Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – januar 2014

Erdinger Dunkel, Erdinger Weißbräu

Som Weißbier nu engang er …

Erdinger Dunkel er en international klassiker. Man kunne næsten sige, at det er hvedeøllet (med slet skjult reference til et hedengangent brygprodukt, hvis sidste batch nu formentlig har nået sidste salgsdato). Når man siger hvedeøl, og i særdeleshed hvedeøl fra dets oprindelsesland Bayern (i Tyskland), så tænker de fleste nok “Erdinger!” Her altså i den mørke udgave- Det bliver ikke tyskere, der bliver ikke klassiskere, og der bliver væsentligst af alt ikke hvedebrygsagtigere end dette.

Og brygget (der iøvrigt blev erhvervet i SuperBrugsen, Njalsgades tikronersmarked) skuffer ikke .. i første omgang i hvert fald. Det ser jo flot ud, brungrumset og uigennemskinneligt, med højt, lystbrunligt skum, hvis fast- og formbarhed er mere sammenligneligt med modellérvoks end flødeskum. Duften lover godt. Rummet fyldes af branket karamel så det er en fryd.

Men så kommer man til at smage på brygget.

Og det er en anderledes uinteressant og slatten oplevelse. For det første mangler brygget enhver form for fylde, og den brankede karamelsødme, men mærkede i duften, er i smagen i bedste fald en skygge af sig selv. Indledningsvis mærker man da nogle brændte noter, en svag sødme, en ikke umarkant humlebitterhed, men den smule karakter brygget har i begyndelsen forsvinder som dug for solen.

Den dominerende oplevelse er småsyrlig, tynd og kun med en afbleget maltsødme – endskønt der er tale om en Dunkel. Det er den i sandhed kun af udseende og navn, og ikke af gavn. Heldigvis gav jeg da kun kr. 10,- for den.

Og det skulle så være den bayerske Weißbierproduktions flagskib, en sølle plimsoller … Jeg vender i stedet blikket mod nord, mod lille Danmark, mod Indslev, der lavede sådan en fin hvedejuleøl sidste år … Lad det for en kort stund være navigationspunkt for det fineste lille dumme Danmark kan yde udi hvedeølsproduktionen.

Ni (måske kun otte – afhængigt af, hvor man kigger på Indslevs hjemmeside) års brygtradition fra Indslev på Midtfyn slår ikke bare Erdingers 128 års erfaring med flere længder. Indslev bruger beskidte tricks, spænder ben, og slår og sparker en i forvejen groggy Erdinger mens den ligger ned. Erdinger ender med at ligge besejret, forslået og styrtblødende i kapløbet med uanselige Midtfyns hvedebryg.

Ikke ulig et forhenværende venstrefløjsparti, hvis navn skal forblive usagt, tidligere på dagen i dag.
2-stjerner

Cheers Radler, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl V)

Skål i sodavand …

Nå, jeg må til det. Jeg indrømmer, at de portugisiske øl hænger mig lidt ud af halsen, endskønt det er ved at være ret lang tid siden, jeg prøvede dem. Jeg må hellere få dem gjort færdig, så jeg kan få visket tavlen ren før månedsskiftet. Jeg skal ud og købe ind, og er spændt på, hvad der er kommet på hylderne efter en måned, hvor jeg kun har tilegnet mig en eneste alkoholfri øl.

Men aftenens epilog – en radler – skal selvfølgelig lige med. Radler er en blanding af øl – typisk pilsnerøl, og citronlimonade. Det er en oplagt blanding i subtropiske egne, og derfor et naturligt fund i Portugal. Hvordan brygget skal vurderes som øl, er altid en udfordring for mig, da blandingen af sodavand og øl altid strider mig mod et eller andet sted. Jeg ender med at fokusere på blandingens egenskaber som øl – man kunne også fokusere på bryggets egenskaber som sodavand, hvis man havde en sodavandsblog, og endelig kunne man fokusere på kombinationen af de to. Det sidste (og det næstsidste) er jeg dog tilbøjelig til ikke at gøre, da det netop ikke er en sodavandsblog, jeg driver. Når karakteren så falder lidt lavt, skal nydere af disse produkter selvfølgelig nok få at vide, om brygget i øvrigt smager godt. Men så længe det ikke smager som øl, vil det ikke score mange stjerner.

Det er et tåget radlerbryg i modsætning til Flensburgers klare (og i øvrigt elendige) Radler. Duften af citron er kraftig og gennemtrængende, og man forventer en stærk og syrlig – måske endda sur – radler, som den ikke helt vellykkede radler, jeg selv forsøgte mig med.

Men er bliver man overrasket. I stedet for et skarpt skud citron, overflydes tungen af den mildeste sødeste citronsodavand. Det skal retfærdigvis siges, at brygget ikke smager eller føles som de gamle smågiftige gule sodavand, vi fik som børn i firserne. Smagen er skarpere og det bruser mere – formentlig på grund af øllets gæring. Den ender dog med at stramme lidt i kæbemusklerne ved ørerne. Citronindslaget har altså mere kraft, end den søde smag i begyndelsen antyder.

Men det er også snart den eneste måde, man kan mærke på, at der er øl med i spillet. Gedved påstod lettere hånligt, at radleren smagte mere af øl, end nogen af de andre øl, vi prøvede den aften. Denne påstand gav han mig dog efterfølgende ret i, ikke indrømmede Cergal og Sagres Preta rimelig ære. Personligt ville jeg nok ikke selv kunne have gættet, at der faktisk var tale om et ølprodukt, hvis jeg fik den stukket skænket i hånden. Jeg ville have gættet på en sodavand.

Et irritationsmoment, og det ses ofte i radlere, er ingredienslisten. Den er lang som en Tolstoj-roman, og selvom den står på portugisisk genkender man både surhedsregulerende midler og aromastoffer – helt uden at man behøver slå E-numrene op. Det er altid træls med den slags produkter, og en god grund til at lave radler selv frem for at købe dem færdigblandet.

Vi gav også dette produkt samme karakter ud fra devisen om, at det egentlig smagte godt nok, men at ølelementet i uheldig grad ikke var fremtrædende nok.
2-stjerner

Det var så de portugisiske øl. Konklusionen er ret klar. Portugal er ikke et land, man skal besøge for øllets skyld. Selv det bedste kan man få meget bedre i supermarkederne herhjemme, endskønt det allerværste trods alt udmærker sig ved blot at være ekstremt kedeligt frem for at smage fælt. Vel, de portugisiske øl fik ikke ændret min holdning til sydeuropæisk øl i det hele taget. Ligesom italiensk øl, er det tyndt, uinspirerende og temmelig ligegyldigt.

Men så er der jo så mange andre gode grunde til at besøge Sydeuropa … Kulturen, historien, maden … Hvis siger klimaet, bliver jeg gram i hu!

Sagres Preta, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl IV)

Det var bedre!

Preta og Branca er tilnavne til Sagres-produkterne, som jeg kun kender, fordi jeg har slået øllet op på Untappd. Det er ikke noget, der særskilt fremgår af etiketterne. Da jeg ikke er bevendt med Portugisiske sprog – eller sydeuropæiske sprog i det hele taget (endskønt jeg da kan lidt skolelatin) har jeg ingen anelse om, hvad Preta – eller for den sags skyld Branca betyder. Om det har nogen fælles berøringsflade med Fernet Branca skal her også forblive ubesvaret.

Men Preta er åbenbart Sagres’ bud på en stout. Det er en ganske mørk øl, der ved gennemskinning bliver gennemsigtigt bordeaux-farvet. Så selvom mørket godt nok er der, er der stadig tale om en filtreret stout, der alt andet lige er set mørkere. Skummet er et par toner mørkere end off-white, og det falder ikke bare langsomt sammenlignet med de andre portugisiske øl – det falder såmænd bare langsomt. Duften er i det bitre hjørne med noter af rug, ristet kaffe, og et afrundende indslag af chokolade.

“Hov, den er jo god” udbryder jeg ved første mundsag.
“Njaaah …” indvender Gedved ikke særlig overbevist.
“Altså i forhold til de andre!”

Igen skal man huske at alle de i alt fem portugisiske øl blev prøvet efter hinanden samme aften. Og i den kavalkade af indtil videre tynde og (næsten) ligegyldige standardprodukter var denne øl så sandelig en lettelse og et foreløbigt højdepunkt. Her var endelig en øl, der i det mindste smagte af noget: Bitterhed af ristet rug og kaffe med chokolade i eftersmagen, men med entydigt fokus på det bitre. Gedveds begrænsede begejstring steg da også til ‘lettere’, da brygget begyndte at minde ham om ferien. Lissabons smalle gader, pizzeriaet på hjørnet, den franske altan på hotellet …

Bitter men venlig var konklusionen. Selvom brygget smagte mere brændt og bittert end sødt og sukret, er det ikke en stout, der river og flår. Den mangler også kraft og fylde for rigtigt at gøre væsen af sig. Men den smager da godt, og den er bestemt et løft i forhold til de andre portugisiske øl, der indtil videre mere havde været en prøvelse end en fornøjelse. Vi gav den begge:
4-stjerner

Sagres Branca, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl III)

Netop som man troede, det ikke kunne blive være …

Kvaliteten af Carlsbergs indspark til det portugisiske ølmarked var ikke overraskende til at overse. Men det viser sig, at Portugiserne selv også kan være med.

Endskønt Sociedade … fla fla fla’s Cergal faktisk gav baghjul til ikke bare de værste, men også de lige netop adækvate europæiske standardbryg, så får man åbenbart ikke lov til at være lige så heldig med alle portugisiske standardøl.

Sagres Branca fra samme bryggeri kendetegnes ved at dufte af ingenting overhovedet. Det er jeg ikke sikker på, jeg nogensinde før har oplevet med øl, der ikke ligefrem var alkoholfrit. Skummet bruser af som var det sodavand, og den fesentgule pilsnerfarve er set kraftigere i Corona.

Smagen … Ja, den er også i store træk fraværende. Igen dominerer vand, så alt, hvad der ellers titter frem, fremstår som vage bismage. Man mærker humlens bitterhed som en fjern prikken på tungen, men det er for meget at påstå, at den egentlig smager af noget. Kvaliteten er slet og ret skandaløs, ikke bare set i forhold til den mere vellykkede Cergal, men i forhold til øl i det hele taget.

Man skal så notere sig, at Cergal betegnes som en Holland Type, altså et udenlandsk og derfor eksotisk og eksklusivt ølprodukt af en ganske særlig og uvant kvalitet. Vi, der kender hollandsk standardøl er allerede knækket sammen i latterkramper. Ikke desto mindre skal årsagen til Cergals større drikkelighed nok findes i, at den anses for at være en slags specialøl, og dermed gør portugiserne sig meddelagtige i den vrangforestillig, at øl er specielt bare fordi det kommer fra – eller søger at imitere øl fra – udlandet.

Dette er Bad Stuff – som det der sker for en i Munchkin, hvis det ikke lykkes én at flygte fra et monster, man ikke fik besejret. Jeg nævner det lige i forbifarten, da det var det spil, vi hyggede os med i selskab med min papsøn Aslak, da øllene blev afprøvet. På alle måder en mere underholdende og smagfuld oplevelse end nærværende øl.

På den anden side smager brygget ikke decideret grimt, og kan ikke tildeles nul stjerner for det helt uantagelige. Undertegnede tildeler den:

1-halv-stjerne

Gedved ville have givet den en kvart stjerne. Jeg opererer imidlertid ikke med kvarte (eller trekvarte stjerner), så jeg har været nødt til at runde op til samme karakter, som jeg selv gav.

Super Bock, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl II)

Man skulle tro, det var dansk … hov!?

Den anden øl i serien om Portugisisk øl hedder Super Bock, og det lyder jo lovende. Bock er en dejligt kraftig øltype, gerne halvmørk, stærk og giver også den indre varme.
Skuffet bliver man, når det citronguleste pilsnersprøjt dovent sjasker ned i glasset med en skumtop som selv Cults forhenværende brygmester kan tillade sig at opkaste en hånlatter mod. Et forkølet pust af korn tjatter sløvt til ansigtet – men et pust er det da ikke desto mindre, omend det også er helt slut derefter. Gedved mente ganske vist, at pustet var metallisk. Det kunne jeg ikke genkende, men sådan kan de olfaktoriske sanser jo være forskellige.
De første skuffelser følges af endnu en. Smagen. En bundklasse for sig selv. Fuldkommen glat og helt uden fylde, som en nyfanget ål, eller en vis tidligere dansk statsminister, når denne blev konfronteret med spørgsmål om en af nationens lidet glorværdige, nylige krige. Den dominerende og primære smag er af vand, mens en flad bismag af humle og korn efterhånden klemmer sig frem bagest ved gummerne. Den gamle, men velfungerende analogi til danskvand med humlesmag trænger sig på, men brygget indeholder alt for lidt kulsyre til at den rammer plet denne gang. Som meget tynd humlesaftevand kunne den måske betegnes.
Det er så fladt og kedeligt, at man hensættes til samme fornemmelse som de tynde danske humleprodukter gør. Jeg fatter min smartphone for at dele mine småbitre (men langt bitrere end brygget – der skal ikke så meget til) tanker om øllet på Untappd …
… Og der falder det hele pludselig på plads og giver mening.
– For det er Carlsberg, der står bag denne rædsel. Det gamle danske bryggeri, der i over halvandet århundrede har fyldt hjemlandet op med tyndt, gennemsnitligt standardsprøjt, og altid så smukt har ramt laveste fællesnævner, har åbenbart placeret en stråmand ved navn Unicer Bebidas i det sydvestligste hjørne af Europa. Og indbyggerne må derfor døje danske standarder for ølbrygning, mens danske turister i landet ikke slipper for hjemlandets blege bryg.
Brygget her er ingen en bock, super er den bestemt heller ikke, ej heller er den portugisisk. Den er dansk – og det på den værst tænkelige måde.
Brygget fik samme karakter af os begge for ikke at smage af noget, og derfor heller ikke decideret grimt:

Cergal Holland Type Lager Beer, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl I)

En lovende begyndelse
 
Januar er vel i gang, men det samme kan ikke siges om ølbloggen. Redaktionen er som sagt tørlagt, men hjælpen har i den grad indfundet sig. Min gode ven Gedved har været på juleferie i Lissabon og medbragt en stribe af det lokale sprøjt – grydeklart til anmeldelse her på bloggen. Stor tak for hjælpen til Gedved, og for, at han ville bruge den sparsomme bagagevægt på at tage fem flasker humlebryg med for min blogs (og min) skyld.
Denne og de følgene fire indlæg vil altså bestå af anmeldelser af de fem ølprodukter han hjembragte. Vi starter med ‘Cergal’, der skulle være en ‘Holland Type Lager Beer’. Det fremgår på internationalt (altså engelsk) på etiketten, og så kan man vel kun gisne om, hvorfor det ikke skrives på Portugisisk. Måske er det bare ikke så attraktivt at bruge sit eget sprog, når det er et verdenssprog – så hellere engelsk … så lyder det sejere … eller også er det et eller andet med noget markedsføring, jeg er for dum til at forstå.
Sydeuropæisk øl … Ja, når jeg kaster et hurtigt blik over de lande, jeg har været i, ølmæssigt forstås, her på bloggen, har jeg indtil videre kun berørt Tyrkiet. Så jeg har ikke det store at bedømme ud fra. Men jeg har da prøvet et par italienske øl ved jeg – under en studietur med Romersk Religion-holdet tilbage i 2000. Jeg husker det som lyst, tyndt og uinspirerende, omend forfriskende i den subtropiske varme. Og endskønt brygget faktisk formåede at tage et par kegler, var der jo ikke engang tale om en Spare, endsige en Strike.
Vel, op skænkes øllet, og man konstaterer, at det faktisk er en enkelt eller to toner mørkere end vanligt lyst pilsnersprøjt. Duften overrasker ligefrem med en relativt kraftig kornet pilsnerduft. Skummet er mere cremet end ventet, men ellers forventeligt kridhvidt. De små bobler sprænger nedefra, hvorved skummet danner store bobler, der når de springer, laver spændende mønstre i skummet, der på trods af dets hastigt sammenskvattende karakter, alligevel formår at underholde.
Smagen er overvejende sød, og overraskende kraftig. Der er et markant indslag af honning – uden at det er blevet tilsat. Øllet er ikke rent i tysk forstand, da der er brugt umaltet korn i processen, men så er det heller ikke værre. Det er i det hele taget kornet og malten man primært smager, mens humlen spiller andenviolin. Men øllet er alligevel nydeligt i balance, endskønt det da havde været bedre om det noget fremtrædende vandelement var blevet erstattet af noget mere fylde.
Gedved var mere kritisk, men indrømmede da, at han godt kunne mærke, at han havde fået øl i munden. Fraværet af andre typisk danske indslag som syrlighed, syntetiske indtryk og disharmonisk beskhed i eftersmagen gør selvfølgelig også sit til, at brygget føles anderledes – og et par tænder bedre end hvad man er vant til herhjemme.
Gedved gav denne øl:
2-en-halv-stjerne
Jeg valgte at være en kende mere rundhåndet:
3-stjerner

Faxe Premium, Royal Unibrew

Adækvat …

Redaktionen er tørlagt for nye øl. Ikke én eneste øl ejer jeg for tiden, jeg ikke har prøvet før. Så alt, hvad der bliver anmeldt, er øl, jeg på en eller anden måde bliver tilbudt.

Som nu i søndags ved en kombineret fødselsdagsfest for min storebror og to af hans børn, der alle har fødselsdag i januar måned. Der var disket op med alt godt til den søde og sultne tand, samt sødt og bittert til ganen. Hidrørende under den sidste kategori, var der ud over kaffe også en øl, jeg ikke havde anmeldt før.

Faxe Premium … Jeg er ganske sikker på, at det, der i dag bliver hældt på Faxe Premium-emballagerne ikke er det samme, der i sin tid blev hældt på de buttede Faxe F(l)ad-flasker. For sidstnævnte smagte overordentligt tyndt og underligt syntetisk, så vidt jeg husker. Jeg har også prøvet Faxe Premium før, og konstateret, at de vitterlig er bedre, end det tynde sprøjt, som Faxe ellers slog deres navn fast med i sin tid. Jeg husker også, at de kunne trækkes i sodavandsautomaten i Nordsjællands Postcenter i Høje Taastrup, hvor jeg arbejdede en årrække før jeg blev færdig med mine studier, og altså før alkohol var fuldstændig bandlyst på danske arbejdspladser.

Men skænket og prøvet blev den altså. Det hvide skum skvatter sjaskende sammen over et bryg, der i modsætning til det uengagerede skum faktisk formår at blokere for mere hvidt lys, end man i første omgang havde forestillet sig. Tonerne er mere ovre i det orange end i det gule, man forventer – og oftest ser – i danske standardpilsnere. Duften er venlig og sød, mindre tynd end frygtet, og uden syrlighed eller kunstige indtryk, sådan som andre standardpilsnere kan forekomme.

Også smagen er letsød … og letbitter og letkornet … I det hele taget er smagsoplevelsen ganske let. Både let i den forstand, at brygget ikke gør særlig meget væsen af sig, og i den forstand at brygget er lige til at gå til, enhver der bare holder en smule af øl forstår omgående hvad denne øl vil, der er ikke nogen skarpe kanter, komplicerede indtryk eller finurlige nuancer. Det er bare en rund, rar pilsner – for kenderen kedelig og i grunden intetsigende, men også velgørende befriet for alt det, billige standardpilsnere alt for ofte kan være forbandet med – syrlighed og syntetiske indtryk, fx.

Man får således en kende mere end man frygter, men måske ikke helt så meget, som man håber, ved konsumption. Der er ikke noget, der skæmmer, men heller ikke noget, der hæver den op på i nærheden af et niveau, hvor man har lyst til at udbryde “WOW!” Det er en adækvat øl på godt og ondt. I betragtning af, hvad der ellers er af sprøjt på markedet for billige standardøl, er det nok mest godt.

2-stjerner

Warsteiner Alcohol Free, Warsteiner

Halal-øl …

I januar spæger vi … Oven på julens materielle udskejelser falder straffen hårdt i årets første måned. Og her tænker jeg ikke kun på nytårsforsætterne, der dikterer store dele af befolkningen selvpineri, der ville gøre garvede flagellanter misundelige (jeg mener selvfølgelig *ydrk* motion). Jeg tænker på de mange ting, man kun betaler én gang om året – og de skal selvfølgelig allesammen falde i januar, hvor de sidste mønter presses ud af pungen, som de sidste bitre dråber af en overmoden citron.
Så meget øl bliver det ikke til. Og når man sådan spæger og sparer, kan man lige så godt gå linen ud, og gå askesevejen for ligesom at understrege pointen. Således valgte jeg Warsteiners alkoholfri øl, da jeg forleden frekventerede Rema 1000, hvor jeg ellers ikke handler regelmæssigt. Den blev mig anbefalet af en anden blogger som en god alkoholfri øl på facebook, da jeg forleden anmeldte Flensburger Frei, og så greb jeg dagen som det spontane menneske, jeg er. Og her i aften var det så tid at finde ud af, om den forjættede kvalitet passede.
Ved skænkning opdager man, at bouqueten er overraskende kraftig. Alene det, at dens skarpe, kornede odeur tydeligt kan mærkes over en halv meter fra glasset, borger allerede for langt højere kvalitet, end man er vant til fra alkoholfri øl. Det er en klassisk tysk pilsnerduft, hvor humlen også er overraskende fremtrædende. Skummet imponerer også. Det er højt, tæt og cremet, og brækker kun langsomt i stykker, som den arktiske pakis under en global opvarmningsperiode.
Smagen er oftest de alkoholfri øls Stalingrad. Der hvor de efter lang tids modgang møder deres endelige endeligt ved at ryge i vasken i stedet for i halsen.
Det er dog ingenlunde tilfældet her. Okay, det smager ikke af voldsomt meget, men det er som bekendt også alkoholfrit, og det tager toppen af smagen. Her overrasker midten og bunden af smagen dog ved næsten at være nok. Omend smagen er spinkel, så er de noter, der alligevel er, ganske præsente og karakteristiske. Der er tale om en klar og glat humlesmag, med en overraskende fyldig kornnote. En ledsagende citrusnote undgår fuldstændig at gøre øllet surt eller syrligt, men giver til gengæld brygget en friskhed, hvor den for alkoholfri øl typiske vanddighed (der trods alt stadig forefindes) alene blot ville have gjort øllet kedeligt.
Eftersmagen er også svag, men som med resten af øllet, er den smule, der er, overraskende karakterstærkt. Her mærkes en meget ren og klar bitter humle, der nok ikke er særlig kraftig, men har i kvalitet, hvad den ikke har i kvantitet.
Det bliver næppe meget bedre, når det gælder de helt alkoholfri øl. Og denne skulle altså være ganske alkoholfri – så alkoholfri, at varedeklarationen også står på arabisk. Det er selvfølgelig ikke i sig selv nogen garanti, men jeg har ikke set det på andre øl før. Så måske er dette den første øl, jeg prøver, der kan betegnes som Halal-øl.

Organic Ginger Brew, Ørbæk

Skæv start på året …

Årets første øl blev åbnet ved, at den på grund af en defekt hylde i køleskabet, væltede ud, da jeg forsøgte at lukke døren. Kapslen løsnede sig ved mødet med køkkengulvet, og det letgyldne skum spruttede lystigt som fyrværkeriet på nathimlen aftenen før. Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville have drukket nytårsdag. Jeg havde været på arbejde fra klokken otte, og havde været usigeligt træt hele dagen. Ikke fordi jeg havde fuldet mig nytårsaften, men fordi jeg som så mange andre, da lige skulle have årsskiftet med. Så bliver man træt, når man morgenen efter skal op klokken 6 for at komme på arbejde.

Men brygget skulle da ikke gå til spilde. Nu var det jo åbnet. Skulle det være gået hen over hovedet på læserne, er der her tale om den øl, der i august-september måned vandt Kvicklys Ølfestivalg. Ørbæk beskriver den selv som en frisk sommerøl, hvilket jo passede fint til årstiden for festivalget. Som vinder vandt den fast hyldeplads i Kvicklys butikker, og det har den så fået nu, midt om vinteren … Flot! Men tager man det reelle vintervejr i betragtning, er det jo lige før det alligevel passer meget godt – med undertiden tocifrede plusgrader og (i skrivende stund i hvert fald) højt solskin.

Som navnet antyder, er brygget krydret med ingefær. Det er et af mine favoritkrydderier, og der findes en lang tradition for at tilsætte øl ingefær i den angelsaksiske verden. Jeg har endnu ikke prøvet nogen af de originale amerikanske eller engelske, men ingefærsodavand er jeg en stor nyder af, når det er alkoholfri sukkerlæskedrikke, der skal på bordet. Den lette tilgængelighed til især engelsk ingefærsodavand er en af de få ting, der er bedre ved at bo i Irland end i Danmark.

Man mærker tydeligt ingefæren i duften. Den overdøver faktisk det meste, der ellers måtte være, selvom man dog sporer en vis bouquet af humle og/eller korn. Men det er vagt bagom den mildt overdrevne odeur af ingefær. Brygget selv er flot grumset, omend meget lyst. Skummet gør ikke noget synderligt væsen af sig. Det bobler heftigt og falder som et blylod. På skumfronten virker brygget mere som en sodavand end som en øl.

Munden fyldes af en kraftig ingefærsmag, som ikke lader nogen tvivl tilbage om, hvad den vigtigste ingrediens er. Det er faktisk som om bryggeriet har glemt, at det er øl, de laver, og ikke ingefærbryg. Ingefæren er stærkt dominerende, og formår endda at brænde en smule ved gummerne, men ikke så meget som de fine ingefærsodavand. Modsat de fine ingefærsodavand mangler nærværende øl også enhver form for fylde. Kraftfuld ingefærkrydderi til trods har brygget ingen substans, ingefærnoterne kan bygges op omkring. Det er spinkelt, tyndt og vandigt.

I begyndelsen i hvert fald. Så begynder andre nuancer så småt at træde frem. Et markant element af zink og aluminium giver én en grim smag i munden, og formår ikke denne gang at give brygget friskhed. Dette lykkes heller ikke for en markant grape/citronsyrlighed, der efterhånden udvikler sig mere og mere i retning af eddike. Det eneste gode ved eddikeelementet er, at det så nogenlunde matcher et stadigt mere markant element af håndsæbe.

Velbekomme …

Behøver jeg fortælle, at det allermeste af denne øl røg i køkkenvasken? Jeg havde i forvejen ikke lyst til øl den aften, men i sådan en situation, skal den øl, man får, gøre én glad for, at man drak øl alligevel. Det var i den grad ikke tilfældet med denne øl.

Og det var så det, der vandt Kvicklys Ølfestivalg! Nu er jeg for alvor glad for, at jeg ikke prøvede flere øl i den konkurrence. Jeg kan dermed også udråbe min egen favorit: Szlatmok, der ikke var nogen specielt god øl – men dette sure sæbeudtræk slår det med indtil flere omgange.

1-halv-stjerne

Julebryg, Ørbæk

Ikke værd at holde tale om …

Teknisk set burde denne øl være blevet anmeldt før jeg udgav årsstatussen i sidste indlæg, for den blev drukket i det gamle år som den sidste rest af juleølsbeholdningen. Men ligesom jeg ikke har gennemgået hver eneste anmeldelse af hver eneste øl i årsberetningen, men kun slået ned på de få, der tegnede året, er intet forgjort i, at brygget her først omtales nu – jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke rokker synderligt ved placeringen blandt de bedste eller for den sags skyld de allerværste af sidste års øl.

Den blev forbrugt inden for de sidste par timer af det gamle år, af mig og en af vores gæster. Gæsterollen stod en af mine gamle studiekammerater, og en af Lindas gamle studiekammerater, der i dag – uden vores mellemkomst danner par, sådan er verden så lille – for. Desuden havde min gamle studiekammerat sin datter med, som jeg sidst så som fire-årig tilbage i år 2000. Der sker noget med unge mennesker i løbet af 13 år, skulle jeg hilse at sige.

Det er et mørkt, rødbrunt bryg med tæt og ganske holdbart, cremet, gyldent skum. Duften er ganske julet, først og fremmest sød med noter af vanille og marcipan.

Smagen lægger godt ud med julede indslag af bittersøde valnødder og et krydret indslag af nelliker. Fylden er godkendt, og det hele spiller godt sammen, omend det ikke er prangende. Såvidt de første par minutter. For af en eller anden grund forsvinder de rare, julesøde og julekrydrede indslag som skummet fra Carslbergs sukkersøde pseudocider, og erstattes med lidet julede smagsnuancer.

Syren starter i det små, tager til, og overtager. Brygget bliver mere og mere som eddike – eddike og svedsker, og her kommer man ikke til at tænke på det fede fyld, der giver juleanden smag, men kun den syrligt-væmmelige fornemmelse, der ud over at give grim smag i munden også fortæller én, at man om føje timer får dårlig mave. Fylden ryger også lige så stille fløjten, og et vandelement, der i det mindste formår at fortynde den stadigt grimmere smag, træder også mere og mere frem.

Brygget var altså ikke værd at holde nytårstale om. Det skulle da lige være Kathrine Lilleørs nytårsprædiken,; den smule, jeg hørte, gav (ligesom alt andet, hun lukker ud) omtrent samme grimme smag i munden.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme