Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juli 2015

Monterey Steam Beer, Thisted Bryghus

MontereyLavpris-pletskud …

Nu var det Gedveds tur til at give. Som to sjæle med én tanke havde han også taget en øl fra Thisted Bryghus med. Bryggeriet har for ikke længe siden lanceret en serie på tre øl efter amerikansk forbillede, og fra den havde Gedved ‘Monterey Steam Beer’ med. Ud over dén kan man få en ‘Boston American Pale Ale’ samt en ‘Seattle Coffee Stout’. Meget dyre er de ikke. De koster kr. 15,- stykket, hvilket er normalpris for jævne specialøl. Men selvom prisen er lav, behøver bryggene på den ene side ikke være jævne men på den anden side heller ikke specielt specielle. Min skepsisfunktion var i hvert fald i drift efter Carlsbergs forkølede bud på en Steam Beer. Men okay – genren skal ikke dømmes på baggrund af Carlsbergs forsøg på at være hipster.

Brygget formår i hvert fald at gøre et godt førstehåndsindtryk med en bouquet, der allerede udløses og mærkes op til en meter væk ved skænkning. Bitter pilsnerhumle og lige akkurat den rigtige mængde fusel til, at det ikke bliver krast, forenes i skønhed. Visuelt kan man heller ikke undlade at blive en smule benovet. Bryggets lød er knækket et par toner mørkere end kobberorange i en aldeles nydelig classic-farve med matchende letgylden skumkrone. Jeg forbander de to forrige øls alkohol, der fik mig til at glemme at fotografere det skænkede øl. Den tomme flaske var alt, jeg pligtskyldigt kunne forevige senere.

Brygget karakteriseres ved en fyldig maltprofil som solid bund. Ovenpå er ikke bare drysset, snarere kastet vældige håndfulde af bitter-til-kras humle. Allerede her, tør jeg sværge, uden på stående fod at kunne komme med konkrete eksempler, at jeg ofte har betalt flere penge for ringere øl end denne. Alene smagens kraft sparker den langt op over kvaliteten i prisklassen. At smagen så i øvrigt er ganske velafstemt – rigeligt af både malt og humle – gør jo bare helhedsindtrykket endnu bedre. Eftersmagen er lidt mere dæmpet, men i øvrigt med samme smagsindtryk, så brygget – som var det en kedel der er ovre at koge, først fløjter kraftigt, siden – når den tages af blusset – lige så stille falder til ro igen.

Gedved var vist igen ikke helt så begejstret. Han havde endnu en koncertanalogi i ærmet. Brygget mindede ham om at være til Lars HUG-koncert en lørdag eftermiddag.  Det kan såmænd være meget fedt i øjeblikket, men det er næppe noget, man husker særlig godt bagefter.

Jeg tillader mig at være en smule uenig og trumfer Gedveds

4-stjerner

med

4-en-halv-stjerne

Gedved havde en øl mere med. Den har jeg lovet at gemme, til han kommer forbi igen. Det varer nok ikke så længe. Så kan jeg få endnu et hængeparti – netop som man er sluppet af med ét.

Ronkedor, Thisted Bryghus

2015-07-18 18.28.39Corrosion of Conformity vs. Sepultura …

Som jeg kunne fortælle for ikke længe siden på bloggens facebook-side, modtog jeg benovet den legendariske ‘Ronkedor’ som værtsgave fra en overnattende gæst. Johannes, som den glade giver hed, arbejder til dagligt i antikvariatet i Thisted, og han havde reddet sig noget af restlageret. Øllen har jo ikke været brygget siden 2009, hvor brygmesterteten i Thisted gik videre til Henrik Sørensen fra den som øllet mindst lige så legendariske Peter Klemmensen. Derom kan man læse i et af mine gamle indlæg om ‘Black Ale‘, der var afløserens bud på en lignende øl.

Nærværende øl skulle anses for Peter Klemmensens livsværk. Med denne øl havde brygmesteren brygget den bedst mulige overgærede porter, han kunne forestille sig, og så kunne han roligt lade sig pensionere.

Jeg regnede aldrig med, at jeg skulle få den at smage. Men så dumper den sådan ned fra himlen … Jeg havde overvejet bare at gemme den som en pensionsforsikring, men tog mig i det den aften, da Gedved var forbi for at få sin fødselsdagsgave, for jeg ville da meget hellere dele den med ham.

Ved åbning viser det sig, at betegnelsen porter ikke er ved siden af. Sort som kul er den, men måske alligevel mere flydende end forventet. Skummet er ganske flot, men er også set mørkere (men sjældent fyldigere). Men mens det visuelle ikke vælter én med det samme, så gør duften nu et værdigt forsøg. Lakrids, cognac og karamel eksploderer næsten ved skænkning …

… men eksplosionens voldsomhed afbødes noget i smagen. Det er ganske afgjort en lækker, varm, afrundet porter. På et bagtæppe af lakrids smages kaffe og karamel, omsvøbt af en fyldig rødvinsessens. Men nogen smagseksplosion er det altså ikke.

Det er snarere en stor bølge, der kommer rullende, vælter én omkuld og efterlader én, våd og fortumlet men også opstemt. Men man er i stand til at gå derfra med oprejst pande og i hvert fald de fleste sanser i behold. Brygget er således aldeles nydeligt i sin komposition, men både jeg og Gedved havde ventet – om ikke mere, så i hvert fald noget vildere.

Gedved sammenlignede det med at blive snydt for Sepultura og få Corrosion of Conformity som erstatning, tilbage i 90’erne. Helt så stor en skuffelse synes jeg nu ikke den var – måske fordi jeg husker Corrosion of Conformity som et ektreeeeemt sløjt opvarmningsorkester for Megadeth i den hedengangne KB-hallen tilbage i 1995 (hovednavnets optræden, til gengæld, var exquisite!) Desuden synes jeg sagtens, at øl kan være rigtig gode, uden at de behøver være voldsomme eller ekstreme.

Den vinder stadig på sin almindelige vinøse lækkerhed og nydelighed – selv når der ikke ligefrem er så meget gammel, aggressiv enspænderhanelefant over den. Så mens Gedved kun synes, den fortjener

4-stjerner

 

så vil jeg stadig give den.

5-stjerner

 

Det er det samme, jeg gav efterfølgeren, Black Ale. Det er fem år siden, jeg prøvede Black Ale, men kan stadig godt huske den, og den slår mig bestemt ikke som ringere end sin forgænger. Det gjorde Henrik Sørensen godt, og ham var jeg ellers også godt ude med riven efter i de følgende år. Det kan man selv læse i disse indlæg – hvis man scroller langt nok ned i bloggens barndom.

Og endnu engang – en stor tak til Johannes, for at have bragt mig en øl, jeg faktisk aldrig troede, jeg skulle komme til at smage.

 

Molly IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken V)

2015-07-18 17.50.32Platon ville have været begejstret …

For et par aftener siden kom Gedved forbi. Til hans 40 års fødselsdag havde jeg været en klaphat, og glemt hans gave, så jeg inviterede ham forbi, så han kunne få dén, og så i øvrigt lige smage på et par gode øl, nu han alligevel var der. Han havde også et par øl med, og et par timer senere havde vi begge en lille fjer på, og jeg havde et hængeparti.

Og det hængeparti begynder jeg med denne øl, at arbejde af.

Det er en af de efterhånden velkendte Doctor Brew-øl, en fin gave, jeg fik til anmeldelse, og som er finere, end jeg havde turdet håbe på. Ikke én af øllene har indtil videre scoret under 5 stjerner, men i betragtning af, at de fleste af dem har været amerikansk inspirerede IPA’er, er det måske, mine præferencer og smagsløg taget i betragtning, ikke så mærkeligt endda.

Brygget her følger stilen. Der er tale om endnu en IPA efter amerikansk forbillede. Denne gang en meget lys én af slagsen. Brygget er nærmest bleggult som friskpresset citronsaft. Skummet er til gengæld rigtig flot, hvidt og cremet som nypisket marengsmasse.

Man behøver ikke dufte til brygget. Det er rigeligt bare at trække vejret i nærheden, når flasken åbnes, for allerede da udløses den skarpe bitterhed. ‘Den har det, der hedder bouquet’, som Gedved bemærkede, og jeg bifalder idet duft kun er et fattigt ord om dette brygs aroma. Linda bemærkede, at hun hellere ville drikke Fernet Branca end dette bryg, og bad mig samtidig bemærke, at både hun og Gedved er fra Jylland (ligsom jeg selv) og at der i deres respektive udtalelser skulle forudsættes en vis underdrivelse. Et skud frisk og kras humle blander sig med et ligeledes friskt skud citrus. Det minder ikke særlig meget om Fernet Branca, men det var måske netop pointen?

Citrus og humle fortsætter i smagen, og i netop den rækkefølge. Indledende smager brygget syrligt og friskt, især med lime-noter. Man venter lidt, og så rammer humlen hårdt og skarpt som en krog med modhager, der næsten river tungen op på langs.

Det er lige på og hårdt. IPA’ens rå bitterhed og friskhed leveres i sin mest rå og uforfalskede form. Det er ikke særlig nuanceret, og der er sparet kraftigt på enhver følgearoma af frugt eller blomst. Til gengæld er der dét mere af det rå og det bitre.

Brygget fokuserer på det kendte, det klassiske og det definitive for genren i en grad, så brygget transcenderer og alligevel bliver noget ud over det sædvanlige. Det er både stærkt og minimalistisk. Det definitive i genren er brugt, og så heller ikke andet, men for dette får man ikke en stereotyp øl, som man alligevel har prøvet før. Nej, men får noget, der pludselig ligger meget tæt på selve IPA’ens ide. Platon ville have været begejstret.

Gedved derimod var mere skeptisk. Angiveligt mindede den ham om koncerten med The Minds of 99 på årets Roskilde Festival, hvor han ikke havde nogen at snave med – og hvor han kunne se trommeslageren fra hans gamle Band (Fuk Polic) på scenen. En eller anden følelse af tomhed, som han nok kun selv kan beskrive.

Ikke desto mindre ville han alligevel give den 4½ stjerner, og faktisk endda 4 3/4, hvis mit pointsystem tillod det.

Men jeg har valgt ikke at runde op, da han ikke mente, at den fortjente 5 stjerner, sådan som jeg selv har givet den. Det er ved at være en vane, med Doctor Brews øl.

4-en-halv-stjerne

5-stjerner

Trooper, Robinson’s Brewery

2015-07-17 18.08.41Så nåede vi så langt …

Jeg er nået til endnu en jubilæumsøl. Nr. 600 for at det ikke skal være løgn. Med denne øl, har jeg skrevet i alt 600 lange anmeldelser af øl fra hele verden.

I tråd med, hvad stort set alle andre mennesker gør, så synes jeg, det er lidt fint at markere de runde anmeldelser på en lidt mere udførlig måde. Jeg ved selvfølgelig godt, at talsystemer er arbitrære, og at 600 ikke ellers er noget spændende tal rent matematisk. Men lad os glemme det for et øjeblik, og i stedet nyde at alle cifre skiftede på én gang med en …

Iron Maiden-øl. Omsider fik jeg fat i et eksemplar. Jeg måtte betale fuld pris – 36 bobs, så hut hvisker, og det må siges at være i uorden. Det er jo bare for at få metalhoveder som mig selv til at købe øl til overpris, at der er smækket en etiket med motivet fra Singlen ‘Trooper’ på forsiden. Og øllet er jo sikkert bare noget ligegyldigt sprøjt – rent marketingstunt …

… og så måske alligevel ikke helt. Det viser sig, at blandt mange andre spændene og positive træk (såsom at være verdensklassefægter og uddannet operasager) er forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, ligesom undertegnede, ølentusiast. Og øllet er altså ikke bare et arbitrært bryg med en fin etiket – det er faktisk smagt til og approberet af forsangeren selv. Det er næsten – men også kun næsten – lige så vildt som Monrad og Rislunds Pladderballe Bryghus-øl (for en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege at ironi kan forekomme på min blog, i fald nye læsere ikke skulle være klar over det).

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg er stor Iron Maiden-fan. Det bliver man nemt, når man i gymnasietiden har spillet i et Heavy Metal-orkester. Vi hed Manifest, og jeg spillede bas – og med det instrument er vejen til at blive Iron Maiden-fan heller ikke lang. Bandets bassist, Steve Harris, er også i den grad en klasse for sig, ligesom bandets andre musikere. Tænk blot på de flerstemmige guitarsoloer, der måske mere end noget andet er blevet bandets signatur – og trommerne … glem ikke trommerne.

Som live-band er de også uovertrufne. Over alt husker jeg koncerten ved Roskilde Festival 2003, hvor jeg skrålede mig hæs på “Bring Your Daughter to the Slaughter,” der vel næsten betegner den nedre grænse i bandets tekstunivers. Og det står ikke galt til, hvis teksterne aldrig bliver plattere end den, for den noget stereotype titel til trods emmer nummeret af ildevarslende, okkult offerstemning på en måde kun de bedste metalbands kan skabe den.

I den anden ende af spektret finder vi sange på tocifrede antal minutter, inspireret af episke digte fra den engelske guldalder, Science Fiction og moderne musicals. Bandet består af dannede mennesker, der kan skrive flot musik med aldeles vedkommende tekster, også gerne med social indignation.

Så derfor er jeg Iron Maiden-fan. Men nej, det betyder jo ikke automatisk at øllet er godt.

At det immervæk er approberet af en ølentusiast borger selvfølgelig for en vis kvalitet. Min gode ven og hyppige gæsteanmelder, Gedved, til gengæld, fik efter eget udsagn armene ned meget hurtigt og havde lidet andet end hån til overs for den.

Ikke desto mindre er det en af de øl, hvis aroma udløses straks ved åbning. Sød karamel og pilsnerhumle blander sig med en fyldig og markant appelsinaroma. Etiketten melder om citrus-noter, og det er ikke nogen tilsnigelse, selvom det er i form af det bitre og søde fra de orange frugter, og næsten så langt man kan komme fra de håndgranatformede grønne og gule af slagsen. Brygget selv ligner blankpoleret kobber – jeg kunne sagtens tro, at jeg aldrig har prøvet øl, der rammer det grundstofs farve så præcist, og det er jo svært passende, når nu der er tale om et Heavy Metal-orkesters konceptøl. Skummet er til gengæld traditionelt snehvidt og klæbende nok til, at det gør en i forvejen vellykket visuel oplevelse en smule mere spændende.

Smagen byder på en både fyldig og lækker maltprofil. Igen gør karamellen og appelsinen sig gældende, og allerede her bliver der lagt en aldeles nydelig bund. Derefter sætter humlen ind med en behagelig prikken af frisk løvtræ, for i eftersmaget at gå over i et ikke lettilgængeligt besk indslag af hasselnødder, der er blevet for gamle. I øl gør det sig godt i modsætning til, hvordan det gør sig i hasselnødder.

Heavy Metal-karakteren findes nu stadig mest i bryggets visuelle fremtrædelse, mens smagen overordnet set er for rund, mild og – trods den kantede eftersmag – lettilgængelig til helt at fortjene det hædersmedalje (det er jo en Trooper). Men at den skulle være kedelig, eller endda smage grimt er jeg lodret uenig i. Det eneste jeg kan beklage mig over er prisen, der er langt højere end den ellers mere end godkendte kvalitet. Sådan er det jo desværre med konceptøl – der postes sikkert en helvedes masse marketingpenge i brygget, og de skal jo på en eller anden måde hjem.

Glemmer vi for en stund hjemlige Monrad & Rislund (hvis Kakkerlakpuler og Monrad & Rislund [classic] faktisk giver den her baghjul) er denne bestemt den bedste band-konceptøl, jeg har prøvet. Men kigger man udelukkende på store internationale metalbands, har jeg jo faktisk kun prøvet denne og AC/DC fra tyske Karlsberg. Uanset hvad er begge disse øl aldeles udmærkede at tage med til koncert – de er ikke for komplicerede til at nyde til noget hård rock, og det der er tungere, og på den anden side heller ikke så kedelige, at de ikke giver supplement til oplevelsen.

4-stjerner

Trappistes Rochefort 8, Abbaye Norte-Dame De Saint-Remy – Rochefort

2015-07-15 20.18.23På et hængende hår …

Det er med rystende hænder, at aftenens indlæg bliver skrevet. Jeg nærmer mig kraftigt øl nr. 600 og gennemgik for lidt siden listen over anmeldelser siden nr. 500. Og ganske som jeg havde mistænkt – indtil flere af anmeldelserne var ikke blevet kategoriseret som anmeldelser. Efterhånden som jeg fik lavet rettelserne tikkede antallet lige så stille op fra 594 til 595, 596, 597, 598 … og dér står tælleren så i skrivende stund.

Så det var på et hængende hår, at jeg fik revideret arkivet. Jeg havde godt nok en mistanke om, at der måske var et par stykker, der var gået under radaren, men at denne anmeldelse skulle blive nr. 599 havde jeg alligevel ikke troet.

Vel, jeg opdagede det i tide, og den øl, jeg har udset til at være nr. 600 er for kort tid siden lagt på køl.

Øl nr. 599 er, som navnet antyder, en trappistøl. Vistnok endda en ret fin én, hvis man ellers tjekker bloggosfæren. Det er den anden af to, discountsupermarkedet Fakta for noget tid siden havde på tilbud til – jeg tror det var kr. 15,- flasken, hvilket må siges at være et ganske fornuftigt tilbud både  tilgængelighed og prisniveauet taget i betragtning. Kr. 30,- i en specialforretning, der kun har den i udvalgte tidsrum, er ikke usandsynligt.

Allerede før skænkning kan man beundre de store flager af gær, der hvirvler rund i flasken, når den vendes. Man skænker med ekstra andægtig ærbødighed for ikke at få for meget af gæren med – og selvfølgelig fordi det er guds egne folk, der har brygget den (yeah right …). Malten dominerer i duften med en tung, alkoholisk bouquet af karamel, cognac og øllebrød med rigeligt mørkt rørsukker. Brygget antager en kulør omtrent som afrikansk sorttræ, mens skummet hæver sig ganske lyst, nærmest off-white.

Første tår udløser en spraglet eksplosion af mange samtidige smagsindtryk. Prikkende sødme af æbler, toffee-fylde en snert af fennikel og en dybere krydret note af rosmarin. Lækkerierne serveres på en baggrund af en markant, men heldigvis ikke for dominerende rødvinsessens, der brænder som en fyrig bourgogne. Det er et bryg, man ikke bare smager, men også kommer til at svede af.

Det er imponerende som brygget formår at jonglere med så mange udtryk uden at nogen af dem tabes på gulvet, så ét indtryk kommer til at dominere på bekostning af noget andet. På den anden side tager man måske også sig selv i at tænke, at velafstemtheden sker på bekostning af endnu mere smag. Men det er en forkælet og dekadent tanke. Endskønt vildere og mindst lige så velsmagende bryg er prøvet før, er brygget her mere end fint nok.

Og den ekstra vildskab, der måske går tabt i den øgede kontrol, kan også slå ud i mere gærsmag. Så er lidt mere kontrol nok også at foretrække.

5-stjerner

Worthington’s Creamflow, Worthington (Rapport fra London II)

Passende navn …   2015-07-09 20.19.37

Vi er nået til den anden øl fra min lille ølrejse nede på den lokale Twelve Pins i Finsbury Park, London. Som jeg nåede at nævne, og lovede at vende tilbage til, er Finsbury Park – og for den sags skyld Islington, som det ligger lige nord for, kendt for store grupper af indvandrere.

Det er virkelig en spraglet bydel, og så vidt jeg oplevede kun på den fede måde. London er i det hele taget en multietnisk by, og Islington/Finsbury Park er den multietniske del af det i forvejen ret så multietniske London. På den korte tur fra hotellet i Wilberforce Road ad Seven Sisters Road ned til Finsbury Park Tube Station ville man se hele spektret fra den blege angelsakser, den endnu blegere irer samt englændere iført turban, hijab, kjortel eller afroflettet hår.

Måske lidt ligesom på Nørrebro. Men mere spraglet. For de repræsenterede kulturer er bare så mange flere. Og noget andet, man i højere grad oplever end noget andet sted i Danmark i hvert fald, gjorde mig endnu gladere end det spraglede i sig selv.

Folk holdt sig ikke til ‘deres egne’. Nej – den blege angelsakser kunne ses i fuldstændig afslappet hverdagsdiskussion med den hijabklædte om almindelige ting som det usædvanligt varme vejr (London-turen var en ren solferie), strejken i undergrundsbanen (som vi heldigvis fik planlagt os uden om) eller de alt for dyre børneinstitutioner (det skal de nok også blive herhjemme med den nye regering). Ikke ét ord om kultur, religion, etnicitet … bare almindelige mennesker, der på helt almindelig vis boede tæt på hinanden, og hvor den kulturelle identitet var noget man sagtens kunne være stolt af, uden at de behøvede have skyggen af negativ betydning for omgangen med andre mennesker af andre kulturer i området.

Det kunne vi lære noget af herhjemme.

Og multikulturalismen satte trumf på den sidste aften, da vi spiste på den lokale Nando’s. Alt imens vi spiste og snakkede om vores dejlige tur, henvendte en ung herre fra nabobordet – iført kjortel og særdeles sund udendørskulør sig på klingende aalborgensisk. Vi fik os en god og hyggelig snak om det gamle land, hvor vi kom fra, hvor vi havde boet, boede, og hvor vi måske snart var på vej hen. Ikke ét ord om kultur eller baggrund i øvrigt. Han var en dansker, der mødte nogle andre danskere, og derfor gerne ville snakke med dem, og vi havde det på samme måde.

En sidste oplevelse, jeg vil dele, er turen til Highgate Cemetery. Vi gik de cirka tre kilometer derop den dag der var strejke i The Tube. Karl Marx og Douglas Adams ligger begravet dér. Vi fik set gammelfars massive gravmonument, og lagt en kuglepen ved Douglas Adams’ beskedne sten – sådan som der tydeligvis er tradition for.

2015-07-09 20.18.31… og den anden øl, jeg prøvede på The Twelve Pins var en Worthington’s Creamflow. Endnu en traditionel britisk ale i den forstand, at den skænkes på kvælstof og derfor ikke indeholder lige så meget brus, som man som fastlandseuropæer er vant til. Dovent, vil mange sige, men det er nu bare engang sådan britisk øl er – lev med det.

Skummet matcher sådan nogenlunde en Guinness i konsistens og klæbrighed. Duften minder ifølge mine indtalte noter på telefonen om træ og gær. Smagen er (kunstpause) speciel … En syrlig note af citrus – lime, måske? 2015-07-09 20.31.03God fylde, som ikke er ulig fløde, for så vidt – eller også er det bare forventningen, navnet giver mig, der spiller mig et puds. Ikke desto mindre er fylden markant, selvom smagen ikke er det. Smagen synes faktisk underligt vandig, men med det forbehold, at det vand, man får ud af hanen er fortyndet, og dette er sådan vand rigtigt skal smage.

Og så alligevel ikke. Humlen er markant i eftersmagen – skarp og frisk som pilekviste om foråret, mens der så småt viser sig en sur-sød note midt på tungen. Ananaskirsebær måske?

Alt i alt er det nu en velgørende øl, selvom – eller måske netop fordi – den er svær at placere. Fylden er der ikke en finger at sætte på, og smagen er om ikke andet usædvanlig i forhold til, hvad man er vant til på kontinentet. Alene det nye, det overraskende, det at øl også kan være på den måde, gør den forsøget og oplevelsen værd.

4-stjerner

Yakima Red, Meantime Brewing Co. (London-rapport I)

2015-07-09 19.43.55Oplevelsen værd og mere til …

I sidste uge var jeg med familien på storbyferie i London. Jeg har aldrig været der før, hvilket vist er temmelig usædvanligt. Folk tager til London for et godt ord, og det er gerne det sted, man tager hen, når man for første gang betræder de britiske øer.

Eller okay – jeg har været i Heathrow, Stanstead, Luton og Gatwick lufthavne en route til Glasgow, typisk. Måske også Edinburgh (hvorfra vi så kørte med bus til Glasgow) men det flyder lidt sammen. Pointen er sådan set bare, at hvis man vælger ikke at tælle lufthavnene med, har jeg aldrig før sat mine ben i byen.

Det var en fantastisk oplevelse. Og det er ikke bare noget jeg siger, fordi man skal. London er et spraglet kludetæppe, der nærmest eksploderer i hovedet på én, det øjeblik man stikker skosnuden uden for det tog, man er taget ind til City med.

2015-07-09 19.59.35Jeg husker med fotografisk og lettere traumatiseret nøjagtighed første gang, vi satte vores fod i Londons Metro – Underground, eller The Tube. Lavt til loftet, klaustrofobisk overrendt og beskidt. Man har ikke kørt i Metro, før man har kørt med The Tube. Københavns Metro er i bedste fald nuttet, i værste fald latterlig i sammenligning. Selv ikke Moskvas imponerende paladshaller under Ryskaja eller ВДНХ, hvor man stiger ind i brede, rummelige herskabsvogne på størrelse med de københavnske S-tog kvalificerer sig som en metro. Det er et underjordisk tog.

I London opdager man, hvad en Metro er, når først man er blæst omkuld af kulingen – ikke bare på perronen, men også i de uendelige gange mellem linjerne – når et tog i rasende fart forlader de lange tunneller, de kun lige akkurat passer ind i, og presser et femcifret antal kubikmeter luft ud foran sig. Og når man bagefter bliver revet rundt i de lave, lidet komfortable og til bristepunktet proppede transportkasser, for alt alt for hurtigt at nå til bestemmelsesstedet, når man endelig har fundet sig en siddeplads, og i stedet må kæmpe sig gennem menneskemængden for at nå ud, er man ikke længere i tvivl. The Tube er en Metro. Det er hverken Københavns, Prags, Berlins, Roms eller Moskvas metroer, selvom de kalder sig det.

Og med to små børn på slæb bliver det hele ikke nemmere. Men uanset hvad er en tur til London det hele værd – en tur i metroen alene, er næsten det hele værd. En enkelt tur på pub bør man dog også unde sig, og jeg fik da også lejlighed til at besøge den lokale i nærheden af hotellet.

2015-07-09 19.40.31Vi boede i Finsbury Park, der ligger lige nord for Islington – en bydel der er kendt for sin rige etniske sammensætning, og det vil jeg komme nærmere ind på i næste indlæg. Pubben hedder The Twelve Pins, og ligger på hjørnet af Seven Sisters Road og Stroud Green Road – lokalet er stort og der er meget højt til loftet. Måske fortryder jeg lidt, at jeg ikke valgte pubben overfor, den mørkere og skumlere ‘The Blackstock’, for The Twelve Pins var der ærligt talt lige rigeligt totusindogti’erhipstersmarthed over og ikke den victorianske dunkelhed, jeg egentlig ville opsøge.

Men pyt. Øllet var fint alligevel. Jeg bad om, hvad bartenderen kunne anbefale, og fik så lov at prøve en ‘Yakima Red’ – en craft beer fra det lokale, Greenwich-baserede Meantime Brewing Co. Og det er jo også et passende navn, lokaliteten taget i betragtning.

Flot er øllet også. Navnet lyver ikke, men tager sig tværtimod både forfriskende og styrkende rødbrunt ud. Skum er der tæt på intet af, og sådan er det jo gerne med britisk øl – karbonering og skum går man bare ikke så meget op i, Like it or not (jeg vælger i analogi med de populære trends på de sociale medier at gøre det første).

Spændende nok klistrer det spinkle skum faktisk ganske flot til glasset. Duften lader noget tilbage at ønske – duft, for eksempel. For bouqueten er kun ganske svag og rummer kun fjern men frisk humle, og et stænk af citrus.

Smag er der til gengæld rigeligt af. De syrlige citrusnoter mærkes igen, og gør brygget dejligt frisk og vederkvægende. Humlen hviler under syrligheden som en fyldegivende bitterhed. De blander sig kækt med hinanden i en interessant enhed af frisk løvtræ med et stænk af eddike. En sødlig note af modne æbler og solbær gør sin entre, og sådan når man hele vejen rundt til det bitre, det søde og det sure. Det er velsmagende, forfriskende originalt og samtidig ganske traditionelt britisk.

Til sidst kastes en trumf, jeg aldrig har oplevet i øl før. Bryggets sprøde friskhed giver faktisk en antydning af pebermyntesmag. Efter en god øl kan man tit grue for, i hvilken udstrækning andre mennesker kan lugte den ud af ens mund, og om den nu også dufter lige så godt som den smagte. Det gør den nok sjældent, men det er altså en bekymring, der opleves noget nedtonet efter denne øl.

At den lugter grimt ud af ens mund alligevel, kan jeg imidlertid ikke udelukke.

4-en-halv-stjerne

Azacca Single Hop IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken IV)

2015-07-05 18.00.01Så ukendt og eksotisk …

I whiskeyverdenen (jeg staver det helt bevidst -key, da ‘whisky’ uden ‘e’ udelukkende skulle betegne skotsk whisky (det var i hvert fald hvad de påstod på Glengoyne destilleriet, da jeg var forbi der i 2003)) har man single malt whiskyer – whiskyer, der er resultat af én destillation på ét bryggeri, og ikke en blanding af mange forskellige destilleriers produkter tilsat ‘grain’ – den fæltsmagende industrisprit. En sådan blanding kaldes en blend, og Dimple, Famous Grouse og Chivas Regal er tre drikkelige eksempler på dette.

I ølverdenen har man Single Hop IPA’er. Og det er ikke det samme. Øl er ikke blandinger af forskellige bryggeriers produkter med et industriprodukt a la grain som rygrad. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Al’ øl svarer formentlig til Single Malt på den måde, at øl brygges ét sted af én urt. Når man så har Single Hop IPA’er (eller single hop hvad-som-helst andet. Jeg ser ingen grund til at tro, at man ikke skulle kunne lave samme numre med andre øltyper. Denne fx. er vel en single-hop pale ale), så angiver det, at man kun har brugt én humlesort. I dette tilfælde Azacca, en amerikansk humlesort, der er så u-udbredt, at der i skrivende stund ikke findes en engelsk wikipedia-artikel om den. Man kan lære en masse videnskabeligt og sikkert nyttigt og spændende, hvis man har det mentale overskud til det, ved at læse om den her. Selv går jeg desværre hurtigt kold i den slags (og dén side der, er ikke engang slem) selvom jeg ville ønske, at jeg forstod alt det, der stod der.

Nå – man behøver jo ikke vide alt, for at nyde noget. Hvem har fx brug for at vide alt om programmering for at more sig med et computerspil? Nemlig nej – ikke specielt mange. Hvad jeg trods alt forstår af det, der står på hjemmesiden, er, at Azacca-humlen skulle være rig på citrusnoter og tropisk frugt. Desuden er den opkaldt efter en haitiansk gud for agerbrug. Endskønt jeg er uddannet religionssociolog havde jeg heller aldrig hørt om bemeldte agerbrugsgud. – Denne er der under det navn i sagens natur heller ikke nogen Wikipedia-artikel om. Polske Doctor Brew er åbenbart ikke bange for at begive sig vel uden for det alment kendte i deres ølproduktion, og det borger ifølge denne ølblogger for karakter og kvalitet.

Duften er i hvert fald passende kras og aromatisk. Ikke uden de forjættede citrusnoter, men med dominerende duft af friskknækket træ. Skummet er cremet og klistret, og brygget solgult til kobberorange afhængigt af hvordan lyset falder. Igen er der ikke sparet på restgæren, som jeg denne gang nænsomt undgår at få for meget med af.

Bitterheden er der under alle omstændigheder. Den river godt med noter af gran, men også med et velgørende syrligt element og en bagvedliggende sødme af mango – jo, hjemmesiden, jeg tidligere linkede til, lyver ikke. Fylden er dog lidt skrøbeligere end i den mere klassiske ‘American IPA‘ som jeg prøvede sidst. Også bitterheden viger lidt, og det skyldes nok et lidt mildere element af gær. På en dag som i forgårs, hvor jeg drak den, er den marginalt større vandighed og letdrikkelighed imidlertid tiltrængt. Øl må også gerne læske og behøver ikke altid eksplodere i flående, rivende bitterhed.

Eftersmagen er i øvrigt ganske udsøgt. Et markant element af appelsinsødme blander sig pikant med skarphed af grannåle. Brygget får derved skabt sig et sidste afgørende karaktérudtryk, der adskiller den fra andre IPA’er i almindelighed og fra American IPA i særdeleshed. Letdrikkeligheden i sig selv, og de små forskelle i aroma gjorde det ikke alene.

Så endnu en aldeles nydelig og mere til IPA fra Doctor Brew. Bryggeriet skal dog være obs på, at deres ellers aldeles nydelige IPA’er også er mere end det. At de også er selvstændige bryg, der ikke kommer til at ligne hindanden for meget.

5-stjerner

American IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken III)

2015-07-03 18.41.49Ganske autentisk …

Så var der lige et hængeparti at følge op på … Før der gik Ølfestivalg i den for alle pengene, var jeg jo i gang med et femårs jubilæumstema i anledning af, at det polske bryggeri Doctor Brew havde kastet en bunke øl i nakken på mig. Jeg må hellere komme i gang med dem igen, før jeg glemmer dem, eller et eller andet.

Selvom denne IPA er brygget efter amerikansk forbillede, er den modsat de første to Doctor Brew-bryg ikke lagret på bourbon-fade. Det har vist sig ikke at være det største problem. Den visuelle oplevelse af brygget starter længe før skænkning, hvor man kan se de stor klumper af restgær tumle rundt i flasken. Også skænkningen er en oplevelse. Det gyldne skum tårner sig som citronmarengsmasse op over glassets rand – som om det ikke var fryd nok blot at beskue det kobberorangebryg … der knækkes over i en mere brunlig nuance, da restgæren ryger med op. Ups … Om det nu var klogt må vi jo få at se …

Bergamotolie i duften – ja, man kan allerede høre Stars & Stripes Forever for sit indre øre. I smagen er bergamot- og blomsteraromaen dog noget afdæmpet til fordel for en mere old school IPA-bitterhed af træ, grannåle og et indslag af brændenælder samt en vældig fylde af gær, der overraskende nok ikke bliver klæg eller sur.

Det er godt, solidt og meget klassisk. Bitterheden er lige præcis så fandenivoldsk som man ønsker og forventer, alle IPA-ønsker indfris, og man sætter veltilfreds glasset fra sig, og går så i gang med at nyde eftersmagen, der stadig mærkes tydeligt i hvert fald en halv time efter at sidste dråbe har forladt glasset.

Klassisk, som sagt, solidt, næsten stereotypt, og man sidder måske alligevel og ærgrer sig lidt over, at det er så klassisk, og at selvstændigheden og idiosynkrasien drukner i klassikken. De blomstrende aromabomber af roser og hyldeblomst, som man ind imellem er så priviligeret at opleve i IPA udebliver. Brygget mangler lidt ud over at være en IPA.

Men en god IPA er det nu alligevel.

5-stjerner

Sort Ale, Gourmetbryggeriet

Sort Ale, GourmetbryggerietFødselsdagsøl

Sidste weekend havde min bedste ven i hele verden 40-års fødselsdag. I læsere kender ham også. Gedved. Min yndlingsgæsteanmelder, der vel fik sit gennembrud her på bloggen for to år siden, da jeg testede sodavandsøl.

Det blev fejret med et hyggeligt arrangement i Ørstedsparken ved Nørreport. Ja, der går mange bøvede historier om det sted, men det forbliver en af de flottest anlagte parker i Danmark overhovedet. Op fra den centrale sø rejser græsskrænterne sig tyngdekrafttrodsigt stejlt, hvorfra grædepil dypper sine lange tårer i det stille vand, flankeret af hyldbevoksning så enorm, at den for årtier siden har taget kvantespringet fra buske til tårnhøje træer.

Det er, hvad jeg ser, når jeg befinder mig i Ørstedsparken. Og hvad folk ellers finder på derinde generer mig ikke, og jeg blander mig ikke deri.

Men det var altså baggrundstæppet til en lille hyggelig kreds af Gedveds nærmeste familie og venner. Det var meget hyggeligt, og en øl havde jeg da også taget med i dagens anledning. Jeg glemte helt at tage billeder af den, som jeg ellers plejer, så jeg har planket ét fra bryggeriets hjemmeside. Hvis de bliver sure, må de jo pive og brokke sig, og så skal jeg da med glæde fjerne den gratis reklame, jeg giver dem.

Bryggets lød passer så nogenlunde til navnet – det er i hvert fald ganske mørkt, omend det faktisk viser sig at være rødt, når man holder det op mod lyset. Der afsløres det også, at brygget er filtreret, nok det dunkelt, men også gennemsigtigt.

Brygget dufter ikke af meget. Lidt ristet malt, måske det er det hele. For at opleve karakteren, må det smages, og der er der lidt mere at komme efter. Der er sød malt, ristet malt, og fylde af letsyrlige svesker. En præsent alkoholnote gør også sit, og således går de 8% brygget indeholder heller ikke ubemærket hen.

Så det er sådan set fint nok. Og måske endda imponerende i betragtning af, at det er Harboe, der i dag står bag Gourmetbryggeriet. Alt over middel fra det Gedvedbryggeri må betragtes som imponerende, og dette bryg er endda noget over. Men så heller ikke mere.

Stort tillykke med dagen Gedved. Jeg har delt mange gode øl med dig, hvoraf denne langt fra var den bedste. Du skal nok få flere bedre af dem i fremtiden.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme