Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2014

Gl. Carlsberg Porter, Carlsberg

De gode gamle dage …
 
Jeg har frekventeret Toft Vin på Islands Brygge et par gange i løbet af ugen, fordi jeg venter en vigtig sending. Jeg siger selvfølgelig ikke af hvad, læserne må selv holde sig til, så de kan få at se, hvad det er, jeg har gået og ventet på.
Til gengæld skulle jeg jo have en undskyldning for at stikke mit grimme fjæs ind på matriklen så ofte, og hvilken bedre lejlighed er der, end at tage en enkelt én med nu man alligevel er der. Sidst blev det til denne, åbenbart meget gamle øl fra Carlsberg – en porter, hvis recept angiveligt skulle stamme helt tilbage fra 1895. Det skulle ifølge bagetiketten gøre den til Carlsbergs ældste porter. Jeg sikrede mig i øvrigt en bekræftelse på, at der ikke var tale om et etiketbryg, der indeholder det samme som Wiibroe Porter, for man ved jo aldrig, hvad bryggerierne i en lidt for kreativ markedsføringsrus kan finde på.
Ved skænkning (i et passende glas, selvfølgelig) hæver det brune skum sig som kaffemættet fløde over det fuldkommen natsorte skum. Ufiltreret er det dog ikke. Når der kun er en sjat tilbage, er det faktisk muligt at skue igennem det, og der viser det sig rent faktisk at være brunt, og ikke rødt, som man tit ser ved mørkt øl. Brygget emmer kraftigt af traditionel og habil stouthed. Man mærker især ristede noter af kaffe og søde af chokolade, og man overraskes af en humlekarakter, man ofte savner ved kraftige stouts.
Igen er det dog især de ristede noter, man mærker i smagen. Det ristede, det brankede og det lige akkurat brændte. Kaffen dominerer, mens en mundfornemmelse af chokolade sørger for mere end fylde nok til at branketheden kan bære. I eftersmagen mærker man en småskarp lakridskant, der velnok hidrører fra humlen, men som altså antager lakridssmag. I modsætning til, hvad man kan opleve ved egentlige lakridsøl eller visse ekstremøl, bliver lakridsen ikke dominerende. Derimod lægger den sig nydeligt iblandt de andre smagsindtryk, og får det hele til at gå op i en højere enhed.
Efterhånden som brygget får temperatur træder alkoholen på 8,2% mere frem og formår faktisk at brænde en smule på tungen, som en ikke ueffen whisky. Igen blander det nye smagsindtryk sig nydeligt iblandt de eksisterende, selv når brygget ændrer karakter. Brygget balancerer i en grad, så det er en sjælden fryd. Men de meget velafstemte smagsindtryk forhindrer også øllet i at blive noget ganske særligt, og derfor kan den ikke opnå den absolutte topkarakter.
Det er et lille mesterværk fra dengang kvalitet stadig talte mere end kvantitet på Valby Bakke. – Dengang i de gode gamle dage …
I mandags gjorde i øvrigt et af mine allerstørste komikeridoler et par gamle ditto kunsten efter. Rik Mayall er formentlig blevet modtaget med åbne arme af Graham Chapman, flankeret af W. C. Fields, Bob Hope, Marx-brødrene og alle de andre af de allerstørste. For én af dem var Rik virkelig. Jeg fremhæver ham nu, fordi han også havde et par ord at sige om ‘De gode gamle dage’, fra dengang denne øl blev brygget første gang:”Oh yes, I suppose things were pretty marvelous in the Good Old Days weren’t they? Four year old kiddies digging coal … Three year old kiddies … er … digging – coal as well as the four year old kiddies …” (9:28 og frem her)
Ikke bare beundrer jeg ham, jeg er også enig. Skål!
5-en-halv-stjerne

ESB, Reedhook Ale Brewery

Ingen af delene …

ESB står for “Extra Special Bitter”, det kan man læse på etiketten. Det er jo aldeles forjættende – ikke bare er den bitter, den er også både speciel og ekstra – hele tre ting på én gang, Kinderægget har fået sig en værdig udfordrer.

Så det er jo med en vis forventning, at jeg skænker brygget i ét af mine nyindkøbte glas. Dette glas rummer akkurat en halv liter, og bruges derfor til øl, der fylder lige en tand mindre – typisk 0,33 liter eller i dette tilfælde 0,3401942772 liter. Der er jo tale om amerikansk øl i en amerikansk emballage hvor indholdets vægt udgør tolv unser (eng. ounces, men der findes faktisk et dansk ord for vægtenheden). Én unse svarer iflg. vores ven Google til 28,3495231 gram – og selvom der selvfølgelig er et vægtfyldebegrænsende element af kulsyre og alkohol (5,8%), giver det med vand som den altovervejende ingrediens nok sådan cirka den mængde i liter.

Det var forventningen vi kom fra. Jeg er ikke sikker, men ‘Bitter’ er åbenbart en særlig type øl, som jeg vist har haft fat i én tidligere af, i form af Belhaven Best, der blev anmeldt for en årrække siden. Jeg fik tilfældigvis at vide – så hut jeg hvisker af en tidligere trommeslager fra mit gamle sækkepibeorkester – at ‘Best’ på De Britiske Øer netop skulle være deres særlige betegnelse for bitter. Jeg ser desuden, at hin øl er kategoriseret som en mørk øl. Det er ingenlunde tilfældet for denne øl. Farven er dyb rødgylden, med farve som flødeskum, kokken er kommet til at spilde appelsinjuice ned i. Konsistensen passer også godt til flødebeskrivelsen, men man skuffes ved udeblevne aftegninger på glassets inderside.

Endnu en uindfriet forventning går på duften. Gynteren søger det bitre, og en tør pilsnerhumle leverer da et stik. Men odden er lagt i blød i en blanding af fyldig fløde og banan. Flødeelementet klæber sig til brygget, men hvor bliver mon det bitre af? Var den lille humlesnert virkelig det hele? Uindfriede forventninger behøver jo heldigvis ikke betyde, at virkeligheden er en jammerdal, for selvom brygget ikke dufter synderlig bittert, dufter det alligevel rart, og egentlig også overraskende kraftigt.

Smagen gør også mere end adækvat væsen af sig. Bitterheden skal man dog igen kigge langt efter, selvom den da kan skimtes derude i horisonten et sted med sin lette pilsnerhumle. Igen dominerer et rart, imødekommende og mest af alt sødt element af fløde. Et indslag af paranødder melder sig diskret, og det er måske lidt bittert, omend igen på en rar, venlig og lettilgængelig måde.

Paranødderne glemmer man dog hurtigt til fordel for et nyt indslag af blomstersødme, måske lidt syrennektar, egentlig honning og måske med et venligt strejf af anis. Honningen vokser til sidst i eftersmagen, og runder en uventet, men ellers ganske godkendt smagsoplevelse venligt af.

Brygget er jo sådan set rart nok. Fylden gør det til en fornøjelse, og den søde, honningagtige eftersmag giver den potentiale som en ‘begynderspecialøl’ for dem, der ikke er så glade for ølgenrens bitre elementer. Men ekstra ligefrem? Ikke rigtig. Den er heller ikke speciel, og den er i hvert fald ikke specielt bitter. Højst en lille smule.
3-en-halv-stjerne

Økologisk Pils, Hancock

Beskidt Økologi …

Hancock fra Skive har også en økologisk pilsner i handlen. Det uafhængige skibonittiske bryggeri gør meget ud af sin autencitet og håndhævelse af gamle brygmetoder. Blandt andet tilsætter de fortsat ascorbinsyre til brygget. Oprindeligt gjorde man dette for at nedsætte risikoen for kontamination og videre ukontrolleret gæring af det færdige bryg, men rygterne vil vide, at det også reddede ølkuskene fra skørbugen – sålænge de drak deres daglige kvantum øl.

Tilsat ascorbinsyre, også kendt som C-vitamin, er der endnu ikke dokumenteret nogen skadelige virkninger ved, men det er også fortsat tvivlsomt, hvorvidt det er virksomt, hvis det blot er tilsat. Mit ene øjebryn tager sig i hvert fald en elevatortur op i panden, når jeg ser dets E-nummer (E300) i kombination med det fine røde Øko-mærke. Økologi betyder fravær af giftstoffer og andre unødige, skadelige tilsætningsstoffer i fødevarer. Jeg hæfter mig ved, at rigtig mange bryggerier herhjemme undlader ascorbinsyren, uden at der går vildgær i øllet af den grund, og jeg ville nok foretrække, at man ved uddeling af Ø-mærket begyndte at fokusere lidt mere på ‘unødigt’ frem for kun giftstoffer og skadelige tilsætningsstoffer. Ascorbinsyren er – traditionel og formentlig uskadelig som den er – ikke desto mindre unødvendig, og den økologiske idé handler vel også om at gøre produkterne så simple som muligt, og fri for tilsætningsstoffer i det hele taget.

Et totalt fravær af tilsætningsstoffer betyder også, at man ikke engang behøver bekymre sig om en latent skadelighed. Det er økologi, når det er bedst.

Men indrømmet, ascorbinsyre er nok ikke det værste, der kan tilsættes (ikke ét ord om, hvad andre bryggerier tilsætter deres øl, og da slet ikke om Thisted Bryghus og den sulfit de tilsætter deres øl, på trods af, at Thisted Bryghus startede den økologiske bølge inden for ølbrygning her til lands) men man kunne godt ønske, at Hancock også gik lige meget op i alle former for renhed i brygningen.

Jeg stiller kæphesten fra mig, og skænker i stedet øllet. Nogle læsere vil bemærke, at det sker i et almindeligt glas, og ikke det fine Game-of-Thrones-møder-Lord-of-the-Rings-glas, jeg har brugt de sidste gange. Jeg vil ikke afsløre, hvornår jeg vælger at bruge det ene eller det andet – I læsere må selv komme med jeres bud – fx i kommentarfeltet, hvis I har lyst.

Det er en meget lys pilsner, næsten citrongul under et kridhvidt skum. Skummet falder ret hurtigt, men der er i det mindste meget af det, så man får lov at nyde det lidt alligevel. Duften skal man virkelig lede efter. Efter flere inhalationer mener jeg at kunne spore noget fjern syrlighed af lime, og bagom denne en svag, bitter humle.

Det svage duftindtryk viser sig i store træk at være et forvarsel for smagen. Omend det syrlige udebliver, heldigvis, så gør bitterheden ikke noget stort væsen af sig. Den er der da, bevares, og den er markant i sin bitterhed, men ledsages i for høj grad en en glat fornemmelse af et friskt vandløb. Ja, det er friskt – og tyndt. Lidt fylde formår brygget dog at mønstre, muligvis ved den let forhøjede alkoholprocent på 5,0, der faktisk giver brygget et let(sprittet) honningpræg.

Den svage karbonering på trods af den tilsatte kulsyre (der har vi den negligerede renhed igen,) gør sit til at brygget bliver endnu kedeligere. Det bliver fladt i stedet for at sprudle og er i forvejen for tyndt og vandigt. Man kan indrømme brygget lidt skjulte ansatser til noget interessant hist og pist, men overordnet har bryggeriet vist satset på det kedelige (og givetvis sikre), frem for det interessante.

Det er synd, når økologien i den grad bliver mainstream.
1-en-halv-stjerne

Platan Pilsener, Pivovar Platan

På niveau – og måske lidt mere …

Uha! Jeg er bagud. Efter den fine norske Imperial Stout i går prøvede jeg jo en øl mere, som jeg aldrig nåede at anmelde. Historien er den, at boligforeningen holdt ti års jubilæum med pølser og is ad libitum, og øl til en rimelig pris. Det var nu ikke ølteltet, jeg sigtede imod først, men derimod pølsevognen. Jeg havde spottet, at pølsemanden havde sin egen chili stående, og den skulle da prøves i en Fransk Hotdog med en frankfurter.

Det var en god chili. Flere forældre ved de hoppeborge, som var stillet op til børnene bad mig holde mig på afstand af frygt for at stikflammerne, der stod ud af mine hovedåbninger, skulle lade hoppeborgene antænde. Jeg hastede mod ølteltet før arrangementet skulle udvikle sig til en ufrivillig brandøvelse, og oven i det moderate fysiske pres, følelsen af at mit hoved langsomt og pinefuldt blev forkullet indefra gav, skulle jeg nu også forholde mig til et noget, lad os sige minimalistisk, salgsskilt.

Prisen var jo uanset hvad højst rimelig, men skiltet rejste jo uvægerligt spørgsmål om, hvad det mon egentlig var, man tyllede i sig? Jeg spurgte mig for, og fik det nødvendige at vide. En etiket og bryggerinavn blev det aldrig til, så jeg måtte ty til vores allesammens gamle ven google, og Black Bens Ølblog.

Øllet hjalp ikke på chilien, for det gør øl som bekendt ikke. Men den kunne smages på trods af den, og det er heller ikke så lidt endda. Men lad os starte, hvor vi altid starter – med det visuelle indtryk.

Det er en nydelig appelsinorange pilsner med overraskende cremet, kridhvidt og klæbende skum. Duft er der i en flammende kranie fuldt af chili ikke meget at komme efter, men en mulig forklaring derpå, er jo for så vidt allerede afgivet. Eller sagt på en anden måde, det er i det hele taget ikke meget, man kan mærke, når øre-næse-halsregionen står i lyse luer.

Men gennem chilien kunne den altså smages. Man hæfter sig ved fylden, at det ikke bare fungerer som en bittersød erstatning for vand, men også har noget flødeagtig mundfornemmelse at byde på. Humlen er overvejende sød – den danske forhandlers hjemmeside nævner Saaz, og samme udtryk husker jeg også fra Hancocks Høker Bajer. Der er lidt honning, og måske lidt hyldeblomst.

http://www.danmarksbilligstefadoel.dk
/Logo%20-%20Platan%20-%2050.jpg

Brygget kan dog ikke se sig fri for også at have lidt syrlig bismag, der ikke er helt integreret i Saaz-sødmen. Græs og lime blander sig, og ødelægger legen ind imellem. Men dog uden at det eskalerer i decideret mobberi.

Helt i skabet er det dog ikke, men alligevel mærkbart bedre, end hvad man ellers er vant fra industribryggernes side. Den danske forhandler gør meget ud af bryggeriets profil som ét, der ikke bruger industrimetoder, og i øvrigt holder sig til de fire gyldne ingredienser. Og det er jo også meget godt alt sammen.

Men norsk råolie lagret på cognacfade slår det sgu aldrig.

3-stjerner

Imperial Stout Cognac Barrel, Nøgne Ø

Lækker lakridslimonade …

Jeg fejrer grundlovsdag ved at hygge hjemme i familiens skød mens regnen siler ubønhørligt ned uden for, på og navnlig ind gennem de åbne vinduer. Jeg nåede heldigvis at  nyde det gode vejr med børnene på yndlingslegepladsen på Islands Brygge – og ja, jeg brugte det naturligvis som en dårlig undskyldning for at kigge inden for hos Toft Vin på Islands Brygge.

De har et fast udvalg af småspecielle standardøl – lidt Refsvindinge, Hancock og Ceres, som man ikke lige finder i alle supermarkeder. Det kom med, plus en enkelt øl, hvor jeg bare ville gå efter guldet – efter de 6 stjerner. For dem har der været alt for få af i år indtil videre. Der har faktisk ikke været nogen overhovedet, så nu måtte det være tid.

Jeg besluttede mig for den her. Med en Imperial Stout lagret på cognac-fade er risikoen for total fiasko sådan nogenlunde til at overskue. En hamper pris er samtidig ikke nogen garant, men alligevel dog et fingerpeg om bryggets kvalitet. Denne her kostede mægtige kr. 75,- for en kvart liter. Det er endda en smule dyrere end 666 Black Damnation, der kostede kr. 50,- for 180 ml. så vi har her at gøre med den dyreste øl, jeg nogensinde selv har købt. En bedre øl end hin hollandske er jeg dog klog nok til ikke at sætte næsen op efter. Hybris, once in a lifetime … den slags er reserveret til ganske særlige øjeblikke.

Betegnelsen stout lever brygget i farven ganske fint op til. Det er ganske aldeles natsort, men man hæfter sig ved en noget tynd viskositet. Skummet ligner kogende karamelmasse, men kan kun beundres ganske kort, da det falder lige så hurtigt som sodavandsskum. Ikke den fjerneste rest bliver tilbage – skumoplevelsen er flot – men kortere end hos selv nogle af de kedeligste standardpilsnere. Af samme grund nåede jeg ikke at få det med på billedet. Heldigvis har man da bryggets restgær, der i stedet klæber som en grumset film på glassets inderside, efterhånden som det nydes.

Duften er kraftigt branket med noter af især kaffe. Kaffe, der er blevet ristet for hårdt, og føles som aske i munden. Kaffe, jeg ikke ville bryde mig om – men som jeg har oplevet det før, så gør det ikke noget, når øl dufter af kaffe på en måde, jeg ellers ikke ville bryde mig om.

Og bryggets smag kunne man skrive en hel roman om. Det er i sandhed mangfoldigt og omfattende, og her vil jeg kun være i stand til at optrække nogle generelle linjer, så at jeg ikke bruger al den serverplads, bloggen har til rådighed. Overordnet hæfter jeg mig dog ved, at det primært er en bitter, brændt og krasbørstig stout, med indslag af kaffe, lakrids og – ikke overraskende i betragtning af lagringen – cognac. Der er ikke tale om en sød stout, sådan som føromtale småsataniske perle fra De Molen faktisk var.

Brygget får omgående én til at svede, og det er jo det, der mere end noget andet kendetegner rigtig godt øl. Kraft og fylde er lige i vinkel, og man glædes ved, at en relativt lang række af smagsindtryk – endvidere karamel og et fjernt indslag af vanille, alt sammen er overordentlig velintegreret i det stærke bryg. Man kunne anklage brygget for at være lige en tand for kontrolleret, og mangle den vildskab, man fx kan finde i De Molens 666-bryg, eller i Evil Twins Imperial IPA med det uudtalelige navn. Til gengæld har det en form for stoisk stolthed, et markant, velkontrolleret udtryk, en statue, en fast borg om man vil, der bare står der, og ikke kan andet. (Jeg må passe på med det mørke øl, når det sådan får mig til at citere *ydrk* Luther.)

Det er et nydebryg over en hals. Og man når at smage brygget ved flere temperaturer, hvis man ellers nyder det så langsomt som man bør. Den sidste småmudrede bundsjat gør ekstra godt, hvis man ellers kan lide kryddersnapse i stil med Gammel Dansk eller Nordsøolie. Jeg prøvede forleden én, der angiveligt skulle hedde “Old American Oil”. Det genererer ingen hits på google, så jeg husker nok forkert – men præcis sådan smagte den. Fuld af lakrids og smooth som fløjl gnedet mod kinesisk luksussilke.

I sandhed et lækkert bryg. Jeg tog mig netop i at hælde den stuetemperaturvarme bundsjat i munden – den der havde ligget og størknet i bunden af glasset. Den smagte også godt. Nuff said!

6-stjerner

 

 

 

Royal English Ale, Royal Unibrew

Man håber på overraskelsen …
 
Endnu et billigt standardkøb skal anmeldes. Nærværende dåseøl fås til et etcifret antal kroner i Irma. Designet afslører at det er et af Royal Unibrews standardprodukter, men muligvis kun i de finere supermarkeder, da produktet fx ikke kan fås i Netto eller Fakta.
Standardprodukt eller ej. Prøves skal det, fordi det er der (mit credo). Desuden har Royal Unibrews – skal vi sige lidt alternative produkter overrasket før. Så uden de store forventninger om et exceptionelt bryg, lever håbet da i hvert fald om noget, der ikke er helt uinteressant.
Flot ser det da også ud. Ret mørkt, rødbrunt og ved gennemlysning rødt, men højt, cremet og nogenlunde holdbart off-white til lystbrunt skum, der senere viser sig også at kunne klæbe lidt. Bouquet er ved åbning ganske kraftig, og sender en sky af mørke maltnoter mod næsen, en blanding af karamel og chokolade. Efter skænkning holder brygget desværre igen på den ellers lovende olfaktoriske indledning. Sødmen kan stadig spores, men er nu mere syrlig med karakter af svesker.
Ligesom med duften fyldes munden initialt af en ganske vældig maltaroma. Sveskerne går igen som det mest dominerende tema, men flankeres af andre søde noter af karamel og chokolade. Man savner bitterheden et stykke tid, men glædes så ved et let, men nogenlunde markant indslag af kaffe i eftersmagen.
Kvalitativt er brygget således ret godt med, idet det byder på flere velbehagelige og indbyrdes komplimenterende smagsnuancer. Brygget er aldrig i fare for at ryge i vasken, en smule interesse formår det faktisk også at vække, men overraskelsen udebliver.
For kvantitativt har det alt for lidt at byde på – bortset fra vand. Som alternativ til vand (og – indrømmet – andre kedelige og ligegyldige standardbryg (herunder Royal Unibrews egne)) er det da bestemt mere interessant, men smager stadig for meget af det. Den interessante smag er der, men der er slet slet ikke nok af den. Bryggets ringe fylde får det også til at føles hult i munden.
Det skal retfærdigvis siges, at fylden bliver bedre, hvis brygget får temperatur. Og selvom overraskelsen udebliver, er skuffelsen helt klart til at bære.
2-stjerner

Goa Goa, De Jyske Bryghuse

Øv, ingen tæsk …
 
Maj måned var begivenhedsrig her på bloggen. Det skyldtes naturligvis Kvicklys Ølfestivalg, hvor Kvickly som bekendt var så søde at kaste hele serien af øl i nakken på mig, så de kunne anmeldes på bloggen. Og det sender jeg dem selvfølgelig gerne endnu en tak for – ikke mindst fordi det faktisk blev måneden med næstflest hits nogensinde. Uopnålige fem hits mere og måneden ville have tangeret den hidtidige rekord fra november 2013, hvor den famøse Bryggeri Skovlyst-gate rullede. Åbenbart genererer afsløringer af lusket markedsføring flere hits, end store supermarkeders ølevents. Det kan man jo godt tænke lidt over …
Mit bud på en vinder var som bekendt Fur Bryghus’ amerikansk-inspirerede pale ale. Dagens øl er også amerikansk inspireret – det fremgår af bagetiketten, at der er brugt seks forskellige amerikanske humlesorter (gad vidst om ikke Cascade er iblandt dem), men der er tilføjet et ‘I’ før Pale Ale, og det skal få en kommentar med på vejen lidt senere. Sidst jeg anmeldte en IPA, faldt det åbenbart en læser for brystet. Det kan man se på min facebook-side. Redhooks Long Hammer IPA går åbenbart for at være noget værre noget i ølkenderkredse. Det skal dog ikke holde mig fra at sige min ærlige mening om øllet. Jeg kunne rigtig godt lide den, og jeg vil opfordre læsere, der er blevet fortørnet over min begejstring til at mildne deres forstemmelse ved tanken om, at de da på ingen måde er forpligtet til at kunne lide det samme øl som jeg, blot fordi de læser bloggen. Desuden betyder forskellene i synspunkter jo blot, at der er mere Long Hammer IPA til mig, og mere af alt andet øl i hele verden til dem.
Såvidt reaktionerne på sidste IPA-anmeldelse. IPA står, som de fleste vil vide for “India Pale Ale”. De Jyske Bryghuse laver den klassiske fejl, og kalder den “Indian (sic) Pal Ale” i stedet. Jeg skal ikke pege unødigt mange fingre ad dem, idet jeg selv har været skyldig i fejlen for nogle år siden, og samme fejl begik Ørbæk også sidenhen. Ingen – selv ikke de bedste (dermed mener jeg i al beskedenhed naturligvis mig selv) – er fuldkomne, men påpeges skal det da, så læserne vil vide, hvad det rigtig hedder.
Allerede ved skænkning mærker man både klassiske IPA-træk og klassiske amerikanske træk. Bouqueten præges af skarp humle med en velkendt IPA-duft af hyldeblomst og roser, samt Cascade-humlens karakteristiske duft af bergamotolie (slikmundene vil kende aromaen fra alteabolsjer). Skummet er ikke voldsomt højt, men til gengæld ganske formbart, og holder en fin gylden lød over det appelsinorange, filtrerede bryg (og jeg glemte i farten at fotografere brygget – beklager mange gange …)
Den indledende smag er gennemtrængende, men overraskende sød i betragtning af, at det er en IPA. Det er knap så overraskende i betragtning af den meget søde bouquet. Det er dog langt fra altid, at bouquet og aroma følges ad, så lidt overraskende er det alligevel. Alteabolsjerne er i front med andre ledsagende søde noter som rejsekammerater. Der er de kraftige af overmodne clementiner og de svagere af hyldeblomst. Begge giver brygget både nuancer og fylde. Dertil kommer et bittersyrligt element af ananaskirsebær. Det er indtil videre fire forskellige smage, der ikke hele tiden blander sig lige godt – især elementet af bløde, overmodne clementiner truer med at få brygget til at tippe.
Og først senere kommer humlebomben – endelig. En ganske intens aroma af grannåle fylder mund, svælg og gane, men det sker først efter at brygget har passeret drøbelen. Brygget har dermed afgjort IPA’ens kraft og vælde, men er utraditionel i sin sødme, og sin vigende – eller i hvert fald forsinkede bitterhed.
Jeg forventer tæsk til smagsløgene, når jeg får en IPA. Jeg forventer Sigmund Freud i hans sene forfatterskab. Jeg forventer Mogens Camre i diskussion med Fatih Alev. Jeg forventer Bertel Haarder under et forsinket interview, hvor han i familiens skød skulle have haft risengrød. Altså ordentlig og voldsom bitterhed.
Her er lidt for meget sødme til, at jeg er tilfreds med den her øl som IPA. Der mangler nogle tæsk …
Men bare som øl, må jeg jo erkende, at det både er nuanceret, karakterfuldt, interessant … og så smager det jo endnu engang bare rigtig godt.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme