Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: marts 2014

Nordic Blond, Carlsberg

Taber!

VM i Halvmarathon er overstået, og det er nu igen muligt at komme igennem København på sædvanlig vis. Ikke at jeg selv lagde mærke til det. Jeg forblev i sikkerhed på den grønne, flade ø hvis nordlige del udgør København Syd, vel uden for helsejunkierne, kondifreaksene og de andre flagellanters gebet. Min kære viv (der forøvrigt er aktuel med en række udkantsdigte sammen med nogle andre ordekvilibrister) vovede sig til gengæld ind i krigszonen, hvor hendes rædselsvækkende beretninger om indre bys afspærringer, åbne udsigt til motionister og andre selvpinere samt andre udtryk for generel undtagelsestilstand, skabte lige dele underholdning, frygtsomhed og lettelse over at man ikke selv havde begivet sig ud i minefelltet.

Fortælle kunne hun også, at Carlsberg overalt havde linet op med deres Nordic-produkter. Åbenbart er de gået ud i en større reklameoffensiv, hvor produktet nærmest kastes i nakken på kunderne, frem for at lade markedet gøre sit, og lige så stille få det til at forsvinde, efterhånden som Carlsberg indser, at de skal lade udbuddet følge efterspørgslen og med andre ord stoppe produktionen. Vi ved fra andre flop, at jo mere aggressivt et produkt markedsføres, desto lavere er kvaliteten. Jeg tænker spontant på Coca-Colas lightudgave med citrus – den smagte af sæbe, og glæder mig samtidig over, at jeg for en gangs skyld kom til at tænke på noget andet, end Cults ultimative ølflop som det første.

Vi ved allerede fra ‘Nordic Gylden Bryg‘, at konceptet om spændende, frokostegnet og mindre usundt (angiveligt) øl allerede er floppet – eller hvis vi skal give det en sidste chance; det første bryg var så kedeligt, at ‘Blond’ virkelig skal rykke for at floppet ikke er en realitet.

Det begynder med ikke at være helt umuligt. Farven på Blond er rigtig flot. Dybgul og tæt i løden – man skulle næsten tro, den var ufiltreret – med skær som frisk pomelo eller grapefrugt. Brygget skummer også rigtig flot, og kan endda fremvise en mere end adækvat cremethed. Hastigheden med hvilken skummet retirerer, er imidlertid sammenlignelig med Geoffrey Kipsang Kamwores tråd på opløbsstrækningen ved weekendens VM, så man skal være hurtig for at nyde den i grunden godkendte visuelle indledning.

Ikke overraskende byder brygget ikke på megen bouquet. Humlen er dog overraskende præsent, endskønt svag. Det samme gælder smagen, der indledes med en let, bitter humle, med et ledsagende sødt indslag af sukker. Det kan ikke undre, idet sukkeret er tilsat sammen med diverse “naturlige aromaer” der ikke er gjort nærmere rede for. Jeg får associationer til sportsvand med et stænk af humle, endskønt mængden af sukker er alt for lav til, at indtrykket kan kaldes fuldbyrdet. Til sidst mærkes humlen som et fjernt og afmægtigt prik i eftersmagen.

Humlen mærkes også kun i begyndelsen. Senere bliver brygget mere syrligt, metallisk og syntetisk. Det smager af en blanding af syrlig kiwi og frisk lime med ledsaget af et metallisk indslag, der dog ikke er mere ubehageligt, end at det bidrager til en form for friskhed. Den blandede og lidt underlige smagssammensætning er ikke som sådan ubehagelig. Til gengæld har det tæt på intet med øl at gøre, og som med så meget andet alkoholfattigt øl, er det slattent, vandet og fuldstændig uden fylde.

Kredit skal brygget have for ikke at smage direkte grimt, og glimtvis godt, men altså kun helt i begyndelsen af øl. Ellers smager man mest næstmest sukkeret (mest vandet), og det tilsatte sukker spænder desuden endnu engang ben for den mystifistiske fremstilling af denne ølserie som ‘sund’.

Vinderen af VM i Halvmarathon blev som bekendt Kenyanske Geoffrey Kipsang Kamwore – og tillykke med det. Den absolutte taber var Carlsberg, der deltog med et utal af Nordic-bryg, som jeg gætter på, de allerfleste end ikke gad prøve. De gik ikke glip af noget, og floppet er en realitet.
1-stjerne

Irmas Pilsner, Fuglsang

Bedste standard …

 
Irma er det vilde hipstersupermarked. Der handler de kendte, de tjekkede, og ikke mindst de rige. Det siger sig selv med de priser. Her i hippiehjemmet handler vi også gerne i Irma, og vi nyder kvaliteten mens vi (men nok mest jeg) krummer tæer over prisniveauet. Men mest nyder vi.
Og som ethvert supermarked med respekt for sig selv, har Irma også egen leverandør af kædens egen standardpilsner. Ligesom Brugsen har Vestfyens Pokal-øl, og Fakta Royal Unibrew og Harboe, der leverer Dansk-serien. Men hos Irma skal det selvfølgelig være lidt bedre, lidt finere og lidt mere udsøgt. Og til dette formål har Irma valgt det Haderslevske bryggeri Fuglsang som leverandør. Det er også sådan lidt lokaltproduceret-agtigt (og siden eksporteret hen over Fyn for at blive solgt i en kæde, der kun findes på Sjælland (og Amager)), så Irmas udvalg af standardpilsner også kan være lidt hipsteragtigt (selvom vi jo ved, at hipstere egentlig foretrækker det laveste lavmål af laveste fællesnævner blandt lave lavpilsnere).
Jeg har ved en kort mailudveksling med en af pingerne fra Fuglsang fået at vide, at bryggeriet faktisk brygger denne pilsner specielt til Irma. De hælder altså ikke et eksisterende produkt på en anden emballage. Tommelfingeren op for dette. Variation og udvidede produktkataloger er selvsagt altid at foretrække frem for gammelt øl på nye dåser.
Brygget er lyst og pilsnergult – ikke så meget slinger i valsen dér. Skummet er tilsvarende skrøbeligt, og kollapser under støjende brusen, man skal starte en middelsvær industriel højtryksrenser for at finde magen til. Hvad der måske overrasker lidt, er at der er brugt hvedemalt i brygprocessen. Feinschmeckerne vil sikkert mene, at dette er en utilstedelig overtrædelse af hellige brygprincipper om pilsnerens ren- og simpelhed. Selv hilser jeg altid innovation inden for pilsnergenren velkommen, da den som stil dårligt kan blive mere ordinær og almindelig på den ufede, småkedelige måde, end den allerede er.
Duften gør mere væsen af sig, end man er vant til, men ikke så meget som man måske håber. Vandelementet er fremtrædende, og som sådan dufter den mere af standard end af Irma. Ellers mærkes en mere end adækvat fyldig blanding af lige dele humle og korn. Ikke voldsomt overraskende, men afgjort velgørende og rart.
Vandet dominerer heldigvis ikke smagen. Tværtimod træder bryggets milde bitterhed og fylde tydeligt frem, og behager ganen, først med en ikke ubidsk humle, efterfulgt af rundere, fyldigere og rarere bitterhed af paranødder, afløst af eftersmagen, der først stikker med en knivspids gran, og siden smages i brystkassen som en lækker kommenessens. Bagom brygget mærker man en let sødme af honning, der også giver brygget ekstra fylde.
Når vi snakker almindelig standardpilsner til vanlige hverdagspriser (okay, det er Irma, så måske lidt over) så får man det næppe bedre. Og det er ikke bare en pilsner, der er god til prisen. Den er simpelt hen bare god. Der er dømt bredt baghjul til alle andre supermarkeders standardpilsnere, og en sikker føring, der holder hele vejen hjem. Dansk standardpilsner har fundet sin Kevin Magnussen.

4-en-halv-stjerne

Gavnø Stout, Slotsbryggeriet Gavnø

Undtagelsen …

Gavnøs øl er fast inventar på Irmas hylder med fermenterede humleprodukter, og jeg har længe haft kig på dem, og tænkt: Dem … Og nu har jeg endelig fået gjort noget ved det. Deres Stout er købt, smagt og hermed anmeldt.

Bag Slotsbryggeriet Gavnø står slægten Reedtz-Thott “der med sikker hånd værner om stedets historiske værdi og sikrer, at et af Danmarks smukkeste herregårdsanlæg byder tusindvis af gæster velkommen år efter år” – såvidt øllets etiket. Reedtz-Thott-klanen har fx for nogle år tilbage budt besøgende velkommen med en strømførende gitterlåge bevogtet af en olm tyr, og Baronens bror værner som aktiv rallykører desuden om skønhed og miljø rundt om i landet ved at forpeste begge dele med lige dele luft- og støjforurening.

I sandhed et ægte adeligt slæng, der ikke holder sig tilbage med at anprise egne fortræffeligheder op og ned ad etiketten, mens virkeligheden måske ser lidt anderledes ud. Huske skal man også, at det uovertrufne slotsbryggeri Føniks havde adresse på Gavnø, og at en konflikt med baronen blev medvirkende til det ellers lovende mikrobryggeris endeligt.

Vel, meget kan der siges om Reedtz-Thott-klanen, men det skal man jo ikke holde imod øllet, der allerede i flasken gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. I bunden af flasken forefindes en sand mudderpøl af restgær, der alene formår at rydde alle varsler om adelig fisefornemhed af banen. Ved skænkning viser brygget sig også at være ganske uigennemskinneligt, og skummet højt, flot og – etiketten lyver ikke – nøddebrunt. Det starter brusende og falder så til ro i en solid, fast og cremet skumkrone. Duften halter ikke efter det pletfri udseende. Flødekarameller blander sig med ristet kaffe og et lille skud cognac.

Det er en meget sød stout. Chokolade og mellemristet kaffe fylder flødefyldigt mundhulen sammen med en blød, mild alkoholfylde af smooth whisky. Her er der ikke tale om en skrap Oban, Talisker eller en Islay Malt. Det er Speyside … Ja, det er i virkeligheden nok den mest smooth whisky jeg kender – fra Glengoyne-destilleriet nord for Glasgow, hvor de rister malten over naturgas – ja, så smooth er det ledsagende whiskyelement. Ved mandlerne mærker man sluttelig en pikant bitterhed af grannåle, der på trods af, at det stikker ud i forhold til resten af det runde, bløde og venlige bryg, alligevel komplimenterer det samlede billede ganske elegant.

Pragtfuldt, gennemtrængende og meget meget mildt. Den er slet ikke så farlig som baronens olme vagttyr. Den er som en stor, gammelkælen og turbospindende norsk skovkat på skødet foran en buldrende pejs. Ja, sådan føles Gavnøs Stout … indtil man gør det nødvendige …

For der står ganske vist på flasken “Øllet er […] ufiltreret og kan derfor indeholde bundfald”. “Kan” er som antydet en underdrivelse. Men hvor er det skønt, at bryggeriet ikke tilføjer den evige smøre om, at man endelig ikke må agitere flasken, fordi man så risikerer at få den slemme, modbydelige, drilagtige restgær med op i glasset. Så undertegnede agiterer selvfølgelig flasken grundigt, og hælder glad og fro den mudrede bundsjat – det der normalt gør øllet rigtig godt – op i det lækre flødebryg.

Og det … var så ikke så godt. Det søde karamelchokoladebryg forvandles til en syrlig gærgrød, der ikke kun ligner mørkt mudder, men også føles lidt sådan. Det bliver aldrig det samme igen. Bryggets fine, bløde og rare smag ødelægges når restgæren tilføjes. Gavnø Stout
er undtagelsen, der bekræfter reglen. For det meste skal restgæren med oven i brygget, men altså ikke her.

Det er en mindre streg i regningen, at brygget faktisk ødelægges ved at restgæren hældes ved. Men det rokker ikke ved, at man uden restgær får en næsten uforglemmeligt behagelig øloplevelse.
5-stjerner

Påske Bryg, Vejle Bryghus/United Beverage

Drikker jeg den samme øl …

… igen og igen? Det må jeg uvægerligt spørge. Det er tredje gang, jeg drikker en påskeøl fra bryggeriforetagendet United Beverage, og det er tredje gang, jeg stiller mig selv dét spørgsmål. Det startede med Aros, Nordisk Påske Ale, siden kom Bock Bunny, og  nu er vi ved Vejle Bryghus’ Påske Bryg. De ligner
hinanden overraskende meget i både farve, og smager alle af omtrent lige lidt.

Men okay – helt ens er de nok ikke. Dagens øl scorer trods alt en højere karakter end de to foregående, og beskrives som en ‘lager øl’ – altså i en eller anden grad en undergæret øl, hvor i hvert fald den første var overgæret … men betegnelsen ale er jo ikke engang en garanti for, at øl er overgæret længere. Det har marketingafdelingen hos Royal Unibrew som bekendt sat en effektiv stopper for …

Så måske er det faktisk samme øl. Producenten er den samme, og måske bliver den bare solgt med forskellige etiketter. Det er ikke første gang det er set. I sin tid solgte Carlsberg sin Premium under navnet Dansk Pilsner til Fakta-kæden, hvilket betød OK standardøl for den samme pris som man senere skulle betale for Harboes næsten udrikkelige sprøjt. Det er ikke i sig selv et problem, sålænge bryggeriet ikke kalder brygget unikt, eller på anden måde påstår, at brygget ikke forhandles andre steder under andre navne, som Bryggeri Skovlyst gjorde ved juletid sidste år.

Bygmalt – med fed kursivskrift.
Jeg beklager billedkvaliteten.

Glæde kan man sig trods alt over, at brygget kun indeholder de fire gyldne ingredienser, vand, bygmalt humle og gær. Kan nogen i øvrigt forklare, hvorfor jeg tit ser bygmalt skrevet sådan, altså med fed kursivskrift i varedeklarationen? Jeg gætter på, det må være fordi det kan være allergifremkaldende eller et eller andet, men hvis nogen rent faktisk ved noget, og ikke bare gætter som jeg gør, opfordrer jeg hermed til at oplyse os uoplyste, og smide en kommentar om det nedenfor.

Brygget er flot kobberrødt, med fyldigt, gyldent skum – Nordisk Ales faldt angiveligt “hurtigt og knitrende”, men at dømme på billedet, var farven præcis den samme. Bocks visuelle udtryk blev beskrevet således: “Flot orangebrunt, lettåget med en flot, cremet og holdbar skumkrone, holdt i letgule nuancer.” Altså heller ikke her nogen mærkbar forskel. Jeg har noteret mig, at Vejle Bryghus’ Påske Bryg dufter mere bittert humlet, ‘øllet’ (adj.) om man så må sige, end de andre, der i det hele taget ikke duftede af særlig meget.

Brygget her er da også mere bidsk i smagen. Humlebittert fra starten med en rar fylde, især af hasselnødder. Et pikant sødt indslag giver lige akkurat brygget den kompleksitet, der gør det mere interessant end bare velgørende bittert. Der er lidt græs og lidt blomster i det søde – akkurat, som det fremgår af etiketten. Så har man set det med.

Overordnet er brygget ret lettilgængeligt, men bitterheden holdes lige netop så bidsk, at festfolket har skåret dels forurettede dels fornærmede ansigter, og er flygtet hals over hoved klamrende en sixpack sol i favnen. For kenderen forbliver det dog ikke helt bidsk nok, og det ender med at sætte sig som et dårligt kompromis mellem det markante og det ligegyldige midt imellem to stole. Fylde mangler også, vandighed trænger sig på, og endelig forstår jeg ikke, hvad denne form for bitterhed egentlig skal i forårsøl, som jeg forestiller mig friskt og sødt. Bitterheden hører mere efteråret til.

Jeg må dog indrømme, efter at have læst anmeldelsen af de to foregående United Beverage-påskeøl igennem, at der nok ikke er tale om det samme bryg på forskellige flasker. Dertil er forskellen trods alt for stor, og især denne øl stikker ud med kvaliteter, de to foregående ikke kan præstere. Alligevel har bryggene dog det til fælles, at ingen af dem får nærværende ølblogger til ligefrem at juble i uregerlig forårskådhed.
3-en-halv-stjerne

Organic Blonde Abbey Ale, Ørbæk (Munchkin og Munkeøl – Finale)

Le Grande Finale …

Det blev Marcus, der rendte med sejren de første to spil. Men vi var vel i gang med sidste spil, der var blevet en ren gyser, før denne sidste øl blev åbnet. På et tidspunkt var vi alle fire på level 9 – altså én kamp fra sejr.

Avancement fra level 9 til 10 kræver som bekendt en kamp (eller et meget heldigt korttræk). Det gælder derfor om at trække et monster, når man sparker døren ind (det starter alle runder med). Alternativt kan man senere på ens tur selv kaste et monsterkort, hvis man har ét på hånden. Det er en operation, der hedder “Looking for Trouble”, og denne er især populær, hvis man har level 1, eller 2-monstre på hånden.

Det er så op til de andre spillere at gøre kampen umulig – fx ved at kaste et ‘wandering monster’, som kastes sammen med et andet monster, man selv – eller en anden spiller – har på hånden. Plutonium Dragon er populær i den forbindelse. Den er level 20, og de 20 lægges til det oprindelige monsters niveau. På en eller anden måde skal spilleren så score højere end monstrenes samlede score, ved at tage eget level, og lægge eventuelle bonusser i form af våben, titler, elixirer eller andet til. – Ja, det kan godt blive kompliceret, men også altid top-underholdende!

Og da spillet var gået godt og grundigt i hårdknude med os allesammen på level 8 eller 9, åbnede vi altså den sidste øl. Endnu en trappist-kopi fra Ørbæk, købt ved samme lejlighed som den første, i Fakta, hvor de, apropos plutoniumsdrage, vist kunne fås til omkring 20 kroner stykket.

Det var vel aftenens lyseste bryg (hvis man vælger ikke at tælle den fæle prolog med. Den som gæsterne heldigvis ikke fik noget af). Enkelte toner mørkere end pilsner med kridhvidt, storboblende og så vidt jeg husker, ikke særlig holdbart skum. Stresshormoner var der rigeligt af i blodet, da det blev skænket, idet vi som bekendt alle kæmpede om det sidste sølle point i spillet. Alligevel lykkedes det brygget bouquet at presse en ekstra dosis adrenalin ud i blodbanen, da den lidt for velkendte dunst af marcipan og husholdningssprit i uskøn forening ramte mine næsebor.

Smagen gør tilsvarende vanære. Det smager af støvet kartoffelbrændevin, gær og den sødligt klæge smag af marcipan, jeg i kombination dermed finder aldeles modbydelig. Brygget giver den indre varme, som man kender det fra stærk spirius og man kommer til at svede af det. Det taler for bryggets karakter, at det på den måde giver en kropslig oplevelse. Blot mistænker man hurtigt, at sveden springer, fordi brygget bare smager så rædsomt. Øllet er i øvrigt tilsat rørsukker, koriander og enebær – det er noget med, at Ørbæk bruger opskrifter fra en tid, før Reinheitsgebot var noget, man gik op i på vore breddegrader. Men tilsætningen er altså forgæves, i betragtning af, hvordan slutproduktet smager.

Det skal siges, at Marcus ikke var enig i min vurdering. Han mente, at brygget blot skulle nydes til … noget andet – noget bestemt, som det ville gøre sig bedre til end et spil Munchkin småsent om aftenen. Han kunne ikke komme på, hvad det skulle være, og det kunne jeg heller ikke, og kan fortsat ikke. Jeg gætter på, at jeg i hvert fald aldrig kommer på det, men hvis Marcus i fremtiden skulle komme med et bud, refererer jeg det selvfølgelig gerne. Jeg forestiller mig, at alt, hvad dette bryg ville passe til, også ville være ret fælt – men det var vist ikke det, Marcus mente.

Udfaldet af aftenens sidste bryg blev altså lige så fælt som en plutoniumdrages ånde efter at den måtte have nedsvælget en Potion of Halitosis. Finalen i aftenens spil blev til gengæld langt mere underholdende, og endte med, at Elin selv opsøgte et monster at kæmpe med. Hun havde et level 2-monster på hånden, og det spillede hun altså ud, efter at vi andre panisk havde kastet monstre, bonusser, snydekort, våben, forbandelser, opgraderinger, nedgraderinger, klasser, racer og en hel masse andet i hovedet på hinanden … og derfor ikke havde noget på hænderne, der kunne forhindre hende i at vinde den endelige kamp.

En episk kamp mellem fire Munchkins og Fire tunge munkeøl var dermed overstået. Sejrherren var de tømmermænd, der ramte ekstrahårdt den følgende morgen … overgæret munkeøl er bare ikke noget, man får det godt af dagen derpå.

1-halv-stjerne

Quadrupel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl III)

I found the …

Unspeakably Awful Indescribable Horror! Eller … så slem er dagens bryg jo heller ikke. Men det er mit yndlingskort i Munchkin. Det er et level 14-monster, og som sådan ikke engang umuligt at besejre. Til gengæld må man selv fantasere sig til, hvad det egentlig er – for det fremgår kun, at man dør af det, undtagen, hvis man er troldmand m/k.

En Quadrupel fra La Trappe slår også til enhver tid en Laser-Phaser-Shmazer-Bazer – noget i den retning hedder det ultimative våben fra Elins Star Wars Extension Pack. Her i huset ejer vi kun originalen – eller 1st Edition, så jeg kan ikke kigge efter, hvad våbnet rigtigt hedder. Hvad jeg dog ved er, at man kan klikke de forskellige våben, fx en Laser og en Shmazer sammen – og så kan man bruge dem begge som ét våben (en Laser-Shmazer, eller måske endda en Shmazer-Laser), hvor man i de andre udgaver ikke kan svinge mere end ét våben ad gangen.

Alligevel tror jeg stadig, at nærværende øl gør mere ondt end at blive ramt af kombination af alle våben på én gang. Især dagen efter. Jeg tror, det primært var den der gjorde, at jeg var temmelig immobil hele søndagen.

Brygget er gæret fire gange. Det er sådan, man får en Quadrupel, og for hver gang en omgang brygsukker eller malt, eller hvad det nu er de bruger til at fremme brygprocessen på La Trappe (jeg glemte at kigge efter) tilføjes, udskiller gæren mere alkohol. Det bliver til mægtige 10,0%, og det endda helt uden, at det kommer til at smage som en Wiibroe Årgangsøl. Man skal dog kæmpe lidt for at nå ind til brygget. Plasticpropperne sidder helvedes godt fast, og jeg måtte have Marcus’ hjælp til at få dem af.

Brygget er lysere end dubbel – mere ovre i det orange, og skummet er kun tonet et par grader i retning af det gullige. Det knækker i store flager, der klæber sig meget bedre til glasset, end man så på Dubbel. Det ligner en ikke ordentligt pisket marengsmasse med sine store bobler. Duften giver allerede antydning af hovedpine med et hårdt spritelement, der til gengæld gør én fri i næsen. Duften er tung – det er svært at sige, præcis hvad det dufter af, men vi er ovre i en lettere bizar – men ikke nødvendigvis ubehagelig kombination af cognac med svedsker.

Brygget byder på mange af de samme søde, og krydrede toner som Dubbel. Alkoholen gør dog sit uudslettelige udtryk, og drejer smagen mere over i det både markant sødere, men også markant mere sprittede. Man mærker romsukker, der flankeres af en gæret bismag, og faktisk lidt bitter humle ved mandlerne.

Selve smagsindtrykkene er ganske velintegrerede, men overordnet ender alkoholen med at blive for markant. Brygget bliver så småt harsk, selvom man hele glasset igennem kan glæde sig over dets fandivoldske karakter, der må siges at matche Munchkin-spillets voldelighed udmærket.

Koncentrationen om spillet vil nødvendigvis vige, efterhånden som man når dybere ned i flasken … Så pas på! De andre spillere vil udnytte din fuldskab til et snigangreb!! Og det er jo også lige i Munchkin-spillets ånd.
4-stjerner

Dubbel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl II)

In the heat of the game …

 
Spillet var godt i gang, da den næste øl blev åbnet, en Dubbel fra det hollandske bryggeri La Trappe. Det ser ud til, at der er tale om autentisk klosterøl, brygget af rigtige munke ved Tilburg i det sydvestlige Holland. Hvis man skal tro siden “belgabeer.dk” – og hvorfor skulle man ikke det?
Munk kan man ikke være i Munchkin, men man kan dog være Cleric. Så vidt jeg ved, er det den eneste klasse, der kan avancere fra level 9 til level 10 uden nødvendigvis at kæmpe mod et monster. Man skal blot spille det rigtige kort – Divine Intervention – så avancerer man til level 10, hvilket vil sige, at man vinder spillet. Det står på kortet, at det er vinderen forundt at rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på den måde. Det står ikke noget sted i reglerne, at man ikke må rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på en anden måde – det skal man selvfølgelig også tage i betragtning.
Med sin fine og tydeligt røde lød var brygget klart det mørkeste, der blev nydt den aften. Det gyldne, fedtede skum matcher farven fint, og dets visuelle fylde går igen i duften. Bouqueten præges entydigt af søde indtryk – marcipan, chokolade og sukker. Marcipan kan være et dårligt tegn i duften, såfremt det ledsages af sprit. Det er ikke tilfældet her, hvor sukkersliknydelsen er rendyrket.
Og brygget smager da også simpelt hen pragtfuldt. En nydelse så rar og venlig, at jeg ikke engang noterede mig det særlig meget i detaljer, da det bare så elegant ledsagede glæden ved spillet. Det taler overordnet til dets fordel, men jeg har i bagklogskabens lys den anke, at brygget måske stryger lidt for meget med smagsløgene, og ikke byder på de store krav om aktiv smagning og udfordring af bestående vaner og præferencer.
Men lidt er der da kradset ned på notepapiret, der kan give læseren et om ikke andet rudimentært billede af bryggets smagsegenskaber. Cognac og chokolade blandes i en mundfornemmelse, der ikke er ulig en fin æske prailiner. Oveni – og ikke mindre slikagtigt – er et krydret indslag af bergamotolie, der giver mig associationer til alteabolsjer. Angiveligt gammelmandsbolsjer – jeg har altid elsket dem, og det passer vel egentlig meget godt med, at jeg har været en sur gammel mand siden 12-årsalderen.
La Trappe Dubbel var klart aftenens fermenterede højdepunkt. Det var Marcus, der som den første i et kort øjeblik afbrød koncentrationen om de mange forbandelser og monstre vi kastede i hovedet på hinanden for at give øllet sin ros. Elin istemte, mens min papsøn Aslak drak en slurk te.
De unge mennesker og deres fornuftige adfærd …

5-stjerner

Organic Belgian Style Bruin Abbey Ale, Ørbæk (Munchkin og Munkeøl I)

Spillet starter …

Munchkin er ikke noget helaftensspil a la Matador eller Trivial Pursuit, men det er så morsomt, at er man først gået gang, skal man liige have et spil til – og et til – og et til … Vi kunne nu kun nå tre. Med små børn på matriklen, og arbejdende mennesker blandt gæster blev der sat en naturlig stopper for, hvor sent det blev.

Det startede ellers stille og roligt med et par kogte myretuer, der gavmildt forsynede undertegnede med et ekstra level fra start. Og så kastede vi ellers plutoniumdrager i nakken på hinanden, vinkede til stenede golemer og bekæmpede både advokater og forsikringsagenter … Munchkin er et meget sjovt spil.

Det første bryg, der blev nydt til, var en økologisk og meget dansk kopi af, hvad der skulle forestille at være en mørk, belgisk klosterøl. Belgisk i stilen, dansk i virkeligheden … tysk er den i hvert fald ikke, idet den er tilsat rørsukker. Det er dog langt fra så galt som med den Blonde i samme serie, som vi prøvede senere på aftenen – den når skal vi nok nå til.

Bruin hedder den – og man forventer noget mørkt øl. Man får så noget, der snarere er orange – også skummet. Men brunt, næh. Skummet kollapser hurtigt, og viser ikke nogen klæbeevne. Selve brygget har en syrlig og våd bouquet, der ikke rigtig formår at vække begejstring eller genkendelse.

De første par mundfulde er jævnt kedelige. Man konstaterer, at man smager vandet, men så tager brygget heldigvis fat. Brygget gnider sig sukkersødt henover tungen og et krydret indslag af anis akkompagnerer let og elegant. Brygget bliver hurtigt også fyldigere, det er en letsprittet fylde, der heldigvis ikke er overdrevet, men lige tilpas. Brygget holder 6,5% hvilket ikke er meget i betragtning af, hvor tydelig alkoholen faktisk er. Man kan takke den relativt lave alkoholprocent for, at spritten ikke tager for meget over.

En sød, letkrydret og tilpas sprittet oplevelse, hvor nøgleordet netop er let og uden de store armsving.

Til et spil Munchkin kunne man måske have ønsket noget med lidt mere knald på. Men så må man jo bare spille lidt voldsommere i stedet for – Wandering Monster!
4-stjerner

Nordic Gylden Bryg, Carlsberg (Munchkin og Munkeøl – Prolog)

Madlavning …

Når man sådan får fine gæster, skal der også laves mad. Jeg stod i vanlig stil for benarbejdet – der skulle hakkes, snittes og centrifugeres grøntsager til pizzaen, og da vi ikke ejer en foodprocessor, måtte jeg gøre det manuelt. Hvilket jeg også foretrækker.

Til madlavningen åbnede jeg en af Carlsbergs nye flashy alkoholfattige øl, Nordic Gylden Bryg (sic). Efter længe at være gået i en stor bue udenom dem i de supermarkeder, jeg oftest frekventerer, fordi de dér kun blev forhandlet i seksstykspakker, fandt jeg dem omsider til salg stykvis i Irma. Og hjem kom en af hver – den anden hedder “blond” og står stadig på hold i mit køleskab. Jeg ville ikke købe dem i seksstykspakker, da jeg havde mistanke om, at de ikke ligefrem ville falde i min smag. Og så ville de resterende fem øl optage alt for meget plads i mit lille hjem.

Jeg har læst om konceptet bag Nordic-serien på en obskur hjemmeside (min dårlige undskyldning er, at det var det første google-resultat, der dukkede op, da jeg søgte på serien). Det er som nævnt alkoholsvage øl, der skulle kunne nydes til mad, men altså uden at man bliver fuld af det. Konceptet er imidlertid slet ikke nyt. Jeg testede for år tilbage en øl fra Fur Bryghus, brygget efter samme koncept, der – kan jeg allerede nu afsløre – formåede at imponere mere end nærværende stordriftssprøjt fra Carlsberg.

Fuldstændig afsporet er dog den sundhedsvinkel, som hjemmesiden lægger på Nordic-serien. Jeg bliver ved med kun at kunne læse teksten i små bidder, mellem hvilke jeg får nervøse trækninger, må tage dybe indåndinger, og gå frem og tilbage i lokalet, mens jeg små- (og stor-) bander for mig selv. Nu skulle øllet altså være sundt, fordi der er mindre alkohol i? Ligesom slik skulle blive sundt, fordi man reducerer sukkerindholdet? Eller kunstigt beriger det med vitaminer? Og i samme ombæring ignorerer at både slik og – især alkoholfri øl – indeholder aromastoffer og andre mystifistiske tilsætninger, der kan udløse allergier, sygdomme og en masse andet, som vi ikke kender endnu, da vi ikke kender langtidsvirkningerne af tilsætningsstofferne. Denne øl er iøvrigt tilsat sukker – som om det skulle gøre den sundere.

Den ikke specielt kvikke, men dog opmærksomme læser, der selv har prøvet dette produkt vil måske indvende “jo, men der er jo kun tilsat naturlige aromastoffer til øllet”. Ja – og cyanid er naturligt forekommende i æblekerner, nitrit forekommer naturligt i rødbeder, og sulfit i kål. Lort er også naturligt. Naturligt er for at sige det mildt ikke en garanti for noget som helst.

Og nu bliver jeg nødt til at sige det umildt. Og jeg bliver nødt til at sige der med versaler, for kun sådan kan det udtrykkes, som jeg virkelig mener det. Jeg vil kommentere sundhedskonceptet bag denne øl, som en ukendt skotte gjorde til et opslag på den lokale fish’n’chips, der var blevet lukket af sundhedsmyndighederne. Her lettere omskrevet, så det passer til nærværende øl. Børn og sarte sjæle anbefales at kigge væk, da jeg næppe har udtrykket mig hårdere før i bloggens levetid:

– WHAE GEEZ A FUCK ABOOT HEALTHY!??? I DINNAE START DRINKIN’ BEER TAE GET HEALTHY YA CUNTS!

HEALTH JUNKIES PLEASE PISS OFF. K

Ah, det var rart at komme af med det. Se det oprindelige citat her.

Og så skal jeg jo ikke glemme, at øllet også skal anmeldes.

Når brygget kaldes ‘gyldent’ forventer jeg ikke et bryg, der har samme farve som ens urin midt i en ordentlig druktur. Jeg forventer minimum noget fra døgnet efter. Eller sagt pænere – jeg havde forventet en dybere kulør som man kender det fra wienertypen, og ikke noget, der kunne konkurrere med Corona, Sol og *ydrk* Kay-Sar i bleghed. Skummet matcher med sin snehvide uskyldighed bryggets uinspirerende kulør, omend det klistrer mere, end jeg havde regnet med. Brygget dufter ikke – ’nuff said.

Smagen … er der da. Den er svag, men også klar, glat og giver en antydning af kornet sødme. Sødmen kommer nu nok fra det tilsatte sukker, og har altså næppe noget med Carlsbergs brygevner at gøre. Eftersmagen udebliver i første omgang helt, men bruger man tricket, hvor man indtager virkelig store mundfulde – på nippet til at man får det galt i halsen – er det muligt at presse en antydning af eftersmag frem. Den melder sig som en let prikken, som man fornemmer engang har været noget humle, uden at man dog er sikker.

Men den er i det mindste ikke ligefrem ubehagelig at have i munden, og som sådan kunne den vel fungere som et muligt alternativ til et glas lunkent postevand. Friskt, koldt postevand derimod, kan brygget ikke hamle op med. Ikke mindst fordi en diffus bismag – det meste smag ved dette bryg er diffust, derfor også bismagene – trænger sig en smule på. Man genkender sæbe. Det er heldigvis glimtvis – som et glas lunkent postevand, der ikke er skyllet ordentligt af, efter opvasken.

Det er et meget kedeligt bryg. Man savner næsten lidt markant ubehag, fordi det i det mindste ville give brygget karakter. Det bringer absolut intet nyt til genren ‘alkoholfattige øl’ overhovedet, uanset om Carlsbergs velsmurte marketingmaskine og diverse obskure hjemmesider prøver at give et billede af det modsatte.

Jeg forsøger at være en ordentlig vært, så jeg bød selvfølgelig ikke mine gæster på dette mislykkede og ligegyldige bryg.

1-halv-stjerne

Munchkin og Munkeøl

Av …

Jeg har ondt i hovedet i dag. Åbenbart vil der altid være en straf, hvis man har det godt eller gør noget sjovt. Men jeg må hellere starte med begyndelsen. Juleaften fik min papsøn Aslak et Munchkin-spil i  af min storebrors familie. Genial gave – ikke mindst fordi det lige så meget var en gave til lillebror. Som nogle måske vil huske, er kombinationen af Munchkin og øl afprøvet med succes før. Jeg har dog hele tiden haft en nagende fornemmelse af, at vi spillede spillet forkert, så for nylig tilkaldte jeg et par eksperter …

Marcus, som bloggen også har haft inde over, og Elin – en god bekendt fra min kollegietid – er begge garvede Munchkin-spillere, og mens Marcus leverede rutinen og ekspertisen, leverede Elin rutine, ekspertise og to ekspansion-sets. Og så var der ellers lagt op til gemytligt spas og festivitas.

Øllet leverede undertegnede – nok ikke overraskende. Og jeg havde netop købt fem selskabsøl, hvoraf vi nåede at drikke de fire. Selskabsøl er min betegnelse for øl, der leveres i så store emballager, at jeg ikke selv gider drikke en hel. De er til gengæld gode at dele med andre, fx ved festlige lejligheder som en i dette og de næste indlæg beskrevne.

Kvickly og Fakta var distributørerne, og i langt overvejende grad Fakta. Sidstnævnte på Njalsgade var leveringsdygtig i to øl fra Ørbæk – som sædvanligt økologiske og i belgisk munkestil. En anden Fakta – jeg husker ikke hvilken – havde et par spændende produkter fra hollandske La Trappe på hylderne. Omend de kostede kr. 38,- stykket, syntes jeg stadig, pengene var godt givet ud. Med en vis undren blev jeg dog slået, da jeg opdagede at Kvicly havde den samme serie (på i alt fem – hvoraf jeg altså har reddet mig de tre) stående til kr. 29,- stykket.

Vel, med hjem kom der da en mere. Men skæbnen har villet, at sidstnævnte fra Kvickly ikke blev afprøvet, og nu står mutters alene på ølhylden, og kun har et en påskebryg fra Vejle Bryghus og et par flasker vin, vi nok aldrig får drukket at socialisere med. Så når alt kommer til alt var det ret beset Fakta, der var eneleverandør … og hvorfor bruger jeg dog så lang tid på at forklare det? Det må være de forbandede tømmermænd …

Hvad jeg ville nå frem til: De næste indlæg kommer til at handle om de øl, vi drak under Munchkin-spil i går aftes. Intet ringere. I hvilken grad det kommer til at handle om andet end øl – fx Munchkin – kommer an på min hukommelse og evne til at tænke struktureret. Begge dele lader sig i skrivende stund Q.E.D. kun gøre under visse anstrengelser.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme