Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juli 2014

Hancock Beer, Hancock

2014-07-29 18.53.29

Det var nok noget sent …

Hancocks flagskib. Den rigtige Hancock-øl. Det er lidt en skam, at den ikke er blevet anmeldt tidligere – men der var så mange andre øl, der trængte sig på. Faktisk hele 490 af slagsen. Ja, vi nærmer os hastigt det halve tusinde, og nej, det vil ikke blive forbigået i total tavshed.

Men indtil videre koncentrerer vi os om nr. 491. Hancock Beer, hedder den altså – den der rigtige Hancock-øl med den røde hane på etiketten. Første gang jeg prøvede den var til en fredagsbar på Københavns Universitet, hvor jeg læste religionsvidenskab tilbage i de vilde 90’ere. På stedet var jeg klar til at erklære den for den bedste øl, jeg nogensinde havde smagt … Jeg har ikke sagt for meget, hvis jeg siger, at jeg siden hen er blevet mere klog på øl (og religion, men det er en anden historie).

Med sine 6,3% undergærede pilsnerhed er der tale om en guldøl, angiveligt af Dortmundertypen (påstår Untappd). Af en guldøl at være er den ret lys, snarere gul end gylden, med skum, der kun lige akkurat formår at være lige knap så anticremet som sodavandsskum. Duften er til gengæld lovende, lækkert gennemtrængende og ren (i modsætning til brygblandingen, der i vanlig Hancock-stil omfatter både ascorbinsyre og stivelse) pilsnerduft.

Brygget smager både tungt og lifligt. Humlen er fortrinsvis sød, og selvom jeg i skrivende stund husker Høker-bajeren som relativt bidsk bitter, er denne øl langt sødere og venligere i smagen, endskønt den samme Saazerhumle, Hancocks foretrukne, er brugt.

Fylden er kraftig, og præget af en letsprittet maltessens, der breder sig ud over smagsløgene. Smagen i sig selv er dog mere tilbagelænet med førnævnte søde humlesmag i højsædet og med en mere diskret småbesk smag ved gummerne. Nogle ville måske ønske sig lidt mere af bitterheden, men denne type bitterhed skal man helst holde stangen, for harskheden lurer.

Bryggeriet formår dog at tæmme og bitterheden, så den aldrig bliver harsk, men netop kun besk. Således ender brygget med at være både velafstemt og temperamentsfuldt.

Men vi er stadig langt fra, at humlerankerne vokser ind i bryghimlen.

3-en-halv-stjerne

Konrad Svetly Lezak,

2014-07-27 15.10.22

En sidste ferieøl

Det er i dag den sidste dag, jeg har ferie. Jeg nyder den på tagterrassen i vores boligblok i ly af den værste sol og i selskab med mine søde børn, der leger omkring mig mens jeg skriver. Sådan klemmer jeg de sidste dråber frihed ud af ferien. I morgen går det løs igen.

Jeg valgte Konrad-pilsneren. Vi har allerede haft fat i deres Schwarzbier. Begge forhandles i netto, og sidstnævnte var ikke nogen Guds gave. Jeg afslører næppe for meget ved her at berette, at det samme gør sig gældende for pilsneren.

Ved opknapning og skænkning udløses ellers en ganske kraftig og imponerende kornet pilsnerodeur. Ikke ulig duften fra mine forældres badeværelse på 1. sal i det hus i Hjortshøj, hvor jeg voksede op. Endskønt det ikke var pilsner, der blev brygget. Det er det som bekendt sjældent ved hjemmebryggeri.

Pilsnerbouqueten matcher bryggets farve fint. Det er aldeles korngult og for så vidt kønt, men ikke på nogen måde afvigende fra, hvad man kender i forvejen. Skummet, til gengæld, gør indtryk. Det er ganske vidst kridhvidt, men også overordentlig cremet og holdbart. Det rækker op over glasset som en stolt frygerhue (eller smølfehue) og klistrer til glasset i de fineste mosaikker efterhånden som brygget drikkes.

For det er et bryg der drikkes. Det nydes ikke. Det er overordentlig let i smagen, og yder desværre ingenlunde den bitterhed, som bouqueten ellers stillede i udsigt. Tydeligst mærkes en diffus sødme af lys sirup, og man skal endda mærke rigtig meget efter før det kan smages. Det træder først frem bagest i munden, og afløses også snart af en ligeledes fjern eftersmag. Denne føles metallisk og syntetisk tillige med lidet behagelig. Bagom mærker man en rest humle, som græder over, at det aldrig fik lov at træde frem og gøre godt.

Overraskende nok besidder brygget en vis fylde, som er det første man mærker ved oral kontakt. Sammen med sødmen bliver brygget sådan set behageligt nok, så det bliver velegnet på en varm sommerdag. Men interessant bliver det aldrig.

Brygget er importeret via One Pint, der ellers har æren for at gøre rigtig meget godt øl lettilgængeligt for de tørstende masser herhjemme. Import af Konrad-brandet er til gengæld … Vel, lad os bare sige, at One Pint har gjort det bedre før, for man er bestemt ikke beriget ved mødet med Konrad-øllene. Tværtimod føler man, at man har spildt sin tid – selvom tørsten da også blev slukket.

1-en-halv-stjerne

The American, De Jyske Bryghuse

2014-07-25 18.49.56

Antiamerikansk – på den ufede måde …

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en enorm fan af USA … når det kommer til amerikanernes evne udi mikrobryggeriets kunst. Der er de sgu nok efterhånden mine favoritter i hele verden. Sikke et udvalg! Sikke et engagement! Sikke en variation! Og sikke en sjældenhed det er, at de putter andet i deres øl end de fire gyldne ingredienser – vand, malt, gær og humle.

På andre punkter er det så som så med at være imponeret. Ikke mindst nu, hvor bomberne falder i Gaza, og dem, der rent faktisk kunne gøre noget ved det – USA – forholder sig fuldstændigt passive. Ja, jeg skulle lige have det ud, jeg har også andre ting i tankerne end øl. Jeg prøver ganske vist at skåne læserne for det meste, men visse ting skal ud, for der er også mange andre områder, hvor det sømmer sig for et retskaffent menneske at se på USA med briller, udstyret med kritiske linser.

Men tilbage til øllet. Dagens øl er ikke amerikansk – men blot amerikansk inspireret. Den hedder “The American” – og så er linjen lissom lagt. Det er en pale ale efter amerikansk forbillede, med min favorithumle, Cascade, og det påkalder jo forventninger.

For at brygget kan være i overensstemmelse med EU-reglerne, har bryggeriet på etiketten tilføjet et “Inspired” (så da brygget skulle kategoriseres søgte jeg længe – og forgæves på “The American Inspired Pale Ale”. Et navn, der nu heller ikke klingede særlig mundret, og også bød på nogle grammatiske udfordringer. Skulle ordet ‘American’ fx ikke have været udformet som et adverbium, idet det lægger sig til verbalformen ‘inspired’. Og skulle det så ikke have lydt ‘Americanly’ eller noget i den henretning?) for brygget må ikke kaldes amerikansk, med mindre det faktisk er produceret i USA, og det er jo egentlig fair nok … Selv når en af mine andre Nemesis’er – EU står bag reglen.

Bevæger vi os nufra de indledende tirader over til selve brygget, så starter oplevelsen jo allerede i flasken. Tydelige ansamlinger af restgær har samlet sig på bunden – eller siden, hvis brygget har ligget, og det skal først lige rystes bort. Det tager sin tid. Så kan brygget skænkes, men jeg kan jo ikke nære mig, og trækker den første bouquet ind allerede efter at kapslen er lettet, i håb om allerede nu at tage hul på cascade-oplevelsen.

Den udebliver dog umiddelbart. Det allerførste duftindtryk minder om pilsner i sin karakter og bitterhed. Når brygget skænkes, bliver det lidt bedre. Nu mærkes de friske Cascadenoter af gran med lidt ledsagende hyldeblomst.

Smagen virker umiddelbart frisk. Friskmetallisk nærmere bestemt, hvilket passer meget godt med bryggets kobberrøde lød, mens den flødeagtige fylde matcher det letgyldne og tætte skum fint. Et ordentligt cascadeindtryk lader dog vente på sig. Man lader brygget skvulpe lidt rundt, synker det, og så træder humlen da også frem.

Det starter i det små, og så vokser det, og først i eftersmagen træder det frem i alt sin magt og vælde; en kraftig, træ- og hasselnøddeagtig bitterhed, der egentlig er værd at vente på. Man kan dog samtidig ærgre sig lidt over, at brygget i sig selv ikke smager af særlig meget – og slet ikke af cascade-humle. Bitterheden er en anden, og mangler sortens friske indslag af gran. Desuden mangler ethvert indslag af alteabolsjer og rosen- og hyldeblomst.

Det er godt nok ikke særlig amerikansk. Det er nærmest så ikke-amerikansk, eller antiamerikansk det kan være, og det på alle de forkerte måder.

Når det så er sagt, er brygget jo heller ikke udrikkeligt, ja, knapt kedeligt. Faktisk er det jo ret spændende, at eftersmagen ikke bare kan redde brygget, men faktisk stå selvstændigt frem, som det, der yder karakteren. Så spildt er oplevelsen trods alt ikke, selvom man langt fra får det man forventer af en amerikansk inspireret ale.

3-en-halv-stjerne

Humle Høst, Skovlyst

2014-07-23 18.06.22

Som man når bundfaldet …

Som det fremgår af billedet fandt jeg den her på tilbud til en tier, i Føtex Dragør hvis nogen vil vide det. Den skulle være en af de få øl fra Bryggeri Skovlyst, der faktisk bliver brygget i Hareskoven, og ikke på industribryggeriet i Polen, så det var ikke bare interessant til prisen – det var faktisk bare generelt interessant. Endelig finder jeg ud af, hvilket niveau, de rent faktisk kan sætte deroppe lidt nord for København, og forhåbentlig er det da bedre, end hvad de præsterer dernede væsentligt længere syd for Bornholm.

Der hersker en kende forvirring om typen. Bryggeriet mener selv, det er en Imperial IPA, mens Untappd kalder det en Imperial Pale Ale. Ikke desto mindre fik jeg et badge på Untappd for nu at have checket en IPA ind 5 gange. Så selvom de ikke kalder den en IPA, synes de åbenbart, den er det lidt alligevel.

Men heldigvis er det jo ikke betegnelsen, eller forvirringen om samme, der er det vigtigste. Det er det visuelle, det olfaktoriske og først og fremmest det aromatiske indtryk.

Betegnelsen dikterer uanset hvad, at et er en lys øl, og brygget er da også set mørkere end det orangebrune bryg, der står flot og plumret i glasset med en fin cremet krone af gyldent, tæt og klistret skum på toppen. Stouts er fx altid mørkere, selv når de er katastrofalt meget tyndere. Duften er fyldig som frisk fløde, samtidig med at den kradser af rødgran og fyr. Det lover godt.

Om humlen kradser også af grannåle og løvtræ på både tunge og i gane. Og det bliver den ved med et godt stykke tid efter at brygget har passeret svælget og er gået i blodet med sine 7,2%. Der kan man desuden glæde sig over en letbrændende lakridseftersmag, der runder et mere end godkendt smagsbillede af.

Men helt i skabet er det desværre ikke. Smagsindtrykket føles som en kugle, hvor overfladen stråler af lækker, bitter humle og flødeagtig fylde. Men man skal ikke grave langt ned, før vandet pibler frem og fortynder de ellers lovende takter. Her i sommervarmen kan man måske tilgive det, men det er ikke meningen, at en Imperial IPA skal være en sommerøl. Sådan en skal kunne mærkes (en IPA skal ikke kun smages, den skal også mærkes) hele året rundt. Og om vinteren – ja, man skal faktisk ikke langt hen på efteråret før den faktisk ville føles lidt for spinkel.

Og så når man bunden af brygget. Her ligger restgæren og hygger sig, og så sker der noget. Her rejser brygget sig definitivt over de andre industriøl, bryggeriet notorisk har markedsført som mikrobryg, og viser, at det Skovlyst burde gøre, var at skodde industribryggeriet og i stedet udvide kapaciteten i Hareskoven. For der kan de jo faktisk noget med råvarerne. Fylden, som man mærkede i duften, dukker op igen, og det med fornyet styrke og flere tætte og brændende humlenoter. De sidste mundfulde er en stor nydelse og hele den foregående tyndbenethed værd.

Så det hele ender godt. Ligesom en dårlig Hollywood-film. Og så har man det jo også bare godt bagefter.

4-en-halv-stjerne

Royal Grapefruit, Royal Unibrew.

2014-07-22 19.47.12

Men duften er da god …

Efter at have causeret lidt om ølmarkedets udvikling, syntes jeg, det var på tide, at få gjort sommerølprodukterne færdig for denne gang. Det eneste, jeg mangler er denne ‘shandy’ en blanding af øl og limonade (her grape). I den germanske øltradition kaldes den præcis samme blanding ‘Radler’, men det er nok rasende upopulært at bruge udtryk fra det svære, militaristiske og stadig sådan lidt nazi-agtige sprog, de taler sydpå. Så det vil marketingpingerne hos Royal Unibrew nok helst ikke kalde den. Og så kan man jo altid ty til engelsk.

Jeg vil stadig kategorisere den som en radler her på bloggen i trods. Og så kan Royal Unibrew bare komme an, og fortælle mig, hvad de vil gøre ved det.

Angiveligt skulle den være brygget som svar på Tuborg Sommer, radleren, der overlevede den sidste smartbeer, der i øvrigt kom fra samme bryggeri. Vi kommer derfor ikke udenom, at drage en sammenligning eller to mellem dem undervejs. En forskel er den tilsatte frugt. Denne er iblandet grape, hvor Sommer er iblandet citron. Erfaringsmæssigt er kombinationen af grape og øl ikke uden potentiale.

Fælles for dem er til gengæld den lange varedeklaration. Dette bryg indeholder i alt fem e-numre. Ud over diverse syrer (E300, E330 og E332) er der stabilisatorerne (E414 og E445). Først da når vi til sukker- og aromastofferne. Men i det mindste er brygget da holdt fri for kunstige sødemidler – igen ligesom Tuborgs bud.

Ved åbning breder en kraftig og frisk duft af den lifligste grapelimonade sig i rummet. Det er sprødt, karsk og bittert, som man kender det. Selve brygget holder en samme bleggule lød som Egger-Radleren, men med et langt mere interessant skum. Selvom det ikke er højt, er der dømt klistret matengsmasse, der holder fast i glasset længe efter at brygget er skyllet ned.

For skyllet ned bliver det – og det er ikke kun varmens skyld. For uanset hvor imponerende grapeduften er (som limonade/sodavand betragtet) så er smagen lige så afdæmpet som man kunne have frygtet af en storproducent. Man smager grapen for lidt, sukkeret for meget og vandet endnu mere.

Og øllet kan man overhovedet ikke smage. Det er helt væk.

Dermed er den faktisk ret fine forening af grape og humlebitterhed, som vi fandt i Bryggeri Skovlysts SommerHvede, chanceløs i dette kemiske blandingskrater. Og som grapesodavand i sig selv betragtet, ja, der er det ikke alene set bedre, det er faktisk decideret tyndt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det tynde udtryk ikke var forventet. Et glimt af håb havde jeg dog i betragtning af den sidste grapeøls relativt høje evne til at imponere. Men Skovlyst er, industrifilial i Polen til trods, stadig så meget mere et mikrobryggeri end Royal Unibrew, at førstnævnte stadig føler sig forpligtet til at holde bare et minimum af niveau.

Nå, i det mindste var duften da god …

1-stjerne

Farvel til SmartBeer?

004Det er højsommer med høj sol, høje temperaturer, høj luftfugtighed, høje UV-tal, høje solcremefaktorer … og lavere alkoholprocenter. Kigger man på udvalget af sæsonbestemte gærede humleprodukter, tegner der sig et lidt andet billede end de foregående år. Fraværet af, hvad jeg ind imellem har kaldt ‘smartbeers’ (angelsaksisk selvfølgelig, for at det skal være smart (og rekursivt – rekursivt er smart)), er først nu gået op for mig, og måske er vi vidner til forandringer på det danske standardølmarked.

190610-004De sidste år har bryggerierne kæmpet og kæmpet og kæmpet for at gøre øl populært igen. Jeg havde ikke opdaget, at øl var blevet upopulært, men det var der til gengæld andre der havde opdaget. Husker I fx Cults direktør tilbage i 2011 før lanceringen af The Smart Beer to end all Smart Beers, den nærmest storslået intetsigende Kay-Sar-øl? Og trækket fra energidrikproducenten med de notorisk sexistiske reklamer var ikke nyt. Året forinden havde billeder-110910-078Carlsberg lanceret den syntetisk-vandede Tuborg Lime Cut, der ligefrem blev slået op på ikke at smage af noget. Ikke nok med det, Apollo havde i samarbejde med Ølfabrikken lavet Klovn–øllene, ‘en rigtig kvalebajer’ (ja mon ikke), inspireret af TV-serien af samme navn. De to bryggerier formåede således at skabe det eneste grinagtige, der nogensinde har kunnet forbindes med den TV-serie, for man kunne ikke andet end opkaste en hånlig latter ved mødet med det bryg.

20130513_175221Alle disse bryg ser nu ud til at være gået heden. Det samme er, til min ikke uanselige overraskelse Tuborg Grøn Ultra, der blev lanceret sidste år. Jeg havde den egentlig tippet den til overlevelse. Det var klart den øl, der smagte af mest, og jeg så også potentiale i en handy emballage, så den kunne fungere som et hurtigt øl-shot før eller under en fest.

20130624_073021Men noget har overlevet. Noget, der også blev lanceret sidste år – nemlig Tuborgs radler ved navn Tuborg Sommer. Samtidig har Netto fået et billigt østrigsk radlerprodukt på hylderne, og Royal Unibrew har også lanceret en radler, som de ganske vist kalder en shandy, fordi deres marketingafdeling vel har dikteret, at angelsaksiske betegnelser er det mest trendy. Ej heller skal man glemme, at Bryggeri Skovlyst også for et år siden lancerede to blandingsprodukter, der med lidt god vilje kan klassificeres som radlere. De er der også endnu, og jeg tror endda nogle flere er kommet til.

2013-06-16-14.11.11Så det ser ud til at de store bryggeriers søgen endelig er sluttet. I årevis har de forsøgt at brygge øl, der ikke smager af øl, og løsningen var såre simpel: Bland noget i øllet, der ikke smager af øl, og hokus pokus! Tænk, at man ikke tænkte på det noget før. Samtidig har man banket alkoholprocenten ned på ca. det halve, så man oven i købet kan sælge dobbelt så meget for at levere samme fuldskab som før.

2014-07-18 14.34.57Så radlerproduktion og -import er blevet en ny trend på det danske ølmarked. Nu mangler vi bare se, om det at drikke radler også bliver trendy. Som ølinteresseret har jeg min naturlige skepsis over overhovedet at blande øl med noget. Øl skal kunne stå for sig selv – men i det absolut modbydelige vejr, vi har for tiden, har jeg måttet erkende radlerens anvendelighed, selvom jeg altid vil fortrække at blande selv.

Imens jeg blander, vil jeg glæde mig over, at diverse ligegyldige smartbeers ikke længere optager unødig plads på supermarkedernes hylder. At det så ikke er amerikanske IPA’er eller belgiske Lambic-bryg, der erstatter dem, ærgrer selvfølgelig en smule, men i det mindste kan erstatningen da holde den værste sommerhede stangen – og i det mindste smage af et eller andet imens.

King Pilsner, Neptun/Carlsberg

2014-07-20 13.05.28

Kedelig kioskklassiker …

Jeg har negligeret denne øl for den almindelige fremtoning. Der er mere end rigeligt med standardøl på markedet, og det er ikke noget, jeg prioriterer højt.

Ikke desto mindre blev min interesse vakt adækvat, da jeg fandt denne test i Politiken fra juli 2012. Her vinder den suverænt som den bedste lettilgængelig pilsner, blandt andet over Irmas Pilsner, som jeg faktisk mener holder et niveau langt over almindelig supermarkedsstandard herhjemme.

Den kan fås i Biksen i H/F Sundbyvester, og den skulle generelt være kioskernes discountpilsner. Oprindeligt blev den produceret på Neptun-bryggeriet ved Saltum i Vendsyssel, der i dag er overtaget af Carlsberg. Det gamle bryggeri producerer Kildevæld-serien, men altså angiveligt ikke længere øl, om det der står i Wikipedia står til troende.

Forventningerne var altså skruet en kende op, og jeg var så ivrig efter at prøve den, at jeg helt glemte at snuse til brygget først. Så den olfaktoriske rapport må udeblive. Ellers er der ikke meget at sige om bryggets ydre. Det ligner på en prik det, det er – en pilsner, korngul med kridhvidt, vigende skum.

Brygget smager måske nok en smule mere humlet end hvad man oplever i andre pilsnere i klassen. Humlens bitterhed er dog noget nedtonet og erstattet af en mild og rund sødme i stedet. Det er dog stadig en nærværende sødme, der kan smages, og ikke bare en humle, der er blevet dæmpet og udvandet så meget, at den ikke kan smages ordentligt.

Det bedste, der kan siges om den er, at den ligesom andre tynde og letdrikkelige øl, jeg har prøvet på det sidste, gør den,  hvad den skal i sommervarmen. Den læsker, og samtidig smager den faktisk af øl, omend ikke så bittert som jeg godt kan lide – men igen, når det er sommer og alt for varmt, gør det ikke den største skade.

Konge af kioskdiscount? Måske. Konge over alle kioskkøleskabsøl? Næppe. I hvert fald ikke i Biksen, hvor der nemt kan findes meget bedre øl.

2-stjerner

Grilløl, Raasted

2014-07-19 17.25.37På sin vis passende …

Ja, så er sommeren vist over os, with a vengeance – eller *Mega Hard* som vi vist siger her i landet. Det er derfor højsæson for grillmad. Vi ejer ikke en grill, så det er ikke tilfældet i hippiehjemmet – vi klarer os med hjemmelavet økologisk pizza i stedet, bagt i konventionel el-ovn.

Så slipper man også for grillens bivirkninger – sod, kul, os og kulilte for bare at nævne et par stykker. Og man slipper også for at vove sig udenfor. Som om det ikke var rigeligt at bøffen blev grillet og branket. Risikoen for selv at blive grillet – og branket – og forkullet – er som bekendt overhængende ved ophold udendørs i disse dage, så vi holder os inden døre.

Det ser ud til, at Raasted har brygget en øl til lejligheden. De kalder den grilløl. En ufiltreret pale ale, krydret med amerikanske humletyper, så det er jo på papiret ganske lovende.

Ufiltreret ser brygget også ud. Lettåget orange med det ikke mindst cremede skum, man har oplevet. Toppen holder en nogenlunde konstant form, og det afbruser langsomt nedefra, så det ligesom synker langsomt i stedet for at falde oppefra og ned. Duften er letrøget – og det passer jo til temaet, eller … Hvis det skulle passe ordentligt, så skulle det jo egentlig dufte mere af røg. Men lidt har også ret – også lidt røg. Karakter og forventning skaber det i hvert fald uanset. En antydning af gran prikker også i næsevæggene, og trækker en spinkel, omend præsent streg til amerikanske IPA’er.

Smagsbilledet er til gengæld meget tilbagelænet. Det er en grilløl, og derfor også en sommerøl, der skal fungere, når lufttemperaturen som nu bliver sammenlignelig med wolframs smeltepunkt. Nå ja, man mærker da også her lidt røg, og krydrede noter af især gran, måske endda lidt rosmarin. Men det er pakket grundigt ind i en tæt dyne af vand, som om smagen endelig ikke må træde for meget frem.

Og således forbliver Raasteds Grilløl en småkedelig affære, hvis friskhed man da må indrømme en vis egnethed i smelteovnen eller i daglig tale ‘udendørsarealet’. Samtidig er den afdæmpede smag af amerikanske humleindtryk og det fremhævede indspark af postevand på sin vis også passende til de flamberede majskolber, de forkullede bøffer og de fastbrændte pølser. H2O tager altid den værste smag smag af slagger.

Velbekomme og god sommer.

2-en-halv-stjerne

Konrad Tvamý Lezák, Pivovar Liberec-Vratislavice

Letbleg Schwarzbier2014-07-18 17.26.10

To øl af mærket ‘Konrad’ fra det tjekkiske bryggeri Pivovar Liberec-Vratislavice kan for tiden fås i Netto. Der er et grønt eksemplar – en pilsner (grøn er som bekendt pilsnerens farve) og en grå/brun én, som ifølge Untappd er en Schwarzbier. Hvorfor deres Schwarzbier har forskelligtfarvede etiketter skal jeg ikke gøre mig klog på, eller spilde unødigt meget af læsernes tid på at spekulere over. Jeg har konstateret, at det kun er farven, der varierer, mens al’ tekst – både den dansksprogede bagetiket og det tjekkiske på forsiden – er identisk.

Tmavý betyder i øvrigt ‘mørk’, og Lezák betyder ‘lager’. Så ved vi jo præcis, hvor vi er i betegnelserne. Jeg har imidlertid valgt fra nu af at bruge de betegnelser, man finder i app’en ‘Untappd’. Simpelt hen fordi jeg så har en reference, og i øvrigt et lettilgængeligt og brugervenligt redskab til at finde ud af, hvilken type øl jeg har mellem hænderne. Det kommer til at kræve en smule omrokering i mine kategorier, men det er bedre sent end aldrig at få blot en antydning af stringens i mine ølbetegnelser, der indtil videre mest af alt er blevet kategorieseret på ‘Gefühl’.

Så Schwarzbier it is. Og det er heller ikke helt ved siden af, når brygget skænkes. Brygget er natsort og tæt på uigennemskinneligt, så længe man da ikke lige holder det op mod aftensolen, for så slipper der da enkelte langbølgede stråler i den røde del af spektret igennem. Skummet er off-white med en enkelt til to brune toner. Desuden er det relativt fyldigt, og efterlader også små fnug på glasset ved konsumption.

Smagen er forventeligt bitter og maltet. Det føles som kaffe med et velafstemt pift af karamel, og med en antydning af vanille, der giver lidt fylde. Lidt fylde. Med streg under “lidt”, som man kan se.

For det man smager mest, er det friske, sprudlende, klare og berømte tjekkiske vand, der giver os de mange fine tjekkiske øl. Og det smager jo dejligt, og føles rart – især i sommervarmen, det skal vi ikke glemme. Men en Schwarzbier burde ikke være egnet til det uudholelige tropevejr, vi i øjeblikket døjer med, så det taler heller ikke til bryggets fordel.

Og bare nu for at gøre det helt klart – jo, brygget smager da egentlig godt nok, og smagene er også ganske velafstemte – bortset altså fra vandet, som der er alt for meget af.

2-en-halv-stjerne

Egger Lemon Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2014-07-18 14.34.57

Den er da frisk …

Vi kan åbenbart ikke blive fri for møgvejr, der afsveder græsset og får asfalten til at smelte. Og så må man jo gå til yderligheder. Så da jeg efter hyggeseancen med Gedved i går lagde vejen forbi Netto på Kongelundsvej, og fandt denne rædsel, var det ikke kun fordi jeg lurede en undskyldning for at svælge i en dårlig anmeldelse. Jeg tænkte også, at med lidt held, kunne den faktisk gøre lidt nytte i sommerheden.

Ingredienslisten er underligt lakonisk i forhold til de radlere, Gedved og jeg afprøvede for et års tid siden. Det fremgår, at 60% består af citron lemonade (sic) (med citronsaft og citronsaftkoncentrat (1%)) og 40% premium øl (vand, humle, bygmalt og gær), og så er der da heller ikke sagt for meget. Jeg undrer mig, at det ikke fremgår, hvad citronlimonaden ellers består af. Jeg har svært ved at tro, at den ikke skulle indeholde sukker – eller måske endda kunstige sødemidler, som Flensburgers radler noget overraskende gjorde (og det kunne smages!).

Det er, som man kan se, en meget lys radler. Den består som bekendt også af væsentlig mere citronsaft, end øl, så at farven er tyndt fesengul kommer næppe bag på nogen. Skummet er rent sodavandsskum, og kan på ingen måde forbindes med den cremethed eller holdbarhed, der karakteriserer ølskum.

At der er tale om et ølprodukt skjules effektivt i duften. Jeg syntes nu, at dåsen ved åbning udsendte en sky af genkendelig pilsnerhumle, der endda var ganske velgørende. Men så var det også slut. Derefter dufter brygget kun af citronlimonade, af den slags man kan købe billigt i supermarkeder i både Tyskland og Østrig (hvor nærværende bryg kommer fra – det første på bloggen fra det land). Jeg mindes campingferierne i netop Østrig ved den duft, så igen props til en sodavandsøl for at udløse gode minder.

Og brygget er vitterlig forfriskende i sommervarmen. En kold én af dem, og man har et fremragende alternativ til citronsodavand, der smager af – citronsodavand, såmænd! Okay, citronsodavand der holder 2,2% alkohol, så man, hvis man drikker nok af dem, kan blive småfuld uden at behøve at få noget bittert i munden. Det undrer mig, at brygget ikke er blevet et instant hit blandt de unge, men måske smager det bare ikke sødt nok.

Ja, for de unge ville heller ikke kunne brokke sig over, at brygget var for syrligt. For selvom det dufter af citronsodavand, så trækker både mund og øjne sig i overraskende grad lidet sammen. Mest af alt smager det bare diffust sødt, ikke ulig Semper Ardens Weizen fra forleden (omend mere friskt), og nægter således både at smage af øl eller citron og mindst af alt på begge dele på én gang, sådan som en god radler skal. Og altså heller ikke sødt nok for de unge. Der skal man vel op på Somersby-niveau (som jeg måtte spytte ud, den ene gang jeg prøvede det) før sødmen slår til?

Og endskønt brygget ikke er sødt nok til de unges søde tænderer jeg ikke et sekund i tvivl om, at brygget er tilsat sukker. Og det fremgår ikke eksplicit af ingredienslisten, hvilket jeg ikke er sikker på, er helt lovligt.

Men der er vel et EU-direktiv, hvoraf det fremgår, at sukker ikke skal deklareres hvis det indgår som element i en blanding af flere halvfabrikata, eller noget. For det anses sikkert for konkurrenceforvridende, at lade forbrugerne vide, hvad det egentlig er, de putter i hovedet. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på, for hvor vover jeg dog som menig forbruger at have en holdning til den slags!?

PS: Alle liv tæller fra floden til havet!

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme