Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2014

Down The Chimney, De Jyske Bryghuse

Down The ChimneySod og røg til en glædelig jul.

Juleaften tog jeg en – synes jeg selv – velfortjent pause med de tyske standardpilsnere fra julekalenderen. Den opmærksomme læser har måske allerede bemærket, at overskriften på nærværende anmeldelse er kortere end den har været længe.

Det er en øl, inspireret af de belgiske klosterøl. Selve klosterøllene plejer at være gode (med visse markante undtagelser), mens efterligningerne godt kan halte bagefter. Så det var med en antydning af skepsis, brygget blev åbnet.

Den mørke farve lover godt, og restgæren gør sit indtryk. Og så alligevel spjætter det måske en smule i det ene ben, for brygget er i sin konsistens så tyndt som almindeligt postevand. En visuel karakter som vand, der netop har slukket en større ildebrand maser sig på, men når man stikker gynteren frem for at snuse til brygget melder der sig kun få – men i øvrigt udelt behagelige – noter af røg. Eller dominerer de søde og blide toner – vanille og måske lidt nektar, og det flyder sammen i en overraskende velgørende enhed. Det grumset-tynde bryg gør ikke længere bange, ej heller det stort set ikke-tilstedeværende skum.

Røgen brænder mere igennem i smagen, hvor den leverer en tæt bitterhed. Man skal dog ikke forvente en smag som i decideret røgede øl. Men vanillen og nektaren er i hvert fald fortrængt til baggrunden, hvor de måske leverer lidt fylde. Det samme gør – måske overraskende, og i øvrigt i højere grad – gæren.

Det gør derfor ikke spor, at brygget ser lidt tyndt ud. Gæren sørger for fylde, og bitterheden er intakt via bryggets friske røgethed og således var det en mere end adækvat øl til det overdådige sulebord med and, flæskesteg, kartofler rødkål og tyk, brun sovs – økologisk naturligvis, som blev fortæret den aften, og hvis rester først i dag til frokost fandt sin endelige hvile i vores lille families maver.

Man kan måske undre sig en smule over, hvad det julede er ved indtrykket. Men navnet leverer selvfølgelig svaret – “Down The Chimney” – der hentydes selvfølgelig til julemandens vej ned gennem skorstenen, når han skal levere gaverne. Sådan en skorsten er jo fuld af sod, og stinker nok af røg. Så det er vel derfra bryggets – og her må jeg vist lige endnu engang indskyde, udelt behagelige – røgede indslag kommer fra.

God bagjul allesammen!

4-stjerner

Fürstenberg Premium Pilsener, Fürstlich Fürstenbergische Brauerei (Julekalenderøl X)

2014-12-23 19.21.17Livegne, daglejere og rakkere …

Allerførst vil jeg ønske alle læserne en glædelig jul. Julen er også årsagen til, at jeg har nogle hængepartier – hele tre nye øl, jeg har drukket her i julen, men ikke fået anmeldt endnu. Jeg har dog prioriteret juleforberedelser og familiens skød frem for så meget andet, men nu har jeg til gengæld fået luft nok i kalenderen igen til at anmelde.

Og det kunne jo være skønt at markere julen med en anmeldelse af noget godt øl. Og med den kongeblå emballage og stiliseret gotisk skrift, gør Fürstenberg fra Fürstlich Fürstenbergische Brauerei for så vidt et godt førstehåndsindtryk. Noget tyder på, at brygget vil gøre et … skal vi sige ‘fyrsteligt’ indtryk. Men dertil er den royale farve jo ikke helt nok.

Og så snart brygget forlader den prangende emballage, bevæger vi os voldsomt ned gennem stænderne. Bunden rammes hårdt, omend den gyldne pilsnerfarve ellers minder om det bløde hø, de jævne bønder stakker under høsten. Duften kunne også minde lidt om det, med en markant duft af bitter humle …

… Men ak, dette er end ikke de jævne bønder. Det er livegne, rakkere og daglejere – hvis vi skal blive i de middelalderlige toner, som bryg og bryggeri slår an. Vi er kommet så langt ned vi kan, før det bliver decideret ubehageligt.

I ølanmeldersproget er øllet tyndere end papiret som selv det billigste og mest primitive ølkort kunne være trykt på. Dertil kommer en ufin og uelegant – man fristes til at sige ufyrstelig – harsk bitterhed ved mandlerne, der akkurat formår at levere et egentligt ubehag oven i skuffelsen.

På den positive side skal fremhæves det snehvide sum, der sætter sig i bræmmer på glassets inderside – ikke ulig forureningen ved Bellevue Strand ved midsommer, og det er – omgivelserne taget i betragtning – selvfølgelig et minimum af fyrsteligt.

1-stjerne

Darguner Pilsener, Darguner Brauerei (Julekalenderøl IX)

2014-12-19 17.56.02Fordom bekræftet …

Variationen er virkelig ikke stor, og mine fordomme om den tyske brygtradition bliver kun bekræftet om og om igen for hver julekaldenderøl, jeg afprøver. Tyskland er oversvømmet i tyndt, anonymt pilsnerøl, der måske nok er rent og smukt i sin simplicitet, men lige så smukt, rent og simpelt det er, lige så kedeligt er det også.

Og med denne øl blev beskrivelsen understreget, plus at den blev *fremhævet* med fed skrift, skrevet i VERSALER og kursiv. Om Darguner har gjort sig ekstra umage for at gøre øllet så anonymt som overhovedet muligt står hen i det uvisse, men hvis det er tilfældet, har brygget ramt bullseye.

Brygget er jævnt pilsnergyldent med snehvidt, almindeligt skum, hvis levetid må betegnes som gennemsnitligt. Humle er, som så ofte med de tyske pilsnere, det eneste man rigtig kan mærke i duften. Der indgår også en masse vand, der fortynder duften – og formentlig også smagen, men vi må få se. Overraskende mærker man også en enkelt sød honningnote. Så en lille detalje kan spores i den ellers billardkuglejævne overflade.

Og brygget er som forventet ganske tyndt. Humlen kan nu alligevel smages, og i sig selv er den velsmagende. Dens eneste fejl er dens svaghed, og hvis brygget kunne brillere ved mangler, så mangler brygget fx harskhed, surhed, metalliskhed og stort set alle andre grimme træk ved øl, man kan komme i tanker om. Til gengæld mangler det også rigtig mange andre ting, der lettere generaliseret kan sammenfattes i ét ord på sølle fire bogstaver – smag.

Men den søde honningnote kan faktisk også mærkes i smagen, så karakteren for det *ALLER*-jævneste, *ALLER*-anonymeste og *ALLER*-kedeligste øl formår den lige akkurat at ramme over.

1-en-halv-stjerne

Holsten, Holsten Brauerei (Julekalenderøl VIII)

2014-12-18 16.56.51Jeg vil være forbandet …

Den store forskel … okay, den lille forskel på denne og de mange andre tyske enhedspilsnere er, at denne reklamerer med at være ‘doppelt gehopft’ – altså krydret med humle hele to gange i stedet for bare én.

Dét og så skummet. Dette holder samme lød og konsistens som vi efterhånden har vænnet os til, men klistrer til gengæld som epoxyfugemasse, og må nærmest skrabes af ved opvask. Det ser man nok ved mange gode, overgærede øl, men sjældent hos de rene, standardiserede (læs: industrialiserede), tynde, tyske standardpilsnere.

Duften gør ikke noget videre væsen af sig. Humlen kan godt spores, men i flere af de andre julekalenderbryg har den været væsentlig kraftigere. Her kan den dobbelte portion humle ikke mærkes.

Det kan den umiddelbart heller ikke i smagen … Og dog. Det starter i det små “ja, det smager da af humle” tænker man, og i øvrigt ikke af meget andet. Men humlen vokser, bliver skarpere, og fylder efterhånden hele munden med bitter aroma.

Det er rent, uforfalsket og skarpt, som kun tyskerne kan gøre det. Ofte, og det har denne julekalender vist, udelades skarpheden, og så bliver det bare kedeligt. Men her er skarpheden intakt, ikke usandsynligvis på grund af den ekstra humle.

Brygget er samtidig lige så tyndt og ufyldigt, som de andre tyske bryg fra kalenderen. Men dermed er det også tørstslukkende og samtidig så velsmagende, at man netop glemmer, at tørstslukkende egenskaber og tynd krop ofte er to sider af samme sag.

Den ekstra humle fungerede – I’ll be damned!

3-en-halv-stjerne

Eibauer Zwick’l, Privatbrauerei Eibau (Julekalenderøl VII)

2014-12-15 19.46.58De små forskelle …

Jeg er så småt ved at køre sur i de mange tyske standardpilsnere, julekalenderen er propfyldt med. Det er ikke meget, der skiller dem ad, og nogle gange skal man virkelig lede for at finde nogle endda ganske små, grænsende til ubetydelige forskelle.

Men her meldte der sig så endelig en undtagelse. Dagens øl er nemlig ufiltreret, og det kan om ikke andet ses. Brygget er tåget og clementinfarvet, mens skummet holder den traditionelle kridhvide nuance og letkrystalliske konsistens. Duften viser sig måske også at have et par facetter mere end vanligt, ud over humle mærker man et friskt strejf af citrus og et sødt af appelsin.

Smagen er til gengæld lige så svag som hos dens tyske brødre. Men her titter de forskellige facetter frem igen – citrus, humle og appelsin, og byder dermed om ikke andet på lidt mere oplevelse. Bitterheden synes også at være en anelse hidsigere end hos dens klare, filtrerede kammerater, og mon ikke netop det er på grund af restgæren, at intensiteten bliver den smule større?

At kalde den god vil dog fortsat være en tilsnigelse.

2-en-halv-stjerne

Pilsator, Frankfurter Brauhaus (Julekalenderøl VI)

2014-12-14 16.25.21What’s in a name?

Var det Shakespeare, der spurgte retorisk? Det tror jeg vist nok, og er for træt til at slå det op lige for nuværende. Men navnet er jo ellers sejt nok. Det meste, der ender på ‘ator’ er ret sejt, og således kombinerer dagens øl det bedste fra Dr. Doofenshmirtz’ katalog over kasserede opfindelser og Terminator.

Navne som dette forpligter, hvis Shakespeare skal have uret. Bryggets duft er da også dejligt humletungt. Det klare, korngule brygs skum synes dog mere krystalliseret end sejt, som det ellers kun modvilligt knækker i stykker. Men det vidner trods alt også om en smule mojo.

Men når det kommer til smagen, får Shakespeare ret igen. Det er et overvejende tyndt bryg, der ville gøre James Cameron skuffet over manglen på eksplosioner og Næbdyret Perry fornærmet over -inatorens ringe udfordringsniveau. Eller sagt på en anden måde – ringe fylde, megen vand og for lidt humle – ja, for lidt smag i det hele taget.

Undtagelsesvis er den svage humle dog distribueret jævnt gennem hele brygget. Der er lige meget (eller lige lidt) smag i begyndelsen, midten og slutningen af brygget. Eftersmagen masserer desuden blidt bittert gane, mandler og bagtunge og en let, blid  honningnote giver brygget en antydning af selvstændighed og karakter.

Men der er absolut intet -ator (indsige -inator) over dette bryg.

2-stjerner

Freiherrn Bier Premium, Frankenthaler Brauhaus (Julekalenderøl V)

2014-12-13 17.36.29Hvis nu man gangede op …

Jeg føler mig efterhånden som en uvorn skoleknejt fra engang i 30’erne eller 40’erne, hvor meningsløst arbejde var den foretrukne afstrafningsmetode hos de lærere, der ikke ligefrem slog børnene. Således er jeg blevet tvunget til at skrive den samme anmeldelse nogle og tyve gange, for det bliver vitterligt sværere og sværere at pille forskellene på de mange tyske pilsnerøl fra julekalenderen ud, og udbrede mig om dem. Det eneste der mangler er, at jeg skal skrive vokalerne med rødt og konsonanterne med blåt.

Men jeg må vel til det. Freiherrn Bier er en klassisk tysk pilsner – ren som nyfalden sne, og omtrent lige så fuld af smag som samme i smeltet tilstand. Duften forjætter ellers en adækvat humleoplevelse med en uforfalsket bitter duft af frisk halm, bakket op en i øvrigt halmfarvet lød og snehvidt skum.

Men smeltevandet dominerer ikke desto mindre. Man fryder sig kortvarigt ved brygget første kontakt med gummer og gane, for her prikker en klassisk, tør pilsnerbitterhed ellers lovende. Det er en dejligt sprød bitterhed. Men med sprødhed kommer også skrøbelighed, og meget hurtigt kollapser bitterheden under et alt for tungt tryk af vand, der med ét maser bitterheden til pindebrænde.

Bitterheden vender dog spagfærdigt tilbage i eftersmagen, hvor den klistrer sig lidt til især mandlerne, men det bliver aldrig spændende eller godt. Igen er bryggets tørstslukkende egenskaber det eneste, der udmærker sig.

Den sprøde bitterhed i begyndelsen kunne, hvis den blev forstærket og forstørret – måske ti gange, og hvis den så gad holde gennem hele brygoplevelsen, ja så ville man måske have en god IPA.

I stedet må man igen nøjes med en næsten ekstremt middelmådig tysk standardpilsner. – Endnu én.

1-en-halv-stjerne

Carl Theodor Hefeweizen, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl IV)

2014-12-11 18.05.08For det visuelle indtryk …

Det første spørgsmål, der meldte sig, da jeg d. 5. december fandt denne øl i min øljulekalender, var, hvem denne Carl Theodor mon var. Han viser sig at være den navnkundige “Kurfürst von der Pfalz” fra den gamle drikkevise. Egentlig var han fyrste først i Pfalz (go figure) siden i Bayern – til dels til hans store fortrydelse, for han elskede Mannheim, hvor han til i dag er lidt en folkehelt. Men han var tynget af arv, og Bayern skulle han kraftpetervæltemig også regere, for det havde han altså lissom arvet brugsretten over, eller noget.

Mannheim gjorde han til et kulturcentrum med teater og musikliv, der tiltrak ikke fuldstændigt perifære tyske kultur- og musikpersonligheder … til eksempel kan man nævne den ikke helt ukendte Wolfgang Amadeus Mozart, der fyrede indtil flere gigs af der. I Bayern formåede Carl Theodor året før sin død i 1799 at ophæve det Bayerske monopol på produktion af Weißbier. Det betød på længere sigt, at fx Flensburger kunne give sig i kast med det, hvilket der som bekendt ikke kom noget særligt godt ud af.

Desuden overlevede kun hans udenomsægteskabelige børn (det eneste ‘ægte’ barn døde kun én dag gammel), men han blev alligevel sammen med sin hustru – som i øvrigt var hans kusine (åh de adelige og deres ubesmittede blå blod) – til hendes død i 1794. Han regnes for en oplyst fyrste, begejstret af den nye tids moderne ideer og kultur. Dette, og hans udsvævende liv med mange elskerinder er vel mere end noget andet det, der har givet anledning til den gamle drikkevise.

Nok om kurfyrsten. Men for at der skal være bare en smule kød på dagens indlæg, måtte jeg finde noget andet end øllet at skrive om, for øllet – ja, der er knap nok en knogle tilbage at koge suppe på.

Generelt er Weißbier noget, man kan nyde for det visuelle indtryk. Også dette bryg ser da nogenlunde ud med tåget, citrongul lød og meget flot og holdbart cremet skum. Duften er til gengæld ildevarslende fra start; sur og sprittet, kort og godt. Ønsker man en udpensling minder det omtrent om sure sokker blandet med husholdningssprit. Ønsker man det ikke, skal man bare lade være med at læse alt, hvad der står imellem de to foregående punktummer.

Smagen er så heldigvis ikke så fæl, som man frygter ved lugten. Det er først og fremmest tyndt, smager mest af vand, og slukker som sådan også egentlig tørsten udmærket. Ellers præges brygget af bittersur gær, hvor der antydningsvis titter en enkelt, svag blomstersød note – måske af hyldeblomst – frem. Som allerede antydet er det søde indslag langt svagere end gæret, og derfor alt for svagt til at redde en allerede kuldsejlet og bortskyllet øloplevelse.

Men brygget så da pænt ud i det mindste …

Kurfyrsten, til gengæld, ville ikke bare have skammet sig over at lægge navn til et så underlødigt bryg. Bryggeren ville nok omgående være blevet arresteret, og det er ikke sandsynligt, at Carl Theodors ellers oplyste væsen ville have reddet bryggeren fra skafottet.

1-stjerne

Frankentaler Germania Premium Strong, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl III)

2014-12-10 17.17.49Så galt er det heldigvis ikke …

Dagens bryg holder 7,9% og er dermed faktisk det første jeg prøver fra Tyskland, der ligner en spritterøl. Stilen – den ekstrastærke pilsnerøl er dog udbredt syd for grænsen, og går der under betegnelsen Dortmunder. Men den slags kan man jo slås om i en uendelighed, så lad der være fred om det for nuværende.

Navnet, til gengæld, minder mig om et digt af den tyske nationalromantiker Heinrich von Kleists digt, “Germania an ihre Kinder” hvor det ellers ikke går fredeligt for sig. Mage til krigeriskhed skal man til vore dages USA, Israel, DAESH eller inderkredsen om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for at finde mage til. I alt sin korthed fortæller digtet, hvordan det tyske folk rejser sig for at give de angribende franskmænd under Napoleon sådan én på sinkadusen, at det kan høres både i Rusland og det endnu ikke hungersnødramte Irland.

Der bliver ikke lagt fingre imellem. I femte strofe går den gode Henrik bersærk i en blodrus, idet han beskriver hvordan ligene af fjenderne skal inddæmme og omkranse floderne Rhinen og Pfalz. De ligopdæmmede floder skal bagefter udgøre det nye stortysklands grænser:

Alle Triften, alle Stätten
      Färbt mit ihren Knochen weiß;
Welchen Rab’ und Fuchs verschmähten,
      Gebet ihn den Fischen preis;
Dämmt den Rhein mit ihren Leichen,
      Laßt, gestäuft von ihrem Bein,
Schäumend um die Pfalz ihn weichen
      Und ihn dann die Grenze sein!”

Det store spørgsmål er nu, om brygget monstro smager lige så fælt som flodvandet gør, efter at være blevet dæmmet op med lig.

Jeg ved ikke meget om den slags, men umiddelbart ligner brygget øl, og ikke dødsekskretioner. Det er ganske lyst, hvor spritterøl ikke sjældent er gyldne i løden. Skummet er kridhvidt, og næsten krystallisk i sin konsistens. Det er som om boblerne snarere knækker end sprænges. Duften er heller ikke som jeg ellers har hørt lægestuderende beskrive lugten af lig. Næh, her breder den lifligste humleduft sig med mindelser om frisk hø – og måske endda også lidt, der har ligget lidt for længe og lidt for fugtigt. Men sådan må øl gerne dufte.

Og smagen er endnu en nitte – hvad krig, ødelæggelse og død angår forstås. Også her finder man uforfalsket, frisk og simpel pilsnerhumle. Det klæber sig til alle smagsløg, krast, men ikke harskt, og i betragtning af alkoholprocenten i øvrigt overraskende usprittet. Det er snarere den, der ikke uelegant giver brygget dets klæbrige fylde.

Så det er slet ikke så slemt endda, og de grimme associationer blev gjort helt og aldeles til skamme. Germania er trods alt andet end et Kleist-digt, og heldigvis da for det. I øvrigt formår brygget at imponere flere end de andre spritterøl, der indtil videre har været behandlet her på bloggen, og det er da heller ikke så ringe endda.

3-en-halv-stjerne

Valentins Weißbier, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl II)

2014-12-09 16.54.41Bare dette ikke er niveauet …

Ved at scrolle i bloggen kan jeg konstatere, at det er fem dage siden, jeg prøvede den første julekalenderøl. Hvis jeg holder samme niveau, er jeg færdig med temaet i begyndelsen af marts, så jeg må hellere lægge nakken lidt længere tilbage.

2. december gemte kalenderen på denne mørke Hefeweizen fra et for mig ukendt bryggeri. Hvedeøl er ikke mit store nummer, men der er pletskud ind imellem, og samtidig er det en mørk en af slagsen, og det hæver også håbet en kende.

Af en mørk og ufiltreret weisbier at være, er brygget nu alligevel temmelig lyst. Det er næsten gennemskinneligt, og vel nærmest at betegne som lyst brunt i løden. Ikke den smukkeste farve, jeg har set, og lad os blot holde os fra at uddybe farvebeskrivelsen yderligere. Skummet er til gengæld flot. Nydeligt cremet, holdbart og med en adækvat klæbeevne. Duften er fortrinsvis syrlig, letmaltet og ellers præget af søde stenfrugter, modne blommer og ferskner.

På smagssiden opdager man desværre hurtigt, at det især er det syrlige, der brænder igennem. Det er syrligt i retning af brunkål med en anden ledsagende syrlighed af især gær. Man kan være heldig at finde lidt humle i eftersmagen, men det er svagt.

Brygget er til gengæld så tyndbenet, at man sagtens kan drikke det, uden at syrligheden bliver egentlig væmmelig. Den er højest et irritationsmoment i en øl, der tydeligt er mere til tørst end til trøst – især hvis man holder af godt øl.

Og hvis dette bliver niveauet, så kan det godt være, at jeg skyder afslutningen til engang først i november … 2016.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme