Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2014

FinAle, Gourmetbryggeriet/Harboe

2014-09-27 17.37.41Er de faldet, eller de andre steget?

Gourmetbryggeriet har vi kun haft fat i én gang før i form af ‘Blue Mountain Stout‘. Det ligger efterhånden en del år tilbage, men allerede dengang var det, der oprindeligt var et mikrobryggeri gået fallit og overtaget af Harboe, der nu viderefører brandet.

Så vidt så slemt fristes man til at sige, for Harboes brand borger nok for lave priser, men ikke ligefrem for kvalitet. Nogle vil endda sige tværtimod. Men hvem ved, måske kan bryggeriet overraske positivt og vise sig opgaven moden? (Og måske er paven jøde?)

Flot er brygget i hvert fald med tydeligt gyldent skum over det kobberfarvede bryg. Duften er til gengæld øjeblikkeligt skuffende, idet den i bedste fald kun bærer svage spor af den cascadehumle, påskriften ellers lokker med. I stedet er bouqueten mest at betragte som letstikkende syrlig, som umodne sure æbler.

En vis humlebitterhed kan dog spores i smagen. Især mærkes den skarpt og tørt ved mandlerne, men man mærker også, at der mangler noget fylde – at vandet er for fremtrædende. Humlekarakteren er desuden, om ikke svag, så i hvert fald vag, og uden cascadens særlige aromatiske træk.

Det er for så vidt en god oplevelse at trække en god mundfuld ind, og så mærke bitterheden fylde mundhulen ud ved en kontrolleret humleeksplosion. Men her smager humlen desværre for meget af gær og for meget af sure æbler, hvor en cascade-eksplosion ville have sparket min vurdering vel op i stjernerne.

Alligevel kan man ikke anklage brygget for ikke at byde på en oplevelse, og det er heller ikke sådan, at man får lyst til at hælde brygget ud – tværtom smager det da alligevel udmærket på trods af de forstyrrende elementer.

Tilbage står spørgsmålet, om Harboe har lavet om på recepten, eller måske på råvarekvaliteten, og om Gourmetbryggeriets øl derfor kun fremstår som en skygge af, hvad de var?

Eller måske har bryggene aldrig været anderledes end de er nu, og standarden for specialøl har i mellemtiden hævet sig så meget, at Gourmetbryggeriet nu snarere er blevet ‘Gourmandbryggeriet’ fordi deres øl i forhold til, hvad der ellers er på markedet af specialøl, nu mere end noget andet smager af én til?

Svaret må blæse i efterårsvinden.

3-stjerner

Kirin Ichiban, Kirin

2014-09-26 18.54.22Er det faktisk bedre, end jeg husker …?

Jeg har flere gange fortalt om dengang, jeg var i Taiwan (mest grundigt her) med mit sækkepibeorkester. Jeg husker det japanske øl som det, vi oftest skyllede ned i store mængder på vej hjem til hotellet i tour-bussen. Tyndt tysk-inspireret tylleøl af pilsnertypen var det altid, og derfor er japansk – og i det hele taget asiatisk – øl ikke det, jeg har prioriteret højest på bloggen.

Denne øl er ingen undtagelse. Pilsnerindslaget er traditionelt som et haikudigt om to samuraier der spiser sushi under en sumobrydekamp transmitteret på et Sanyo-TV. Men kigger man lidt nærmere, nærmere bestemt  på det lille klistermærke over dåseåbningen, så fremgår det at brygget er tilsat glukose og frugtose. Den renhed, der ellers er påkrævet for, at en japaner kan fabrikere … fx et samurai-sværd gælder åbenbart ikke, når der skal brygges øl. Og endnu mere skuffet bliver man, når det desuden fremgår af emballagen, at bryggeriet selv synes, at dette er “beer at its purest”.

Det er godt nok skuffende af en kultur, der ellers excellerer i at stræbe efter det højest og det reneste, at man tager til takke med den urene blandingsbryg som dette.

Når det så er sagt, så må man alligevel indrømme brygget – eller i hvert fald skummet visse kvaliteter. Det er højt, tæt cremet og i stedet for at falde jævnt, forsvinder det ved at store skjulte bobler sprænges, og efterlader kæmpe huller som i den sibiriske muld under en global opvarmningsperiode. Bouqueten er svagt sødlig med en fyldig humleodeur af lagret halm.

Smagen er overraskende fyldig. Endskønt jeg da også genkender de læskende noter af vand, som gjorde så godt efter de lange koncerter. Men den kraftige humle går i den grad igen i smagen, og fylder faktisk brygget ud, så det ikke virker tyndt. Man mærker igen fornemmelsen af letgæret halm i humlebitterheden. Den er er regulær nydelse, der får én til at beholde brygget lidt længere i kæften, end det andet jævne pilsnersprøjt. Bitterheden klæber desuden til mandlerne – ja, klæber er ordet, for der bliver bitterheden også et godt stykke tid efter, at brygget har passeret svælget og er på vej ud i blodbanen.

Samlet set et lækkert humlearomatisk indslag, der giver mange andre pilsnerbryg baghjul som en Suzuki i topgear. Men noget samuraisværd mod hjemlige bryghuses struber er brygget ingenlunde. Dertil er det stadig alt for meget inden for genrens alt for stive traditioner og normer.

3-stjerner

Sorteper, Gravøl (Hjemmebryg v/ Ole Wolf)

2014-09-24 18.06.49Siden jeg plager …

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt bryggeren bag dette hjemmebryg i egen høje person. Men da vi deler mange synspunkter om mangt og meget, er vi blevet venner på det allestedsnærværende facebook-medie – man hyler som bekendt med de ulve man er i blandt (hø hø). Ad denne vej erfarede jeg, at Ole Wolf ikke bare er hjemmebrygger, men også en af de hjemmebryggere, der virkelig tager brygningen alvorligt. Processer, indkøb og tilvirkning af brygudstyr, lagring og etiketdesign er bare nogle af de spændende ting, man kan følge med i, når bryggeniet arbejder.

Og jeg var derfor ikke sen til at udtrykke mit ønske om at prøve nogle af de forjættede dråber. Og endelig ankom der da også en pakke med et par prøver og en lille seddel med en lille påskrift omfattende ordene “siden du plager”. Jeg følte mig som et barn juleaften.

Brygget er skabt som en hyldest til lokalpolitikeren og tidligere MF’er Per Clausen, hvis kontrafej pryder etikettens baggrund. Bemærk i øvrigt at Ole (der selv har designet motivet) godt kan finde ud af at stave Sorteper rigtigt, uden mellemrum, i modsætning til Rækker Mølle med deres ligegyldigt sjaskede deltager ‘Sorte Per‘ ved Kvicklys Ølfestivalg i år.

Det er en stout, og skal man tro Oles statusopdateringer om den – en dejligt tyk og sej en af slagsen. Og man får da også sin sag for, når brygget skal skænkes. Det skvulper langsomt og dovent ned i glasset. Så langsomt går det, at man fristes til at hjælpe det på vej med en honningspindel, eller måske en dejskraber. Men det lover selvfølgelig kun vel for bryggets kvalitet.

Og når brygget er skænket må man vente lidt. For skummet skal lige lægge sig. Og det bliver man hurtigt træt af at vente på, for skummets fald skyder en fart som en vinbjergsnegl med fibersprængning i kravlemusklen. De tykke gardiner, som skummet trækker på glasset, fortjener dog ikke sammenligning med vinbjergsneglens tynde slim. Nej, dette er meget bedre. Bouqueten lover ligesom det visuelle udtryk godt; det er primært sødt med noter af blue jeans-lakrids, en snert røg, rørsukker og masser af mørk malt.

Og alt det er der også rigeligt af i smagen. Mest fremtrædende er den søde lakrids, der elegant valser hen over tungen, tæt omslynget skiftevis af flydende karamelcreme og ristet kaffe.

Der er ikke dømt tæsk til smagsløgene. Brygget er intenst og fyldigt som Strauss’ musik som man møder den i “2001, A Space Odyssey” – storladen og kraftfuld, men altså en vals. Ikke en tango eller en quickstep, og overhovedet ikke et danseklimax i en milliardrupeeproduktion fra Bollywood.

Så søger man tæsk til smagsløgene, bitterhed og rivende salmiak, er det ikke hos Ole, man skal hente sit hjemmebryg.

I stedet får man en varm, kraftfuld og alligevel kælen stoutoplevelse, der som den fremstår nu slår endog rigtig mange – ikke bare storproducenters stouts – men også lokale mikrobryg, der ellers skulle kunne give enhver hjemmebrygger mere end kam til sit hår. Her er det omvendt.

I sandhed well done! Jeg håber, jeg får lov at prøve nogle flere. Ellers må jeg vel bare plage noget mere.

5-en-halv-stjerne

Faxe Black, Royal Unibrew

2014-09-21 18.21.09Så er der ikke sagt for meget …

Faxe Black er et ikke usædvanligt billigt industriprodukt, der for en lille måneds tid siden kunne erhverves i Netto – til en flad femmer, og det var vist oven i købet inklusive pant.

Det er en udfordring at være dårlig til prisen, når den er skåret så langt ned. Så kan man med rimelighed frygte for kvaliteten i stedet. Alligevel springer det i øjnene, at dette ikke bare er det jævne, almindelige, vanlige, generiske standardpilsnersprøjt. Det er, hvad der for få år siden – og i denne blogs levetid – stadig blev anset for en eksotisk specialøl, fordi der er tale om noget andet end en pilsner.

Bevares, det er undergæret og filtreret, og dermed så tæt på en pilsner, det kan komme uden helt at være det. Men – *ih* det har en anden farve en morgenurinen efter en druktur, og det var altså noget ganske specielt, dengang vi lige havde passeret tærsklet til tierne. Og det viser blot, at udviklingen i retning af at få andet end blot van(d)lig pilsner til en rimelig penge, fortsat vinder frem.

På den anden side kunne prisen måske også varsle, at oplevelsen – den visuelle inklusive – måske ikke helt formår at leve op til markedsføringense forjættelse.

Ikke desto mindre må man indrømme at det smykkende adjektiv ‘black’ ikke lover for meget. Brygget er faktisk ganske mørkt, omend fortsat pilsneragtigt sjasket og med et dertilsvarende hastigt sammenskvattende gråligt skum. Duften indgyder imidlertid håb. Den er karamelsød og overraskende gennemtrængende og iblandet prikken af bitter pilsnerhumle i baggrunden. Desuden mærker man en masse vand, men bouqueten i øvrigt er altså overraskende gennemtrængende.

Og brygget smager også af mere, end man kunne forvente. Sødmen fylder øjeblikkeligt mundhulen med aromatisk, letristet malt. Karamel er der ikke så meget af, men det gør ikke spor, når man i stedet kan nyde Lektor Blommes Bolsjer … Såfremt hans uvorne elever ikke har rodet med dem forinden, og det er ikke tilfældet her.

Der er godt med malt, måske en antydning af røg, og også lidt humle. Og så får man heller ikke mere for den femmer. For det hele udspiller sig på et bagtæppe af det lifligste aqua communis. Brygget forbliver nogle kraftige og entydigt gode smagstakter til trods noget tyndt, men efterlader dog ikke nyderen med en fornemmelse af at være blevet snydt.

I hvert fald ikke til den pris.

2-en-halv-stjerne

Gunners Ale, Midtfyns Bryghus

2014-09-19 19.28.29Thorolfs valg

Da jeg var i Toft Vin på Islands Brygge for at finde øl til nedtællingen til øl nr. 500 havde jeg muligheden for bare at tage det mest interessante ned for at prøve det. Samtidig havde jeg min ældste dreng, Thorolf med, så hvorfor ikke lade ham vælge én af dem. Som sagt så gjort, og denne øl blev det.

Jeg ville nok aldrig have fundet på at vælge den selv.

Det er en øl, der er brygget som en hyldest til fodboldklubben Arsenal. Og det kræver virkelig sin mand (m/k) at finde noget, jeg er mere indifferent overfor end fodboldklubben Arsenal. Altså … havde det nu været en fodboldklub, jeg hadede – FCK, Tårnby, eller måske endda Glasgow Rangers (men ikke Lazio! Der sætter jeg grænsen!), så ville alene udsigten til, at øllet måske ville være ringe, være motivation nok, til at jeg ville prøve det.

Og det er ikke fordi jeg tidligere er gået på kompromis med min personlige integritet, når jeg har fulgt mit rationale om at alt bryg skal afprøves. Jeg mindes Mikkel Sarboe, kandidat for et parti, jeg ikke ligefrem … lad os bare sige støtter allermest.

Men her er dilemmaet jo et ganske andet. For jeg aner reelt intet om Arsenal, og har ingen holdning til dem. I den engelske række holder jeg med Aston Villa, fordi forsangeren fra et af mine yndlingbands, Barney Greenway fra Napalm Death, holder med dem (døden skal jo have en årsag). Det gør jeg selvom den notesblok, jeg noterer mine anmeldelseskladder på, bærer Liverpools logo. Det er nu i mangel på bedre. Jeg købte blokken i Brugsen Hvalsø (i øvrigt ved samme lejlighed, jeg købte denne 6-stjernede perle) hvor man kun kunne få notesblokke med påtrykte logoer fra fodboldhold. Man kunne vælge mellem blandt andre Real Madrid (over mit skændede, rådne, ormeædte …), Bayern München (hasst wohl ‘nen Hammer geschluckt!), Barcelona (og så måske alligevel lidt for meget Freddie Mercury) – nogle andre, jeg ikke kan huske, og så Liverpool. Okay – den kunne jeg da gå med til.2014-09-19 19.14.37

Men Arsenal … De hører vist nok til i London, men jeg er ikke engang sikker …

Nå, ret skal være ret, og nu hvor øllet er prøvet skylder jeg sgu min førstefødte en tak, for det var oprigtigt en fornøjelse. Ud over smagen – som vi kommer til – skal andre sympatiske egenskaber, såsom at navnet også er skrevet med blindskrift selvfølgelig fremhæves, samt at der brugt … *ah* cascade-humle i brygget.

Det måske mest imponerende er skummet. Eller det er i hvert fald det mest ustyrlige, og uden tvivl det vildeste, jeg hidtil har set. Der er ingen grund til at spilde tiden med at skænke øllet. Det skænker såmænd sig selv i form af et skum, der bare bliver ved og ved, og stadig presser sig op af flasken, når den er kvart fuld. Og når det bliver skænket rejser det sig tilsvarende ustyrligt som en anden paddehattesky over en brintbombe.

Skænkningsprocessen trækker meget ud. Så snart man holder op med at skænke fra flasken titter skummet op over halsen og truer med at glide ned over flasken. Man skal lynhurtigt skænke mere, så brygget ikke går til spilde på bordet. Men samtidig falder skummet i glasset alt for langsomt, og hælder man bare lidt for meget op, har man den samme ballade i glasset. Nøj!

Selve brygget skulle ifølge etiketten nogenlunde matche holdets spilledragter, der altså åbenbart er brunligt grumset orange. Den slags farver er selvfølgelig også populære på spilledragter nu om dage.

Men nu til smagen. Det er det, det handler om. Her er der en stor oplevelse i vente. Jeg vil bestemt anbefale brygget, selv til dem, der har en grund til at hade Arsenal. Der er brugt Centennial og som afsløret, Cascade-humle, og så er det halve af arbejdet jo allerede gjort. Der er også brugt alle mulige malte, men det forstår jeg mig mindre på. Vel, det er faktisk godt, og byder på en rigtig lækkert skarp humleoplevelse.

Fennikel og engelsk lakrids yder en brændende oplevelse, om trænger helt ned i mavesækken. Det er en øl, der ikke bare smages i mund, gane og svælg, men altså langt ned i de indre organer, hvor man blot skal følge flammerne for at spore dens vej. I kæften river det godt i gummer og gane, og lægger sig efterfølgende som et klægt lag af nåletræsharpiks i hele mundhulen.

Det er humleoplevelse, når det er allermest uforfalsket og rent. Hvert et lille nip leverer hele varen, og det er som britisk fodbold, når det er bedst.

Og det vil jo så også sige, at der er nogle ting, der er bedre. Tysk landsholdsfodbold for eksempel – det er bedre. For midt i humlehimlen er der også lidt skyer. Brygget mangler faktisk noget fylde. Det føles faktisk en anelse tyndt midt i alt det stærke, det rivende og det brændende.

Men en skuffelse udarter det aldrig til. Blot en følelse af, at det stadig kunne blive bedre, omend det der er, stadig er alt rigeligt.

5-stjerner

Willemoes Kyst til Kyst, Vestfyen

2014-09-11 17.44.51Det kan man vel også kalde den …

… så er spørgsmålet bare hvorfor? Fra kyst til kyst betyder noget med hele landet mellem kysterne. Der er noget forenende, inklusivt og vidtrækkende over det. – Eller … det kommer jo an på hvilke kyster der er tale om. Hvis der fx er tale om Langelands kyster, er det med det vidtrækkende ikke synderligt imponerende. Stiller man sig på tæer, kan man jo næsten se hele vejen.

Måske menes der Fyn? Og skal man i hvert fald op på en stol før det kan lade sig gøre. Måske faktisk en barstol som minimum. Men særligt vidtrækkende bliver det nu heller ikke. Vel, bryggeriet skylder om ikke en forklaring så som minimum en fodnote.

Ved skænkning tænker man uvilkårligt, at det da bare er en pilsner – den mest fantasiforladte og generiske øltype man kunne vælge, og det er heller ikke sådan særlig kyst-til-kyst-agtigt. Skummet, duften og ikke mindst Untappd afslører imidlertid, at det ikke er tilfældet. Det er en Kristallweizen, hvis lyse og filtrerede lød forleder én til at drage forhastede konklusioner. Men tårnet knejser alt for højt og alt for tæt, og falder med sneglefart, så – snydt igen.

Duften fjerner med sin letsprittede alkoholduft med stænk af marcipan og banan den sidste tvivl, men varsler samtidig ikke just godt. Marcipanduft i hvedeøl bringer mindelser om mindre heldige blondes, om hvilke man blot kan trykke på linksene for at blive klogere på, men sig ikke, at I ikke var advaret.

Men heldigvis slipper man, trods ildevarslende duft, for en udrikkelig oplevelse. Faktisk er det første aromaindslag næsten sliksødt af den tilsatte hyldeblomst (det er jo næsten lige så meget oppe i tiden som at hælde isvand over sig selv). Sødmen fortsætter i søde æbler, for så at tage et skarpt sving over i det syrlige. Marcipanspritten truer ildevarslende, men reddes på stregen og smagen får i stedet tydelig karakter af ananaskirsebær. Det stikker syrligt, men forbliver – om ikke ligefrem behageligt så i hvert fald interessant.

Overordnet kan brygget ikke løbe fra, at vandet alligevel fylder meget og at aromaen er for præget af en distraherende spritsmag. Alt i alt en disharmonisk oplevelse, der ganske vist ikke indfrier de ilde varslinger i begyndelsen, men på den anden side heller aldrig bliver rigtig god.

– Og titlen er fortsat en gåde.

Dette er vist den sidste Willemoes-øl, jeg manglede at anmelde på min blog. I hvert fald af dem, der kan findes i butikkerne lige i øjeblikket. Men hvis jeg kender Vestfyen ret, skal de nok inden længe få brygget (og blandet, forstås) nogle nye, som jeg da vil glæde mig til at prøve, og glæde mig endnu mere til at brokke mig over bagefter.

2-stjerner

Frugtøl Solbær og Skovbær, Bryggeri Skovlyst

2014-09-10 17.40.20Småkedelig rollebytning …

Så falder temperaturerne igen, og denne gang tror jeg, det er for alvor. Så nu ryger den sidste sommerfrugtøl ned før vinteren sætter ind. Jeg glæder mig allerede til den dunkle tid og den tunge, kraftige vintermad. Godt med rodfrugter, mørkt kød og – mørke øl!

Men de må vente lidt endnu, mens jeg lapper den sidste rest sommer i mig. En lyserød sag med akkurat lidt fyldigere barbiedukketøjfarvet skum, end man ser hos røde sodavand. Farven på selve brygblandingen matcher ‘sød blandet saft’ på karton fra de dybe firsere, og så har det måske alligevel en mørkere kulør af solbærrene. Det er også dem der mærkes tydeligst i duften og allerede her lover det bedre end sidst en blanding af mørke bær og øl blev testet på bloggen – en lettere fesen oplevelse fra samme bryggeri, som jeg selv er overrasket over at kunne huske.

Og smagen er da også kraftigere end hint bryg fra sidste år. Smagen er gennemtrængende af solbær og som sådan lækkert – for en solbærdrik at være. Det fremgår af etiketten, at brygget er en blanding af 50% øl og 50% solbær/skovbærlæskedrik. Om der er tilsat sukker fremgår ikke, og jeg har faktisk min tvivl, da brygget mangler lidt af firsersaftens ellers overdrevne indhold af sukkerfylde. Især i betragtning af, at brygget til gengæld er tilsat sødemidler. Ja, sødemidler, og hvis man vil lære smagsforskellen på rigtigt sukker og sødemidler at kende, er dette produkt et fint sted at starte. Selvom sødmen ikke ligefrem føles syntetisk mangler sukkerets fylde. Og så er vi end ikke nået til, hvad sødestoffernes kemi mistænkes for, og det orker jeg heller ikke en længere smøre om lige nu.

Smagen er skrøbelig og hul – men selve solbærindslaget er da til at få øje på, og mærkbart bedre og mere interessant ind citronindslaget i foregående frugtøl. Dermed er rollerne fra sidste år byttet om. Bær-brygget vinder over frugt-brygget, hvor sidste års grape-sodavandsøl vandt over bærrene ikke bare med hestehoveder og længder, men med flere omgange. Så tæt er løbet dog ikke denne gang. Også i dette bryg er øllet gemt håbløst væk, men det skader i mindre grad, idet et kraftigere humleindslag ville ødelægge den relative harmoni og enhed brygblandingen trods alt kan præstere.

Men det varer så heller ikke ved. Efterhånden som brygget tømmes mærker man øllet mere, og disharmonien bliver en realitet. Brygget forbliver dog, disharmoni til trods, mere interessant end det foregående, simpelt hen fordi det smager af mere, og man ikke i samme grad fristes til at hamre det hele ned på én gang bare for at slukke tørsten. Dette brygs sejr over det foregående skal til gengæld hverken måles i længder eller hestehoveder, endsige omgange.

En måling i Ångstrøm ville være mere passende.

2-stjerner

Frugtøl Citron og Hyldeblomst, Skovlyst

2014-09-06 16.43.12Retrograd udvikling …

Jeg troede jo egentlig, jeg var færdig med sommerfrugtøllene. Men så lå der alligevel et par stykker, da jeg forleden ryddede Netto på Artillerivej for billige bryg, og så kunne jeg jo ikke lade være. Skovlyst har før ramt plet med deres sodavandsøl, men de har så åbenbart valgt at ‘udvikle konceptet’ (er det ikke det, det hedder?) frem for at holde fast i noget, de ved fungerer. Den mildt imponerende SommerHvede er således blevet udfaset og erstattet af en ny sodavands/ølblanding med det knap så mundrette navn “Frugtøl Citron og Hyldeblomst”. Udviklet er der i hvert fald blevet. Nu må vi bare se, i hvilken retning, udviklingen er gået.

Det er sjældent, jeg drikker en øl så hurtigt. Men sjældent har man da oplevet global opvarmning som med den hedebølge, der har ramt København efter skybruddet først på måneden, og i en sådan situation er frugtøl som bekendt berettiget. Hektisk knappede jeg flasken med den venligt buttede facon op, og glædede mig ved duften. Den var netop som jeg husker den fra grapesodavandene, vi lavede på mit barndomshjems Sodastream-maskine. Lækkert bittersødt, og men måske ikke helt så syntetisk som de farvestrående firserekstrakter vi tyllede i os dengang. Og det er jo heller ikke ligefrem negativt.

Farvestrålende kan man til gengæld ikke anklage brygget her for at være. Det er bleggult og tyndt, selv for citronsaft at være. Skummet bruser som sodavand og falder med samme hastighed – nej, der er ikke noget visuelt at råbe hurra for.

Fra genkendelsens glæde over en svag visuel oplevelse til en decideret skuffelse. Brygget er langt tyndere end sommerølproduktet, bryggeriet havde på programmet sidste år. Grapen er erstattet af citron, og brygget forekommer helt amputeret ved den forandring det giver (hvordan de har bevaret duften, må bryggerne i Frankrig, hvor disse bryg angiveligt produceres, vide.) Man smager citronens sødme, men ikke dens syrlighed, og den tilsatte hyldeblomst … ja, den må vel være der, når det står på etiketten, men dens smag må man kigge i brygkataloget efter. Frugtsmagen er langt mere tam end i fx sommerens lettere obskure østrigske radlerprodukt. Det smagte da i det mindste lidt af citron.

På den anden side vinder Skovlysts produkt ved ikke at smage syntetisk, og det kunne da lige mangle, at den sparsomme smag også virkede kunstig. Men nej, heldigvis ikke. Og øllet kan endda smages. Det ligger som en letkælen maltfornemmelse på tungen, så man faktisk mærker, at det er til stede. Så som ølprodukt vinder den lidt på opløbet i forhold til sommerens andre radlerprodukter.

Men i forhold til bryggeriets satsning fra sidste år, Sommerhvede, er denne et udtryk for en kvalitetsmæssig udvikling i baglæns retning.

1-en-halv-stjerne

Gudeløs, Djævlebryg/Stronzo

2014-09-05 19.02.16Nummer 500 …

Det var ikke så få. Og så er det alligevel godt og vel fire år siden, jeg begyndte at skrive om øl. På fire år er det måske ikke så mange alligevel, det er faktisk kun en øl ca. hver 3. dag, – plus det løse. Men det er, som folk, der følger mig på untappd, hvor jeg noterer alle øl, jeg prøver, vil vide, faktisk ikke særlig meget.

Hvis jeg sådan skal kaste et blik tilbage, og fremhæve nogle højdepunkter i min skribentvirksomhed, husker jeg faktisk bedre de ting, der er sket omkring øllene, og ikke så meget øllene selv. Bevares, nogle øl står selvfølgelig frem som ekstraordinære oplevelser i sig selv, både ekstraordinært positive og ekstraordinært negative. Men i stedet for at lave en reprise af øl, er allerede har fået rigeligt omtale, vil jeg hellere fremhæve nogle af de punkter, hvor jeg selv synes jeg som ølblogger har været med til at ruske op i nogle ting.

Jeg anmelder i princippet alt. Mit anmelderrationale svarer til bjergbestigerens. Ligesom bjerget skal bestiges, fordi det er der, skal øllet prøves og anmeldes fordi dét er der. Jeg anmelder desuden hudløst ærligt. Synes jeg noget er godt, roses det adækvat, og falder det ikke i min smag hersker der efter gennemlæsning af anmeldelsen næppe tvivl derom.

Det falder ind imellem folk for brystet.

Således har jeg høstet en del negative kommentarer for betegnelsen ‘spritterøl‘, der dækker billige, stærke pilsnerøl fra landets store bryggerier. Flere nydere af dem har særligt kritiseret mig i det indlæg, hvor jeg lancerede betegnelsen, for at være nedladende, uforskammet og en masse andre ting.

Der var nok nogle, der følte sig truffet, og det må de jo selv ligge og rode med, især når de har fået et par stykker. Men uanset, hvordan jeg be- eller for den sags skyld fordømmer en øl, skal min kritik ikke ramme dem, der eventuelt måtte nyde den. Jeg mener ikke nødvendigvis, man er spritter, fordi man kan lide en elefantbajer eller en *ydrk* Wiibroe Årgangsøl. Blot mener jeg, at konceptet er målrettet alkoholikere og andre der går efter den først og fremmest billige brandert. Aftenens øl er på 8,9% og dermed stærkere end de fleste spritterøl, der holder omkring 7%. Til gengæld smager aftenens øl af noget. Typisk kendetegner denne egenskab ikke spritterøl.

Spritterøllene er vel det største folkelige kontrovers, jeg har afstedkommet. Kigger man på det kommercielle, fik jeg i julen 2013 lavet en del ravage i det, jeg har døbt Bryggeri Skovlyst-gate. Bryggeriet fra Hareskoven/Polen(/Frankrig, har Ole Madsen, Ekstra Bladet været så venlig at gøre mig opmærksom på. Der produceres deres sodavandsøl) producerede en juleøl, som de kækt påstod, kun blev produceret til et udvalgt supermarked på Amager. Det samme sagde de om en juleøl, de kun producerede til et supermarked i Helsingør. Undertegnede blev en smule mistænksom og med hjælp fra en Helsingørbo (eller hvad sådan nogle hedder) ved navn Kenneth, og en i øvrigt ærlig salgschef fra bryggeriet, fandt jeg ud af at der ikke overraskende var præcis det samme bryg i begge juleøllene.

Det kom der et par artikler ud af i både Politiken, Metroxpress og et medie mere, jeg ikke gider nævne navnet på, for de gad heller ikke nævne kilden, de havde den gode historie fra. Øv bøv bussemand.

En sidste god oplevelse, jeg vil fremhæve er fra indeværende år, nemlig Kvicklys Ølfestivalg 2014. Hele rækken af øl blev mig skænket af kæden, i en win-win-aftale om gratis øl for omtale af eventet. Vinderen blev Pladderballe Bryghus’ ‘Svagpisser‘, der ganske vist ikke var min favorit, omend jeg indrømmede Svagpisser visse kvaliteter. Vigtigst var, at Jan Monrad – en af mine store helte i sejrsrusen valgte at citere og på facebook dele netop min anmeldelse. Og så endda uden at jeg havde den som favorit. Hvis jeg skal nævne én optur, jeg har haft som ølblogger, der virkelig fik mine arme i vejret, så har det været den.

Jeg følte det lidt, som Lemmy fra Motörhead må have følt det, da Michael Palin var med til at indspille et nummer på albummet ‘Rock ‘n’ Roll” fra 1987: “It’s great to meet a hero who doesn’t turn out to be a cunt.”

Det er første gang, en supermarkedskæde, eller en anden aktør på markedet for den sags skyld, donerer så mange øl til anmeldelse. En sen tak sendes hermed endnu en gang til Kvickly for det gode samarbejde, og selvfølgelig endnu et tillykke og tak til Jan Monrad for at hjælpe med at gøre min blog vitterlig for et bredere publikum.

Midt i tilbageblikket og de nostalgiske stjernestunder skal jeg også minde mig selv om, at jeg har en øl, der skal anmeldes. Også den blev financieret af det gavekort, jeg før har berettet om, og jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så denne øl, at den skulle markere jubilæet.

Det er en Imperial Stout – og det er grund nok i sig selv. Desuden er den lavet af en af de store nomadebryggerier i Danmark, Djævlebryg, som jeg først al for sent er nået til i mine anmeldelser. Og for det tredje siger titlen noget om mig som menneske.

Jeg er et ugudelig og ateistisk menneske, og det på den mest irriterende og belastende måde – for stærkt troende mennesker. For min gudløshed betyder tæt på intet for mig. Jeg er religiøst indifferent og blander mig i øvrigt ikke i, hvad andre folk tror på. De må tro, hvad de vil, og hvis de ellers virker sympatiske og ikke prøver at pådutte mig deres sjove ideer om verdens sande sammenhæng, vil jeg tværtimod finde deres tro interessant og deres beretninger derom berigende.

Jeg er, som jeg vel nok har skrevet et eller andet sted i min mange anmeldelser, uddannet religionssociolog. Men hvor jeg ved min studietids begyndelse troede, at jeg ville forstå religiøse mennesker bedre, blev jeg mere og mere desillusioneret med tiden, og kom til at forstå religion mindre og mindre. Hvordan KUNNE man dog tro på den slags … Og selvom jeg fandt en favorit, jeg nogenlunde kunne sympatisere med, i og med at den indebar store mængder grillet kød og mjød, har jeg aldrig følt noget religiøst selv.

Men hvis andre føler det, og har det fint med det, og de i øvrigt ikke generer andre, fordi de føler noget andet, eller eventuelt som undertegnede ikke rigtig føler noget – ved guderne, så skal deres følelser og ideer være deres ukrænkelige ret. Asatroen som jeg har oplevet den her i landet, deler dette synspunkt, som man altså ikke behøver være ateist for at have. Ej heller behøver man være asatro. Jeg har mødt kristne, jøder, muslimer og andre, der har det på samme måde. Og det synes jeg er smukt.

Og så er der dem, der ikke forstår, at man kan være ateist – eller for den sags skyld religiøs – uden at man finder det inderligt nødvendigt at pådutte andre mennesker ens religiøse synspunkter. Den slags mennesker spilder jeg ikke meget af min tid på, men hvis jeg møder dem, kan man selvfølgelig altid udfordre sig selv på fagligheden og se, hvor længe man kan holde en diskussion seriøs, før man begynder at trolle.

Det ville jeg nok ikke kunne særlig længe.

De lange indledninger på mine indlæg har været et af mine særkender. Så hvorfor ikke gøre lidt ekstra ud af det i jubilæumsindlægget? Som Imperial Stout gør Gudeløs det godt. Den er natsort med brunt, fyldigt skum. Duften er noget tilbagelænet, og ikke noget der breder sig i rummet, hverken ved opknapning eller skænkning. Men ved indsnusning mærker man dog en tæt sødme af vanille og svedsker og en bitterhed af friskristet kaffe.

Velristet kaffe mærker man også i smagen. Fylden følger med et letalkoholisk indslag af rom, en diskret sødme af hindbær ved gummerne og en bittersød afslutning af mørk mokkachokolade ved mandlerne. En pragtfuld, velkomponeret smagssymfoni, der i øvrigt er anbefalelsesværdig til chokoladedesserter – som fx min vivs lige så velkomponerede økologiske mintchokolademousse.

Således er ringen sluttet. Jeg nyder det ugudelige, det sataniske og det guddommelige – ja! For trappistøl er jo også fantastisk. Jeg tager det bedste fra alle verdener og siger skål …

Mens jeg slubrer den sidste tyktflydende rest med det gærede bundfald. Det er tit det allerbedste i en god stout, og her er Gudeløs bestemt ingen undtagelse.

6-stjerner

Winter Welcome Ale, Samuel Smith’s

2014-09-02 17.16.18Så er det (næsten) efterår …

Jeg valgte ikke som sådan denne ale på grund af det forestående årstidsskift, men fordi jeg syntes, den så så pæn ud. Egentlig troede jeg, det var en Samuel Adams-øl, men måtte senere konstatere, at vi holdt os på denne side af dammen. Til gengæld gør bryggeriet meget for at få sig selv til at fremstå attraktivt. “Yorkshire’s Oldest Brewery” står der til venstre på etiketten, men de eneste årstal er 1×2013, og 2×2014. Den ene gang 2013+2014 betegner sæsonen, og den anden gang 2014 angiver holdbarhedsdatoen, der desuden består af “best before end August”.

Så det er (for) gammelt øl, jeg drikker. Men det er sjældent noget større problem, snarere tværtimod, meget godt øl har godt af at stå og lagre, påstås det. Men hvor gammelt bryggeriet egentlig er, ja det får man altså ikke noget svar på. Højre side af etiketten prydes ganske vist af et Shakespeare-citat (“Blessing of your heart you brew good ale”), men det det kan lige så godt være tilføjet af markedsføringshensyn, snarere end at fungere som en indikator for, hvor længe bryggeriet har eksisteret.

Ifølge Untappd skulle der være tale om en ‘English Brown Ale’. Bryggets lød er imidlertid ovre i det højorange med i øvrigt kun letgyldent (omend pænt) skum. Jeg har i hvert fald set brown ales, der levede mere op til deres navn end denne her gør. Duften er heller ikke umiddelbart særlig brown alet. Man er vandt til søde nuancer af især chokolade med en ledsagende bitterhed af kaffe. Her mødes man af en ganske anden sødme – honning og mjødurt, måske med en antydning af noget vildtkrydderi.

Så selvom det måske ikke er voldsomt brown ale-agtigt, så er det stadig lovende og egentlig også ganske passende til den stundende årstid. Ja, den lader måske vente lidt på sig, men det begyndte jo ellers godt her sidst i august, med faldende temperaturer og skybrud – så selvom vi lokalt atter befinder os på den gale side af de 20 grader, har jeg tiltro til, at efteråret trods global opvarmning og lokale udsving nok skal indfinde sig.

Brygget smager fortrinsvis tørt humlet, og nogenlunde fyldigt. Man mærker igen honningen, selvom den er trådt lidt mere i baggrunden. Et krydret indslag i retning af rosmarin og enebær yder smagsløgene lidt at arbejde med, men det forbliver på forsøgsniveau. Interessant er det til gengæld, hvad bryggeriet rent faktisk har tilsat øllet for at give det det (lidt for) letkrydrede indslag; tang, åbenbart – seaweed finings, står der på etiketten, hvad ‘finings’ så egentlig dækker over, bliver jeg læserne skyldig at oplyse, men tager til gengæld gerne imod oplysning selv i kommentarfeltet.

Ellers yder brygget en antydning af noget skarp, grannålesmag ved mandlerne, men som allerede antydet, er mange af de ellers interessante smagsindtryk antydningsvise, og det overordnede indtryk en antydning – nej ikke kun en antydning, det er rent faktisk lidt kedeligt.

Langt kedeligere end den flotte etiket, der fik mig på limpinden.

Jeg håber vitterlig efteråret og vinteren bliver kraftigere end dette bryg. For ellers er der ikke meget vand, vind eller senere sne i vente. Ja, måske når bladene på træerne ikke engang at blive gule, men beslutter sig i stedet for at overvintre, og tage en sæson til. Vi får se.

Forbliv indstillet – den næste øl bliver som bekendt nr. 500. Der er noget udvalgt i vente. Men om det bliver spændende, ja, det er jeg også selv spændt på.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme