Taber!
VM i Halvmarathon er overstået, og det er nu igen muligt at komme igennem København på sædvanlig vis. Ikke at jeg selv lagde mærke til det. Jeg forblev i sikkerhed på den grønne, flade ø hvis nordlige del udgør København Syd, vel uden for helsejunkierne, kondifreaksene og de andre flagellanters gebet. Min kære viv (der forøvrigt er aktuel med en række udkantsdigte sammen med nogle andre ordekvilibrister) vovede sig til gengæld ind i krigszonen, hvor hendes rædselsvækkende beretninger om indre bys afspærringer, åbne udsigt til motionister og andre selvpinere samt andre udtryk for generel undtagelsestilstand, skabte lige dele underholdning, frygtsomhed og lettelse over at man ikke selv havde begivet sig ud i minefelltet.
Fortælle kunne hun også, at Carlsberg overalt havde linet op med deres Nordic-produkter. Åbenbart er de gået ud i en større reklameoffensiv, hvor produktet nærmest kastes i nakken på kunderne, frem for at lade markedet gøre sit, og lige så stille få det til at forsvinde, efterhånden som Carlsberg indser, at de skal lade udbuddet følge efterspørgslen og med andre ord stoppe produktionen. Vi ved fra andre flop, at jo mere aggressivt et produkt markedsføres, desto lavere er kvaliteten. Jeg tænker spontant på Coca-Colas lightudgave med citrus – den smagte af sæbe, og glæder mig samtidig over, at jeg for en gangs skyld kom til at tænke på noget andet, end Cults ultimative ølflop som det første.
Vi ved allerede fra ‘Nordic Gylden Bryg‘, at konceptet om spændende, frokostegnet og mindre usundt (angiveligt) øl allerede er floppet – eller hvis vi skal give det en sidste chance; det første bryg var så kedeligt, at ‘Blond’ virkelig skal rykke for at floppet ikke er en realitet.
Det begynder med ikke at være helt umuligt. Farven på Blond er rigtig flot. Dybgul og tæt i løden – man skulle næsten tro, den var ufiltreret – med skær som frisk pomelo eller grapefrugt. Brygget skummer også rigtig flot, og kan endda fremvise en mere end adækvat cremethed. Hastigheden med hvilken skummet retirerer, er imidlertid sammenlignelig med Geoffrey Kipsang Kamwores tråd på opløbsstrækningen ved weekendens VM, så man skal være hurtig for at nyde den i grunden godkendte visuelle indledning.
Ikke overraskende byder brygget ikke på megen bouquet. Humlen er dog overraskende præsent, endskønt svag. Det samme gælder smagen, der indledes med en let, bitter humle, med et ledsagende sødt indslag af sukker. Det kan ikke undre, idet sukkeret er tilsat sammen med diverse “naturlige aromaer” der ikke er gjort nærmere rede for. Jeg får associationer til sportsvand med et stænk af humle, endskønt mængden af sukker er alt for lav til, at indtrykket kan kaldes fuldbyrdet. Til sidst mærkes humlen som et fjernt og afmægtigt prik i eftersmagen.
Humlen mærkes også kun i begyndelsen. Senere bliver brygget mere syrligt, metallisk og syntetisk. Det smager af en blanding af syrlig kiwi og frisk lime med ledsaget af et metallisk indslag, der dog ikke er mere ubehageligt, end at det bidrager til en form for friskhed. Den blandede og lidt underlige smagssammensætning er ikke som sådan ubehagelig. Til gengæld har det tæt på intet med øl at gøre, og som med så meget andet alkoholfattigt øl, er det slattent, vandet og fuldstændig uden fylde.
Kredit skal brygget have for ikke at smage direkte grimt, og glimtvis godt, men altså kun helt i begyndelsen af øl. Ellers smager man mest næstmest sukkeret (mest vandet), og det tilsatte sukker spænder desuden endnu engang ben for den mystifistiske fremstilling af denne ølserie som ‘sund’.
Vinderen af VM i Halvmarathon blev som bekendt Kenyanske Geoffrey Kipsang Kamwore – og tillykke med det. Den absolutte taber var Carlsberg, der deltog med et utal af Nordic-bryg, som jeg gætter på, de allerfleste end ikke gad prøve. De gik ikke glip af noget, og floppet er en realitet.
Seneste kommentarer