Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – august 2014

Elllie’s Brown Ale, Avery Brewing Co.

2014-08-29 18.42.12

Tilpas …

Jeg var forleden nede i Toft Vin på Islands Brygge for at indløse et gavekort. Jeg fandt lidt forskelligt til nedtællingen til øl nr. 500, og da jeg skulle betale, ja, så var der lidt til overs. Og så skulle jeg i al’ hast finde en øl mere.

Valget faldt på denne øl. Der er en stor vuffer på forsiden, og selvom jeg ikke er hundemenneske, så har jeg ikke de dårligste erfaringer med øl, der på en eller anden måde forbindes med hunde. BrewDog har for det meste gjort det godt. Flying Dog ikke helt så godt, men begge har i hvert fald klaret sig bedre end Brew Cat (må jeg som kattemenneske modstræbende indrømme).

Ellie’s Brown Ale er en amerikansk brown ale, selvom det ved gennemlysning afsløres, at farven egentlig er en meget mørk udgave af rød. Skummet afslører, at der ikke er tale om en stout. Det er for lyst, og det falder med lystigt knitrende brusen uden at efterlade de store spor af klister på glassets sider. Især det larmende skumfald karakteriserer genren. Duften peger desuden i retning af en sødere oplevelse end stouts i hvert fald er flest. Branket karamelmasse dominerer, tæt forfulgt af mokkafylde og en biduft af fåreuld. Det sidste er i hvert fald originalt, men samtidig måske ikke ligefrem gunstigt varslende.

Det er nu ikke vådt får brygget smager af. Til gengæld genkender man måske en snert af krydderierne fra letgrillet lammekølle. I den rare, letrøgede, brankede blanding af kaffe, karamel og lys chokolade kan man måske også finde en berøring af rosmarin. Det er vel begyndelsen til eftersmagen af sød lakrids.

Og sådan er det hele vejen igennem. Rart, letbranket, tilpas sødt, adækvat bittert, så fyldigt det skal være … Men altså – man ville bare gerne have lidt mere af det hele. Mere bitterhed, mere fylde mere … smag i det hele taget. Jo, det smager da godt – lækkert endda. Men det fremstår stadig som en øl, der kunne have givet så meget mere.

Og så er vi ikke engang nået til, at jeg gav kr. 30,- for 0,33 l. Og i det lys bliver den lidt for allestedsnærværende tilpas-men-så-heller-ikke-et-gram-mere-hed så meget desto mindre tilpasset.

4-en-halv-stjerne

Lava, Ölvisholt Brugghús

2014-08-22 18.41.47

Lava, milde lava …

Det regner lige for øjeblikket. Ikke med flydende sten og aske, men blot i skrå uafbrudte stænger af vand med direkte forbindelse til de mørke skyer ovenfor. Det er vel  et forvarsel til det stundende skift i årstid, og det passer mig fint, at det indfinder sig lidt tidligt. Jeg kan snart ikke længere huske, hvornår efteråret ikke var forsinket, så den ulidelige midsommerhede kom til at vare til langt ind i september måned.

På denne øls hjemstavnsø, Island, regner det undtagelsesvis heller ikke med lava eller aske. Der har ellers været noget under opsejling længe, og jeg ville egentlig gemme denne øl til at fejre udbruddet og ikke mindst den deraf følgende askesky, som så endnu engang kunne lamme den europæiske flytrafik, hvilket man så igen kunne slå sig nok så meget på lårene af grin over.

Men så heldige har vi som bekendt ikke været endnu. Og jeg risikerer efterhånden at blive afholdsmand – eller minimum kvartals… -ølentusiast (-dranker ville det ikke være rimeligt at betegne mig som, i betragtning af, hvor få øl, jeg faktisk drikker (hvilket ikke er mange flere end dem, der anmeldes her på bloggen)) og her til aften mistede jeg så, om jeg så må sige, tålmodigheden, og valgte i trods mod naturens kræfters lunefulde afventen og passivitet at knappe den op alligevel.

Det er heldigvis ikke stank af svovl og salmiak, der møder én ved åbning. Åbningen i sig selv er i øvrigt heller ikke at sammenligne med bortsprængningen af Mt. St. Helens – ja, det er knapt at sammenligne med et strombolisk host. (Min tidligere Pipe Major er også en af landets fremmeste vulkanologer, så jeg behersker lidt geolog-lingo). Men adækvat bouquet af røg, og måske en smule branket kul er der da trods alt. Ellers ligner det mere en traditionel Imperial Stout – lige dele chokolade og kaffe i en velafstemt mokka-choko-latte fra en forstadskøbenhavnsk hipstercafe.

Løden følger temaet, og det er måske det eneste punkt, hvor brygget ikke helt når de højeste forventninger. Det er faktisk lige en anelse for gennemsigtigt og flydende til sådan at føles og se rigtigt stoutagtigt ud. Ligesom kaffen på føromtalte hipstercaféer har det med at være dyr, og lige akkurat nok hipsteragtigt tynd,

Skummet kompenserer med en flødet finish i flødechokoladebrunt – og så alligevel er det som om det bare falder lidt  for hurtigt.

Alle visuelle halvhjertetheder gøres da heldigvis til skamme i smagen. Her imødekommes man af en fantastisk velafstemt komposition af røg, karamel, engelsk lakrids, farinsukker, kaffe og mørk chokolade.

I begejstring over den tæskelækre smagssymfoni smasker man begærligt gummerne sammen, for at presse al velsmag ud af de små bitte slurke, man uvilkårligt kommer til at nippe af brygget. For der skal så lidt til, for at få den fulde oplevelse. Og man vælter brygget rundt, så også gummerand, svælg og gane får lov at mærke brygget prikke, rive og kradse.

Blidt.

For det bliver aldrig for meget. Nogen vil synes, det er ærgerligt, og at bryggets velsmag til trods, er det ikke helt nok. Med bryggets navn in mente mangler det måske også en smule udi fandenivoldskhed. Men dets uforlignelige velafstemthed gør det i mine øjne lige så fuldendt, som mere bidske og voldsomme oplevelser i samme klasse.

Og hvis det virkelig skal forestille et vulkanudbrud, er det helt klart et venligt ét af slagsen, og næppe ét af dem, der giver problemer for flytrafikken andre steder end lige omkring det. Til gengæld er det et langvarigt udbrud, små eksplosioner af velsmag, der kan nydes over ganske lang tid – meget apropos førnævnt Stromboli.

Det er jo på den anden side ikke just Islandsk, men forbogstavet på landet, der rives i stykker under den er i det mindste det samme.

6-stjerner

Willemoes 10 års Jubilæumsbryg, Vestfyen

2014-08-17 17.16.43

Et passende jubilæum …

Ti år? Er det ikke længere siden? Det er det åbenbart ikke. Jeg husker første gang Vestfyens Willemoes-brand fra min fars 70-års-fødselsdag i 2008. Specialølbølgen skyllede over landet, og Vestfyen var blandt de første til at gøre de nye produkter tilgængelige for et bredt publikum. Hvor forbeholden jeg gennem årene ellers har været over for serien, må jeg (efter venlig påmindelse fra Ole Madsen, Ekstra Bladet) indrømme den en væsentligt betydning for udbredelsen af og succes’en med specialøl i Danmark.

Og generelt har de jo scoret nogle pæne bedømmelser. Men aldrig uden at snyde. Der er altid et eller andet mere eller mindre obskurt tilsætningsobjekt, der diskvalificerer en karakteristik som rent bryg. Det gælder alt fra diverse sukkerarter over mere eller mindre skumle aromastoffer til egentlige kemiske tilsætningsstoffer, som man i det hele taget burde undgå. Så galt er det heldigvis ikke med jubilæumsbrygget, der ‘kun’ er tilsat rom.

Rom er som bekendt uløseligt knyttet til søfart, og vi skal ikke glemme, at serien er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes, der voksede op på Fyn. I dette lys er tilsætningen ikke blot tilgivelig men faktisk også passende.

Brygget er en ‘Imperial Brown Ale’, og dermed er der ikke sagt for meget. Brygget er natsort men uden en stouts mørke skum. Jeg har set – måske ikke pilsnere, men sikkert IPA’er med mørkere skum. Her er det gyldent, og iøvrigt venligt flødeagtigt cremet. Duften er ret ligetil. Nogenlunde tæt, men uden den kanonade af kraft, søfarts- og søheltetemaet ellers lægger op til. Karamel og kaffe blander sig elegant med en snert af chokolade. Det er også klassisk, men ikke ligefrem originalt.

Indledningsvis bæres brygget af søde noter. Mørk chokolade med karamelcreme fylder munden så det føles rart. Lidt senere tager en fortrinsvis bitter eftersmag af kaffe over. Rommen mærkes som en let alkoholisk fylde, der formår at stikke lidt i næsen og brænde i brystet. Også det føles da rart, venligt og … lidt for velkendt.

Man tager heller ikke sig selv i at nippe til brygget. Der skal et vist kvantum til, før brygget smages ordentligt, og selvom søfartstemaet er beroligende lidt præget af vand (det være sig hav-, brak- eller fersk-) mangler jeg ekkoet af slaget på Reden, hvor Willemoes fik sin udmærkelse og slaget ved Sjællands Odde i 1808, hvor han blev dræbt af fjendens kugler. DAMN YOU ENGLAND!

4-en-halv-stjerne

10 års Jubilæumsbryg, Skands

2014-08-15 17.25.17

God – men næppe til prisen

Og hermed starter nedtællingen til øl nr. 500 på min blog. Fra nu af følger en række af særligt interessante øl, som jeg nøje har udvalgt som dem, der skal lede op til den store finale om 5 øl.

Skands har jubilæum i år. Det er åbenbart 10 år siden, at Vestegnsbryggeriet med base i Brøndby blev grundlagt. Det fremhæves ofte som et særkende ved bryggeriet, at brygmesteren er en kvinde. Som sand feminist konstaterer jeg blot tørt, at brygmesteren er … brygmester! Nae more nae less! Except – a good one at that! For flere gange har bryggene fra Brøndby bragt både velsmag og gode oplevelser, omend indtrykkene andre gange har være mere på det jævne.

Fælles for deres øl er, at de er dyre. Til gengæld fås de ofte i en passende smagsprøveemballage på 25 cl. – lige nok til en grundig smagning, helt uden at man behøver blive pløret i processen.

Aftenens øl var imidlertid kun dyr. Den kunne kun fås i mikrobryggenes standardemballage à 50 cl. Men til gengæld for de lige knap 40 kr. for det kvantum, fik man et bryg på hele 10%, hvilket i det mindste er en nogenlunde rimelig PPK ([alkohol]procent pr. krone)-værdi.

Flot er det også. Dybt rødbrunt med højt, tæt og ganske klæbrigt gyldenorange skum. Brygget emmer sødt af karamel og andre sukkerderivater på en maltet bund, så ølindtrykket ikke udebliver.

Sukkerderivaterne går igen i smagen. Honning blander sig med mørk sirup og et stænk af anis. Det er først og fremmest sødt, men også vældig fyldigt og lige tilpas krydret til, at det stadig fremstår som øl, og ikke som et bryg, der bliver mere eksperiment end et nydelsesmiddel.

Udtrykket er meget velafstemt, og der er ingen forstyrrende bismage eller disharmoniske indslag til at skåre en perfekt afrundet smagskollage af sødt, krydret og blidt varmende alkoholisk romfornemmelse. Brygget er til dette formål tilsat rom, og det kan jeg jo ikke undgå at opfatte som snyd.

På den anden side fremstår brygget – sin velsmag og relative kraft til trods – også meget poleret og kontrolleret. Lidt som når man gerne vil høre noget tidlig Napalm Death, og i stedet kommer til at høre noget Ked Earth (eller ‘Iced Earth’, som der vist nogen, der påstår, de rigtig hedder) eller Dream Theater. Hidsigheden og vildskaben mangler, endskønt kraften da er der, men det er bare ikke det samme alligevel.

Jeg savner vildskab og anarkisme, og selvom det da smager godt ender det også med at være lidt kedeligt og forudsigeligt.

– Og for dyrt.

4-en-halv-stjerne

Willemoes Lager Glutenfri, Vestfyen

2014-08-13 12.43.20

Mere gluten!

Der er blevet lidt længere mellem anmeldelserne. Det skyldes, at jeg fattes midler til at holde mit øllager ved lige. Nødhjælpen er dog indtruffet ved en erkendtlighed fra min arbejdsplads, så mon ikke det snart bliver lidt bedre. Den store nedtælling til øl nr. 500 på min blog nærmer sig, og nu tyder alt på, at den nok også skal blive interessant.

Men den her havde jeg da på lager (ha ha … lager (ja, det er niveauet – og de burde i hvert fald de gamle læsere vide)). En glutenfri øl, hvilket erfaringerne taget i betragtning ikke umiddelbart får de røde advarselslamper til at lyse. Det kan såmænd være fint nok selvom jeg nærer en synlig allergi over for fødevarer og nydelsesmidler, hvor noget er fjernet for at få det til at fremstå gunstigere.

Vel, det er sikkert heller ikke sjovt at være glutenallergiker, så jeg skulle måske bare lyne arret og ytre mig om ting, jeg har forstand på.

Dermed slut med ølbloggen …

Ahrj okay …

Heller ikke denne gang har Willemoes kunnet holde deres bryg rent. Det er tilsat majs, men med Willemoes ville det også komme mere som en overraskelse, hvis brygget overholdt de tyske renhedsforskrifter. (Det er dog set, endda med et godt resultat.)

Det holder en flot pilsnerfarve ved skænkning. Flot kobberfarvet og dermed nok en tone eller en terts mørkere end van(d)lig dansk standardpilsner. Skummet imponerer også – kridhvidt og luftigt omend både klistret og fyldigt. Som en velpisket marengsmasse. Duften er til gengæld slet ikke ovre i det pilsnerede. Malten dominerer med en kraftig karamelbouquet, garneret med søde, blomstrede nektarindslag af både rose og syren.

Den – indrømmet – forventede skuffelse indtræder med smagen. Brygget er traditionelt pilsnerpræget i sin flavour. Ingen overraskelse der. Til gengæld virker smagen anmassende hult. Som om bryggeren har kun har brygget øl i kanterne af karret og ikke i midten. Samme fornemmelse husker jeg fra Carlsbergs alkoholsvage Nordic-serie, omend i lang værre grad. Det lethumlede og velkendte pilsnerindtryk føles spinkelt og skrøbeligt. Det brækker i stykker som det fineste glas mod sten, og udløser kun vandig aroma derved.

Men også her indtræffer nødhjælpen heldigvis. Eftersmagen viser sig nemlig at være mere end godkendt. Her vender humlen triumferende tilbage, brændende og klæbende sig til mandler, gane og svælg. Man smager frisktsavet løvtræ og et velafstemt mix af val- og hasselnødder.

Så samlet set går det nok endda. Men brygget undgår ikke at mangle noget, ligesom den uendelige række af light-produkter, koffeinfri kaffe og fedtfri mayonnaiseerstatninger, og det gør mig ondt på de glutenoverfølsommes vegne. På egne vegne kan jeg kun sige, at hvis dette er resultatet af at undvære gluten, så mere af det i mine øl, tak!

3-stjerner

Aros Tørhumlet Pilsner, De Jyske Bryghuse

2014-08-07 17.44.12

En genres begrænsninger …

Noget af det mest spændende ved at spille sækkepibe er instrumentets begrænsning. Man kan kun spille i tonarter der passer til dronernes allestedsnærværende A, og så er der ellers ni toner til rådighed med et begrænset udvalg af halvtoner, hvis man ellers snyder. Hvor meget og hvor fantastisk musik man kan få ud af et instrument med den begrænsning er fascinerende.

På samme måde synes jeg, det er med pilsnergenren. Det lyse undergærede øl, som bryggerierne notorisk undgår at videreudvikle. I stedet holdes det i de strammeste tøjler, lyst, fladt og kedeligt. Gud forbyde at pilsnergenren tilføres kvaliteter som spænding, engagement og – uha! – smag … Det kunne jo være, at smagen ikke faldt i flertallets smag, og så ville [indsæt de første par takter af Beethovens 5. symfoni, eller evt. temaet til Hitchcock-filmen “Psycho” her] SALGET jo falde!

Aaaaargh! Verdens undergang! Nuklear zombie-holocaust-apokalypse med nuklear zombie-holocaust-apopkalypse på! SALGET VILLE FALDE!

Og mens jeg lige prøver at falde ned igen efter en halv liter øl med en alkoholprocent på 7,5 forsøger jeg også lige at komme i tanker om, hvad pointen egentlig var …

Nårh jo. Det er faktisk rart, når nogle bryggerier en gang imellem skeler mindre til salgspotentialet, og i stedet skeler til kvaliteten. De to følger ufatteligt sjældent hinanden. De Jyske Bryghuse har med deres Aros Tørhumlet Pilsner valgt det sidste – og de har valgt rigtigt.

Brygget er sådan set bare en pilsner. Men hvilken pilsner! Allerede ved skænkning udløses bryggets slagkraftige aroma. Og det er i øvrigt ikke fordi brygget ellers ser kedeligt ud. Rødorange bryg under gyldent, tæt og fedtet skum. Bouqueten er tæt som en vinterdyne og byder på odeur af klassisk pilsner med sød fylde af vanille samt indslag af forårsfrisk græs og tyngde af sirup.

Lige så komplekst som brygget dufter, smager det også. Fylden overrasker især. Man tror næsten ikke, at der er vand i brygget. Smagen er ikke bare lækker, men også massiv af mørk sirup i begyndelsen, afløst af sød honning i midten og fede, bitre valnødder i slutningen ved mandlerne.

Sagde jeg slutningen? Det var jo helt forkert. For brygget fortsætter med at smage længe endnu. Valnødderne hænger ved, og masserer mandler og gane med lækkerhedsagtig bitterhed som kun dumsmarte nuller-madskribenter kan udtrykke det.

Rigtig godt arbejde! En virkelig værdig videreudvikling af en øltype, vis kvalitet bryggerierne i deres jagt på den laveste fællesnævner i uforskammet grad ellers har ladet hånt om.

5-stjerner

Brew Cat Golden Ale, Ørbæk

2014-08-04 20.09.44

Lidt på godt …

Jeg troede egentlig, de var udgået. Men jeg fandt denne i en af Danmarks største Netto-butikker på Kongelundsvej på Amager. Der hvor jeg også fandt den østrigske Radler-rædsel midt i juli. Brew CatØrbæks serie af billige specialøl til Netto-butikkerne – og måske til andre af Dansk Supermarkeds butikker, men i så fald har jeg ikke lagt mærke til dem, har præsteret en respektabel IPA, og en uforskammet ligegyldig Dark Ale. Nu gik den ikke længere – når jeg sådan fandt den her til omkring ti kroner i Netto, var der ikke andet for, end at gøre serien færdig. Så behøver jeg heller ikke spilde min eller læsernes kostbare tid med Brew Cat-bryggene længere end allerhøjst nødvendigt.

Min gode ven Ole, der blandt andet står for denne perle af en tegneserie om, hvad det vil sige at være ølentusiast har meget rammende udtalt noget i retning af, at ‘Brew Cat er noget, BrewDog burde jage op i et træ’ – og deri har han inderligt ret.

Men nok om Ørbæks discountbrand. Uanset hvad, skal det bedømmes så frit for vores fordomme som muligt, så here goes …

Navnet passer i hvert fald. Det er et i grunden flot messingfarvet bryg, med et tæt hvidt skum. Holberg ville kalde dem krusseduller, men som gammel March-band-musiker (sækkepibe som bekendt) ved jeg selvfølgelig, at det rigtige ord er ‘kalvekrøs’. Man kunne også kalde dem kniplinger, eller blonder, som min bloggerkollega Brian Lund, ynder at kalde dem – de flotte mønstre, skummet efterlader på glassets inderside, som i dette tilfælde er ganske exquisite!

Duftoplevelsen er til gengæld at sammenligne med et par letbrugte billige tangaunderhylere … eller – måske ikke. Men nu vi var inde på blonder, var sammenligningen bare lidt for fristende. Men nogen stort olfaktorisk gravering efterlader brygget ikke næsevæggene. En vag syrlig essens kombineret med vag humle er, hvad det kan blive til. Det er ikke ubehageligt, men til gengæld manifest kedeligt.

Brygget vinder til gengæld lidt i smagen. Det yder en en letkrydret smag, hvor især den tilsatte kamille trænger igennem (nej, rent er øllet ikke). Lader man brygget hvile lidt i gabet, kondenserer der sig efterhånden en adækvat bitterhed af para- og cashewnødder. Efterhånden mærkes også lidt humle, der ikke bare smages, men faktisk også river lidt i brystet.

De gode takter modsvares desværre af en disharmonisk klæghed af gær. Brygget føles også for glat og blankt. Det glider alt for let ned, og foretrækker klart at være lidt ekstra kedeligt frem for at imponere unødigt. Det er discountspecialbryg som man kunne forvente det. På ondt, men trods alt også lidt på godt.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme