Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2015

Shandy Ginger, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2015 I)

2015-06-20 14.21.11Yes, I did that …

Jeg prøver ikke øllene i nogen bestemt rækkefølge. Det bestemmes af situationen, hvilken jeg i et givent øjeblik synes ser pænest ud, har mest lyst til, eller hvilken der ved åbning af køleskabet falder ud på gulvet, så kapslen springer op.

Det var nemlig på den måde, jeg valgte at starte med dette bryg, hvis det da ikke i virkeligheden var brygget selv, eller køleskabet, der valgte for mig. Det er i øvrigt ikke første gang et ingefærbryg fra netop Ørbæk vælter ud af køleskabet. Det skete også 1. januar 2014, oven i købet med den foregående vinder af årets Ølfestivalg, Organic Ginger Brew. Næste gang Ørbæk har en ingefærøl med som deltager ved arrangementet, bliver den lagt i køleskabet, og får ikke lov til at stå i døren.

Denne gang deltager de nu ikke bare med en øl, men med et blandingsprodukt – en Shandy. Ligesom Royal Unibrew har de valgt den angelsaksiske betegnelse for en blanding af øl og limonade, frem for den tyske ‘Radler’. Det er for så vidt forståeligt i betragtning af den vidt udbredte tradition for ginger beer i Storbritannien, og som ikke findes i Tyskland. Der nøjes man med limonaden.

Jeg er generelt lidt skeptisk over for de her sodavandsøl, som jeg ynder at kalde dem. Når det bliver varmt nok, kan jeg selv finde på at lave en blanding, mens de færdigblandede produkter ofte er mig for lidet ølagtige og/eller syntetiske. Ørbæks ingefærbryg mangler desuden fortsat at imponere denne blogger, så odsene er ikke gode forud for smagningen.

Brygget antager omtrent samme fremtrædelsesform som andre produkter i genren – bleggul (omend ikke helt så blegt som de fleste andre radlere) med hastigt vigende og tyndt skum (ingen forskel der). Ingefæren er præsent i duften. Det synes en smule fyldigere end, jeg har oplevet før. Vandelementet er trængt i baggrunden, og det lover jo for så vidt godt.

Smagen er fortrinsvis sød. Mest smager man sukkeret, dernæst ingefær, dernæst limonaden. Dernæst kigger man på deklarationen for at tjekke om der overhovedet er spor af øl i, dernæst opdager man, at den tilsatte chili (som man først nu opdager er tilsat) er særdeles velafstemt. Man smager den nemlig ikke, men ved man at den er der, og har man selv eksperimenteret med forskellige mængder chili i mad ved man også, at krydderiet er en glimrende smagsforstærker. Ikke mindst til søde ting som det tilsatte økologiske rørsukker – og vel egentlig også hyldeblomsten, selvom man ikke rigtig kan smage den. Men hvem ved, måske gør den også sit bag kulissen.

Øllet venter man stadig på. Det melder sig ikke rigtigt, men man hæfter sig ved bryggets blide fylde, som har fortrængt enhver sjasket vandfornemmelse, som man oplever dem i især Royal Unibrews kedelige industrielle shandies. Mon ikke den kommer fra malten? Den kunne nu også komme fra rørsukkeret, men jeg vil lade tvivlen komme brygget til gode, hvorved jeg kan erklære, at jeg for første gang har prøvet en blanding af øl og sodavand, som jeg bestemt ikke sådan lige kunne gøre bedre selv.

For det smager godt, og krydringen er næsten uhyggeligt velafstemt. Ja, det er chilien jeg tænker på. Den har Ørbæk tidligere bortødet uden nævneværdigt resultat, men her bruges den helt rigtigt.

Det er en shandy lige i skabet. Hvis sommeren bliver varm, smutter jeg næsten med sikkerhed forbi Kvickly for at købe en for mine egne penge. For det er den mere god nok til.

Så ja! Jeg giver en sodavandsøl mere end 3 stjerner – for første gang. Det fortjener den. Ikke bare i betragtning af, at det er en øl/limonadeblanding, men fordi den som ølvariant fungerer rigtig godt.

4-stjerner

Kvicklys Ølfestivalg 2015

Så er vi nået til den tid på året igen. Og igen er det en anden tid på året end sidste år. Jeg ved ikke, hvilke retningslinjer Kvickly vælger at arrangere Ølfestivalg ud fra, men åbenbart er det ikke vigtigt, at det fx bliver lagt i samme uge hvert år eller noget lignende. Måske vil de bare ikke have, at kunderne ved det i forvejen, og så lige pludselig – BANG! – så ligger de der.

Uanset hvad, er det med stor glæde at jeg gør vitterlig, at Kvickly igen har doneret én af hver øl Festivalg-øl til anmeldelse her på bloggen. Det drejer sig om ti styk, og igen vil jeg anmelde dem alle og til sidst udnævne min favorit.

2015-06-20 13.30.43

 

Der er tale om (i tilfældig og ikke Prioriteret rækkefølge – i.e. samme rækkefølge som på billedet:

1. Sailor IPA, Bryghuset Braunstein
2. Oat Malt Stout, Krenkerup
3. Mørk Hvede, Fur
4. Hærværk, Svaneke
5. Grodziskie/Grätzen, Vestfyen
6. Ærø Tangøl, Rise Bryggeri
7. Urkilde 2015, Rækker Mølle Bryghus
8. Coffee Stout, Raasted
9. Shandy Ginger, Ørbæk
10. Skumhest, Pladderballe Bryghus

Nørrebro Bryghus, Indslev og Thisted Bryghus deltager ikke i år. Der er ikke kommet nogen nye til i forhold til sidste års Ølfestivalg heller. Jeg skal ikke kloge mig på grundene til, at deltagerne varierer.

Uanset hvad glæder jeg mig til at komme i gang. Jeg er glad for Kvicklys Ølfestivalg, fordi det gør alternative bryg almindeligt tilgængelige i handlen. Samtidig er det en lejlighed for bryggerierne til at pudse innovationen af. Endelig ser det ud til, at Ølfestivalgets øl afspejler, hvad der (undskyld udtrykket) trender lige nu. Det var en vinkel, jeg ikke rigtig fik lagt ordentligt sidste år, som jeg vil gøre mere ud af denne gang.

Sidste år var hvedeøllene meget i vælten. Det er de ikke i år (og det glæder mig). I stedet ser det ud til at det er blevet endnu mere populært at krydre øllet på nye måder. Her slår trends fra det (lidt for) populære (og popsmarte) nordiske køkken blandt andet igennem.

Men det skal vi nok nå til alt sammen. Jeg vil ikke afsløre mere her, men hellere vente til selve anmeldelserne, hvor jeg også kan gå langt mere i dybden. Skulle nogle af øllene være dårlige, vil jeg også se, om jeg kan synke dybere i mine anmeldelser end før …

Her til sidst i det indledende indlæg skal der lyde en ny stor tak til Kvickly for den fine donation. Jeg er stolt af for andet år i træk at få bekræftet, at et af landets førende supermarkeder finder min blog så vigtig, at de vil lade mig få øllene gratis til anmeldelse.

RETTELSE: I skrivende stund, 26/06-2015 opdager jeg, at jeg i dette indlæg har hævdet, at der ikke er nogen nye deltagere i forhold til sidste år. Det passer ikke. Rise Bryggeri fra Ærø deltager, som det fremgår af listen. De var ikke med sidste år. Beklager fejlen.

Amager Grilløl, Amager Bryghus

Præludium …2015-06-19 20.30.00

I forgårs (ikke ét ord om valget (ud over disse, forstås)) modtog jeg den længe ventede besked fra Kvickly om, at dette års Ølfestivalg var skudt i gang og at øllene ville kunne afhentes i min lokale Kvickly. Afsted gik det – med små børn på deres respektive små cykler – hen for at afhente de milde gaver.

Jeg fik fat i en flink souschef, der godt kendte til aftalen, men som måtte skuffe mig ved, at hvad man meldte ud fra hovedkontoret ikke altid korresponderede med, hvad der rent faktisk skete ned i butikkerne. Øllene var altså ikke kommet endnu, og det ville de heller ikke før sent på eftermiddagen dagen efter.

Men den flinke souschef, ja, så flink var han faktisk, at han ikke syntes, jeg skulle gå tomhændet hjem, what with halvtrætte børn and all. Så før jeg tog hjem med helt uforrettet sag, gav han mig denne med. Den er en del af et Grill-tema, COOP-butikkerne kører i øjeblikket, og som bloggen her også var involveret i tidligere på året. Særligt for denne øl er dog, at den blot er brygget i 7.000 eksemplarer, og kun til COOP-butikker (Brugsen, Fakta, Kvickly) på Amager. Tallet har jeg fra souschefen, mens den begrænsede tilgængelighed fremgår både af, hvad souschefen ellers fortalte mig, og det der står på bryggets bagetiket.

Så hvis man finder den i et Supermarked nord eller vest for havneløbet er det altså snyd. Snyd er det også i den grad, hvis dette bryg skulle forhandles med andre etiketter andetsteds i landet – det nummer lavede Bryggeri Skovlyst som bekendt engang, og det fik de hørt for. Det er ikke noget, jeg på nogen måde mistænker Amager Bryghus for – det forekommer faktisk ganske plausibelt, at et lokalt forankret bryghus laver øl, der kun kan fås i lokalområdet. Alligevel skal læserne endelig ikke holde sig tilbage med at rapportere, hvis de observerer noget mistænkeligt ovre på de to tilstødende sekundære øer Sjælland og det Eurasiske kontinent.

Brygget er en ‘citrus lager’. Jeg ved ikke om det er en officiel betegnelse, og Untappd vil lade vide, at der i virkeligheden er tale om en Golden Ale. Jeg tror nu mest på Amager Bryghus’ egen kategorisering, og den virker ikke urimelig idet der er tale om en pilsnerøl tilsat appelsinskal.

Dette passer med øllets ydre, der karakteriseres ved et lettåget bryg med en ellers ganske cremet, kridhvid skumtop. Humleprofilen er skrap og markant, og et ledsagende stik af pomerans afslører, at bryggeriet ikke løj om den tilsatte appelsinskal.

Denne kan også smages. Den smager løs, næsten alt hvad den kan på en baggrund af prikkende humle, og de to indtryk forenes faktisk ganske elegant til et nostalgisk indtryk af billige appelsinvand fra min barndom. De havde et element af grapefrugtsyrlighed i sig der gjorde, at de faktisk smagte af mere og bedre end de alt for søde og karakterløse Fanta og Mirinda.

Selve smagen kan fra et simpelt øldrikkersynspunkt med rette kritiseres for at smage for meget af appelsin. Til gengæld prikker det altså også, som kun rå, frisk humle kan gøre det. Derfor føles brygget også hele tiden som øl, selvom humlen i første omgang ikke smages så meget som den mærkes. Humleprofilen bliver til gengæld mere præsent i eftersmagen, hvor den også formår at fylde resten af munden op med bitter, rund ølaroma.

Er den egnet til grill? Tjoh … Det er den vel. Det er det meste øl i mine øjne, og der er bestemt ikke noget ikke-grillegnet ved denne øl. Jeg har prøvet en del øl, der skulle være beregnet til Grill efterhånden, og de kan være lige så forskellige som Henrik Sass Larsen i og uden for en 40 hestes brandert (nå, så kom jeg ind på valget alligevel. Sørens da osse!) så jeg har faktisk helt opgivet den vurdering.

Lad os glemme grillen. For uden den er det faktisk slet ikke nogen ringe øl. Det smager sådan set bare almindeligt godt, og appelsinindslaget er nydeligt velafstemt med humlen. Skal vi prøve at involvere grillen, ja så ville den være aldeles velegnet til at fjerne den grimme smag af sod, kul og slagger – og ikke kun det. Den ville også smage fint bare i sig selv.

Nota bene! Denne anmeldelse er en Præ-release (fint skal det være). Den kan først købes fra på mandag, så vent med at tænde op i grillen.

4-stjerner

Royal Shandy Lemon-Ginger, Royal Unibrew

2015-06-18 16.07.55Vi fortsætter i samme stil …

Royal Unibrews Shandy med grapefrugt fra sidste år har overlevet, og jeg er bestemt ikke lige så imponeret, som jeg er forundret. Royal Grapefruit er en sløv spiller på markedet for sodavandsøl – uden skyggen af ølsmag, og kun med en meget tam smag af fortyndet grapesodavand. Så gør både Carlsberg og Bryggeri Skovlyst det væsentlig bedre.

Men den er der stadig, og nu har den fået en søskend … Om det er bror eller søster, har jeg ikke nogen holdning til. Aromasammensætningen er, som navnet antyder, justeret en smule. Ingefær og citron matcher hinanden fint – også i duften på det champagnefarvede, svagtskummende bryg. Det stikker faktisk ganske forfriskende, omend en præsent, mild og blød humle også melder sig, og skaber mere forvirring end glæde  over, at der trods alt er noget ølagtigt ved brygget denne gang.

Det er bestemt også et forfriskende bryg, og der er vel nok omkring en knivspids (næppe mere) at komme efter end i Royal Grapefruit. Jeg ville afgjort sige tak til at få en kølig én stukket i hånden på en varm sommerdag, men det ville jeg også til et glas afkølet danskvand med en citronskive. Det er nemlig kun lidt mere end det, man får i den ellers fancy lysegrønne flaske.

Lidt citron, en antydning af ingefær, for lidt af det sukker, der ellers kunne have gjort det til an rar sodavand, for meget vand, og så ellers en egentlig rar, blid og rund humle, der imidlertid slet ikke passer ind i det samlede smagsbillede.

Overordnet en tynd og smagsfattig oplevelse, og den smule smag der er, er mere forvirrende end egentlig velgørende. Grimt smager brygget ikke, men det kræver ikke megen øvelse udi hjemmeblanderiet før man selv kan lave sig en radler (eller som Royal Unibrew udtrykker det i et anfald af lige dele germanofobi og anglofili – shandy), med både væsentlig mere gods og balance.

1-en-halv-stjerne

RIS, Doctor Brew (Jubilæumspakken II)

2015-06-17 18.46.17Vi fortsætter i samme stil …

Ligesom Barley Wine er denne øl lagret i fire måneder på Jack Daniels-fade. Jeg var i vildrede over navnet. Var den mon brygget på ris? Det var der ikke noget på varedeklarationen, der antydede, men på den anden side – mit polske er ikke det mindste anløbent af den grund, at jeg ikke taler et eneste ord, og at sprog jeg aldrig har prøvet at magte, mangler vel fundamentalt noget, der overhovedet kan løbe an.

Jeg skrev til bryggeriet (der er efterhånden en længere samtale via fjæsens chat) og de kunne oplyse, at der er tale om en Russian Imperial Stout. Så gav det pludselig meget mere mening, og jeg skal også gerne indrømme, at mine forventninger steg som et barometer efter en efterårsstorm. Øl brygget på ris mangler stadig at imponere på min blog – over én kam.

Russian Imperial Stouts blev oprindeligt brygget til Zarens hof. Præcis hvilken Zar har jeg ikke lige haft mentalt overskud til at finde ud af. Men hvor Imperial Stouts, der ikke er ‘russiske’ (det er de jo sjældent. Nærværende er fx polsk, og den her er hollandsk) typisk er meget bitre og brankede, lægger en RIS (hvorfor ikke bare vænne sig til at bruge forkortelsen) mere vægt på søde karamel og kaffe-noter.

Det første duftindtryk leder ganske i overensstemmelse dermed tankerne hen på mørkt slik; lakrids, maltbolcher og kaffe med farin. Brygget virker samtidigt underligt tyndflydende og det skummer kun ganske ganske lidt. Ikke at det nødvendigvis gør noget, men jeg forbinder gerne stouts med højt karamelbrun marengsmasse over natsort bryg. Vel, i det mindste er det da karamelbrunt her.

De søde toner mærkes i den grad også i smagen. Der bydes på flødefyldig lakridskaramelblanding, hvor lakridsen godt kunne være Super Piratos, eller måske endda Tyrkisk Peber-bolsjer. Whiskyfadene gør nemlig deres arbejde rigtig godt, og bourbonaromaen stikker som små subtile nåle i tungens overflade, ikke ulig en perfekt doseret chili.

Det forbliver dog en fortrinsvis rund og blød Stout. Der er ikke tale om en rasende russisk bjørn, men derimod en mild og venlig bamse, der giver én et stort, varmt plysknus. Brygget er uhyre velafstemt i de søde nuancer, og en antydning af kaffe giver også lidt bittert modspil. Det eneste, man måske kan sætte en finger på, er viskositeten og fylden. Russian Imperial Stouts er bestemt oplevet fyldigere. Men hvad den ikke har i fylde har den i komposition og balance.

Der er valgaften i aften. Det ser i skrivende stund klokken 21:14 kulsort ud – lidt ligesom den her øl. Men i modsætning til valget, er dette bryg en udelt nydelse.

5-stjerner

Barley Wine, Doctor Brew (Jubilæumspakken I)

2015-06-12 18.04.22Jack D og polsk byg …

Doctor Brew, det polske bryggeri, der har doneret bloggens jubilæumspakke, har i mailkorrespondancen bedt mig starte med to Barley Wines. Begrundelse er, at øllene er lagret 4 måneder på Jack Daniels-fade. Åbenbart mister de med tiden karakteren fra fadene, så jeg klikker selvfølgelig hælene sammen i det jeg tager hul på den første med det concise navn ‘Barley Wine’.

Jeg skal her tilstå, at jeg faktisk prøvede denne Barley Wine før jeg introducerede jubilæumspakken. Og jeg kan allerede nu afsløre, at smagen af amerikansk bourbon endnu ikke har forladt brygget. Ellers er det jo ikke bare min debut med bryggeriet Doctor Brew – det er også min debut med polske øl i det hele taget og for den sags skyld også øltypen. Åbenbart bruges betegnelserne Barley Wine, Old Ale og Mild Ale i flæng om øl, der deler bestemte karakteristika – herunder især en høj alkoholprocent.

Bliv klogere – eller som jeg selv mere forvirret (det bliver jeg ofte, når jeg prøver at finde klare grænser mellem forskellige ølkategorier) her. Ifølge Wikipedia fandtes der et forlæg i klassisk tid, hvor man endnu ikke krydrede med humle. Det virker ikke ufornuftigt at antage, at betegnelsen ‘Wine’ hænger ved, ikke bare på grund af de høje og med vin sammenlignelige alkoholprocenter (i nærværende tilfælde mægtige 10,2%) men også fordi der findes historiske forlæg, der altså ikke indeholdt humle, og nok har haft mere karakter af vin.

Karakteristisk er desuden en fyldig maltprofil og lav karbonering. Dette gør brygget egnet til at drikkes ved relativt høje temperaturer. Denne her må have været 10-15 grader varm, og jeg kan bestemt ikke klage over oplevelsen ved den temperatur. Emballagen ligger i øvrigt lækkert i hånden. Jeg ved ikke om standard-halvlitersflasken i Polen har dette standardformat, men i hvert fald gør den kortere hals og den marginalt bredere profil hele forskellen i forhold til danske halvlitersflasker, der er højere og mere vakkelvorne. Det fancy glas, der fulgte med pakken ligger også fint i hånden, mens indholdet på flaskeetiketten er angivet direkte forkert, derfor det overfyldte glas, der afgjort kom til at ligge bedre i hånden, da de første 20-30 ml var konsumeret. Etiketten siger 330 ml, men der er altså en halv liter i flasken. Alt tyder på et fejletikettering, som jeg hellere må skrive tilbage om.

Det gør selvfølgelig ikke brygget ringere. Til gengæld er der mere af det, og i forvejen ville de 330 ml. have været alt rigeligt, styrken taget i betragtning. Man kan tydeligt lugte bourbon-elementet i det lidet karbonerede bryg, hvis lød imidlertid ikke tyder meget på vin, men snarere en brown ale.

Den første berøring med mundtøjet byder på en eksplosion af bourbonsmag og maltfylde i en vild krigsdans. Hele kæften er med – tunge, gummer, gane mandler og svælg. Der er brændende kartoffelsnaps på tungen og whiskydampe i gane og mundhule, der omgående udløser hosterefleksen, hvis man vover at trække luft ind over tungen for at udløse ekstra aroma (det er ikke rigtig nødvendigt, men man kan jo altid prøve for at lege).

Jeg har før prøvet øl, lagret på whiskyfade. Innis & Gunn byggede deres brand op omkring det engang, og det var jeg åbenbart mere end mildt begejstret for. Så gode husker jeg nu bare ikke at de var. Integration mellem øl og whiskynoter var ude af balance, som om en kniv af umodne ananaskirsebær uafladeligt huggede løs på gummerne.

Men her er maltfylde og bourbonimpression perfekt afbalanceret og giver noget nær en ultimativ integrationsoplevelse. Det er endnu bedre end Midtfyns Ghost Chili, hvor integration mellem øl, og det ølfremmede element også var vellykket. Jeg må dog erklære mig uvidende om, hvorvidt denne barley wine egentlig minder om – ja, barley wine. Hvis ikke en sådan er lagret på whiskyfade, hvordan smager den så? Svaret på det må jeg have til gode indtil jeg prøver én der ikke på denne måde er fiflet med.

Men at fiflerierne i øvrigt hæver denne barley wine op på niveau med skyerne, kan jeg bestemt ikke klage over – tværtimod!

5-en-halv-stjerne

Doctor Brew – Jubilæumspakken

2015-06-11 16.06.30Gaven …

D. 3. juni havde min blog fødselsdag – eller jubilæum, som det hedder, eftersom bloggen trods alt ikke er blevet presset ud af underlivet på nogen. Og når det ikke er tilfældet (med forbehold for kejsersnit), og der i det hele taget ikke er tale om levende ting, ja, så er det vel, at man kalder det jubilæum i stedet for.

Uanset hvad – kort efter at jubilæet indtraf, modtog jeg en meget fin pakke fra det polske bryggeri Doctor Brew. Den indeholdt 7 spændende øl. Og det er skam ikke noget jeg siger, blot fordi de råbte “grib!” fra den anden side af Østersøen, og jeg vendte mig om i sidste øjeblik til at gribe. Jeg synes faktisk helt oprigtigt, at bryggene ser meget spændende ud.

Og I kan tro, at anmeldelserne nok skal blive lige så ærlige som de plejer at være. At jeg får øl foræret – om det så er fra en distributør eller direkte fra bryggeriet – skal ikke få min subjektivitet til at løbe det mindste an i retning af en højere anprisning end brygget fortjener. Det kan man som ølanmelder lige så godt som en musikanmelder. Se bare Thomas Treo fra Ekstra Bladet – han lægger ingen fingre imellem, selvom anmeldereksemplarerne, han får, sikkert er gratis (og at han sikkert får dem af sin arbejdsplads, sammen med en hyre, jeg næppe nogensinde kommer i nærheden af, er selvfølgelig sagen komplet uvedkommende!)

Uanset den manglende intention om det, ser jeg øllene som min jubilæumspakke, og jeg glæder mig til at prøve dem. Ikke alene er det de første bryg, jeg prøver fra bryggeriet – de er faktisk også de første øl, jeg prøver fra Polen i bloggens levetid. Jeg har dog før prøvet polsk øl. Det er regulært pilsnerøl, men med en til to tænder mere smag end det helt regulære pilsnerøl, man finder i Tyskland (og Danmark).

Her er der dog næppe tale om regulært polsk øl. Det virker etiketterne og hele brandet lidt for hipstersmart til, og heldigvis for det. Forventningerne er i hvert fald højere end en til halvanden tænder over laveste fællesnævner – en hel del højere faktisk.

Jeg har allerede opdaget en fin lille detalje i bryggeriets logo. Det hedder Doctor Brew, og logoet er et ‘B’ inde i et større ‘D’. Kigger man lidt på logoet vil man opdage, at hvis man ser B’et som et hul inde i D’et – hokus pokus, så er det en oplukker – eller en samfundshjælper som jeg ynder at kalde det.

Falder der undervejs i temaet mon en kommentar af om Polen fra en vinkel, der ikke har noget med øl at gøre? Det kan nok ikke udelukkes.

Hermed et glædeligt velkommen til Jubilæumspakken. Jeg tror, det bliver godt.

Royal Økologisk Pilsner, Royal Unibrew (Humle-Hængeparti V)

2015-06-05 20.31.13Flere længder foran – og bagud …

Så fik Royal Unibrew endelig også en økologisk pilsner. Jeg havde set dem stå i pallevis i indtil flere supermarkeder, men det var faktisk først lige før vores lille grundlovsselskab, at jeg tænkte “sådan nogle vil jeg da også gerne byde på” – i sidste øjeblik åbenbart, for de havde ikke mange tilbage i Føtex, Amagercentret hvor jeg kort forinden havde brevstemt hos borgerservice.

Det er ikke første gang, jeg brevstemmer. Jeg magter ikke cirkusset på selve dagen, og valgstedet ligger flere kilometer væk – omend vi bor i Danmarks tættest befolkede by – flot! Og nej, I får ikke at vide, hvad jeg stemte. Det forbliver for evigt en dyb, dyb hemmelighed på dybde med Titanics vrag, Dansk Folkepartis had og Amalie Szigethys IQ.

Det er så nu, jeg opdager, at den indledende bemærkning ‘endelig’ egentlig er skudt forbi. For hverken Carlsberg, Harboe eller Vestfyen (for nu at nævne de store) har nogen økologisk standardpilsner på programmet. Det er faktisk kun Thisted Bryghus, det har det. Deres Øko-Thy går vel for at være den økologiske pilsner herhjemme og den var også en af de første øl, jeg anmeldte.

Marcus havde ikke mange rosende ord for Øko-Thy. Faktisk forbandede han den langt ind i helvede, men var til gengæld adækvat satureret ved dette korngule bryg med det småklæbrige, kridhvide skum. Selv oplevede jeg, at mine forventninger blev effektivt afstemt ved bouqueten – den var nært sammenlignelig med andre jævne standardpilsnere – økologiske eller ej.

Smagen er krydret med en spinkel men nogenlunde markant humle, der udvikler en tand bidskhed ved mandlerne. Eftersmagen er også nogenlunde sprødt bitter og ikke klæbrigt-klæg og småharsk, som den kan synes i andre standardpilsnere. Så ingen ubehagelige elementer i en alligevel tynd og uinspirerende pilsner. Den har ikke Øko-Thys rå smag eller fylde (det var vist det, Marcus ikke kunne lide – men det er også længe siden, han sidst har prøvet den. Måske man skulle invitere ham forbi til en retry?) og har svært ved at markere sig ved andre kvaliteter end ikke at være afskyelig – og det er altså bare ikke helt nok.

Men lidt godt smager den nu alligevel, og derfor er den da også et hestehoved foran mange andre standardpilsnere og flere længder foran andre royal-pilsnere … der skal imidlertid heller ikke meget til, og så er den heller ikke bedre.

Tak til Marcus, Lena og Chris der gjorde os så hyggeligt selskab den dag. Lad det endelig ikke blive sent, før I kan komme forbi igen til god mad og kolde øl.

2-stjerner

Session IPA, Aarhus Bryghus (Humle-Hængeparti IV)

2015-06-10 16.38.19IPA d. Allerkedeligste!

Bedst som man troede IPA-lavpunktet var nået med Carlsbergs mislykkede mikrobryg-efterligning, prøver Aarhus at gøre dem rangen stridig – med bragende succes. Hvor jeg havde håbet på at kunne byde mine gæster på en humlebombe oven på den fyldige Ghost Chili, fik jeg ikke engang en knaldperle, dårligt nok en knallert. Måske en af de der fesne knaldhætter til legetøjspistoler efter et EU-direktiv dæmpede dem til noget, der knap er hørbart inden for flagermusens auditive spektrum.

Men fair nok. Det er jo ikke bare en IPA, der er tale om, men en ‘Session’-IPA. Session har ikke noget med værnepligt at gøre, men hentyder til to perioder på i alt fire timer i løbet af en britisk arbejdsdag, hvor det var lovligt at drikke øl. Sessionerne blev angiveligt først afskaffet i 1988. Øllet der blev drukket var til gengæld ikke helt så stærkt som det, man kunne få på udskænkningsstederne. I dag går grænsen angiveligt ved 4%, men det er en tommelfingerregel, der sjældent overholdes. Nærværende holder fx 5%. For at kunne drikkes til almindelig tørstslukning under hårdt arbejde, går bryggene også for at være mildere i smagen, og her kan Aarhus Bryghus Session IPA i den grad være med.

Brygget er lysere en fortyndet citronsaft og klart som kun tyndt, ufiltreret øl kan være det. Bouqueten er svag – en våd antydning af korn og afglans af humle dæmper behørigt forventningerne før smagningen.

For det er i sandhed en dæmpet IPA. Jeg vil faktisk foreslå Aarhus Bryghus at omdøbe den ‘Session Session IPA’. For jeg har virkelig svært ved at tro, at en Session IPA skal være så tynd. Der skal mindst hægtes ét ‘session’ mere på. Der er masser af vand til tørstslukning, mens det, der skulle forestille at være ølsmag fremstår som en afblomstret skygge, et fantom af det, det skulle forestille. Humlen berører højst lidt ugideligt smagsløgene og giver mere indtryk af mineraler som zink og jern, end af noget man har puttet i jorden og fået til at gro.

I udtryk er den omtrent lige så stærk som Cults kuldsejlede ‘Kay-Sar‘. Den var imidlertid lagt an på at være tynd og ligegyldig (jeg husker, hvordan Cult-direktør Brian Sørensen kategoriserede den som den ‘lette mexicanske type’ helt uden at ville sige noget grimt om den. Det er ud over, hvad jeg formår) hvorimod der her er tale om en IPA. Som minimum må man da forvente noget skarp humle og et minimum af fylde, og ikke en småfesen, fortyndet ferrumoxid-opløsning.

Jeg har imidlertid også noteret mig, at den person, jeg så småt er begyndt at betragte som min mentor udi ølbloggeriet, Ole Madsen fra Ekstra Bladet, langt fra er enig i min vurdering. Men så kan han jo få dem, jeg skulle have drukket fremadrettet.

1-halv-stjerne

Chili Klaus Ghost, Midtfyns Bryghus (Humle-Hængeparti III)

2015-06-05 19.15.09Det kan åbenbart fungere …

Efter den nogenlunde indledning og den skuffende fortsættelse måtte vi prøve et eller andet, der som minimum kunne levere en eller anden form for oplevelse. Valget faldt på et bryg, som Midtfyns Bryghus har skabt sammen med den noget hypede Chili Klaus.

Jeg kan som bekendt godt lide chili, men i øjeblikket skal det puttes i alt, ligesom lakrids for ganske få år siden, og det er så småt begyndt at hænge mig noget ud af halsen. Øllene er som bekendt ikke gået ram forbi. Så sent som da Kvickly sidst kylede øl efter mig skulle jeg arbejde mig gennem én i en efterhånden længere række af større og mindre skuffelser. Rigtig godt har det i hvert fald aldrig været, og som hovedregel har chilien været dårlig integreret og på en underlig måde smagt ved siden af øllet, hvis ikke den ligefrem har overdøvet det.

Forventningerne var ikke anderledes ved denne øl, der er krydret med, hvad der angiveligt skulle være verdens stærkeste naturligt dyrkede chili. Den benævnes ifølge etiketten ‘Ghost’ fordi sjælen kortvarigt skulle forlade kroppen, når man spiser den – så stærk er den. Så selvom brygget måske ville smage for lidt af øl, og for meget af chilien, kunne chilien måske undtagelsesvis i sig selv udgøre en oplevelse.

Brygget skummer kun svagt, men er til gengæld nydeligt appelsinfarvet iblandet højrøde noter, der i det ufiltrerede bryg spiller flot op mod det orange. I duften mærkes chilien såmænd også, men den er overraskende tilbagelænet i betragtning af advarslerne på etiketteksten. Et øjeblik frygtede jeg, at der blot var tale om noget uinteressant chilivand, men det måtte smagningen jo afgøre.

Brygget indleder ganske blidt. Det er fyldigt, fløjlsblødt i mundfornemmelsen, og formår endda smage lidt af sød honning. Snart sætter chilien ind, og den kan bestemt mærkes, men brygget vedbliver med at være fyldigt. På den måde bliver det ved med at føles som øl og ikke bare en væske med chili i. Chilien i sig selv formår faktisk også at smage og ikke bare brænde. Den er kraftig – ja, men også rund i smagen, og fyldig, hvilket nok er øllets skyld.

På den måde formår chili og øl faktisk at arbejde sammen og gå op i højere enhed. Det er både en rar og velsmagende øl, og den river rigtig godt i brystkassen, når man synker den. Igen brænder det ikke bare, det føles også godt.

Et vellykket eksperiment udi alternativ ølkrydring, der ikke desto mindre stadig er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at chili ikke gør sig godt i øl. Desuden er brygget dyrt – kr. 43 for en halv liter er alligevel i den pebrede (undskyld, jeg kunne ikke lade være) ende.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme