Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: oktober 2013

Regimental IPA, Everards

Stå bare rør …

Denne øl blev købt for kr. 6,- i Kvickly. Det må siges at være i orden i betragtning af, at Kvickly selv mener, at der er tale om en “specialøl”, der oven i købet er fra udlandet. Coop har i forvejen Everards standardbryg, Original, på hylderne fast. Den er for så vidt prøvet på bloggen, men har gjort så meget indtryk på mig, at jeg måtte slå op på min anmeldelse for at huske, hvad jeg egentlig mente om den. Jep – det var i dåden ikke noget uudsletteligt indtryk, den havde gjort.

Men de 6 kroner alene er nok til, at den da skal prøves, og det er jo også lidt spændende, når den sådan sælges med militaristiske undertoner. Jeg har jo selv sprunget i det danske forsvars M58 militærstøvle – lad mig se – i hvert fald på 5 Roskilde Festival’er, hvor jeg ved mit springeri i sikker stil nåede rang af Lieutenant Headbanger i Mosh-Pit’en foran Orange Scene til både Slayer, Metallica og Iron Maiden. Hærens fodtøj er, kan jeg sandfærdigt erklære, noget af det bedste, jeg har båret. Det øvrige materiel skal jeg derimod ikke gøre mig klog på. På grund af astma blev jeg erklæret uegnet før session, hvilket minder mig om endnu mere springeri, denne gang af glæde da jeg modtog beskeden derom med posten. På ølfronten husker jeg i øvrigt Marstons Oyster Stout, der var en af de bryg, jeg har prøvet med absolut flest stjerner pr. spenderet krone, så de billige øl skal bestemt prøves.

Brygget her dufter ved opskænkning ikke meget af IPA. Det lugter tungt af pilsner, og mangler IPAens bidske og skarpe duft, ligesom den også mangler de ikke sjældent indsnusede søde indslag af roser og/eller hyldeblomst. Farven ligner en classic-pilsner og skummet har samme luftige udtryk, omend det er et par toner mere gyldent end almindeligt pilsnerskum.

Smagen er, ligesom duften, ikke karakteristisk for IPA-typen. I bedste fald er der tale om en meget mild IPA, hvor den stikkende bitterhed kun er til stede glimtvis som spredte indslag af fennikel. En flad bund udgør kernen, hvor en letsød, men ubestemmelig fyldighed dominerer. Bagom det vage udtryk mærkes også et mere uheldigt syrligt-metallisk indslag, der berøver brygget en del af den bitterhed, det ellers kunne have haft for at leve op til sit navn som IPA.

En rar og ikke helt umarkant og desuden holdbar nøddebitter eftersmag redder lidt, men ikke nok til at brygget alligevel må betegnes som et kedeligt og ligegyldigt standardprodukt. De glimtvise lyspunkter er bedst at sammenligne med en NEFA-cykellygte med flade batterier, snarere end Royal Air Forces lyskastere. Danske militærstøvler slår de britiske regimenters India Pale Ale til hver en tid, og brygget virker mest af alt som noget, der er brygget af en deling, der var, om ikke på orlov, så i hvert fald At Ease snarere end Attention.

2-stjerner

Røde Mor, Refsvindinge

Hah! (- Edna Krabappel)

Verden er blevet to stjerner fattigere. Marcia Wallace, der lagde stemme til skolelæreren Edna Krabappel fra The Simpsons tog en billet på samme afgang som den legendariske rockmusiker Lou Reed – som jeg må indrømme, at jeg ikke kender særlig godt, men hvis betydning jeg bestemt anerkender.

Nu hygger de sig i det hinsides, og får sikkert en pint eller to i selskab med Rune T. Kidde, der som bekendt nåede en tidligere afgang. Det er den vej vi alle skal, men jeg håber blot, hvis der er et hinsides, at vi ikke ender samme sted som hedengange øl. Det ville i sandhed være et helvede, om der kun var Kay-Sar og Tuborg Lime Cut at få i dødsriget. De her nævnte stjerner fortjener i hvert fald bedre.

Hedengangen er Røde Mor derimod ikke helt endnu. Mig bekendt spiller banddelen af kunstnerkollektivet stadig. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg sidst så dem, men jeg tror det var i foråret 2008 – eller 07, men det var i hvert fald i Store Vega på Vesterbro.

Om nærværende bryg fra fynske Bryggeriet Refsvindinge har noget med kunstnerkollektivet at gøre, fremgår ikke, men forsidemotivet kunne godt se ud til at være inspireret af kollektivets grafisk udtryk. En hyldest til Christiania i form af tre gule prikker pryder også dristigt etiketten, så mon ikke brygget søger at spille, om ikke direkte på kunstnerkollektivets ry, så i hvert fald den tradition, de i sin tid er opstået af?

I det hele taget er oplysningerne om brygget holdt lakonisk til det absolut nødvendige. Men med den varedeklaration er der næsten heller ikke plads til mere. Den omfatter både ascorbinsyre, ammoniseret karamelfarve og tilsat kuldioxid, og rammer dermed næppe de renhedskriterier, man ellers godt kunne forestille sig, at kunstnerkollektivet af samme navn ellers tilstræber – også når det gælder øl.

Men det må være en sag mellem Røde Mor og Bryggeriet Refsvindinge. Her er det kun bryggets kvalitet, der skal vurderes. Det lægger hårdt ud efter kapselaftagning med at sprede en ganske kraftig og velbehagelig duft af søde, velmodne æbler ud i lokalet. Den kraftige bouquet skruer forventningen op, da det er sjældent, at bryg, der dufter så godt, skuffer fælt (omend det ses). Navnet passer til farven. Det er tydeligvis en red ale (velnok en tillempet betegnelse, da farven til dels er opnået ved tilsætning af (suspekt) farvestof). Skummet er til gengæld meget svagt og lavt, omend cremet i det omfang det findes. Kridhvidt som det er, får det næsten brygget til at fremstå som et lille udsnit af Dannebrog – måske ikke lige det, man allermest forbinder med Røde Mor.

Fylden er central i smagen. Der er søde elementer af modne æbler og en snert af hindbærbrus. Dertil kommer humleindslaget, der runder sødmen af med en velbehagelig nøddebitterhed. Alt sammen dæmpet og nøje afmålt til ikke at blive for kraftigt. Det er ikke markant, ikke frembrusende, ikke ubehageligt … ja, det er faktisk en smule kedeligt, selvom det i det omfang det overhovedet smager af noget, da indrømmet også smager godt. Jeg nævnte fylden. Det er den, der gør, at brygget ikke går hen og bliver for tyndt eller vandet, men det redder det også kun lige akkurat …

… og kun i begyndelsen. En stikkende syrlighed tager efterhånden over. Det er som om brygget oxiderer meget hurtigt, og de velbehagelige søde toner forvrænges fra gule og røde æbler til æbleeddike. Alt i alt ikke en øl, der ved sit navn holder hvad den lover. Her er der ingen provokationer, ingen nytænkende eksperimentering eller udfordring af konformitet – og da slet ikke med store, voldsomme og fandinvoldske armbevægelser, og så ender brygget end da med at smage smågrimt.

Det er lige før at Helle Thorning kommer det gamle kunstnerkollektiv nærmere i sin politiks provokationer og nytænkning, end denne øl formår ved sin karakter.

1-en-halv-stjerne

Royal Stout, Royal Unibrew

Udmærket industriblanding

Uanselig, stablet op i rammer findes den i supermarkedet sammen med Royal Pilsner, Classic, Export og alle de andre – lad os se det i øjnene og kalde en spade for en spade – ligegyldige discount/standard-bælleøl fra Danmarks næststørste bryggeri. Det var det eneste de havde i den lokale Fakta Quick lige ved siden af Islands Brygge Station, og da det var en øl, jeg ikke havde prøvet før … embeds medfør og så videre – de faste læsere kender den sædvanlige palaver.

Indholdsfortegnelsen vidner om de store bryggeriers forfægtning af hævdvundne brygprincipper om øllets renhed – den er aldeles forbigået og negligeret med tilsætning af både glukosesirup, majs og det suspekte farvestof E150c.

Brygget hældes og skvulper mere som sodavand end som stout, men skummet lægger sig som en flot, cremet krone over en natsort søjle, der ikke er gennemhullet af en masse bobler. Visuelt er der altså ikke tale om en colastout – endog lang fra. Tværtimod er brygget allerede her ved at gøre alle forventninger til skamme – og det er kun godt. Skummet er desuden temmelig mørkt, og det var heller ikke, hvad jeg havde forventet. Brygget dufter kraftigt. Man mærker småbrændt karamel og kaffe. Et sekund husker jeg Vestfyens umulige Mocha Stout, men duftens fylde og intensitet peger på noget ganske andet og bedre.

I smagen blander sødt, brændt og bittert sig ikke uelegant mellem gummer og bagtunge. Der forefindes noter af farinsukker, letbranket karamel og kaffe. En lidt for kæk, friskbitter humlesmag bryder frem af den ellers lækre stoutbund og slår over i en mere traditionel pilsnerhumlebitter eftersmag med en overraskende lang holdbarhed. Det samlede billede bliver derfor en kende sammensat, med nogle forskellige bitterhedskomponenter, der stritter lidt for meget i forskellige retninger, men selvom eftersmagen måske ikke er det mest stoutede, man har prøvet, men snarere hører til i en let IPA, så er det stadig slet ikke så ringe endda.

Med en alkoholprocent på 7,7 er det desuden en temmelig stærk øl, og det alkoholiske islæt holder sig ikke tilbage. Nyder man brygget ved for lav temperatur, giver det et ikke ubetinget behageligt præg af brændevin, der igen forekommer en smule malplaceret. Ved de lave temperaturer savner man også ordentlig fylde.

Det er netop derfor, man skal give brygget lidt tid, subsidiært lade det temperere i længere tid end jeg gjorde. Ideel serveringstemperatur er omkring 10 grader. Ved denne temperatur forenes det brankede, det bitre og de antydningsvis søde toner (som er sekundære i dette bryg) i en noget mere helstøbt forening. Helt blankpoleret bliver det aldrig. Brygget kan ikke løbe væk fra, at være en industriel blanding snarere end en forening af brygkunstens akrobatik. Men det er helt klart en af de bedste industrielle blandinger, jeg har prøvet indtil videre.
4-stjerner

Sommerbryg – Hyldeblomst, Hornbeer

Hæld Hornbeer i vasken.

Den sidste Hornbeer-øl, jeg har haft på lager, og med ganske stor sandsynlighed, den sidste Hornbeer-øl, jeg vil have haft på lager i meget lang tid, har forladt glasset. Ikke i undertegnedes mavesæk, men ned i afløbet. Sommerbryg – Hyldeblomst skulle forestille at være en særlig variant, af Hornbeers ret uinteressante Sommerbryg, nu tilsat hyldeblomstekstrakt og appelsinskal, som man kan læse af den roman, der også pryder dette humleprodukts emballage. Det er behændigt – eller kluntet, afhængigt af smag og øjnene, der ser – udeladt af varedeklarationen andetsteds på etiketten, og jeg spekulerer, om det overhovedet er lovligt.

Men det bekymrer mig ikke synderligt, eftersom jeg er sikker på, at dette er et bryg, jeg ikke skal binde an med igen. Samtidig kan hyldeblomstekstrakt og appelsinskal næppe hævdes at være farlige på en måde, så en mangelfuld varedeklaration bliver andet end blot vildledende. Der er så vidt vides ikke udeladt information om ingredienser, der kan være farlige for overfølsomme – farvestoffet E150c, fx eller sulfitter, så et slet skjult forsøg på at være renere, end brygget egentlig er, er hvad uærligheden strækker sig til, og det er ikke nok til, at jeg vil gøre mere, end blot brokke mig over det her på bloggen.

Der er også rigeligt andet at tage fat på.

Visuelt er brygget ellers ikke helt uinteressant. Det holder en citrongul lød, som man ellers kun sjældent ser, under et noget vådt, men alligevel fyldigt, holdbart og klæbrigt skum. Lidet ved man endnu, at farven på brygget er et ilde varsel om, hvad der kommer, men en ganske velbehagelig bouquet overdøver alle faresignaler. Brygget dufter bittersødt af humle og syrlige frugter. Det er elegant og kraftfuldt, så man mærker det også en meters penge fra det opskænkede bryg. Bouqueten er desuden vinøs, let sprittet, og har karakter af citron og hvedemalt.

Man tænker, at det alt sammen er meget godt, og i hvert fald bedre, end hvad man hidtil har prøvet fra bryggeriet. Men ih hvor bliver man straffet hårdt for at have givet Hornbeer en chance til.

For munden snørrer sig sammen som en hiphoppers hættetrøje under en heavykoncert. Tårerne triller ned ad kinderne, mens man håber, at der i det rædsomt sure sæbehelvede er en rest humle – eller måske bare noget malt – bare ét eller andet ølagtigt, som man kan holde fast på, og få vished om, at dette faktisk er en slags øl man sidder med …

Men nej … eller okay, det skulle så lige være gæren. Men det er også det, man smager mindst – og det hjælper desuden ikke. Mest smager man en syrligt-metallisk blanding af noget ubestemmeligt, som minder om opvaskemiddel. Opvaskemiddel med citron, for citronelementet indgår ikke kun i farven og duften – men også alt for meget i smagen. Duften var så rar, og brygget så flot – gult – citrongult – men alligevel så rart og flot, at man ikke kunne forestille sig, at det ville gå så meget igen i smagen.

Men jo! Sæbe, citron og gær. Det er, hvad brygget smager af. Først snørrer munden sig sammen, bagefter sidder man tilbage med en tør og ikke mindst dårlig smag i munden, og det ikke kun i den ellers meget konkrete betydning, men minimum også på grund af de penge, man har givet for den. Jeg har fortrængt, om det var kr 45,- for to, eller det faktisk var kr. 45,- stykket, jeg gav. Uanset hvad har jeg aldrig fået så lidt valuta for pengene. At kvalitet er dyrt, vidste jeg godt (vi er kødspisende økohippier, for flæbende ud højt) men at så ringe kvalitet kan koste så meget – det kommer godt nok bag på mig.

Heldigvis har brygget tæt på ingen eftersmag overhovedet. Så pinen trækkes ikke unødigt ud. Heldigvis havde de venlige irere, vi havde besøg af forleden, taget nogle øl med som værtsgave. Jeg havde prøvet dem før, så der er ikke nogen grund til at gå i dybden med, hvilke det var. Men her til aften kom en af dem mere end til sin ret, da den blev drukket til maden. Når nu Hornbeer ikke kan levere ordentligt øl – øh undskyld – ikke kan levere øl, må andre jo træde til.
0-stjerner

Doggie Style, Flying Dog

Som knapt en øl at få …

… og dermed afsluttes kavalkaden af amerikanske øl, jeg købte hin dag i starten af september i almindelighed, herunder øllene fra Flying Dog-bryggeriet i særdeleshed. Dermed har jeg afsløret, at heller ikke det sidste bryg fra deres kant formåede at imponere synderligt, endsige rette op på det ærligt talt flade og småfesne indtryk bryggeriet som helhed har efterladt hos mig.

Pale Ale, og denne skulle være en ‘Classic’ af slagsen, er ofte den milde variant af et bryggeris IPA, der i Flying Dogs tilfælde i forvejen var mild. Og allerede duften peger i retning af en mildere variant af bryggeriets milde IPA. Syrlighed slører en ellers ikke ueffen humleduft, der ender med at være ganske rar, omend ufarlig. Lidt mere riven og kradsen kunne man have ønsket, men det er jo ikke den slags store oplevelser, Flying Dog gør sig i. Det visuelle indtryk er ellers fint. Rustrødt med off-white, cremet, holdbart og ganske klistret skum, men altså uden et bryg der rigtig kan følge med.

For smagen formår heller ikke at rette op på et endnu engang fjernt og vagt udtryk. Brygget smages kun i det bagerste af munden, hvor humlebitterheden fra duften vokser op men aldrig bliver stærk. Bitterheden er rar, nøddeagtig og venlig, mens det i resten af munden mest smager af vand. En øl, som vil få de færreste nydere af tynde festbryg til at spytte ud og erklære, at dette bryg kun er for de ‘hardcore’.

Det kunne man i det mindste have forventet, hvis man havde byttet en Diskoteksgæsts Kay-Sar eller Tuborg Lime Cut ud med Flying Dogs IPA. Her sker det næppe, for letdrikkeligheden er at sammenligne … ikke med disse hedengange rædsler – indrømmet! Så meget ære skal den trods alt have. Men den når ikke højere op en gennemsnittet af … skal vi kalde dem ordentlige tyske pilsnere, ikke ulig en Warsteiner uden at være en Flensburger Pilsener.

I forventningen om en amerikansk specialøl blev fornemmelsen efter at have drukket aftenens øl, at jeg ikke rigtig havde fået nogen øl. Brygget havde ikke efterladt sig nogen spor eller indtryk, jeg kunne tænke tilbage på og glæde mig over. Lige så hurtigt den er rislet ned i halsen, er den rislet ud af hukommelsen, som så mange andre af de jævne bryg man lynhurtigt glemmer navnet på.

Til sammenligning kan jeg love, at min kære vivs seneste bog, der er blevet udgivet nu i aften, er en langt mere spændende oplevelse. Den fås som e-bog her, og har mine varmeste anbefalinger. Læs eventuelt en smagsprøve her, og et blogindlæg om udgivelsen her.

Nårh ja – det er mig, der har lavet forsiden.

2-en-halv-stjerne

Sommerbryg, Hornbeer

Lidt bedre end sidst

Jeg købte denne øl i Kvickly hin dag i slutningen af september, hvor jeg ville redde mig resten af øl fra Kvicklys Ølfestivalg. Da det som bekendt kun lykkedes meget dårligt, måtte jeg finde noget erstatningsbryg til månedens anmeldelser i stedet for. I en særlig udstilling havde biksen så arrangeret en række relativt lokale produkter under sloganet “Smag på Nordsjælland”, herunder nærværende øl, og en bror med tilsat hyldeblomst, begge fra bryggeriet Hornbeer. Selvom sommeren 2013 for længst har haft sidste salgsdato, er sæsonens øl langt fra for gamle, så disse kan stadig nydes vel ind i det nye år. Jeg har dog ikke tænkt mig at vente så længe.

Hornbeer blev jo udnævnt til at være årets bryggeri af Danske Ølentusiaster i knap en googolplex år i træk, og det er jo noget, der skruer forventningerne i vejret. Bloggens første erfaringer med brygget faldt imidlertid ikke spor heldigt ud, hvilket har udstyret bloggeren med den nødvendige mængde sunde skepsis over for de notorisk gode anmeldelser af bryggeriets produkter.

Ifølge bryggeriet selv er der tale om en pale ale. Det er dog ikke farven, der får advarselslamperne til at blinke. Brygget er ganske fint, halvmørkt orangerødt med meget nydeligt letgyldent skum, hvis holdbarhed sjældent er set magen. Det er luftigt, elastisk, form- og som sagt holdbart. Det er desuden klæbrigt og efterlader flotte, størknede mønstre på glassets inderside efterhånden som brygget konsumeres. Duften halter til gengæld bagefter. Den er svag, syrlig og gæret, men med et forsonende indslag af hvedemel, der gør, at man tror, at brygget er en hvedeøl af en art – men nej.

Det er nok også godt det samme, da jeg er tilbøjelig til at give dem ret, der hævder, at godt hvedeøl ikke findes. Om det nu bliver så godt alligevel, må smagen vise. Etiketteksten, hvis længde er sammenlignelig med Tolstojs romaner, fremhæver grapefrugt i smagen. Dennes syrlighed mærkes også i både skummets og bryggets smag, hvilket også giver brygget sin sommerlige friskhed. Fylde mangler heller ikke. Det sørger et ganske nærværende – jeg vil sige for nærværende – gærindslag for.

Gæren giver brygget en konstant prikkende egenskab, som nogen måske vil finde forfriskende. Jeg finder den lettere generende, og den medfølgende gærede bismag skæmmende, om ikke direkte grim. Et velgørende sødt, og ganske spændende indslag af syrennektar titter frem ved gummerne, men når ikke rigtig at gøre noget væsen af sig. Havde bryggeriet i stedet for gær og grape gået efter at fremhæve den sødme, der kun findes som en skygge i brygget, havde man haft et langt mere interessant – og endnu mere sommerligt bryg at byde på.

Eftersmagen hjælper ikke meget på det overordnede ret mislykkede udtryk. Gæren tager mere og mere over, og efterlader en fornemmelse af sure sokker. Når gæren driver over, titter der så omsider noget velgørende, ølagtig humlebitterhed frem fra sit skjul. Som om gæren var en asocial og dominant bølle, der blev træt af at lede efter sit mobbeoffer og forføjede sig. Så kunne den ordentlige, velgørende smag af bitter humle endelig komme frem.

Men ligesom sødmen er bitterheden kun en skygge af sig selv. Til sammenligning med det andet bryg fra Hornbeer, der har været under behandling her på bloggen, er det dog samlet set en smule bedre alligevel. Den citronsure Helge var sur og rædsom hele vejen igennem. I dette sommerbryg er der i det mindste et par skygger, eller måske ansatser til noget interessant … måske endda noget velsmagende.

Men hvordan Hornbeer kunne være årets bryggeri så mange år i træk … er de bare faldet alvorligt af på den, eller får jeg bare altid fat i de forkerte af deres bryg?

2-en-halv-stjerne

Raging Bitch, Flying Dog

Snarere en skødehund …

Det skruer altid forventningerne i vejret, hvis der på øletiketten er en spændende illustration. Ledsaget af billedteksten “Raging Bitch” pryder en skraldgal køter med blottede tænder, røde øjne og tungen langt ud af halsen forsiden af brygemballagen. Det lover for så vidt godt, men her på bloggen er jeg tidligere blevet skuffet over, at brygget ikke levede op til det, som etiketten forjættede. Samtidig er der endnu engang tale om en øl fra Flying Dog, Maryland, der indtil videre har stået for det tynde øl blandt de ellers mange fine nyere amerikanske mikrobryggerier. Endelig er der igen tale om en ‘Belgian Style’ fra netop dette bryggeri. Også før har de ikke ramt helt plet, når de skulle lave noget belgisk-agtigt. I det hele taget bør man lade belgierne om at lave belgisk øl – og amerikanerne om at lave amerikansk øl. Det klarer de virkelig bedst hver for sig (jeg kender dog endnu ingen belgiske bryg, der prøver at efterligne den amerikanske stil. Men det må vel komme.)

Men etiketten foranlediger nyderen til at forvente et kraftigt og krasbørstigt bryg. Det visuelle indtryk byder da også på lidt af en oplevelse, omend man kan diskutere hvor krasbørstigt det egentlig er. Men flot og imponerende, det er det. Brygget er meget flot rustrødt med lystgyldent skum, hvis cremethed og stabilitet næppe er set magen i andet kulsyreholdigt øl. Nydes øllet på under tyve minutter, kan man være sikker på, at der vil skvulpe et anseligt kvantum restskum rundt i bunden af glasset, ud over de rigelige mængder, der under konsumptionen klistrede sig til glasset i store, fedtede bræmmer. Man kan skære skulpturer i det, der ville gøre en Michelangelo såvel som en Bernini misundelig.

Duften gør til gengæld ikke megen væsen af sig. Havde væsnet blot været sammenligneligt med skummets, havde man med garanti haft en habil bouquet. I stedet får man et let stænk af humle, for så vidt en smule skrapt, hvis man sammenligner med en doven dansk pilsner. Brygget dufter desuden rart af frisk franskbrød og letkrydret af kardemomme, så forventer man en krasbørstig IPA-duft, bliver man slemt skuffet, endskønt duften egentlig er ganske rar.

Smagen … igen, i forhold til etiketten er den en eklatant skuffelse. Ingen skarp dunst af harskt hunhundetis. Ingen rabies. Ingen kamphund. Der er ikke den fjerneste risiko for, at denne tæve falder for den danske hundelov. Den er end ikke i nærheden af prinsgemalens gale, garderbengnaskende gravkøtere. Der er snarere tale om en mild og kælen puddel, som kækt springer op på skødet på en, som er glad og sød ved selv små børn, og som løber panisk væk ved synet af naboens kat.

Og i betragtning af, at der er tale om en sød og rar skødehund, er det nu slet ikke så tosset endda. Det er en fyldig IPA, med en rar, gennemtrængende bitterhed af hasselnødder, et stænk af fyrrenåle og en smule gær. På bagtungen mærkes et endda ganske markant og vitterligt velgørende lakridselement, der fortsætter i en ganske holdbar eftersmag. Det er en ren og rå lakridssmag, som man kender den fra lakridsrod. Det får brygget til at virke friskt og autentisk i sit udtryk. Alt i alt et kælent bryg, der er rart og drikke, og får én til at have det godt. Lidt som at have en sovende puddel på skødet … ja, en af mine mørke hemmeligheder er, at jeg i bund og grund ikke særlig godt kan lide hunde – heller ikke pudler. Hvis jeg nogensinde skulle have en hund, skulle det være en Siberian Husky. Men dens lalleglade og legesyge natur er slet ikke, hvad man finder i denne langt mere afdæmpede IPA.

Og noget krasbørstigt, rasende eller farligt bryg er det altså overhovedet ikke. Flying Dog rammer så forkert med etiketten, at det nærmer sig vildledning og falsk varebetegnelse. I sig selv er brygget dog mere end godkendt som øl. Som IPA er der tale om et begynderbryg svarende til fx Svanekes og Rise Bryggeris IPA’er – et bryg for dem, der lige skal prøve kræfter med en puddel før de anskaffer sig en Dobberman.
4-stjerner

Duvel Triple Hop, Duvel Moortgat

Hedt Humlehelvede

I dag er det min kære vivs fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres med en øl. Jeg valgte Brouwerij Moortgats Duvel Tripel Hop, en ekstrahumlet version af deres klassiske Duvel, den som jeg drak, da der var EM-finale i fjernsynet. Brygget er åbenbart lanceret i indeværende år, og har allerede høstet en del ros. På Untapped (hvor man kan finde mig som “Hopswatch”) høster den den ene topkarakter efter den anden, så forventningerne var skruet i vejret.

Og jeg blev ikke skuffet. Allerede det visuelle udtryk er ud over det sædvanlige. Brygget er lyst som citronsaft med hvidt skum, der sjovt nok ikke falder. Det bliver blot tyndere, idet nogle meget store bobler viser sig at være meget vedholdende og holder skummet i den fulde højde endnu længe efter at det både har trodset simple og komplekse regler for strukturers bæreevne samt rakt tunge ad tyngdeloven. Til sidst må det dog give efter for naturlovenes luner, men ikke uden at efterlade tydelige fnug på glasset, der hvor det holdt fast.

Den tredobbelte humle gør væsen af sig allerede i duften. Det er en skarp og krasbørstig odeur, hvor man bliver ganske overrasket, hvis man forventer noget a’la en IPA. En IPA, der jo også kendetegnes ved rigelige mængder humle, ledsages ofte af milde blomstertoner. Disse er aldeles fuldkommen fraværende her. Det er kun den rå humle, der er tilbage – og den er vred!

Smagen river og kradser i hele munden så snart de første dråber rører tungen. Humlen er ikke overraskende meget præsent, og sammen med en alkoholprocent på 9,5 føles brygget ikke ulig en mellemting mellem Bommerlunder og Rød Aalborg. Det giver i hvert fald den indre varme og renser godt ud i bihulerne. Et godt alternativ til romtoddy, tigerbalsam eller pebermynteolie når man er syg.

Skal smagen beskrives i detaljer, udtrykker humlen sig ud over i kommen også i gran-, fyr- og fennikelnoter. Smager man nøje efter opdager man dog også et sødt indslag af honning bagom alt det stikkende, rivende og flående. Ved mandlerne viser sig et ganske særligt indslag af vingummi, som jeg ikke husker at være stødt på i øl før. Det er der som et plaster på de mange sår og flænger brygget ellers efterlader i munden. Sødmen giver desuden bryggen en fylde, der kan bære de aggressive udtryk, så det ikke bliver ren Hoppy Christmas om igen.

I sandhed en ganske særlig og unik øloplevelse, som man ikke kan give andet end en høj karakter. Når dette er sagt har brygget samme ulempe som sin lempeligere humlede bror. Det er en skrap omgang, der i skrivende stund har givet bloggeren hovedpine, og som endte med at være lidt svær at komme igennem. Snapseelementet bidrager ikke ligefrem til vederkvægelse eller drikkelighed, endsige letdrikkelighed og som man nærmer sig glassets bund, bliver opgaven med at få brygget drukket ud – sagt på jævnt jysk – en smule træls. Men oplevelsen skal man have desuagtet det medfølgende ubehag. Brygget får mine om ikke varmeste – så i hvert fald pænt varme anbefalinger.
5-stjerner

Nyborg Kongebryg, Ørbæk

Så hellere en republik!

Vi har netop haft besøg fra Irland. Det land, vi for præcis ét år siden boede i, og hvor vi også deltog i en demonstration for fri abort – den første i et tocifret antal år i Irland, kunne vi forstå. Ved demonstrationen blev vi ‘opdaget’ af Joanna og hendes mand Jon, der weekenden efter genkendte os til det årlige hedenske træf Faile Draíochta. Joanna kom hen og sagde goddag til Linda – ja, og så har de været venner siden. Det viste sig, at Joanna desuden har danske aner, så hun kommer jævnligt til Danmark med Jon, og således lagde de i aften vejen forbi vores lille amagerkanske hybel.

Menuen stod på ovnstegte kartofler, grøntsager og selvfølgelig frikadeller. Meget mere dansk bliver det ikke, og jeg havde omsider en lejlighed til at åbne den Nyborg Kongebryg fra Ørbæk, som har ligget i mit køleskab siden ruder konge var knægt. Nyborg Kongebryg forhandles fast i COOPs supermarkeder i flasker à 0,75 l, hvilket som bekendt er mere, end jeg selv gider drikke på en aften. Som regel i hvert fald.

Så den stod på Kongebryg til de tilrejsende fra Republikken Irland. Et par, der iøvrigt selv havde en holdning til øl, og faktisk kendte flere af de irske specialbryg, jeg selv havde prøvet, da vi boede derovre. Det kom der også en hyggelig palaver ud af, hvor vi alle var rørende enige om Galway Hooker‘s fortræffeligheder.

Nyborg Kongebryg vil jeg ligesom dén – uden yderligere sammenligning med hint fortræffelige hiberniske bryg – karakterisere som en lys øl, endskønt uenighed om dette kan være velbegrundet. Det er brunligt rødt, lettåget og på grænsen til at være mørkt. Skummet er til gengæld stadig ret lyst, letgyldent med store våde bobler, der hurtigt eksploderer i små smæld, der sender dråber af brygget mod kanten af glasset. Dér klistrer skummet i overraskende standhaftige klatter, som en lille overraskelse oven på en noget middelmådig visuel indledning. I duften mærker man den tilsatte citron. Det er blandt andet denne tilsætning, der skulle gøre brygget lig det, som blev skænket i den gamle kongeborg i Nyborg i slutningen af 1400-tallet. Citronen skulle være så eksklusiv og svær at få fat på, at det kun var fyrsterne, der havde adgang til den. Men ud over citronen udsender brygget ikke megen odeur. Endskønt citronduften er så markant, at den allerede mærkes ved skænkning af øllet, er den underligt spinkel og brygget mangler iøvrigt en egentlig duft af øl.

Smagen er også præget af citron, der giver det en sødt-syrlig smag, ikke ulig de gamle gule citronvand. Aromaen er ligesom bouqueten spinkel, og efterlader en mundfornemmelse af vådt papir. Den initiale skuffelse bliver der dog rådet bod på efterhånden. En letgæret, nøddeagtig bitterhed sniger sig frem på bagtungen, mens gærfornemmelsen ikke uelegant forstærkes ved gummerne. Det er ikke smagen af gær, men kun fornemmelsen, fylden af det, der mærkes, og denne fylde breder sig til ganen og svælget til almindeligt jævnt velbehag.

Overordnet forbliver det dog en lidt tynd omgang, der kun er adækvat bitter og akkurat fyldig nok til at være i orden. Brygget ved ikke helt, om det vil være syrligt, surt eller bittert og ender med at være lidt af det hele og ingen af delene, og den højere enhed ender som en forvirret tresomhed uden nævneværdig højde.

Hvis dét er, hvad Kongeriget Danmark kan præstere udi kongeligt specialbryg, ja, så er behovet for en republik måske mere udtalt end nogensinde. Det var dermed helt klart aftenens republikanske indslag – gæsterne fra Irland – der udgjorde aftenens højdepunkt, mens de royale måtte indkassere endnu et sviende nederlag fra det vestligste Europa.

2-en-halv-stjerne

Under Dog Atlantic Lager, Flying Dog Brewery

Van(d)lig standard

Efter en rundtur i det danske med både tynde, meget tynde, men også gode og særdeles gode danske øl, vender vi atter engang snuden mod vest og det store USA, hvor vi i staten Maryland tidligere stiftede bekendtskab med mikrobryggeriet Flying Dog Brewery. Sidst drejede det sig om en Witbier efter belgisk forbillede, der, det faktum, at jeg ikke bryder mig om witbier taget i betragtning, kunne være faldet langt mere uheldigt ud.

Denne gang er der tale om endnu en klassisk – eller uinteressant, afhængigt af øjnene der ser – øltype, nemlig det, amerikanerne kalder en lager, og det vi herhjemme kalder en pilsner. Lyst undergæret bryg, som vi kender det fra de grønne og brune standardflasker herhjemmefra. Amerikanerne har dog virkelig brilleret på dette område i et omfang, jeg ikke troede var muligt. Så jeg håber på en ny overraskelse, uden dog at forvente det helt store. Jeg husker med gru på, hvad amerikanerne ellers har lavet af lyse pilsnerøl.

Skænkningen byder på traditionelt korngult bryg med en snehvid skumkrone. Skummets struktur gør det en kende mere holdbart og cremet, end man er vant til. Det falder ikke, men brækker snarere i stykker og synker sammen. Bunden ryger først, så toppens mønster bevares indtil også dette opløses på bryggets overflade. Duften er en meget traditionel blanding af korn og humle – som man kender den herhjemmefra, måske en tand skarpere i duften, men det kan lige så vel være forventningen om noget godt – eller i det mindste bedre end man er vant til – der gør, at oplevelsen synes en kende større end ved det jævne danske pilsnersprøjt.

Og at netop forventningen giver en illusion af større oplevelse erkender man endelig i smagen. Den lader rigeligt tilbage at ønske i forhold til de andre amerikanske kvalitetsøl, Fakta Njalsgade lå inde med. Og så alligevel må man indrømme, at i betragtning af, hvad man ellers kan komme ud for af meget tynde og decideret ækle danske og amerikanske pilsnerøl, så er denne jævne pilsner i det mindste dejligt frisk. Den klassiske pilsnerhumle leger en velkendt, men alligevel tilpas underholdende leg med smagsløgene, og i eftersmagen optræder en overraskende langvarig og velplaceret bitterhed af hasselnødder. Brygget er som sagt frisk – eller vandigt om man vil uden at smage grimt, og det er kun i bundsjatten, at antydningen af et ubehageligt element i form af noget karkludsagtig syrlighed melder sig. Men det er som sagt først meget sent, og ikke af en styrke, der sådan rigtig vælter noget.

Man kan dog næppe rose øllet for ikke at være ubehageligt. For at score mere end en jævn karakter, skal brygget byde på egentlig kvaliteter fremfor fravær af dårligdomme. Det gør denne pilsner kun i begrænset omfang, og formår derfor kun at snige sig op på linje med de danske pilsnere, der lige netop formår at hæve sig over det allekedeligste.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme