Motivation …
Jeg har længe ikke brændt voldsomt for ølbloggen. Selv de gode bryg har på det sidste flydt sammen, og jeg har virkelig haft svært ved at finde forskellene, særegenhederne, det der gør det værd at prøve forskellige øl. For hvis forskellene udebliver, hvorfor så ovehovedet besvære sig?
Men så får man en øl som den her i nettet. Den stod også i Fakta forleden, sammen med den sidste øl jeg prøvede, og gjorde meget ud af ikke at gøre meget væsen af sig. På den andden side, der er en vred muh-ko – eller okay, det er måske en muh-tyr – på etiketten, for at forjætte (eller foregøgle) noget vildskab. Men det er jo ikke første gang den slags tricks er forsøgt. Lav en lovende etiket, og hold øllet lige så kedeligt som ellers – når brygget er købt fanger bordet, fælden klapper, og så er indtjeningen hentet hjem. Den største risiko er, at køberne ikke vender tilbage.
Risikoen for at jeg ikke vender tilbage, er altid stor. For jeg går som bekendt mest efter at prøve nye øl hele tiden. Men den her kunne sagtens være en, jeg ville købe igen, om jeg skulle være så heldig at finde den påny.
For lige at gøre markedsføringen færdig – det at brygget står på tilbud i Fakta borger heller ikke for den allerstørste kvalitet i verden. For selvom Fakta med rette kan bryste sig af at have et nogenlunde bredt udvalg af bryg, med et – som man kan udtrykke med et kækt lille oxymoron – fast udvalg af specialbryg, der løbende udskiftes, rammer kvaliteten altså stadig sjældent loftet – ja, faktisk ikke engang dørkarmen.
Det var på den baggrund, at jeg ikke valgte mit mest fancy glas. Det skulle vise sig at være en fejl. Brygget havde fuldt fortjent en tur i drageglasset, og det i sig selv kan jo tjene som motivation til at afhente brygget en anden gang. Ved opskænkning i mit næst-mest fancy glas kunne jeg desuden konstatere, at etiketten ikke løj. Brygget er ganske mørkt, måske ikke sort, men i hvert fald en meget dunkel nuance af mørkebrunt. Skummet er matchende gyldenbrunt og nogenlunde tæt, men det visuelle udtryks hovedvægt ligger på brygget.
Duften er også mørk. Den er kraftigt præget af malt, mestendels bitter malt med et sødt indslag af blommer og svedsker og et bittert strejf af kaffe. Smagen karakteriseres ligeledes af et solidt maltpræg, med fylde som ekstra mørk chokolade, omend med en markant eftersmag af lakrids, der ikke kunne mærkes i duften. Brygget prikker endda lidt i næsen, og det er ikke på grund af kulsyren, som er afdæmpet, men snarere forårsaget af et friskbittert humleelement, som titter frem blandt de mange andre smagsindtryk. Det er ikke ulig sennep – en mild sennep ganske vist – det har jeg kun ganske sjældent oplevet.
I det hele taget er brygget både kraftfuldt, mangefacetteret og unikt i sit udtryk – helt uden at være forvirrende eller sammensat i øvrigt. Det hele – malt, svedsker, blommer, lakrids, kaffe, chokolade og humle – integrerer sig på forunderligste vis, og giver i hvert fald mig den bedste øloplevelse i meget lang tid, og i hvert fald den bedste i år indtil videre.
Hold i øvrigt godt øje med facebooksiden. Der er gode øl i vente, og det har jeg tænkt mig at ‘breake’, som det jo hedder på moderne smart nudansk, der.
Overløb …
konstatere, at det havde lagt designstilen noget om – og så faldt tiøren. Raasteds Chili Lakrids Porter er nemlig slet ikke nogen ny øl. Den blev lanceret under sidste års 
Seneste kommentarer