Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: maj 2014

Old Danish Beer, Ørbæk/Dansk Mjød

Næsten for tung – men også kun næsten

Da jeg forleden var forbi Nationalmuseet for at hente Egtvedpigens Bryg, havde de også denne øl stående. Og så kunne jeg jo lige så godt, nu jeg alligevel var der og alt det der. Som læseren måske allerede har bemærket, er der tale om en selskabsøl – oven i købet på 10,1%, så der var i den grad brug for hjælp, da den skulle smages. Heldigvis er det så småt blevet en tradition at mødes flere beboere et par gange om ugen på vores tagterrasse, hvor vi forsamles til fællesspisning. Og denne gang havde jeg så en øl, jeg kunne dele ud af.

Det er endnu en ‘historisk øl’, brygget efter gamle opskrifter, og jeg vil vove den påstand, at man nok har været på sikrere grund denne gang da man bryggede øllet. Forlægget er en faktisk opskrift fra 1700-tallet og ikke rester fra bunden af en barkspand fundet i en bronzealdergrav. Så denne gang har man nok gættet lidt mindre, da urten skulle blandes. Der er desuden tale om en blanding af øl og mjød. Jeg har ved besøg på RateBeer og andre ølanmeldelsessites hæftet mig ved, at administratorerne gør ganske meget ud af, at de ikke vil have anmeldelser af cider eller mjød på sitet. Det er altså ugleset, at man anmelder andet end øl på ølsites – og -blogs, men da jeg før har anmeldt blandinger af øl og limonade, så kan jeg vel også anmelde blandinger af øl og mjød (og cider, hvis det en dag skulle blive aktuelt). Jeg holder mig i hvert fald ikke for fin.

Der er tale om en ufiltreret, rødbrun sag med gyldent skum. Skummet forbliver ikke højt særlig længe, men overrasker med at hage sig ganske standhaftigt fast på glassets inderside, hvor det aftegner spændende mønstre som landkort over fiktive kontinenter – men altså uden at skummet er særlig højt mens det sker. Duften er kraftigt vinøs. Man mærker den stærke alkoholprocent, og måske en antydning af honning – men altså klart mest alkoholen.

I smagen dominerer honningen fra det tilsatte mjød. Præcis hvornår i processen, mjød og øl er blandet, fremgår ikke, men den megen sukker i honningen skulle nok give restgæren lidt ekstra til alkoholproduktionen. Det vinøse præg brænder også igennem, så brygget ender med at smage væsentlig mere af honning og vin end af øl. Humlen gør dog også sit. Man mærker den som et skarpt pust i næsen. På samme måde som en god sennep – omend uden det stærke, men friskheden, man mærker bagefter, ligner ganske godt.

Men det er detaljer, små ornamenter i den overordnet meget søde og også ret tunge – for ikke at sige lidt for tunge – konstruktion. Det er bestemt en øl, der er god til at dele, idet jeg i skrivende stund har måttet brygge mig en kop kaffe, for at reducere den lette omtågethed, som mit knapt opfyldte ølglas gav mig. Drikker man en hel øl i den mængde de forhandles i, er bilkørsel med sikkerhed kriminelt, cyklisme langt fra tilrådeligt og almindelig gang … svært.

Blandingsprodukt eller ej – både som øl og mjød fungerer det godt, og jeg kan ikke andet, end at give det rigtig gode anbefalinger med på vejen.
5-stjerner

Long Hammer IPA, Redhook Ale Brewery

Humlehammeren

Vi kender nok alle de gode oplevelser, der bare også er alt for korte. Jeg har det ind imellem sådan, når jeg finder en rigtig god øl. Så prøver jeg at gemme og gemme og gemme for at få det til at række længere. Men jeg ved at det er en stakket frist, og at der skal et vist kvantum ind i kæften for at generere den eftertragtede nydelse. Og at lade øllet stå endnu længere skaber for store afstande mellem tårene og dermed nydelsen, så hvad skal man gøre?

Sådan havde jeg det også med aftenens øl. Uden at overdrive var den en af de bedste øl, jeg har nydt i meget lang tid, måske endda den bedste i år. Og selvom flasken er både flot og handy, og ikke rummer mere end der kan være i det nye glas, så jeg har endnu en undskyldning for at flashe det her på bloggen, så rummer emballagen bare ikke helt nok. Man har det som Edmund fra Narnia-bøgerne, første gang han prøver den hvide heks’ Turkish Delight.

Flot er brygget også – så vidt jeg kan se ufiltreret og derfor dejligt tåget mørkegult. Skummet synes ved første øjekast spinkelt, men her er nøgleordene “kvalitet ikke kvantitet”, thi den uanselige skumkrone består af det fineste marengsskum, der stædigt klistrer sig til glassets inderside, og efterlader udtørrede mønstre efter uddrikning.

Overraskende er det, at brygget ikke dufter af noget. Ikke af noget jeg opfattede i hvert fald. Et dårligt tegn måske, men der er en grund.

Al aromaen lader nemlig til at være gemt til smagen. Munden fyldes omgående af friskt, bittert, bittert øl – ja, sådan cirka i det forhold. Én del friskhed til to dele bitterhed, og bare én del af den bitterhed kunne få Bertel Haarder til at ligne en munter, lallende, cirkusklovn. En bitter tåge fylder munden, og giver – ja – fylde, godt hjulpet på vej af et sødt element af bergamotolie. Det hele er mistænkeligt velkendt, og jeg tør æde den sixpence, jeg købte for en slik i Irland på, at det er min nye ven, Cascade-humlen, der er på spil. Det ligger jo også lige til højrebenet what with it being et amerikansk mikrobryg and all.

Der er ikke meget mere at skrive om det, for perfektion er simpelt og lader sig hurtigt beskrive. Det er bare velafstemt, veldrejet, velproportioneret og well done!

5-stjerner

EgeBryg, Bryggeri Skovlyst

Bryggeri Skovlyst har ikke gjort det – igen …

Mine forventninger til Bryggeri Skovlysts øl skuffes sjældent. Sådan er det, fordi forventningerne aldrig er særligt høje. Øllene fra ‘Skovens Bryghus’, der produceres på et industribryggeri i Polen, markedsføres aggressivt som spændende eksperimentelle øl, der indeholder ingredienser fra skovens dyb. Renhed, natur og beliggenheden ved hareskoven er centrale temaer på etiketterne – men altså kun på etiketterne og ikke i det reelle indhold af emballagen. Og jeg er slet ikke nået til (og orker i skrivende stund heller ikke) at kommentere bryggeriets tidligere anløbne markedsføring fyldestgørende, så I må nøjes med et link.

Ved opknapning lyser der dog et kortvarigt glimt af håb, idet brygget faktisk dufter af mere, end man er vant til fra de såkaldte classic øl. En bitter og en sød kant blander sig ikke uelegant i Bouqueten. Man mærker især malt, der formår at levere både bitterhed og sødme af maltbolsjer. Egetemaet formår faktisk at vise sig i udseendet, da brygget godt kunne have en lød af sene agern. Skummet slår en enkelt gylden tone an, men ellers glæder man sig over, at det ikke keder unødigt længe, da det falder ganske hurtigt.

Bryggets spinkelhed og manglende fylde vækker genkendelsens …tørre konstatering måske? For glæde og begejstring vækker den sædvanligvis sparsomme smag ikke meget af. Lidt maltbolsjer og lidt bitterhed ved gummerne i eftersmagen kan det blive til, men egetræets tyngde skal man sandelig lede længe efter.

Overordnet er maltpræget da ikke ilde, men det er for tyndt og ufyldigt til rigtig at vække nydelse. En syrligt-sød aroma af lidt for billig hvidvin mærkes også bagom vand og fortyndet maltessens. Med tiden mærkes lidt cognac, men det vokser aldrig til at blive rigtig godt midt i alt vandet.

Endnu en opfyldt forventning er en realitet. Men det skal retfærdigvis siges, at EgeBryg nok egner sig godt som en bælleøl, der smager af lidt mere end andre kedelige bryg.

2-stjerner

Newcastle Werewolf, The Caledonian Brewery

Men heller ikke nogen puddel …
 
Jeg har læst en del anmeldelser af denne øl, og hæftet mig ved skuffelsen over, at den ikke er så voldsom, som den giver sig ud for at være. Flere mener, at det de får, snarere er en puddel end en ‘Greyback’.Jeg vælger naturligvis ikke at lade mig påvirke, og skænker brygget i det, der fremover er mit foretrukne glas til øl på under en halv liter. Et glas, vi fik til vores bryllup, og som hidtil ikke har været brugt til andet end at se godt ud – og det har det også gjort godt. Den gotiske stil passer desuden fint til øllets dystre tema.

Firmaet har vi i en eller anden grad haft fat i før. Newcastle Brown Ale blev anmeldt i forbindelse med “Det tynde øl fra Fakta“-temaet tilbage i begyndelsen af 2011. Indtrykket var ikke imponerende, men bryggeriet (der i en eller anden grad har skiftet navn og nu har rykket produktionen til Edinburgh (i Skotland. What’s not to like!) og nu hedder “The Caledonian Brewery”) skal da have en chance til. Men titlen på brygget forpligter selvfølgelig …

Der er ikke noget blod eller skarpe tænder over duften. Brygget er præget af maltsødme og -bitterhed. Der er brugt rugmalt i brygget, og det mærkes hele vejen igennem som en markant og velgørende karakter af kaffe. I duften gælder det kaffe med et væsentligt skud fløde og rørsukker. Aldrig noget, jeg ville putte i kaffen selv, men hvis øl dufter af det, er det i orden (go figure).

Måske kunne bryggets lød godt have lidt varulv over sig – det er fint rødbrunt som mørk ulvepels med blodstænk, og det off-white skum kunne godt ligne fråde. Galskaben er dog til at overskue, da skummet falder ganske hurtigt, og ikke klæber, hverken til glas, mundvige eller knurhår.

Kaffen går igen i smagen, men med lidt mindre fløde. Sukker er der dog stadig, og selvom jeg afskyr sukker i kaffe, gør fornemmelsen af sukrede bønner kun godt i øllet. I eftersmagen bliver bitterheden lidt mere markant, og slår over i valnødder – altså fortsat en rar bitterhed, der ikke snapper ad én, endsige bider til, omend det fortsat behager i mere end blot godkendt grad.

Smagen udvikler sig med tiden. Jeg fortryder lidt, at jeg åbnede den så hurtigt efter at den var kommet fra køl, for den vokser virkelig med temperaturen. Men nogen metamorfose undergår den aldrig – den forbliver velopdragen og rolig, man kan end ikke sige, at den gør værre end den bider, da knap en knurren udgår fra dens strube.

I stedet glæder det tempererede øl venligt tunge, gane og svælg med en rund og letkrydret fylde af anis og et let skud cognac. Slutindtrykket er fortsat ingenlunde som en frådende rabiat varulv. Bevares, måske heller ikke som en puddel. Måske som en ældre skødehund af en skikkelig labrador. Men jeg ved det ikke, for jeg kan i virkeligheden ikke særlig godt lide hunde, med Siberian Huskies som en meget væsentlig undtagelse.

Det er vi dog ingenlunde heller ude i.
4-stjerner

Odense Pilsner, Albani/Royal Unibrew

Sniger sig lige over …

Det var så den her øl, jeg prøvede efter at have skyllet gab og svælg i Apollinaris-danskvand fra Harboe. De laver bedre danskvand end øl dernede i Skælskør. Jeg skylder vores naboer tak for skænken, den blev drukket ved et spontant udendørs middagsarrangement for beboerne på etagen samt evt. venner og bekendte.

Brygget stammer oprindeligt fra det hedengangne odenseanske lokalbryggeri, Albani, men er som så mange andre lokalbryggerier blevet opslugt af bryggerikonglomeratet Royal Unibrew. Jeg har prøvet brygget før, men aldrig rigtig bidt mærke i, hvordan det egentlig smager – igen en øl fra en tid, før jeg begyndte at interessere mig for det.

Jeg glemte helt at dufte til brygget i farten, så den olfaktoriske rapport må læserne have til gode. Visuelt gør brygget ikke mere væsen af sig end det foregående tynde Thailandske tyllebryg, det er ganske lyst, men med et skum, der tiltrækker sig mere end adækvat opmærksomhed. I dette tilfælde falder det hurtigt, men nogle meget store, genstridige bobler og strenge bliver tilbage og danner holdbare edderkoppespind på glassets vægge, og hen over selve brygget. Det er virkelig flottere end forventet.

Der er også noget mere smag at komme efter. Brygget smages umiddelbart, uden at man behøver lede efter smagsindtrykkene. Den indleder bittert, overvejende træagtigt, og slår så over i en krydret honningsødme med præg grønne urter – måske Oregano og Herbes de Provence.

Fylde og kraft mangler i samme grad som den mangler i andre standardpilsnere herhjemmefra, men på smagssiden sniger den sig alligevel mærkbart over niveau. Mundfornemmelsen er også ganske rar, klar som glas og glat som is, men også med den bivirkning at brygget kommer til tage sig tyndt ud og mangle fylde. Alt i alt er det dog et bryg, der med sin adækvate smag vil blive husket bedre end andre store bryggeriers hverdagsøl.

2-stjerner

Singha, Pathumthani Brewery

Nydelse forbudt!

Jeg prøvede for første gang nogensinde Singha, da jeg og mit gamle sækkepibeorkester Heather Pipes & Drums mellemlandede i Bangkok på vej til Taiwan tilbage i 2002. Vi var af uvisse årsager blevet shanghaiet (selvom det ligger i Fastlandskina) til en koncertturné der, og om det kan man læse mere her. Dette var den første asiatiske øl, jeg prøvede på turen, og jeg vil ikke afvise, at det var den første asiatiske øl, jeg prøvede nogensinde.

Dengang var det jo spændende bare at prøve, og da jeg endnu ikke var nogen øl-connoisseur husker jeg den tryghed det gav, at asiatisk øl stort set smagte ligesom det velkendte danske pilsnerøl. Det viste sig at være tilfældet for stort set alt det øl vi prøvede på turen – der var øl fra flere lande i nabolaget, på stående fod kan jeg huske det store udvalg af især japanske øl, der også smagte som tyskinspireret standardpilsner allesammen. Dengang hæftede jeg mig vist også ved noget sødt, og det bliver jo spændende at se, om det er noget, jeg stadig vil kunne finde (behag i) så mange år senere.

Farven er der ingen overraskelser ved. Det er en ganske lys, gul pilsner, hvor det kridhvide skum dog gør et lidt mere cremet væsen af sig, end man kunne have forventet. Bouqueten er til gengæld uinspirerende vandet og tynd, selvom man ved opknapning rammes af et skud sødme, der endda formår at gøre væsen af sig ude i det fri, på tagterrassen uden for vores lejlighed.

Der er tale om et aldeles lettilgængeligt bryg. Det glider lige ned i halsen, næsten uden at man bemærker det. Hvis man – kontraintuitivt som det er – beholder brygget i munden længe nok, er det faktisk muligt at tvinge lidt diffus sødme frem. Den hidrører fra humlen, som man konkluderer, der er brugt meget lidt af, og kun søde typer, så brygget ikke unødigt skræmmer turisterne væk. Den formår endda at mønstre lidt eftersmag, og her bliver den diffuse humle endda en smule bitter.

Brygget formår dermed at yde en form for fjernt behag, men egentlig nydelse er der ingen af. Det tillader bryggets tyndbenethed ikke. Den danskvand, en Apollinaris fra Harboe, jeg skyllede efter med for at rense smagsløgene før næste øl, var reelt en større æstetisk oplevelse. Det er måske godt, at man kan få Singha herhjemme, og dermed ikke behøver rejse det halve af Jorden rundt for at få fat i den. Den er ikke turen værd. Ærgerligt er det så bare, at den skal optage unødig plads på danske supermarkedshylder i stedet.

1-stjerne

AC/DC, Karlsberg Brauerei

Mere ren end AC/DC (adj.) …

Jeg har holdt en lille pause oven på Kvicklys Ølfestivalg. Det blev til mange øl på få dage, og så meget drikker jeg slet ikke normalt, så jeg har taget en – synes jeg selv – velfortjent pause. Pausens varighed søger i øjeblikket forlængelse på ubestemt tid i form af en forkølelse, der allerede flere gange har truet med at slå over i influenzaligenende symptomer. Men før det skulle ske vil jeg lige anmelde en enkelt øl, mens jeg stadig har helbred, førlighed og ikke mindst sanserne (navnlig lugte- og smagssanserne) i behold.

Den glade giver – for en sådan er der også denne gang – er Gedved. Han arbejder frivilligt i Amager Bio, hvor der angiveligt spillede nogle AC/DC-coverbands på et tidspunkt. I den anledning fik han fat i denne øl, og advarede om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne for højt.

Jeg er stor AC/DC-fan, og så er forventningerne jo gerne lidt høje før brygget er prøvet …

Og for at starte et sted, med emballagen, så er den jo forjættende med sit ‘Black Ice’-tema. Desuden betegnes konceptet som ‘German Beer, Australian Hardrock’. What’s not to like? Sværere er det at finde ud af, hvem producenten er, men leder man længe nok i den ekstremt lange liste af gentagelser af bryggets fire ingredienser (der prales også med, at det er brygget efter Reinheitsgebot – still nothing not to like) finder man omsider bryggeriet: Karlsberg Brauerei Hamburg. Nu er spørgsmålet blot, om Carlsberg har lagt sag an eller ej.

Brygget er også ganske nydeligt korngult, når det skænkes i den stadig gloende aftensol. Vær opmærksom på, at dåsen ikke indeholder en halv liter, men en pint – så den kan ikke være i et halvlitersglas. Skummet imponerer med en ganske udsøgt, tæt cremet- og holdbarhed. Det vrides i sjove former efterhånden som det langsomt daler, og formår endda at efterlade adækvate klatter på indersiden af glasset. Duften gør til gengæld ikke meget væsen af sig. Den består mest af korn, men med en vag krydret kant, der er ubestemmelig, men ikke ubehagelig.

Det ubestemmelige går igen i brygget initiale sødme. Der er nok tale om en sød humletype, som jeg ikke kender, men godt gad vide, hvad hedder. Den kunne måske få en andenplads efter Cascade. Hyldeblomst med en kant af lakrids kan måske tjene som beskrivelse. Dertil kommer en mere end adækvat og markant bitterhed, der især giver sig til kende ved gumme og mandler. Hasselnødder er markante og velgørende bitre, og fortsætter i en overraskende langvarig eftersmag. Fylde er der nok af – men så heller ikke mere.

Det er overordnet godkendt og måske endda en anelse mere. Gedveds advarsler fik mig til at frygte for et meget lavere niveau end det var tilfældet, men man er på den anden side heller ikke ligefrem Thunderstruck over niveauet. Den er for blid og rar til at være en rigtig hårdrocksøl. Vi er meget tættere på noget halvkedeligt Coldplay, eller en småforkølet udgave af U2, end vi er på noget, der lugter ordentligt af Heavy Metal.

Men det skal retfærdigvis også indvendes, at det måske ikke er en russian imperial stout eller en imperial IPA, man har mest lyst til, når man er til Heavy-koncert. Men en pilsner med noget mere smag en gennemsnittet er til gengæld slet ikke nogen dårlig idé.
3-en-halv-stjerne

Kvicklys Ølfestivalg 2014 – afslutning

Og jeg stemmer på …




Trommehvirvel … … …
Jep – jeg vælger at stemme på outsideren American Pale Ale fra Fur bryghus. Det er det øl, hvis smag står klarest i erindring for mig, og det er helt klart også det bryg, der for mig fremstod som det konceptuelt klart mest fuldendte. Det er en simpel øl, men med et klart budskab i den både fabelagtigt friske og krasbørstigt bitre Cascade-humle, som jeg efter mødet med denne øl hermed erklærer for min favorithumle. En øl, der som den, lærer mig noget nyt – ikke bare på et intellektuelt niveau, men også på et (det lyder så voldsomt, men nej, jeg er ikke ved at bryde sammen af begejstring) emotionelt niveau, at dette er den bedste humle jeg indtil videre er stødt på – skal selvfølgelig have en vurdering derefter. Det er desuden klart en øl, jeg kunne finde på at købe igen – bare for at nyde den, og sådan har jeg det ikke med nogen af de andre bryg, på trods af tilsvarende karakterer.
Som man vil se på karaktergivningen er American Pale Ale ikke den bedste øl, jeg har smagt i år, så åbenbaringen var trods alt begrænset, ligesom eventet ‘Kvicklys Ølfestivalg 2014’ heller ikke var en åbenbaring af de helt store. Det var det heller ikke de foregående år, men jeg tror jeg roligt kan sige, at i betragtning af de øl, jeg nåede at vurdere de foregående år, så har niveauet i år fået et løft. 
Den højeste karakter, jeg har givet en Ølfestivalg-øl tidliger er fire stjerner. Denne rekord er blevet slået ikke bare af min vinder, men også af tre andre i eventet. Sidste år var desuden stærkt præget af rene bundskrabere. Kun Szlatmok klarede sig nogenlunde med tre stjerner – de øvrige, inklusive sidste års vinder – vil her blive forbigået i tavshed. I år faldt der derimod kun én bundkaraktér, og det glæder mig oprigtigt, at bryggerierne har kunnet holde et højere niveau denne gang. Det irriterer mig til stadighed, at flere deltagere prøver at få brygget til at smage anderledes ved at tilsætte dit og dat, men tilsvarende fryder jeg mig også over, at de denne gang ikke har opnået noget med det. Tilsætningsøllene henter kun lave karakterer i år med undtagelse af Thisted, der skuffende vendte tilbage med sulfitten.
Jeg vil afslutningsvis sige Kvickly tak for at sponsorere øllene til mine anmeldelser af deres event. Uanset hvad man måtte mene om kvaliteten af bryggene, gør Kvickly med deres event et stort arbejde for at formidle små bryggeriers produkter og – eksistens – til en bred masse af forbrugere, der således kommer til at vide en lille smule bedre. En endnu større tak til Kvickly for det også.

Weissbier, Krenkerup (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XII)

En sidste skuffelse …

Så nåede jeg til den sidste øl i Kvicklys Ølfestivalg. Det er indtil videre ikke skuffende Krenkerup, der står bag den sidste, med ‘Weissbier’, der angiveligt skulle være ret sikker på en placering som nummer to. Uanset favoritværdigheden er jeg altid mistænksom, når danske bryggerier giver sig i kast med Weißbier (som det jo egentlig hedder – men den font, som Krenkerup trykker deres etiketter med, mangler velsagtens bogstavet). Ja, selv når visse ellers velrenommerede tyske bryggerier giver sig i kast med genren, kan det gå grueligt galt. Det er en øltype, der ofte ender med at være tynd, smagsmulighederne synes snævre, og ofte kommer gæren til at spille en alt for stor rolle – ikke bare i bryggets ydre, men i den grad også i smagen, som den slet og ret ødelægger.

Så det er med afstemt forventning, at det sidste Ølfestivalg-bryg knappes op og skænkes. Farven er overraskende mørk – som det også fremgår af etiketten; “mørk classic” står der, og det kunne antyde, at der er brugt wienermalt i processen. Skummet er til gengæld skuffende. Det falder næsten med samme hastighed som sodavandsskum, hvilket er ganske usædvanligt for Weißbier, hvis skum uanset bryggets kvalitet altid tårner cremet op. Manglende cremet- og holdbarhed kan dette brygs letgyldne skumfarve heller ikke kompensere for.

Duften lover lidt bedre. Der er velkendte noter af marcipan, banan og ikke mindst franskbrødsdej i bouqueten. Udtrykket er velgørende kraftigt, som en forjættelse af en øl, der bestemt smager af noget. På etiketten pirrer bryggeriet jo nysgerrigheden med en historie fra de varm… nahrj, de … regnfulde lande, ja sådan må det være – om den i denne øl benyttede Fuggle-humle fra England. Så er det jo bare lidt ærgerligt, at det første, der møder én ved kontakt med brygget, er gær og syre. Brygget smager kraftigt gæret og kraftigt syrligt, og selvom Peter, som jeg også nød Chili Lakrids Porter med, var jævnt begejstret, er jeg noget mere forbeholden.

Jeg har aldrig brudt mig om syrligt øl, og selvom dette brygs syrlighed for så vidt også er forfriskende i sommervarmen, tørrer gæren min mund ud. Bagom må jeg til gengæld indrømme, at humlen gør sit arbejde. Den kan da smages, og igen rammer etiketten ganske godt når den kalder bryggets karakter “træagtig”. Det er noget af en bedrift at overdøve den syrlighed og den gærethed, så humlen må bestemt være af en særlig kaliber. Det er blot ærgerligt, at det meste af dens kraft skal bruges på at gøre sig bare en smule bemærket bag to hærdebrede rockere ved navn Syre og Gær.

På den anden side – alt den aggressive skubben, masen og puffen mellem Gær og Syre på den ene side og Fuggle på den anden, giver bestemt brygget karakter, og får det til at fremstå kraftfuldt. Kraften skal brygget da behørigt krediteres for, når velsmagen om ikke udebliver, så i hvert fald er trængt i baggrunden. Netop et sted i baggrunden titter der faktisk lidt honning og hyldeblomst frem. Men det er kun glimtvise comic reliefs i en fortælling, der mest handler om rå magt og brutalitet.

Kraften til trods er Krenkerups første reelle skuffelse en realitet, og jeg må samtidig konstatere, at hvis dette bryg scorer en andenplads ved Ølfestivalget, er mine smagsløg åbenbart ganske anderledes sammensat end det store flertal af stemmeafgivernes.

2-en-halv-stjerne

Svagpisser, Pladderballe Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XI)

En sejr ville ikke være det værste …

Hermed anmeldelse nr 450, nøje udvalgt blandt de 12 Ølfestivalg-øl. Da jeg startede temaet, bed jeg mærke i, at jeg undervejs ville nå til anmeldelse nr. 450, og så tænkte jeg, det kunne være lidt fikst, hvis denne øl fik æren. Øl nr. 350 var også fra Pladderballe Bryghus. Det gik ikke så voldsomt overdrevet fantastisk med den, så her var der en oplagt chance for revanche.

Det har været spændende at følge eventet såvidt. Det er næppe nogen hemmelighed, at nærværende øl fører stort i afstemningen, skarpt forfulgt af Krenkerup Weissbier, som jeg vil blive anmeldt senere i dag. Rækkefølgen, jeg har anmeldt i, er tilfældig (jeg sværger), og skæbnen ville åbenbart, at det, kunderne syntes bedst om, var det, jeg skulle komme til at anmelde sidst. Mine forventninger til brygget er selvfølgelig afstemt derefter – med risiko for at blive oprigtigt skuffet, men det må vi jo kigge på – og i anden gang dufte til og smage på.

Brygget er en red ale, og den betegnelse har jeg godt nok set bryg, der levede bedre op til. Nærværende bryg er mere ovre i det orange – men i øvrigt nydeligt tåget som ufiltreret øl skal være. Skummet falder dog lidt for hurtigt og mangler fasthed, men formår til gengæld at klistre en smule. Såvidt har vi kigget på det, nu til duft. Den … er der da, men man skal lede noget med snudeskaftet, før den gør nok væsen af sig til at man kan berette derom. Lidt humle – pilsneragtig, men mest en frisk og noget ubestemmelig syrlighed. Her slår det ikke til, at hævde, at brygget ikke gør de store armbevægelser. Der har snarere fundet en lammelse, hvis ikke en amputation sted.

Men det er jo også smagen, der er det vigtigste – og det er endnu et møde med en for mig relativt ny ven, Cascade-humlen. Den bider sig omgående fast i tungen, og fylder gabet med sin kække, friske bitterhed – og som flere på Kvicklys facebook-side har bemærket, gør den godt i sommervarmen. Dermed bestemt ikke ment, at det minder om lette, lyse pilsnerøl ovre vestfra. Nej, brygget har rigeligt format til at en sådan sammenligning ville være den rene og skære fornærmelse.

Brygget er ganske vist relativt let, men med en afdæmpet alkoholstyrke på 3,3% også overraskende fyldigt. Eftersmagen leger længe på mandler og i ganen med en solid bitterhed af nåletræ, så alle takter er gode og øloplevelsen er intakt …

Alligevel kan jeg allerede nu afsløre, at dette ikke er min kandidat til vinderbrygget. Det er et bryg, der satser på en skarp, aromatisk og ligefrem humlebitter eftersmag, der tackler smagsløgene hårdt. Derefter lammer den bagenden af munden med endnu en tackling … men det er som om, den glemmer det, der kommer imellem. Fylden er der da, men den er set bedre. Smagen er god, men den varer ikke ved. Efter det første hårde stød klinger den alt for hurtigt af og afløses af en ganske vist vederkvægende, men også noget anonym friskhed. Der er ingen ubehagelige noter, men det gør ikke automatisk et bryg godt, og antallet af gode noter er simpelt hen set højere i andre bryg her i løbet af Ølfestivalget.

God i sommervarmen? Afgjort! Men en vinderøl skal også kunne mere end det.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme