Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2013

Flensburger Frei, Flensburger Brauerei

Bagjule-tam-tam II …

Engang for længe siden før jeg  begyndte at skrive ølblog, tog jeg en alkoholfri januar måned. Anledningen var vel foregående måneders hæmningsløst dødsdruk (en disciplin, jeg også for længe siden lagde helt på hylden) og jeg ville se, om jeg kunne lade helt være med at drikke alkohol, hvis jeg en dag skulle beslutte mig for det.

Så vidt jeg husker lykkedes det vist ganske godt. jeg rørte ikke alkohol, og gik endda ikke fuldkommen druk-amok 1. februar. I løbet af januar måned var jeg desuden en tur i Tyskland med min far, hvor vi besøgte min onkel og tante. I den anledning prøvede jeg denne alkoholfri øl, der også var at finde blandt de øl, min far tilbød til bagjule-tam-tam d. 28. Det var et fejlkøb fra hans side. Nogen havde listet to Frei og en Radler ned i den kasse, som min far ellers troede var fuld af Flensburger Winterbock (som jeg glemte at tage en af med hjem, selvom jeg havde fået lov – damnation!) – sådan nogle varyler!

Men sjældent er noget så slemt, at det ikke er godt for noget. Det gav mig således lejlighed til at anmelde Flensburgers alkoholfri bryg. Jeg er generelt begejstret for Flensburgers øl, og havde derfor en smule højere forventning til deres ‘Frei’ som jeg da også husker som jævnt vederkvægende hine dage på vandvognen.

Visuelt overgår brygget – eller i hvert fald skummet – langt forventningerne. Det klæber i stride linjer vandret på glassets inderside efterhånden som brygget hældes i halsen. Selve brygget er lyst korngult, og som sådan overrasker det ikke, men skumdannelsen er som antydet til topkarakter – ikke bare i betragtning af, at det er en alkoholfri øl, men for øl i det hele taget. Duften er svag, men ikke ligefrem svær at spore. Den dufter af jævn standardpilsner, og det er til gengæld imponerende i betragtning af, at der er tale om en alkoholfri øl. At en alkoholfri øls bouquet er sammenlignelig med en rigtig øls, er usædvanligt, men med Flensburgers altid markante og kraftige bouquet in mente, er det ikke overraskende, at netop de kan lave en alkoholfri øl, der faktisk dufter af noget.

Men det vigtigste er trods alt smagen. Og her bryder brygget endnu engang forventningerne med mere aroma, end man er vant til fra alkoholfri bryg. Det er ganske vist en tynd, vandig og metallisk omgang. Vandet dominerer, og den ølsmag, der trods alt er, føles underligt tilsat. Den mærkes ovenpå og omkring vandet uden at den integreres ordentligt. En gammelkendt følelse af danskvand med humlesmag presser på, idet brygget også indeholder rigtig meget kulsyre.

Den megen brus bidrager til en syrlig bismag, der heller ikke spiller særlig godt sammen med resten af brygget, man overraskes i betragtning af bryggets lave alkoholprocent også over en ganske markant og lidet velgørende smag af gær.

Alt dette taget i betragtning, smager brygget stadig af øl. Der er faktisk lidt humle og korn at spore, og de andre smagsindtryk, metal, gær og syre, er jo heller ikke fuldkommen fremmede for øl. Måske havde jeg alligevel stukket næsen op efter lidt mere smag, for det er trods alt pilsnernes ukronede konge, Flensburger, der står bag. Men skuffelsen over, at bryggeriet ikke formår at levere en alkoholfri pilsner, der overrasker på alle parametre, skal ikke fratage brygget kredit for at besidde smagsniveau og karakteregenskaber, der alt i alt er sammenlignelige med flere standardbryg af regulær pilsnerstyrke.

1-stjerne

Delirium Christmas, Brasserie Huyghe

Bagjule-tam-tam I …
I går var jeg og hele den lille familie (minus papsøn) på besøg hos min fader i Hvalsø. Begge mine søskende og deres familier var der også til den årlige jule-tam-tam. Der blev udvekslet gaver, leget i min fars store have, og så var der selvfølgelig også frokost – og til frokosten havde min kære fader stillet et spændende udvalg af specialjuleøl frem.
Blandt andet var der denne sag i en særlig flaske. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan flasken er kommet til at se sådan ud, men det er godt nok glas, og ikke sten, som bryggeriet ellers prøver at give illusionen af. Præcis hvorfor flasken skal tage sig sådan ud, kan man kun gisne om, men jeg vil ikke udelukke, at øllets visuelle karakter skal gemmes væk.
Måske for ikke at skræmme konsumenten, måske for at overraske – formentlig begge dele, for de brede masser vil blive det ene, og kenderne det andet. Som min svigerinde sagde “Se, hvor det bruser, nej! Det er grums!” Og det er vitterlig, hvad det er. Man tror først det er brus, men i virkeligheden er det i hundredevis af små gærflager, der tumler rundt mellem hinanden inde bag glasset – som fiskefoder i et akvarium, hvor ejeren har besluttet sig for at begå massemord på sine guppyer. Baggrundsfarven er ganske vist ikke havblå, men rødbrun, men ellers klart som en fiskebowle uden vandpest. Skummet er hidsigt og kraftigt, men falder relativt hurtigt, som havet i en efterårsstorm, og man glemmer næsten at bemærke det, fordi man ikke kan få øjnene væk fra det forbløffende restgærsudtryk i brygget. Visuelt er brygget lige til seks stjerner.
Duften er ret speciel. Der er et kraftigt indslag af frisk mælk, kombineret med en sødme af råsukker. Dertil kommer en god mængde sprit fra bryggets 10%. Det blander sig overraskende elegant, og bereder munden på en interessant og anderledes øloplevelse.
Og interessant og anderledes er den i hvert fald. En næve af sprit rammer én lige i sylten, og sender hovedet på en rystetur, der får risengrøden på indersiden af hjernekassen til at skvulpe rundt som fløde i ris a la mande juleaftensdag. Det er dog ikke søde indslag af mælk eller fløde, som duften ellers varslede, der møder smagsløgene. Sødligt måske – men det er sødlighed af halvgamle, halvgærede svedsker, garneret med umodne æbler, og lidt for billig flødelikør, der i øvrigt har stået for varmt og for længe.
Der er dog som antydet kraft i brygget, så man ikke keder sig, mens man drikker det. Man får også varmen på en måde, der minder én om en rask joggingtur i starten af januar måned. En af de få man når før nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt. Personligt kan jeg ikke fordrage at løbe, så det hjælper ikke. Spøjst nok er fylden i brygget heller ikke helt på plads, man mærker også fysisk restgæren som små klumper – og det bidrager heller ikke til nydelsen.
Sidst men ikke mindst præges brygget af den sære blanding af marcipan og sprit, som jeg et par gange før har dumpet øl på. Denne gang er det dog ikke helt så markant, og på en underlig måde, er de lidet behagelige smagsudtryk egentlig fint afstemt hinanden. Intet af det grimme træder så meget frem, at det alene ødelægger øloplevelsen. Svedskerne, den sprittede marcipan, den sure fløde … alt sammen arbejder det sammen om at ska… øh ødelægge oplevelsen. Og samspillet mellem de småmodbydelige indtryk er i sig selv oplevelsen værd.
Og så skal det også lige siges, at hvis brygget for lov at stå lidt, så bliver det faktisk lidt sødere, i retning af det maltet-sukrede, og det redder det faktisk fra at være decideret ubehageligt. Tilbage er kun skal/skal-ikke-beslutningen om, hvorvidt man skal lade restgær være restgær, eller nedsvælge den i det sidste drag. Jeg valgte som altid at nedsvælge, da glæden ved de sjælde gange, det viser sig at være en god oplevelse, klart opvejer de mange gange oplevelsen viser sig at være modbydelig. Ikke desto mindre var oplevelsen denne gang modbydelig.

Min vurdering skal  denne gang mest læses som en evaluering af oplevelsen af øllet, og ikke særskilt af øllets smag. Det skal bryggeriet være glad for.

3-stjerner

Santa’s Little Helper, Mikkeller

Juleaftensøl

Det blev en Santa’s Little Helper fra Mikkeller, jeg drak juleaften. Den blev mig anbefalet og påprakket i Fish & Beer på Amagerbrogade, da jeg ellers specifikt spurgte efter en anden Mikkeller-øl, en Happy Lovin’ Christmas Sauternes, der i Politikens øltest bedømtes til at være den bedste juleøl sammen med Juleøl fra Hornbeer. Den var imidlertid udsolgt, og iøvrigt også meget dyr, kunne ekspedienten fortælle mig (som om de ikke vidste, hvad de skulle tage for Santa’s Little Helper. Ikke ligefrem nogen billig fornøjelse, men lad det ligge).

Med sine 10,9% i en 0,75 litersflaske, er der faktisk rigeligt til hele juleaftensdag. Og således blev det. For en så stor øl gider jeg ikke drikke alene, subsidiært ikke drikke hurtigt. Den blev altså nydt langsomt, over lang tid, mens and og flæskesteg simrede i ovnen, de brune kartofler blev væltet rundt i sukker, og Tchaikovskijs nøddeknækker og Bachs juleoratorium fyldte lejligheden med koncentreret julestemning.

Der var nok til rigtig lang tid, helt uden at øllet blev fladt, kedeligt eller på anden måde dårligt. En rigtig nydeøl, der ikke bare kan holde til at blive drukket langsomt, men om muligt bliver bedre af det. Og at brygget tempereres i processen, byder på problemer, man skal have fat i DTU’s kraftige elektronmikroskoper for at få øje på.

Det er et dunkelmørkt bryg med højt, lysebrunt og klæbrigt og boblende skum. Brygget dufter halvtungt af chokolade, svedsker og hasselnødder, og det er jo unægteligt ganske julet, med både noget sødt og bittert. I smagen går især chokoladen igen, men primært for det søde. Det er ikke Vivanis mørke på 85%. Det er bestemt heller ikke billigt tysk juleslik (som man også vil finde det om 3-4 måneder i mere ovale former,) men et sted, hvor Vivani står for kvaliteten og børnenes lyse chokolader for karakteren. Smukt og klassisk, velkendt julet – og så bare lidt til, så det ikke ender med alligevel at være ordinært.

For længere bagude på tungen byder brygget på en tiltrængt bitterhed. På samme måde som skarp, syrlig rødkål spiller op mod flæsesteg og kartofler, som ribsgele til den fede and, ledsages bryggets sødme af en markant bitterhed, der starter med hasselnødder og slår mere og mere over i lakrids. Dermed undgår brygget blot at komme i nærhed af at blive kvalmt, eller på anden måde for meget. Forudsat at man altså nipper til brygget over længere tid. For nedsvælger man det på én gang, rammer bådee kvalme, fuldskab og tømmermænd hårdt. (Gætter jeg på, for med så dyrt bryg gider jeg sgu ikke prøve).

Muligvis er det netop de høje procenter, der gør, at brygget over tid ikke bliver ringere. Der er rigeligt alkohol tilbage i brygget næsten uanset hvor længe det står, til at yde det den nødvendige fylde, og forhindre det i at oxidere. Fylden forbliver også på samme nydelige og rige niveau hele vejen igennem. Smagen udvikler sig dog fra at være lige en tand mere krasbørstigt lakridsagtigt hidsigt til at begynde med. Med tiden bliver brygget så sødere med både lettere tilgængelig smag og mere velbehagelig mundfornemmelse til følge.  Der er dermed ingenlunde tale om et ‘ekstrembryg’, sådan som mange opfatter Mikkellers, og andre mikrobryggeriers bryg. Man skal være en temmelig hardcore forfægter af laveste-fællesnævnerbryg for slet ikke at kunne nyde dette regulære mesterværk.

I sandhed et vellykket julebryg, der er sit rygte som moderne juleklassiker værdigt (ja, det var noget i den retning, de sagde i Fish & Beer. Jeg ved ikke, om det passer) – anbefalingen til næste år, hvor Carlsberg med lidt held igen løber tør for julebryg, er hermed givet videre til læserne med ønske om en fortsat god jul, og et godt nytår.

5-en-halv-stjerne

Julerød 2012, Skands

Det begynder godt …

 
… og så går det mest galt. Julerød 2012 er en satans karl, en barsk børge og en hård nyser på 9%. Det forekommer ellers så fløjsblødt i starten. Men så begynder det at rive, og inden man ved af det har man indtaget et indvortes råkostjern, der flænser mavesæk og tarmsystem indefra.
Men lad os starte med begyndelsen. Den er ganske flot. Diset orange med gyldentgult skum, der ganske vist ikke er særlig højt, men til gengæld dejlig tæt og cremet. Brygget synes at være ufiltreret, omend det ikke efterlader nogen mudderpøl på bunden af glasset, samtidig med at restgæren er overraskende let at løsne fra flaskens bund. Det dufter ganske sødt af det sødlige fra svedsker, appelsin, sukat og vanille. Elegant og overraskende undgår det at blive Justin Biebers eller Mariah Careys udgaver af “All I Want for Christmas is You”. Jeg kommer personligt – som langtidskonsekvens af den kendsgerning, at mine forældre ejede pladen – til at tænke på John Denver and The Muppets’ udgave af “Stille Nacht/Silent Night”. Så endskønt det er sukkersødt, bibeholdes den gode smag.
Og de første par mundfulde er også intet mindre end fabelagtige, og et kort sekund tænker jeg, om brygget mon skulle have seks stjerner … Men alene tvivlen vil medføre en lavere karakter. Objektivt spores indslag af sukker, vingummi og andet juleslik, der ikke lige er tysk mælkechokolade. Desuden mærkes et stænk af vanille, sødme af flormelis og til sidst et nøddebittert indslag af para- og valnødder. Det er et bryg, der smages med det meste af kroppen. Det går i næsen på samme måde som sennep – uden dog at smage sådan, og den høje alkoholprocent brænder allerede i halsen fra starten, og byder med sin snapseessens på endnu et juleindtryk.

På dette tidspunkt, hvor man tænker på både sennep og Rød Aalborg, overraskes man alligevel over, at brygget føles mildt og rart at have i munden. Og samtidig er øllets fylde heller ikke så tung og svedskegrødsagtig som andet juleøls kan være det. Det føles let, men på ingen måde smagsfattigt … det lover fantastisk godt …

… men så indtræder det første ubehag …

Den høje alkoholprocent og et krydret islæt af enebær og kanel får én til at svede. Samtidig ændrer bryggets smag karakter, og bliver mere og mere gæret. Det er som om brygget lynhurtigt oxiderer, og det, der ellers tegnede til at blive en helaftensnydeøl, reduceres til en træg, klæg og modvillig oplevelse. Det søde slår mere og mere over i det eddikeagtige, nødderne i eftersmagen bliver harske, og det ender med denne øl som med Rød Aalborg – en enkelt til varmen, og en mere til det andet ben er rart – og så har man ellers også fået mere end nok – og ondt i kadaveret.

Og nok får man af Julerød, alt for hurtigt endda. Det er synd for et bryg, der ellers starter formidabelt. Måske skyldes det blot, at øllet er lagret så længe, og måske skulle jeg så bare prøve en Julerød fra i år i stedet.3-stjerner

I syv sind …

På Politiken online kan man i dag læse, at Carlsberg er blevet tørlagt – hvad juleøl angår i hvert fald. Til dem, der ikke har abonnement på Politiken Online, og derfor ikke kan læse artiklen, kan jeg kort referere, at alle Carlsbergs sæsonøl fra den traditionelle snebajer til specialølsprodukterne fra Semper Ardens og Jacobsen er ganske og aldeles udsolgt. Carlsbergs produktion har ikke slået til.

Men hvad skal jeg nu mene om den sag. Jeg kunne selvfølgelig, som det galsindede menneske jeg er, starte med at krybe sammen i latterkramper for så bagefter at iføre mig klovnekostume, og tage bussen til Valby, hvor jeg ude foran bryggeriet kunne hoppe op og ned, mens jeg grinede hånligt og pegede fingre ad dem. Læserne vil vide, at jeg ikke er nogen stor fan af vort lands store, dominerende bryggerikonglomerater. Skadefryd er selvfølgelig ikke nogen god egenskab, men … lad os bare sige, at min skeptiske inklination mod store fusionsbryggerier og deres underlødige standardprodukter vejer tungere end mit ønske om at være et dydigt, rent og fuldkomment menneske.

Men! Og som John Cleese sagde i rollen som Mr. Hilter: “This is a big but!” Dette er et stort men! Det tegner jo samtidig et billede af en befolkning, der som forbrugere er håbløst forgiftet af falsk bevidsthed. En forbrugerskare, der nærmest nyder at søbe i Carlsbergs ordinære, ligegyldige standardsprøjt. Et dominerende konsumentsegment, der hylder middelmådighed og almindelighed, og fnyser ad kvalitet og særegenhed.

Så hvor meget jeg end kan gnide mig skadefro i hænderne over, at Carlsberg er tørlagt, og at deres dominans over dansk ølproduktion er midlertidigt knækket her i juletiden, så illustrerer dette jo samtidig Carlsbergs umådelige popularitet. Og det skærer jo lidt i julehjertet. Men det tænder selvfølgelig også et nok så lille kalenderlys af håb for, at folk finder erstatning hos andre leverandører, og med lidt held kunne det jo være … Oh f***! Who am I kidding … med MEGET stort svineheld kunne det jo være leverandører som Hornbeer, Indslev, Fur – ja, måske endda Skagen, folk ville ty til i stedet for Carlsberg. Håbet er lysegrønt som en normannsgran.

Men hvad end jeg ender med at mene om Carlsbergs tørlæggelse, og befolkningens patteri på deres laveste-fællesnævner-bryg, er én ting sikker: Hvad angår Politikens evner udi ortografien, er jeg mindre end ikke spor imponeret:

Politiken online 19/12-2013, http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/tjekmad/ECE2163281/alt-udsolgt-carlsberg-har-brygget-for-lidt-juleoel-i-aar/

Gårdnisse, Skagen Bryghus

Jow det …
 
Det er ved at være længe siden, vi sidst har haft besøg fra Skagen. Faktisk ligger det så langt tilbage som sommeren 2011, da jeg prøvede deres pilsner, Sparbryg. Generelt har Danmarks formentlig nordligst liggende bryggeri gjort det godt med karakterer stabilt omkring de fire stjerner. Det er derfor ikke uden forventninger, at jeg åbnede aftenens øl.
Det er en dejligt mørk sag, natsort med lystbrunt skum. Restgæren gør sit til at gøre brygget uigennemskinneligt. Duften ligger i det maltede område med en kant af sure æbler og karameliseret sukker. Det er næppe overraskende, da brygget er tilsat farin.
Sødmen og det julede udtryk skuffer til gengæld ikke. Farinsukkeret er vel integreret i en maltdomineret sødme med en syrlig kant af æbler og svedsker, og en bitter kant af hasselnødder … ja, det bliver faktisk ikke mere julet. Brygget er tilpas fyldigt, og en krydret krop af nelliker og kanel fuldender et gennemført juleindtryk.
Så gennemført og traditionelt julet er det, at det ikke undgår også at være tandløst, lidet overraskende og overordnet usofistikeret. Men en nydelse er den da, og passer godt til den fede, søde julemad uden at imponere unødigt. En kant, der nok skal jage de snebajerforfaldne skamridere af de allerstørste konsumbrygproducenters standardsprøjt væk, kan findes i den syrlighed, restgæren giver i brygget over tid. Således undgår Gårdnissen også at blive fuldstændig tandløs og ligegyldig,

3-en-halv-stjerne

Jacobsen Julebock, Carlsberg

Det ku’ være værre …

Videre til endnu en af de skamroste af årets juleøl, Carlsbergs bud på en jule-specialøl fra deres specialølsbryggeri på det gamle anlæg i Valby – Julebock fra Husbryggeriet Jacobsen. Jeg stødte tilfældigvis på den i Netto tilbage i november engang, og blev positivt overrasket over prisen, som jeg ikke længere kan huske. Men mon ikke den har ligget et sted mellem begyndelsen og midten af 30’erne, hvilket ikke er for dyrt for 0,75 l stærkt øl.

Til gengæld er den for stor til, at jeg gider drikke den alene, så jeg tilkaldte forstærkning i form af flytte/Radleranmeldelseshjælp, den navnkundige Gedved, der samtidig kunne prøvesmage årets batch af min kære viv Lindas julesmåkager. De var som altid til 6 stjerner.

Gedved og jeg var enige om bryggets duft. Sødt og småsyrligt uden at gøre noget væsen af sig. Brygget ligner ellers det, det er, en kraftig og dunkel, omend gennemsigtig øl, med gyldent nøddebrun lød, og kraftfuldt, cremet og klæbrigt, gulligt skum. Det visuelle fejler dermed intet, og under konsumption, kan man beundre de fine, fnuggede labyrinter som skummet tegner på glassets inderside.

Smagen er forventet kraftig som følge af den højere alkoholprocent, der er karakteristisk for bock. Den vækker dog ingenlunde mindelser om tunede spritterøl, eller andet fælt. Dertil er den fyldige sødme både for kraftig og for velgørende til. Udover malt mærker man en berøring af vanille og farinsukker – denne gang endda helt uden, at sidstnævne (eller for den sags skyld førstnævnte) er tilsat. Rent er brygget dog ikke, da det er tilsat kuldioxid frem for at lade gæren alene sørge for brus og bobler.

Gedved blev mindet om Irish Coffee, hvilket sød sprittethed og en præsent humlebitterhed i eftersmagen taget i betragtning godt kan genkendes af undertegnede. Linda indskød kækt, at den måtte smage af fløde, hvis det ellers var en god øl, eftersom det var eneste gode, hun kunne komme i tanker om i en Irish Coffee – nårh ja, og farinsukker selvfølgelig.

Overordnet var Gedveds holdning til brygget noget mere lunken end min egen. “Det er en god øl, meeen …” Vurderingen var iflg hans eget udsagn også præget af en generelt og sund skepsis over for Carlsberg. En skepsis, jeg bestemt deler, men ikke lader influere på mine anmeldelser. Enige var vi dog om at den som juleøl betragtet er væsentlig bedre end det jævne standardsprøjt, som Carlsberg også sender ud.

Op på niveau med de bedste juleøl indtil videre, når den dog slet ikke. Gedved bemærkede desuden, at han ikke syntes, den var særlig nok til at kvalicere sig som special- eller luksusøl, men at han da nok ville drikke flere af den, hvis den blev lanceret som standardjuleøl side om side med andre almindelige julebryg.

Opfordringen er hermed givet videre sammen med Gedveds karakter:

3-en-halv-stjerne

Selv er jeg en kende mere rundhåndet:

 

4-stjerner

Juleøl, Hornbeer

… okay, så …

… så får Hornbeer da en chance til, nu hvor deres højtidsbryg høster sådan hæder i dagspressen. Brygget hedder slet og ret ‘juleøl’ – hverken mere eller mindre, og er ifølge Untappd en belgisk inspireret stærk ale. Stærk er den i hvert fald, den indeholder 9% alkohol, rigeligt mudder (altså restgær), og evne til at give nyderen (undertegnede) hovedpine dagen efter konsumption.

Mudderet vil jeg gerne hænge lidt fast ved, ligesom det selv hænger fast både i bunden af flasken og glasset, og kun løsner sig ved rask agitation. Desuden præger det bryggets farve, som er hidsigt grumset, og ikke helt ulig mudret snesjap fra Hornsherreds vejkanter. Skummet peger dog i en anderledes venlig retning. Det er overordentligt fyldigt og ganske mørkegult som kagecreme, endskønt lavt, selvom man hælder brygget nok så voldsomt op.

Allerede duften afslører, at Hornbeer omsider får revanche på min blog. Som bekendt har jeg indtil videre ikke ladet mig imponere af dem, endskønt bryggeriet roses til skyerne af andre bloggere, og Danske Ølentusiaster har udnævnt dem til årets bryggeri hele tre år i træk (09-11). Men bouquet’en alene får mig næsten til at lægge mig fladt ned og gøre bod. En kraftig og krydret duft af kanel, garneret med vanille rammer lugtesansen, og skaber omgående associationer til risengrød, konfekt og andre julegodter. Jo, det blev så sandelig også jul i år.

Smagen halter bestemt ikke efter den habile olfaktoriske indledning. Julekrydderierne står i kø; nelliker, anis, kardemomme, kanel og kommen. Vanillen er dog fjernet, og bagom de mange julekrydderier mærker man en fortrinsvis besk humle. Det søde er erstattet af det bitre, men det krydrede islæt bibeholder julestemningen intakt, mens bitterheden yder brygget karakter. Juleøl er ofte sødt, og således matcher det også fint den særlige julemad. Men det behøver ikke være det. Hornbeers juleøl viser med al tydelighed, at hvis der ellers er rigeligt krydderi, kan det også sagtens være bittert, og alligevel lige så velegnet som det søde.

Ganske unik er måden hvorpå alkoholen blander sig med det krydrede udtryk. Et fjernt, men i alkoholen markant element af kommen giver faktisk brygget karakter af Rød Aalborg – og så bliver det jo bare ikke mere juleagtigt, endskønt brygget dermed mere bliver en julefrokostøl end en øl til julemiddagen med familien.

Og jeg indrømmer blankt! Jo, Hornbeer kan også lave gode øl! Og ringere bliver det bestemt ikke af, at brygget kun er lavet af gær, vand, humle og malt. Det er i sandhed et lille kunstværk. Glædelig jul og skål!
5-en-halv-stjerne

Malthe (3), Thisted Bryghus

Tilbage på sporet.

Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg blev forsonet med Thisted Bryghus efter en længere pause med deres øl. Planen var at lade den nye brygmester få fred til at trylle ved fadene, og det har han så for længst gjort. Jeg har blot endnu ikke nået at smage på så meget af det endnu.

Malthe er en mørk lagerøl, i stil med fx Tuborg Rød eller Flensburger Dunkel, og en nyskabelse fra det Nordvestjyske bryggeri. Der er ingenlunde tale om en stout, hvilket straks viser sig ved skænkning. Brygget er nok mørkt, men også gennemskinneligt uden at vride lyset helt over i den dunkelrøde del af spektret. Store bobler på indersiden af glasset gør sit til at få øllet til at ligne cola, modsat skummet, der både er for højt, for cremet, for holdbart, for klæbrigt og for mørkt, endskønt det ikke er mere en lyst brunt. Brygget dufter ikke af meget. Man mærker nøddebitter humle, lys chokolade og mest en syrlig og våd odeur af grønne æbler.

Den ikke alt for lovende bouquet går heldigvis ikke igen i smagen. Man mødes af en fyldig chokoladesødme og et kraftigt maltindtryk, garneret med en let og velplaceret vinøs cognacessens. På bagtunget og i eftersmagen træder humlen endelig frem, og leverer en rar omend habil bitterhed af hasselsnødder.

Desværre varer de mange fine indtryk ikke evigt. Syrligheden fra bouqueten mærkes mere og mere, og ender faktisk med at ødelægge mange af de fine indtryk fra begyndelsen. Og det er ekstra synd, da de gode sødmenoter ellers gør brygget velegnet som nydeøl. Den egner sig altså bedst til at blive drukket hurtigt. Med sin markante sødme ville den slet ikke være uegnet til den fede julemad, endskønt den ikke markedsføres som juleøl.

Ærgelsen over syrlighed til trods, er det alligevel rart at se, at Thisted Bryghus nu er tilbage på sporet, med en økologisk øl, der smager af mere end det store anonyme gennemsnit. Ikke alene er brygget økologisk – en egenskab, der fik bryggeriet til at skille sig ud tilbage i 90’erne – det er brygget kun af vand, malt humle og gær. Et på mere end én måde rent bryg.
4-stjerner

Double Stout, Shepherd Neame

Det var en mørk og stormfuld nat …

 
Stormen Bodil raser i skrivende stund over landet, og i hippiehyblen på Amager nyder vi hvert sekund med mad udefra, julegodter og farmand får sig desuden et bryg, der kan matche vejrets karakter.
Det drejer sig om engelske Shepherd Neames Double Stout, som jeg har fundet i Bilka, Field’s (jeg forstår heller ikke helt den apostrof – men den er der, og skal derfor også med, når man nævner stedet ved navn.) Etiketten emmer af klassisk retrodesign fra det, der skulle være landets ældste bryggeri. England skulle også være porterens, eller stout’ens hjemland og hvor jeg efterhånden har prøvet flere eksperimentelle, søde og undertiden også direkte vandede stouts, så har jeg faktisk længtes efter noget klassisk. En rigtig stout, der smager af skibstjære, bundgarn og skippersved, frem for søde lakridsbolsjer, cappuccino eller chokolade.
Det var i forventning om noget sådant, at nærværende stout blev købt – og åbnet her i anledning af blæsevejret. Og jeg blev ikke skuffet.
Brygget er lige så mørkt som den stormfulde nat i aftenens afsnit af The Julekalender – og som denne stormfulde aften i virkeligheden, for øvrigt. Skummet bruser som bølgetoppene i kanalerne uden for vores boligblok, omend det i glasset er noget mere holdbart, og i højere grad brydes som sæbeskum i store bobler. Brygget byder ikke megen duft, men bitterhed af kaffe spores dog halvtydeligt.
Den svage duft kommer af, at aromaen er gemt i smagen, så den ikke bare damper af ved skænkning. Og der er bestemt tale om en klassisk stout, som jeg havde ønsket den. Tjærebehandlet træ, sort kaffe og hasselnødder i smagen, og en rarere, men endnu karakterfuld efterklang af røg som epilog.
Fylden er godkendt og mere til, men alligevel en anelse spinkel, og kunne med en højere alkoholprocent (brygget holder relativt lave 5,2%) nemt være gjort mere potent. Det gør nu ikke så meget, for man belønnes til gengæld med et tørt indslag af lakrids. Det er ikke tilsat, men blot resultat af en vellykket brygproces. Det kunne en lang række producenter, også hjemlige, af ‘blandingsstouts’ lære noget af.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme