Too late, too late …
Your move
What do I have to lose?
Stalemate
Too late, too late
Ordene er Motörheads, ligesom musikken, der passer til. Der er stadig tomt efter at Lemmy forlod os for snart 1½ år siden. Til gengæld synes musikken at være mere levende end nogensinde før. Grunden til, at jeg kommer til at tænke lige netop på dette nummer, er nu lige ud ad landevejen og involverer ikke de store interpretative eller analytisk krumspring. – Ligesom resten af sangen i øvrigt, der, så vidt jeg kan se, helt enkelt handler om groupier, der presser citronen for at få så meget ud af det selv, frem for at være seriøse i et forhold.
Som det fremgår af titlen, er øllet brygget i 2015 (dengang Lemmy stadig levede), og selvom jeg tog den ud af køleskabet hos Toft Vin, hvor jeg købte den, er det nok alligevel lidt sent (eller too late) for en IPA, brygget på den første, spæde humle.
Farven er ellers flot – dejlig mørk i forhold til genrens vanlige lyse lød. Skummet er forfriskende højt og stabilt, sammenlignet med de super skumsvage stouts, jeg prøvede forrige fredag. Til gengæld vidner duften som det første om, at dette eksemplar nok havde stået lidt for længe. Humlen er en smule tam – grannålene er blevet slatne, om ikke visne og de medfølgende aromaer – såsom rose, altea eller hyld er ingensteder at finde.
Men fordums kraft træder dog rigeligt frem i smagen. Humlen giver bitterheden max gas, selvom gæren på nuværende tidspunkt har fået overtaget, og fordums friske grannåle og rosenblade blot er en skygge af sig selv. En sød essens af skumfiduser har dog overlevet, og giver mod alle odds brygget en lystig kant.
På bagsmækken melder træbitterhed og harpiks fra løvtræ sig, blandet med eg. Noget tyder på, at det altid har været de mørkere, men også rundere, bitterheder, der har præget brygget.
For fremtrædende er gennem hele forløbet gæren, der nærmest vrissent minder én om, at brygget for længst skulle have været drukket. Kulsyren synes at være gået fløjten sammen med friskheden, hvilket undrer i betragtning af det med fugemasse sammenlignelige skum, der klæber i brede bræmmer til glasset, og fortæller en historie om bryggets nydelseshistorie. De individuelle slurkes størrelse kan nøje aflæses på bræmmernes indbyrdes afstand.
Visuelt er brygoplevelsen mere end intakt.
IPA skal bare ikke lagres – med denne er det tydeligere end nogensinde før – Too late, too late …
