Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – september 2015

Seattle American Coffee Stout, Thisted Bryghus

2015-09-18 18.08.15Men kaffe er jo også fint …

Så fik jeg prøvet alle tre amerikansk-inspirerede øl, som Thisted Bryghus har sendt ud i almindelig handel. Den sidste er en mørk en af slagsen – en stout. En Coffee-stout oven i købet, og på papiret er det jo en kombination af de to ting i hele verden jeg helst putter i munden – i hvert fald i flydende form, nemlig øl og kaffe.

Den bærer navnet Seattle. Hjemby for Microsoft og udgangspunktet for 90’ernes grungebølge og for nylig også frekventeret af Svaneke Bryghus … ikke med store hurraråb fra denne kant til følge. Vil vestkystbyen monstro kunne gøre det bedre denne gang?

Brygget virker i hvert fald dejligt tæt – måske lige en anelse for flydende og ikke rigtig skvulpende nok. Skummet er højt, og måske lige lidt i den lyse ende, men samtidig er karboneringen holdt nede, så vi end ikke er i nærheden af en colastout. Den tilsatte kaffe mærkes tydeligt i duften, tungt ristet og vel udfyldt af en medfølgende karamelnote. Ja, så dufter brygget da også af noget andet end kaffe … hvis nu det også duftede bare lidt af øl, ville mine forventninger nok ligge lidt højere.

Brygget smager også af kaffe. God kaffe endda. Fyldig, tilpas ristet, lækker nok – men allerede tidligt i forløbet må jeg stille mig selv spørgsmålet – kan den ikke noget mere?

Jeg drikker lidt videre, og tager mig selv i spontant at udbryde et “mmm”. Så ét eller andet rigtigt må der vel være ved brygget. Karamellen melder sig også så småt med en ledsagende sødme i den bitre kaffe, der ellers dominerer både smag og eftersmag med sin klæbrige bitterhed. Og så viser det sig, at der også er en lille spids med.

For brygget brænder faktisk elegant på sin vej ned forbi brystet, så selvom det lod vente på sig, jo, så kunne brygget også lidt mere end bare smage af kaffe.

Lidt mere. Og øl når det aldrig sådan rigtigt at smage af.

Men kaffe er jo også fint.

4-stjerner

Boston American Pale Ale, Thisted Bryghus

2015-09-11 22.06.35Bitterhed, søde bitterhed …

Der er virkelig gang i de amerikanske temaer ude på bryggerierne. Ørbæk er i gang ligesom Svaneke – men i denne bloggers øjne med tvivlsomme resultater. Thisteds bud har vi faktisk også allerede været omkring, og det har været anderledes lovende.

Det er lykkedes mig at få fat i resten af serien – jeg husker ikke hvor, men de står rundt omkring til kr. 15,- stykket, hvilket jo ikke er uanstændigt for en halv liter, såfremt kvaliteten er af dén kaliber. Det fortsætter den imidlertid ikke med at være, kan jeg allerede afsløre.

Der er ikke meget at sige om bryggets ydre – det ligner pilsnerøl med ekstrafyldigt skum, som kun meget modvilligt forlader glassets inderside. Duften lover nogenlunde – der er lidt gran og tørt træ, der dog dæmpes lige lidt for meget af vandet. Frygten for kedelighed når akkurat at indfinde sig …

… og bliver så ellers gjort til skamme ved smagning!

Den første. spæde tår indfinder sig i mundens entré, og man tænker “nå, den smager da alligevel af noget mere, end den dufter”.

Slurken er nået igennem hall’en og har indfundet sig i dagligstuen, og man tænker “Okay, det smager faktisk af meget mere endda!”

Efter et mere end hyggeligt – snarere festligt og næsten for vildt middagsselskab, smutter brygget ud af bagdøren, og man tænker “hoooold kææææft mand!”

Der er tæsk til smagsløgene. Humlebitterhed GO LEÓR (som det oprindeligt hed før englænderne kom og ødelagde det hele ved at stave det “galore” vorherrebevares!) og mere til, samt … ikke så meget mere end det, egentlig. Det er bitterhed der er hovedtema, undertema og afstikker i middagsselskabets diskussionsemne …

Grannåle og tørt løvtræ blandder sig i skøn forening og med gevaldig kraft hele vejen gennem munden, og længe efter hænger stemningen efter den hyggelig (men måske lidt voldsomme) middagsgæst ved i form af en både kras og fyldig eftersmag af grankogler og bøgetræssaft.

De eneste, der går skuffede hjem er dem, der har sat næsen op efter en IPA-oplevelse. Bitterheden er der – bestemt. Men hvor fylden gerne leveres af blomstersødme, gær og malt i en IPA, leveres også disse af humlen – og kun humlen – i dette tilfælde.

Her møder vi selve bitterhedens essens. For nogle vil det være lidt for ensformigt, for vi ved jo alle, at øl også kan smage anderledes, end bare bittert … men det behøver det ikke. Det er hermed bevist.

Brygget er ikke økologisk, det er tilsat ascorbinsyre, det er filtreret, og hist og pist har jeg fundet øl, der på en eller anden måde har smagt bedre – trods alt. Det er alt hvad jeg kan kritisere det for. Thisted Bryghus’ amerikanske tema er kommet flyvende fra start og vinder fortsat højde. I modsætning til flere andre danske bryggerier kan bryggeriet i Thy faktisk gøre amerikanerne kunsten efter.

5-en-halv-stjerne

Grunge IPA, Svaneke Bryghus

2015-09-06 19.54.16Jeg har også altid været mere til NWOBHM …

Svaneke Bryghus har begået en ‘grunge IPA’. Jeg gætter på, det må være en IPA efter amerikansk forbillede – fra den nordlige vestkyst og Seattle-området hvorfra grungemusikken tilbage i de vilde halvfemsere opstod.

Jeg var selv purung dengang – lige startet i gymnasiet, da Nirvana pludselig var på alles læber. Det nye store var tung stoner-rock med tungsindigt-tågede tekstuniverser, fedtet hår, råt tøj (gerne Dr. Marten’s-støvler i kombination med en slidt skovmandsskjorte) samt generelt sortsyn.

For undertegnede var det da også meget sjovt et stykke tid. Jeg havde da min Alice in Chains-periode, og Pearl Jam kan jeg endda stadig sætte på i ny og næ. Nirvana har jeg til gengæld aldrig rigtig forstået det store i. Jeg så dem faktisk på Roskilde Festival i 1992, og har aldrig syntes, at koncerten var mindeværdig. Men her i en moden alder har jeg fået øjnene mere og mere op for det band, Nirvana tit spillede opvarmning til, nemlig Melvins, der i øvrigt stadig eksisterer i bedste velgående.

Men der var en verden uden for det mørke, tunge, deprimerede Seattle – Saõ Paolo fx – for i samme periode fik jeg for alvor øjnene op for Sepultura, der blev mit springbræt til den virkelig hårde metalgenre, som jeg stadig holder fast i. Det var vist noget med tempoet, den forøgede energi og de knudrede riff, der gjorde det, sammen med et tekstunivers der ikke dyrkede stenet smådepressiv selvdestruktion. Tværtimod fandt jeg her et tekstunivers, der rakte ud i verden, en musik der ville kritisere, nedbryde, ændre, revolutionere … og ikke bare krumme sig sammen i et hjørne for blot at blive mere og mere syg for til sidst at blæse knoppen af sig selv med et brag.

Af samme grund har jeg også holdt fast i den amerikanske Speed/Thrash Metal-genre med Slayer, Metallica, Megadeth, Anthrax og alt det andet fine, og naturligvis i The New Wave of British Heavy Metal med navne som Judas Priest, Motörhead og selvfølgelig Iron Maiden.

Men jeg havde – understreger – havde – (okay, bevares, jeg understreger ikke, jeg kursiverer, men uanset hvad så *fremhæver* jeg) min Alice in Chains-periode … Og det er såmænd ikke fordi, jeg synes det er pinligt. Det er faktisk fin nok musik, men det har virkelig ikke vist sig langtidsholdbart i min bevidsthed.

Mon Svanekes øl vil brænde sig fast, eller også glide så småt ud af glemslen ligesom de gamle (omend ikke det ældste) grunge-band?

Det er i hvert fald en mørk (grunget) IPA, som vi har set dem før i både interessante, og ikke helt så interessante udgaver. Det fnuggende skum leverer den visuelle oplevelse, mens de søde små blomster dufter så mildt, hvis man ellers gider bukke sig langt nok ned i retning af dem, for det er ikke meget bouquet, de slipper løs. Nærmest pligtagtigt begrænser duften sig til lidt syrennektar og en fylde af svesker, mens humlen holder sig så meget i baggrunden at den let overses helt.

I smagen folder brygget sig til gengæld lidt mere ud. Det bliver aldrig verdens bitreste (og derfor heller ikke verdens bedste) IPA. Humlen er tilbagelænet og mærkes mest i en for så vidt ikke ueffen eftersmag af ananaskirsebær og tørt løvtræ. Gæren stikker dovent, mens smagen mest byder på glat bergamotessens og sød lakrids – ud over lidt for meget vand.

Så jo, det er i hvert fald ikke amerikansk speed-metal eller brasiliansk thrash-død, der bydes på. Den britiske metalscene har også for længst overhalet brygget – ikke bare med adskillige takter, eller numre – nej, den er skam også flere udgivelser foran.

Tilbagelænet og uengageret, som man gerne er, når man går rundt og er grunge-indbrændt og deprimeret, er dette bryg også. Ikke ringe, men heller ikke noget, der er værd at starte en LP-samling af. Faktisk glider det nok ud i glemslen væsentlig hurtigere end selv grunge-musikken gjorde.

Og så slutter det ikke engang med et brag.

3-en-halv-stjerne

PS. Hjælp en flygtning hvis du kan. De har brug for det.

California Lager, Ørbæk

2015-09-03 17.00.28Spild af god humle …

Simcoe, Cascade og Citra … Ja, de forstår at forventningsafstemme til de høje niveauer, Østfynske økologiske Ørbæk. Desværre er det ofte sådan, at de ikke helt kan holde, hvad de forventningsafstemmer til, så man bliver skuffet, når man sætter glasset for munden.

Sådan har man det også, når man har prøvet deres ellers flotte California Lager. Brygget dufter ellers så nydeligt efter skænkning. Små bitte grannnåle borer sig ind i næsevæggene, og begejstringen melder sig spontant ved tanken om, at samme grannåle snart skal bore sig ind i tungen.

Det er netop idet grannålene ikke borer sig ind i tungen ved berøring med smagsløgene, at begejstringen omtrent lige så spontant aftager. Der er såmænd stadig tale om amerikansk inspireret pilsnerøl, men nu er der snarere tale om Budweiser og Miller’s Draft end Samuel Adams‘ eller Brooklyn Brewerys fine bryg.

Indholdet af vand er så tæt, at det mere minder om en humlelæskedrik end en øl. Dermed er de tørstslukkende og forfriskende egenskaber for så vidt intakte, mens de fine humler nærmest er druknet, og slet ikke får lov til at folde sig ud.

Den så ellers også fin ud – nydeligt appelsinorange kronet af et fnuggende hvidt snelandskab, der ikke sådan lige smeltede. Men den vellykkede visuelle præstation kan bryggets smag altså slet ikke leve op til.

Det er – trods Cascadens punktvise tilstedeværelse i form af en anelse gran – faktisk spild af god humle.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme