Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – marts 2015

Strong Suffolk Dark Ale, Greene King Brewery

2015-03-27 21.43.22Motivation …

Jeg har længe ikke brændt voldsomt for ølbloggen. Selv de gode bryg har på det sidste flydt sammen, og jeg har virkelig haft svært ved at finde forskellene, særegenhederne, det der gør det værd at prøve forskellige øl. For hvis forskellene udebliver, hvorfor så ovehovedet besvære sig?

Men så får man en øl som den her i nettet. Den stod også i Fakta forleden, sammen med den sidste øl jeg prøvede, og gjorde meget ud af ikke at gøre meget væsen af sig. På den andden side, der er en vred muh-ko – eller okay, det er måske en muh-tyr – på etiketten, for at forjætte (eller foregøgle) noget vildskab. Men det er jo ikke første gang den slags tricks er forsøgt. Lav en lovende etiket, og hold øllet lige så kedeligt som ellers – når brygget er købt fanger bordet, fælden klapper, og så er indtjeningen hentet hjem. Den største risiko er, at køberne ikke vender tilbage.

Risikoen for at jeg ikke vender tilbage, er altid stor. For jeg går som bekendt mest efter at prøve nye øl hele tiden. Men den her kunne sagtens være en, jeg ville købe igen, om jeg skulle være så heldig at finde den påny.

For lige at gøre markedsføringen færdig – det at brygget står på tilbud i Fakta borger heller ikke for den allerstørste kvalitet i verden. For selvom Fakta med rette kan bryste sig af at have et nogenlunde bredt udvalg af bryg, med et – som man kan udtrykke med et kækt lille oxymoron – fast udvalg af specialbryg, der løbende udskiftes, rammer kvaliteten altså stadig sjældent loftet – ja, faktisk ikke engang dørkarmen.

Det var på den baggrund, at jeg ikke valgte mit mest fancy glas. Det skulle vise sig at være en fejl. Brygget havde fuldt fortjent en tur i drageglasset, og det i sig selv kan jo tjene som motivation til at afhente brygget en anden gang. Ved opskænkning i mit næst-mest fancy glas kunne jeg desuden konstatere, at etiketten ikke løj. Brygget er ganske mørkt, måske ikke sort, men i hvert fald en meget dunkel nuance af mørkebrunt. Skummet er matchende gyldenbrunt og nogenlunde tæt, men det visuelle udtryks hovedvægt ligger på brygget.

Duften er også mørk. Den er kraftigt præget af malt, mestendels bitter malt med et sødt indslag af blommer og svedsker og et bittert strejf af kaffe. Smagen karakteriseres ligeledes af et solidt maltpræg, med fylde som ekstra mørk chokolade, omend med en markant eftersmag af lakrids, der ikke kunne mærkes i duften. Brygget prikker endda lidt i næsen, og det er ikke på grund af kulsyren, som er afdæmpet, men snarere forårsaget af et friskbittert humleelement, som titter frem blandt de mange andre smagsindtryk. Det er ikke ulig sennep – en mild sennep ganske vist – det har jeg kun ganske sjældent oplevet.

I det hele taget er brygget både kraftfuldt, mangefacetteret og unikt i sit udtryk – helt uden at være forvirrende eller sammensat i øvrigt. Det hele – malt, svedsker, blommer, lakrids, kaffe, chokolade og humle – integrerer sig på forunderligste vis, og giver i hvert fald mig den bedste øloplevelse i meget lang tid, og i hvert fald den bedste i år indtil videre.

Hold i øvrigt godt øje med facebooksiden. Der er gode øl i vente, og det har jeg tænkt mig at ‘breake’, som det jo hedder på moderne smart nudansk, der.

5-stjerner

Badger Blandford Flyer, Hall & Woodhouse

2015-03-19 17.27.57Blandingsøl …

Dagens øl refereres efter hukommelsen. Mine noter er gået tabt i papirbunkerne, og det skyldes, at min notesbog er blevet væk, så jeg netop har noteret på små lapper papir, jeg lige havde – og altså ikke har mere. Vel, en af dagene må jeg vil investere i en ny notesbog.

Indtil da må jeg jo bare se, om jeg kan huske ordentligt.

Det kniber en smule med erindringen – men det betyder jo nok, at oplevelsen ikke var uforglemmelig. Vi er tilbage i England, og et par stikprøver fra en række engelske øl, som Fakta en dag pludselig havde på tilbud. Jeg tog de to, jeg syntes så mest interessante ud.

Denne øl er iblandet ingefær. Det er før gået næsten ad helvede til, så jeg syntes, blandingen skulle have en chance for revanche. Øl med ingefær er jo alt andet lige en kombination af to af de dejligste ting i hele verden, så det er ikke underligt, at det ind imellem forsøges, og det burde kunne lykkes at få de to ting til at gå op i en højere enhed.

Vel, jeg finder lige fotografiet frem af brygget, så jeg kan huske, hvordan det så ud. Nåhr ja – gyldent til kobberfarvet bryg med højt, hvidt skum, der endda klæber en smule. Duften – jo, der var noget ingefær i, med en bleg humle bagved, der ikke rigtig gjorde noget godt.

Og i smagen er det ikke meget anderledes. Brygget er kraftigt præget af den tilsatte ingefær, hvis hidsigt-stikkende smag egentlig yder smagsløg og tørstfornemmelse både velsmag og vederkvægelse sammen med bryggets metalliske mundfornemmelse. Øllet kan man også smage, og det er nok nøgleordet – *også*.

Ølsmagen er udgøres af en fjern, slap og noget diffus humle, på en måde, så man næsten kommer til at tro, at bryggeren har gjort sig umage for, at det ikke blander sig med ingefæren. Ølsmagen er der også. Ved siden af, bygget oven på, eller måske i bedste fald lagt uden om ingefæren. To smage i ét, to for én smags pris, vil optimisten sige. Jeg derimod finder det forvirrende, uskønt, ufokuseret og uelegant. Der er ingen forening, ingen integration, og slet ikke nogen højere enhed mellem humlen og ingefæren.

Og så brænder ingefæren ikke engang – nej, dens drikkelighed til trods, forbliver det en kedelig krydderøl.

2-stjerner

Let it Snow, De Jyske Bryghuse

11056982_426190394214301_1542012552_nOg julen varede …

… lige til påske, eller næsten i hvert fald. Og så alligevel ikke helt, for nu falder med garanti den sidste juleøl før påske i hvert fald. Så må vi se, hvor tidligt julen starter, hvilket den ifølge dette indlægs præsupponerede logik må ske når jeg drikker den første juleøl.

Påskeøl bliver der dog ikke mange før påske. Jeg ligger ikke inde med nogen, og det er næsten for sent at begynde.

Den sidste juleøl hedder Snow, og er en wiener-classic, eller hvad man nu kalder det. Associationerne vælter frem fra 1700-tallets musik til platte amerikanske slangord for mandlige genitalier og kødprodukter i naturtarm. Men en wiener-type er det. Vel maltet må man håbe, og i hvert fald mørk…ere i det mindste end den gammelkendte pilsner.

Snow er nu en relativt lys alligevel, men okay – mørkere end de fleste pilsnere er den nu også. Det gyldne skum er højt – meget højt, og sammen med en markant duft af gammel kål er mistanken om en vildgærinfektion stærk.

Det er der dog ikke noget i smagen, der tyder på. Det er en både bitter og fyldig øl uden særlige spor af hverken gær eller kål. Derimod er der et passende kvantum bitter humle med en rar, træagtig eftersmag. Fylden skal nævnes igen, for selvom smagen måske hverken er voldsomt markant i sin styrke eller karakter, formår fylden at give det hele noget vægt alligevel, så brygget bliver mere end bare en adækvat nydelse.

Husk solformørkelse i morgen!

4-stjerner

Aros Belgisk Jule Ale, De Jyske Bryghuse

11063339_426190400880967_1965189371_nOverløb …

Aros‘ er De Jyske Bryghuses signaturserie. Det er de øl, bryggeriet åbenbart gør lidt ekstra ud af, og det kunne da også mærkes på sidste års største øloplevelse. Andre af bryggeriets bryg er nu også deroppeaf, men når de nu er så glade for deres signaturserie, så skal det da have en kommentar med.

Brygget her er en belgisk inspireret ale. Den er nemlig ikke produceret i belgien. Samtidig blev den lanceret som juleøl, hvilket betød at den her i marts måned kunne erhverves til en endda ganske favorabel pris af fem flade kroner i den lokale brugs på Brydes Allé.

Derfor flottede jeg mig – og købte én mere til en femmer. ‘Snow’ som bliver anmeldt næste gang.

Umiddelbart får man dog ikke den mistanke, at brygget er af den slags, der smager af én mere. Det er nærmest pløret af restgær og rødligt. For så vidt er løden i hvert fald julet. Duften er derimod syrligt- til sur, og minder mest om umodne juleappelsiner.

Men heldigvis kan øl også smage helt anderledes end det dufter. Således smager brygget her ikke spor surt, men derimod bittert og krydret. Nelliker og humle blander sig friskt træagtigt, og hvad angår krydderierne er det i hvert fald adækvat julet og en nydelse her uden for sæsonen.

Brygget blev i øvrigt nydt mens jeg indoktrinerede min papsøn Aslak til også at holde af én af mine absolutte yndlingsfilm – Outland med Sean Connery fra 1981. Science Fiction-dramaet var en visuel lækkerbisken som altid, og pirrede åbenbart også min hyggesans, så dette ellers mere end adækvate humlebryg endte med alligevel at smage af en mere, så som allerede antydet følger inden længe en fortsættelse.

4-stjerner

Gammelt øl på nye flasker …

2015-03-10 17.38.00 Et skridt bagud …

Forleden skrev jeg om øllen ‘Cobra‘ fra Indien, som Lindas studiekammerat havde med i værtsgave forleden. Det var ikke den eneste øl, hun havde med. Hun medbragte også en Chili Lakrids Porter fra Raasted, “som jeg ikke [skulle] være sen til at indrømme, jeg [havde] en kende højere forventninger til” – som jeg med små emendationer skrev i det indlæg.

Der var imidlertid et eller andet ved brygget, der virkede bekendt. Det var ikke udseendet. De urbane, hipsterske farver, og det proaktive og dynamiske design var jeg ikke stødt på før. Bryggeriet kendte jeg, men kunne altså 20140512_205201konstatere, at det havde lagt designstilen noget om – og så faldt tiøren. Raasteds Chili Lakrids Porter er nemlig slet ikke nogen ny øl. Den blev lanceret under sidste års Ølfestivalg i Kvickly, og dermed også anmeldt her på bloggen. Faktisk var det en af de øl, der scorede lavest karakter.Som porter er den en kæmpe skuffelse, da der kan findes flere standard industripilsnere, der smager fyldigere end den. Desuden smager den markant mere af lakrids og chili end af noget som helst andet – fx øl.

Der er simpelt hen tale om gammelt øl på nye flasker – ja, det er faktisk helt bibelsk så grundlæggende … forkert? Frækt? På den anden side, har bryggeriet jo også al’ ret til at shine designet op, når de får lyst til det. Jeg har lagt mærke til, at Chili Lakrids Porter ikke er det eneste bryg, der har fået turen. Alle Raasteds øl er blevet smarte i designet på den urbane måde (eller er det urbane i designet på den smarte måde? – Vi må have nogle livsstilseksperter på banen for at afgøre det spørgsmål) hvilket jeg egentlig synes er lidt ærgerligt. Fra første gang, jeg prøvede en Raasted øl har jeg været glad for det simple design, der ikke uelegant blev varieret på de forskellige etiketter. Det er så slut nu – nu er det kun farverne der varierer – og så er der ikke engang noget nyt øl i. Det er altså et skridt bagud for Raasted.

Julebryg, Holbæk Bryghus

2015-03-07 17.30.27Overflow …

På en eller anden måde er det lykkedes mig at redde mig endnu en samling juleøl. Denne fik jeg ganske vist længe før jul af vores irske venner, men så kom der jo alle de tyske julepilsnere i vejen. Et par andre juleøl har jeg siden støvet op billigt i den lokale brugs, så de næste par øl er overflow (ja, man arbejder vel i et call-center) fra en længst svunden sæson.

Ved skænkning af denne foreløbig sidste Holbæk-øl fordeles bryggets bouquet vel ud i rummet. Brygget er rødbrunt med flot brunligt-gyldent skum, højt tæt og plastisk i sin holdbarhed. Duften domineres af malt, med et sødt indslag af vanille.

Det er også en kraftigt maltet sag. Bitterheden er skarp, men afrundet af vanillen. Gæren yder skarpheden snarere end humlen, mens vanillen leverer fylden – og sødmen.

Det er slet ikke tosset – man at det er brygget med en fast hånd, og ikke bare håndbrygget … eller noget. Ja, det fremgår af de fleste små bryggerier, at deres øl er håndbryggget. Jeg har ingen anelse om, hvad der menes med det, for gæringsprocessen er vel den samme uanset.

Måske er tapningen ikke timet af en maskine, men gøres med hånden, når brygmesteren har smagt og sagt god for det? Hvem ved …

I øvrigt må læserne have den sædvanlige historie om Holbæks lokalområde til gode. Jeg har tjekket google maps, og “Julebryg” er ikke en egn i 4300-området. Det er vist undtagelsesvis blot en betegnelse for øllet, uden reference til stedet, det er brygget.

4-stjerner

Munkholmer, Holbæk Bryghus

2015-02-19 17.11.09Fra Stoutkælderen …

Ja, det er ved at være længe siden. Jeg har været en tur nede i den mørkeste stoutkælder – desværre i overført betydning. Det kunne ellers være rart med en mørk og kølig kælder til sine bryg, men sådan skal det ikke være. Den eneste kælder jeg har, er den mentale, som jeg desværre ikke altid er herre over, hvornår jeg søger ned i.

Opholdet dernede startede vel med terrorattentatet d. 14. februar. Det passer så nydeligt, at mit seneste indlæg blev skrevet aftenen før den hjemlige verden gik af lave.

Angrebet var forfærdeligt – ingen tvivl om det, men det der virkelig skabte nedstigning var ikke angrebet i sig selv, men reaktionen derpå. Jeg kunne skrive lange mørke tekster om, hvor uhyggeligt jeg synes det er, at vi som moderne stat er fuldstændig ude af stand til at reagere proportionalt på, hvad der med nøgterne øjne er et brutalt og nedrigt dobbeltmord – og trods alt ikke meget mere end det. I stedet vil jeg blot citere Francis Fukuyama i dagens Politiken – det er ikke uden grund at jeg vælger at citere en person, som jeg ellers ser som min ideologiske modsætning. Det giver det lidt mere vægt at en smågal venstreradikal som jeg citerer et nykonservativt fyrtårn:

»Lige fra 9/11 er terror blevet taget langt mere alvorligt, end det fortjener. Det er på mange måder reaktioner på den forestillede trussel om terror, som skaber store problemer – og ikke terrorismen selv«.

Frygten har medført øget overvågning og stort set ubegrænsede beføjelser til magthaverne og -udøverne. Det er en uhyggelig udvikling, der ikke kendetegner et frit samfund med tillid til borgerne, men derimod et samfund der efterstræber streng kontrol og hårde straffe for den mindste afvigelse. Og det giver mig omtrent samme følelse som en lunken oxideret Slots-pilsner et par årtier over sidste salgsdato.

Vel nok om mig og mit humør. Jeg har trods alt drukket en øl for nogle uger siden, som det er på høje tid at anmelde. Ved meget mystiske omstændigheder har jeg faktisk stadig den lap papir, som jeg noterede på, så det bliver det et stykke kage og en spadseretur i parken at genkalde mig oplevelsen.

Munkholmeren er ligesom Arnakke Humle opkaldt efter et område omkring Holbæk, hvor bryggeriet – ikke overraskende i betragtning af navnet – ligger. Til forskel fra Arnakke, har jeg tit frekventeret området, denne øl henviser til. Hvis man kører ud af Holbæk mod øst, kommer man igennem et krattet naturområde, der senere afløses af nogle flade engdrag. Her åbner landskabet sig næsten som ballon, der eksploderer, og man har det flotteste vue over den sydlige Isefjord. Hvis man følger vejen føres man over Munkholmbroen, en lavtliggende bro med en pragtfuld udsigt til alle sider. På den anden side rammer man den gamle Bramsnæs Kommunes (nu Lejre) skovtætte kyst med små veje, der fører til steder som Kirke Hyllinge, Hvalsø, Ejby og Kirke Sonnerup. – Mit gamle hood fra gymnasietiden.

Brygget er ikke en stout, som måske antydet i indledningen. Det kunne man ellers godt forledes til at tro, for flere stouts er set både tyndere i både lød og viskositet. Brygget hæver sig i glasset med et tæt, cremet skum øverst, som næsten kunne ligne noget fra en Guinness – endskønt faldet er hastigere og duften kraftigere. Her blander kaffe og chokolade sig elegant, og dermed er stoutindtrykket intakt, mens Guinness-indtrykket i al hast er fløjet med Ryanair tilbage til Irland (hvor Ryanair gerne må blive, eller … gerne må gå under for min skyld. Guinness skal dog altid være velkomment, også selvom det egentlig er lidt tyndt.)

Også i smagen mærker man den kraftigt ristede kaffe (eller kaff’ – som det hedder på den egn). Chokoladeindtrykket er der også, og yder brygget en rar finish og fylde. Som en anden stout er det også en udpræget nydeøl, der bedst drikkes i små nip, der holdes i munden længe, så man bare kan suge alt velsmag ud af hver mundfuld.

Det er vel så meget en stout det kan være, uden at være det. Men så er det til gengæld en rigtig mørk lagerøl. Uanset betegnelsen er det vigtigste velsmagen, og den er der rigeligt af. Og at den gærede og plørede bundsjat også smager godt, kan jo også kun fornøje.

Mon en rigtig mørk øl en anden gang kunne få mig op af stoutkælderen igen? Det er i hvert fald overvejelsen værd.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme