Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: februar 2014

Viva la Vida in Riga, De Jyske Bryghuse

… og her gik man og troede …

 
De Jyske Bryghuse er et old school bryggeri, der ikke synker så lavt at have sin egen hjemmeside. Eller i hvert fald ikke en hjemmeside, der er nem at finde. Skærmen er ved at sprække af søgeresultater, når man presser navnet gennem Google – men det er kun anmeldelser, der kommer frem. Mest af deres Ale No. 1, og det er ellers ikke for børn og sarte sjæle. Med den øl havde brygget sin debut til Kvicklys ‘Ølfestivalg’ og var med en kombination af vand, røg og møre cykeldæk (men mest vand) med til at udstikke linjen for dét event.
På etiketten fra førnævnte øl fremgår det dog, at det er et samarbejde med forskellige østjyske bryggerier. Blandt andre Vejle Bryghus. Men for at virke kosmopolitansk-metropolitisk hipsteragtigt har man valgt agt opkalde brygget efter hovedstaden i Letland, Riga. (Jeg synes, det ville være sjovere at opkalde en øl efter hovedstaden i Burkina Faso). Det er igen påfaldende, hvordan der er gået inflation i at opkalde øl og bryggerier efter arbitrære steder, der ikke har noget med øllet selv eller bryggeriet at gøre.  Men det er vel igen noget marketing, jeg ikke forstår mig på.
Blandingen af dumsmart markedsføring og et tvivlsomt førstehåndsindtryk ved et endnu mere tvivlsomt ølarrangement for mainstreamspecialøl fik ikke ligefrem forventningerne til denne øl op niveau med min skadefryd over Mads Dinesens varetægtsfængsling. Og jeg lod mig ikke på forhånd narre af etikettens egenanprisning, endskønt det da stemte mig en halv tone venligere, at brygget kun indeholder de fire gyldne ingredienser, vand, malt, humle og gær.
Og ved beskuelse gennem flasken konstaterer man også, at viskositeten er helt rigtig. Væsentlig mere tyktflydende end vand, en cementagtig plamage af restgær i bunden af flasken, og store fedtede bobler i flaskehalsen. Ved skænkning rejser det cremede, flødefarvede skum sig højt over det tætte, natsorte bryg. Og nu – i skrivende stund slår det mig … Jeg glemte helt at snuse til det!
Men bouqueten har altså ikke været af en sådan kaliber, at det kan mærkes, straks kapslen springer af beholderen. Smagen, til gengæld, frigives næsten eksplosivt ved første mundsmag. Det er kraftigt, klassisk og velkendt. Ristet til branket malt med bitterhed af kaffe, kombineret med en fyldig bund af røget karamel og et diskret skud af cognac. I eftersmagen træder kaffen endnu kraftigere og mere entydigt frem, og ebber ud i en tør lakridsfornemmelse ved mandlerne.
Sådan skal en stout smage. Og selvom brygget ikke byder på noget afgørende nyt i stoutgenren, er det slet ikke i nærheden af anonymi- eller stereotypicitet. I kraft af sin – ja, kraft – og fylde, fylder det til fulde genren ud, og måske endda en lille smule mere.
Og alligevel ikke mere end at øllet undgår at blive ekstremt. En snert af vand kan trods alt mærkes i fyldigheden, og undertegnede kan selvfølgelig ikke lade være med at være en antydning af skuffet. Men så er der måske også lidt flere der kan fornøjes ved brygget, der p.t. forhandles i Fakta formedelst nogenlunde rimelige 15 kr.
De Jyske Bryghuse har begået et skudsikkert comeback efter en regulært sløset debut ved årets ølfestivalg. Nu glæder jeg mig til at prøve en tredje øl fra dem, som jeg har på lager, Monsieur Le Detective, og så må jeg hellere også anskaffe mig Aros, som jeg har set stå i min lokale Fakta Quick.
Så håber jeg bare, de kan holde det nye niveau.

5-stjerner

Vinter Porter, Amager Bryghus

Lidt for rar …

I den sidste tid har jeg gået efter at få tømt ud i de kedelige ølprodukter, og så gemme det gode til til sidst.

Det er også lykkedes i et vist omfang med Vinter Porter fra Amager Bryghus, men et hurtigt vue over den sidste stribe øller på bloggen vil vise, at der måske heller ikke skulle så forfærdeligt meget til, for at den sidste øl blev bedre – eller i det mindste mindre ringe – end de foregående – med enkelte markante undtagelser, vel at mærke.

Men det er alligevel med det yderste af neglene. For allerede i flasken bemærker man, hvordan brygget plasker lidt for kækt rundt ved agitation. En ordentlig stout skal ikke plaske kækt. Den skal skvulpe dovent. Ved skænkning er faldet fra flaske til glas suspekt gennemsigtigt, og skummet alt for afdæmpet. Det er tillige ganske lyst, mest boblende, og præsenterer kun en overfladisk cremethed, når det næsten er faldet helt. Brygget er ellers flot mørkebrunt, men restgæren kan kun ses med endog meget  god vilje. Bouqueten er til gengæld oplevet værre. Brygget har en meget maltet duft, sødlig med antydning af kirsebær.

De første par mundfulde gør da også godt. Etiketten lover krydret smag, og det holder brygget også, endda helt uden tilsætningsstoffer. Det smager kraftigt af træ, især fyr, ristet malt kombineret med karamelsødme og en let kaffebitterhed bagest på tungen. En antydning kanel og nelliker giver brygget et krydret pift med associationer til juletiden. Det er lidt uden for sæsonen på den småpinlige måde.

Idet man konstaterer, at det er en temmelig tynd kop kaffe, går det op for én,, at brygget mangler ordentlig fylde. Dets tynde, plaskende viskositet går igen i smagen, og det hele bliver, krydderi og velsmag til trods, en anelse tyndt – især i betragtning af, at det skal forestille at være en tæt stout at varme sig på i vintertiden. (Men det må man da give den, at når den ikke er det, så passer den jo ganske fint til dette års usædvanligt milde vinter.) Brygget er for lettilgængeligt og lidt for rart, til at det kvalificerer som en ordentlig, tung stout (ja, en stout skal være tung for at være god – i min bog i hvert fald.)

Kirsebærindslaget fra duften gør sig mere og mere gældene, efterhånden som brygget bundes. Men desværre bliver det ikke ved med at være almindelige kirsebær, det præges af. En bittersyrligt stikkende smag af de kirsebær, man skriver “ananas” foran tager mere og mere over, og selvom det kan være elegant i nogle øl, ødelægger det mere og mere de ellers gode takter i nærværende øl. De søde, krydrede og smagfulde elementer overdøves, og det er synd for en øl, der ellers formåede at behage mere end jævnt.

For let, for rar, og henimod slutningen aftagende smagfuld. Acceptabel og jævnt velgørende alt til trods, men ikke ekstraordinær.

4-stjerner

Kaiserdom Dark, Kaiserdom Privatbrauerei

Anglicismens fortrædeligheder
Det i hvert fald i COOP’s butikker hæderkronede sydtyske bryggeri Kaiserdom har betingelsesløst omfavnet de angelsaksiske ølkategorier. Denne mørke øl, der i Tyskland ville blive betegnet “Ein Dunkles” eller måske snarere på de sydtyske kanter “Schwarzbier”, betegnes i stedet “Dark” og “Lager Bier”. Forvirringen er total, ikke mindst eftersom “Lager” i den engelsktalende verden betegner lyst pilsnerøl. I Norden betegner “Lager” eller “Bajersk øl” det samme som “Dunkles” i Tyskland, og for at gøre forvirringen total tilføjes det redundante, men også forvirrende tyske “Bier” efter “Lager”. Betegnelsen “Lager” bruges mig bekendt bare slet ikke syd for grænsen … Was ist los!?
Men det er jo faktisk soleklart. Der er nogle marketingfolk på spil, der på forhånd går ud fra, at det danske marked ikke er klar til germanske ølbetegnelser som Dunkel- eller Schwarzbier (uagtet, at Harboe har brugt betegnelsen ‘Dunkel’ i årevis på et af deres produkter). Det er for svært, tænker marketingfolkene – eller for avanceret at noget som helst står på andet end engelsk. Og især da tysk. Nej sådan et svært og i øvrigt grimt og militaristisk sprog kan man sandelig ikke sælge noget på! (Det kan man i forbløffende grad heller ikke på dansk, hvilket er åbenlyst, om man kaster et tilfældigt blik på vilkårlige reklamer for arbitrære produkter.) Så man finder nogle engelske betegnelser, og derfra går det increasingly wrong (nu må selv marketingfolkene vel kunne forstå det).
For marketingfolk forstår sig ikke på særlig meget andet end marketing – fx forstår de sig ikke på øl, og da overhovedet ikke et specialområde som forskellen på tyske, danske og engelske ølkategorier. Kaster man et blik på en wikipediaartikel eller to, bliver betegnelserne klare for dyslektiske analfabeter med svær ordblindhed. Men husk! Det er marketingfolk, vi har at gøre med. De kender ikke engang forskel på øl og ale for crying out loud.
For i virkeligheden er det jo marketingfolkene, det er for svært for, det med forskellige ølkategorier og -betegnelser. Og bliver der blandet andre sprog ind over, går det først for alvor balalajka. Det er denne øls etiket måske det mest skræmmende eksempel på af alle, denne blog har haft med at gøre.
Jeg har nu ogsåen svær mistanke om, at det ikke er det tyske bryggeris reklameafdeling, der står bag sprogforvirringen, men derimod importøren, der bærer ansvaret. I Tyskland ville man aldrig begynde at bruge angelsaksiske betegnelser på lokalproduceret øl. Faktisk ville man nok meget sjældent bruge angelsaksiske betegnelser i det hele taget. Vi har at gøre med folk, der ikke forstod det morsomme i, at McDonalds reklamerede for en burger, der var “EXTRA GROSS” (læs det på engelsk), for som en af gangfællerne på kollegiet i Marburg, hvor jeg studerede tilbage i 2000-2001 sagde: “Ich dachte “Gross” heißt “Wachstum” [da: vækst]”.
Dark, Lager eller Dunkel – en mørk øl er det i hvert fald. At dømme på den brankede smag er den brygget på ristet malt – som det sømmer sig for en Dunkel/Schwarzbier. Skummet er kraftigt og cremet, og lader sig ikke sådan slå ned, og det dækker glasset med tykke gardiner efterhånden som det bliver drukket. Duften er syrligt gæret svarende til frisk franskbrødsbolledej.
Smagen er klassisk – som sagt ristet og indeholder desuden en mild karamelmaltsødme initialt. I eftersmagen mærker man bitterhed af kaffe. Mærker er ordet, for eftersmagen er lidet markant og minder én om, at hele brygget – ristethed, sødme og kaffebitterhed til trods- er en temmelig kedelig, ufyldig og i bund og grund tynd affære. Alt for meget vand udhuler sammenhængskraften i brygget, og de ellers velgørende smagsindtryk kommer til at virke isolerede og sammensatte.
Således skylder Kaiserdom Privatbrauerei stadig at imponere. Det står fortsat for en alt for standardiseret og ligegyldig karaktér, der ikke gør godt tysk ølhåndværk ære.
Men at danske marketingsfolk formår at ødelægge oplevelsen yderligere skal selvfølgelig ikke ligge bryggeriet til last.
2-stjerner

Willemoes Ale, Vestfyen

Snyd!

Jeg er for en kort stund vendt tilbage til Vestfyens Willemoes-øl. Den efterhånden bedagede serie af specialøl er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes. Efter at have kigget tilbage i anmeldelserne, må jeg konstatere, at jeg åbenbart har været mere end jævnt begejstret for øllene, på trods af at ikke en eneste af dem kvalificerer sig til betegnelsen ‘ren’ – altså en øl, der alene er brygget af vand, humle, malt og gær. Således heller ikke nærværende øl, der er tilsat brun farin, ammoniseret karamel, lakrids og ascorbinsyre. Dermed er den endda en af de værre Willemoes-øl, hvor ekstra meget er tilsat.

Brygget betegnes lakonisk ‘Ale‘ – altså en overgæret øl, modsat undergærede øl, hvor pilsneren som bekendt er den dominerende. Oprindeligt skelnede man åbenbart ikke på den måde. Tidligere betegnede ale uhumlet øl, mens det humlede øl betegnedes ‘beer’ – på de britiske øer i hvert fald. Såvidt bloggen Zythophile.

Det er et af de få bryg, jeg har prøvet i bloggens levetid uden at have anmeldt det. Det sker sjældent – men altså ind imellem, at jeg bare ikke orker. Og da jeg var i Fakta forleden, tænkte jeg så, at det vel egentlig var på tide, at jeg fik det hængeparti overstået. Jeg prøvede den tilbage dengang, vi stadig boede i Århus Vest, længe før Willemoes havde gjort sit indtog på discountsupermarkedernes hylder. Dengang var det stadig en hip, spændende og usædvanlig specialøl, der derfor kun blev forhandlet i de finere supermarkeder såsom Kvickly og Brugsen. Der er trods alt sket noget siden dengang. Der er kommet flere specialøl på markedet, og markedet har erkendt, at Willemoes-serien måske ikke er helt så speciel alligevel.

Jeg husker ikke brygget som særlig imponerende. Det er derfor, jeg længe har udskudt gensmagningen. Men de alt for mange tilsætningsstoffer til trods, må jeg erkende, at jeg er jævnt imponeret over bryggets ydre. Det har en flot, orangebrun lød, og et meget flot, højt, cremet og holdbart, gyldent skum, der også formår at klæbe sig til glasset i tykke render. Duften er syrligt-sød, og minder mest om sveskegrød – apropos bryggets farve, iøvrigt.

Smagen domineres af bittersød humle med syrligtsøde sveskenoter. Eftersmagen er anderledes hidsigt bitter med smag af hasselnødder. Man mærker fyldig og sød malt som det allerførste, når brygget rammer tungen, og en mindre føljeton af de forskellige indtryk afløser hinanden.

Det er slet ikke så ringe endda, men det forbliver et irritationsmoment for mig, at Vestfyen bare ikke kan brygge ordentligt øl uden at tilsætte både det ene, det andet og det tredje. Man mærker farinen i den søde indledning og lakrids i eftersmagen, og det ender med en øl, der ikke smager af øl, men af farin og lakrids. Hvis man absolut skal tilsætte øl noget andet end gær, humle, vand og malt, skal man gøre det for at fremhæve øllets smag, og ikke for at få øllet til at smage af noget andet. Det er det, Vestfyen bare ikke vil forstå.

Så gode noter til trods forbliver Willemoes Ale en snydeøl.
4-stjerner

Bavaria 0,0 Premium Original, Bavaria

Næsten lige så god som sodavand

Jeg glemte helt at kommentere navnet, da jeg anmeldte Bavarias standardpilsner forleden. Bavaria er det engelske navn for Bayern, den sydligste delstat i Forbundsrepublikken Tyskland (sammen med Baden-Würtemberg), der  som bekendt også er hjemsted for mange øl. Jeg siger bevidst ikke gode øl – det er et rygte, som jeg stadig ikke har set bekræftet. I hvert fald har jeg fundet mange øl fra andre egne af Tyskland – og resten af Europa, der er lige så gode og væsentlig bedre.

Men det er vel rygtet, de prøver at spinde lidt guld på, de hollandske bryggere. Og det vækker jo også salgbare associationer med Oktoberfest, de idylliske landsbyer med bindingsværkhuse, gemt i dybe dale eller klyngende sig til bjergsider med sne på toppen i de nordligste alper … ja, det er et hollandsk bryggeri vi taler om, og alt det med bjergene, dalene og de sneklædte bjergtinder er som bekendt også ganske og aldeles hollandsk – lige det man tænker på, når man står på den nyligt tørlagte havbund i Dronten og kigger ud mod Ijselmeer … eller …

Det er faktisk næsten lige så tåbeligt som at kalde en øl, brygget i Litauen for Copen*hagen. Ja, vi er ikke selv for gode, når det kommer til stykket – vel, Carlsberg er i hvert fald ikke.

Men lad det ligge. Vi har igen at gøre med en angiveligt fuldkommen alkoholfri øl, eller halal-øl, som jeg ynder at kalde dem, ligesom den Warsteiner, jeg drak tidligere på året. Tuborgs pendant dertil er aldeles udrikkelig, mens jeg som bekendt var jævnt begejstret for Warsteiners bud.

Jeg konstaterer, at nærværende bryg ikke holder samme kvalitet i skum som sin alkoholholdige, tveæggede tvilling. Brygget bruser mere, og skummet falder hurtigere, endskønt en snert af skummets holdbarhed ses i det sidste store, fedtede og genstreidige bobler før skummet omsider giver op. Duften er svag af sødlig humle. Det kunne man forvente, men der er ingen syrlige eller metalliske elementer i bouqueten, og det varlser allerede om en ikke ilde oplevelse, i betragtning af, at det er alkoholfri bryg, vi har fat i. Jeg er endvidere nødsaget til at påskønne, at farven er mørkere, end man er vant til fra alkoholfri øl, og dermed også mindre ildevarslende.

Smagen er dog noget syrlig – men slet ikke for syrligt. Syrligheden tjener kun til at gøre øllet friskt, hvilket de velkendte rigelige mængder vand også bidrager til. Såvidt de alkoholfri elementer, for bagom en trods alt ikke alt for tæt vandighed gemmer der sig også velgørende toner af svag, men præsent humle. Den føles mest som en essens, der faktisk formår at fylde mundhulen med en letbitter tåge. En ledsagende sød smag af appelsin og mandler formår også at mildne vandigheden, så oplevelsen af brygget lige formår at mase sig over “kedeligt”-stregen, og måske endda lidt mere end det.

Eftersmagen er, ligesom smagen svag, men præsent. Her mærker man også bitterheden, let nøddeagtigt, for så vidt velgørende og ikke spor ubehageligt. Det sidste er væsentligt, for de alkoholfri øl smager ikke sjældent surt, metallisk og syntetisk. I denne øl er de ubehagelige indslag stort set væk, og det omfang, de alligevel kan findes – sødmen er, dens velgørenhed til trods en kende syntetisk, og brygget føles en kende syrligt – virker ikke til at demontere det samlede billede af en bestemt drikkelig alkoholfri øl..

Det er så godt, at jeg næsten ville vælge at drikke sådan en frem for en sodavand, hvis jeg en dag skulle ryge på vandvognen … jeg sagde næsten!

1-en-halv-stjerne

Svaneke Blonde, Svaneke Bryghus

Der findes godt hvedeøl

Jeg synes altid det er med livet som indsats … eller det er det jo ikke. Så slemme er Svaneke Bryghus‘ øl jo ikke, endda langt fra (Hornbeers mislykkede bryg derimod …) men det bornholmske lokalbryggeris kvalitet har det med at svinge, og man ved aldrig hvad man får. Desværre har overraskelserne alt for sjældent været positive, og der har været langt mellem snapsene – ja, altså i overført betydning. Alt for ofte har Svaneke Bryghus’ øl været for tynde og kedelige – undertiden har de faktisk smagt fælt, og da hvedeøl i forvejen ikke er det bedste jeg ved, tillod jeg mig på forhånd at være skeptisk.

Spændende lød det ellers. Der er brugt champagnegær i brygningen, og endnu engang pryder bryggeriets i grunden sympatiske målsætning om at “mindre er mere” etiketten. Det var under det slogan, de tidligere lancerede deres Choko Stout, der indeholdt kunstige aromastoffer. Nej, det har jeg ikke glemt, og ja, jeg bærer stadig nag, og sloganet runger fortsat hult som olietønder i mine øren.

Men jeg vil da gøre mit for, at fordommene ikke påvirker annammelsen af aftenens bryg for meget. I Weißbierglasset formår brygget da også at gøre et vist indtryk, med en flot pomelo-gul lød, flot tåget af den fine restgær fra det franske vindistrikt. Skummet er ikke almindeligt Weißbierskum. Det er lavere og består mere af bobler end af creme, men det har Weißbierskummets holdbarhed – og farve, marengshvidt. Duften er kraftigt, for ikke at sige ildevarslende syrlig af citrusfrugter i citrongenren, gær og umoden melon.

Men det er jo så ganske heldigt, at smag og duft ikke altid stemmer overens.

I gabet fremmaner brygget søde indtryk, som ikke findes i duften. Vi er ganske vist stadig ovre i citrusgenren, men i de orangefarvede af slagsen, clementiner og søde appelsiner med overraskende god fylde af hvede og franskbrød. Gæren mærkes, men kun så den øger fylden, og jo, surheden fra duften kan da også smages, som et bittersyrligt limeelement bag en rar viskositet, der ville have gjort brygget tyndt og vandigt, hvis det ikke netop var for de mange smagselementer, der formår at gå op i en højere, fyldig enhed. Eftersmagen skuffer heller ikke. Her træder en let, sprød humlebitterhed frem sammen med et kraftigere gærindslag, der giver en tør og karakterfuld mundfornemmelse..

Der var vist engang en eller anden – jeg kan ikke huske, hvem det var, og måske bilder jeg mig det bare ind, men der var en eller anden ølentusiast, der påstod, at der ikke findes gode hvedeøl. Men det gør der faktisk alligevel, og denne her er en af dem. – Jeg er som antydet blevet helt i tvivl, om nogen nogensinde har påstået det – og jeg kan i hvert fald ikke huske hvem. Er der nogen blandt læserne, der kan huske det, så smid en kommentar med svaret.

Frisk, letdrikkelig og alligevel sofistikeret og udfordrende. Svaneke Blonde er ikke noget tungt humlehelvede, men det behøver en øl heller ikke være for at være god. Det viser Svaneke Bryghus med al tydelighed med denne elegante hvedeøl. Og måske har de faktisk alligevel lidt at have deres “mindre er mere”-slogan i.
4-en-halv-stjerne

Bavaria Premium Beer, Bavaria

Adækvat overraskelse

 
Coops butikker har siden nytår – og vist nok også et stykke tid før – fået et nyt discountprodukt på ølhylderne, nemlig hollandske Bavaria. Det er en fortsættelse af en udvikling, jeg allerede har været inde på tidligere, nemlig at supermarkederne i mindre og mindre grad anser udenlandske standardøl for at være specialøl, og integrerer dem i almensortimentet, endda nogle gange til rimelige priser.
Man kan selvfølgelig undre sig, hvorfor Fakta i dette tilfælde ikke bare nøjes med at have det sædvanlige sprøjt på hylderne. Er der virkelig et forbrugersegment, der er tilbøjelig til at ville købe øl af dansk vandighedsstandard, men som vælger et udenlandsk produkt, når det er der? Som om vandigheden og discountstatussen ikke var rigeligt til, at folk i bund og grund var ligeglade? Vel, marketingtosserne i Coop må vel vide bedre … eller tro de ved bedre … eller også satser de – ja, de satser nok. Virksomhedsdrift er, efter DJØF-sproget at dømme i hvert fald, en mellemting mellem lotteri og roulettespil, så det rigtige ord må vel være en satsning, og så håber man ellers at tilfældighederne arbejder til ens fordel.
I modsætning til, hvad mange amerikanske brugere af sociale medier i øvrigt mener, skal man forresten ikke tro, at det var i Holland, der for nylig blev aflivet en giraf. Det passer altså ikke, selvom der cirkulerer flere påstande derom – undertiden endda med tilhørende landkort. Så skulle det være sat på plads.
Som øllet bliver skænket, rejser skummet sig kridhvidt og overraskende cremet over det boblende, korngule bryg. Skummet formår faktisk at klæbe lidt til glasset. Det ser man kun sjældent hos standardpilsnere. Duften emmer mest af korn, men også en smule af besk og ikke særlig elegant, omend overraskende kraftfuld humle.
I smagen er der også en overraskelse at hente. For selvom indtrykket af jævn standardpilsner er velkendt, og den friske vandighed, der kendetegner disse øl ikke ligefrem glimrer ved sit fravær, så formår bryggets humle, som man mærkede det i duften, alligevel at trække øllet en lille smule over det niveau, hvor det bare er jævnt.
Der er et par små bakketoppe af spænding, der udløser lidt glæde. Ikke at glæden er stor, endsige enorm. Men humlen giver øllet en besk kant, der lige netop stryger så meget mod smagsløgene, at man får lyst til at beholde det på tungen et par sekunder ekstra. Når det så har passeret svælget sætter en venligere, men ikke mindre interessant nøddebitterhed ved mandlerne ind.
Det hollandske standardbryg indeholder lige akkurat en smule mere, end man kan forvente af discountstandarden – det være sig herhjemme eller i udlandet. Brygget sprænger ikke nogen rammer for discountkategorien, men som adækvat discountøl formår det endda at være end lille smule mere adækvat end mange andre i samme kategori.
2-en-halv-stjerne

Sol Cerveza Original, Cervecería Cuauhtemoc Moctezuma

Partyøl på ondt

Som nævnt tidligere var jeg i slutningen af januar på en større ølindkøbstur for at redde mig lidt af alt det nye, der var kommet efter årsskiftet, og som jeg i januar ikke rigtig havde råd til. Denne rædsel, fx, fandt jeg i Fakta Quick, Njalsgade. Øllet opfyldte det vigtigste kriterium for, at jeg vil anmelde det her på bloggen – det var der – og i tilgift kunne jeg mærke, at jeg efterhånden havde lyst til at skrive et par vrisne anmeldelser igen. Selvom jeg ikke kan vide det på forhånd, er Sols rygte trods alt gået i forvejen, som en tynd partyøl, der i spinkelhed og svaghed underbyder selv den anden velkendte mexicanske partyøl, Corona.

Man behøver ikke skænke øllet for at notere sig farven. Flasken er farveløs, og det er som bekendt en advarsel i sig selv. Brygget er kedeligt strågult pilsnersprøjt, men ved skænkning konstaterer man et kraftigere skum, end man kunne forvente. Kridhvidt er det, ganske forventeligt, men også højt, tæt og endda klæbrigt. At dømme ud fra det visuelle, kunne der være en overraskelse i vente.

Brygget byder ikke megen bouquet. Man konstaterer først, at det næppe er øl, brygget lugter af – i så fald er der tale om mislykket øl, da den svage odeur, der trods alt kan mærkes mest er citrusagtigt sur og stikkende af ammoniak. Meget fortyndet ammoniak, ganske vist, men ammoniak ikke desto mindre.

Smagen er … … … ja, man må prøve i et stykke tid, før noget falder én ind. Og hvis ingenting betegnes bedst ved tavshed, fristes man til bare at holde mund. Der er virkelig skruet ned for alle indstillinger i det her humleprodukt, men leder man længe nok, finder man bag den lette, spinkle og vandige fornemmelse en smule usofistikeret sødme af hvidt sukker samt en vag og ganske fjern humleessens uden egentlig bitterhed.

Skummet klistrede – men at skummet fra godt øl klistrer, er kun en tommelfingerregel, quod erat demonstrandum, tør man vist roligt tilføje. Overraskelsen bliver man dog ikke snydt for. At bryggets rygte stemmer så præcist overens med virkeligheden, ser man virkelig ikke ofte, og det er i sandhed en overraskelse. Øllet er tyndt. Øllet er ligegyldigt. Øllet viser ingen meritter overhovedet ud over, at det er til at hælde lige i løgnhalsen uden at holde konsumenten hen med irriterende og forvirrende elementer såsom smag, fylde, aroma eller bouquet, når man skal bælle sig en brandert til. Men man skal være hurtig. For tager man sig blot en liden stund til at smage efter, om der nu alligevel ikke bare skulle være en lille smule at komme efter, fornærmer bundsjatten på mest uforskammede vis med en modbydelig missmag af eddike, der fik undertegnede til at tømme resten ud i vasken.

Sol er ikke en partyøl på godt og ondt. Det er en partyøl på ondt – punktum. Mine tanker går til ofrene for denne væmmelige pseudoøls missmag – og til Prags arme indbyggere, der endnu engang må døje danske (møg)unges hæmningsløse dødsdruk. Hvorfor de danske unge ikke bare bliver hjemme, og tømmer Fakta Quick for dette øl, der faktisk er beregnet til ufin barbarisk fuldskab, er mig en gåde. Hvorfor dog Prag? I Prag er øllet godt – de danske festabekatte burde være skræmt væk derfra for længst.

Man undres.

1-halv-stjerne

Vinter IPA, Amager Bryghus

Forsinket jubilæum.

Bloggen har ligget underdrejet, for bloggeren har det samme. En ondsindet virus – formentlig influenza – har holdt mig i et jerngreb i vel over en uge, og klinisk renset hele mit korpus og sind for selv den fjerneste lyst til blot en dråbe gæret humlebryg. I tilgift kastede virussen en Cruciatus-forbandelse af den anden verden (ja, jeg læser også Harry Potter for tiden – det har jeg ikke prioriteret før) på mine ben og mit hofteparti, så jeg var aldeles immobiliseret med mindre jeg greb til analgetiske præparater – noget, jeg ikke har været nødt til, siden nogle hvidklædte personager sprættede min bug op og berøvede mig min blindtarm.

Vel, den virus har åbenbart nu fået sit velfortjente kvantum T-celler, og jeg kan atter gribe samfundshjælperen og knappe en øl op. (Ligesom jeg igen kan drikke og nyde kaffe. En anden, næsten lige så fæl virkning, influenza har på mig ud over muskelsmerterne, som åbenbart rammer mig særlig hårdt, er, at jeg mister lysten til kaffe, og kun kan drikke *ydrk* te.) Først i dag fandt jeg, hvad jeg gættede på, var en værdig kandidat som dagens øl, for det er jo faktisk øl nr. 400, jeg anmelder i dag. Det drejer sig om Amager Bryghus’ Vinter IPA, købt i uforskammet dyre domme i Brugsen Njalsgade. Den var på tilbud sammen med samme bryggeris Vinter Porter, der vil blive anmeldt ved en senere lejlighed.

Jeg valgte IPA’en, fordi jeg syntes, den passede bedre til det fine forårsvejr, årets statistisk set koldeste måned har velsignet os med – i dag i hvert fald. Så nyder man hellere en lys IPA end en mørk stout, en forårsbebuder med bitter friskhed, fremfor en varm, tæt stout at varme sig ved … tænkte jeg …

Og det blev ved tanken – eller tanken ramte ved siden af. For Vinter IPA er måske nok I og A, men ikke særlig P – altså ikke særlig Pale. Tværtimod hæfter man sig ved skænkning efter et stykke tid ved bryggets mørke, gråbrune lød. Det sker først efter et stykke tid, fordi det højgyldne skum lige skal give plads for brygget, og det er skummet ikke meget til sinds at gøre. På grund af skummets absurde højde, og stædige modvillighed mod at falde, er denne øl nok den sværeste øl, jeg nogensinde har oplevet at skænke. Man må virkelig vente – længe – før man kan hælde endnu en sjat op. Og selv om man sørger for at ramme skummet på en måde, så det da retirere en smule, så stiger det bare alligevel. Langsomt brækker det i stykker. Det falder ikke oppefra. Det kollapser heller ikke nedefra. Det starter med, at nogle enkelte bobler et eller andet sted i midten giver op, og sprænges. På den måde dannes der større bobler, og større bobler, men højden på skummet forbliver den samme – bare med større og større bobler. Det er en fryd at se, men for den, der er utålmodig efter at nyde øllets smag, bliver ventetiden nemt en pine.

Så er det jo skønt, at man i stedet kan nyde bryggets duft. Og for undertegnede, der stadig døjer med at rydde en stoppet næse efter influenzaens hærger, er den en dobbelt velsignelse. For dels byder den på en både kraftig og ren IPA-duft af grannåle og harpisk, der i sig selv er en fryd, dels giver den øre-næse-hals-ramte individer frie luftveje.

Og træindslaget går også sikkert igen i smagen. Det byder på en skarp smag af træ, der kommer lige fra savværket … eller … det er faktisk ikke rigtigt. Vi er stadig på savværket, og træet er lige kommet ud af rundsaven. Det er ikke blevet behandlet, lakeret, imprægneret eller noget som helst andet. det er rent, frisk fyrretræ, lige til at sætte tandmærker i.

Således førstehåndsindtrykket. Fylden, der lige i starten giver en fornemmelsen af noget, man snarere kan bide i, end skylle ned, bliver ikke ved med at være lige kraftig. Og selvom også smagen gør én fri i næsen, så savner man den brændende fornemmelse, som fx sennep eller ingefær giver, når det gør én fri i næsen. Brygget forbliver imødekommende og rart, selvom bitterheden virker både kompromisløs, barsk og ekstrem. Men åbenbart er det behagelig bitterhed i sin ekstrem dette bryg dyrker. Det er faktisk ganske interessant, men desværre også en diskvalifikation af bryggets plads i den absolutte topklasse. Bitterhed skal rive og flå. Dette brygs bitterhed er for kælent og venligt, og den ikke helt adækvate fylde giver brygget det sidste mål letdrikkelighed, der gør en topkarakter uopnåelig.

Man mærker bag bitterheden og i eftersmagen også nogle søde nuancer af vanillesukker og roser. Det er med til at afrunde bitterheden, så den lige akkurat bliver for rar til at være helt i top. Ikke desto mindre er brygget da alligevel bitterheden værd, (selvom de 40,- bobs (37,50 hvis man meregner rabatten) alligevel er for dyrt) og minder i hvert fald denne blogger om, at “tæt på” tit også er mere end “godt nok”. Ja, og så endte brygget jo også med at passe meget fint til det smålune forårsvejr, vi har haft her på Amager de sidste døgns tid.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme