Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2013

DEVFFC, MQAL9,.8, Evil Twin Brewing

*MUMS*

Efter at have anmeldt nogle øl fra Kvicklys Ølfestivalg var jeg ellers igen kommet i øvelse med at skrive dårlige anmeldelser. Vid, at hvis man har en ølblog, er selv de værste øloplevelser gode, for man kan skrive lige præcis, hvad man mener om sprøjtet bagefter. Således har årets Ølfestivalg også været en fornøjelse for undertegnede. Og som jeg fortalte sidst, var jeg i Kvickly i fredags for at redde mig et eventuelt restlager af festivalg-øl. Forgæves. Lørdag gjorde jeg endnu et forsøg i Fakta på Njalsgade, idet jeg tænkte, at ligesom de havde arvet Kvicklys restlager af rigtig gode amerikanske mikrobryg, havde de måske også arvet restlageret af Kvicklys middelmådige konkurrencesprøjt.

Men også der måtte jeg gå fra med uforrettet sag. En pakke bleer blev det til, hvorefter kursen blev sat mod Islands Brygge, hvor jeg havde fået øje på en fin legeplads til mine børn, som jeg var på tur med. Er man stedkendt vil man vide, at den ligger bag en lav, rød mur ud til vejen, mens den ud mod havnen kun er omkranset af et stakit, så der til den side er udsigt til vandet.

På vej derhen opdagede jeg Toft Vin – og lagde vejen forbi på hjemturen. Bagest i butikken findes et mindre slaraffenland af mikrobryg fra nær og fjern; Danmark, Belgien og USA mere end noget andet. Jeg snuppede en Duvel Triple Hop og denne øl fra Evil Twin Brewing. Det er nok ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi Toft Vin på Islands Brygge, og jeg giver stedet mine varmeste anbefalinger. Ikke alene har de et fint udvalg. Personalet er meget hjælpsomt med at holde styr på eventuelle tumlinge, man har med på indkøb.

Evil Twin Brewing er Jeppe Borg Bjergsøs projekt, og navnet hentyder til, at han er tvillingebror til Mikkeller-stifteren Mikkel Borg Bjergsø. Rygterne vil vide, at de to ikke er de bedste venner, og derfor har Jeppe altså udråbt sig selv til at være den onde tvilling. Vittigt og lidt alvorligt. Men øllets ry fejler intet. Bryggeriet er omtrent lige så feteret og velrenomeret som den gode tvillings, og tillige dermed karakteriseret ved at være et nomadebryggeri, der ikke selv ejer lokaler, men brygger øllet på andre bryggeriers udstyr. I nærværende tilfælde Fanø Bryghus’.

Der er tale om en IPA, og hvis den ellers ikke kun smager af gær, er meget jo allerede vundet ved stilen. Det er et flot, rødgyldent bryg, dejligt tåget af restgær og med gyldent skum. Her kan man virkelig se, hvordan gyldent skum ser ud, for dette er virkelig gyldent. Ikke bare hvidt med et par toner af gult, men næsten auroraorange som en solopgang efter et større islandsk vulkanudbrud. Brygget klistrer lystigt i fine linjer efterhånden som det nydes. Men man forventer næsten mere med skum af den visuelle kaliber.

Duften gør ikke voldsomt meget væsen af sig. Humlen er umiskendelig, men ikke mere, end man kunne opleve i fx en god, tysk pilsner. Der er også et ledsagende spor af blomstersødme – hyldeblomst, og igen et klassisk IPA-indtryk.

Det er først i smagen, at brygget virkelig folder sig ud. Ganen revner næsten af den intense, flødeagtige fylde, der eksploderer med skarp og aggressiv bitterhed i hele mundhulen. Det er gæren, der som en korttidshævende bolledej fylder hele gabet med rifter og stik. Man opdager hurtigt, og bliver ganske lettet over, at gæren faktisk ikke smages. Den mærkes kun. Den giver brygget sin helt unikke fylde, og kun det. Den flade, syrlige og stikkende smag af gær er ganske fraværende, endskønt det fysiske gærindtryk påvirker tungens følenerver – men altså ikke smagsløgene.

Det er smukt, og lidt fikst at kunne få øl til at føles gæret, uden at det smages. Og så er man endda kun nået halvvejs – og måske endda ikke helt endnu. På bagtungen raser humlen nu videre og klæber sig til mandler, gane og svælg. Den arrige humle og gærfylden fra mundens forende forvandles nu til den sødeste honning. Honningen får associationerne til at piske løs, og jeg tænker et øjeblik på, at jeg for tiden er ved at tygge mig gennem Bibelen. Der ævler de op og ned ad vægge og stolper om mælk og honning, og hvordan det står for det arketypisk mest vidunderlige, man kan forestille sig.

Ja, de gamle hebræere kendte af gode grunde hverken til Evil Twin Brewing, eller deres vidunderlige IPA. Her er honning kun en enkelt del af mange godterier.

Vel – tilbage på sporet. Honningen runder den lækre, og tæskebitre slutsekvens af humle, gran og fennikel af. Dette afløses af en virkelig langvarig, tør, humlebitter eftersmag, der i sig selv ville være oplevelsen værd. Brygget skal endelig nydes langsomt og i små slurke, for der er rigeligt med nydelse i selv den mindste tår. Og vær ikke bange for temperaturstigningen, for med denne afløses gærfylden af en lige så skøn – hvis ikke skønnere og mindre aggressiv vinøs fylde, der får honningindtrykket til at vokse.

Se dette er brygkunst! Den onde tvillings førstehåndsindtryk på mig er mindst lige så godt som den godes. Skål og vel mødt til forhåbentlig mange flere Evil Twin-øl i fremtiden. Jeg håber, de leverer jævnligt til Toft Vin, der fra nu af vil være min foretrukne ølpusher i mit amagerkanske hood.

Nårh ja – navnet? Det er sikkert en eller anden forkortelse, der beskriver øllet. Fx kan jeg se, at alkoholprocenten på 9 indgår. Men ellers har jeg ikke den fjerneste anelse.

6-stjerner

Ærø Red Ale, Rise Bryggeri

Så tæt på flop …

Rise Bryggeri på Ærø har behaget adækvat og mere end adækvat tidligere. Selv lægger de ingen fingre imellem og udråber sig i skrivende stund til at være dem, der brygger Danmarks bedste øl på deres hjemmeside. Og når man selv mener dette, er det da også naturligt, at have en øl med til det for længst udløbede Ølfestivalg i Kvickly. I går var jeg netop i Kvickly på Englandsvej her på Amager for at rede mig restlageret – praktisk taget forgæves, for denne øl, var alt hvad jeg kom hjem med fra den nys overståede konkurrence.

En konkurrence, det iøvrigt har været meget svært at finde ud af, hvem har vundet. Jeg har fået fortalt, at det var Ørbæks ingefær-øl … som jeg jo så ikke får smagt, før den rent faktisk kommer på hylden i Kvickly, og det kan jo godt tage noget tid. Oplysningen er angiveligt at finde på Danske Ølentusiasters hjemmeside. Jeg har ikke kigget efter selv, men en offentliggørelse på Kvicklys hjemme- eller facebookside må man kigge i søgemaskinen efter – længe, for en sådan har overhovedet ikke været til at opdrive.

Når jeg engang har fået smagt Ørbæks sejrende ingefærøl, vil jeg nok skrive et indlæg om mine overvejelser og oplevelser med Kvicklys Ølfestivalg. I betragtning af de øl, jeg allerede har anmeldt i år, samt nærværende, vil læserne nok kunne regne ud, at jeg ikke er synderligt begejstret.

Netop fordi Rise Bryggeri har holdt et relativt højt niveau, var mine forventninger til deres Red Ale også skruet en anelse op. Stilen har jeg til gengæld sjældent været heldig med. For det meste er red ale tyndt, undertiden surt, og kun sjældent rigtig godt.

Nysgerrigt indsnuser jeg bouqueten, idet brygget hældes i kruset. Ivrig efter at mærke den helt friske odeur, stikker jeg mit relativt lange snudeskaft godt ned i glasset, så næsetippen endda rammes og vædes af det rustrøde bryg … ingen duft. Ingen – jo, måske af vand. Men det er, den flotte farve til trods så som så med bouqueten. Den første oplevelse forbliver rent visuel, og omfatter desuden kun væsken. Skummet er kedeligt off-white og mangler enhver spænding i form af fasthed, formbarhed eller viskositet. En smule klæbrigt viser det sig dog at være, men det er med hiv og sving, at der er mere at fortælle om end dets intetsigendehed.

På samme måde er det med smagen, eller mangel på samme. Det er et meget tyndt og vandigt bryg, hvor fylden bedst sammenlignes med kommunalt postevand. En fjern syrlighed, der engang har været noget humle, og nu skriger fra det hinsides på hævn for den forsmædelighed der er overkommet den, er det eneste, der for nuværende antyder, at det faktisk er en øl, vi har med at gøre, og ikke vandhanevand.

Og så melder der sig alligevel en smule smag til sidst. På bagtungen i eftersmagen mærker man en vis bitterhed. Den er hæmmet af den lette syrlighed i brygget, men den formår alligevel at titte frem til blidt og mildt – men næppe adækvat – velbehag. Det er en forsigtig og let bitterhed som man kender den fra paranødder. En rar men på ingen måde nogen overvældende oplevelse – ja, det er faktisk kun lige nok til at redde brygget fra decideret at floppe.

Det kan Rise Bryggeri gøre meget bedre. Det ved jeg, de kan, for jeg ved, de har gjort det bedre. Kvickly burde virkelig også hæve målene for, hvilket kvalitetsniveau, der skal kendetegne deltagerne i deres ølfestivalg, eller sagt på en anden måde: Ørbæks ingefærøl skal virkelig være god, hvis Kvicklys ølfestivalg skal have nådige ord med på vejen her på min blog.

1-en-halv-stjerne

Vulcano Pale Ale, Fur Bryghus

Bleg dansker …

Det er ikke mange øl fra Furs Vulcano-serie, jeg indtil videre har prøvet. Faktisk er det kun deres Påskebryg, som jeg nu kan se, jeg var jævnt tilfreds med. Indtrykket har dog ikke brændt sig et mærke i min bevidsthed – næppe heller en vabel, måske en let rødmen, der med tiden har fortaget sig helt. jeg har uden held forsøgt at finde ud af, om der ligger et særligt koncept til grund for Vulcano-serien. Men Fur Bryghus’ noget rodede hjemmeside lader én forblive i uvidenhed, om et særligt koncept for serien skulle eksistere.

Da jeg i sidste måned købte mig fattig i restlageret af Coops amerikanske ølimport, stod denne pale ale der også. Og så tænkte jeg, at den vel lige så godt kunne komme med. Jeg husker den også som en af de øl, jeg måtte give bort før vores emigration til Irland, hvor vi nu for et år siden var blevet effektivt huset i bydelen Applewood i Dublinforstaden Swords, men hvor vi som bekendt aldrig rigtigt faldt til. Nu har jeg så fået en chance for at prøve den igen.

Det første man mærker ved brygget, når det knappes op, er bouqueten. Den er ganske kraftigt humlet, og jeg er endnu engang hensat til mit barndomshjems badeværelse på første sal, hvor mine forældre bryggede øl. Det var sådan det duftede – eller som jeg tænkte dengang, lugtede, deroppe, hvor vinballonnerne klukkede af kulsyren fra gæringen. Skummet er højt, og relativt cremet og fyldigt, men falder alligevel hurtigt ned mod det flotte, rustrøde bryg.

Smagen er til at begynde med letsyrlig – ja, måske nok mest let, men efterhånden mærker man bryggets humlede bitterhed, der matcher duften godt. Det er først en tør bitterhed, der mærkes, når brygget har hvilet lidt midt på tungen. Den tager til, efterhånden som brygget nærmer sig svælget, og her vokser den sig omsider stor, og antager en klæbrig, næsten klæg finish, der klistrer sig til mandler, gummer og svælg.

Den masserer råt det bageste af munden i en alligevel noget kortvarig eftersmag, og ligesom indtrykket fra påskebrygget er det ikke brandbylder, endsige permanent arvæv, den efterlader i bevidstheden. I resten af munden damper syrligheden også snart af, men munden efterlades dog med en fornemmelse af adækvat vederkvægelse. Man savner fylden, men glæder sig ved letdrikkeligheden, der ikke bliver for let, netop på grund af den anmassende og igen adækvat karakterfulde bitterhed. Friskt forbliver brygget også. Det kan nydes i store mundfulde uden at man snyder sig selv for bryggets smag. Alligevel smager det af mere, end de bryg man ellers er fristet til at hale ned i store drag.

Men forventer man en amerikansk pale ale som dem, den stod sammen med, bliver man slemt skuffet. I sammenligning med disse får i stedet et blegt, dansk bællebryg.

Ikke helt ulig størstedelen af de irske specialbryg, forøvrigt.

3-stjerner

Old Gambrinus Beer Dark, Hancock

Mere end godt nok …

Så var den gal igen. I går eftermiddag spillede Fremad Amager endnu engang hjemmekamp i Sundby Idrætspark. Denne gang imod Nordvest FC, der ikke har til huse på ydre Nørrebro, men derimod i Holbæk. Det gik godt. Fremad vandt ret overbevisende 2-0 mod et uengageret Nordvest-mandskab. Det eneste man kunne være utilfreds med var, at sejren kunne have været større. Før kampen blev der varmet op på det hemmelige sted, ‘Biksen’ i Haveforeningen Sundbyvester, der altid har en kavalkade af Hancocks fine bryg at byde på.

Smøren på etiket og bagetiketten af øllet er den sædvanlige fra Hancock, Old School brygkunst, rendyrket Saazer-stil, og tilsat ascorbinsyre – mere for traditionens skyld end nødvendighedens. Personligt mener jeg, det burde udelades, men på den anden side er det et af de tilsætningsstoffer, der faktisk er uskadelige – så lad det ligge for nuværende.

Det er en stærk fætter på 9,5% – rigeligt i sig selv til den type fodboldopvarmning, der gøres før en tur på lægterne. Styrken skyldes velnok den tilsatte stivelse. Det er også et ganske mørkt bryg med en ærtenøddebrun lød, og her glædes undertegnede ved det totale fravær af nogen som helst farvestoffer. Ikke engang det hos Vestfyen svært populære ammoniserede karamel er brugt – se! Uden farvestof, det kan se så aldeles pragtfuldt ud. Den tilsatte kulsyre gør sit til et højt, lysebrunt skum, der desuden er overraskende cremet, klæbrigt og kun langsomt faldende.

I iveren efter at komme i gang med brygget, nipper jeg til skummet, og glemmer derfor fuldstændig at lugte til det. Så dette må læserne have til gode til når de selv prøver det. Skummet i sig selv er ikke nogen stor oplevelse – det er skum sjældent. Blomkål med en sød, karamelagtig kant, der formår at redde det på stregen. Selve brygget overrasker med sin store fylde, og derpåfølgende sødme af karamel, malt og farinsukker. Bag dette ligger en matchende essens af whisky, der nok fremkaldes af bryggets høje alkoholprocent.

Whisky(bi)smagen er lige så velgørende som den er velkommen. Det er sjældent, at den findes i øl. De stærke, søde og maltede øl giver ikke sjældent et i og for sig velbehageligt cognacindtryk, men der er whiskyindtrykket en kærkommen variation og i mine øjne noget, der lige gør denne øl en tand finere, end det man kender i forvejen. Frisk træ, der spirer frem på bagtungen og vokser sig større i eftersmagen giver brygget den fornødne bitterhed til netop at give brygget den sidste kant af ikke-lettilgængelighed, der gør dette bryg mere end bare godt nok.

Alligevel er det en lidt rå omgang. Man kastes rundt mellem de forskellige smage, der nok matcher hinanden udmærket, men en perfekt helhed når de ikke sammen i. Bryggets høje alkoholprocent gør også, at brygget slår unødigt hårdt, og med mindre man ønsker at være fuld, er der mere end nok øl til en eftermiddag i den. Og det er faktisk en smule ærgerligt, hvis man ellers havde tænkt sig at prøve en spændende øl mere den dag.

Så ligesom Fremad Amagers sejr kunne have været større, kunne en Old Gambrinus måske også have været bedre. Men begge dele er alligevel mere end gode nok som de allerede er, så det skal jeg ikke brokke mig yderligere over.

Og iøvrigt stor tak til Gedved for skænken!
4-en-halv-stjerne

Mocha Stout, Vestfyen

Tynd, kold kaffe med brus …

Vi er tilbage ved noget typisk Vestfyensk. En blandingsøl – en øl, der er blandet op med andet end vand, malt, humle og gær, fordi man gerne vil have den til at smage af noget andet end øl – eller man vælger den nemme vej til en spændende ølsmag, frem for at brillere med ligegyldigheder som brygkunst og eksperimentel nytænkning. Således er Vestfyens bidrag til Kvicklys Ølfestivalg i helt samme stil som Willemoesserien, hvor de også med let hånd rør aromastoffer, romsukker og farvestoffer i bryggene, fordi brygkunst alene bare ikke kan gøre det … eller også tager det bare for lang tid.

I dette tilfælde er det kaffe, der er blandet i. Man kan så glæde sig over, at det i det mindste ikke er noget syntetisk, der er puttet i denne gang. Kaffe bruges også af andre bryggerier – netop i stouts for at få de bitre toner igennem. Andre bruger chokolade for at fremhæve det søde, mens helt andre ikke bruger nogen af delene, men er i stand til fremkalde den ønskede smag ved brygkunst alene. Der er nok ikke den store tvivl hos læserne om, hvilke af disse bryggerier, der imponerer undertegnede mest.

Og øl kan da også være udmærket, selvom man blander andet end de traditionelle ølingredienser i. Thisted Bryghus’ Limfjordsporter er vel det bedste eksempel, hvori der ligesom i Ørbæks mere end drikkelige ‘Black‘ er blandet lakrids, foruden også chili i sidstnævnte. Endelig var jeg da rundhåndet med stjernerne, da Vestfyens egen Willemoes Porter skulle vurderes. Også den var tilsat lakrids.

Så den skal da have en fair chance. Op i glasset skæ … nå, den hældes. Øl skænkes. Sodavand hældes, og denne øl minder fra starten så meget om sodavand, at den hældes. Bryggets konsistens, når det rammer og samler sig i bunden af det hældende glas, mangler aldeles den integration af væske og kulsyre, der karakteriserer øl – og især stout. De to skiller så hurtigt, at det eller ganske natsorte bryg står som en stolpe under en top af boblende og hastigt kollapsende sodavandsskum, mere hvid end det brune skum, som en ordentlig kulsyretappet stout gerne har.

Man kan mærke kaffen i duften. Og det tror pokker, når det er hældt direkte i brygget. Meget andet mærker man ikke. Vand måske, og lidt prikkende kulsyre, der i øvrigt fordamper meget hurtigt. Man mærker dog stadig kulsyren i smagen, som man mærker den i afbruset mineralvand. Det er på kanten til at være forfriskende – der er blot ét forstyrrende element, og det er smagen.

Det er egentlig ikke nogen ubehagelig smag, tværtimod er det smagen af det, jeg måske holder allermest af – altså ved siden af øl – nemlig kaffe. Ja, man mærker tydeligt den tilsatte kaffe i smagen også, og det skulle man jo tro var dejligt.

Der er bare en række problemer. For det første skulle dette forestille at være en øl, ikke en kop kaffe. For det andet ligner det en særdeles tynd kop kaffe. Det smager fuldstændig som når man putter alt for få bønner og alt for meget vand i maskinen (ja, jeg drikker maskinkaffe, og ikke stempelkandekaffe – så sagsøg mig!) For det tredje smager brygget slet ikke af øl, som det eller skulle forestille at være. For det fjerde – og det kan man se på to måder – ødelægger kaffesmagen det milde behag, der kunne være ved det vandige bryg, kombineret med kulsyren (jeg kan nemlig også godt lide danskvand) eller kulsyren ødelægger det milde behag, jeg trods alt føler ved tynd, kold kaffe (ja, jeg er en af den slags mærkelige mennesker, der godt kan drikke min kaffe kold (men helst ikke tynd)).

For at gøre en lang historie kort: Brygget her smager overhovedet ikke af øl, endsige af stout. Det smager af kaffe så tynd, at det minder mig om kaffeautomaten på min arbejdsplads i Irland (det gibber stadig i mig, når jeg hører eller læser ordene “Irish Coffee” selvom jeg godt ved, det betyder noget andet). Øl smager det overhovedet ikke af. Brygget afbruser hurtigt, men den smule kulsyre, der forbliver i brygget får øllet til at føles som tynd, kold kaffe – med brus.

Kold kaffe har jeg i rigelige mængder. Jeg drikker bare resten af morgenkaffen, når jeg henunder aften kommer hjem fra arbejdet. Og hvis jeg ønskede at peppe den op med en gang kulsyre, havde jeg købt en SodaStream-maskine. Dette bryg fejler fuldstændigt. Måske smager det ikke direkte dårligt – altså kaffe smager jo dejligt – men bruset ødelægger nydelsen ved kaffen, kaffen ødelægger nydelsen ved bruset. Således spænder brygget ben for sig selv og ender med en kombination, der umuligt kan føles rar.Og så er brygget også bare helt generelt for tyndt – både som øl, og som kaffe, og i grunden også som danskvand.

1-halv-stjerne

New Dog Town Pale Ale, Lagunitas

Et lødigt alternativ til smag …

Langsomt får jeg arbejdet mig igennem det fine udvalg af amerikanske specialøl, som fakta arvede fra Kvickly, da de fløjtede deres anden Ølfestivalg i gang. Jeg er nået til New Dog Town Pale Ale fra Lagunitas-bryggeriet, der ligger i Petaluma, Californien. En rodet hjemmeside, hvor det faktisk var ret svært bare at finde bryggeriets hjemsted, vidner om ungdommelig entusiasme og hengivenhed. Forhåbentlig af den slags, der gør, at producenten anser brygget for at være det suverænt vigtigste – og derfor lader dette gå forud for fx hjemmesidens design, og øvrige markedsføring.

– Eller også markedsfører bryggeriet bevidst produktet lidt skoddet for at folk som undertegnede skal blive interesseret. I så fald vil dommen ramme ekstra hårdt, hvis deres øl er lige så ubehjælpsomt som hjemmesidens overskuelighed.
I meget lille skrift, der omkranser bryggets navn og logo, skriver bryggeriet i bedste Red Warszawa-stil om øllet: “This is not the original Pale Ale as brewed in far away 1993 in the back of the Old House of Richard Building in the West Marin hamlet of Forest Knolls right next to little Lagunitas … It is way better. Back then the beer tasted like broccoli and kerosene and the carbonation ate right through and drained your stomach into your guts” Jeg tænker lidt “If it isn’t broken, don’t try to fix it” for det lød ellers som et spændende øl. Men så må man jo tage til takke med det, de har kastet sammen siden …
Betegnelsen ‘Pale Ale’ rammer i hvert fald plet. Det er ikke på bryggets farve, at man kan skelne den fra pilsneren. Det kan man til gengæld på skummet … dog igen ikke på farven, da dette er om muligt hvidere end sne. Konsistensen er derimod af en helt anden klasse, end man ser på selv de bedste pilsnere. Cremet som fyldet i et gåsebryst, og det er kun modstræbende, at skummet lader luften undslippe. Toppen af skummet forbliver intakt, mens kulsyren angiveligt undslipper langs glassets sider. Som en lille båd i et skumfyldt hav bliver toppen stædigt liggende på toppen af brygget og nægter at lade sig opløse. Er det overhovedet nødvendigt også at fortælle, at skummet også klæber sig i små fnug, efterhånden som kulsyren undslipper, og ikke længere kan undstøtte det fine skums porøse arkitektur?
Som brygget nydes, klistrer brygget også i skønne mosaikker til glasset, så man næsten ikke nænner at vaske det op bagefter. En visuel oplevelse, der er HELT i top. Duften halter ikke efter. En sød bouquet af candyflos og et bittert element af appelsin fylder hele lokalet ved udskænkning. Duften kan nydes længe, og stik imod hvad man frygter, er den fri for de syntetiske elementer, der eller kan knytte sig til candy floss.
Bryggets smag kan være svær at beskrive. Det er en skarp smag, hvor tungen straks indleder tilbagetog, mens mundhulen overrumples af en allestedsnærværende fylde. Man mærker gæren, der stikker og kradser i smagsløgene, bitterheden tører munden ud og mandlerne mishandles af salmiakfornemmelsen som man kender den fra piratos.
– Men smager man øllet? Smager øllet af gær, bitter humle og lakrids, eller er det faktisk kun fornemmelsen af disse smage man mærker? Alle sideindtrykkene,der giver smagselementerne deres karakter, mens selve smagen faktisk er underligt fraværende? Sådan føler jeg det. For brygget smager ikke af overvældende meget, men det føles derimod langt mere end tilstrækkeligt. Og fylden er allestedsnærværende i både smag og især i eftersmag.
Jeg suger nogle ordentlige mundfulde ind, prøver at presse smag og ikke bare følelse ud af det, synker og fortryder. For så godt øl skal ikke nedsvælges så hurtig. Nu rammer oplevelsen nemlig igen. Man mærker at brygget er kraftigt, karakterfuldt og krasbørstigt, endskønt smagen i sig selv kun er en lille flig af den samlede, gode oplevelse.
Og okay – man sporer da gran, syrlige æbler og tør humle – i eftersmagen især, men også undervejs – men det er sammentrækningerne i tunge og gummer, den tørre salmiakfornemmelse og fylden, der klart fører brygget frem. En alternativ øloplevelse, hvor smag ikke er det vigtigste – hvor man virkelig kan prøve, hvad øl kan ud over at smage.
Spænding og oplevelse er der fortsat rigeligt af – selvom jeg da godt kunne have tænkt mig at prøve det oprindelige broccoli-bryg alligevel.

4-en-halv-stjerne

Pale Ale, Ballast Point

Intet verdensunder

Forventningerne vil fremover være i top, når Ballast Points øl er på menuen. Det kan ikke være anderledes, når man har prøvet deres uovertrufne IPA. Skuffelse er selvfølgelig en risiko man fremover må løbe, hvis deres andre bryg ikke lever helt op til IPA’ens niveau, men den risiko løber jeg ikke bare gerne, men alt hvad remmer og tøj kan holde, mens jeg fokuserer på chancen for, at bryggeriet kan lave noget, der bare er næsten lige så godt igen.

Det er set før, at IPA’en er flagskibet, mens PA’en – altså Pale Ale – er det, ja følgende ordspil er næppe helt uintenderet, tynde øl. Ballast Points Pale Ale, der ikke engang har et tilnavn (hvor IPA’en havde tilnavnet ‘Big Eye’), halter allerede lidt bagefter i det visuelle indtryk. Nok hæver skummet sig som en nydelig og formbar flødetop, men det viser sig fuldkommen uklæbrigt, mens brygget nedenunder holder en noget gennemsnitlig pilsnerfarve, en selv for bleg ale lys nuance. Pilsnerindtrykket fortsætter i duften, og man spekulerer et sekund på, om det nu virkelig er et overgæret humleprodukt, man står med i hånden. Ved siden af pilsnerhumlen mærker man en syrlig duft af friskskyllet spidskål. Det er bedre end det lyder, skal jeg skynde mig at sige, før læserne dømmer for hårdt ud fra kålsammenligningen.

Bryggets smag følger i nogle af de samme spor, som findes i duften. Brygget smager ganske vist ikke af kål, men humlesmagen er tæt på den, man kender fra de hjemlige standardbryg. Man kan dog fryde sig over en skarpere kant, mere fylde og en langt mere sofistikeret eftersmag. Udover pilsnerhumlen bærer smagen noter af majs, korn og friske franskbrødsskorper fra hjemmebagt brød, der lige netop kom til at stå i ovnen for længe … også det er ment som en ros. En svag, men lige netop præsent nok smag af søde æbler giver fylde, og runder smagen af i kanterne. Noter af frisk kildevand dominerer også – ikke for meget, men er ligeledes præsente i et omfang, der ikke ville have skadet ved at være mindre.

I eftersmagen mærker man igen pilsnerhumlen, der er overraskende kraftigt til stede i forhold til den almindelige smag. Heldigvis er humlen kun bitter og hverken besk, klæg eller harsk, som den kan være det i netop eftersmagen ved de mindre forfinede, undergærede humleprodukter, der er så udbredte på vores længdegrader. Brygget er som antydet en kende tyndbenet, men hvis man vil, kan man også kalde det friskt. Det er slet ikke oppe i nærheden af sin indiske broder, og også klasser under Deschutes aldeles udmærkede Mirror Pond Pale Ale.

Men at sige, at den af den grund fejler er alt for langt at gå. Det er en øl helt uden ubehag men med et adækvat kvantum karakter og smag. Intet verdensunder, men mindre kan også gøre det.
3-en-halv-stjerne

Ale No1, De Jyske Bryghuse/Vejle Bryghus

Røget dækgummi

Det ser ellers godt ud – altså bortset fra den anløbne ortografi, “Brygget af en stor mængde Münchner malt hvor sødmen og melanoidinen smager igennem, der er også brugt en lille smule røg-malt foruden 3 andre speciale (sic) malte for at give den delikate smag”, den noget ubehjælpsomme blanding af abstrakte og konkrete aromabetegnelser “Delikat ale med noter af sødme og røg” samt den måske lidt for engagerede tegnsætning, “De Jyske Bryghuse er et samarbejde mellem et par bryghuse fra den jyske østkyst – sammen brygger vi bedre øl!” – se desuden den noget fraværende skelnen (og deraf følgende totale fravær af punktummer) mellem helsætninger og ledsætninger i det første af ovenstående eksempler. 

Ja, altså ellers ser det godt ud. Melanoidinmalt (som jeg i mellemtiden har fået at vide, mere end nogen anden malttype får øllet til at smage af karamel) münchnermalt (mere karamel) og røg (WIN!). Det kan jo næsten ikke gå galt.

Eller er den ubehjælpsomme ortografi endnu engang et varsel, og et dårligt et af slagsen? Det starter ellers meget godt, med et flot rødbrunt bryg under et cremet, næsten flødechokoladefarvet, cremet skum. Røgelementet kan desuden mærkes i duften – måske med en snert af kaffe, men det kan også hidrøre fra røgessensen, der i sig selv gør en god indledning endnu bedre. Karamellen må man indtil videre kigge i ølguiden efter.

Og røgen er også præsent i smagen. Røg er altid godt. Ikke bare i øl, men også i fisk, kød, chili … navngiv du det! Jeg kan roligt love, at røgsmag er ethvert bryggeris genvej til en bedre anmeldelse på min blog. Hvis bare der er røg i smagen, så har man reddet stumperne. Så er chancerne for nul eller en halv stjerne tæt på nul, og hvis man som de største bryggerier herhjemme ikke stræber højere end det, så er hemmeligheden bag en anmeldelse, der ikke bedømmer øllet som udrikkeligt, hermed afsløret.

Og øllet her er bestemt bedre, end det ville have været, hvis det ikke havde haft en vis smag af røg. Uden røg, ville det kun have været aldeles tyndt, aldeles uden fylde og aldeles kedeligt. Man kan mærke det hele bag røgsmagen, ikke mindst, fordi det faktisk er det eneste der er. Der er ingen fylde, ingen sødme, ingen bitterhed ud over de bitre noter, som røgsmagen giver. Brygget smager dejligt af røg, smagen er endda gennemtrængende og kraftig, men det fylder ikke mundhulen ud, og i samme øjeblik brygget har passeret svælget er der kun den fugtige fornemmelse, som man kender efter et glas lunkent postevand, tilbage. Nydelsen findes kun så længe brygget ligger på tungen, så man kan da holde det der, hvis man vil have lidt mere ud af det. Lidt ligesom man kan tygge ekstra længe på en rugbrødsmad med leverpostej, hvis man vil nyde sådan én lidt mere.

Men hen imod slutningen, hvor brygget har fået stuetemperatur, og den sidste rest kulsyre er fordampet, melder der sig faktisk en note. Den melder sig først som en bouquetantydning, og jeg var ikke et sekund i tvivl. Pludselig begyndte den at lugte som de cykelslanger og dæk, jeg kasserede først på sommeren. Fuldkommen møre og gennemtærede var de, og udsendte en ganske særlig odeur, som jeg genfandt i bundsjattens lugt og smag.

Således endte brygget altså med at smage af andet og mere end vand og røg. Det kunne have været rart, hvis dette havde rettet bare en smule op på bryggets kedelige indtryk. I stedet gjorde det det modsatte.

Indtil videre er brygget en sikker taber i Kvicklys ølfestivalg. Med mit held skal den nok gå hen og vinde.

Nårh ja – karamel smagte den forøvrigt overhovedet ikke af.

2-stjerner

Szlatmok, Pladderballe Bryghus/Svaneke Bryghus

Deja-vu

Og så nåede jeg til aftenens øl, og fik dermed rettet op på hængepartiet – at have to anmeldelser ude at svæve samtidig. En følelse præget af lige dele utilstrækkelighed, uro og utilpashed, omtrent som nærværende øls hovedperson må have følt det, da hun blev foldet sammen og proppet ned i sadeltasken på den anden knallertbryders, Pia Vildbjergs, knallert.

Skulle man ikke være velbevandret nok, i Monrad & Rislunds bizarre univers, kan selve hændelsen opleves i radiotransmissionen fra Væmmelse Nørmark Lilleskole, hvor der blev afholdt knallertbrydning for kvinder. Det sker på pladen “Hundestjerner Hasteindlagt”, der indbragte komikerparret en guldplade. Et fyldigere referat kan findes på komikerduoens hjemmeside, hvor der imidlertid kan konstateres en konflikt i stavningen af hovedpersonens efternavn. Der staves det med ‘Z’ – mens det på øllets etiket, som det fremgår, staves med ‘SZ’. Så meget for markedsføringspingernes evner udi konsekvens med hensyn til almindelig ortografi.

Brygget er i øvrigt en del af Kvicklys Ølfestivalg, en tradition, der blev startet sidste år, og som jeg aldrig rigtig fik fod på. Blandt andet fordi der kom en kortvarig emigration til Irland i vejen. Gennemgangen bliver næppe heller denne gang fyldestgørende, men lidt er der da kommet med til ølkælderen (på toppen af vores køkkenskab), og som mangeårig følger af Monrad & Rislunds underholdende univers, – og af fantombryggeriet Pladderballe Bryghus’ sjældent helt uantagelige bryg – er denne øl en selvfølgelighed i arsenalet.

Pladderballe Bryghus’ øl startede ud med et uhørt højt niveau, der desværre skulle gå hen og blive det egentlige bryggeris, Slotsbryggeriet Fønix’, tragiske endeligt. Svaneke har stået for brygningen siden, og resultaterne har siden i alt for høj grad peget i retning af Svanekes andre bryg. Det er sjældent helt godt nok til at være – ja – godt nok.

Her er der tale om en hvedeøl, og allerede der er oddsene ikke for gode. Hvedeøl er ofte for tynde, og hvis de endelig smager af noget, smager de alt for ofte af gær. Sjældent får man fat i de gode, der smager af hyldeblomst og græs på en dugfrisk forårseng, og selv disse mangler fylden og kraften til at blive kaldt sådan rigtig gode.

En Szlatmok hører til blandt dem, der smager af noget. Den smager også noget af gær, men heldigvis ikke så meget, at det ødelægger det overordnede indtryk. Gæren kan ellers tydeligt ses. Flasken, der havde stået lodret i køleskabet, måtte agiteres temmelig længe, før det klæbrige mudder i bunden af flasken havde løsnet sig. Overraskende nok betød dette ikke alverden for kulsyrefrigørelsen ved åbningen, så brygget  blev faktisk i flasken. Farven er grapegul, og duften også syrlig i samme retning. Brygget er ganske uigennemskinneligt på grund af restgæren, med relativt cremet, hvidt skum, så der på den visuelle side ikke er meget at pege fingre ad. Ved siden af grapefrugtens stikkende syrlighed finder man også en bouquet af frisk franskbrød. Lettere ildevarslende i betragtning af et par andre øl, der duftede i samme retning.

Ved siden af gæren, er det frisksyrlige aromaer, der præger brygget. Der er et markant element af lime og igen af grape. Dertil kommer en skarpt bitter bi- og eftersmag af en blanding af pilsnerhumle og det bitre element fra grapefrugter. Det er en for så vidt forfriskende oplevelse, omend den megen gær gør den en anelse træg at komme igennem. Brygget er ikke helt i balance, og den relativt store fokus på friskhed og syrlighed gør også, at brygget ender med at føles en kende tyndt. Brygget er det indtil videre svageste fra Pladderballe Bryghus, og det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at det sker efter, at Svaneke Bryghus har taget over.

Fik jeg sagt, at dagens bryg også var nr. 350, jeg har anmeldt? Næh, det gjorde jeg vist ikke, men det er det. Og endnu engang er en af jubilæumsanmeldelserne ikke ligefrem noget at råbe hurra for – men det har da været værre, så lad det være godt nok for denne gang.
3-stjerner

Mirror Pond Pale Ale, Deschutes Brewing Co.

Frugtkompot FTW!

Det er ikke tit det sker, men i skrivende stund er jeg faktisk bagud med indlæggene. Jeg har drukket hele to øl, før jeg er løbet til tasterne. Det sker sjældent, og jeg prøver generelt at undgå det, men ind imellem vil omstændighederne det sådan.

I går aftes stod den på Mirror Pond Pale Ale fra det amerikanske Deutsches … Ahem! Deschutes Brewing Co., som jeg vist fik skrevet en masse farligt vrøvl om sidst. Men det kan vel lære bryggeriet ikke at lægge mistænkelige spor ud i årstallet for deres grundlæggelse, vælge et navn, der er et anagram med ‘Deutschland’ og så i øvrigt lade være med at lade Fakta have den som del af sortimentet, når kæden ellers forsyner den danske befolkning med amerikanske specialbryg som Heinrich Himmler forsynede sin fører med cyanid.

Og ja! Vittigheden er god nok til at blive fortalt to gange. Ikke mindst når man skriver det med kursiv. Så bliver alt man påstår omgående mere sandt. Nemlig!

Vel, Deschutes Porter, Black Butte, var ikke noget at råbe højt hurra for, og jeg kan allerede nu afsløre, at det har hævet bryggeriets agtelse hos mig betragteligt, at de også laver andre øl, end den. Mirror Pond er som det mere end antydes i navnet en pale ale, ofte med vægt på de søde ølnoter frem for de særskilt bitre, som man kender dem fra India Pale Ale-stilen. Dette bekræfter bryggets bouquet, der er ganske kraftig, metallisk forfriskende med søde toner af ingefær og hyldeblomst. Det blege i brygget skyldes, at der stadig er mange bryg, der er væsentligt mørkere, men i sig selv er det kraftigt kobberrødt med gyldent skum, næsten en ren nat i sammenligning med vanligt dansk pilsnersprøjt.

Ikke at dette bryg skal stå i skyggen af min favoritøltype, IPA, men nu hvor sammenligningen er påbegyndt, hvorfor så ikke bare gøre den færdig? Ja, det var et retorisk spørgsmål. I sammenligning med de krast bitre IPA’er er dette bryg venligt og rart. Men heldigvis ikke mindre karakterfuldt. Fuld af fylde er det også med en pimært syrligt-sød smag af efterårets modne æbler og ferskner, flankeret af den prikkende syrlighed som man kender den fra grape. Føj dertil bitterhed af appelsin og usaltede pistacienødder og man har alletiders frugtkompot … i en lethåndterlig glasemballage.

Lettilgængelig og letbenet er den. Man skal virkelig ikke kunne lide øl, for ikke at finde behag i denne vederkvægende og velsmagende perle – og for kenderne er der med den rigelige fylde, den rene, hårde smag, den metalliske friskhed og ikke mindst det komplekse og mangeartede smagsbillede også en masse at komme efter.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme