Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – maj 2015

Ølfestival i Lokomotivhallen 2015

2015-05-28 20.50.08

Fra venstre: Kasper og Ole Madsen samt undertegnede.

Jo, jeg har skam også været en tur forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivhallen i den forløbne weekend. Sagde jeg weekend? Ups, undskyld forvirringen – jeg var der i torsdags på åbningsdagen, men det er selvfølgelig også lille fredag og derfor næsten også lidt weekend alligevel eller noget.

Uanset hvad skete det i det bedste selskab, man kunne ønske sig, flankeret som jeg var af Ekstra Bladets Ole Madsen og dennes grandfætter Kasper, som jeg har kendt i årevis uden at vide, at de to var i familie. Jeg burde selvfølgelig have regnet det ud ud fra deres fælles efternavn, men sådan kan man jo være så uendeligt dum og blind.

Det blev til mange spændende indtryk og en masse smagsprøver. Jeg har prøvet at danne mig et overblik ud fra hurtigt nedkradsede noter og billeder på min telefon. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis ikke jeg havde mit bloggerisenkram med og være ‘unplugged’, som Ole Madsen ellers selv gør meget ud af at være på ølfestival. Sådan er vi så forskellige og enige om at være uenige og sikkert også en hel masse andet.

Her følger så en lille liste i nogenlunde kronologisk orden over, hvad jeg afprøvede – og nej. Selvom jeg langede et par hurtige karakterer ud, tæller de ikke som anmeldelser.

Taybeh Non Alcohol + Dark

2015-05-28 18.32.22Taybeh er et palæstinensisk bryggeri med et bredt sortiment. Jeg prøvede to af deres øl. Den her afbilledede er tilpasset den lokale efterspørgsel idet den er helt alkoholfri, og faktisk en rigtig halal-øl (det gule mærke angiver, at det er halal). Jeg har tidligere kaldt en øl halal – men den havde ikke det eftertragtede mærke, så hvem ved, om den nu var det alligevel?

Jeg har vist aldrig før prøvet en alkoholfri øl med så meget smag. Det er en meget sød øl, og ifølge bryggeren fordi den også er tilpasset lokalområdets smag, og ikke kun religion. Det bliver i længden lidt saftevandsagtigt, selvom en blød og rund humle godt kan mærkes bag sødmen. Skulle jeg en dag gå på vandvognen, vil jeg ikke udelukke, at jeg samtidig ville gå halal.

2015-05-28 20.55.51For nørdernes skyld kan jeg oplyse, at øllet ikke er brygget færdigt, hvorefter man har fjernet alkoholen – sådan som alkoholfrit øl normalt laves. I stedes standses gæringen meget tidligt, så der ikke udvikles alkohol. Det skulle angiveligt være meget svært og ressourcekrævende, og der var da heller ikke nogen ende på stoltheden over denne lille alkoholfri perle. – 3½ stjerne.

Bryggeriet og dets udvalg antyder et tysk forbillede. Der er en pilsner, en wiener, en Weizen og altså en mørk øl, der godt kunne svare til en Schwarzbier. Der er ikke mange dikkedarer eller krumspring ved den sidstnævnte, andet end at den er dejlig fyldig med en rund og lækker karamelagtig maltprofil. I og for sig er den meget klassisk og velkendt, men helt uden at være kedelig. – 4 stjerner.

2015-05-28 18.40.53Vikinge Øl (sic), Kerteminde Bryghus

Kerteminde Bryghus producerer kun til lokalområdet, herunder et hotel, og derfor findes deres øl sjældent i handlen. Det er på grund af sådanne øl, at der er ølfestivaler til, for så behøver man ikke betale en dyr hotelregning samtidig med at man prøver øllet.

Eksemplaret, jeg fik lov at smage af, var desværre lidt for kold. Bitterheden var ellers intakt, men den varme lakrids- og rosmarinfylde fik ikke helt lov at udfolde sig ved køleskabstemperatur. – 4 stjerner.

Valnød Imperial Stout, Midtfyns Bryghus

2015-05-28 18.47.26Midtfyns Bryghus er for ikke voldsomt lang tid siden flyttet i nye lokaler, men inden de flyttede bryggede de en såkaldt eksklusiv serie specialøl – det sidste fra det gamle bryggeri – og de kan fås udvalgte steder til mellem en utrilllion og en fantasillion britiske pund til en kurs fra midten af 80’erne. På Ølfestivalen kostede en smagsprøve en polet til 12,50. Stadig pebret, men betaleligt.

Brygget dufter af portvin, fyldigt og frugtigt. Den første mundfuld er lidt slatten, men så begynder den at vokse. Den tilsatte valnød spiller vel sammen med maltfylden oven i en fortrinsvis bitter, men alligevel rund og venlig stout.

Der er dog ingen grund til at finde den store pengepung frem. Bryggeriets IPA, der kan fås i almindelig handel, slår den ikke bare med længder, men også med omgange. – 4 stjerner.

Broughton 6,2 IPA

2015-05-28 19.03.45Jeg tullede lidt rundt, sådan som man gør på festivaler – og som man især gør, når man som jeg er velsignet med en let asperger, der kan gøre det svært at få overblik over mange samtidige indtryk. Midt i kaoset fandt jeg endelig noget velkendt og trygt. En lille fiskåren konsulent, der begejstret fortalte om sine øl i en af de lidt større boder – på klingende Glaswegian Scots. Det var jo næsten som at komme hjem.

Efter en kort screening af mine præferencer, blev jeg budt 6,2 IPA – Et bryg, der står på spring til at vippe deres mangeårige sællert, Old Jock Ale, af pinden. Brygget indeholder amerikanske humletyper som Amarillo, Chinook og Cascade, og så bliver det jo ikke meget bedre på etiketten. Bag etiket og glas er der heller ikke meget at brokke sig over. Brygget er friskt og skarpt bitter, så det næsten brænder med en uhyre velplaceret sød afrunding. Humlen brænder næsten, mens fylden måske lader lidt tilbage at ønske. På den anden side giver det en letdrikkelighed, der gør denne fine IPA velegnet til fest, og ikke bare til nørdet smagning. – 5 stjerner.

Gylden IPA + Mørk Mumme, Royal Unibrew

2015-05-28 19.20.51Det var efter det lille skotske vidunder, at Ole Madsen og grandfætter stødte til. Uventet for en selvudnævnt ølconnoisseur anbefalede Ole en Royal Unibrew-øl som det første. Royal Unibrew har to specialserier ude – Lottrup, som jeg har stående til senere prøvning, og en anden række, som jeg nu ikke kan huske navnet på.

Det er fra den unavngivne serie disse to øl stammer. Gylden IPA er en afdæmpet IPA, krydret med rosmarin og Hyben. Man mærker måske et prik af rosmarinen, mens den skarpt bitre humle næsten helt udebliver. Til gengæld er der masser af balance, og forventeligt lidt for meget vand. De krydrede indslag yder en smule spænding, men nogen stor oplevelse bliver øllet aldrig – 2½ stjerne.

Den mørke mumme yder en vis mundfylde, men med enkelt huller i. Den er ellers forfriskende mørk, og man kan fint smage de mange forskellige malte, der er brugt. Armbevægelserne – store som små – udebliver imidlertid, og de er savnet. – 3 stjerner.

Roulv, Frejdahl

Det var så nu, jeg begyndte at glemme at tage billeder, så Jim Lyngvilds fine stout, fik jeg ikke taget nogen billeder af. Jim Lyngvild er en person, jeg er ganske uenig med om endda rigtig mange ting, men derfor kan de øl han, og brygmesteren på Vestfyen laver sammen, jo godt være fine alligevel.

Og det ér Roulv. En vidunderligt varm og velbehagelig stout med masser af bitterrund humle, vild maltfylde og et lækkert cognac-indslag. Brygget holder 9,2 % eller deromkring – så pas på.

Der er masser af det hele. Men der er også ca. lige meget af det hele, så brygget på ikke kommer til at virke disharmonisk i al sin magt og vælde – 5½ stjerner.

Klithede, Thagaard og Faddersbøl, Thisted

Ole ville gerne introducere os for noget ganske særligt. En serie af øl, der kun kan fås ganske få steder – fx på ølfestivaler. Disse tre øl fra Thisted Bryghus er alle brygget uden humle, der er erstattet af klassiske danske krydderier.

Klithede er således krydret med havtorn, porse og hyben. Smagen er mild, sødlig og mest præget af porsen, så øllet næsten fremstår som en Aalborg Porse Ultra Light. Det er for så vidt spændende nok at prøve, men der er ikke nok saft eller for den sags skyld kraft nok i brygget til at det kan stå alene. Til en god frokost vil det passe bedre end uden noget andet.

Thagaard er krydret med birk, gran og fyr, en pikant og på sin vis nyskabende øloplevelse, endskønt lakridsindslaget jo egentlig ikke er nyt. Ligesom de andre øl i serien, er det en let øl, man mere forestiller sig at nyde til noget end alene. Krydret fisk ville den her måske egne sig fint til.

Faddenbøl er en maltet sag, og så vidt jeg husker den klart fyldigste af dem. Mine noter er dog temmelig sketchy, hvilket nok skyldes, at Kasper og jeg for en stund havde ladet Ole gå lidt rundt for sig selv, hvorfor der måske ikke blev sat så mange ord på indtrykkene som tidligere.

Det var vist også Ole, der var mest interesseret i bryggene, og gerne ville introducere dem. Min begejstring vokser nu langt fra ind i himlen, og jeg synes, nyskabelsen til trods, ikke at nogen af dem hævede sig over en karakter på 3 stjerner.

Jacobsens Jubilæumsoverraskelse

Husbryggeriet Jacobsen havde også en bod, og i år fejrede de 10 års jubilæum. Dette blev fejret med et ganske særligt fadlagret bryg efter en af bryggerens egne opskrifter fra 1854. Den blev brudt lige præcis klokken 20:05 og vi stod parat, og var blandt de første til at smage.

Overordnet var jeg enig med bryggeren selv, der smagte først – “det kan da drikkes” – men nogen stor nydelse var det ikke. Bitterhed manglede det dog ikke, så ét flueben skulle den gave, men spændingen var bestemt større end velsmagen – 2½ stjerner.

Beernaise, Flying Couch

Omtrent på samme måde forholdt det sig med det festlige hipsterbryggeri Flying Couch’s bernaise-øl (ja, du læste rigtigt). Farven matchede ellers fint, og skummet kunne godt se ud som hviderne, der var pisket og lagt ovenpå bagefter. Kun esdragonen manglede.

Brygget smager også af bernaise, men ikke kun af det. Det ledsages af en gæret bismag, som man kender den fra Hefe-weizen. Og det var netop min fornemmelse – at jeg stod med en Weißbier, som nogen havde dryppet bernaise-essens ned i.

Kort og diplomatisk sagt var spændingen denne gang meget større en velsmagen – 2 stjerner.

Tangerine IPA, Raasted

Raasted har begået en IPA tilsat appelsinskal samt citra, summit og chinook-humle. Lur mig om ikke der også er noget cascade med et eller andet sted, for det er i hvert fald en habil IPA, både frisk, bitter i smag og eftersmag, og med den bergamotfylde, der plejer at være det rygende pistolbevis på, at min yndlingshumle også er med i konkoktionen. – 4½ stjerne.

Porter, Mylius Erichsen Bryghus

Det var omkring dette tidspunkt at Kasper og jeg rendte ind i Anne Louise, som var med til at heppe på min yndlingsgæsteanmelder, Gedved, ved Copenhagen Marathon for en uge siden. Over Mylius Erichsens porter var hun fuld af lovord i et omfang så de blev ledsaget af både munter glædesdans og flik-flak.

Jeg var ikke helt så imponeret. Det er en fortrinsvis sød porter, der ikke yder den store fylde. Bitterheden er frisk snarere end tung, og lægger sig læskende langs gummerne. Som porter er den i hvert fald lettere usædvanlig, og uanset hvad falder den ikke helt i min smag – 3 stjerner.

Hemmelig Hane, Hornbeer

Hornbeer er uløseligt forbundet med kvalitets- og mikrobryg og var naturligvis også repræsenteret på ølfestivalen med egen bod. Anne Louise fik os lokket med til deres bod, hvor de angiveligt skulle have en hane med et hemmeligt bryg.

scan0001Det viste sig at være en chili porter tilsat engelsk lakrids. Efter denne er min holdning til chili i øl i overordentlig stor grad overhovedet ikke skredet det allermindste. Chili er godt i rigtig meget – men ikke i øl. Det smager for meget igennem, også i denne, hvor den er meget markant. Den er dog ikke så markant, at man ikke kan smage lakridsen, men øllet er det så som så med. – 2 stjerner.

Til gengæld fik jeg en meget fin autograf af én, der også har markante meninger om øl. Selvportrættet er, hvis man ikke kan læse underskriften, meget vellignende. Kan I se, hvem det er?

Det var så på dette tidspunkt, Kasper og jeg stille og roligt førte Anne Louise ned til Frejdahl, hvor hun personligt af Jim fik overdraget en smagsprøve af Roulv, så hun kunne lære, hvordan en ordentlig porter skal smage.

Jeg nåede aldrig at erfare, om hun kunne lide den. For derefter valgte jeg at kalde det en aften – en god én endda, men pligten og ikke mindst arbejdet kaldte til morgenen efter.

Double Hop Monster, Greene King

2015-05-21 19.42.27… that isn’t …

Det gode blegner ved siden af det ekstraordinære. Det har jeg måttet sande efter at have Nydt (i en grad så det kun kan udtrykkes med et stort ‘N’) den formidable dobbelte IPA fra Midtfyns Bryghus.

Det skal jo ikke holde Greene King fra at forsøge. De har gjort det godt før, og jeg var da heller ikke sen til at smide et par stykker i kurven, da jeg forleden var i ude for at købe kaninfoder. At jeg forinden smagningen af Greene Kings øl, skulle komme til at prøve de fleste IPA’ers overmand, giver selvfølgelig noget unfair konkurrence fra starten af.

Men brygget holder jo heller ikke op med at være godt, bare fordi det får baghjul af noget, der får godt til at virke kedeligt. Og den initiale duft af bergamotolie og humle fejler jo ikke noget. På trods af den ildsprudende tohovedede drage på etiketten brøler bouqueten bare slet ikke som det foregående humlemonster. Og den havde ikke engang noget uhyre på sin etiket.

Det er ellers et flot kobberfarvet bryg omend med et noget skrøbeligt, kridhvidt skum, hvis klæbeevne er begrænset. Brygget smager af rå, uforfalsket humle. Den prikker let i næsehule og ved mandlerne, men nogen ildspyen eller eksplosion bliver det aldrig til.

Bitterheden er sådan set intakt og kraftig nok, men virker alligevel hul og yder aldrig helt nok fylde. Der er lidt for meget vand ved siden af humlen, og med en beskhed, der i eftersmagen næsten tenderer harskhed fremstår brygget noget ude af balance.

Men – igen. Humlen er faktisk god – og sprød – og kraftig. Det smager jo egentlig godt, alt taget i betragtning. Perfektionen er ganske vist langt borte, men det er afsmag og kedsomhed så sandelig også. Det skal ikke ligge denne øl til last, at der findes bedre IPA’er end den.

4-stjerner

Jacobsen Weißbier, Carlsberg

2015-05-09 21.18.33Banan og ingen banan …

For længe længe siden. Så længe at slet ingen husker det … Sådan starter Jul på Slottet, og omtrent så længe siden føles det også, at denne øl kom ind i vores husstand. Det var i hvert fald før en anden julekalender – nemlig den min søster gav mig i fødselsdagsgave sidste år, og så kniber det med datoerne, og lur mig om det samme ikke ville gøre sig gældende for de andre i husstanden, inklusive min viv, der bestilte den til levering fordi den var på tilbud. Og så passer det jo fint med ’så længe at slet ingen husker det’. I hvert fald hvad angår den præcise dato.

Ved åbning var den også vel hinsides sidste salgsdato – d. 06/12-2014. Men den slags er slet ikke ensbetydende med, at øllet bliver dårligere – ofte endda tværtimod.

Brygget blev faktisk også nydt for et stykke tid siden, og anmeldes nu på bagkant. Vi skal helt tilbage til d. 9. maj. Jeg havde inviteret min gode ven Gedved til smagning af Kvicklys fine Grill-øl, og han havde takket ja, og revet en aften ud af kaldenderen i et ellers stramt træningsprogram op til Copenhagen Marathon i søndags. Alene det at han gennemførte må jeg lægge mig fladt ned for. Og at han bagefter ytrede de bevingede ord “Jeg var lidt skuffet over at det ikke var hårdere” … ja, det kræver vist næppe yderligere kommentarer. Stort tillykke med det gamle ven – også fra denne blogger.

Denne øl fungerede altså som opvarmning til Grill-øllene. Jeg gad ikke have den stående længere, så den blev smidt med i puljen.

Ved opknapning fyldes rummet af en markant duft af bananer – modne, og måske endda noget overmodne. En syrlig kant ledsager nemlig bouqueten og gav Gedved associationer til ‘Syrlig Banan’-bolsjerne fra Lossepladsen i den nu hedengangne Bon-Bon-serie. Visuelt er brygget måske en tand klarere og mere ‘pang’ i farven end de klassiske tyske Weißbier. Skummet forveksles nær med fugemasse i stabilitet og holdbarhed – uden yderligere sammenligning i øvrigt.

Den vægrer sig dog kraftig ved at smage som den dufter. Der er ikke skyggen af banan eller anden traditionel hvedeølssødme, ingen forårsblomster eller nektar. Til gengæld smager humlen sådan nogenlunde igennem, eller i hvert fald sådan nogenlunde. Bitterheden er samtidig noget usofistikeret og dæmpes af gærfornemmelsen. I det mindste gør gæren dog ikke brygget direkte surt, men nogen gavn er den heller ikke.

En ikke i øjet bitterhed blandet med for megen gær, og en forjættelse om banansødme, der ikke indfris gør ingen god øl. Det var begge anmeldere rørende enige om.

Gedved gav:

1-stjerne

Selv gav jeg en kende mere. Brygget har trods alt noget smag, endskønt det ikke ligefrem er velsmag.

1-en-halv-stjerne

PS. Valg? Hvilket valg?

Double India Pale Ale, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 IV)

2015-05-19 18.16.53Se DÉT er en øl!

Jeg skal gerne indrømme, at jeg gemte det, jeg havde de højeste forventninger til til til sidst (ja, antallet af til’er efter hinanden giver faktisk mening – tag den! Øv bøv bussemand sure tæer i saftevand (wow, aftenens øl slog hårdt … pas nu på!)) Og som man måske allerede nu kan fornemme blev jeg ikke skuffet. Forventningerne blev indfriet – og mere til.

I det hele taget var mine forventninger til Kvicklys Grill-tema ikke overvældende. Der er grænser for, hvor kontroversielt øl et stort, bredt supermarked som Kvickly vil have stående på hylderne – især når det er Grill-øl, der er tale om. Øl, der skal kunne bælles en masse, og som skal smage af én mere, når bøfferne brankes og pølserne forkulles, er ikke lige dén slags øl, jeg finder mest interessant.

Så jeg havde måske også forventet en lidt mere lettilgængelig IPA end det aromatiske monster, Midtfyens Bryghus har gæret frem. IPA-duften er umiskendelig, og allerede i bouquet-fasen langt hinsides, hvad jeg havde drømt om. Bergamotolien er umiskendelig, og humlen forstærker den og får den til at både rive og flå i næsens slimhinder. Man vil kende Bergamotolien fra Alteabolsjer, der ellers dufter blødt. Men denne IPA bryder rammerne for, hvordan bergamotolie dufter. Sådan dufter bergamotolie, når den er stærk som ingefær. Og det endda helt uden, at man behøver at tilføje ingefær. Skal man tro bryggeriet består dette bryg kun af gær, vand humle og malt. Og det bliver det bestemt ikke ringere af.

Visuelt er brygget kobberrødt og uigennemsigtigt. Skummet er letgyldent og ganske cremet uden dog at være ekstraordinært. Før jeg glemmer det, kan jeg allerede nu fortælle, at restgæren ingen effekt har på smagen – det er det gavmilde kvantum humle simpelt hen for kraftigt til.

Og her, hvor man ikke kan uddele roser nok (et mildt pust af roser kan vel egentlig også spores i bouqueten) opdager jeg, at jeg ikke engang er kommet til smagen endnu.

WOW! Dét er en IPA! Aromaen fylder omgående gabet. Den intense fylde breder sig eksplosivt i mundhulen, så man næsten frygter, at ganen flækker på langs og aromaen sprøjter som geysere op i næsehulen og helt op i hjernekassen til alskens ulykke og tænders gnidsel. Det sker så heldigvis ikke, men gyset for at det vil ske det er faretruende præsent.

Brygget brænder – igen med en bund af bergamotolie og brændende smag af både ingefær og chili. Ja – øllet brænder faktisk lige så meget, som temaets første  Chili Pale Ale – men uden at et gram chili er tilføjet mæsken.

Man hensættes i et lille IPA-paradis, hvor også eftersmagen er en nydelse. Den er rundere, men stadig kraftig. Humlen træder her frem, og er egentlig bare humle – bitter og kras, og alligevel rund, nydelig og frisk.

Igen må jeg stille mig tvivlende i forhold til, om brygget er specielt grill-egnet. Jeg erklærer det til gengæld på stedet egnet – til stor stor nydelse, hvor som helst, når som helst. Skulle jeg strande på en øde ø og kun måtte tage én øl med, så kunne det sagtens blive den her.

Det er noget nær den bedste afslutning, jeg kunne have ønsket på Kviklys Grill-tema. Dette brygs kvalitet overgår langt, hvad jeg troede, man kunne finde på mainstreamsupermarkedernes hylder, med mindre der er tale om kortvarige tilbud. At den udgør en del af et større temaudspil fra Kvicklys side, øger både min overraskelse og begejstring. I sandhed well done, at Kvickly gør øl af denne kaliber almindeligt tilgængeligt, og i øvrigt rigtig godt skuldret af Midtfyns Bryghus for en af de bedste  IPA’er jeg har prøvet.

6-stjerner

 

Her til slut skal der lyde endnu en tak til Kvickly for at donere de fire Grill-øl. Jeg tager det som et tegn på, supermarkedet finder mine skriverier relevante for at få kendskabet til deres udvalg ud til et større publikum. Jeg tager gerne en tørn igen, såfremt kvaliteten blot er sammenlignelig med, hvad den har været i forbindelse med dette tema.

Kirsebær Wit, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 III)

2015-05-15 19.24.10Drikkelig wit …

Den må siges at være den øl, jeg frygtede mest af Kvicklys fire ny Grill-øl, uberettiget, skulle det vise sig. Men jeg har det lidt på samme måde med frugt i øl, som teentusiaster har med frugt i te. Det er ikke lige min kop kaffe, selvom jeg ville have det endnu værre med frugt i kaffen. Den foretrækker jeg kulsort og uden dikkedarer af nogen art.

Ud over frugten – eller bærrene, om man vil. Den slags distinktioner er vist temmelig arbitrære og sjældent fagligt funderede – er wit heller ikke lige min kop kakao. Den belgiske hvedeøl, er ligesom anden hvedeøl gerne noget tyndbenet, og jeg synes oftere, den har været sur at drikke, snarere end nogen egentlig nydelse. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg bliver en kende bekymret på vegne af velsmagen, når frugt og wit kombineres.

Det skal dog også indskydes, at belgierne også er sluppet heldigt fra at blande netop kirsebær i øl. De øl var dog af den vildgærede slags, og dertil kommer, at folkene der står bag denne øl ikke er belgiere, men pæredanske bryggere fra det midtfynske. Men måske er en dansk wit til at holde ud?

Visuelt halter brygget dog voldsomt efter sit belgiske forbillede. Der er næsten ikke noget skum overhovedet at se. Man skal faktisk hælde ret voldsom for overhovedet at få det til at dække hele øllets overflade i et ellers smalt weissbierglas. At brygget er ufiltreret viser sig desuden ikke udpræget. Det er kun lettåget, og ellers højgult, næsten orange i sit ydre. I duften er der til gengæld ingen kirsebær at spore. Derimod er der en blød honningsødme, et syrligt men forfriskende strejf af græs, appelsin og lime, et friskt sommerligt pust af hyldeblomst – i det hele taget forjætter denne hvedeøl alt det, man altid ønsker sig, men stort set aldrig får af en hvedeøl, fordi de alligevel ender med at smage for tyndt, for surt eller for gæret – og evt. alle tre ting på én gang.

Sødmen går heldigvis igen i smagen. Men man kunne godt have ønsket sig lidt mere tyngde, og gæren formår igen at dryppe malurt – eller i hvert fald sig selv – i bægret. I den første mundfuld mærker man en frisk sødme af æbler, og en rundere én af honning. Men nær ved midten af munden slår smagen fuldstændig om og bliver surt gæret. Kirsebærrene udebliver fortsat. De er faktisk så upræsente, at man ingen chancer levnes for at vurdere, om de er med til at gøre sødmen bedre, eller surheden værre. De er der kun af navn, og ikke af gavn.

Humlen er der til gengæld af gavn. Når skuffelsen efter den afbrudte sødme og gærets overtag har lagt sig efter at brygget er skyllet i halsen, bygger eftersmagen sig langsomt op. Og her mærker man virkelig humlen, som en blød og alligevel kraftfuld essens, der siger op fra svælg, og breder sig over gane, gummer og mandler. Humlen får dermed en rolle i en hvedeøl, som den alt for sjældent har. Som bebuder af lækker og korporlig bitterhed.

To spørgsmål står tilbage. Hvad blev der af kirsebærrene, og hvad er det grill-agtige ved denne øl? Ganske vist blev den langt fra en bundskraber, da den da bestemt yder en vis oplevelse. Men i betragtnings af dens blandede – for ikke at sige forvirrede udtryk, er det lige før, jeg ville mene at Willemoes’ vanderstatning er mere grill-egnet end denne.

Svarene på spørgsmålene blæser i den kolde og fugtige forårsvind, som nok må blæse en stund endnu, før vejrliget egner sig til grillkul, grillpølser og grilløl. Og til den tid er det nok ikke denne, jeg vil vælge at dæmpe smagen af påbrændt kød med.

2-en-halv-stjerne

Willemoes BBQ, Vestfyen (Kvicklys Grill-tema 2015 II)

2015-05-14 16.48.18Tørstig bliver man ikke …

Vestfyens Willemoes BBQ er en bryggerimæssig enlig svale blandt Kvicklys Grill-øl. De andre tre kommer nemlig fra Midtfyns Bryghus – et bryggeri, hvis profil i langt højere grad svarer til et mikrobryggeri, end Vestfyen, der mere og mere har udviklet sig til et industribryggeri med en langt større brygmasse og brede standardprodukter til at danne basis for indtjeningen.

Willemoes er Vestfyens faste mikrobrygserie – eller skulle man sige eksperimentalbrygserie. Mange forskellige årstidsbryg og brygtyper fra bryggeriet har fået påklistret en label med brandet, og kvaliteten har været lige så blandet. Fra næsten at opnå topkarakter, har bryggene også været vel under middel.

Hvad angår Grill-øl, forventer jeg noget letdrikkeligt. Og det umiddelbare indtryk af BBQ peger såmænd også nogenlunde i den retning – ja ret meget faktisk. Det ligner jævnt pilsnerbryg, omend skummets holdbarhed og klæbrighed sjældent er set mage, og mere minder om friske amerikanske pale ales end kedelige europæiske pilsnere.

Duften holder sig tilbage. Hvis læseren var nødt til at læse den sætning igen vil jeg for den gode service’ skyld fortælle, at der ikke blev læst forkert, og at der ej mangler et “ikke” i sætningen. Duften holder sig vitterligt tilbage og leverer kun et dovent prik af en svag, letsyrlig humle. En rest af en blød og rund og rar humle – tror jeg nok, for det er svært at afgøre når duften er så svag.

Smagen er også let humlet. Meget let humlet. Ja, velsagtens luftigt. Den kan akkurat skimtes ved gummer og mandler, hvor den indifferent og uengageret tjatter til smagsløgene, hvorefter kaster sig ned i glemselens dyb, også kendt som spiserøret. Spiserøret er ikke altid glemselens dyb. Andre øl giver eftersmag, eller kan også mærkes på vej ned. Det kan den her ikke. Den er helt væk – også af erindringen – når først den har passeret tærskelen til mavesækkens stikledning.

Det er sjældent, at jeg smager så tyndt øl. Men hvor tyndt det end er, så må jeg samtidig indrømme, at det ikke på nogen måde er fælt. Det smager ikke syntetisk eller surt. På den anden side udebliver også associationerne til mineralvand med et stænk af humle. For det er brygget for dovent til. Ikke engang kulsyren kan yde nogen oplevelse.

Det bedste man kan sige om brygget er vel, at man i det mindste ikke bliver tørstig af det. Og som sådan tjener det vel sit formål til et grillarrangement i 30 graders varme.

Men noget modspil til grillede bøffer – om de så måtte være røde, medium, gennemstegte eller forkullede – vil den aldrig kunne yde.
1-halv-stjerne

Chili Pale Ale, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 I)

2015-05-09 21.42.59Chili er godt …

Kvickly har doneret fire øl til mig. Det har de gjort helt på eget initiativ, men nok ikke uden forventning om, at jeg smider et par ord om dem her på bloggen. Det skal selvfølgelig nok ske, og Kvickly skal have tak for donationen.

Det er ikke første gang, jeg anmelder øl for Kvickly. Sidste år donerede de et eksemplar af hver øl fra deres Ølfestivalg til mig og de anmeldelser kan læses her. Habilitetsspørgsmålet skal jeg afklare meget kort. Jeg anser det for en langt mindre interessekonflikt at anmelde øl for en forhandler, end direkte for et bryggeri. Begge parter er selvfølgelig interesseret i positiv omtale, men forventningspresset til en god anmeldelse er størst, når den kommer direkte fra producenten. Der er meget mere på spil der, end hos en forhandler, der i tilfælde af svigtende salg hurtigt kan finde sig en ny leverandør.

Uanset hvad har jeg tænkt mig at være lige så hudløst ærlig, som jeg altid har været. Også selv om jeg billedligt talt har fået øllene kastet i nakken.

Overordnet skal det siges om de fire øl, at de tre er fra Midtfyns Bryghus, og den sidste er en Willemoes-øl fra Vestfyen. Som Grill-øl forventer jeg naturligvis, at de evner at spille godt op til brankede pølser, tilsodede hakkedrenge og forkullede bøffer.

Den første øl er en krydret pale ale fra Midtfyns Bryghus. Som det ikke utydeligt fremgår, er den krydret med chili, et krydderi jeg i hvert fald to gange tidligere har haft under kærlig behandling. Den ene gang var klart bedre end den anden. Ellers har en enkelt Grilløl også været på programmet tidligere. Hvis hin Grill-øl skal fungere som forgænger, eller måske endda målestok, er det næppe de mest karakterfulde øl, der er i vente. Snarere vil de nok være præget af en vis letdrikkelighed, som man godt kunne forestille sig, at undertegnede ølblogger ikke vil være udelt tilfreds med.

Brygget blev nydt i godt selskab. Min gode ven Gedved, der er fast gæsteanmelder smagte med, og kom med kvalificerede input undervejs.

Ved opknapning forplanter krydderiet sig omgående i lokalet. Man kunne godt tro, at et middelstort indisk spisested spontant havde materialiseret sig … eller … måske snarere en snask fra Nørrebrogade, da duft af spidskommen og karry til min store ærgelse udebliver. Gedved, derimod, fik associationer til peberspray, men måtte dog hurtigt tilstå, at han faktisk ikke vidste, hvordan indholdet af sådan én egentlig lugter. Og det er nok også bedst.

Brygget tager tid at skænke. Det høje, gullige skum retirerer ikke ligefrem villigt, men matcher til gengæld det flotte, tætte og uigennemskinnelige rødbrune, ufiltrerede bryg. Det er ikke meget øl, der mærkes i duften heller, efter brygget er skænket. Chili fylder faktisk det hele, og jeg er i tvivl om det er dén eller resterne af en viral halsbetændelse jeg kan mærke stikke i svælget.

Smagen er … interessant, og i hvert fald også meget præget af chilien. Brygget er ikke uden fylde, og krydderiet lægger sig som en slags skal uden om. På den måde smager brygget hele tiden af chili, men aldrig så meget, at man ikke samtidig kan mærke, at det faktisk er øl, man har i munden.

Mest er det dog gæren fra øllet, man mærker. Gæren leverer fylden, men også en vis syrlighed, der næppe bidrager positivt. En blød wienermalt kan mærkes, hvis man kigger ordentligt efter, men chili og syrlighed forhindrer den i at træde ordentligt frem.

Brygget er dog oplevelsen værd, endskønt det må siges at være noget ude af balance. Enhver der holder af chili bør prøve den – og jo – hvorfor ikke til grillede bøffer, der måske har fået lige et par minutter for meget på den ene side? Dertil matcher den præsente chili i hvert fald fint. Gedved påpegede desuden, at brygget godt kunne være en god marinade om ikke andet.

Om karakteren var vi rørende enige.

3-en-halv-stjerne

Reyktur Bjór, Steðji

2015-04-30 18.31.21Lamperøg

Når nu Ste­ðji ikke kan finde ud af at få deres kontroversielle øl til at smage af særlig meget, må man jo prøve med en af deres mere almindelige øl. Eller også prøver jeg den, fordi det var den anden øl, Ole havde med fra Island, så i virkeligheden havde jeg ikke andet fra bryggeriet at vælge imellem. Læseren må helt selv vælge.

Reyktur Bjór betyder “røget øl” – hverken mere eller mindre. Men hvad den er røget over fremgår ikke. Hvis det var noget kontroversielt, havde bryggeriet nok gjort adækvat opmærksom derpå. Etiketten er forførende sort med et dyrekranium på, som jeg ikke kan placere. De lange, spidse hjørnetænder mere end antyder et rovdyr, så et fårekranium er der vel ikke tale om. Så måske er den ikke brygget over fåremøg. Det kan den på den anden side selvfølgelig sagtens være alligevel, selvom der er et kranium fra et andet dyr på etiketten. På samme måde er en Carlsberg Elephant jo heller ikke brygget på elefantens efterladenskaber, eller noget andet fra elefanten for den sags skyld. Endskønt man ved mere end køleskabstemperatur kunne få mistanken ved hint Carlsberg-bryg, at det måske var opblandet med elefantens flydende affaldsstoffer. Men (som salig Jes Ingerslev sagde i skikkelse af TV-Degnen) lad nu det ligge.

Skum og i det hele taget visuel akrobatik er åbenbart ikke noget, Steðji går særligt meget op i. Igen falder skummet dovent og indifferent over et nok mørkt, men alligevel næsten gennemsigtigt bryg. Igen peger det i retning af en undergæret lager frem for en ale. Man mærker røgen i duften. Det er subtilt – eller måske kedeligt. Det er i hvert fald ikke særlig kraftigt. Der er ingen genlyd af vulkanudbrud eller jordskælv, intet ekko af djærv hestevrinsken fra robuste, garvede Islandske pruheste, ej heller nogen fjern hvisken fra vikingelandets hensvundne sagatids kæmper.

Og det er der heller ikke i smagen. Røgen er der da, men smag af vulkansk aske, lava – eller for den sags skyld fåremøg udebliver og erstattes af lidt for rent og kedeligt vand. Malten er imidlertid markant, og giver brygget lidt korn og måske en antydning af noget krokant, men helt godt bliver det aldrig.

Jeg forstår fortsat ikke lette røgøl, og jeg ved islændingene kan gøre det meget bedre. Vel – det kunne jo være en røgøl for begyndere, men dertil er den alt for svær at få fat i. I hvert fald på vores bredde- og for den sags skyld længdegrader.

Hvad angår bryggeriet Steðji virker det mere som et smart bryggeri, der går mere op i markedsføring, spændende historier og smarte etiketter, end i at prøve at gøre øllet ekstraordinært. Selv i et lille land som Island med et – skulle man tro – begrænset marked, er der åbenbart også plads til den slags. Åbenbart er hangen til tyndt øl stærkere hos flere mennesker, end man som ølblogger måske forestiller sig.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme