Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2015

Baltas Hvedeøl, Švyturys/Carslberg

2015-08-29 17.26.18Ikke noget fyrtårn …

Dagens øl er en debut for litauisk øl … eller … litauisk og litauisk. Koncernen bag er pæredanske Carlsberg som ejer det brand og industribryggeri, der står bag denne øl – en hvedeøl efter tysk forbillede. Ih hvor multikulturelt, og ja, det er meningen, det skal fremstå sarkastisk. Selvom multikultur er et stort plusord for mig, skarver den multikultur, der kommer af globaliserede kapitalkonglomeraters udflytning af arbejdspladser og udvanding af lokale særpræg gennem masseproduktion voldsomt både i hæl, tå og trædepude. Mest af alt skæmmer CO2-regnskabet, når en øl, der lige så godt kunne brygges på industribryggeriet i Fredericia (når nu man åbenbart ikke vil bruge de gamle brygfaciliteter På Vesterbro/Valby længere) absolut skal tappes i Litauen for så at transporteres hele den lange vej til Danmark.

Og logikken er ikke blevet klarere siden bloggen her første gang beskæftigede sig med et af det litauiske bryggeris produkter. Den totalt ligegyldige Copen*hagen var brygget der, så … debut og debut for litauisk øl. Det kan i grunden også diskuteres – oh fagre nye verden!

Uanset hvad – meget bedre er det i hvert fald ikke blevet siden sidst. Baltas er en hvedeøl som hvedeøl er flest. Aromaen, der breder sig i lokalet ved åbning er for så vidt lovende – alene fordi den netop mærkes allerede ved opknapning. Men allerede her er den også ubestemmelig. Banan? Franskbrød? Det er der, men det er gemt dybt nede under alt for meget vand.

Det næste mysterium er den tilsatte ammoniserede karamelfarve, E150. Farven bruges gerne til at gøre øl mørkere, så jeg går ud fra at øllet må have været så lyst, at man risikerede af svedning af nethinderne ved beskuning før tilsætningen. Brygget er nemlig lige så bleggult som fortyndet citronsaft, så farvestofferne må undre, med mindre man tyer til fjollede forklaringer.

Mest kedelig er dog smagen. Det bedste man kan sige om den er, at brygget faktisk kan skelnes fra postevand. Der er lidt friske noter af græs, lidt limesyrlighed, og et vagt element af gær. Dens læskende og tørstslukkende egenskaber kan man dog ikke tage fra den, og som sådan er den da heller ikke en hvedeøl på ondt, så meget som det er en hvedeøl på det jævnt kedelige og uengagerede.

Švyturys betyder i øvrigt fyrtårn (det fandt jeg ud af, da jeg indtastede navnet i Google Translate, så jeg kunne få det diakritiske tegn over s’et med). Her er der dog snarere tale om et fyrfadslys – ét af de billige, hvor det meste af vægen futter af, så flammen hurtigt drukner i stearinen.

Det går fortsat ikke så godt for Carlsbergs litauiske investering – i hvert fald ikke på de kvalitative parametre.

1-en-halv-stjerne

Lottrup American Lager, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-29 15.47.04

Amerikansk som vi ikke vil ha’ det …

Vi er nået til vejs ende i rækken af Ceres/Unibrews Lottrup-øl. Navnet på den sidste øl lyder for så vidt forjættende. En ‘American Lager’ er det, og dem har jeg prøvet et par udmærkede eksemplarer på. På den anden side har jeg også prøvet nogle værre rædsler i samme genre, så det bliver spændende at se, hvad Royal Unibrew har bixet sammen – en Samuel Adams-ækvivalent, eller en Pabst Blue Ribbon-efterligning.

Jeg beklager igen min distræthed, der gør, at I læsere må tage min beskrivelse af brygget for gode varer. Som det fremgår fik jeg kun fotograferet den tomme flaske efterfølgende. Kobberfarvet er brygget med højt, fyldigt skum knækket i en gylden nuance. Det er flot og velkendt. Efterhånden mest velkendt. Til gengæld fryder den liflige humle, der faktisk formår at manifestere sig i rummet ved opknapning. Gode gamle cascade melder sig med friske noter af bergamotolie, og man glæder sig allerede lidt mere.

Uden særlig god grund skal det vise sig. Man hælder store mundfulde vand i gabet, og som en anden hval prøver man at bruge sine smagsløg som barder til at filtrere bare den mindste smule smag ud af brygget.

Men alt hvad anstrengelserne får frem er en spinkel humlesmag – dårligt nok bitter er den, men det er vel heller ikke så atypisk for de amerikanske humler, der jo gerne smider oplevelser af blomster og frugter oven i bitterheden. Men jeg bevæger mig atter af et sidespor, for heller ikke dét får man noget af.

Oven i købet er brygget meget svagt karboneret, ja det virker faktisk dovent. Og selvom amerikanske lagers i øvrigt kan smage af endog ganske lidt – smagsrigdommen er typisk omvendt proportional med bryggeriets størrelse – så plejer de ikke at være dovne, uanset om de smager eller ej.

På falderebet formår brygget dog mod alle odds at udvise lidt kvalitet. Eftersmagen ubemærket bag det alt for meget ingenting, der ellers er i brygget, så pludselig lægger man mærke til den. Kraftigt bitter af løvtræ, fyldig, og endda også med en vis holdbarhed.

Som amerikansk bryg betragtet bliver brygget dog mest ved med at ligne noget fra de store bryggerier.

2-stjerner

PS: Flere læsere, der i modsætning til mig ved, hvad de taler om, har gjort mig opmærksom på, at der ikke er skyggen af cascade i brygget. Det undrer mig lidet, efter jeg har smagt det, men jeg syntes, jeg kunne mærke noget i duften, der tydede derpå … eller også var det bare den psykologiske effekt fra navnet ‘American Lager’ der vildledte mig.

Vel, det var bare et gæt, men jeg tager uanset hvad selvfølgelig med kyshånd imod rettelsen, når den kommer fra bedre vidende.

 

Meyers Juniper Dubbel 2014, Ørbæk

2015-08-24 19.09.04God og dyr …

Det bliver ikke meget mere gourmet-agtigt, end når TV/Folketingskokken Claus Meyer og Mike Murphy (hvem det så end er – er for doven til at google det lige nu) går sammen med det økologiske bryggeri Ørbæk for at lave en god øl. Selv når den ikke er efter tyske renhedsforskrifter – den indeholder både grene og bær fra enebærbuske … en slags gin-øl, måske?

Gin er imidlertid klart – og det er nærværende øl ikke. Den er forfriskende ufiltreret i rødbrune nuancer, som nydes efter at bouquet for længst har sendt velbehagelige impulser op til hjernens olfaktoriske synapser. Det sker sådan set allerede ved åbning. De letparfumerede rosenindtryk er vel også næsten primordiale i deres velduft, ligesom den bitre kaffe og velfyldige mørke malt, der følger med. Oveni pryder en fyldig vanilleessens som glasur. Det eneste, der måske ikke gør det store indtryk er skummet. Ganske lyst og ikke særlig højt, men det er da virkelig også kun hvis man skal have et eller andet at beklage sig over, at det formår at nage.

Og klage kan man heller ikke over smagen. Den er næsten overvældende i sit udtryk med fylde af karamellikør (der giver intuitiv mening i betragtning af bryggets 9,2% alkohol) sammen med bitre noter af kaffe og søde noter af brunkager (mon ikke enebærrene spiller ind her). De fine indtryk blandes, transcenderer og kommer ud på den anden side som en kraftig smag af ananaskirsebær, der især mærkes ved gummerne.

Ananaskirsebær er en aquired taste. Mange vil nok sige stop her, og hælde resten ud, men jeg elsker det. Det er en øl, der virkelig tør smage af sig selv og kun sig selv, og så oven i købet så kraftigt, at man kommer til at svede af det.

Det eneste man kan klage over er prisen. 35 bobs for 0,33 liter er for dyrt, også selvom hver dråbe måtte føles som en lille guldskat i sig selv.

5-stjerner

Mixery, Karlsberg

2015-08-21 16.52.07Ikke ligefrem modbydeligt …

“Kaj, du kan vel sige dig selv, at det der smager modbydeligt!” Det var efter min hukommelse ordene fra min storebror, efter at jeg havde vist ham denne rædsel fra den Lidl i Flensborg, vi netop havde købt ind i.

Anledningen var egentlig lidt trist. Vi var i Tyskland til min nys afdøde tantes begravelse. Hun var imidlertid meget gammel og syg, så tristere og mere tårevædede begravelser har jeg trods alt også været til. Men det er jo aldrig rart alligevel.

Men det var ikke desto mindre også en anledning til at få set familien igen – inklusive nogle af min for længst afdøde mors fætre og kusiner og deres familier. Min mormor var ud af en børneflok på 12, så hvad det angår er der mere end rigeligt at holde styr – ja, faktisk har jeg for længst opgivet. Og efter det, 2015-08-07 16.12.46gik det ud til vadehavet ved Husum – et af de smukkeste steder jeg kender og altid en oplevelse at beskue.

Og så var der altså den obligatoriske tur i grænsebutikkerne. Jeg spejdede efter noget spændende og lokalt, og fandt ingen af delene. Specialøl er bare ikke noget man gør det i i grænsebutikkerne – til min ringe overraskelse, indrømmer jeg gerne. Og når jeg ikke kunne finde noget specielt, så måtte jeg jo gå efter noget andet, og valgte i stedet at finde noget bizart. Og det lykkedes altså.

‘Mixery’ er en blanding af cola og øl. Selvom jeg gerne drikker en sodavand, når det er varmt, og egentlig også gerne en cola, er jeg ikke ramt af den afhængighed, der synes udbredt blandt unge mennesker. Som man vil vide kan jeg også lejlighedsvis blive imponeret over limonade/øl-blandingerne, der med jævne mellemrum dukker op på markedet, men kombinationen øl/cola er jeg dog ikke stødt på endnu. Umiddelbart forekommer kombinationen mig lidt sær. Jeg har svært ved at se, hvordan bitter humle skulle kunne blande sig harmonisk med aromaen af colanød. Er det mon som Østkyst Hustlers sagde om leverpostej og remoulade, at det kunne bruges hver for sig, men en katastrofe, hvis det blev blandet, eller er der måske mod alle odds en positiv overraskelse i vente?

Ved åbning og skænkning dufter det nu mest af sodavand – man genkender colaen. Efterhånden melder en relativt rå pilsnerhumle sig nu også, og lige fra starten blander de sig ikke, men holder sig hver for sig. Imponerende i betragtning af, at de kommer fra samme bryg. Farven på brygget ligner mest Cola, men skummet er for fyldigt og for standhaftigt – her afsløres det, at en væsentlig ingrediens i produktet trods alt er øl.

De første mundfulde giver en noget blandet fornemmelse (so angebracht). Man smager den velkendte blanding af alt for meget sukker og colanød, samtidig med at der så småt også melder sig noget maltfylde og noget humlebitterhed. Eftersmagen er stikkende metallisk og har man hørt Østkyst Hustlers for nylig, tænker man ved førstehåndsindtrykket på remoulade, sammenrørt med leverpostej.

Men det går over. Colaen er,  når det kommer til stykket ikke særlig markant. Sukkeret mærkes fortsat, men det skæmmer ikke humlen og malten, der træder mere og mere frem i eftersmagen. Måske blander malten sig endda nogenlunde elegant med sukkeret, mens humlen fortsat er lidt underligt ved siden af med sin markante og rå træbitterhed.

Modbydelig? Langt fra.

En nydelse? Heller ikke helt.

Blandingen er overordnet uafbalanceret hældende til det … mærkelige. Som om man først og fremmest har blandet øl og cola, fordi man kan, og ikke fordi det egentlig smager godt. Det minder om sodavand med humlesmag – bitter og fyldig humle endda, der ville gøre sig godt i en mørk øl, men ikke i smagsfattig colasodavand.

Ikke desto mindre er den såmænd brugbar på en varm sommerdag, og jeg har ikke på noget tidspunkt – heller ikke under den skæve indledning – følt mig tilskyndet til at hælde, endsige spytte noget af brygget ud. Og det er da altid noget.

2-stjerner

Lottrup Red Copper Ale, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-15 18.37.28Et standardforsøg …

Det er noget tid siden, jeg indrømmede Royal Unibrews første Lottrup-bryg ikke bare drikkelighed, men også kvalitet og det endda helt uden at tage producenten i betragtning. Serien på i alt tre øl er ment som en hyldest til Malthe Conrad Lottrup, der i sin tid grundlagde det for længst igen opkøbte og nedlagte århusianske Ceres-bryggeri.

Stanken af fusel har Aarhusianerne siden ikke skullet slås med. Nu er der kun oliefabrikken tilbage, nåhr ja, og ghanesisk gummitræflis, ser det ud til (så hellere fusel!).

Hvilken type bryg, der præcis er er tale om, hersker der en del forvirring omkring. Navnet antyder et overgæret bryg, mens der på bagetiketten står “stærk pilsner”. Man skulle egentlig tro, at et mega-bryggericonglomerat som Royal Unibrew havde styr på øltyperne – pilsner er altid undergæret, mens ale er overgæret – men det er ikke første gang, Royal Unibrew klokker i det. Og se engang – Carlsberg kan sørme også være med.

Det er vist bare generelt de store, der ikke kan finde ud af det.

Jeg vælger at tro på frontetiketten, og Untappd, der angiver, at det er en ale. En rød én af slagsen endda, og det vækker en antydning af undren, da brygget holder omtrent samme lød som det farinsukker, den initialt dufter af. Malten er tydeligt i højsædet i bouqueten.

Og til at begynde med mærker man også den søde malt i smagen. Farinsukkeret er blevet opvarmet og forvandlet til karamel. Herefter åbner øllet sig, og frigiver mere markant humlede noter af hassel- og valnødder.

Ledsagende finder man også rigelige mængder vand, og i bitterheden også en loren bismag af hengemt, slatten kål. Det er åbenbart ikke kun betegnelserne, det store bryggeri har det lidt svært med. Deres standardforsøg på, som standardbryggeri, at brygge et specialbryg har resulteret i … et standarbryg – ikke overraskende.

Med i overvejelserne skal jeg måske også have de formidable Doctor Brew-øl. Efter dem er det meste øl jo egentlig også ret kedeligt.

Den her øl, ville dog med ret stor sikkerhed også være ret kedelig før Doctor-Brew-øllene.

2-en-halv-stjerne

Dzięki! (Jubilæumspakken, Epilog)

2015-06-11 16.06.30

Ja, sådan siger man ifølge Google Translate “Tak” på polsk. Spørg mig ikke, hvordan det udtales. Polsk er et af de sprog, jeg aldrig har prøvet at lære.

En stor ‘Dzięki’ skal under alle omstændigheder lyde til det polske bryggeri Doctor Brew, for en meget fin pakke øl. Det har været en fornøjelse at være deres reklamesøjle, og jeg håber, vi inden længe kan komme til at se nogle af deres øl i forretningerne herhjemme.

Skulle de spørge, om jeg ville prøve nogle flere, ville mit svar helt klart være ‘TAK!’ På Polsk betyder det åbenbart ‘Ja’! Og så passer det jo så fint, at det på dansk betyder ‘tak’ (i fald nogle af læserne ikke skulle være klar over det). Så kunne man jo ligefrem sige “Tak tak!”

Og før niveauet når under det absolutte nulpunkt, tror jeg bare jeg stille og roligt holder inde. Til læserne vil jeg blot sige, at brygget bestemt skal prøves, hvis der står Doctor Brew på.

Sikke et jubilæum!

Saxy Berry, Doctor Brew (Jubilæumspakken VII)

2015-08-14 18.22.24 Grumset finale

Så er jeg nået til sidste øl i Jubilæumspakken, de 7 fine øl fra Doctor Brew. Ja, nu kan jeg sige de 7 fine øl med sikkerhed, for det har de så sandelig allesammen været.

Det sidste bryg er vist det hidtil eneste bryg, der ikke overholder Reinheitsgebot, og så måske alligevel ikke. Jeg ved ikke hvad de tyske fødevaremyndigheder ville have sagt til øl lagretwhiskyfade i forne tider. Men whiskyen er jo trods alt ikke tilsat, vel?

Her er man til gengæld ikke i tvivl, men øl kan jo også godt være fint, selvom det ikke lige overholder de gamle, hævdvundne tyske renhedsforskrifter. Skulle man være i tvivl, er brygget tilsat solbær. Det første jeg tænkte på, da jeg så brygget var, at det nok var noget lignende den framboise, jeg prøvede for lige over to år siden. En spinkel frugtblanding, uden meget at byde på brygmæssigt. Så fik jeg kigget på bagetiketten, og måtte omgående revidere fordommene.

Brygget har en imponerende alkoholprocent på hele 10. Så der er ingenlunde tale om et slapt blandingsprodukt af solbærsaft og øl. Snarere er solbærrene med fra starten, og hvem ved – måske er det sukkerstofferne derfra, gæren har guffet i sig under brygningen sammen med maltsukkeret?

Uanset hvad, udløses solbæraromaen allerede ved åbning. Desuden mærker man malten som et fyldigere og mere traditionelt sødligt indslag af karamel i baggrunden. Stikker man næsen hen over glasset, mærker man desuden vanille og marcipan, samt et prikkende indslag, som når man dufter til eller smager en blanding af lige dele citron og sukker.

Visuelt er der show for alle pengene. Selve brygget er i en lys mahogninuance med gylden, omend hverken særlig højt, holdbart eller hæftende skum.

Det er restgæren, der leverer showet.

2015-08-14 18.29.16Tåget? Nej! Grumset? Det er ikke ordet! Pløret? Nu nærmer vi os. Store hvide klatter tumler dovent rundt i brygget på samme måde, som når man hælder sodavand i et glas, hvor der forinden har været mælk. Jeg husker kun Delirium Christmas som grumset på samme måde – men næppe i samme grad. Det er i sandhed voldsomt, og jeg tog mig selv i at håbe, at det ikke ville have en negativ indvirkning på smagen.

Det lader det ikke til at have. Men igen skuffes man måske en anelse, når man igen oplever, at brygget ikke smager som det dufter. På den anden side er den runde, bitre og fyldige jo humle egentlig rar nok. Sammen med solbærindslaget dannes en interessant og kraftig smag af ananaskirsebær, der især smages ved gummerne, og får munden til at trække sig en lille smule sammen. Det er ikke bare en smagsoplevelse, men også en fysisk oplevelse at få brygget ind bag tandrækkerne. Alkoholen yder en cognacantydning, og så i øvrigt tilpas fylde, uden at det bliver for voldsomt.

Endnu engang er brygget aldeles kompromisløst i sit udtryk. Der er bestemt ikke tale om en frugtsaftblanding, endsige en sodavandsøl. Bærindslaget indgår ikke engang som selvstændigt element i brygget, men får det samlede bryg til at smage af noget ganske andet, når det indgår i kombination med de andre ingredienser. Det er snedigt og vidner om stor brygkunst – og så kan tyskerne ellers komme med deres reinheitsgebot …

Det er spændende og lækkert … og så alligevel nok mere det første end det sidste. En verdensklasseøl er den på trods af sin oplagte interessanthed trods alt ikke. Men kompromisløs som de andre Doctor Brew-øl er den nu alligevel.

4-en-halv-stjerne

Summer Ale, Doctor Brew (Jubilæumspakken VI)

2015-08-08 14.59.23Let, men stadig svær …

Sommeren lakker mod enden med en ordentlig hedebølge på falderebet. Jeg er for første gang i år solskoldet efter en tur på stadion i går, hvor jeg kunne opleve mit hold, Fremad Amager tabe mod BK Frem i åbningskampen. Heldigvis er det til at holde ud at tabe til et hold, hvis mest hånende tilråb mod én er “I er en forstad til Sydhavn”. Det siger lidt om det venskabelige forhold mellem de to klubber, men jeg fortaber mig …

Det er trods alt øllet, det skal handle om, og i øvrigt ikke de par Tuborg Classic, jeg fik på stadion, men derimod den Summer Ale, jeg fik et par dage før på tagterrassen ud for min lejlighed. Efter tre IPA’er er det næsten en lettelse at prøve noget lidt lettere fra det ellers fine og anbefalelsesværdige polske bryggeri Doctor Brew. Eller … jeg gætter ud fra betegnelsen, at det er lettere. Mest spændende bliver det, ikke om det også er kompromiløst og fandinvoldsk ligesom IPA’erne – for det skal det nok blive – det er mere spændende hvordan den er det.

Indledningsvis stilles mildere noter i form af søde hyldeblomster og citrusfrugter i udsigt. Det er friskt, sødt og skarpt, men mest frisk og sødt. Den barske humle glimrer ved fravær, men uden at man savner det. Der er rigeligt med bouquet alligevel.

Det varer lidt, før man kan smage på brygget. Skummet skal først lægge sig, og det tager sin tid. Under det kan man beundre det citrongule bryg med den uigennemskinnelige finish fra restgæren, der tumler rundt bag glasset.

Men hvor humlen ikke gav sig til kende i duften, så kommer den stærkt igen i smagen.

Alene i skummet trænger den igennem med et skarpt stød i tungen. Og selvom selve brygget helt klart er lettere i smagen end de foregående IPA’er så skorter det fortsat ikke på humle og gær. Man mærker til gengæld noget til malten, der er nogenlunde fyldig og rund. Sammen med et præsent indslag af frisk græs udgør det bryggets sødere og lettere profil, som ellers ikke vidner meget om duftens blomstersødme. Citrussen er der til gengæld. Den yder brygget skarp- og friskhed, og blander sig fint med gæren. Humlen slutter af med at levere en både skarp og frisk bitterhed af spæde birkegrene.

Det hele er pakket ind i et småkrast gærindslag, der brutalt standser ethvert tilløb til letdrikkelighed som man finder det i kommercielle mainstreamøl. Selvom der er lagt en dæmper på voldsomheden, er spændingen intakt mens lettilgængeligheden fortsat holdes i sommerferiepostkortafstand.  Det kan godt være, at brygget er en tand lettere, end hvad Doctor Brew før har leveret. Men det betyder langt fra, at brygget er let.

4-en-halv-stjerne

Red Erik, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-03 22.58.42For så vidt OK blandet …

Red Erik – en omskrivning af Eiríkr hinn rauði eller Eiríkr Þorvaldsson, som han egentlig hed, eller på dansk Erik Thorvaldsen – den gamle grønlandsfarende viking har opnået den ære (eller lidet den tort) at få en Royal Unibrew- (Royal Unibøvs, hvis man taler Ole Madsensk – og det gør man jo jævnligt) -øl opkaldt efter sig.

Varedeklarationen er længere end på flere komplicerede kræftpræparater … tror jeg. Jeg er trods alt ikke onkolog. Ikke desto mindre har jeg bryggeriet mistænkt for kun at sælge denne øl i halvlitersdåser, fordi det ellers ikke ville være muligt at få den komplette ingrediensliste med. Den omfatter ud over de fire klassiske også frugtsaft, sukker, glucosesirup og majs.

Historien bag brygget kunne være, at sodavandstanken væltede over i mæsken – og så ville de i det mindste have en undskyldning for, at brygget skulle indeholde så meget ølfremmed masse. Hvad tanken bag konceptet eller de mange tilsætninger egentlig er, står for mig hen i det uvisse, da jeg ud fra en doven og overfladisk (og nok også en kende arrogant) betragtning ikke på forhånd finder dette bryg interessant nok til at google det.

I hvert fald er brygget rødt. Ligesom farven rød også er med i hin vikings navn. Men øl kan faktisk godt være rødt uden at man behøver hælde frugtsaft i. Så undgår man i øvrigt også det lyserøde skum, der mest minder én om phtalatfyldt kønsproblematisk gummilegetøj.

Overrasket bliver man til gengæld over aromaen, der udløses allerede ved skænkning. Man mødes mest af besk humle, som jeg husker den fra elefantbajeren, kombineret med en knivspids fusel, der ikke i sig selv er ildevarslende, men derimod giver brygget en uventet kraftig kant.

Brygget smager mest af pilsner, og bagom den jævne – eller måske en tand kraftigere – humle aner man måske (måske ikke) lidt hindbærsødme fra frugtsaften. Nogen viking, som man kender dem fra sagalitteraturen, eller for den sags skyld fra senere populære gengivelser, er der dog langt fra over den. Tværtimod peger den mere i retning af tidens populære sodavandsøl, men her med et indslag af søde bær frem for grape, citron eller andre citrusfrugter. En framboise med andre ord. Og det bliver aldrig min kop øl, uanset om alkoholprocentens fuldskabsfremmende virkning velnok kompenserer lidt i dette tilfælde.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme