Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2015

La Rossa, Birra Moretti

2015-04-25 11.59.17Tættere på sokkeholderne …

I perioden fra 2007 til 2009 boede jeg i Lille Fredensgade på Indre Nørrebro. Det er en lillebitte gyde, teknisk set en sidegade til Fredensgade, der i nordlig retning bliver til Tagensvej.

Jeg boede i stuen, hvor solens stråler sjældent nåede ned. Det var en lidt mørk tid, der jo ikke blev lysere af, at jeg var flyttet dertil fra den grønne ø, Amager. Et af lyspunkterne var dog, at der lå et pizzeria på hjørnet af gyden og Fredensgade. Så jeg kunne bare ringe derned, og 10 minutter efter var aftensmaden færdig. Og det var ikke bare grillpizzaer, de havde. Det var skam kvali, lavet af italienske råvarer og med et fast udvalg af italienske tørvarer is og – øl, såmænd ved siden af.

Øllene var af netop dette mærke, Birra Moretti, og jeg mener da også, at jeg prøvede en enkelt af dem dengang. Tvivlen i skrivende stund peger i retning af, at indtrykket, det gjorde på mig, i hvert fald ikke har været uudsletteligt.

I går var jeg så i byen med hele min lille familie. Vi tog i Frederiksbergcenteret for at klare nogle indkøb i anledning af diverse fødselsdage, familie-tam-tam og whatnot. En frokost blev det til på Forno a Legna, der har udmærkede italienske pizzaer, og et udvalg af flere forskellige Birra Moretti-øl. Jeg valgte den, der så mest spændende ud – dels fordi jeg ihukom, at jeg dårligt kunne ihukomme, hvordan deres standardøl smagte, dels fordi jeg fra sidst, jeg var i Italien, i Rom nærmere bestemt, i år 2000, havde opdaget, at kvaliteten af de lokale humlebryg end ikke nåede maden til sokkeholderne – ja, dårligt til underkanten af sokkerne.

Et ordentligt glas manglede også – hvilket måske ikke er overraskende på et pizzeria. Jeg måtte tage til takke med et plasticbæger, men det var bedre end ingenting.

For det gjorde det om ikke andet muligt at beundre det flotte, faste skum, der lystigt stiger over kanten, og kun falder modvilligt og uregelmæssigt. Der hvor der tilfældigvis opstår en boble, der efterfølgende springer, efterlades en fordybning i skummet, der sammen med andre fordybninger vrider den lysbrunlige masse i spændende landskaber med både høje plateauer og dybe dale.

Jeg måtte vente længe før jeg kunne se, hvilken farve brygget egentlig havde. Det er fortrinsvis mørkt og klart. Umiddelbart syner det mest af en ‘Schwarzbier’, eller i hvert fald en ‘Dunkel’. Untappd mener dog at vide, at der er tale om en dobbeltbock, og så må man vel i mangel på bedre tage sig til takke dermed.

Bouqueten følger nogenlunde med i det gode visuelle førstehåndsindtryk. En tæt duft af fortrinsvis sød malt rammer næseborene, og lover både fylde og velsmag. En alkoholprocent på 7,2 hjælper nok en smule til.

Smagen følger godt med. Det er en fortrinsvis sød øl, vel maltet uden megen bitterhed. På den måde passer betegnelsen bock sådan set også bedre end end Dunkel/Lager/Schwarzbier/Bajersk øl. Der er ikke så meget mere at sige om smagen. Der er godt bid i malten, fylden er tilpas, bitterheden er fraværende, men tilstrækkeligt erstattet af maltsødmen. Eftersmagen gør ikke meget væsen af sig, men nu havde jeg jo også nogle rigtig lækre pizzaer at spise – så er eftersmagen måske ikke det, man går mest op i.

Det italienske køkken er klart det nationalkøkken, jeg foretrækker. Øllet halter imidlertid langt efter, men måske alligevel ikke så langt efter, som jeg troede. Madens sokkeholdere har øllet dog ikke nået endnu, men med en kikkert, kan det måske lige akkurat skimte dem.

4-stjerner

Hvalur2, Steðji

Hvalur2Historien er bedre …

Nogle øl bliver mere kendte end andre. Det kan der være tre årsager til (og måske endda flere, men på stående fod kan jeg kun komme i tanker om tre, og det er jo også sådan et fint, rundt … ahrj, okay, rundt er det ikke, men magisk – ja, magisk – og retorisk versatilt er det i hvert fald). Enten har bryggeriet pumpet så mange marketingsmilliarder i markedsføring, at alle går rundt og drikker det (Carlsberg Premium, Grøn Tuborg m.fl.), eller brygget er rent faktisk godt, smager dejligt, og sælger derfor sig selv (yeah right, som om de eksisterede (eller okay – måske Pladderballe Bryghus‘ øl?)), eller også er der noget ganske særligt ved brygget, der gør det spændende, uden at det nødvendigvis har noget med selve bryggets kvalitet at gøre. Der er en god historie om brygget, der vækker folks interesse, og derfor sælger det godt. Fx synes mange, det er ufatteligt interessant, at Bryggeriet Skands har en kvindelig brygmester. Jeg finder det som feminist inderligt uinteressant, men det er en anden historie, og bryggeriet tjener som eksempel uanset hvad jeg måtte mene om det.

Hvalur2 fra det islandske bryggeri øl falder i den tredje kategori. Der er i den grad en historie om øllet, der gør det interessant.

Der er tale om den berømte og berygtede islandske øl brygget på hvalnosser, som det fremgår af artiklen hos MetroXpress. Hvaljagt er som bekendt kontroversielt, og dyreværnsorganisationerne har været over øllet som høge. The Guardian har opsnappet et særligt godt eksempel på, hvad dyrevelfærdsarbejde desværre alt for ofte udarter sig til, frem for at koncentrere sig om bevarelse og vedligeholdelse af dyrebestande (mine fremhævelser).

»Vanessa Williams-Grey, anti-whaling campaigner at Whale and DolphinConservation, said: “This is a calculated move, not only to dishonour a beautiful and endangered creature by using its most intimate of body parts as a marketing tool, but also sends a clear ‘two fingers’ to the conservation community and those who love and respect whales.

“Right-minded people would no sooner drink beer brewed with whale testicles than they would order similar drinks made with tiger, elephant or rhino testicles and our hope, of course, is that visitors to Iceland will treat this latest offering with the disdain it deserves.”«

For det første er denne kritik antropomorf – som om det skulle være særlig slemt at bruge hvalens testikler, frem for dens kød, knogler, indvolde, barder, eller hvad man nu ellers kunne bruge i brygningen. At man bruger testiklerne er selvfølgelig et salgstrick, men hvorfor det skulle være særlig slemt at bruge dem frem for noget andet, når nu man alligevel har taget livet af dyret, er hinsides min forstand.

Tværtimod er det vel at foretrække, at hele dyret, eller i hvert fald så meget som muligt af det, bliver brugt efter slagtning, frem for at man smider det væk. Så kan man være imod at slå dyr ihjel for at spise dem, eller bruge dem i det hele taget, men at slå ned på lige netop nosserne og hævde at det i hvert fald er for galt mens det åbenbart ikke er galt at slagte dyret i første omgang og gå rundt i blod til knæene, sådan som det jo nu engang foregår med hvalslagtninger på de kanter, er ikke bare hyklerisk, men også latterligt.

Så er der spørgsmålet om den kommercielle hvalfangst. Her kan man med rette kritisere Islands og Norges hvalfangst – netop af finhvaler, da denne faktisk er truet. – Så ja, jeg drak øl brygget af truet hval, jeg tog en for holdet, og kan nu fortælle om det, så I læsere ikke behøver mindske bestanden yderligere ved også at skulle prøve den islandske hvalnosseøl. Selv tak, det var så lidt.

Hvalnosserne er i øvrigt røget over fåremøg – og det gør jo ikke historien dårligere heller. Med ingredienserne in mente, og dyreværnsorganisationerne på nakken, er det naturlige udgangspunkt for anmeldelsen at undersøge, om indholdet i den grønne flaske er bare tilnærmelsesvis så godt som den historie der knytter sig til det.

Jeg havde ventet et mørkere bryg – det er vel det røgede, der giver den forventning. Lyst er brygget da heller ikke – bevares, men det er ikke meget lys, der skal til, før man ser at brygget faktisk ikke er brunt, som det ser ud ved skænkning, men derimod flot rødt, som frisk blod fra en grindehval (okay, nu skal jeg nok holde op). Brygget skummer ganske fint, lyst brunt men ikke med den holdbarhed man kunne ønske. En masse små bobler bliver det til, men det transcenderer ikke til den marengsmasse, der kendetegner det rigtig gode skum. Skummets klæbende egenskaber kan desuden sammenlignes med WD-40 under et skybrud.

Duften – ja, jeg håbede på at blive overvældet af dunsten hengemt hvalsperm, men der blev jeg ellers ganske forsmået. I betragtning af fortællingens vældighed, forekommer bouqueten temmelig diskret, ja, man fristes til at kalde den svag. Lidt duft forplanter sig dog i æteren, når brygget skænkes. Der er lidt røg, lidt mere malt, og en knivspids bitter humle. Nydeligt blandet og forenet for så vidt, men detaljerne skal man stikke det olfaktoriske apparat godt ned i bægeret for at opfange.

Smagen er også ganske afdæmpet, næsten skuffende i forhold til, hvad det egentlig er for et bryg, man sidder med. Er det virkelig alt, hvad hvalnosser hængt over brændende fårelort rækker til? Måske har de bare brugt meget få hvalnosser, eller meget lidt lort? Af miljøhensyn håber jeg, det første er tilfældet.

Men igen er der da noget røg. Sammen med den mørke malt giver det brygget en velbehagelig rund bitterhed med en nogenlunde fylde. Det smager sådan set dejligt, det er ganske rart, men det er samtidig slet ikke ekstraordinært på nogen som helst måde.

I betragtning af, hvad jeg ellers har smagt af røget øl er brygget mildt sagt afdæmpet og i forhold til forventningen reelt en skuffelse. Prøver man at viske tavlen ren for øllets fortælling ender man med … en i og for sig velsmagende øl, let røget, som de fleste lægfolk ville kunne nyde, og de fleste kendere ville finde uinteressant.

Men historien forbliver god, langt bedre end øllet, ærgerligt nok.

Tak til Ole – der til dagligt bor i Island, men forleden lagde vejen forbi hovedstaden på vej til Sverige – for at tage et eksemplar af denne øl med. Det er mig bekendt ikke muligt at skaffe denne øl herhjemme, så jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at den sparsomme bagageplads blev brugt for min skyld.

3-en-halv-stjerne

Skibsøl, Refsvindinge

2015-04-16 17.03.58Dansk mig her og dansk mig der …

Der er måske blevet længere mellem øllene her på det sidste. Til gengæld håber jeg, at der ikke er blevet længere mellem snapsene. I hvert fald ikke hvad mine anmeldelsestekster angår. Jeg prøver at hæve det litterære niveau på bloggen ved at skrive lidt sjældnere. For hvem har ikke brug for en litterær saltvandsindsprøjtning, nu hvor både Klaus Rifbjerg, Klaus Rifbjerg på tysk (også kendt under navnet Günter Grass) og ikke mindst det litterære geni, som de to førnævnte litterære giganter ikke nåede til sokkeholderne, om de så stod på skuldrene af hinanden, Gunilla Wolde (Totte og Lotte) alle er gået til deres respektive forfædre?

Eller for at sige det på en anden måde – jeg skriver måske lidt sjældnere, men håber til gengæld, jeg skriver bedre.

Dagens øl er hentet i køleskabet hos min favoritølpusher på Islands Brygge, Toft Vin. Det er endnu en øl fra fynske Refsvindinge, der på trods af flere forsøg stadig skylder en ordentlig øloplevelse. Det er ellers ikke forjættelserne, der mangler ved brygget. At der er et skib på etiketten borger næsten i sig selv for kvalitet og så er det brygget på røget malt. Jeg elsker røget øl, men har i bloggens levetid prøvet alt for lidt af det. Rauch Bier fra Krenkerup, tror jeg faktisk er den eneste, jeg har prøvet indtil videre, men den har til gengæld også været hint bryggeris bedste.

I modsat retning trækker til dels, at der er tale om en letøl – den holder kun 2,4%. Men mest irriterer undertitlen mig – at den er ‘Ægte Dansk’. Jeg spekulerer over, hvad der mon er så dansk ved den – fair nok, den er produceret i Danmark, og så bliver det næppe mere dansk. Men traditionen med røget øl skulle være stærkest omkring Bamberg i Tyskland, og Tyskland er jo lissom ikke Danmark.

Så kunne det jo være skibsøllet, vi i Danmark havde en særlig tradition for – og som søfartsnation, er det måske slet ikke noget dårligt bud. Men at skibsøllet skulle være specielt røget har jeg ikke umiddelbart fundet noget belæg for (men jeg har måske heller ikke søgt SÅ meget igen). Til gengæld skulle skibsøl være tilsat citron og andre ting med mange C-vitaminer i. På én gang forebygger dette nemlig vildgæring, skørbug og – måske utilsigtet, men i højeste grad så – velsmag.

Og hvad med ‘ægte’? Frasens hulhed illustreres bedst, når man erstatter ordene med noget andet. Fx. kunne man kalde øllet “Uægte Dansk” eller måske “Ægte Tysk”, eller “Uægte Tysk” måske? Det sidste er selvfølgelig en dobbelt negation, og så er vi vel tilbage ved udgangspunktet – forudsat selvfølgelig, at man antager at ‘Tysk’ er det modsatte af ‘Dansk’ hvilket vel må være genstand for debat.

For mig at se, er manchetten klinisk renset for indhold, og hjælper os ikke til at forstå øllet bedre, før det er skænket.

Det ser ellers ganske flot ud, og i betragtning af, at det er en let Refsvindingeøl, er det overraskende mørkt – begsort, faktisk, med livligt mørkebrunt skum. Røgen mærkes omgående i lugten. Det lugter ganske rigtigt at skibsbeg og tjære, eller som min hustrus tøj, når hun kommer hjem efter at have blotet omkring et bål i regnvejr. Der er nemlig tale om lugt – ikke om bouquet, eller duft, men kraftig lugt, for ikke at sige odeur, eller måske endda stank.

Brygget smager også af bålrøg. Måske endda af bålstegt – eller lad os være ærlige – bålbrændt mad. Mad brændt over et bål af alt for vådt og beskidt træ, i øvrigt, der gør både mad og røg ganske aldeles usundt.

Alligevel er røgen dog ikke kvælende, for det er den ikke helt tyk nok til. Eller sagt lige så diplomatisk, kan man godt mærke, at det er en letøl, man sidder med. Selvom røgsmagen er kraftig, føles brygget alligevel tyndt. Det mærkes mere som en hul oppustet skal i munden, end som en tæt sky, og i eftersmagen mærker man mere træets sure væde end røgen.

Refsvindingeoplevelsen udebliver fortsat, men manglende velsmag til trods alligevel med spændingen nogenlunde intakt. Det er dog ikke nok til at hæve den samlede karakter op over middel niveau – den forbliver pænt et stykke under.

2-stjerner

California Steam Beer, Carlsberg

2015-04-10 17.12.07Indfriede forventninger …

Jeg vil ikke påstå, at jeg indtil videre er gået i en stor bue om Carlsbergs relativt nye ‘Brewmasters (sic) Collection’-serie. Jeg er vel gået i en lille bue om den, eller – jeg har i hvert fald aktivt ignoreret den, da jeg har syntes, at den udstrålede selve essensen af en stor aktør, der prøver at efterligne små konkurrenter, der har overhalet giganten inden om på kvalitet.

Ud over urbane farver og hipsteragtige skrifttyper og logoer placeret proaktivt og dynamisk på sigt iøjnefaldende steder på emballagen, er det også angivet med små diagrammer, hvor sødt, bittert og farvet brygget er. Det sidste er nok til størst hjælp, da brygget vist udelukkende er lanceret i dåser. Kigger man godt efter opdager man desuden, at brygget er fremstillet i Sverige på licens … at kategorisere de øl jeg prøver skal nok ende med at give mig flere grå hår i hovedet end alderen.

Ja, megabryggeriet Carlsberg skal jo på en eller anden måde vinde de tabte markedsandele tilbage, og så sætter man jo den store markedsføringsmaskine i gang – kvaliteten er det fortsat så som så med. Det var i hvert fald fordommen – eller forventningen.

Forleden var jeg så i Irma på Islands Brygge, og der stod så, hvad noget kunne tyde på var restlageret – en lille flok California Steam Beer. Oprindeligt var der flere bryg i serien, men de var så åbenbart blevet afsat.

Når nu jeg alligevel var der, og de så så alene ud, og jeg manglede noget at anmelde og alt det der. I aften skulle den så prøves, og forventningerne blev i det store og hele indfriet.

Selvom der er tale om amerikanskinspireret ale på en eller ande måde brygget på damp, ligner det mest af alt en klassisk pilsner – lige et par toner mørkere end Carlsbergs korngule standardsprøjt, men med det samme kridhvide og skrøbelige skum, hvis fald bedst sammenlignes med et blylod nær et supermassivt sort hul i centrum af en middelstor spiralgalakse.

Duften virker sprød – eller snarere skrøbelig og mestendels metallisk med en vag baggrund af noget frisk og krydret humle. Ønsket om, at det krydrede islæt var stærkere er stærkt, men det forbliver et fromt ét, der i modsætning til forventningerne ikke bliver indfriet.

Ved første mundsmag virker brygget nogenlunde fyldigt. Det næste indtryk er af sæbebobler, for udenpå virker brygget ved første øjekast spændende, flot og storladent, men viser sig snart at være hult og skrøbeligt. Initialt mærker man et krydret blæs af amerikanske humlesorter, men det fordamper lige så hurtigt som det melder sin ankomst. Vi er ikke færdige med sæbeboblerne endnu, for den noget klæge, metalliske eftersmag kunne faktisk også godt minde lidt om opvaskemiddel.

Brygget er dog langt fra udrikkeligt, og bismagen af sæbe er heldigvis forbigående. At kalde brygget noget med damp (steam) er imidlertid passende på flere måder end bryggeriet sikkert vil være ved. Smagen fordamper lynhurtigt, hvilket næsten gør skuffelsen større, end hvis hele øllet havde været kedeligt, for lige i starten virkede det faktisk lovende.

Tilbage står spørgsmålet hvad det er for en samling, den svenske brygmester har samlet sig. Hvis ikke jeg finder de sidste, får jeg det aldrig at vide, og det har jeg det egentlig ganske afslappet – ja ligefrem indifferent med.

Forventningerne til Carlsbergs nye hipsterserie er i hvert fald indfriet – desværre, fristes man til at tilføje.

2-stjerner

Ginger Raspberry Beer, Ørbæk

2015-04-08 18.38.10Syntetisk Forårsbebuder

Jeg var lidt bange, som det også fremgik af opslaget på facebook. Angiveligt har Ørbæk brygget en sand forårsrædsel. En salig blanding af øllets fire klassiske ingredienser (med malt af både hvede og byg) samt ingefær, hindbær og chili. Den slags blandinger falder sjældent heldigt ud og jeg husker stadig med gru rædslen fra januar 2014, der i øvrigt også var fra Ørbæk. Sagt diplomatisk mangler Ørbæk i forening med Ingefær at imponere, eller talt rent ud af posen: Erfaringen viser, at kombinationen af de to kan smage aldeles rædsomt, og der er alle gode grunde til at være bange – meget bange.

Men jeg er hverken død eller blevet syg efter at have drukket rædslen. Snarere føler jeg mig adækvat vederkvæget og mildt forfrisket af det ellers let syntetiske produkt, der trods alt heller ikke er mere syntetisk, end at det – som det sig hør og bør for Ørbæks øl – bærer det fine, hæderkronede lille Ø-mærke. Igen en påmindelse om, at økologi er en teknisk betegnelse og ikke automatisk er en indikator for kvalitet og velsmag.

Selv kalder Ørbæk brygget en “frisk tørstslukker på en varm sommerdag” og hævder hårnakket på frontetiketten, at brygget skam er “forførende frisk”. Visuelt frastødes undertegnede imidlertid mere end forføres af den fesent-blege, pink-til-grisefarvede kulør. Bedre bliver det ikke af restgæren der gør brygget plumret, og skummet, der mest af alt ligner noget fra en halvbillig supermarkedssodavand.

Duften er heller ikke imponerende, men på den anden side ikke ubehagelig. Hindbær yder sødme, ingefæren prikkende bitterhed, humlen … øh, hvilken humle? Er der mon overhovedet øl i?

Ved smagning lettes man ved, at brygget smager mere tørt end sødt. I smagen har ingefæren taget over med sit prikkende islæt, der i intensitet desværre slet ikke når op i nærheden af de ingefærsodavand, jeg blev så glad for under familiens ophold i Irland. Ikke desto mindre er smagen vel afstemt med sødmen fra hindbærrene, der diskret sætter ind i eftersmagen. Lettere syntetisk føles de, uden at vi dog er i nærheden af FUN-saftevand eller lignende kemiske rædsler.

I store træk udebliver øllet dog stadigvæk. Om dét minder kun en klæg smag af gær, som jo kendetegner hvedeøl. Ellers er de søde saftevands- og sodavandsnoter i sig selv ganske vederkvægende, men i intensitet for svage til at være egentligt interessante. Brygget er på ingen måde fælt, tværtimod er det egentlig ganske velafstemt (måske med undtagelsen af det eneste egentlig øl-agtige, gæren), ja, harmonisk endda. Men det er harmonisk på samme måde som et glas velskænket postevand er det.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme