Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: november 2013

Vulcano Julebryg, Fur Bryghus

Sig skummet langsomt hæver …

Vi er tilbage ved Vulcano-bryggene, og denne gang med den forklaring på Furs Vulcano-koncept, som vi sidst måtte opgive. På nærværende øls bagetiket, forklares det: “En af hemmelighederne i FUR øl er det berømte Fur-vand, som er filtreret gennem laf af moler og vulkansk aske. Derfor har vi valgt det geologiske symbol for vulkaner som mærke på vores øl.” For undertegnede er dette forklaring nok. Andre havde måske håbet på noget i retningen af “… og derfor har vi valgt at kalde vores øl ‘Vulcano'” men jeg er i stand til at læse tilstrækkeligt mellem linjerne og drage i tilstrækkelig grad forhastede konklusioner til, at jeg godt kan se sammenhængen, og grundlæggende er tilfreds med oplysningen.

Skummet hæver sig langsomt som en tyk, cremet, gylden masse over det rødorange bryg. Jo, farven er bestemt julet. Brygget afgiver også en sød odeur, der kunne minde om – i hvert fald nymodens juleslik. Jeg tænker konkret på lyserøde skumfiduser formet som små julemænd. Det er noget syntetisk, men heldigvis også så svagt, at det ikke bliver kvalmt ligesom omtalte juleslik. Sødmen overdøves nemlig af syrligt gærede noter, der til gengæld ikke er spor julede – næppe heller nymodens.

Smagen er fyldigt bittersød, og man savner ikke de syrlige og gærede elementer fra bouqueten. De er nemlig totalt fraværende i smagen, hvorfor man netop ikke savner dem. Man smager nødder. Et let valnøddeelement giver sødmen, der dog overdøves mere og mere af bitre hasselnødder. Humle mærker man ved mandlerne og i eftersmagen, hvor også et sødt romelement gør sig gældende – endda helt uden at fremmede ingredienser såsom rørsukker er tilsat. Det hellige Reinheitsgebot er i dette tilfælde vel forvaret.

Det er langt mere fyldigt, bittert og i det hele taget smagfuldt, end jeg havde forventet efter de andre Vulcano-bryg, og iøvrigt bedre, end hvad jeg havde forventet af, hvad bryggeriet endda selv indrømmer på bagetiketten blot er en ‘stærk pilsner’.

Og så er der det med, at den sælges som julebryg … Altså valnødder og hasselnødder hører selvfølgelig julen til. Men i julen skal det primært være hasselnødderne, der smager af hasselnødder, mens øllet skal smage sødt, fyldigt og krydret – og ikke af hasselnødder. Som stærk pilsner, eller guldøl om man vil, overgår den med flere længder det meste, der ellers er lavet i den genre, men som juleøl er den ikke specielt velegnet.

4-stjerner

Semper Ardens Christmas Ale, Carlsberg

Hjemme bedst …

Med aftenens øl tror jeg, jeg er nået igennem de Semper Ardens-øl, der for tiden er i handlen. Til forskel fra de tidligere, brygges denne øl imidlertid ikke ‘i EU’ (læs: Litauen
), men bærer derimod Carlsbergs gamle adresse i 1799 København V på Valby bakke, hvor Carlsberg stadig har sit specialølsbryggeri. Dér brygges normalt kun øl fra Jacoobsen-serien, men nu altså også en enkelt Semper Ardens-øl, og det kan selvfølgelig kun glæde, at Carlsberg stadig giver arbejde til et par københavnske skatteborgere hist og pist.

Ligesom de andre Semper Ardens-øl er den købt i Netto. Prisen er ikke uforskammet, omend den forhandles i et større kvantum end de andre øl i samme serie, hvorfor man er nødt til at slippe et par slanter mere end for de tidligere anmeldte. Den øgede mængde udgør 0,66 l., hvilket den talkyndige hurtigt vil udregne, svarer til to øl.

Præcis to øldrikkere var vi også her til aften i det lille amagerkanske hippehjem, hvor vores gode århusianske ven, Ole, var på besøg. Så der var lige præcis et kvantum svarende til én øl til hver.

Det er et flot, rødbrunt bryg, med vildtbrusende skum, der, som dette antyder, ikke holder særlig længe. Flot ser det ud, så længe det holder, et par toner orange over rent hvidt. Duften er fyldigt frugtet, især med noter af svedsker og et hint af kirsebær.

Smagen ligger i samme område af det frugtagtigt søde, men det er især den letsprittede fylde, man mærker først. Det er sprittet på den rare og julede måde, endskønt rørsukker og rom, der er tilsat og derfor præger fylden, måske ikke er det mest julede man kan forestille sig. Ja, så er det altså julet alligevel. Svedskerne genfindes i smagen, men kun som et hint bag en langt mere fremtrædende julebuffet af kanelmarinade, mundfornemmelse af ris a’la mande, den brune sovs’ karamelfarve og et pikant strejf af anis, der elegant runder det hele af, før det bliver kvalmt.

Jo, det er skam både julet og rart. Carlsbergs store julesatsning fra for et par år siden forhandles stadig, og jeg fatter ikke hvorfor, når man har den her. Om Semper Ardens Christmas Ale er en nyskabelse, eller en genudsendelse fra tidligere år, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men den er i hvert fald ramt meget tættere på centrum end flere af de Litauiske Semper Ardens øl, og i øvrigt tættere på end Carlsbergs gængse julespecialsprøjt. Desuden er den et godt alternativ til julemiddagen, hvis man er skræmt af den voldsomme restgær og tømmermænd, som bloggens anbefalede julebryg involverer.
4-en-halv-stjerne

Semper Ardens Kellerbier, Carlsberg

… men hvilken pilsner!
Det er kynikerens lod at forvente det værste, og så blive positivt overrasket når forventningerne ikke holder stik. Det skete fx for undertegnede efter kommunalvalget. På samme måde havde jeg mere eller mindre afskrevet Carlsbergs genoplivede Semper Ardens-Serie som værende grundlæggende uinteressant og i lidt for høj grad leve op til de fordomme, jeg også må indrømme at have over for ting, der er produceret på licens i Østeuropa.
Og så får man Semper Ardens Kellerbier mellem nallerne … Det ligner selvfølgelig Carlsberg som stort bryggeri at have en lemfældig omgang med brygkategorier. Kellerbier er den tyske betegnelse for en undergæret øl, der er brygget med mørke malttyper, altså omtrent det, vi i Danmark kalder en classic. Nærværende Kellerbier er derimod så udpræget en pilsner, og den bliver ikke på magisk vis en Kellerbier, blot fordi den er ufiltreret, eller lidt stærkere end Carlsbergs hovedprodukt.
Det lettågede ydre til trods, samler der sig ikke klatter af restgær i bunden af glasset (pokkers!) Brygget er ellers korngult med en enkelt rød tone, der krænger farven over i det orange. Skummet er kraftigt, cremet og med en enkelt gul tone i det hvide, men langtidsholdbart er det ikke. Til gengæld størkner det i fine mønstre på glasset, efterhånden som det tømmes. Indledningens klart største indtryk gør bouqueten, der fylder rummet ved skænkning med en markant bitter humlearoma. Endnu engang befinder jeg mig i bryghuset på første sal i mit barndomshjem, bedre kendt som badeværelset.
Man glæder sig over, at smagen matcher duften ganske nydeligt. Humlebitterheden er umiskendelig, kraftig, fyldig, skarp og alligevel generisk. Som om man havde to pilsnere i én flaske. Det er simpelt og effektivt med en gennemtrængende bitterhed ved gummerne, der end ikke truer tomt med at blive harsk. Tværtimod tager bitterheden af, når den når mandlerne, og bliver blød, rar og nøddeagtig. Næsten som søde paranødder, men med en snert af lakrids, der minder en om, at selve smagen var væsentlig mere bidsk.
Brygget mangler, sin karakter og kraft til trods, ikke friskhed. Andre … okay, jeg selv vil mene, at brygget faktisk mangler det sidste til at være lige i øjet, og friskheden kendetegnes især ved en snert af vand i smagen, så friskheden netop er intakt på bekostning af den ekstra fylde og kraft, der ville gøre dette bryg rigtig godt.
Og en specialøl, ved jeg nu heller ikke, om jeg vil kalde den. Når alt kommer til alt, er den trods alt kun en pilsner – men hvilken pilsner!

4-en-halv-stjerne

Semper Ardens Wiener, Carlsberg

Kun asken tilbage …

Jeg drak ingen valgøl i går, da det var nødvendigt at komme mig over det fortrinlige hvedejulebryg fra Indslev. Restgæren, der selvfølgelig blev bundet, rystet sammen med den sidste sjat, var ingen større kulinarisk oplevelse, og det er netop restgæren, jeg har mistænkt for at have givet mig tømmermandsagtige bivirkninger dagen efter. Såvidt finalen på sidste gangs øl, som jeg lovede, jeg ville levere, hvis der var noget at skrive om.

Dagens øl er den anden i Semper Ardens-serien, som Carlsberg har pustet nyt liv i. En detalje, jeg er blevet gjort opmærksom på, er produktionsstedet: “Produceret i EU” står der på bagetiketten. På almindeligt dansk betyder det normalt, at det man står med, er produceret i Østeuropa. Et sted, man helst ikke vil have, at forbrugerne kender præcist, fordi marketingafdelingen ved, at det vil gå ud over salget. I dette tilfælde er der efter al’ sandsynlighed tale om Carlsbergs bryggeri i Litauen. En direkte parallel, er Bryggeri Skovlysts brug af samme produktionsstedsangivelse, der dækker over deres bryggeri i Polen.

Sjovt nok, står der ikke “Produceret i EU” når noget er lavet i Storbritannien, Tyskland eller Sverige. Makes you think ….

Men det er alt sammen del af globaliseringen, uden hvilket øllet sikkert ville være meget dyrere. Jo jo, de øgede transportomkostninger har naturligvis intet at sige, CO2-regnskabet er ligegyldigt, og det faktum, at andet øl, der er produceret i Østeuropa, og eksporteret hertil er væsentligt billigere end dette øl, diskvalificerer selvfølgelig ikke det hellige globaliseringsargument, der i vore dage bærer samme sandhed som Kristi Opstandelse gjorde tilforn.

Men det er selvfølgelig ikke den tid på året.

Nærværende øl er en wiener … Huh-huh – he said “wiener”. – De klassisk dannede vil fatte referencen. En wiener er en undergæret øl, hvor man bruger den mørkere wienermalt til forskel fra den lyse pilsnermalt. Det giver både en mørkere og sødere øl, der – apropos referencen – går under betegnelsen ‘classic’ på vore breddegrader.

Det starter godt, med en kraftig humlebouquet, der fylder godt op i lokalet ved skænkningen. Skummet troner højt, cremet og gyldent over det kobberrøde bryg. Store bobler forbliver stædigt i flasken, og vidner om skummets relative klæbeevne.

Den kraftfulde og fyldige bouquetindledning går desværre ikke igen i smagen. Her mødes man af en vag, letsyrlig, letmetallisk og letsød smag, der lidt efter afløses af en mild og noget fjern bittersød eftersmag. Bevares – det smager egentlig godt. Det er ikke letsyrligt, letmetallisk eller letsødt på en ubehagelig måde, omend måden til gengæld er temmelig kedelig.

Som specialøl er den tæt på mislykket. Den er alt for let, som det fremgår. Den fungerer langt bedre som drikkeøl, og virker da heller ikke mere markant i sit udtryk, end fx Carlsbergs egen standardpilsner, Premium. På den anden side, er den for markant til at være en festøl. For dette smager den trods alt af for meget til.

Den ved ikke rigtig, hvad den vil være. Den er ikke bitter nok, ikke sød nok, ikke syrlig nok … og heller ikke tynd nok til at kunne være andet end en helt almindelig classic, som man i forvejen kender dem fra de store standardbryggerier.

Sidst sagde jeg, at der kun var gløderne tilbage af den evigt brændende flamme – Semper Ardens. Her får man faktisk
fornemmelsen af, at der kun er asken tilbage.

2-stjerner

Frederiks Jul, Indslev

Til hele juleaften

Ah … Jeg har påbegyndt aftenens anmeldelse endnu før jeg har drukket ud – langt fra endda. Hvis jeg skal vente til resten af brygget er nydt, bliver klokken indtil flere, for ikke at sige mange. Og så længe gider jeg ikke vente med at dele mine tanker.

Indslev Bryggeri, hvedeølbryggeriet på Fyn, der vist ikke længere udelukkende er et hvedeølsbryggeri, har lavet et julebryg, der blandt andet kan findes lemfældigt kastet op blandt diverse discountjulestads og billigt tysk juleslik i strålende farver i Quick Fakta. Så den ydmyge placering sparkede bestemt ikke forventningerne op i Den Himmelblå. Så er det jo skønt at få en positiv overraskelse, og åbning, skænkning, indsnusning, smagning og nydning af nærværende bryg har været en ren kavalkade af dem.

Ved skænkning rejser skummet sig højt, som det nu gør ved hvedebryg. Selve brygget holder en flot rødbrun lød, mens skummet matcher orangegyldent med et skær af pink. Bundsjatten i flasken er en historie for sig. Et jordskælv på 7-8 Richter vil måske løsne toppen, men for resten skal der skrappere midler til. Behøver jeg fortælle, at brygget efter den omgang fremstår aldeles uigennemskinneligt som en rødbrun bræmme af mudder snarere end øl? Indtil videre husker jeg kun Herslevs IPA som en lignende imponerende visuel oplevelse. Duften emmer af søde, frugtige aromaer af især mango og fersken.

Smagen lader ikke noget tilbage at ønske i forhold til den suveræne indledning. Det er dog ikke kun de søde og frugtagtige nuancer, der kommer frem, og det er kun godt. Munden fyldes af en kraftig, fyldig men også blid og rar bitterhed af hasselnødder. Frugten i form af fersken og mango kommer igen, men som et sekundært element, der yderligere runder bitterheden af. Det tilsatte farinsukker gør sit i processen, men er så velintegreret i det samlede billede, at man næppe ville lægge mærke til det, hvis man ikke vidste, det var der.

Imponerende er også fylden, som de 8% til trods ikke virker sprittet. Højst giver alkoholstyrken en let romessens, der også kun tæller op i det samlede regnskab. Et ekstra og overraskende pift er dét af candy floss og skumfiduser, der fylder munden, hvis man trækker lidt luft ind over brygget i begyndelsen.

Efterhånden ændrer brygget karakter og bliver mere bittert gæret. Trækker man luft ind over brygget i dette stadie, mærker man romessensen mere. Brygget bliver heldigvis aldrig harskt eller på nogen anden måde ubehageligt. Men afgjort sværere tilgængeligt alt andet lige.

Det er et bryg, der virkelig kan nydes længe. Der er hele tiden masser af smag, og det udvikler sig efterhånden som man når længere og længere ned mod den store mudrede sø af restgær, der danner sig i bunden af glasset. Hvordan blanding af bund og gær smager, må læserne have til gode. Der er stadig rigeligt af brygget tilbage i mit glas, og indlægget skulle jo helst stadig kunne nå at læses indeværende aften.

Så hvis finalen viser sig at være noget ganske særligt, vil jeg selvfølgelig lade jer det vide. Generelt må jeg sige om brygget, at der for nyderen er rigeligt til en hel juleaften i én flaske à ½ liter … og for den, der også skal have til det andet ben mere end rigeligt i to.

Det kan godt være, jeg allerede nu skulle købe mig en mere, så drikkelsen er sikret til juleaften.
5-stjerner

Bounty Porter 2013, Skands

Tæt på helt i skabet.
 
Okay, jeg indrømmer, jeg er lidt svær at få ned på jorden i dag. Jeg fik faktisk jordet Bryggeri Skovlyst, og deres højst tvivlsomme markedsføring ganske grundigt, og det har jeg tilladt mig at fejre med en af de fine øl, jeg fik af min storebrors søde familie til min fødselsdag.
Sig hej til ‘Bounty Porter’ fra Bryggeriet Skands i Brøndby. De har lavet et par øl specielt til Kvickly Allerød … og ja – de forhandles faktisk kun i Kvickly Allerød … eller … jeg har i hvert fald ikke set dem i Kvickly Englandsvej her på Amager, hvor jeg først købte den famøse Amager Juleøl. Så jeg tror faktisk det passer, og så er det jo fedt at have en storebror i Allerød, der kan skaffe én de varer, der rent faktisk kun kan fås lokalt.
Den anden, jeg ved de har lavet specielt til Kvickly hedder Julerød. Den har jeg også fået et eksemplar af, men afventer en besked fra bryggeriet om etiketten. Ja, det er det rene og skære deja-vu, men det er nu ikke for at ville afsløre dulgte motiver denne gang. A’mar! (Ordspil som altid intenderet).
Bounty Porter har jo nok sit navn efter det kendte mytteri på HMS Bounty i 1789, der endte med en statsdannelse på Pitcairn-øerne i Stillehavet. En chokoladefabrikant har i sin tid sørget for associationen mellem kokos og Bounty, og denne tradition bygger Skands så videre på nu. Om et sagsanlæg ligger for fra chokoladefabrikantens side, kan jeg endnu ikke oplyse om, men det skulle da ikke undre. Pointen er jo, at Bounty Porter indeholder kokos, og hvorfor egentlig ikke? Hvis lakrids, chili og ingefær skal puttes i øl, kan man vel også bruge kokos.
Man mærker tydeligt kokossen i duften. Den dufter faktisk ikke rigtig af andet, med mindre man er heldig at stikke snudeskaftet godt ned i glasset lige efter, at øllet er skænket. Så mærker man også en let karamelsødme og bitterhed af kaffe. Indtrykket af børnefødselsdagens flødeboller med kokos forbliver dog umiskendeligt. På den visuelle side gør brygget sig fint, med en natsort og meget tæt lød. Viskositeten er lige en anelse for tynd, men den rigelige mængde restgær redder meget. Skummet er til gengæld ikke noget at prale af. Det kollapser som sodavandsskum, er ikke helt brunt nok, og består blot af alt for mange store bobler og ingen cremet masse.
Men heldigvis, tænker man, skinner kokossen ikke så voldsomt igennem i smagen. Den er derimod præget af en solid kaffebitterhed, afrundet af rigelige mængder mørk chokolade, og jo, så er kokossen der også, men som en pikant berøring af sin egen specielle sødme. Det blander sig egentlig nogenlunde med bitterheden og chokoladen, men man mærker alligevel, at det er tilsat. Eftersmagen er tung af kaffe, næsten med et brændende indslag, som om der også var hældt en knivspids chili i brygget. Det er ifølge varedeklarationen dog ikke tilfældet, og det fortjener respekt, at man kan få brygget til at smage på den måde uden at tilsætte noget.
Det er alt sammen meget godt, ganske velkomponeret og alt det der. Alligevel skærer den tilsatte kokos en rift af noget syntetisk ind i tungens sider, og man bliver heller aldrig helt tilfreds med bryggets fylde. Sidstnævnte passer lidt for godt med den vandige viskositet.
Men det er alt i alt skønhedsfejl på en ellers udmærket og smagfuld porter, som jeg bestemt vil anbefale. Om det er helt som at befinde sig på Pitcairns strande tvivler jeg dog på. Jeg forestiller mig Pitcairn som et modbydeligt sted, hvor solen skinner alt for meget, og temperaturerne alt for ofte er over 25 grader. Den øverste grænse for, hvornår jeg synes, at vejret er rart.
Tværtimod er den brændende eftersmag, og den rare bittersøde kaffe/chokoladearoma jo en ren gave i det våde, kolde novembervejr. Så hvorfor Bounty Porter? Hvorfor ikke … Flødebolleporter?

4-en-halv-stjerne

Bryggeri Skovlyst-Gate – Sidste nyt!

Så har Politiken breaket (er det ikke det, det hedder nu om dage) nyheden om Bryggeri Skovlysts vildledende markedsføring. Og de kan finde ud af det uden unødvendig kildebeskyttelse. Tak til Politiken for det, og der skal lyde et stort “ja det manglede da bare” til EPN, der først fik nosset sig sammen til at akkreditere de billeder, jeg havde sendt til dem, da jeg truede med en faktura. Kilden til historien, altså undertegnede, har de fortsat ikke gidet angive, men det gider jeg ikke gøre mere ved. Både fordi, jeg formentlig ikke får noget ud af det – de ændrer eller berigtiger ikke, med mindre sagen trods alt er mere alvorlig, og fordi jeg egentlig hellere stoisk vil konkludere, at det nok bare ikke bliver EPN, jeg tipper om den slags historier i fremtiden. Tilmed vil jeg give konklusionen videre som en opfordring til, at andre heller ikke vælger EPN som det første organ, man tipper, hvis man støder på anløben markedsføring. Men det er selvfølgelig i sidste ende læsernes egen sag.

For mit vedkommende anser jeg nu sagen for afsluttet. Jeg fik lavet et ordentligt rabalder, da jeg stak en pen i hjulet på Bryggeri Skovlysts lidt for velsmurte marketingmaskine. Om ikke andet har det nu foranlediget bryggeriet til at præcisere, at deres Amager Juleøl/Jul i Helsingør (m.fl.) ikke er forskellige lokale øl, men at kun etiketterne er forskellige. Min vurdering af opslaget er, at bryggeriet virkelig er blevet fanget på det forkerte ben og prøver at glatte ud. Det gør de med en halv indrømmelse, som om de virkelig mener, at de ikke vildleder, når de fremstiller øllet som en lokal specialitet, det ikke er. Hvorvidt deres spilfægterier og anløbne markedsføring er ulovlig er ikke op til mig at vurdere. Som nævnt tidligere har Aktive Forbrugere taget sagen op, og de kan gå videre med den slags meget meget bedre, end jeg nogensinde kommer til at kunne. Jeg følger selvfølgelig sagen, men indtil en eventuel afgørelse regner jeg ikke med, at den vil blive omtalt særskilt på bloggen her mere.

Stor tak til Kenneth Nivø for fremskaffelse af dokumentation i forbindelse med sagen her. Det er også hans billede af opslaget, jeg har lagt ind. Takket være ham, var det ikke nødvendigt at køre frem og tilbage mellem Helsingør for at indsamle billeder osv. Hans arbejde i sagen her har været lige så vigtig som mit eget, og jeg føler, at medierne i alt for høj grad har forbigået hans medvirken.

Kajs Ølblogs største triumf indtil videre er en realitet. Vel mødt til flere anmeldelser snarest.

Royal X-mas Blågran, Royal Unibrew

Syrlig blomkål

Royal Unibrews store julebebuder hedder X-mas, og findes i to udgaver; en blå og en hvid. De er forskellige, i modsætning til Bryggeri Skovlyst julebryg, der forhandles fem forskellige steder i landet, under fem forskellige navne, men altså med samme indhold, og altså den samme røver/løgnehistorie om, at de hver især skulle være unikke.

Ikke mere om Bryggeri Skovlysts anløbne markedsføring i denne omgang. Blot skal det til at begynde med blot konstateres, at Royal Unibrew faktisk helt berettiget har givet deres to X-mas’er forskellige navne og etiketter – i modsætning til visse andre på det danske juleølmarked.

Blåt er mørkere end hvidt, og en sammenligning mellem de alenlange varedeklarationer afslører da også, at nærværende blanding af majs og glukosesirup (udover de traditionelle ingredienser, vand, gær, humle og malt) også indeholder ammoniseret karamelfarve, E150. Så pas på, I, der mangler B-vitamin. Det kan være farligt.

Farligt ser brygget ellers ikke ud. Det er faktisk jævnt indbydende brunligt med off-white skum, der desværre falder alt for hurtigt. Duften er overraskende ‘øllet’ oven på den noget blege (pun intended) Hvidgran fra forleden. Selvom duften ikke er særlig kraftig eller gennemtrængende byder den alligevel en tung odeur af korn, humle og gæret græs

Smagen er klart ovre i det bitre. En krasbørstig fætter til den sukkersøde Hvidgran. Man overraskes af en adækvat fylde, endskønt kraften i smagen stadig lader en del tilbage at ønske. Aromaen er en ikke helt rar blandig af bittert, besk og småharsk, der dog undgår at slå helt over i det ubehagelige. Men retningen mod den harske valnød man spæner ud på WC’et for at sende i kummen, efter en lang række søde og rare af samme slags er umiskendelig. Ikke uelegant i et ellers råt og uforfinet smagsbillede blander sig søde, småvinøse toner. Det er lidt som en kold glögg, der desværre har stået lidt for længe uden låg. Bitterheden tager over i eftersmagen, der stikker som sur blomkål i gane og mandler.

Overordnet er det en ufin blanding, der det ubehøvlede og kluntede til trods alligevel formår at smage lidt af jul. Et stykke tid i hvert fald. Så damper kulsyren af, og det sure fra eftersmagen ødelægger den lille, men tætte kerne af fornøjelse, der faktisk var i brygget tidligere.

Så ender den med bare at smage af sur blomkål. Ikke mors let og lige tilpas eddikesyrnede rødkål, der skal nydes til anden, nej – Pia-Kjærsgaard-der-ikke-får-udlændingestramninger-mod-finanslovstilslutning-sur blomkål.

Og det er surt!

1-en-halv-stjerne

EPN stjæler historie fra kendt ølblogger

[Advarsel: Følgende indlæg kan indeholder dyster ironi, bidende sarkasme og indestængt arrigskab. Du er advaret!]

Dagens tophistorie under markedsføring i EPN online handler om, hvordan Bryggeri Skovlyst med ufine markedsføringstricks får deres øl til at fremstå mere unik end den egentlig er.

Jeg har hæftet mig ved EPN’s udstrakte brug af kildebeskyttelse, der åbenbart har resulteret i total tavshed om, hvem der har tippet dem om historien, og iøvrigt leveret billedmateriale som dokumentation. Jeg kan imidlertid afsløre kilden, hvilket naturligvis sker med kildens samtykke: Det er en relativt kendt dansk ølblogger, der har været aktiv siden sommeren 2010, og som lyder navnet Kaj. Hans blog hedder meget passende “Kajs Ølblog”.

Billedet, der bruges i artiklen er en kollage, lavet af Kaj selv med eget billede og et billede venligst udlånt af en lidelsesfælle udi fanfodboldens fortrædeligheder ved navn Kenneth. Heller ikke collagen er behørigt akkrediteret.

Herfra skal overhovedet ikke lyde nogen som helst ros til EPN for en så overdreven brug af kildebeskyttelse, at det til forveksling kommer til at se ud som om de alene har gravet historien frem, og ikke er blevet tippet af den i dette indlæg omtalte blogger. Det kommer jo rent faktisk til at se ud som om, de helt bevidst ikke krediterer bloggeren, så de selv kan tage den fulde ære for historien. Til forveksling kommer det jo til at ligne det rene og skære tyveri af historien.

EPN kommer jo til at fremstå som nogle værre lurendrejere og hallunker, der tager æren for historier, som andre har skaffet dem. Samtidig angiver de ikke, som det sig hør og bør, hvem der fremskaffer dem billeder som dokumentation for deres historier.

Dette kan da næppe være i EPN’s interesse!

Eller kan det?

Semper Ardens Porter, Carlsberg

Kun gløderne tilbage …

I min lokale Døgn-Netto er de begyndt at forhandle den efterhånden klassiske specialølserie fra Carlsberg, Semper Ardens. Egentlig troede jeg, at Carlsberg helt havde opgivet brandet, og helt erstattet det med Jacobsen-serien. Men helt dødt er det åbenbart ikke endnu.

Det er blot blevet degraderet fra en position på toppen af hylderne i Kvickly og Irma til afdelingen for spotvarer i Døgn-Netto. Vel, Semper Ardens-serien syner ikke af meget nu om dage. En hypotese, jeg lige ryster ud af ærmet lyder, at markedet for specialøl har ændret sig så meget, at det, der engang var eksklusive og meget specielle Semper Ardens-øl, i dag anses for at være væsentlig mere mainstream – eller i hvert fald noget, der ikke længere anses for at være specielt originalt.

Prisen er gået samme vej som serien, nedad. Jeg fik nærværende øl for en 20’er. Jeg husker dem som liggende oppe på 30-40 kr. flasken. Man skal åbenbart bare vente. Så bliver øllet billigere, eller noget.

Der er flere af seriens bryg til salg i Netto, og med lidt held når jeg at prøve dem alle, og det ser bestemt ikke ud til, at de bliver revet væk. I første omgang valgte jeg dog at spille sikkert. Afvigelser fra reglen om, at porter og stout sjældent er alt for tyndt og kedeligt, er sjældne (omend forekommende). Og da jeg vidste at menuen i aften ville stå på and og kartofler, var noget fylde og sødme påkrævet, så det blev porteren.

Visuelt gør den det godt. Den er kulsort, og kun det langbølgede, røde lys fra halogenlampen i vores entre formår at trænge igennem det. Skummet er lysebrunt og cremet, som toppen på en cappuccino “Semper Ardens” betyder “altid brændende”, har min kære viv, der kandiderer til at blive den største latinist siden Madvig (at hun benægter dette, ved jeg, blot er beskedenhed og ydmyghed over for hendes eget talent), fortalt mig. Men det er ikke noter af brændt karamel, eller røget malt, der møder én i duften. Det er derimod en våd og syrlig lugt. Lidt som en ikke helt ren, opvredet karklud.

Men det er heldigvis ikke noget, man genfinder i smagen. Her finder man til gengæld rigeligt af brændt karamel og ristet kaffe, lidt farinsukker og en cremet fylde, der fint forener de rare, men også velkendte stoutnoter. eftersmagen er letsukret sød og kaffebitter, med et tørt strejf af lakrids, der desværre også gør eftersmagen underligt støvet. Et fremmedelement i en ellers velfungerende og i ordets egentlige forstand nydelig stout.

Alt i alt virker hypotesen om, at dette specialbryg slet ikke er så specielt mere – og derfor har fundet vej til Nettos spotvarehylder, slet ikke så weit hergeholt. Det er da en anstændig porter, men nogen speciel porter er det trods alt ikke. Semper Ardens ikke det bavnebål, det engang var blandt danske specialbryg. Nu er der blot gløderne tilbage, men de er nu også ganske rare at varme sig ved.
3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme