Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2014

Jacobsen India Pale Ale, Carlsberg

Professionel begynderforvirring …

Husbryggeriet Jacobsen har hidtil været mest udbredt som selskabsøl. Men nu kan de også fås i emballager af en størrelse, der ikke gør én plørefuld, når man nyder en alene. Det glæder denne blogger en del, for i grunden synes jeg, at endskønt gigantmastodonten Carlsberg står bag, er Jacobsen-bryggene interessante nok til at de ikke er fuldstændig spild af tid. Og de halvlitersflasker Jacobsen-bryg, de for tiden har stående i Døgn-Ghetto på Rued Langgaards Vej, Amager, passer lige til mine behov for ikke  at få en mindre fjer på, blot fordi jeg trænger til en øl efter arbejdstid.

Endnu mere glæder det mig, at Carlsbergs kvalitetsbryggeri prøver kræfter med en af mine absolutte favorittyper, IPA‘en. På stående fod husker jeg ikke andre IPA’er fra Carlsberg, så det bliver spændende at se, om de behersker stilen.

Det ser dog ud til, at der i bryggeriet hersker nogen forvirring om klassifikationen af brygget. Og det kan kun undre, eftersom man skulle tro, at bryggeriet, med de ressourcer det har, skulle være i stand til som minimum at kende typer og egenskaber ved de bryg de producerer. På bagetiketten fremgår det således, at der her er tale både om en ‘stærk pilsner’ og en ‘lys ale’ …

Det er imponerende, at landets suverænt største bryggeri – ja, et af verdens største bryggerier åbenbart ikke er klar over selvmodsigelsen i denne påstand. Pilsner er som bekendt undergæret øl, mens ale – herunder IPA – er overgæret.

George Costanza får lov at kreditere Carlsbergs evner udi korrekte ølbetegnelser …

costanza clap George Costanza Clap
Kilde: http://gifrific.com/george-costanza-clap/

Men væsken i flasken skal jo ikke lide under at blive kaldt noget, det ikke er. Dømt på farven alene, kunne man dog godt lade sig narre. Det er jo sandt nok en lys ale – det ligger lissom i navnet, India Pale Ale, og den korngule lød har vel narret en uvidende medarbejder i marketing. (I marketing er uvidenhed – i hvert fald hvad øl angår – åbenbart et plus.) Skummet kan også narre – omend det klistrer i små fnug, bobler og falder det med standardpilsnerens vanlige uengagerethed. Det holder dog en lød, der er en tone mere gul, end vanligt pilsnerskum.

Duften narrer til gengæld ikke – ja, bortsat fra, at kraften er sammenlignelig med Carlsbergs andre standardprodukter. Det vil sige ildevarslende lille, omend med karakter af grankogler og hvedemel, der afslører, at det trods alt ikke er det sædvanlige undergærede Carlsbergsprøjt, vi har at gøre med. Sprøjt kunne det nu stadig være, at dømme på den svage bouquet.

Men da man når til smagen, gøres alle ilde forventninger heldigvis til skamme. Brygget er både forfriskende, og skarpt bittert i smagen som en IPA skal være. Bitterhed af grannåle, fylde og sødme af syrennektar og en tør eftersmag af rå humle karakteriserer smagsudtrykket.

Selvom Carlsbergs begynderproblemer med at betegne brygget korrekt ikke varsler vel, så klarer det sig ganske godt alligevel. Det er klassisk, bittert og forfriskende på samme tid. Måske lidt for forfriskende. En snob som jeg selv kunne godt ønske lidt ekstra bitterhed, så brygget ikke havde karakter af, at være brygget af kommercielle hensyn – for det kan man trods velsmag godt mærke på dets vigende kraft, at det er.
4-en-halv-stjerne

Grimbergen Blonde, Kronenbourg/Carlsberg

(Måske) som en Blonde skal smage?

Det foregående indlæg har måttet revideres et par gange, da flere og flere oplysninger om bryggeriet blev mig meddelt fra diverse kontakter. Bryggeriet bag er som bekendt Kronenbourg, og det er ejet af hjemlige Carlsberg. Ja, man undgår åbenbart ikke at støtte den danske bryggerigigant, blot fordi man periodisk holder sig til  udenlandske øl. Jeg har desuden møjsommeligt rettet overskrifter og etiketter til, så de nu passer til de nye oplysninger.

Jeg er til gengæld klar med et korrekt kategoriseret indlæg om dagens øl, der er foregående øls lyse broder – en Blonde, som det hedder på fransktalende kanter.

Den belgiske lyse klosterøl, der betegnes blonde, har jeg flere gange været oppe at toppes med. Adskillige gange har typen smagt af en modbydelig blanding af kogesprit og marcipan (bemærk, at jeg holder meget af marcipan – blot ikke i kombination med denatureret sprit), så det er altid med en vis skepsis, at kapslen ryger af.

Bouqueten, der ved skænkning optager en ikke ubetydelig del af rummet, præges da også af den skarpe spritfylde og det indtryk af franskbrødsdej, der typisk varsler om den alkoholiserede marcipanblanding. Et forsonende sødt element af modne æbler formår dog at formilde indtrykket. Det matcher desuden bryggets udseende fint. Skænket i et stort glas ligner det æblejuice (i den lille handy flaske formørkes den del af flasken, hvor brygget er, ellers næsten ikke på grund af bryggets lyse klarhed) med langsomt vigende skum, der nok er kridhvidt, men også formår at klæbe til glasset med nogenlunde den samme evne som friskpisket marengsmasse.

Og æblesmagen går også igen i bryggets sødme, der også er det bærende element i øllets karakter. En syrlig kant af grape og lime mærkes indledningsvis, og hele arrangementet rundes af med en bitter bagsmag af humle. Det bitre indslag er nok svagt, men alligevel præsent nok til at gøre væsen af sig. Syrligheden kan ikke se sig fri for at være en smule metallisk, men heldigvis ikke så meget, at det egentlig ødelægger. Derimod giver det brygget en frisk, tørstlukkende kant, man må sætte pris på i forsommervarmen.

Og brygget smager ikke af gær, som det antydes i smagen. Man fornemmer, at man af samme årsag undgår den problematiske kombination af sprit og marcipan. Sødmen fra de mislykkede bryg er der i æblesmagen, men spritten og gæren, der giver kartoffelbrændevin/kogesprit-indtrykket udebliver.

Jeg tænker, at det må være sådan her, det er meningen, at den belgiskinspirerede blonde egentlig skal smage. Sødt og syrligt skarpt, med en bagkant af bitter humle. Det hænger i hvert fald nogenlunde sammen i denne øl, og selvom det nu ikke er nogen åbenbaring, og denne øltype fortsat ikke er mit store nummer, så aner man omsider konceptets positive intention.

3-stjerner

Grimbergen Double-Ambrée, Kronenbourg/Carlsberg

Lidt ud af mængden.
Bryggeriet bag dagens øl kræver en kommentar. ‘Brygget af BK, [en eller andet postnummer] Strasbourg’ og jeg har ikke rigtig orket at finde ud af noget nærmere om bryggeriet – såsom hvad det er en forkortelse for. Brygget selv skulle dog være autentisk trappistøl, og ud over tit at give mig en rædsom hovedpine, så smager det som regel også dejligt.
Denne øl formår desuden at se rigtig flot ud. Ganske vist er brygget filtreret, men det er også det eneste man kan klage over, og så ved man også, at risikoen for, at det indledende smagsindtryk rykker sig afgørende i forhold til førstehåndsindtrykket, er ret lille. Selve brygget er mørkt rødbrunt med gråligt og hurtigtvigende, omend også klæbrigt skum. Duften er sødt maltfyldig og aromatisk af især svesker.
Det er især de søde maltnoter, der dominerer brygget. Igen smager man svesker, men også et letsyrligt indslag af citrusfrugter på en bund af fyldig og sød malt. Eftersmagen er også primært maltpræget, men med en lækker fylde og aroma af cherry, cognac og portvin.
Fuld knald på smagen er der ikke, men brygget smager ganske rart alligevel, og desuden på en karakteristisk og individuel manér, der om ikke andet får brygget til at stikke mere end bare en smule ud fra mængden.

4-en-halv-stjerne

[Update!]
Jeg har ved en anden bloggers mellemkomst fået at vide, at BK står for “Brasserie Kronenbourg”. Samme blogger har gjort mig opmærksom på, at nærværende øl ganske vist er klosterøl, men ikke trappistøl. Etiketterne er blevet rettet til, som det sig passer efter de nye oplysninger.
Tak, Black Ben.

Mølle Bryg, Rækker Mølle Bryghus

Noget særligt …

Vi er nået til den foreløbig sidste øl i hjemmebeholdningen af bryg fra Rækker Mølle Bryghus. Det var alt, de havde i Kvickly, og det har om ikke andet været en varieret fornøjelse.

Så forventningerne var ikke voldsomt store til denne øl, og indrømmet – endnu mindre, da jeg opdagede at denne var en classic. Her til lands en skamredet øltype uden særlige meritter. En øl der er lidt mørkere end end pilsner, beregnet til dem, der synes, at de er de rene og skære feinschmeckere, såsnart de ikke drikker det allerligegyldigste pilsnersprøjt, som alle de andre tyller i sig. Hvor tager de fejl, og hvor er det ærgerligt, at de ikke engang selv ved det.

Undtagen, hvis det da er den her classic de prøver. Og så ser vi bort fra, at de allerfleste, der mener at de jævne classic-produkter er det fineste, der fås, nok ville blive skræmt af denne her, som et spædbarn, der lige har taget en ordentlig bid af farmands Infinity Chili.

Det ville dog ikke være bryggets duft, der skræmte dem. Bouqueten er noget svag, men dog liflig med et strejf af appelsiner og aromahumle. Dertil kommer et sødt strejft af franskbrød, der både giver fylde og en blød finish. Vores nydere af standard classic ville nok blive slået med forundring over, at flasken indeholdt Harboe Abrikossodavand, og ville endvidere undre sig over, hvordan man kan få den til at skumme så voldsomt.

Imens vores venner undres kan vi kendere glæde os over skummets højde, og hvordan det ved for voldsom skænkning hæver sig i en søjle med en lodret, marmorfast overflade. Ikke en halv dråbe forlader glasset, mens det cremede gulligtknækkede skum bare tårner højere og højere. Skummets langsomme fald er næsten en lige så stor oplevelse. Overfladen forbliver intakt, mens der længere nede dannes større og større bobler, der endelig brister, og får flødetoppen til at klappe sammen, så det danner groteske, afrundede figurer. Store fedtede klatter danner amøbeformede faconer på glassets inderside og giver lige netop det sidste til at give brygget et velfortjent UG med kryds og bolle for det visuelle indtryk.

Og endnu er hele brygget ikke skænket. For så lang tid tager det. Jeg vover pelsen, og agiterer flasken så restgæren kommer med.

De hærdede bællere af standardbryg fra før vil nok glæde sig over bryggets initiale sødme. Man mærker især franskbrød, flankeret af hyldeblomst, søde æbler en snert af rosenblade, og snart – som brygget når bagtungen – et prik af aromatisk humle. Prikket vokser til et stød af bitterhed i eftersmagen, der formår at glæde rigtig længe, og får vores vildfarne ‘jeg-tror-standardclassic-er-det-vildeste-shit’-bekendte til omgående at spule omgivelserne med det, der endnu ikke havde passeret svælget, plus noget af det, der havde passeret under efterfølgende stor hosten og harken. Resten af flaskens (ja, for sådan nogle drikker naturligvis af flasken) indhold ryger på nuværende tidspunkt ud, så herfra beretter jeg kun om min egen oplevelse.

Det er som antydet et bryg med rigeligt sødt, men også en bitter – og i øvrigt gæret kant, der yder brygget karakter. Det er en rar, sød og aromatisk øl, indtil den når bagtungen, hvor humlen, og i særdeleshed gæren lige pludselig begynder at snappe ad én. Det karakterfulde bryg formår dermed ikke bare at ae med, men også mod smagsløgene, og det skal der i min optik også være noget af, for at give en rigtig god øloplevelse.

De sindige vestjyder, der står bag brygget, vil sikkert fåmælt og beskedent påstå, at det da ikke er noget særligt. Men det er det!
5-stjerner

Flensburger Winterbock, Flensburger Brauerei

Som vi kigger op på falderebet …

… som vi for lææængst er skvattet ned fra, så lad os tage en øl, der er helt uden for sæsonen. Og så alligevel ikke, når jeg tænker på vejret lige i dag. Det har været smukt de sidste par dage. Så smukt, at jeg har droppet de lange bukser, og hoppet i shorts, som jeg regner med at have på indtil oktober – altså ikke det samme par, selvfølgelig. Men jeg har først tænkt mig at iføre mig lange bukser igen, når september rinder ud.

Og her til morgen droppede jeg også jakken, og cyklede glad og fro på job iført hættetrøje. Det fortrød jeg bittert, da jeg skulle hjem. Østenvinden måltes til i hvert fald trekvart pelikan og de små isnende dråber, der sønderrev min hud og øjne kunne ligevel have været flydende CO2. Så vejret endte med at passe meget godt til dagens øl alligevel.

Og Flensburger er jo bare et af mine favoritbryggerier. Nærværende eksemplar fik jeg af min kære fader, hvis lager af Flensburgerøl altid er velforsynet, endskønt denne øl var gået i restordre, så det var rent held, at jeg fik denne allersidste af dem.

Det er et flot, relativt mørkt, kobbergyldent bryg, som man kender bockgenren. Skummet er letgyldent, nogenlunde cremet, men gør ikke noget videre væsen af sig, især ikke hvad holdbarhed angår. Halvt igennem brygget, er det faktisk forsvundet helt. Duften er simpel og ligefrem, men også ren og velgørende. Humle og en smule alkohol til at give bouqueten fylde – så fyldestgørende ukompliceret som kun Flensburger kan gøre det.

Smagen byder bloggeren lidt flere udfordringer. Aromaarkitekturen er en kende mere kompleks, end det bryggeriet har vænnet os til. Det starter med en markant og skarp, bitter humle. Mens denne stadig brænder forrest på tungen, angriber den fineste, karamelsødeste maltfylde fra agterenden og behager gane, mandler og svælg med blide nuancer af honning og anis. Det hele bindes sammen af en velafstemt alkoholfylde, der er lige præcis så kraftig, at den er ved at tippe til det ubalancerede – men også kun lige ved, og det gør hele arrangementet ekstra spændende. Brygget er et elegant balancenummer, der næsten går galt, næsten kollapser i en formløs bunke af forvredne albuer og krumbøjede knæ, akkompagneret af smertensskrig og tænders gnidsel. Men akrobaternes professionalisme redder nummeret på stregen, så det hele samlet bliver en større oplevelse, end hvis alt var gået efter planen.

Honningindslaget vokser kort efter den elegante kaotiske indledning, og giver brygget en ganske unik og markant mjødkarakter. Var det ikke for karboneringen, og jeg fik at vide, at det var mjød, jeg havde fået i glasset, var jeg hoppet på den. Så markant er det, og det er en ren fryd. Mjød er jo årsagen til, at jeg på min private facebook-profil har angivet min religion som ‘party-pagan’ eller på dansk (lidt frit) fest-asatro. Ligesom en festryger, der kun ryger ved festlige lejligheder, er jeg asatro, når jeg kan bruge det som undskyldning for at smage mine hedenske venners fine, gyldne varer.

Men det er ikke desto mindre alligevel øl, jeg holder mest af.
5-stjerner

Påske Bryg, Rækker Mølle Bryghus

Har I haft en god påske?

Selv har jeg været småsyg det meste af tiden. Det er også derfor, jeg ikke har anmeldt nogen øl, for når det eneste man kan lugte og smage, skiftevis er det snot man har i kraniet og det slim man har i lungerne, falder lysten – og evnen – til at anmelde alt, hvad der smager af noget – herunder øl.

Men nu føler jeg, at jeg er klar igen, og hvad er mere passende her på falderebet, mens vi stadig lige kan nå det, end at anmelde en sidste påskeøl. Rækker Mølle kom lidt dårligt fra start, men som trofaste læsere vil huske med fx Hornbeer, er jeg klar til at prøve mange halvgode – for ikke at sige elendige – øl før jeg afskriver et bryggeri fuldstændigt. Så lad os se, om ikke Rækker Mølle med denne øl kan få noget genoprejsning … eller genopstandelse – det er jo så meget oppe i årstiden, eller hvad man nu siger, når man tror på den slags (det gør jeg ikke, så hvad ved jeg?)

Rækker Mølles Påskebryg er en hvedeøl, der ved opskænkning skaber en masse brus. Og brus er virkelig ordet, for det larmer ikke upassende som faldet mod et vældigt vandhjul, mens det falder hurtigere end tyngdeaccelerationen ved VY Canis Majoris. Intet bliver tilbage. Det er en ren skumimplosion i en hastighed, der ville slå førnævnte kæmpestjernes hypernova med misundelse. Eneste forskel er voldsomheden – gammaglimt, eksplosion og singularitet udebliver, og det er nok også bedst sådan.

Men hvor det visuelle skumudtryk måske scorer den laveste karaktér nogensinde, så er selve brygget slet ikke så kedeligt. Det ligner appelsinjuice – inklusive frugtkød, da brygget er ufiltreret – og det er ikke mærkeligt, når man på etiketten kan læse, at der er brugt appelsinskal i brygprocessen. Duften giver da også et citrusindtryk, måske mere af grape end appelsin, men også et mere traditionelt hvedeølsindtryk af franskbrødsdej og gær, ledsaget af mere venlige søde toner af honning, syrénnektar og rosenblade. Gær og sødme varsler imidlertid også den famøse blanding af denatureret sprit og marcipan, som man jævnligt oplever i belgiske (eller belgisk inspirerede) hvedeøl.

Det er så heldigvis ikke tilfældet. Det er en fortrinsvis sød hvedeøl, og selvom gærindslaget er markant, brænder både roser og abrikos igennem. Småsyg som jeg var, drak jeg kun sodavand – en Harboe Abrikossodavand, for at det ikke skal være løgn – Langfredag til min fars påskefrokostarrangement. Og nærværende øl har, minus den syntetiske og overdrevent sukrede finish i Harboes abrikossodavand, lidt den samme karakter. Igen er det ikke overraskende i betragning af den tilsatte appelsinskal, der altså kan smages – lidt for meget, i mine øjne. Det er i en eller anden grad snyd at tilsætte øl ingredienser, for at få det til at smage af noget, det egentlig ikke er.

På en anden side; hvor ofte har man ikke drukket hvedeøl, der mest smagte surt af gær? Og det kan man ikke anklage den her for. Den er sød og forfriskende med et ganske velafstemt indhold af kulsyre og præcis det rigtige gærindslag for, at der ikke går ren appelsinsodavand i den. Som sådan fremstår den tilsatte appelsinskal også ganske velintegreret, og det samlede smagsbillede forbliver flere odds til trods ganske helstøbt og harmonisk. Det er – som de nok ville sige på de kanter – slet ikke så ringe endda.
4-stjerner

Classic, Krenkerup

Utraditionel klassiker …

Classic pilsnere, altså mørkere maltede undergærede øl af wienertypen, er sjældent nogle, der formår at imponere. Typen er fast sortiment hos de store bryggerier som det lidt mørkere og måske lidt mere smagfulde alternativ til den jævne pilsner. Men den må selvfølgelig heller ikke blive så alternativ, at den begynder at smage markant, for så falder populariteten omgående.

Men der findes også undtagelser, så Krenkerup, der før har gjort sig heldigt bemærket, skal selvfølgelig have chancen. Førstehåndsindtrykket, altså det visuelle, er ikke det bedste. Brygget bruser voldsomt, og her er det vigtigt at skelne mellem bruse og skumme. Øl skal skumme, mens sodavand bruser. Denne øl bruser som omklædningsrummet i en større svømmehal midt i spidsbelastningen. (Jeg var jo i svømmehallen med mine børn for første gang nogensinde her i lørdags, så sammenligningen lå lige til højrebenet. De elskede det forøvrigt begge to.)

Så højt bruser det, at det vælter ud over siderne – det ville skummende øl aldrig gøre. Så visuelt er der tale om en sodavandsøl, selvom sku… jeg mener bruset, ellers holder en fin gylden kulør. Selve brygget er ganske flot kobberfarvet, og let tåget. Man får mistanke om, at det er ufiltreret, men det fremgår ikke entydigt, og brygget er trods alt ikke uigennemskinneligt. Alt i alt er det altså kun bruset, der giver et dårligt indtryk.

Allerede i duften varsles en ikke helt klassisk classic-oplevelse. Duften er kraftigt humlet på den bitre side, hvor wienerøl gerne er, om ikke lette, så i hvert fald runde og sødlige. Denne er kantet og skarp, men stadig med den velkendte maltfylde. Skarpheden går igen i smagen, men med et syrligt præg af gær, der med det samme kyler brygget over i en anden kategori end de industrielle classicpilsnere med deres alt for velkendte lette sødme og runde fylde.

Man kan indvende, at gærpræget er for nærværende, og til at begynde med er jeg selv tilbøjelig til netop dette. Men heldigvis tager gærpræget noget af med tiden, hvilket iøvrigt er usædvanligt. Hvis et bryg smager af gær, har gæren det med at tage over, hvis brygget får lov at stå – men altså ikke her. Som brygget kommer til at smage mindre af gær, mærker man mere til humlen og malten. Og heldigvis er det stadig ikke bare rundt, mildt og rart. Humlen prikker af grannåle, mens malten ganske vist leverer en sød fylde – men det er en fylde af cherry og portvin – ikke af chokolade og sukker.

Og bagom de skarpe, markerede malt- og humleudtryk lurer gæren fortsat med sin skrappe syrlighed. Parat til at angribe. Man kan med nogen ret anklage brygget for ikke at være helt i balance – men hvem har også brug for balance, når man i stedet kan få udfordring til præferencer og spænding til smagsløgene?
4-stjerner

Kingfisher Premium, Kingfisher Beer/Kaiserdom

Næsten som vi kender det herhjemmefra …

Det er første gang, bloggeren prøver en indisk øl. Helt indisk er den måske ikke, idet den brygges på licens i Tyskland på Kaiserdom-bryggeriet for Kingfisher Beer Europe, der har til huse i Kent sydøst for London. Den globalisering, den globalisering …

Men brandet kommer fra Indien, så vi kalder den indisk. Jeg har prøvet et par asiatiske øl hist og pist og en enkelt i bloggens levetid, og konstateret hver gang, at mikrobryggerier og specialøl bare ikke rigtig har slået igennem på verdens største og tættest befolkede kontinent endnu. Det meste er tyndt pilsnersprøjt efter det mest van(d)lige tyske forbillede man kan tænke sig, hvilket undrer denne blogger en smule i tilfældet Indien. Det er en tidligere britisk kronkoloni, og man kunne have forventet, at brygtraditionerne pegede lidt mere i retning af nitrogenskænkede ales. Men nej. Måske har inderne som en form for hævn valgt at brygge øl som en af arvefjenderne, Tyskland, for at drille? Jeg skal ikke kunne sige det, men forklaringen er underholdende nok til, at jeg kan trøste mig lidt ved den, så den er hermed godtaget.

Ved skænkning rejser skummet sig voldsomt. Det er så hvidt og tæt, at lille Thyra begejstret peger på det og kækt gjalder: “Mælk mælk!” Kun langsomt trækker skummet sig tilbage, så lidt mere bryg kan hældes op, og så må man holde pause igen. Til gengæld kan man gøre det til en sport at se, hvor langt op over glassets kant man kan få skummet til at krone uden at det drypper. Svaret er: langt. Samtidig breder en dunst af øllet (adj.) og rå humle sig i rummet. Det er velgørende, lovende og rigeligt voldsomt til at holde ølverdenens mugglere (ja, jeg er lige blevet færdig med Harry Potter-serien) på lang afstand.

Det tætte flødeskum udsætter smagningen noget, da det lige skal falde, før læberne kan nå ned til brygget. I mellemtiden kan man nyde de flotte, tætte og fedtede mosaikker, brygget efterlader på glassets inderside. Visuelt er brygget sandelig noget ud over det sædvanlige. Ikke mindst for masseproducerede pilsnerprodukter.

Smagen, til gengæld, lever bedre op til forventningerne – eller skulle vi sige mere op til forventningerne, for godt er det jo egentlig ikke – om det, der ifølge bryggeriet selv er et af verdens største befolkningers øl nummer ét. Det er ganske rigtigt tilpasset de brede massers smagsløg. Vandet trænger sig omgående på, og med til at undergrave enhver skygge af fylde i brygget er den fuldkommen udeblevne karbonering. Den kunne skabe et fantastisk skum, men ingen kulsyre bliver tilbage i brygget. Det er kort og godt dovent.

En let metalfornemmelse formår dog at give brygget en forfriskende kant, og selvom der er for meget vand og ingen fylde, så er der – ganske vist ved siden af og underligt uintegreret – en alligevel kraftig smag af humle, som den man mærkede i duften. At påstå, at humlen smager igennem, er en overdrivelse, men den er der, og i det omfang den er til stede, er den både rå og bidsk. Også eftersmagen formår at behage idet humlesmagen viser sig overraskende langtidsholdbar.

Så indernes foretrukne øl – skal man tro reklamerne, altså – formår at hæve sig et endog væsentligt niveau over den europæiske inspiration.

Men det er måske ikke så mærkeligt, når nu brygget alligevel fremstilles i Europa.
2-en-halv-stjerne

Esmarch Ale, Rækker Mølle Bryghus

Det rækker ikke til meget …
Rækker Mølle er en lille flække gemt bort i det mørkeste Vestjylland – ikke langt fra den notorisk iltfattige Ringkøbing Fjord, dybt nede i den egn af Danmark, hvor Kristendemokraterne altid har haft størst tilslutning. Noget kunne dog tyde på, at landsbyen med sit bryggeri er et lille åndehul midt i den indremissionske ødemark. Det har den angiveligt også været tilforn, idet det langt tilbage i tiden ud over møllen har været hjem for en høkerforretning og en bæverding.
Nærværende øls navn er da heller ikke en fonetisk gengivelse af en fulderiks mislykkede forsøg på at udtale navnet på det samlede Tysklands første kansler. Derimod har den navn efter den omtrent samtidige bestyrer af beværtningen, Nancy Esmarch, der på øllets etiket beskrives som “en respekteret, kløgtig og egenrådig dame med et stort lune.” Om lunet er gengivet i øllet må jo så vise sig.
Det er en ganske mørk, ved skænkning og i dæmpet lys ganske sort, ale med højt, cremet skum tonet let i det lysebrune. Til at begynde med bobler det lystigt på indersiden af glasset, og fremmer sammen med øllets sjaskede viskositet lidt for meget associationerne til sodavand. Bunden af ølglasset forvandles efterhånden til en petriskål, komplet med bakteriekolonier, så jeg sætter et stort flueben ved ‘mere end godkendt’ ud fpr det visuelle udtryk, på trods af de indledende sodavandstendenser.
Duft og smag undgår vi til gengæld ikke at (t)række en tur gennem møllen. Jeg vil i vanlig stil være konstruktiv i min kritik og ikke bare række – undskyld, rakke – brygget hensynsløst ned, men pænt, stille og roligt påpege, hvad bryggeriet kan gøre bedre.
Og i morgen sælger jeg Dybbøl Mølle.
Men seriøst. Vi må se hvad brygget rækker til i bouquet og flavour. Duften skifter fra at være præget af malt og svesker ved skænkning, til hurtigt at blive mere syrlig med karakter af gæret græs. Smagen er fra begyndelsen syrlig, præget af citron og især grape. Herefter gør et sødere indslag af brombær og blommer sig gældende midt på tungen, og øllet klinger af med en reel bitterhed på bagtunge og i eftersmag af hårdtristet kaffe og rå pilsnerhumle.
I løbet af konsumptionen får brygget et mere og mere syrligt og gæret præg. Det kammer aldrig over til noget decideret ubehageligt endsige udrikkeligt. Tværtimod glæder man sig glimtvis over brygget skarpe og bidske karakter. Nogen nydelse bliver det dog aldrig, og uvilkårligt kommer man til at mistænke bryggeriet for især at ville gengive værtinden Nancy Esmarchs lunefuldhed fra den syrlige – eller lad os sige det som det er- sure side.
Ikke desto mindre må jeg indrømme, at oplevelsen, manglende velsmag til trods, er intakt. Men det samlede indtryk rækker ikke til nogen særlig høj karakter.
2-stjerner

Caffrey’s Irish Ale, Coors Brewing Company

Fra tågerne …

De fleste gennemskuede min aprilsnar på fjæsen, men den var tæt på at blive virkelighed i går, da jeg lå helt og aldeles underdrejet efter en noget våd bytur. Sjældent har jeg oplevet værre tømmermænd, og mumlede vist også det evige omkvæd om, at jeg aldrig skulle drikke igen.

Anledningen var ellers hyggelig nok. Jeg var til teamarrangement med mit arbejde, og det indebar go-kart-kørsel, god mad, og så en tur på The Irish Rover ved Jorcks Passage på Strøget. Førstnævnte er jeg stadig øm i hele kroppen efter, mens sidstnævnte stod for gårsdagens grimme eftervirkninger i hoved og mave-tarm-system.

Det blev til indtil flere Guinness. Jeg manglede at takke bryggeriet efter at de trak støtten til New Yorks St. Patrick’s Day-parade tilbage, og det blev der behørigt rådet bod på. Selvom jeg egentlig ikke synes, at Guinness er nogen særlig interessant øl, er den rigtig god til festlige lejligheder. Den balancerer fint mellem en festlig letdrikkelighed og adækvat fylde og smag til, at det ikke bliver det rene og skære tylle-fylle-bælle-drikkeri. Og så har bryggeriet udvist en holdning til LGBTQ-spørgsmålet, som jeg kun kan erklære mig enig i – og selvom det skulle være et marketing/publicity-stunt har de min støtte for selve boykotten uanset.

Festligheden i The Irish Rover kan der ikke sættes en finger på. Deres udvalg i øl må til gengæld påkalde sig en i bedste fald passende mængde konstruktiv kritik. Ud over Guinness – ingen irsk pub uden – var der kun lutter kedelige og ligegyldige danske standardpilsnere, som jeg allesammen havde prøvet før – og så lige den her. En irsk ale – fra 1994 til 2001 i hvert fald, hvor Caffrey’s Irish Ale opkøbt af Molson Coors og nu er et multinationalt, internationalistisk brygprojekt, der handles og konsumeres verden over.

Men den skulle jeg da lige prøve – i min 40 hestes brandert, vel at mærke. Efter både Guinnes, div. pilsnerøl og det løse, og det er optegnelserne og erindringen trods alt også lidt farvet af.

Det er en lys ale, der skænkes med kvælstof, ligesom Guinness, Kilkenny og en række andre ales fra De Britiske Øer. Det er et smukt syn, at se skummet retirere til en lille cremet krone over det gulorange bryg. Duften er overvejende frisk og syrlig af umodne æbler, men synes også lidt svag.

Brygget er bitrere end man forventer med præsent humle og ledsagende stik af gær. Det har intet maltpræg, men føles alligevel ganske fyldigt, hvilken nok skyldes kvælstoffet. Gæren er præsent uden at ødelægge brygget, men det kan alligevel ikke frasige sig et let eddikeagtigt syrlighedspræg, der nok ikke vil falde i alles smag. Det er faktisk den syrlige smag, som britisk ale er berygtet for, der her træder markant frem.

Og jeg må indrømme, at den heller ikke rigtig falder i min smag. Den er lidt for syrlig og smager for meget af gær. Ikke desto mindre er den både fyldig og vederkvægende – to egenskaber ved øl, der ikke så tit følges ad. Og så smager den faktisk af noget i en 40 hestes brandert – og det er i sig selv lidt af en bedrift.

Jeg fik den adækvate irer af min gode kollega Jimmy, og tak for det. Jeg er altid glad for at modtage øl til anmeldelse, som jeg ikke har prøvet før, også selvom de – som denne – er lidt for meget som irske øl er flest.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme