Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: oktober 2015

Young Lust, Kissmeyer Beer

2015-10-24 19.11.24Det bliver spændende …

Så er det tid til en kommerciel debut på ølbloggen. Bryggeriet Kissmeyer står for skud. Så vidt jeg ikke har kunnet google mig frem til – (eller rettere – jeg googlede på livet løs og fandt intet) – har bryggeriet ikke sin egen hjemmeside, men kun en fanside på den allestedsnærværende fjæsbog.

Det får vel række, men meget klogere på bryggeriet bliver man ikke på besigtigelse. Brygmester Anders (hvis efternavn har lagt navn til bryggeriet) har trådt sine barnesko på Nørrebro Bryghus, fremgår det (jeg håber han behandler sine medarbejdere ordentligt, og ikke har taget for meget lære på det område af sin læremester). Konceptet er til gengæld interessant. Kissmeyer er ret beset et fantombryggeri, hvis produkter er et resultat af brygmesterens konsulentvirksomhed på forskellige bryggerier rundt om i verden.

Således er denne øl faktisk brygget i Libanon (spændende). Den er købt i Kvickly til en billig penge (tak, Christopher), og der er to mere i vent oven på køkkenskabet. I filialen på Englandsvej, Amager har der længe stået et større restlager, som jeg har svært ved at tro, er helt væk endnu, så go fetch, hvis du har lyst til at gøre et kup i øl, man ikke sådan lige ser hver dag.

I begejstring for bryggets øjensynlige specielhed skal man ikke glemme, at det trods alt er indholdet, der tæller mest. Brygget er tilsat umaltet havre, sukker og røllike, så det er så som så med renheden. Røllike er ikke desto mindre interessant, og alt i alt er der jo ingen der siger, at de ekstra ingredienser får brygget til at smage fælt.

Brygget er flot messingfarvet med en svag antydning af restgær. Skummet er svagt, men forfriskende klistret. Duften afgiver akkurat så meget dunst af fusel til at skab spænding og dynamik, at man ikke hæfter sig alt for voldsomt ved, at humlen er for svag til at imponere.

I smagen mærker man den dog en smule mere. Den kæler nænsomt for smagsløgene med en aromatisk sødme, der på den anden side også kunne hidrøre fra det tilsatte sukker. Smagen skal suges ud af brygget. Ved første berøring af mundens inderside virker det næsten smagsløst, og først når man har prøvet lidt, melder smagen sig altså efterhånden.

Og der er da noget humle. Og der er da noget sødme. Og der er da noget velsmag … men det bliver ved, at der kun er noget og ikke nok. Hvis nu samme smag røg under en lup … eller man dampede mere af vandet væk … eller mindre af alkoholen, måske – så ville den smage af mere, og måske endda af nok.

Men indtil videre må brygget, på trods af gode ideer, tankebaner og en ikke dårlig smag, betragtes som middelmådigt.

Det bliver spændende, om den næste bliver bedre.

3-stjerner

Bryg 21.1 – Hyldeblomst med Hoegaarden vådgær, Hjemmebryg v/ Black Ben

IMG_3509Nok den bedste …

Det er det mindste jeg kan gøre … Når Black Ben sådan langer smagsprøver/restlager ud, så skal jeg da selvfølgelig også lige have et par af mesterens egne hjemmebryg med, så kendskabet til dem også kan nå ud til en bredere kreds …

… og det fortjener denne her så sandelig også. Hvordan det står til med de to andre, jeg fik i hånden, må vi se på, når jeg når til dem, men begyndelsen er i hvert fald mere end lovende. Opskriften på brygget kan findes på Black Bens egen blog her – så kan man jo altid se, om man kan gøre ham kunsten efter. Synd er det i hvert fald at brygget ikke kan få i almindelig handel. Det er et rigtigt godt bryg i det hele taget, og så er det oven i købet en hvedeøl.

Der er tale om en hvedeøl tilsat hyldeblomst – en blanding, der er forsøgt et utal af gange med varierende held. Faktisk spænder resultaterne fra det direkte rædselsfulde og frastødende over det jævnt kedelige til det i grunden ganske smagfulde. Men sådan rigtig godt, mindes jeg faktisk ikke, det har været endnu. Time for a change!

Det begynder ellers ikke helt lovende. Brygget skummer rigtig meget, så jeg begynder at frygte, at det er endnu en gusher, som jeg før har været ude for ved hjemmebryg. Til gengæld falder skummet ret hurtigt igen, og erstattes af et relativt klart bryg, messinggult og altså uden nævneværdige spor af den restgær, der ellers kunne skimtes i flaskebunden før skænkning.

Duften varsler heller ikke bedst. Messingen mærkes nemlig også her – i uskøn forening med sprit, gærede blommer og det sure fra grapefrugt. Der er alle grunde til at være en smule skeptisk.

Men hov! Det smager jo (som antydet) skønt!

Der er godt med humle – ja, dette er en hvedeøl med et velgørende humleaftryk. Fyldigt bitter humle af nødder endda, og ikke hvas bitterhed af alt for meget gær. Det allerførste smagsindtryk er dog forfriskende sødt – ikke ulig hyldeblomstsaftevand, så indtræder nødderne – først søde valnødder, så bitre hasselnødder og til sidst bitre hasselnødder, der har ligget lidt (men ikke alt) for længe. Beskheden er udsøgt, og danser med balletlignende præcision uden om harskheden. Det markante nøddetema tager samtidig forskud på julen – men helt uden at man bliver irriteret over det, som når man ser julenisser, pebernødder og brunkager i supermarkederne sidst i august.

Og smager man lidt mere efter, finder man også noter af appelsin – det forbliver julet, og endnu mere nuanceret.

Det er rigtig godt skuldret. Sammen med Frederiks Jul er dette nok den bedste hvedeøl, jeg nogensinde har prøvet, også selvom den (Frederiks Jul altså) ikke helt når op på denne øls niveau. Det kan altså sagtens betale sig at brygge selv … eller også har jeg været heldig med de hjemmebryggere, jeg har kontakt med. Den ene er ingeniør, nærværende er vel egentlig bare passioneret ølentusiast. Men begge dele rækker hver især til at skabe øl, der faktisk slår det, de store – og for den sags skyld de knap så store (Indslev, fx) formår at sende på markedet.

5-stjerner

Leffe Royale Whitbread Golding, Anheuser-Busch InBev

2015-10-16 21.56.11Lækkert sprittet …

Aftenen blev sluttet af med den gylne Leffe – en Whitbread Golding. Igen har tydningen af bagetiketten budt mig visse udfordringer, og for at min kategorisering ikke skulle være det rene og skære gætværk, har jeg valgt at konsultere Untappd. Her kategoriseres den som en ‘Belgian Strong Pale Ale’, og derved fik jeg afkræftet min mistanke om, at der måtte være noget hvedemalt i. – Altså ikke en wit.

Havde det været sådan, ville den ellers score en for den øltype høj karakter. som de hardcore fans vil vide, er hvedeøl i almindelighed, og belgisk wit i særdeleshed ikke noget jeg holder for nogen guds gave til menneskeheden.

Duften peger ellers i retning af en wit. Gæret, sød og alkoholisk, men hvor sødmen er tungere og peger i retning af honning frem for forårsblomsters friske nektar.

Det er nu alkoholelementet, der går mærkes stærkest i smagen. En syrlig kant, der bestemt ikke får wit-mistanken til at svækkes, giver sammen med brændevinsfornemmelse i mund, svælg og bryst brygget en antydning af champagne.

Honningen er der også – antydningsvis, men alligevel præsent nok til at den leverer en afrunding og akkurat den nødvendige fylde til, at det noget hidsige spritelement ikke kammer over.

Sprittet – og lækkert. Tænk at det kunne lade sig gøre. Marcus og jeg var begge glade for aftenens sidste indslag, der igen uden at være en perleport til humlehimlen stadig var godt nok til at sætte et velplaceret punktum for en hyggelig aften.

Og tak til Black Ben for den også.

4-stjerner

Leffe Royale Mapuche, Anheuser-Busch Inbev

2015-10-16 20.51.30Jævn kongelig nydelse

Jeg fik åbenbart galt fat i den igangværende Leffe-series rigtige navn. Det er i grunden imponerende i betragtning af hvor meget undertitlen ‘Royale’ faktisk fylder på etiketten. Jeg må have været for ivrig efter at læse neden under denne, hvor det fremgår, hvilket bryg vi har med at gøre.

I den forbindelse indrømmer jeg blankt, at hverken mit franske eller flamske rækker til med sikkerhed at kunne tyde, hvad der står på bryggets bagetiket. Man kan ellers vælge mellem begge sprog. Så vidt jeg kan se, ligner serien lidt Schiøtz/Lottrup/Carls Selection-serierne fra henholdsvis Royal Unibrew og Carlsberg, for Leffes Brygmester Charles Nouwen er omdrejningspunkt for den påtrykte anekdote.

Angiveligt har denne Nouwen (som det ikke lige er til at finde megen information om ellers) rejst verden rundt for at finde de fineste humler til øllene. Denne humle, der altså har navnet Mapuche, er angiveligt fundet på den patagoniske højslette i Argentina.

Umiddelbart ligner den jo forgængeren, klar og korngul i sit ydre, med tæt, fedtet hvidt skum.

Duften varsler imidlertid en ganske anden oplevelse. Det mest fremtrædende element, gældende for både bouquet og aroma er – sprit. Det river i flår i næsen både ved olfaktrisk sansning, og ved egentlig indvortes brug. Et nogenlunde skarpt humleelement optræder dog også, og sammen formår de to i forening også at rive lidt i ganen.

Marcus var faktisk begejstret. Brygget smager ikke af for meget, og derfor bliver man heller ikke for hurtigt træt af, som man fx kan forventes at blive af vilde specialøl – ekstremt mørke stouts, eller voldsomt bitre IPA’er, fx. På den anden side smager brygget af væsentlig mere end den jævne pilsner, så kedsomhed og vandkarakter heller ikke gør brygget kedeligt.

Så hvis jeg selv skulle snuble over disse øl engang – i sixpacks eller fourpacks, som de var i, da Black Ben fandt dem i Belgien, skal jeg huske, at tage én af de grønne med hjem til mig selv og én af de røde med til Marcus.

Mig forekommer den – omend kraften bestemt kvalificerer den til at være mere end bare en jævn øl – for ensporet.

3-stjerner

Leffe Royale Cascade IPA, Anheuser-Busch InBev

2015-10-16 20.12.32Interessant …

Ole, som vi mødte i sidste indslag, skulle videre til DR-byen – sikkert i et eller andet meget vigtigt ærinde, hvor han skulle trykke hånd med nogle meget kendte mennesker. Så var der jo kun Marcus og mig tilbage – samt flere belgiske øl, jeg havde stillet i køleskabet til senere nydelse.

Det drejer sig om tre øl af mærket Leffe – et godt belgisk brand, som jo nok ikke er blevet hverken mindre kendt eller mindre distribueret af at være blevet opkøbt af megamastodontbryggerigiganten Anheuser-Busch InBev. Det er verdens største bryggeri, og efter at have opkøbt verdens næststørste bryggeri, Sabmiller, for kort tid siden, er afstanden ned til d. nye nr. 2 nok forøget så meget, at folk med tendens til højdeskræk stærkt frarådes at kigge ned.

Det anslås, at hver 3. øl, der drikkes i verden nu er produceret af AB Inbev, som gigantkoncernen så anonymt betegner sig selv. Det er jo lige før man føler, at det er et mikrobryg, man har i hånden, når man står med en Carlsberg Premium …

Og så måske ikke alligevel. Uanset hvad, laver Leffe nogle interessante øl, og disse skulle slet ikke være til at få fat på i Danmark. Jeg takker endnu engang Black Ben for donationen.

Den første, vi prøvede, var denne IPA. Alene tanken om en belgisk IPA er interessant, da øltypen traditionelt hører uløseligt sammen med den angelsaksiske verden. Belgierne er også bedre kendt for mørkt sødt øl, og er det endelig lyst, så er det typisk stadig sødt og i øvrigt brygget på hvede.

Umiddelbart er det heller ikke de mest typiske IPA-noter, der præger brygget. Det klare, filtrerede bryg med det klæbrige skum udstøder en bouquet, der er væsentlig mere æblet end cascadet eller bergamotoliet (ja, det er adjektiver når jeg siger det!)

Æblerne genfindes i smagen, men heldigvis sammen med en rå, bitter og kras humle, der også er mere en bare tilstrækkeligt IPAet. Mest markant er dog hverken humle eller æble, men derimod mangfoldigheden. Brygget byder på en mægtig runddans af alle mulige smagsoplevelser og nuancer, der er akkurat så koreograferet, at danserne ikke snubler og vælter rundt i hinanden. På den anden side er det bestemt heller ikke den kgl. ballet, vi frekventerer – snarere den Færøske Olai-fest før der er kommet sådan rigtig meget brændevin ind under folkedragten.

Der er lidt af det hele. Æble giver sødme sammen med aromatiske og letparfumerede roser, en snert af hyldeblomst og alteabolsjer. De friske grannåle river sammen med alkoholen, og malten giver en letfyldig honningfornemmelse, der løfter det hele lidt op.

Marcus fandt det mest forvirrende. Han syntes, de mange forskellige smagsindtryk i sidste ende ophævede hinanden, så brygget faktisk forekom karakterløst.

Det vil jeg bestemt ikke kalde det, omend det da nok kan virke forvirrende undervejs. Ikke desto mindre går humlebitterheden som en rød tråd gennem hele oplevelsen. Det er nok ikke traditionel IPA-bitterhed, men bitterhed ikke desto mindre, og alt det, der farer omkring én er om ikke andet ganske interessant.

4-en-halv-stjerne

Jacobsen Coffee Mint Stout, Carlsberg

2015-10-16 19.17.42Den er da nydelig …

Egentlig var det meningen, at jeg ville gemme den her til min fødselsdag. Jeg bliver 40 (hele 40) d. 6. november, og ville jo gerne det pæne runde tal med noget ganske særligt.

Sådan blev det ikke, for jeg fik gæster. Marcus, en gammel ven fra min studie- og kollegietid kom forbi samtidig med, at en anden Ole, end den jeg altid fabler om (altså Ole Madsen – det var ikke ham) var på besøg i forbindelse med nogle arrangementer i København. Han skulle sikkert interviewe nogle vildt kendte mennesker eller et eller andet, for til dagligt arbejder han som redaktionssekretær på musikbladet Gaffa.

Jeg ville jo gerne byde de ærede gæster på noget fint, så frem kom denne ‘limited edition’. Den jeg havde reddet i Netto for – var et 40 eller 50 kroner? Urimeligt var det i hvert fald ikke i forhold til mængden) – var nr. 31301. Jeg ved ikke ud af hvor mange. Rent øl er der ingenlunde tale om. Som antydet er det tilsat både kaffe og mint, foruden kulsyre. Mint er vist også første gang som ingrediens her på bloggen. Det skal blive interessant.

Etiketten lyver i hvert fald ikke i forhold til beskrivelsen. Brygget er aldeles natsort og skummet matcher fint i karamelbrankede nuancer. Marcus (som i øvrigt kan opleves i dette tema) var på forhånd skeptisk. Angiveligt bryder han sig ikke om mint, så han var lidet påvirket af brygget prætentiøse ydre. Duften kan imidlertid nydes selv af ham, for man mærker ikke mint så megt som de søde stenfrugter – især velmodne blommer blandet med rørsukker – som man møder i duften.

Smagen holder sig også mere til det bitre, end man kunne forvente. Kaffeindslaget er det mest markante, mens rørsukkeret matcher med en rar, fløjlsblød fylde. Marcus mente, at det var i fylden, at man kunne skimte minten, og at den dermed ganske elegant, og ikke det mindste beskæmmende, rundede kaffebitterheden af.

Selv smagte og smagte jeg løs. Nød de brændte noter henover tungen og arabicaaromaen ved gummerne … men ingen mint. I hvert fald ikke i en grad så jeg kunne være sikker.

Eftersmagen er også dejlig, for den smager også af varm, velristet, lækker kaffe, og de 7,5% alkohol gør, at brygget også varmer rart på vej ned.

Det er alt sammen meget rart, dejligt, velafstemt, harmonisk og på alle leder og kanter ikke bare fint, men nydeligt. Ja, om man lagde en ært under tyve madrasser og tyve edderdunsdyner ville dette bryg nok skifte kulør fra natsort til det svenske flags farve – for ligesom prinsessen i H. C. Andersens eventyr er ‘nydelig’ her sagt med lidt af den samme giftige sarkasme.

For midt i sin nydelighed forbliver brygget også ufarligt og pænt på en måde, kun alt for store bryggerier kan være det. Omend man selvfølgelig ikke kan sige ‘nydelig’ uden at sige ‘nyde’.

5-stjerner

Carls Selection Sweet Stout, Carlsberg

2015-10-16 18.49.22Og så er den ikke engang sød …

Da jeg gjorde brug af den donation, der blev mig til dels, så jeg kunne fortsætte min ølblog, valgte jeg at købe ind efter devisen mere til lavere pris. Dels for at bygge mig et lager, der kan række til engang, når de syv magre år er forbi. Dels for at anmelde et lettilgængeligt udvalg af det, der rent faktisk findes i butikkerne lige nu. Som bekendt vil jeg gerne være forbrugernes stemme, og derfor er det ikke de sjældne, ekstremt specielle eller dyre øl, jeg går efter.

Blandt de lettilgængelige øl forefindes for tiden en treølsserie fra Carlsberg under navnet Carls Selection. Temaet bag er tre rejser, under hvilke Carl Jacobsen blev inspireret til sin brygvirksomhed. Dermed yder Carlsberg Royal Unibrew lidt konkurrence udi historiefortælling med dertilhørende ølprodukt, der i hvert fald på overfladen tager sig antydningsvist specielt ud.

Inspirationen bag dette bryg skulle være en rejse til Skotland og England fra 1869-70. Her eksperimenterede man med søde stouts, målrettet kvinder (ja, også dengang forsøgte man sig med kvindeøl. Men i det mindste havde man i de tider ikke en hyklerisk intention om ligestilling mellem kønnene samtidig. Så det er lige før glosen skurer mindre i mine ører i denne anden historiske kontekst).

Det er nu ikke de søde noter, der dominerer i dette ellers lækkert sorte bryg. Det ristede dominerer – oven i købet i en grad, så det føles branket, brændt endda. Der er dog tale om en brankethed, der minder mere om brændt karamel, end fx brændt kaffe, hvis vi skal dvæle en stund ved de typiske stoutnoter, så det ender nok med at være en smule ‘sweet’ alligevel.

Det er dog kaffen, der dominerer i smagen. Til den letristede, letbrankede – og i eftersmagen letrøgede smag, føjer der sig også en let smag af mørkt sukker. Maltfylden er også nogenlunde nærværende i sin lethed, og malt er jo også en slags sukker, og sukker er jo sødt, så …

Men det forbliver meget let – det hele, og sødmen, der skulle karakterisere brygget er næsten det letteste overhovedet. Kaffen, der ellers kunne have været lækker, er desuden for tynd. Carlsbergs historiske specialølforsøg er startet ligesom Royal Unibrews ‘Schiøtz‘ og ‘Lottrup‘-mærker – jævnt kedeligt.

Det, man vel kunne kalde Carlsbergs standardporter, Gl. Carlsberg Porter smager af langt mere … uden dog at være billigere. Sweet Stout fås for tiden i Kvickly for en flad 10’er, og det er trods alt ikke spor uforskammet.

3-stjerner

Bohemian Pils, Royal Unibrew/Albani

2015-10-14 17.01.34Laaaaangt fra målet …

Parallelt med Lottrup-serien, har Royal Unibrew også brygget en serie til ære for stifteren af et af de mange andre bryggerier, der har ladet sig opsluge i bryggerigiganten. Det drejer sig om fynske Albani og dennes stifter Theodor Schiøtz, som serien altså har navn efter.

Der er tre øl i serien (fantasien rækker åbenbart ikke til mere) – denne Pilsner, en IPA, som jeg faktisk fik smagt til Ølfestivalen i Lokomotivhallen i maj måned, men ikke formelt har anmeldt endnu, og endelig en mumme – en gammel dansk øltype fra Arilds tid. Også disse bryg er prydet af en lille røverhistorie om bryggeren på bagetiketten.

På denne øls bagetiket fremgår det blandt andet, at han var apoteker og botaniker. Det er mere historie, end det er røver, for røveren står Royal Unibrew snarere for – de hævder samme sted, at målet med dette bryg er at fremstille den ultimative pilsner. Jeg tillader mig ikke blot at øge min skepsis, men også sænke mine forventninger.

Det på trods af almindeligvis Saazerhumle (og Kazbekhumle, som jeg må krybe til korset og indrømme, jeg ikke kender) samt æble- og kvædesaft. Hipsterelementet er præsent til nogles fryd men til min irritation.

Øllet er i øvrigt skaffet med hjælp fra en læser af bloggen ved navn Christopher. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for hjælpen, men faktisk er jeg endnu gladere for at vide, at mine skriblerier åbenbart er af en sådan kaliber, at folk gerne vil hjælpe med midler, der kan gøre det muligt for mig at fortsætte min virksomhed.

Farven overrasker ikke. Korngult med hvidt skum … Jeg må snart prøve noget andet end pilsner, for mine visuelle beskrivelser kører vist på repeat. Duften af humle er markant og småkras. Det begynder faktisk slet ikke så ilde.

Brygget frembringer da også en vis velsmag, godt hjulpet på vej af karbonering så skarp, at den som små nåle perforerer smagsløgene, så den fløjlsbløde aromahumle rigtig kan gøre sig lækker på tungen. Det er rundt, rart og aromatisk, stigende til bittert og småskarpt ved mandlerne. Æble og kvæde blander sig adækvat og leverer en til det i forvejen milde smagsbillede velafstemt frugtsødme.

Det smager da godt. Men er det den ultimative pilsner …?

Undskyld, jeg råber, men …

 

… NEVAAAAAAH!

 

Heller ikke før karboneringen er taget af og efterlader brygget glat, dovent og uengageret smagsfattigt er brygget overhovedet i nærheden det ultimative. Det er til nød godt, men selv ‘meget godt’ er mange mil væk.

Og ja – brygget går fra at være velkontrolleret velgørende till at være jævnt kedeligt. Så meget for en ellers lovende indledning. Den kunne have været en let nydeøl. Nydelsen viser sig dog overordentlig flygtig, så der kun er det lette tilbage.

Men det startede da godt.

3-en-halv-stjerne

Weihnachtsbier, Dinkelacker-Schwabenbräu

2015-10-13 21.55.00Fordi … jul …

Julen starter som bekendt her midt i oktober, og på det punkt har jeg valgt at være med helt i front.

Men det er ikke kun spøg og nissedrillerier det hele. Julen faldt faktisk tidligt i år for mit vedkommende. Som det fremgik af sidste indlæg har bloggen længe stået i stampe på grund af mangel på midler. Hjælpen kom hurtigt, da jeg endelig fik taget mig sammen til at tage mig sammen til at bede om den. Og denne øl er den første af hjælpeøllene, jeg har åbnet.

Den glade giver er Benny Holdgaard Jensen – blandt ølbloggere bedre kendt som Black Ben. Han blogger kort og skarpt og om rigtig mange forskellige øl. Ikke som undertegnede, der tager sig sin søde tid, og ikke går forbi en røverhistorie eller to (eller tre eller fire) undervejs. Den er højst anbefalelsesværdig. Ikke mindst som et opslagsværk, hvor en liste over almindelig fakta om øllet er med i alle anmeldelser.

Øllene havde Benny tilovers fra en tur til Tyskland og Belgien, hvor han havde købt dem i fire- og seksstykspakker. Han havde åbenbart mange øl i kø til anmeldelse, og var ikke sikker på, at han nogensinde ville få drukket disse, før de nåede sidste drikkelighedsdato. Så samtidig med at han hjalp mig enormt meget, hjalp jeg åbenbart også ham en lille bitte smule.

Denne øl blev udpeget som en af de første, jeg burde prøve, da den faktisk allerede var vel hinsides sidste salgsdato (maj indeværende år). Dette måtte jeg love ham at tage i betragtning i min anmeldelse.

Tysk juleøl svarer, ikke ulig industriel dansk juleøl, i type langt hen ad vejen til export-pilsner, eller som vi kalder dem her til lands – guldøl eller gashåndtag. Denne er ingen undtagelse. Korngult – næsten overraskende lyst – er brygget, med julesnehvidt skum, og en klassisk tysk pilsnerduft med et lige akkurat passende indspark af fusel, til at det bliver lidt mere råt end helårspilsnerne.

Den overskredne salgsdato lader ikke til at have haft den store betydning. Der er så vidt jeg kan vurdere ingen tegn på oxidation eller anden missmag. For man kan ikke sige missmag uden at sige smag – og dette bryg er fattigt på begge dele.

Der er da lidt bitterhed ved mandlerne, og man mærker den øgede alkoholprocent som en let, omend usofistikeret fylde. Ellers er det blot en tysk pilsner, som tyske pilsnere er flest. Fjerlet, glat som en venstrepolitiker på stemmerov, smagsfattig, men med en ganske intakt tørstslukningsevne.

Hjælpeøl er godt øl. Tak til Black Ben for denne her, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig mere til de andre øl, han havde med til mig.

1-en-halv-stjerne

Aggerpils, Harboe/Ølfabrikken

2015-10-12 18.06.02Bedre end landsholdet …

Som dem der følger min facebook-side, vil vide, måtte jeg forleden bede om hjælp for at drive bloggen videre. Jeg er har været næsten tørlagt og ikke haft midlerne til at anskaffe nye øl at anmelde. Det kan ses på anmeldelsesfrekvensen, der på det seneste har været sammenlignelig med frekvensen af fornuftige fraser ytret af Joachim B. Olsen.

Den sidste øl, jeg dristede mig til at købe, før jeg måtte bede om hjælp, var denne her. Den tungest vejende grund til, at jeg valgte den var prisen – 5 kr er selv for en fattiglus til at overskue, og samtidig fandt jeg motivet og navnet interessant.

Min indskydelse var, at navnet måtte hentyde til landsbyen Agger i Thy, og de påmalede dødningehoveder og blomster til den legendariske dokumentarfilm ‘Heavy Agger‘ af Lars Oxfeldt Mortensen fra 1986. Hvem husker ikke de unge mennesker, der hørte heavy-musik – til forældrenes og de lokale missionskes store fortrydelse? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min fryd var stor, da de missionskes fortrydelse gennem årene forblev intakt, mens forældrene blev klogere – det fremgik af de næsten (men også kun næsten) lige så interessante opfølgere. Anyways – øl og Heavy Agger for en 5’er? Sure thing!

Men jeg skulle også blive klogere. For der skød jeg godt nok helt forbi. Jeg burde jo have fået mistanken allerede da jeg så, at bryggeriet bag ikke var Thisted Bryghus, men derimod et af Harboes underbryggerier, det engang ellers så hævdvundne innovative hipsterbryggeri Ølfabrikken, der stod bag. Det var nemlig en helt anden Agger, der stod bag øllets navn, nemlig Daniel Agger.

Landsholdsspiller … og det er sådan cirka det, jeg ved om ham. Jeg har ikke gidet dansk fodbold siden en eller anden gang midt i nullerne. Sidst det danske landshold var værd at se på, var ved VM-slutrunden i 1998. Siden da er det kun gået én vej, og det er ikke ned ad bakke … for en bakke er skrå, og ligegyldigt hvor stejl den er, vil der altid være en eller anden form for friktion, der bremser faldet, uanset om man spadser, løber, glider eller ruller ned. Landsholdets deroute derimod lader sig kun beskrive som et frit fald … eller måske snarere frit fald med en ordentlig raket spændt på ryggen, så man kan bevæge sig endnu hurtigere i nedadgående retning end tyngdekraften kan tage sig sammen til.

Jeg gider ikke dansk fodbold længere. Det er direkte pinligt at bevidne og udtryk for et ledelseskollaps, der ikke er set siden Hans Engell gik af som formand for Det Konservative Folkeparti. Jeg er lettet, når Danmark misser slutrunderne, og det er kun fordi der hist og pist findes lande, der stadig spiller dårligere (Nordkorea fx) at vi ikke er blevet totalt til grin. Jeg holder med Tyskland, for jeg har trods alt tyske aner, og faktisk ikke fordi de altid vinder. Det gør de nemlig ikke.

Mine forventninger til øllet tog i lyset af dette forståeligt nok et dyk. Men prøves skulle den uanset hvad.

At det er en pilsner kan man næppe være i tvivl om. Korngul med kridhvidt skum. Den er tilsat korianderfrø, men det er næppe dem alene, der giver brygget dets svulstige odeur af fuseltung humle. Til gengæld er alle dårlige forventninger med ét gjort til skamme. En øl, der lugter så anmassende kan næppe være helt kedelig, og endnu mindre så når der samtidig melder sig en vanilliesød fylde, når den urene alkohol har hummet sig.

Brygget smager også meget af pilsner. Meget mere end almindelig pilsner i hvert fald. Umiddelbart tænker man guldøl. Men fylden er trods sin svulstighed alligevel mere subtil end den man får af øgede mængder sprit. Måske er det korianderfrøene, der slår igennem. I så fald er krydringen overordentlig velanbragt … ja, det er selvfølgelig også lidt snyd. Men hvis Lars Løkke Rasmussen må, så må Ølfabrikken vel også.

Brygget bliver lidt spinkelt på bagtungen, og der er ikke helt så meget vægt i eftersmagen, som man kunne forvente udfra de bitre og fyldige noters heftighed. Men det skæmmer ikke det overordnede indtryk, der går lige i nettet.

Det samme net, som det danske landsholds divergerende modstandere har holdt alt for rent i alt for langt tid.

4-stjerner

OPDATERING 14/10-2015: Som altid er min mentor udi ølskriveriet, Ole Madsen, der er ølanmelder ved Ekstra Bladet, kommet med relevant input. Og denne gang er det ikke engang en korrektion af det, jeg skriver. Nej, han lod mig på mit opslag om denne øl på bloggens facebookside vide, at overskuddet fra brygget går til Knæk Cancer.

Det er jo slet ikke ringe. Jeg mistede jo min mor til cancer, da jeg selv var i en ung alder. Så det var en mere end væsentlig pointe også lige at få med! Tusind tak, Ole!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme