidt og så meget på samme tid. Aromaen i sig selv er ganske spinkel. Ansigtet vrider sig en anelse på samme måde som når man tager en mundfuld frisk citronsaft – bare ikke helt så meget, men altså på samme måde. En nogenlunde nærværende aroma af frisk græs er brygget grundbestanddel, og så er der henkastede spor af lidt humle og endnu mindre gær. På overfladen virker det tyndt, lemfældigt og uplanlagt … men hvorfor er brygget så alligevel en nydelse?

For brygget føles bare skønt at have i munden. Mere end nogensinde før mærker man, hvad god mundfornemmelse betyder for øloplevelsen. Hvordan det end er lykkedes dem, så har bryggeriet formået at understrege mundfornemmelsen ved at nedtone aromaen. Det er dristigt, men det fungerer!

Brygget masserer nænsomt tunge, gane og gummer. Den lette, men subtile syrlighed fuldender oplevelsen med en uhyre afpasset træk i kæbe- og halsmuskulaturen. Renhed, hårdhed, klarhed samt en ikke nærmere bestemt, men ganske præsent lækkerhed karakteriserer bryggets berøring med mundens indre. Det er kun sekundært et bryg, der smages, og primært et, der føles. Jeg tænker, at det må være noget med den særlige gær, men jeg er ikke sikker.

Og det føles skønt uanset hvad. Et sikkert valg for alle, der vi prøve en alternativ øloplevelse, hvor smagen ikke står i centrum, men hvor oplevelsen alligevel er mere end intakt.

4-stjerner

En aften med Carsten Berthelsen …

En hyggelig aften på Tøjhusmuseet …

En af landets største og stolteste kulturbærende institutioner, Nationalmuseet, har fundet min ydmyge blog lødig, værdig og vigtig nok til brug for bekendtgørelse af et lille arrangement på museets matrikel i Tøjhusgade 3, Tøjhusmuseet, d. 10 december fra klokken 16:30.

Det handler nu ikke om historisk krigsmaskineri, og om muligt endnu mindre om beklædning, men derimod om …

 

Kan I gætte det?

Kan I?

Hva’?

 

Nej, så skal jeg nok fortælle det.

Det handler om vin!

Ha! Der fik jeg jer, hva’! Gu handler det da ej om vin. Det handler selvfølgelig om øl.

Juleøl endda, og er det ikke passende for årstiden? ‘1000 år med julebryg’ er undertitlen på arrangementet, hvis overskrift er “Julebryg – vores ældste juleskik”.

Udover forefindelse af smagsprøver og faldbydning af såvel øl som bøger om øl, formidles arrangementets spændende tema af en virkelig kapacitet på områderne (dvs. udi både formidling og øl), nemlig forfatteren Carsten Berthelsen, der blandt andet står bag bogen “Ølrejsen”.

Få kan som Carsten Berthelsen fortælle dybt og indgående om øl på en både gribende, indsigtsfuld og letforståelig måde. Det vil enhver, der har stiftet bekendtskab med bogen vide. Og hvis forfatteren er blot halvt så interessant in the flesh som hans bogstaver og ord, er der virkelig en oplevelse i vente.

Læs mere om arrangementet og bestil billetter her. Undertegnede vil selvfølgelig også være til stede ved arrangementet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig.

Shandy Lakrids, Ørbæk

2015-11-17 17.18.59Limonaden fungerer heller ikke …

Det er efterhånden nogle heftige rædsler, jeg har været igennem i min tid som ølblogger. Alligevel kan jeg ikke lade være. Når jeg ser noget mærkeligt, bizart, sært, eller bare generelt noget, jeg kan sige mig selv, smager modbydeligt, så er der noget ved det, der hiver i mig. Jeg kan ikke lade være med at prøve det, selvom alle alarmklokker klemter.

Jeg ved ikke om det er en masochistisk tendens i mig. Jeg tror snarere det er en sadistisk, fordi rædslerne giver mig udsigt til at være rigtig styg i min efterfølgende anmeldelse. Men uanset hvad, ender jeg altid med især at gå efter blandingsrædslerne, eller sodavandsøllene, som jeg også ynder at kalde dem.

Og ind imellem formår selv de at skabe adækvat glæde. Måske jagter jeg bare overraskelsen? Den ene gode blandt de mange elendige? Det enlige tusindfryd blandt tidslerne?

I forbindelse med Kvicklys Ølfestivalg i år var jeg faktisk for første gang ude og give fire stjerner til en sodavandsøl. Det drejede sig om Ørbæks ‘Shandy Ginger‘ som nu er blevet relanceret med ny etiket – og to yngre søskende. Én med citron (kaldet lemon), og altså nærværende med lakridslimonade. (Er det i øvrigt ikke spøjst, hvordan ingefær og citron bliver meget sejere og markedsføringsagtigt, hvis man skriver det på engelsk, mens man holder fast i det danske, når det gælder lakrids? Det engelske ord ‘liquorice’ er selvfølgelig også svært at stave sig igennem – og der er fremmedartede bogstaver i, såsom ‘q’ og ‘c’. Og fremmedartet er jo som bekendt det ondeste i hele verden – så den slags griseri kan man ikke have i peri-DF-Danmark.)

Da jeg valgte at hale de to yngre søskende ned i kurven, var det vel også for at undersøge, om Ørbæk kunne gentage den relative succes, eller måske endda overgå sig selv. Det var ikke kun tiltrækningen ved det bizarre, og udsigten til at fyre endnu en elendig anmeldelse af. Uanset hvad, kunne jeg ikke tabe. Hvis brygget smagte godt, ville jeg intet problem have med at indrømme det. Og hvis det var lige så elendigt som man turde frygte, ville det være en fornøjelse at skrive anmeldelsen.

Og selvom typen hører sommeren til, har jeg altså gemt den her til den mørke tid … eller … den først lanceret for relativt nyligt … eller … ja, måske har der bare været så lidt salg i den, at den stadig står og fylder på hylderne i Kvickly? Er det sidste tilfældet, venter der næppe nogen stor positiv overraskelse.

Bryggets lød matcher nu årstiden fint. Det er praktisk taget sort med mørkttonet skum, der i øvrigt opviser en overraskende holdbar- og klæbrighed. Duften halter til gengæld voldsomt bagefter. Lakridsen føles som en letbranket kilden i næsens fimrehår – altså noget svag, men alligevel nærværende i forhold til ølindslaget. For selv det, der er svagt synes nærværende i forhold til noget, der er helt væk.

Måske kan øllet findes i smagen, så jeg nipper til det …

Ja, lakridsen kan i hvert fald smages. Og det er bestemt ikke piratos eller Tyrkisk Peber, der er forlægget (brygget er ellers tilsat chili, men se om det nytter). Det er faktisk ikke engang blue jeans, men derimod den sødeste, venligste børnelakrids, man har kunnet finde, og så ellers blandet godt op med en djævlens masse sukker. Ja, stundom bliver jeg endda i tvivl, om det i virkeligheden smager mere af en Soda Stream-sodavand fra firserne med cola-ekstrakt? Ikke bare alt for sødt, men også skummelt kemisk? (Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke mistænker brygget for at indeholde noget syntetisk eller kemisk, endsige skadeligt som sådan. Brygget er, som Ørbæks øl nu engang er, økologisk.)

Mere end noget andet smager man det klægtsøde saftevand med lakridsaroma. Det er til at begynde med ikke ubehageligt, men glimrer altså heller ikke ved sin velsmag. Efterhånden som brygget bliver dovent (og det bliver det hurtigt) degenererer den søde lakrids, vandet træder mere frem og giver brygget en uvelkommen metallisk finish, mens sødmen langsom bliver kvalm til småvæmmelig.

Eftersmagen er et aftryk på mandlerne af rent lakridspulver, og det er sidste pind i kisten til bryggets integritet, der i øvrigt var anløben fra begyndelsen af. Man smager aldrig øllet, og brygget mangler derfor enhver legitimitet som øl. Desuden er den alt for søde lakrids fra starten mere en prøvelse end en nydelse, så ikke engang det, der skulle være øllets interessante erstatning, fungerer ordentligt.

Nej tak – den skal ikke prøves igen, og jeg fraråder, at man spilder sin tid på den. Til dens forsvar kan det kun siges, at jeg trods klæg sødme og syntetiske indtryk ikke følte mig ansporet til at hælde den ud. Men der skal mere til for at en øl består, end at man ikke har lyst til at dumpe den i nærmeste afløb.

1-stjerne

Aecht Schenkernla Rauchbier, Brauerei Heller

2015-11-14 17.01.16Den Aegte vare.

Jeg har efterhånden fået opbygget lidt af et lager hjemme hos mig. Ikke alene var Black Ben, og læseren Christopher så venlige at skænke mig nogle øl i starten af efteråret. Jeg har også modtaget noget af en samling i forbindelse med min 40 års fødselsdag for lidt over en uge siden.

Egentlig ville jeg have gjort de første donationsøl færdige. Men så skal fødselsdagsøllene pludselig på vent, og det er synd, for der er så mange gode at tage fat på. Så her kommer den første – sammen med en tak til Joan, som gav mig den i gave.

Joan mødte jeg første gang, da jeg boede i Irland (blogindlæggene fra dengang starter her). Hun er en af Lindas gamle venner fra asatromiljøet, så vidt jeg husker, og hun havde boet derovre et godt stykke tid før vi tog af sted. Det var derfor kun naturligt at vi mødtes et par gange, mens vi boede derovre. Som bekendt er jeg siden vendt tilbage. Det samme er Joan, og min fødselsdagsreception skulle blive begivenheden, hvor vi endelig skulle mødes igen for første gang, siden vi kom hjem.

Irsk er øllet ikke, og heldigvis for det, havde jeg nær sagt. Øllet er derimod tysk, og det er borger, når alt kommer til alt, omtrent for lige så megen kvalitet som irsk øl, hvilket ikke er særlig meget.

Intet land i verden er så konservativt hvad øl angår som Tyskland. Evigt og altid spilles der på det sikre, på det rene, og på at øllet er fint nok som det er, og at eksperimenter er noget, man lader andre om.

Men selv i denne konservative kedsomheds højborg findes der lommer af interesse. Ikke at disse lommer nødvendigvis er mindre konservative, men de er alligevel oaser i ensartetheden ved lokale særpræg, der får dem til at rage op som små fyrtårn af interesse midt i de blikstille hav af germansk konformitet. Et sådant fyrtårn er den niederbayerske by Bamberg.

Byen er kendt for sit røgede øl. Og denne øl skulle angiveligt være en af de bedste og kendteste af alle de røgede øl fra byen. Hidtil har jeg kun stiftet bekendtskab med en wienerøl fra den egn, og den var omend smagfuld, ikke særlig Bamberger. Alt for lidt røg! Men her skulle der altså være tale om den ægte vare.

Brygget lugter da også som når Linda har været ude til blót en regnvåd aften. Røg, masser af røg, godt blandet op med tjære og fugt. Faktisk minder den i odeur lidt om lugten i kælderen under min boligblok, dengang der havde været brand. Det lyder måske ikke rart, men ligesom jeg hader sukker i kaffen, elsker jeg øl, der smager som sukret kaffe. Øl må på samme måde gerne lugte af ildebrand, mens jeg på det bestemteste vil frabede mig den ægte vare (undtagen når der er tale om bål. Det er hyggeligt, men føj, hvor det stinker).

Øllets lød matcher i øvrigt den voldsomme bouquet. Sod, tjære og forkullet træ, mens det høje, tætte skum faktisk er for mørkt til at matche aske helt rigtigt.

Smagen … Ah, smagen … Forestil jer bålstegt vildsvin med fennikel, lakrids, rosmarin, anis, nelliker … Nej, det er ikke bare røg. Der er også indtryk af de krydderier, man bruger i steg. En steg, der faktisk har fået lidt for meget – igen ville det være synd for en steg, men i øllet er det skønt. Den får ikke for lidt af de røgede og krydrede indtryk, og det er så her, man pludselig opdager, at man faktisk også kan smage resten af øllet.

Malten er ikke glemt. Ganske vist skjuler de brankede, brændte og røgede noter maltens karamelagtige sødme ret effektivt, men fylden står tilbage, og gør sit til, at brygget bliver fuldendt i sin komposition. Modsat den ellers ikke dårlige Grodziskie er røgintrykket ikke blandet op med vand, fordi resten af øllet er glemt.

Det er nok de mange års erfaring, der spiller ind. Vestfyens bud på en røgøl var slet ikke ringe, men her mærker man traditionen … hvilket gør Krenkerups Rauch Bier så meget desto mere imponerende. For når alt kommer til alt, husker jeg ikke hin lollandske perle som væsentlig anderledes i karakteren end denne – den klassiske bambergske rauchbier. – Men Krenkerups øl ligger jo efterhånden flere år tilbage.

Sådan kan en anmeldelse af en enkelt øl bringe én tilbage – ikke bare til Irland, men helt tilbage til den lille lejlighed i Århus Vest, hvor denne blog fandt sin spæde begyndelse for ca. 5½ år siden. Tænk hvor tiden går, uden at man behøver føle sig gammel.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme