Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2014

Columbus Ale, Raasted Bryghus

Virker også i små slurke …

Raasted har lanceret et par øl, der har en bestemt humle som tema. Der er denne, Columbus Ale, og Cascade IPA, der åbenbart ikke forhandles på Sjælland [indsæt diverse gloser, der udtrykker frådende raseri her]. En Cascade IPA – bare tanken. Bare sammensætningen af ét humlenavn og én forkortelse, og jeg er solgt på stedet. Uden gas – jeg giver dælme en rigtig god øl til den, der kan skaffe mig en Cascade IPA fra Raasted. Hold nu dette løfte imod mig!

Men den kan som sagt ikke fås her på kontinentet. Det privelegium er åbenbart tilfaldet beboerne på den nærliggende inferiøre euroasiske holm. Så jeg må i første omgang nøjes med Columbus Ale, en overgæret øl, brygget på den ligeledes amerikanske humle af samme navn. Af etiketten fremgår det, at “… bitterheden er helt fremme, men samtidig afrundet blød og tilpas blomstret til at det er en øl, der kan drikkes i store slurke.” Og skulle det nu være positivt? Jeg foretrækker helt klart øl, som kan drikkes i små slurke – så hver en milliliter rigtig kan nydes så meget, at man på skrift kun kan udtrykke det med kursiv.

Visuelt er oplevelsen i hvert fald mere end godkendt. Brygget er virkelig flot rødorange (så jeg formoder, der må være tale om en red ale), og skummet er i en klasse for sig. Tættere end stoffet i et middelsvært sort hul, højere end Eiffeltårnet og holdbart som romersk beton. Det undrer ikke, at man aldrig får alt skummet med – det holder standhaftigt fast i glassets inderside, og vil bare ikke med ind i munden sammen med resten af brygget.

At jeg måske misser chancen for at prøve Raasteds Cascade IPA kompenseres der en anelse for allerede i duften. Enten minder de to humletyper meget om hinanden, eller der er også tilsat en knivspids Cascade til urten – måske endda mere. Den skarpe, kraftige og alligevel blomstersøde bouquet vækker genkendelsens glæde.

Aromaen er også skarpthumlet, stikkende bitter, og alligevel rund og blomstersød. Brygget brænder faktisk ligefrem på tungen, og giver indtryk af ingefær. Kraften medieres og afstemmes med ledsagende noter af hyldeblomst og især roser i fylden. Bitterheden tager over i eftersmagen og river løs, godt hjulpet af et måske lidt for markant gærindslag.

Gæren vil gerne lege lidt for vildt, så humlen ind imellem falder, slår sig og begynder at græde. Men det er heldigvis ikke med vilje, og gæren lover bagefter at tage det lidt mere roligt, så det ikke går galt igen. Der er hele brygget igennem god leg med smagsløgene, i hver lille mundfuld.

Man kan nemlig, i modsætning til, hvad bryggeriet halvvejs vildledende anbefaler, sagtens få en masse ud af brygget ved at drikke det i små slurke. Det har jeg i hvert fald gjort, og derved ikke bare vederkvæget min tørst, men også min indre anarkist.
4-en-halv-stjerne

Enkens Anden Lyst, Refsvindinge

En mejer?

Vi er nået til den anden edderkoppeøl fra Refsvindinge. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg ikke forstår konceptet. Den sorte enke er formentlig verdens farligste edderkop, og inspirerer til stærke, skræmmende og sprælske oplevelser. I stedet får man stille, spagfærdige og spinkle bryg, der i kraft af den dunkle markedsføring skuffer dobbelt. Brygget er kedeligt, mens etiketterne lover noget skræmmende og uhyggeligt. Hvis der overhovedet er noget skræmmende eller uhyggeligt over Refsvindinges edderkoppeøl, er det da netop deres ligegyldighed.

Så længe dagens bryg er i flasken formår det dog at give et tilnærmelsesvis godt visuelt indtryk. Der forefindes store flager af restgær i bunden af flasken, så der i det mindste er noget for øjnene. Gæren opløses dog fuldstændig ved skænkning, og koncentrationen af grums viser sig alligevel at være for svag til at gøre brygget uigennemsigtigt. Det er højst lettåget, og i øvrigt alt for traditionelt korngult. Selvom hvede indgår i recepten, og normalt er garant for en tæt flødeoplevelse, har man sjældent set spinklere skum. Duften generer ikke, men aer blidt med fimrehårene. Man aner en sød appelsinnote, der hidrører fra den tilsatte pomerans, mens den ligeledes tilsatte timian ikke umiddelbart kan spores. Ligesom humlen ikke kan spores – eller malten for en sags skyld. Vandet er til gengæld ganske fremtrædende.

Det gælder også i smagen. Vandet udgør bryggets basis, skaft og kapitæl, men uden volutter eller anden ornamentering. Det er helt klart vand det meste. Indrømmet, der er et lille stik hist og pist af syrlig, men forfriskende, grape med et sødt strøg af appelsin, men vellysten derved skæmmes af en for præsent bismag af gær.

På den anden side er det gæren, der afslører, at det faktisk er en øl man sidder med. Det kunne man ellers godt være i tvivl om. Men brygget er alt for tynd, vandigt, ufyldigt og byder alt for lidt smag. Og den smule velsmag, der trods alt er, er lidet ølagtig og nivelleres af et for anmassende element af gær.

Hvis dette skulle være en edderkoppeøl, så må det – at dømme fra den tynde og spinkle karakter – være en mejer.

1-stjerne

Old Gambrinus Beer Light, Hancock

Lys overraskelse …

Nå, det gik vist lidt hurtigt. Da dagens øl skulle prøves glemte jeg helt at fotografere det i glasset, og jeg glemte også at sniffe til det. Men heldigvis er det også et dejligt simpelt bryg, der anmeldes. Så det går nok endda.

Forventningerne var ellers ikke ligefrem i top. Ganske vist formåede bryggets mørkere bror at gøre et godt indtryk, dernede på Café Biksen i HF Sundbyvester for trekvart års tid siden. Men jeg har oplevet flere gange, at en god øls pendant – om den er mørk eller lys er underordnet – bare ikke klarer cuttet, og viser sig væsentlig kedeligere end originalen.

Og visuelt gør brygget da også væsentlig mindre væsen af sig end det mørke bryg med det vilde skum. Om man lod brygget fosse lodret ud af flasken som penge ud af statskassen i halvfemserne (iflg. den tids sekundære oppositionsleder) ville brygget kun generere lidet og hastigt faldende skum. Billigt sodavand har mere standhaftigt skum. Man ville samtidig kunne indvende, at brygget også bare ligner traditionel, kedelig dansk standardpilsner, mens kenderen vil bemærke, at det trods alt står et par toner mørkere, og på en måde mere uigennemsigtigt, omend brygget er filtreret. Det er også lidt som om brygget lige er en tand tykkere end vand, og kun modvilligt lader sig skvulpe rundt i glasset.

Smagen er præget af de 9,6% alkohol, og det er kun på den fede måde. Kraftig, men alligeel subtil fylde af portvin er perfekt afstemt med sødme af honning, og et krydret indslag af fennikel. Hvor stor en rolle humlen egentlig spiller i kompositionen er jeg oprigtigt i tvivl om – ikke meget vurderer jeg, omend den nok er med til at levere indtrykket af fennikel.

Det er faktisk alkoholen, der klarer det meste. Og det er imponerende at sprit nok til at gøre en enkelt stærkere som hele to pilsnere, faktisk kan levere en så fyldig og mangfoldig smagsoplevelse. Men masser af sprit betyder altså ikke nødvendigvis kedeligt øl. Så har man set det med.
4-stjerner

Den Sorte Enke, Refsvindinge

En venlig korsedderkop …
Bryggeriet Refsvindinge har mange specialøl på programmet. Faktisk er jeg ikke sikker på, at de overhovedet har en regulær pilsner eller en classic. Til gengæld kan jeg ved granskning af de øl, jeg indtil videre har prøvet fra dem konstatere, at specialøl til trods, har de endnu til gode at score en karakter over middel.
Og en øl opkaldt efter en af verdens giftigste edderkopper kan da også fange en gammel entomofils interesse. Jeg har selv engang haft en fugleedderkop som hobbydyr, og generelt finder jeg alle kryb overordentlig interessante (med undtagelse af hvepse og myg som jeg slår ihjel med en blodtemperatur på ikke over 100 Kelvin). Vi har ganske vist at gøre med en arachnid, der er lige så fjernt fra fugleedderkopper, som træspidsmus er fra bjerggorillaer, men det er jo kryb altsammen – so more the fun!
Brygget er iblandet antioxidant og stjerneanis, og så er det sædvanlige spørgsmål, om øllets præg domineres af de tilsatte fremmedelementer, eller om det på forunderligvis integreres i brygget, og tildeler det en ekstra dimension. Oftest ser man desværre, at det blot kommer til at smage af tilsætningen, og alt for lidt af øl.
Det er da også især det tilsatte krydderi, man mærker i duften. Det dufter af sød lakrids, jeg tænker især Blue Jeans-pastiller og fennikelfrø med sukkerovertræk. Visuelt kunne brygget også minde lidt om lakrids. Det er ganske mørkt (omend filtreret) og med højt boblende lystbrunt skum, der dog ikke efterlader sig nogen spor på glassets sider under konsumption.
Man skuffes omgående af bryggets manglende fylde, samtidig med at nærværende blogger da også kan mønstre lidt glæde ved smagen af … … … Anis! Sørme! Der er faktisk lidt Kongen af Danmark over det – lidt, altså. For selv smagen af anis er vigende i forhold til et dominerende element af danskvand. En bund, der mærkes nogenlunde bagest ved gummerne og mandlerne afslører, at der trods alt er brugt lidt humle i blandingsprocessen. Humlen hjælpes på vej af anisen, og her mærker man måske det eneste punkt, hvor bryg og tilsætning arbejder ordentligt sammen.
Heldigvis kan jeg godt lide anis, og brygget slaphed til trods, varmer krydderiet faktisk lidt i bryst og gane, så hele oplevelsen ikke bliver slap og ligegyldig. Til gengæld er jeg med tiden blevet mere og mere skeptisk over for hvedeøl, der i det hele taget har svært ved at komme ordentlig op i vurderingerne. Det er, øltypen taget i betragtning, ikke så mærkeligt, at det hele er lidt tyndbenet, og anisstjernen ville have pyntet langt mere i en stout eller måske endda en IPA.
Den farlige og giftige sorte enke viser sig blot at være en venlig og uskadelig korsedderkop.
2-en-halv-stjerne

Desperate Carslberg

Køerne var ikke lange i Sundby Idrætspark foran
Carlsbergs stand, hvor de uddelte smagsprøver fra den
efterhånden bedagede Nordic-serie.

Jeg giver dem max ét år …

I dag var jeg til Fremad Amagers sidste kamp i sæsonen, en hjemmekamp mod Nykøbing Falster, som Fremad vandt 4-3. Og andet godt var der stort set ikke at sige om kampen.

Interessant for mig som ølskribent var det til gengæld, at Carlsberg havde mokket en bod op, hvorfra de gav gratis ‘smags’prøver på deres relativt nye alkoholsvage Nordic–produkter. Når jeg ser en producent dele gratis eksemplarer af deres produkter ud – lige meget hvad det er, om det kan indtages peroralt eller ej – så kommer jeg til at tænke på en af Coca-Colas kampagner for vel et årtis tid siden eller så. Jeg har fortalt historien på bloggen her før, men da jeg ikke kan huske hvornår, kan jeg lige så godt fortælle historien igen.

Jeg var med en kammerat ude ved det nye havnebad på Islands Brygge, og på et tidspunkt kom en vogn læsset med letpåklædte unge og overdimensionerede højtalere, der spillede overgearet metervarepop og et stort Coca-Cola-logo påtrykt siden trillende. Fra vognen blev de dengang nye Coca-Cola light med citron langet ud. Jeg tog én tår, og det var den eneste gang, jeg smagte den. Mundsmagen blev omgående spyttet ud, og resten af dåsens indhold fulgte trop ned i græsset.

Det er ikke et af mine stolteste øjeblikke. Det, der var i dåsen, var garanteret miljøskadeligt i et eller andet omfang, og burde være bortskaffet på mere forsvarlig vis via kommunens tekniske forvaltning eller lignende, frem for at ende i byens i forvejen truede grundvand. Det smagte lidt, som jeg forestiller mig stærke rengøringsmidler tilsat organiske opløsningsmidler smager – og tilsat citron. Der går mange historier om, at opgangene i DDR lugtede på en ganske bestemt måde, fordi der kun var ét rengøringsmiddel på markedet, der netop var tilsat citron, og om Colaen her smagte sådan, skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kørte gennem DDR på vej til Tjekkoslovakiet på bagsædet af mine forældres Opel Rekord Stationcar dengang i ’82. Vi var ikke inde i nogen opgange, men så til gengæld mange kilometer motorvej af beton. Men jeg forestiller mig, at lugten må have mindet en del om smagen på Coca-Cola light citrus-produktet.

Coca-Cola-produktet blev ikke på markedet særlig længe, og min teori er, at reklamefremstødet blev sat i værk, fordi Coca-Cola allerede fra start havde svært ved at afsætte deres sæbeprodukt, der til sidst måtte lide en stille død.

Min teori er nu den, at når producenter begynder at lange gratis eksemplarer af deres produkter ud i markedsføringsøjemed, så er den ved at være gal. Afsætningskrisen for Carlsberg og deres alkoholfattige sjask er med stor sandsynlighed en realitet. Og i betragtning af, at Nordic-sprøjtet efterhånden har været på markedet i et halvt år eller deromkring, og at man så sent tager den slags desperate markedsføringsmetoder i brug, kunne man blive fristet til at tro, at krisen er akut. Tilfældigvis ved jeg fra min bloggerkollega Jesper, at Carlsberg lavede samme fremstød under VM i halvmarathon, så akutheden har vel været under opsejling længe.

Og så må jeg sluttelig erklære mig i total vildrede over Carlsbergs valg af venue for deres reklamefremstød. (Næsten) alkoholfri øl? Til en fodboldkamp? Og så endda i Sundby Idrætspark? Hjemmebane for Fremad Amager?

Hvad tror de selv?

Det er omtrent et lige så logisk venue som den nye Moske er for et reklamefremstød fra Danske Svineproducenter. I forvejen står det klart, at Nordic-serien aldrig vil overleve på sin kvalitet alene. Det kræver noget kvalitet, for at det skal kunne lade sig gøre. Bryggenes overlevelse er derfor 100% afhængig af, at Carlsberg kan markedsføre folk til at tro, at Nordic-sprøjtet er værd at spilde sine surt optjente lønkroner på.

Og når marketingafdelingen viser sig så inkompetent i valg af målgruppe, så giver jeg produktet en maxlevetid endnu på ét år.

Bukkejagt, Raasted Bryghus

Blidt Bambibryg …

Der lægges ikke noget aftrækkerfingre imellem i Raasted Bryghus‘ anprisning af deres ‘Bukkejagt’. Dansk malt, sydtysk perlehumle, fylde, sødme, karamel og jeg-skal-komme-efter-dig. Og det passer jo også godt ind i jagttemaet. Påstanden er, at den skulle være god til mørkt dyrekød – altså vildt, noget over i hjort/rådyr/dådyr/elg-genren. Ret beset er alt kød man spiser, jo et eller andet form for dyr, og hvorfor lige netop disse dyr, egner sig mere som dyr end andre, har altid undret mig.

Vel, dyrekød er noget med en masse krydderier, og tunge, svært mættende anretninger, hvortil mørkt øl ganske afgjort ville være passende. Nærværende bryg kvalificerer sig da også ved holde en lød, der er mærkbart mørkere end lyse mexicanske pilsnere eller hvis man skulle tage noget mere interessant – amerikanske IPA‘er. Faktisk er det ret mørkt, og tilmed ufiltreret, mens skummet må ærgre ved sin råhvide kulør. En vis aroma i bouqueten byder brygget da også på. Men dyrekrydderierne lader vente på sig. Malten dominerer med duft af kaffe, karamel og en smule røg. Men røg passer jo også til dyr – så helt ved siden af er det ikke.

I smagen dominerer kaffen, flankeret af fyldig kandis. Tager man store tåre, kan man også endelig presse nogle krydrede noter af enebær og rosmarin frem. Men det kræver altså et betragteligt kvantum for bare en lille krydderoplevelse, og at skylle brygget ned i det nødvendige tempo, er trods alt synd.

Trods alt – for vandelementet fylder også meget – for meget, men så alligevel ikke så meget, at brygget ligefrem må betegnes et bællebryg. Dertil smager det alligevel af mere, og jo egentlig også godt. Kaffe og karamel er jo slet ikke værst. Men den fyldige, cremede, krydrede og kilotunge oplevelse, der ville klæde kød af krondyr er der kun alt for svage antydninger af. Måske kunne det lige bruges til en letristet Bambi, men med blot en grillet Stampe oven i, ville brygget allerede føles for tyndt.
3-en-halv-stjerne

Black Hancock Lager, Hancock

Mørkere, men næppe bedre …

Jeg har følt noget trang til at ryste den fæle oplevelse fra i går af. Ganske vist nyder jeg samme sadistiske fornøjelse ved at skrive dårlige anmeldelser, som Thomas Treo på Ekstra Bladet. Faktisk er han mit store anmelderforbillede (there, I said it!), men lidelsen ved at skulle drikke det fæle stads er vel næppe heller mindre end at skulle tage med til hele to One Direction-koncerter to aftener i træk. Så det er ikke skæg og ballade hele tiden, og med alt det dårlige øl, der er i omløb er det ikke underligt, at jeg selv bliver lidt bitter engang imellem.

Og det er ikke den liflige bitterhed af Saazhumle, jeg tænker på. Men det får være. Saaz er jo Hancock-bryggeriets foretrukne humle, og ligesom deres Høker Bajer, er denne øl også krydret dermed. Ellers oplyses det på bagetiketten, at denne skulle være mere fyldig i smagen, da der er brugt lagermalt. Det er næppe at overfortolke og konkludere for vidt at hævde, at nærværende øl er tænkt som en mørkere udgave Høkeren.

Det er nu mest humlen, man mærker i duften. Den ledsages dog af mere brankede noter og en smule karamel, som jeg ikke husker at have oplevet i Høkeren. Visuelt er oplevelsen dog en væsentlig anden. Brygget er nydeligt mørkebrunt med off-white skum, der ikke falder for hurtigt.

Humlen prikker løs på tungen med en frisk træbitterhed, der også formår at levere lidt tyngde, og som ender med at brænde i brystet. Maltelementet er ganske afgjort fremtrædende med en blødgørende, letsød karamelnote, der nok formår at slå brygget ind på en lidt anden kurs end høkeren. Men uanset hvilken båd man er i – Høker eller Black – kan man stadig vinke til hinanden længe efter at man har valgt hver sin retning.

Umiddelbart husker jeg faktisk høkeren som både kraftigere og mere fyldig, og denne øl slår mig ikke umiddelbart som nogen større oplevelse. Men det kan jo skyldes, at Høkerens smag ikke længere vækker nyhedens begejstring hos mig, og derfor heller ikke gør det ved denne, dens mørke broder. Godkendt og velsmagende forbliver den dog, og især eftersmagen skal have rosende ord med på vejen. Alene eftersmagens langtrukkenhed imponerer, og så er det jo kun en ekstra bonus, at man kan mærke maltens småsøde fylde og humlens bitre sprødhed og vægt lige så længe.
3-en-halv-stjerne

Bering Bryg Havskum, Ceres

… rimer på ‘Afskum’.

*Ydrk* jeg prøver stadig i skrivende stund at kæmpe mig igennem det med garanti fæleste bryg, jeg har prøvet i år. Jeg troede ellers årets første bryg også skulle blive det ringeste, men her fandt det sin overmand.

Men okay – hvis det skal være dén mand, man overmandes af – og det kræver sin mand at overmande fælheden af Ørbæks eddikesure sæbebryg, så er det ikke en skam, når manden er Vitus Bering, den vidt berømmede opdragelsesrejsende fra Horsens. Brygget er brygget i anledning af 300-året for hans dåb. Åbenbart kender man ikke hans præcise fødselsdag. Ud over at være kendt for at kortlægge det umanerligt kolde og barske farvand mellem Alaska og Kamchatka, er han også kendt for at have lidt af fæl migræne. Og … (undskyld, jeg skulle lige hælde det sidste ud i vasken) … ud over at producere noget, der smager lige så grimt som (omend indrømmet ikke på samme måde som) havvandet omkring Alaska, så har Ceres/Royal Unibrew også valgt at lave noget, der nødvendigvis må være noget nær migrænefremkaldende, om man blot kommer for skade at drikke en lille smule.

For lige at gøre havet omkring Alaska færdigt – dengang var havet nok ikke så forurenet som i dag. Alligevel skorter det godt nok ikke på obskure tilsætninger i brygget, der vel nok skal symbolisere vore dages havskums generelle tilstand. Majs, glucosesirup, byg, ammoniseret karamel (E150), citronsyre og aroma – det er på sin vis ganske nutildags, omend det ikke rigtig er det på den fede måde.

Farvestoffet giver i øvrigt brygget en ganske flot mørk teint med cremet off-white skum, der endda formår at klæbe en anelse. Allerede lugten varsler ilde. Brygget emmer af nogle særlige små syntetisksmagende porøse bolsjer i strålende farver, som man kunne købe billigt i Tyskland i firserne. Det er blandt andet citronsyren, man mærker, og det var faktisk lidt af en aha-oplevelse at læse deklarationen, og opdage netop dét tilsætningsstof, for det står centralt i bryggets modbydelighed.

Mit første smagsindtryk af brygget var … underligt. Det er meget syntetisk i sin smag – henad hermesetaspastiller, man lader opløse på tungen. Hermesetaspastillerne breder sig langs gummeranden, og afløses ved bagtungen af en bitterhed, der trods alt afslører, at der ikke kun er tilsætningsstoffer, men også øl i brygget. Det er en upoleret og tæt på harsk bitterhed, der heller ikke gør noget godt, men heldigvis giver brygget ikke megen eftersmag, så man ikke er plaget af harskheden længe efter at brygget har passeret svælget.

Lidt flere modstræbende nip, og det går endelig op for mig. Sødmen minder i forbløffende grad om smagen af gamle, gule citronsodavand fra 80’erne. Det er selvfølgelig citronsyren igen. Om ikke andet kan dette bryg da fremkalde samme sødligt-vamle smagsoplevelse, og det endda helt uden risiko for tartrazinforgiftning. Man skal blot spytte brygget ud, før det når mandlerne og bliver harskt.

Den gode Vitus roterer vist i graven, og det nok ikke uden migræne.
0-stjerner

Mort Subite Kriek, Mort Subite

Jeg kan ikke gøre for det …

… men jeg elsker simpelt hen det stads. Rødt som det blandede saftevand fra karton vi tyllede i os i firserne. Sødt som kun kirsebær er søde – på den der vidunderligt lækre måde, der senere giver kvalme så slem som Jack Nicholsons i “The Witches of Eastwick” … Man kan med rimelighed indvende, at det ikke er særlig ølagtigt, men det er nu altså brygget på spontantgæret malt (byg- og hvede-) og humle i en vandig opløsning, så der er altså tale om øl, selvom det siden er smagt til med kirsebær og hyldebær (det med hyldebær vidste jeg godt nok ikke i forvejen).

Jeg prøvede for første gang dette bryg tilbage i … 2001 må det vel have været? Jeg var for første gang i Belgien med mit sækkepibeorkester. Hvert år afholdes der ved Tongeren lidt nord for Liège et større arrangement, ‘Skotsk Weekend’, for sækkepibeorkestre og andre Highland-nørder fra hele Europa. Jeg husker stadig min overraskelse over det vide udvalg i øl og alle de nye typer, jeg skulle lære at kende. Jeg husker også mit første møde med ‘kirsebærøllene’, som jeg kaldte dem dengang, og at jeg blev afsindigt fuld af dem, og noterede mig, at de heller ikke smagte værst, når man smagte dem igen i varm tilstand ud på natten.

Uanset mine første oplevelser har den altid været et must, når jeg var i Belgien sidenhen. Nu er det vel 5 år siden, jeg har været der sidst, så det er på høje tid, at jeg får den prøvet igen. Skulle man være i tvivl, kan jeg nu bekræfte, at denne øl er den længe ventede, som jeg løb Toft Vin på dørene for at få fat i hele ugen. Så nu er de fri for mig for en tid, og spændingen er omsider udløst hos læserne.

Ved åbning, som i øvrigt er svært, grundet en meget stram champagneprop, stiger duften velkendt op fra flaske og glas. Det er kraftigt sødt af kirsebær, men også præget af en vinøs krop, jeg ikke husker fra tidligere. Skænkning tager lidt tid, for det prinsessepink skum over det saftrøde bryg er endog overordentligt fast og holdbart. Toppen af skummet antager form af en smølfehue, der forbliver fuldkommen intakt, selvom skumstrukturen under den lige så langsomt synker sammen. Skummet forbliver præsent under hele smagsprocessen, idet det sætter lange, fedtede … ikke gardiner, snarere gobeliner, på indersiden af glasset.

Brygget smager til gengæld væsentlig syrligere, end jeg husker det. Og flaskens form og prop er heller ikke det eneste, brygget har til fælles med champagne, idet det er meget kraftigt karboneret og bruser aldrig så lifligt. Det er pragtfuldt på en varm sommerdag som i dag. Kirsebærrene er præsente, men gemt meget mere væk, end jeg husker, ligesom jeg heller ikke husker, at man faktisk mærker humlen så meget som man gør. Humlen er blank og glat, og lægger sig langs gummernes sider, og masserer blidt mandlerne i eftersmagen. Så øl er der, på trods af iblandede bær, også i aromatisk form tale om.

De søde kirsebær kilder tungens sider og ganen, mens tungefladen angribes brutalt af syrligheden. Et angreb af sprudlende friskhed, der dog ikke giver megen plads til andre smagsindtryk dér eller i mundhulen. Jeg må indrømme, at jeg husker krisebærrene som mere præsente, og meget sødere. De skænkede én midlertidig paradisisk sødme og fylde, der som antydet ikke varede ved, men godt kunne slå over i kvalme efter de første 3-4 glas. Ulig Guinness, hvor jeg i hvert fald skal op på 5-6 før det bliver for meget.

Og mens jeg skribler noter løs i min snart fyldte notesbog stiger bryggets temperatur en anelse, og så begynder kirsebærrene endelig også at træde frem. Nok er brygget rart på en varm sommerdag, men tillad det alligevel at stige nogle grader over køleskabstemperatur før det skænkes. Så kommer fylden også, og munden fyldes af kirsebærrenes sødme.

Under hele seancen slås kirsebærrene med humlen frem for, at de to integreres ordentligt i hinanden. Det er med til at give smageren én på opleveren, selvom det også ærgrer nærværende smager en smule, at de to elementer ikke er ordentligt i balance, og at brygget derfor samlet set kommer til at fremstå for meget som en blanding.

Det var måske ikke helt så fantastisk, som jeg huskede det, men det var nu mere end godt nok alligevel.

5-stjerner

Pokal Pilsner, Vestfyen

Køb din festøl i Brugsen

Vestfyen brygger denne øl på kontrakt for COOP. Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise. Om det bliver mig, der besvarer spørgsmålet, må vi se, om jeg orker til den tid. Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …

Som ventet er denne øl lysere end sin klassiske bror. Korngul under hvidt, knitrende og tilsvarende hastigt faldende skum er den. Duften er meget svag. Man mærker kun vand ved åbning af emballagen, og den skal skænkes relativt voldeligt for at aftvinge den en mærkbar bouquet. Denne er forventligt svag med søde, sirupagtige malt- og kornnoter.

Det er også især det søde, der går igen i smagen. Korn og malt dominerer, og giver samme indtryk af lys sirup som i duften. Dertil kommer et stærkt indslag af vand, som man så ofte ser ved masseproduceret industriøl. Industriøllets tendens til metalliske bismage og manglende afstemthed i bitterheden mærker man til gengæld ikke. Der er selvfølgelig heller ikke megen bitterhed at komme efter, men den der findes, gør ingen skade. Dybt nede på bunden af det afgrundsdybe hav finder man humlenbitterheden som en vildfaren vandplante i eftersmagen. Alene på grund af sin svaghed forekommer den i øvrigt velintegreret i bryggets vandet-søde karakter.

Og så slog det mig! I smag og karakter minder det jo ganske meget om det, bryggerierne i årevis har forsøgt at skabe: Øl, der ikke smager af øl. Øl, der i endnu højere grad end de gængse standardprodukter er fri for karakter, og kun venligt berører ganen før det glider ned i halsen med almindelig fuldskab til følge. Sød, tynd med reduceret bitterhed? Det er jo ren og skær festøl! Cult havde slet ikke behøvet floppe med Kay-Sar, supermarkederne havde ikke behøvet importere i dyre domme fra Mexico og Thailand, endsige behøvede herboende individer da rejse den halve jordklode rundt efter øl, der smagte på den måde. For de har jo hele tiden været der! Lige for næsen af os – vær så god. Det perfekte festøl, og så endda til en billig penge. Det fancy festøl, der ikke er et hak bedre giver man både 2 og 3 gange så mange penge for.

Men husk at drikke det hurtigt. For hvis det får temperatur, begynder det at smage – og det er ikke af noget godt. Det er en dårlig vane, man hurtigt får, når man blogger om øl, at man nyder det, og giver sig tid. Her med en blanding af metal og sæbe som resultat, der heldigvis ikke er kraftigere, end at nedskylning af det sidste bryg, højest kan betragtes som moderat fysisk pres.

Jeg har noget større forventninger til den sending, jeg i sidste indlæg indledningsvis nævnte. Den er hentet hjem, og venter nu i køleskabet, så forbliv indstillet.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme