Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2013

Black Butte Porter, Deschutes Brewery

Tricket med at stille kapslen på højkant har jeg
tyvstjålet fra bloggen “Tid til en Øl“.

Småslattent stoutsjask …

Coops supermarkeder flyder for tiden over af amerikanske specialøl. Jeg har spottet bryggerierne Fort Collins, Flying Dog, Lagunitas, Ballast Point samt Deschutes, og for ganske nyligt forsynet mig med amerikansk specialbryg, som Himmler forsynede sin foresatte med det lille overskæg med cyanid i førerbunkeren. Heinrich Himmler – initialerne HH, ligesom førerhilsenen. To gange det ottende bogstav i alfabetet – 88. Det samme tal pryder kapslen på Deschutes-bryggeriets øl … hmmm, er jeg den eneste, der begynder at ane en temmelig skummel konspiration her? Himmler – Cyanid – Der Untergang – Fakta – Coop – Amerikanske øl – Heil Hitler – 88 – Deschutes Brewery …  og “Deschutes” er samtidig et anagram af “Deutsches”!

Det kan da umuligt være en tilfældighed! Og tallet 88 kan da i hvert fald umuligt have noget som helst med det år, 1988, bryggeriet blev grundlagt at gøre – kan det vel!? Eller bryggeriet er måske netop grundlagt det år, for at få det hele til at passe sammen! Uha, hvad er det mon for et skummelt bryggeri jeg her binder an med? Jeg bliver da helt lettet ved tanken om, at jeg kun har én mere af de øl på lager.

Men jeg har svoret, at jeg vil smage på (næsten) alle øl, uanset om bryggeriet er involveret i en skummel sammensværgelse mellem danske supermarkedskæder, nynazister og tyske kvalitetsfilmselskaber, eller der mod forventning ikke skulle eksistere en konspiration som den ovenfor skitserede.

I sig selv begynder brygget ellers godt. Det dufter pragtfuldt sukret af ristet karamel med en skarp snert af sherry og cognac på en baggrund af kaffe. Kaffe kunne brygget ved første øjekast også ligne – en café-latte måske, det høje, lysebrune og cremede skum, taget i betragtning. Men holder man glasset op mod lyset vil man opdage, at mørket brydes i røde toner. Viskositeten lover ikke for godt. Brygget sjasker rundt som – ja, almindeligt vand, og uden antydning af den tæthed, der karakteriserer en god stout.

Smagen indeholder de samme indtryk som duften – ristet til brændt karamel, lidt cognac, sherry, kaffe, men på en fortrinsvis sød baggrund af chokolade … og vand. Ud over at smagene kun blander sig, idet de snubler over hinanden med læsioner og brækkede lemmer til følge, og smagsindtrykkene ender i en rodebunke, mangler brygget helt og aldeles den nødvendige fylde for at kunne kalde sig en ordentlig stout. Det kan godt være, at enkeltdelene er meget gode, men det samlede billede er slattent og på kanten til mislykket.

Men der er dog endnu laaaaang vej til cyanid eller andre grimme miksturer. Og skulle mistanken om et samarbejde på tværs af atlanten mellem COOP og nogle amerikanske bryggere vel til højre for midten vise sig at være velbegrundet, må bryggeriet oppe sig gevaldigt, før bryggeriet kan generere et overskud til at financiere sådanne organisationers aktiviteter i stor skala
. Under alle omstændigheder kræver det en større indsats, hvis bryggeriets produkter skal kunne matche ordentlige stouts fra både nærværende og hint kontinent på den anden side af dammen.

3-stjerner

In Your Pale Face IPA, Svaneke Bryghus

… den noget rutineprægede præstation …

Kvaliteten af Svaneke Bryghus‘ produkter har været svingende, og sjældent rigtig god. Bryggeriet har dog langceret en “eksklusiv serie af øl brygget sideløbende til vores faste sortiment”, som skulle være “kræs for de kræsne – udvendig som indvendig.” Det udvendige kræs står billedkunstneren Maya Hiort Pedersen for, sammen med digteren Keith Thomas Lohse aka. Mit Navn er Keith, der har hyldet brygget i et fint digt på bagetiketten.

Det lover alt sammen meget godt. Når den gode Keith lægger navn til, borger det for kvalitet, endskønt jeg må indrømme, at jeg faktisk først opdagede digtet efter at brygget var skyllet ned. Typen er, som det fremgår, India Pale Ale, en af mine favoritklasser, og et relativt sikkert kort, der enten  rammer plet, eller mislykkes noget nær totalt.

Det kobberrøde bryg med det gyldne, klistrede skum, gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. Duften halter lidt bagefter. Den er relativt svag med duft af fløde og en antydning af roser. Humlen er fraværende, og brygget virker nærmest sødt, passivt og ikke spor IPA’isk i sin alt for venlige karakter.

Det forsigte indtryk fortsætter i smagen. Mundhulen fyldes af en blød essens af fløde, blommer og måske mirabeller – der dog kunne være en association fra min kære vivs dejlige dessert, der var lavet af vilde mirabeller, indsamlet på tippen i Københavns Sydhavn. Under alle omstændigheder ikke nogen særlig IPA’isk aroma i første omgang. Førstehåndsindtrykket er for rart, venligt og passivt, og lammer ikke smagssansen med IPA’ens sædvanlige lige højre af hård, harsk humle.

Man må vente lidt.

Og så rammer bismagen omsider. Her er der træsmag og tør, bitter humle, som man nogenlunde kender den. Tunge, gane og gummer udtørres af humlen, og alt andet end den anmassende humle skubbes brutalt væk fra smagsløg og olfaktoriske sanser. Fylden fra det flødeagtige førstehåndsindtryk bevares dog, og gør, at brygget ikke bare er bittert, men også mærkes i hele kæften.

Så det ender jo egentlig meget godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at brygget kun byder på en for IPA adækvat bitterhedsoplevelse, og ikke på nogen måde noget ekstraordinært, eksklusivt eller for den sags skyld kræs for denne kræsne gane. Hvis jeg skulle give karakter efter den gamle 13-skala, ville jeg give karakteren 10 for den selvstændige, men noget rutineprægede præstation. Jeg giver ækvivalenten på min egen skala, og lad os bare sige, at den gode Keith alt i alt er mere imponeret end jeg.

Svaneke gjorde det ikke igen – endnu engang, fristes man til at sige.
4-stjerner

Red Banshee, Fort Collins Brewery

Go Fort Collins!

En banshee er et irsk mytisk væsen. En kvindelig ånd, der med sit skrig varsler ulykke og endda slår folk ihjel … så vidt jeg husker ud fra 2nd edition D&D i hvert fald, hvor banshees har endog ret høje stats. Så de er angiveligt nogle farlige nogle.

Nu skal en banshee så prøves som øl. De relativt få red ales, jeg har prøvet, har jeg altid følt, ramte lidt ved siden af. De sætter sig mellem to stole, lyse ales og stouts, vil gerne smage af det samme som de sidste, men se mere ud, og give samme mundfornemmelse som de første. Det er i hvert fald mit indtryk, og ofte ender de med ikke at vide, om de vil være fugl eller fisk. Farven bliver heller aldrig helt rigtig. De ender ovre i noget orangegrumset noget – ikke at det generer mig, men rigtig røde bliver de godt nok sjældent.

Men nogle gange lykkes det åbenbart. Red Banshee er godt nok rød. Det umiddelbare indtryk er, at den er næsten sort, men holder man den op mod bare svagt lys, antager brygget farve af kirsebær. Jeg har aldrig set en red ale, der i den grad levede op til sit navn. Skummet matcher med sin orange lød, samtidig med at det både er cremet, fedtet og klistret. Duften er kraftigt frugtigt syrlig, med noter af tidlige æbler, en kant af gær og bitter humle.

Smagen skuffer ikke i forhold til det visuelle udtryk. Brygget er cremet fyldigt med fortrinsvis syrlige og kraftige frugtnoter. Igen mærkes umodne æbler med en snert af brombær og kirsebær til at runde syrligheden af, så denne ikke kammer over, men forbliver velgørende og vederkvægende. I smagsbilledets baggrund mærker man et vægtigt, sødt chokolade- og maltindslag, der også er med til at tøjle den kraftige syrlighed. Den bitre humle, som man mærker i duften, må man i første omgang vente på, men så kommer den også. I eftersmagen viser den sig som en habil bitterhed ved gummer og mandler. Den karakteriseres ved smag af hasselnødder og et stik af gær, der udfordrer smagssansen og giver brygget karakter, så øllet bliver mere end bare en god øl.

Hvor mange gange har man ikke prøvet en rigtig god øl, der i grunden smagte af det samme som alle andre gode øl – bare kraftigere, men ikke anderledes, pirrende, udfordrende, nytænkende … Men en sådan øl er Red Banshee. Ikke bare en rigtig god øl, men en rigtig god øl, der også tør smage af noget andet end bare humle og malt.

Supermarkederne bugner for tiden af Fort Collins’ bryg. Jeg har en enkelt mere på lager, men står det til mig, skal flere af dem så sandelig nok finde vej til min gane – og blog.

5-en-halv-stjerne

Kilkenny, Diageo

Halvdød irer

I går var jeg til havefest hos min søster i Vanløse. Den stod på grillhygge i venners og families lag, og et par øl var der også at vælge imellem. Blandt andet den vel nok næstkendteste irske øl, Kilkenny, fra samme bryggerigruppe, Diageo, der også står bag Guinness-brandet. Bare for at opsummere – Guinness er altså hverken navnet på et samlet brand eller en bryggerigruppe, det er blot ét af mange produkter fra den irske bryggerigruppe Diageo – der blev jeg så også klogere.

Det var også en af de øl, jeg ikke nåede at prøve, mens jeg boede med familien i Irland. Jeg nåede ikke at høre nogen klage deres nød over dens fravær, men ved siden af Guinness er det velnok denne øl, der mere end noget andet karakteriserer irske bryg, så den har vel ret beset manglet en smule.
I vores egn af verden, må man jo finde sig i, at brygget sjældent kan fås rigtigt – på fad, og skænket med kvælstof. I stedet for forhandles de i dåser med et lille trykelement, der fordeler gassen i brygget ved brydning af emballagen. Systemet har før været afprøvet her på bloggen.
Det tager lidt tid at få brygget skænket. Skummet kender man fra Guinness, højt, tykt og i dette tilfælde letgyldent. Det er længe siden, jeg sidst har prøvet brygget, og huskede ikke, hvordan det så ud. Det er lysere end jeg troede, men også for mørkt til at kunne kaldes et lyst bryg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg husker det som gråbrunligt – et par toner under Guinness. Det kobber/rav-røde bryg afslørede, at jeg huskede ganske forkert. Der er ikke meget bouquet at komme efter. Duften er humlet i det bitre hjørne, men tonerne af vand er mere dominerende.
Smagen er mestendels rundt bitter i retning af hasselnødder. Der er en del kraft i bitterheden, men man savner allerede fra starten fylde til at komplimentere den ikke uefne bitterhed. Den manglende fylde fortsætter i en ellers endnu mindre ueffen eftersmag, der bevæger sig over i det beske. Det er ikke ualmindeligt at draught beer mangler fylde, eftersom kulsyren mangler, og brygget derfor bliver fladt. For mig er det ikke i sig selv et problem, da det er en af de ting, der karakteriserer øllet fra De Britiske Øer.
Men i dette tilfælde får det brygget til at føles ekstra vandigt, idet der ikke er noget kulsyre til at fordampe i munden, og tage nogle smagsnuancer med sig på vej op mod ganen. Der er kun bitterheden og ingen fylde eller andre smagsnuancer at komplimentere den med. Dermed bliver smagen snæver og underligt ufuldendt, dens relative kraft til trods.
Kenny kunne have været interessant, men som brygnavnet antyder tog man livet af ham før han kunne gøre ordentligt væsen af sig. Til gengæld har bryggerigiganten skabt et produkt, der har vist sig levedygtigt som eksportsucces. Jeg vover at påstå, at successen skyldes, at brygget ikke er særlig markant. Vi er tilbage ved det, der karakteriserer den laveste fællesnævner: Den kendetegner ikke et produkt, der er lavet sådan at alle kan lide det – den laveste fællesnævner kendetegner et produkt, der er så karakterfattigt, at det ikke skræmmer nogen forbrugere væk – altså bortset fra os, der ønsker bedre.
Den allerlaveste fællesnævner er vi dog ikke nede på. Kilkenny er trods alt karakter nok i brygget til at det herfra er godkendt – og så heller ikke mere.
3-stjerner

Omission, Widmer Brothers Brewing Company

De heldige overfølsomme …

 

 
Omission, eller 0mission? Ja så finurligt kan man gøre det. Med nærværende overgærede øl undgår man kontakt med gluten, og netop undgåelsen er central i bryggets navn, idet ‘omit’ på engelsk som bekendt betyder at undgå. Der er nul gluten i brygget, og derfor har man gjort o’et ekstra stort, så man godt kunne tro, det i virkeligheden var et 0. Fabelagtigt fantastisk … og så måske ikke. Men det slår dum- og popsmart samt smålummer markedsføring til enhver tid.
Og det er jo også prisværdigt nok, at glutenallergikere, for hvem et almindeligt liv som forbruger bestemt ikke er nemt, kan drikke sig pattestive uden at være bange for udslæt, åndenød eller andre grimme allergiske reaktioner. Denne øl er ifølge påskriften brygget med en særlig art byg, der altså har en gunstig glutenprofil. Man frygter dog sit, blandt andet at byggen – når den kommer fra USA – kunne være gensplejset. Ikke bare fordi man ikke kender langtidseffekterne, men så sandelig også fordi pengene, man bruger på brygget kan gå lige i foret på Monsanto og andre skumle fødevaregiganter. Jeg lukker øjnene og drikker videre.
Og så åbner jeg øjnene igen, for ellers kan jeg jo ikke beundre bryggets fine, kobberrøde farve, og det letgyldne skum, som kun langsomt falder og klæber i fine tykke streger horisontalt på glassets inderside. Duften er skarp og ren – allerede meget kraftigere, end man forventer af et bryg, der er frit for noget. Hvis noget er sukkerfrit, kalorielet, eller på en anden måde har fået reduceret det gode i sig, smager det som regel også derefter – hvis ikke rædsomt så kedeligt. Her synes brygget – at dømme på duften altså – ikke at have tabt noget på at blive glutenreduceret. Duften består af et kraftigt, men friskt humleelement, komplimenteret af syrlige, umodne æbler.
Smagen står heldigvis ikke tilbage for duften. Et kraftigt humleelement støder glasklart ned i tungen med frisk bitter humle og ingefær, der næsten brænder bagest på tungen. Det er et bryg, man smager med hele munden – tunge gane og gummer, samt luften imellem dem, hvor brygget kondenserer som en let, smagfuld tåge. Efter den oplevelse giver eftersmagen ekstranummer med tør humlebitterhed, ledsaget af et let, men markant og fyldigt røgelement, der karakterfuldt afslutter en habil øloplevelse.
Det er simpelt, klart og fyldigt. Og altså glutenfrit, og det er jo lige før man misunder glutenallergikerne, at de ikke behøver spytte i alt det rædsomme, tynde øl, vi andre hælder i os, når de har så godt øl, der er lavet specielt til dem. Selv er jeg multiallergiker – men ikke over for nogen fødevarer, og heldigvis for det. Men jeg kunne sagtens finde på at købe denne øl en anden gang alligevel.

4-en-halv-stjerne

Mors Stout, Refsvindinge

Mere opvarmningsøl

Mors Stout er én af to øl, som Bryggeriet Refsvindinge er kendt for.. Den anden er A-Z Ale No. 16, som jeg kunne have svoret var bedre i gamle dage – måske en sen følgevirkning af, at Vestfyen fik en aftale om at tappe brygget for Refsvindinge, da de selv ikke kunne følge med eftersprøgslen – men det er jeg ikke sikker på.

Ligesom Høker Bajer blev denne øl nydt før Fremad Amagers hjemmebane-sæsonpremiere mod Avarta – et hold, der åbenbart ikke frivilligt vil ud med sproget om, hvor de kommer fra. Men de kommer så fra Rødovre – dem holder jeg med i Ishockey, og jeg gik på gymnasiet der, og min elskede viv er netop startet som lærer samme sted. Så Rødovre har også en stor plads i mit liv, og der er selvfølgelig også altid plads til dem på Sundby Idrætspark – selv når vi ikke kan finde ud af at slå dem.

Det var Gedved, der uforvarende kom rendende med to Mors Stout i favnen. En til mig og en til ham selv. Så hvor jeg havde lejlighed til at forberede mig til Høker Bajeren – blandt andet ved at anskaffe et krus at hælde den i, blev jeg fanget på det forkerte ben, og måtte prøve denne øl direkte fra flasken.

Selvom brygget hidrører fra det navnkundige Bryggeriet Refsvindinge, undgår bryggeriet ikke at få en anmærkning med på vejen for sin markedsføring. Bryggeriets marketingsafdeling
synes at mene, at øl sælger bedre, hvis der på etiketten forefindes en tegning af et afklædt kvindfolk. Sandt at sige har det afholdt mig fra at prøve brygget indtil videre, fordi den form for markedsføring irriterer mig, som det værste eksempel på, hvordan man kan sælge ét produkt ved at reklamere med noget ganske andet og ganske urelateret, og det irriterer mig endnu mere, at skulle finde på noget begavet at skrive om det hver gang. Hvilken rolle øen Mors i øvrigt spiller i forhold til øllet er også ganske uvist og forekommer også fuldstændig urelateret til tegningen på etiketten. Men hva’ ved jeg i øvrigt også om marketing?

Bryggets farve og skum har jeg ikke kunnet vurdere, da jeg kun har kunnet beskue det gennem flasken. Det synes dog ikke at skumme særlig meget, og mængden af kulsyre er også meget lav. Ikke desto mindre minder viskositeten mest om almindeligt øl – der er ikke tale om nogen særlig tæt stout efter alt at dømme.

Duften gør ikke meget væsen af sig. Man kan som regel mærke duften allerede når kapslen letter, hvis der er tale om en ordentlig stout, men brygget afslører ikke noget her. Det skyldes muligvis, at brygget var for koldt, da det blev serveret. Stouts har for det meste godt af at få lidt for meget temperatur frem for lidt for lidt. Mærkes kan det, at det er en overvejende sød stout, med supplerende bitre elementer – fortrinsvis af kaffe.

Smagsindtrykkene forbliver dog adskilt, og går ikke op i en højere enhed. Der er ét element af kaffe, ved siden af et let flødechokoladeagtigt element, med en fornemmelse af krystalsukker i eftersmagen. De hver for sig udmærkede – omend ikke overraskende eller særligt karakterfulde – smagsindtryk blander sig ikke ordentligt. Slutresultatet bliver sammensat, og hele tiden med et for dominerende vandelement, idet brygget overordnet mangler den fylde, der skal til for at et mørkt bryg kan slå ordentligt igennem som en stout.

Det hele er selvfølgelig lidt med de nødvendige forbehold for øl, der drikkes af flasken i stedet for glas, og bestemt har en for lav temperatur. Jeg skal ikke udelukke en omanmeldelse engang, når jeg får denne øl serveret i et glas ved den rette temperatur.

2-en-halv-stjerne

Høker Bajer, Hancock

Hvis alle standardøl var sådan …

Jeg har været til hjemmebane-sæsonpremiere for mit yndlingshold Fremad Amager. Vi tabte 1-2 efter at have været bagud 0-2. Fremad kæmper bedst under pres, og
0-2 er en farlig føring – især for den som er bagud, og presset rakte altså ikke til at vende kampen. Men jeg elsker mit hold, og kunne aldrig drømme om ikke at støtte det – det gælder også når de taber.

Vel, før kampen mødtes jeg med et par venner – blandt andre Gedved, som man vil kunne huske fra Radlereksperimentet for nogle uger siden, og fik et par øl før kampen. Det skete ved kolonihaveforeningen HF-Sundbyvesters købmand, Biksen, der har et overraskende stort og alternativt udvalg, i betragtning af, at det trods alt blot er en kiosk.

Blandt andet havde de det skibonittiske (ja, det må det jo hedde, når folk fra Skive hedder skibonitter) bryggeri Hancocks pilsner, en Høker Bajer. Og de må jo have lov at kalde deres øl, hvad de vil, men det vil vedblive med at irritere mig, at der er mellemrum mellem de to ord i titlen. Til gengæld er det jo en kende pinligt, at jeg ikke har anmeldt øl fra dette hæderkronede bryggeri endnu. Jeg tror, jeg første gang prøvede deres øl i fredagsbaren på det daværende Institut for Religionshistorie, KUA – der i disse dage nedrives. Instituttet flyttede i mellemtiden til Artillerivej, og ændrede navn til ToRS – Tværkulturelle og Regionale Studier, i daglig tale “Institut for Resten”. Nu ligger det velsagtens på det nye KUA, men for mit vedkommende er det et overstået kapitel.

Høker Bajer er lidt stærkere end de 4,6%, der er normalt for pilsnerne herhjemme. Den holder 5,0%, er til dels brygget på stivelse og tilsat ascorbinsyre. Jeg har hørt et rygte om, at ascorbinsyren ikke bare skulle være tilsat for at hindre yderligere gæring, men også for at holde øllet autentisk. I gamle dage tilsatte man ascorbinsyren fast, angiveligt for at hindre at ølkuske og bryggeriarbejdere udviklede skørbug, og det skulle efter sigende være i den tradition, Hancock fortsat tilsætter ascorbinsyren. I det hele taget gør de meget ud af, at de brygger efter de gamle metoder, og derfor kun bruger den klassisk Saaz-humle fra tjekkiet, som de også på stedet udråber til at være den fineste.

Det er alt sammen meget godt, men brygget må på grund af tilsat stivelse og ascorbinsyre undvære den efterstræbelsesværdige etiket som ‘ren øl’. Farven fejler ikke noget. Et par toner mørkere end vanlig dansk pilsner er den, til gengæld med den danske pilsners typisk kridhvide skum. Enhver yderligere sammenligning med dansk pilsnerskum tåler Høker Bajeren dog ikke. Det er både højere, mere holdbart og langt mere klæbrigt, end hvad man er vant til. Bouqueten er til gengæld svær overhovedet at få øje på. En syrligt-vandig snert af græs efter et regnskyl, med en anelse korn ind over.

Smagen er til gengæld en klasse for sig, når det gælder pilsnere. Den består af velkendt pilsnerhumlebitterhed, vel afrundet af valnødder med en let og matchende syrlighed af ananaskirsebær. Bitterheden vokser efter at brygget er nedsvælget, og trækker man lidt luft ind, kilder brygget mandlerne med et kraftigt, besk indtryk, der ingenlunde truer med at slå over i det harske. Hvis det er Saazer-humlen, der giver det fine indtryk – ja, så er det skam fint, men det fineste, ligefrem?

Alt i alt en karakterfuld pilsner med lidt ekstra af det hele, alkohol, tilsætningsstoffer og – skal man ikke glemme – smag. Et lille minus er dog fortsat det uforsvarlige mellemrum mellem ‘Høker’ og ‘Bajer’ – men når øllet er så godt, er det lige før jeg faktisk kan tilgive Hancock den anløbne ortografi.
4-stjerner

Endelave Bryg ’13, Endelave Bryggerlaug/Grauballe Bryghus

Lokal perle

Tre ugers ferie er snart slut for mit vedkommende, og hvad ville passe bedre end at kigge tilbage på ferien med en øl. Dette lokale bryg fra kattegatøen Endelave fik jeg nemlig af en god ven, Lars, der bor i Korsør. Hans hjem var første stop på vores ferietur gennem Danmark og det nordligste Tyskland, hvor vi besøgte både Lindas og min familie. Jeg har ikke set Lars siden jeg selv cyklede til Tyskland tilbage i 2005 – før der var noget der hed Kajs Ølblog – eller for den sags skyld Spelt-segmentet. Der var meget at komme up-to-date med, og Lars mente, at jeg da skulle have en ganske særlig øl med, som jeg efterfølgende kunne anmelde. Han gav mig denne øl, Endelaves lokale bryggerlaugs første kommercielle øl, som det fremgår af etiketten, brygget på licens hos Grauballe Bryghus ved Silkeborg. Tak til Lars for godt selskab, godt øl, og selvfølgelig mange års venskab både tidligere og fremover.

Hvad brygget angår, tør man nok gætte på, at titlen sigter til indeværende år, hvor brygget er blevet lanceret. Det skulle dog have set dagens lys allerede i 2012, 9. juni, hvor Frede og Mary angiveligt fik kastet et eksemplar i nakken – i overført betydning des… mfff … forstås. Men det kan jeg godt tilgive bryggerlauget, selvom jeg ikke forstår, hvorfor man sådan ligefrem går og praler med det på påskriften. Man kunne risikere at skræmme potentielle købere – som mig fx – væk.

Vel, det gør jo ikke nødvendigvis brygget ringere, at man som konsument skal belemres med en historie fra de varme lande om, hvordan Danmarks dyreste slæng af gratister rager endnu mere til sig, ud over det de får gratis af vores skattepenge – så lad det nu forblive aldeles ukommenteret i dette indlæg.

Der er tale om et mørkt bryg, baseret på både byg og hvede. Hvad de ikke praler med – uforståeligt for undertegnede – er, at brygget er ufiltreret, hvorfor man får nydelige ansamlinger af endog ganske genstridigt restgær i bunden af glasset, der på trods af endda megen agitation ikke sådan lader sig løsne. Flot ravfarvet med et par brune toner er brygget med matchende letgyldent og iøvrigt ganske klæbrigt skum. Duften gør i skænkningsfasen lidet væsen af sig. Bouqueten er spinkel, vandet og afslører kun diffuse, syrlige noter af græs, og et stænk af lime.

Det er i smagen, at de store oplevelser venter. Man overvældes af både sød og fyldig malt med en bitter nøddenote, der skaber nydelig ligevægt i en kraftfuld brygoplevelse. Et pift af vanille og en knivspids lakridspulver udgør pynt og topping på dette lille, simple mesterværk. En markant røgessens omslutter det hele, og giver brygget ekstra individualitet og karakter. Eftersmagen fortsætter længe med den samme nøddebitre smag, man rammes af allerførst, og det er imponerende hvor lidt bryg, der skal i munden, før man får den fulde effekt af eftersmagen.

Det er længe siden, jeg sidst har smagt en øl med et så markant maltpræg, hvor humlen spiller en sekundær rolle. Endelave Bryggerlaug lægger sandelig ud i selvsikker stil, og det skal være en udsøgt fornøjelse at prøve alt, hvad de måtte producere fremover.

Og næste gang vil jeg se, om jeg kan få fat i én før hermelinkåberne.
5-stjerner

Leffe 9°, Anheuser-Busch InBev

Drikkelig spritøl

 
Først troede jeg, det var den anbefalede temperatur – de 9°, som udgør øllets titel. Det passede blot ikke med den anbefaling der var at se på bagetiketten. Den sagde 6-8°. Så jeg formodede titlen i stedet måtte hentyde til alkoholprocenten på netop 9% – hvorfor man så ikke kalder den 9%, ja det må guderne – eller i hvert fald marketingafdelingen hos Anheuser-Busch vel vide, og den slags mennesker vil jeg helst ikke omgås, så et svar på det, må man kigge i vejviseren efter. Men direkte ud af køleskabet blev den altså skænket, for nogenlunde at imødekomme den foreslåede idealtemperatur.
Brygget er en overgæret byg-øl i den mørke ende af den lyse ende om man så må sige. Det er som om brygget vægrer sig en smule ved at komme ud af flasken. Viskositeten peger svagt i retning af honning eller sirup, og farven minder også ret kraftigt derom. Duften – eller odeuren – er ikke overraskende sprittet med de samme noter af franskbrødsdej, der præger udrikkelige Støckel Weissbier og Tongerlo Prior. Der er dog ikke tale om en hvedeøl. Den eneste brugte kornsort er angiveligt byg, så jeg afskrev ikke med det samme dette bryg, da jeg med en vis rædsel genkaldte mig hine hæsligheder fra vinteren. Der var fortsat chancer for at brygget ikke smagte grimt, når nu det ikke havde nogen videre ligheder med førnævnte flop fra tidligere.
Som allerede nævnt i sidste indlæg er dette forøvrigt også en donationsøl, som ægtefællen til min gamle kollegiefælle Henriette havde med hjem fra Belgien i den tro, at den var god. Den faldt dog ikke i gemalens smag – han mente, at det var for sprittet. Og det er sandelig også en meget sprittet øl. De 9% kan sandelig mærkes, og giver brygget både karakter og smag af kartoffelbrændevin. Ikke en helt ren én, men en krydret af slagsen, med antydning af både korn, humle og fennikel bag den hidsige sprittethed.

Sprittethed til trods er det ikke en øl, jeg har lyst til at hælde ud. Jeg drikker den i små nip og noterer en reelt velbehageligt varm eftersmag af hasselnødder. De mange nip gør smagsprocessen lang, så bryggets temperatur faktisk når op på de 9° til sidst. Herefter tangerer bryggets indtryk faktisk reel nydelse, hvor de mange adskilte dele i smagen, da den var kold, samler sig og bliver til en honningessens, der jo så nydeligt passer med bryggets viskositet og farve – og faktisk også med den høje alkoholprocent. Det sammenfattende indtryk er dermed godkendt, uden at det er en øl, jeg har nogen særlig lyst til at prøve igen.

Men følg endelig ikke bryggerigruppens anbefaling – de samme mennesker anbefaler også, at man drikker Budweiser og Busch Light. Så det er egentlig ganske godt i tråd med deres øvrige anbefalinger, at de på flasken angiver en helt forkert serveringstemperatur.

3-stjerner

Belle-Vue Extra Framboise, Anheuser-Busch InBev

Nahrj …

 
Aftenens donationsøl er rekvireret via en tidligere bofælle på Grønjordskollegiet, få hundrede meter fra, hvor vi flyttede til – og nu bor – i april. Henriette og hendes lille familie havde været i Belgien – på ferie, tror jeg, og havde taget nogle spændende øl med … som så viste sig ikke at være så spændende alligevel. Det drejer sig om Leffe 9°, der vil blive anmeldt senere, og nærværende hindbærøl, som jeg egentlig fik med i bonus – men som i aften var så kærkommen nu hvor termometeret endnu engang har overskredet 300° Kelvin.
Som antydet er der tale om en blanding af øl og hindbær. Det er en spontantgæret øl – en såkaldt lambic, den første af sin slags her på bloggen, og noget belgierne er kendt for at excellere i. Hvis jeg har forstået brygteknikkerne ret, er der ikke tale om en hindbær-parallel til de kirsebærbaserede kriek-lambicer. Der er kirsebærrene integreret i brygprocessen, og er ikke bare noget, der bliver blandet i øllet bagefter, som det er tilfældet her.
Blandingen giver om ikke andet en for øl unaturlig Bordeaux-rød farve og princesserødt (eller pink) skum. Som skummet falder – det sker langsommere end man kunne forvente – skifter det farve til snehvidt, men små fnug efterlades på glasset. Som blandingen drikkes bliver fnuggene til flager og til sidst til store klatter. Skummets klæbeevne kan der ikke sættes en finger på uden risiko for, at fingeren bagefter skal skæres fri.
Duften afslører – hindbær! Sgu! Den er go’ nok! Den søde, frugtuøse duft af hindbær ledsages desuden af en bouquet af frisk hvedebrødsdej. Fjernt bagom disse dominerende dufte mærker man et stænk af korn – men det er ganske fjernt.
Smagen er først og fremmest forfriskende, så der blev min forventning indfriet. Sødmen går man heller ikke fejl af, men forfriskningen er mere præsent, og det kommer sig af – nogle læsere vil have gættet det – at brygget føles for tyndt. Det smager mest af alt af tyndt saftevand, og man undrer sig fra starten af, hvorfor man dog ikke bare holder sig netop til saftevand, som man med held kunne blande op kraftigere, så man kunne få noget mere hindbærsmag frem.
Det er nu ikke sådan, at ølsmagen er gemt helt bort. Den kan akkurat spores i eftersmagen, hvor man netop kan mærke en fjern essens af korn og gær. Ved gummerne og på siden af tungen kildrer resterne af noget korn og humle syrligt smagssansen og afslører, at øllet, hindbærrene er blandet op med, egentlig ikke er særlig godt. Det er surt og som antydet tyndt. Mine hidtidige erfaringer med frugtøl viser, at bittert øl ofte er bedre til frugtblandinger.
Det dårlige valg af øl kombineret med den tynde koncentration af hindbær gør, at brygget stort set mislykkes både som øl og som hindbærlæskedrik. Hindbærrene smager ikke ordentligt igennem, og øllet kan stort set ikke mærkes. Der er således heller ikke nogen point til kombinationen af de to, der føjes ingen nye dimensioner til hverken øl- eller saftevandsdelen. Brygget er derfor som helhed overflødigt.
– Ja, altså bortset fra, at det da ikke er meget ringere end saftevand i sommervarmen, og decideret grimt smager det bestemt heller ikke. Fuld bliver man heller ikke – med sine 2,9% holder det sig netop under grænsen på de 3%, under hvilken jeg betragter øl som alkoholfattigt, og i begrænset omfang trafiksikkert. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor flasken kun indeholder 0,25 l.
Et alt i alt temmelig kedeligt, men bestemt ikke udrikkeligt blandingsbryg. Brugbart i sommervarmen, og så heller ikke mere.
1-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme